BS-4241/2022-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 178.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 20. december 2022

Sag BS-4241/2022-HJR

(2. afdeling)

Fagligt Fælles Forbund

som mandatar for

Appellant, tidligere Sagsøger

(advokat Bjørn Elling)

mod

Topdanmark Forsikring A/S

som mandatar for

Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S

(advokat Christina Neugebauer)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 28. januar 2022 (BS-35938/2020-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen og Ole Hasselgaard.

Påstande

Appellanten, Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger, har genta-get sin påstand om, at indstævnte, Topdanmark Forsikring A/S som mandatar for Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S, skal anerkende, at Appellants, tidligere Sagsøger ret til erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste ikke ophørte som følge af afgørelsen af 27. november 2019 om erhvervsevnetab, og at der fra dette tidspunkt alene skal ske fradrag i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med et erhvervsevnetab svarende til 25 %, subsidiært 45 %.

Topdanmark Forsikring A/S som mandatar for Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S har påstået stad-fæstelse.

2

Retsgrundlaget

Erstatningsansvarsloven Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, fastsætter følgende:

”Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan be-gynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervs-evnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne”

Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 610 af 14. juni 2011. I bemærkningerne til lovforslaget er an-ført bl.a. (Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 1 ff. og 11):

”Almindelige bemærkninger

1. Indledning …

Højesteret har i to domme af 18. november 2009 (Ugeskrift for Retsvæ-sen 2010, side 436 og 451) på grundlag af en fortolkning af erstatnings-ansvarslovens § 2 fastslået, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortje-neste i arbejdsskadesager, der er omfattet af både arbejdsskadesikrings-loven og erstatningsansvarsloven, ophører fra det tidspunkt, hvor ska-delidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab.

Som også anført af Højesteret, jf. afsnit 2.4.2.1 nedenfor, er denne retstil-stand ikke i overensstemmelse med en af forudsætningerne bag loven.

Den pågældende retstilstand kan i nogle tilfælde medføre, at en person, der kommer ud for en arbejdsskade, ikke kan kræve et lige så stort er-statningsbeløb fra den ansvarlige skadevolder, som hvis den samme skade var blevet påført den pågældende i fritiden, og erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne derfor skulle udmåles alene efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at der fremover ikke vil opstå til-fælde af denne karakter, hvor der sker en sådan forskelsbehandling. Hensigten er således, at en person, der af en ansvarlig skadevolder på-føres en skade, der er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, i alle til-

3

fælde - i overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag lo-ven - skal kunne kræve lige så meget i erstatning, som vedkommende i dag er berettiget til, hvis den samme skade påføres vedkommende i fri-tiden.

Der foreslås derfor en ændring af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i begge typer af sager først ophører på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsev-netab, der berettiger til erhvervsevnetabserstatning, eller – hvis skade-lidte ikke lider et sådant tab – på det tidspunkt, hvor skadelidte kan be-gynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere).

Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vur-dering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt er-hvervsevnetabserstatning, fremover ikke i sig selv bevirker, at skadelid-tes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører. …

2.4. Retspraksis om periodisering af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjene-ste og erstatning for erhvervsevnetab Som nævnt i afsnit 2.1 ovenfor har domstolene i en række sager taget stilling til, hvordan – og på hvilket grundlag – det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremti-dige erhvervsevne, nærmere fastlægges, og dermed hvornår skadelid-tes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og et eventu-elt krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne indtræder…

2.4.1.

Sager alene omfattet af erstatningsansvarsloven For så vidt angår sager, der alene er omfattet af erstatningsansvarslo-ven, har Højesteret i dom af 11. marts 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 1386) fastslået, at ordlyden af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, indebærer, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe for-pligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor (det vil sige et erhvervsevnetab på mindst 15 pct.).

Det er tillige en forudsætning, at det er muligt – bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 5, stk. 2 – at skønne over skadelid-tes fremtidige erhvervsevne. Der skal således foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.

Højesteret har endvidere i dommen – og dette er gentaget i Højesterets dom af 27. august 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2601) – fast-slået, at det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 2, § 10,

4

stk. 1, og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt et grundlag for – eventuelt mid-lertidigt – at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale er-statning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode Arbejdsska-destyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsev-netabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.

2.4.2. Sager, hvor der træffes afgørelse om erhvervsevnetabet efter arbejdsska-desikringsloven 2.4.2.1. Højesteret har i dom af 6. oktober 2008 (Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 138) taget stilling til skæringstidspunktet mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter arbejdsskadesikringsloven er truffet en endelig afgørelse om er-hvervsevnetabet.

Højesteret har i dommen fastslået, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., efter sin ordlyd og bestemmelsens forarbejder må forstås såle-des, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mel-lem de to erstatningsposter.

Herefter fastsatte Højesteret skæringstids-punktet mellem skadelidtes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den pågældendes erstatning for erhvervsevnetab til den 1. februar 2005, hvilket var den dato, som Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 29. juni 2005 havde fastsat som virkningstidspunktet for tilkendelsen af er-hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Ved afgørel-sen har Højesteret således fastslået, at dette virkningstidspunkt – og ikke afgørelsestidspunktet eller tidspunktet for den faktiske udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven – udgør det relevante skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter.

Som nævnt i afsnit 1 ovenfor har Højesteret endvidere ved to domme af 18. november 2009 fastlagt fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., med hensyn til tidspunktet for overgangen fra erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste til erstatning for erhvervsevnetab, når Arbejdsskadestyrelsen har truffet en midlertidig afgørelse om erhvervs-evnetabet efter arbejdsskadesikringsloven.

5

I begge sager har Højesterets flertal fastslået, at også en midlertidig af-gørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om, at der tilkommer skadelidte er-hvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, indebærer, at skadelidte efter afgørelsens virkningstidspunkt ikke længere har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Flertallet anførte bl.a., at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., bygger på en forudsætning om, at (også) en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven træffes på grundlag af en vurdering af den skønnedevarige indtægtsnedgang for skadelidte.

Flertallet fandt det ikke afgørende for fortolkningen af bestemmelsen, at denne forudsætning har vist sig ikke at være rigtig, jf. herved Højeste-rets domme af 10. januar og 9. oktober 2002 (Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 730 og 2003, side 47) hvor Højesteret fastslog, at erhvervsev-netabet i midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven skal fastsættes ud fra, hvad dette tab aktuelt er, jf. herved afsnit 2.2 ovenfor.

Flertallet bemærkede herved, at formålet med samordningen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab – nemlig at sikre, at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mellem de to erstatningsposter – ikke ville kunne opnås, hvis midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab efter ar-bejdsskadesikringsloven ikke bevirkede, at krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører. …

3. Justitsministeriets overvejelser

3.1. Skæringstidspunktet mellem krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og krav på erstatning for erhvervsevnetab Efter afsigelsen af de domme, der er omtalt i afsnit 2.4.1 og 2.4.2 oven-for, er retstilstanden i dag den, at skæringstidspunktet mellem erstat-ningsposterne tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab i sager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven ikke fastlægges ud fra samme principper som i sager, der alene er om-fattet af erstatningsansvarsloven.

I sager omfattet af begge love er retstilstanden som fastlagt af Højesteret således den, at skadelidtes krav på (yderligere) erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste bliver afskåret allerede ved en midlertidig afgørelse ef-ter arbejdsskadesikringsloven, selv om en sådan afgørelse ikke indehol-der noget skøn over det varige erhvervsevnetab.

Denne retstilstand indebærer, at erstatningen i sådanne arbejdsskadesa-ger ikke nødvendigvis kompenserer skadelidte fuldt ud for det ind-tægtstab, der er påført skadelidte i perioden, indtil skadelidte kan be-

6

gynde at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes varige erhvervsevnetab er ind-trådt…

Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt at sikre, at skade-lidte i sager, der også er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, frem-over – i overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag affat-telsen af erstatningsansvarslovens § 2 – fuldt ud kompenseres for det indtægtstab, som den pågældende lider i perioden frem til, at den på-gældende enten kan begynde at arbejde igen (i væsentligt samme om-fang som tidligere) eller – i de tilfælde hvor skaden medfører et varigt erhvervsevnetab – frem til det tidspunkt, hvor det varige erhvervsevne-tab indtræder.

Justitsministeriet finder derfor, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, bør ændres, således at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i de omhandlede tilfælde gælder i samme omfang som i andre sager, hvor der er en ansvarlig skadevolder.

Det bør således ikke gøre nogen forskel med hensyn til muligheden for at kræve erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste af den ansvarlige skadevolder, om skaden er forvoldt i forbindelse med udførelsen af den pågældendes arbejde eller i fritiden.

I begge situationer bør det tidspunkt, fra hvilket skadelidte ikke længe– re har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fastlægges ud fra samme objektive kriterier, nemlig om skadelidte er blevet i stand til at arbejde igen (i væsentligt samme omfang som tidligere), eller om skade-lidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere.

Midlerti-dige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vurdering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt erhvervsevnetabserstatning, bør således fremover ikke i sig selv bevirke, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører. …

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser …

Til nr. 1 (§ 2, stk. 1) …

Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 3, ikke i sig selv kan afskære retten til fortsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det er som hidtil formålet med bestemmelsen, at der ved erstatnings-dækningen ikke opstår »huller« mellem erstatningsposterne tabt ar-

7

bejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

F.eks. kan skadevolder eller dennes forsikringsselskab - på samme måde som efter gældende ret -ikke stoppe en udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af skadelidtes er-hvervsevnetab i form af en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 eller en afgørelse i henhold til arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a afventes.

Skadevolder eller dennes forsikringsselskab kan derimod ale– ne stoppe udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis og når der foreligger det fornødne grundlag for at fastslå, at skæringstids– punktet efter § 2, stk. 1, er indtrådt, jf. nærmere herom straks nedenfor. …

Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (nettotabet) bortfalder så-ledes alene, hvis og når der er grundlag for at fastslå - efter omstændig-hederne retrospektivt - at skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere med den virkning, at skadelidte i stedet for erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste er berettiget til erstatning for sit er-hvervsevnetab fra det tidspunkt, hvor dette er indtrådt.”

Der blev under Folketingets behandling rejst en række spørgsmål navnlig om, i hvilket omfang skadelidtes retsstilling i nogle tilfælde kunne blive forringet med det samlede lovforslag, der også indeholdt regler om bl.a. udvidet ret for skadevolder til tilbagebetaling og modregning. Den daværende justitsminister fremsatte i lyset heraf nogle ændringsforslag, som Folketinget vedtog.

Heri-blandt indgik et ændringsforslag, der førte til den nuværende formulering af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt. I bemærkningerne til dette æn-dringsforslag er anført bl.a. (Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg B, betænkning af 19. maj 2011 over lovforslag nr. L 136, s. 2):

”Ændringsforslaget vedrører formuleringen af § 2, stk. 1, 2. pkt., i erstatningsansvarsloven og har til formål at tydeliggøre, at der med lov-forslaget i forhold til den gældende retstilstand ikke vil ske nogen af-kortning af den periode, hvor skadelidte har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Den foreslåede ændring har således – i samspil med den foreslåede ændring af § 2, stk. 2, i erstatningsansvarsloven – alene til formål at sikre, at midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikrings-lovens § 17, stk. 3, ikke kan afskære retten til fortsat tabt arbejds-fortjeneste.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 1 (erstatningsansvarslo-vens § 2, stk. 1) i det fremsatte lovforslag.”

Arbejdsskadesikringsloven

8

Arbejdsskadesikringslovens § 17 a regulerer fastsættelsen af erstatning for tab af erhvervsevne for personer, som efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. I bestemmelsen er fastsat følgende:

”Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visite-ret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller ind-tjeningen i fleksjobbet.

Stk. 2. Indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskade-komne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt.

Stk. 3. Indtjeningen i fleksjobbet, jf. stk. 1, udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.

Stk. 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent fleksjob. For personer, der er i fleksjob, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uanset 1. pkt. efter anmodning fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse efter stk.1, når Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er til-strækkeligt afklarede.”

Bestemmelsen i § 17 a, stk. 4, blev nyaffattet ved lov nr. 1380 af 23. december 2012, § 9, nr. 2, på baggrund af lovforslag nr. L 53 af 1. november 2012. Lovæn-dringen indebar, at der efter § 17 a, stk. 4, blev indført mulighed for at træffe af-gørelser, hvor der for personer i fleksjob samtidig bliver fastsat en løbende er-statning for det aktuelle erhvervsevnetab og et engangsbeløb som forskud på det varige erhvervsevnetab. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, jf. Fol-ketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 53, s. 61 f.:

”2. Lovforslagets indhold …

2.7.1.2. Den foreslåede ordning Reformen af fleksjob nødvendiggør en teknisk justering af den særlige regel i § 17 a i arbejdsskadesikringsloven med henblik på at bevare de principper for fastsættelse af tabet af erhvervsevne, der blev indført ved lov nr. 1388 af 21. december 2005.

§ 17 a indeholder en særlig regel om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er i fleksjob eller vi-siteres til fleksjob. Reglen fraviger hovedreglen i § 17, stk. 2, om vurde-ring af tabet af erhvervsevne til personer, der har mistet erhvervsevnen.

9

Ved reformen af fleksjob indføres nu midlertidige fleksjob. Det indebæ-rer, at Arbejdsskadestyrelsen som udgangspunkt ikke træffer endelige afgørelser i de sager, hvor tilskadekomne får tilkendt et midlertidigt fleksjob. Hvis nedsættelsen af erhvervsevnen helt eller delvist med sik-kerhed kan vurderes, kan Arbejdsskadestyrelsen dog træffe endelig af-gørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.

De midlertidige fleksjob nødvendiggør således en justering af reglen i § 17 a for at præcisere, at Arbejdsskadestyrelsen kan træffe både ende– lige og midlertidige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er tilkendt et fleksjob. …”

Af bemærkningerne til § 17 a, stk. 4, fremgår endvidere, jf. lovforslaget, s. 127 f.:

”Efter de gældende regler, anses den erhvervsmæssige situation for en-deligt afklaret i forhold til erstatning for tab af erhvervsevne efter ar-bejdsskadesikringsloven, når en person er tilkendt fleksjob. Det bety-der, at Arbejdsskadestyrelsen skal træffe afgørelse om endelig erstat-ning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dette har betydning for udbetalingen af erstatningen.

Når der er truffet endelig afgørelse om erstatningen, kan erstatningen inden for reglerne af § 27 i arbejdsskadesikringsloven udbetales som et engangsbeløb (kapitalerstatning), for så vidt angår den del af erstatnin-gen, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 pct.

Når der i stedet er truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan erstatningen ikke udbetales som et engangsbeløb. I stedet udbetales der en løbende erstatning til tilskadekomne.

Arbejdsskadestyrelsen træffer efter gældende regler midlertidig afgø-relse vedrørende tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse. …

Det foreslås i forslaget til § 9, nr. 2, at der skal træffes midlertidig afgø-relse både, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, og når der ikke er bevilget permanent fleksjob. Det betyder, at de tilskadekomne, der får bevilget midlertidige fleksjob også får en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne. For så vidt angår tilskadekomne på ledigheds-ydelse sker der ingen ændringer.

10

Det foreslås tillige i forslaget til § 9, nr. 2, at Arbejdsskadestyrelsen i visse situationer fortsat kan træffe endelig afgørelse, når tilskadekomne har fået tilkendt et midlertidigt fleksjob.

Den endelige afgørelse kan træffes i de situationer, hvor Arbejdsskade-styrelsen vurderer, at de erhvervsmæssige forhold med sikkerhed med-fører et tab af erhvervsevne.

For at Arbejdsskadestyrelsen kan træffe endelige afgørelser om tabet af erhvervsevne er det som hidtil en forudsætning, at Arbejdsskadestyrel-sen har modtaget det fornødne vurderingsgrundlag til at kunne vur-dere et sikkert varigt (endeligt) tab af erhvervsevnen på et forsvarligt grundlag.”

Folketingets Beskæftigelsesudvalg modtog under sin behandling af lovforslaget en henvendelse fra Forsikring & Pension, hvori det bl.a. blev anført, at mulighe-den for at anmode om en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervs-evne efter arbejdsskadesikringsloven ikke alene burde tilkomme skadelidte, men også forsikringsselskabet. Ved spørgsmål nr. 76 bad udvalget den davæ-rende beskæftigelsesminister om at kommentere Forsikring & Pensions henven-delse. Af ministerens besvarelse af 3. december 2012 fremgår bl.a.:

”Forsikring & Pension kritiserer, at forsikringsselskaberne ikke på samme måde som tilskadekomne får mulighed for at anmode om en en-delig afgørelse om det sikre tab af erhvervsevne.

Det er tilsigtet, at det kun er tilskadekomne, der har denne mulighed. Det skyldes hensynet til tilskadekomne. Det er ikke i alle situationer i tilskadekomnes interesse at få en endelig afgørelse om den endelige er-statning for tab af erhvervsevne. Det skyldes blandt andet muligheden for at få erstatning efter erstatningsansvarsloven.

Således vil en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne medføre, at udbetalin-gen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslo-ven ophører. Det bør derfor kun være tilskadekomne og ikke forsik-ringsselskabet, der kan anmode om den endelige afgørelse. Tilskade-komnes og forsikringsselskabets interesser er ikke altid sammenfal-dende.”

Under behandlingen af lovforslaget bad udvalget i spørgsmål nr. 133 beskæfti-gelsesministeren om at kommentere en henvendelse fra LO om, i hvilke tilfælde det forventes, at Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) helt eller delvis med sikkerhed vil kunne vurdere nedsættelsen af erhvervsev-nen i sager, hvor skadelidte er tilkendt midlertidigt fleksjob. Af ministerens be-svarelse fremgår bl.a.:

11

”Det er en konkret vurdering af tilskadekomnes erhvervsevne sammen-holdt med mulighederne for at opnå samme indtjening ved arbejde ef-ter skaden, der anlægges ved vurdering af, om det er hele det påviste aktuelle tab, der er sikkert, og dermed kan gøres endeligt, eller om det alene er en del af tabet.

Når pågældende er tilkendt et fleksjob midlertidigt, kan der fastsættes et endeligt tab af erhvervsevne for den del af den nedsatte evne til at tjene penge, som ikke kan forventes genskabt senere. Såfremt Arbejds-skadestyrelsen vurderer, at det kun er en del af den nedsatte funktions-evne, der er sikker, vil styrelsen tillige træffe afgørelse om det midlerti-dige tab af erhvervsevne. …

Den foreslåede regel indebærer således, at der for så vidt angår perso-ner i fleksjob kan træffes ”delte” afgørelser. Ved delte afgørelser forstås således, at en del af tabet af erhvervsevne er sikkert og varigt, mens den resterende del af tabet er midlertidigt.”

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Appellant, tidligere Sagsøger kom til skade ved en arbejdsulykke den 11. februar 2014. Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S, som var hans arbejdsgiver, har anerkendt erstatningspligten og udbetalt bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 27. november 2019 om er-hvervsevnetab.

I afgørelsen, der er truffet efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, er det fastsat, at Appellant, tidligere Sagsøger, som var blevet ansat i et fleksjob i 2018, på afgørelsestidspunktet som følge af arbejdsulykken havde et aktuelt tab af erhvervsevne på 45 %, heraf et varigt tab på 20 %.

Han fik i medfør af afgørel– sen udbetalt et engangsbeløb på 1.119.771 kr. som erstatning for det varige erhvervsevnetab på 20 % og en løbende ydelse på 7.407 kr. om måneden som erstatning for resten af det aktuelle erhvervsevnetab.

Sagen angår, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse bragte Appelindstævnte A/S', tidligere Sagsøgte A/S forpligtelse til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstat-ningsansvarsloven til ophør.

Ophør af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., ydes erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste i situationer, hvor det må antages, at skadelidte vil lide et er-

12

hvervsevnetab på 15 % eller derover, indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Som anført af landsretten er det bl.a. i Højesterets dom af 11. marts 2008 (UfR 2008.1386) fastslået, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe forpligtel-sen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør under henvisning til erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor, dvs. på mindst 15 % (en minimumsvurdering).

Det er tillige en forudsætning, at det er muligt – bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 5, stk. 2 – at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Der skal således foreligge et forsvar-ligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.

Formuleringen af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., blev ændret i 2011, hvor bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd.

Det er anført i lovforarbej-derne, at denne lovændring alene indebærer, at midlertidige afgørelser efter ar-bejdsskadesikringsloven, hvorved skadelidte på baggrund af en vurdering af den pågældendes aktuelle erhvervsevnetab får tilkendt erhvervsevnetabserstat-ning, ikke i sig selv bevirker, at skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfor-tjeneste efter erstatningsansvarsloven ophører, jf.

Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 136, s. 1 ff. og 11, og tillæg B, betænkning af 19. maj 2011 over lovforslaget, s. 2.

Højesteret finder herefter, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., også ef-ter ændringen af bestemmelsen i 2011 indebærer, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring på et forsvarligt grundlag har foretaget et midlertidigt eller endeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab, hvorefter skadelidte har ret til erstatning herfor, jf. ovennævnte højesteretsdom.

Endvidere finder Højesteret, at dette også gælder i tilfælde, hvor Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a træffer en ”delt” afgørelse, der giver erstatning for både et aktuelt og et varigt tab af erhvervs-evne.

Den konkrete sag I Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 27. november 2019, der er truffet ca. fem et halvt år efter arbejdsulykken, er der som anført af landsretten oplysninger om Appellants, tidligere Sagsøger helbredsmæssige forhold samt om, at han var ar-bejdsprøvet, og at han havde været ansat i et fleksjob siden august 2018. Det fremgår af afgørelsen, at hans aktuelle erhvervsevnetab blev vurderet til 45 %, og at der var grundlag for at skønne et sikkert, varigt tab af erhvervsevne på 20 %.

13

Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af, at der på tidspunktet for afgørelsen var det for-nødne forsvarlige grundlag for at skønne over Appellants, tidligere Sagsøger varige erhvervsev-netab. Der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af størrelsen af dette tab.

Det tiltrædes herefter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om et varigt erhvervsevnetab på 20 % bragte forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør den 27. november 2019, der var virkningstids-punket for afgørelsen.

Højesteret stadfæster derfor dommen, hvorved Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S er frifundet.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger betale 40.000 kr. til Topdanmark Forsikring A/S som mandatar for Appelindstævnte A/S, tidligere Sagsøgte A/S.

Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.