33630/2025

Ankestyrelsens afslag på erstatning for erhvervsevnetab hjemvist til fornyet prøvelse hos styrelsen A læssede den 12. april 2000 under sit arbejde for en kommune varer ind i en bil og fik i den forbindelse bilens bagsmæk i hovedet, hvorved hun pådrog sig en hjernerystelse, som den 14. september 2000 blev anerkendt som en arbejdsskade. Ved afgørelse af 7. juni 2002 vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at A ikke havde lidt et erhvervsevnetab på mindst 15 % som følge af arbejdsskaden. Hun var derfor ikke berettiget til erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17), idet det fulgte af bestemmelsen, at der ikke ydes erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. A blev i 2012 sygemeldt fra sit arbejde og blev med udgangen af april 2014 afskediget af kommunen. Hun blev i 2014 tilkendt et midlertidigt fleksjob, fordi kommunen vurderede, at As arbejdsevne var varigt og væsentligt nedsat i forhold til ethvert erhverv af helbredsmæssige årsager. Ankestyrelsen traf den 4. juni 2020 afgørelse om at genoptage sagen om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17) og traf samtidig afgørelse om, at arbejdsskaden den 12. april 2000 ikke havde nedsat As erhvervsevne med 15 % eller derover. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at der var andre årsager end arbejdsskadens følger til, at hun blev tilkendt et midlertidigt fleksjob i 2014. For Højesteret angik sagen, om der var grundlag for at hjemvise sagen til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne vurdere spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny. Højesteret udtalte med henvisning til Højesterets dom af 9. april 2024 (UfR 2024.2853) og dom af 17. januar 2025 (UfR 2025.1185), at en tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (nu § 17), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover. Herefter fastslog Højesteret, at sagen skulle hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle vurdere spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny. Højesteret henviste i den forbindelse til, at Ankestyrelsen havde anlagt en anden forståelse af arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17) end den, som fulgte af de nævnte domme fra Højesteret, samt at det fulgte af Retslægerådets udtalelser i sagen, at arbejdsskaden den 12. april 2000 indgik som en komponent i det samlede årsagskompleks. Landsretten var kommet til samme resultat.