BS-45328/2020-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 203.4px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 13. oktober 2021

Sag BS-45328/2020-HJR

(2. afdeling)

Ankenævnet for Patienterstatningen

(advokat Christina Steen)

mod

Appelindstævnte

(advokat Jakob Fink, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Næstved den 27. september 2019 (BS-34566/2018-NAE) og af Østre Landsrets 7. afdeling den 6. juli 2020 (BS-45394/2019-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Jørgen Steen Sørensen og Rikke Foersom.

Påstande

Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået frifindelse.

Appelindstævnte, har påstået stadfæstelse.

Retsgrundlag

Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (lovbekendt-gørelse nr. 995 af 14. juni 2018 med senere ændringer) indeholder i § 59, stk. 1, følgende bestemmelse:

”§ 59. Erstatningskrav efter kapitel 3 skal være anmeldt til Patienterstat-ningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller bur-de have fået kendskab til skaden.”

2

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 75, s. 3298-3299):

”Forældelsesbestemmelserne i §§ 59-60 er en uændret videreførelse af de gældende bestemmelser herom i lov om patientforsikring (§ 19) og lov om erstatning for lægemiddelskader (§ 22).”

Anbringender

Ankenævnet for Patienterstatningen har supplerende anført navnlig, at lands-

retten tilsyneladende har ændret retstilstanden i forhold til Højesterets dom i UfR 2003.0. Efter landsrettens dom er det en forudsætning for, at forældelsesfri-sten efter klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1, begynder at løbe, at skadelidte ikke blot ved eller burde vide, at der er årsagssammenhæng mellem skade og behandling, men også, at der er tale om en mulig fejlbehandling. Dette er ikke i overensstemmelse med Højesterets dom.

Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at landsrettens dom er udtryk for, at der i den foreliggende sag er tale om forsinket diagnosticering, og at en sådan diagnosticering mest naturligt må betragtes som en fejlbehand-ling. Dommen er ikke udtryk for en ændring af den retstilstand, der er fastslået i UfR 2003.0 H. Kravene til, hvad den skadelidte ved eller burde vide, er efter landsrettens dom fortsat de samme.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om Ankenævnet for Patienterstatningen med rette har afvist Appelindstævntes anmeldelse af 22. maj 2017 på grund af forældelse, jf. § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven). Efter denne bestemmelse skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3 være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den er-statningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Bestemmelsen i § 59, stk. 1, er en uændret videreførelse af § 19, stk. 1, i den nu ophævede lov om patientforsikring. Som også anført af landsretten er det ved Højesterets dom af 8. december 2003 (UfR 2003.0) fastslået, at sidstnævnte bestemmelse skal forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tids-punkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af be-handlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning.

Af de grunde, som landsretten har anført, finder Højesteret, at Appelindstævnte ikke før den 22. maj 2014 havde eller burde have haft kendskab til omstændigheder, der kunne give grundlag for krav på erstatning i anledning af

3

behandlingen på Herlev Hospital og hos Læge Praksis. Der var derfor ikke indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ankenævnet for Patienterstatningen skal i sagsomkostninger for Højesteret be-tale 80.000 kr. til Appelindstævnte. Sagsomkostningsbeløbet skal ind-betales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.