BS-5564/2021-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 174.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 18. januar 2022

Sag BS-5564/2021-HJR

(2. afdeling)

Appellant, tidligere Appelindstævnte

(advokat Tom Jensen)

mod

Appelindstævnte, tidligere Appellant

(advokat Claus Johansen, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 7. februar 2019 (BS 11-491/2017) og af Vestre Landsrets 4. afdeling den 2. november 2020 (BS-21241/2019-VLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen og Jørgen Steen Sørensen.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

mv.

Appellant, tidligere Appelindstævnte, har påstået stadfæstelse af byrettens dom.

For det tilfælde, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke får medhold i sin påstand, har Appellant, tidligere Appelindstævnte nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne for byretten i overensstemmelse med landsrettens kendelse af 26. april 2019 fastsættes til 50.000 kr. og for landsretten til et beløb inden for det takstmæssige interval for erstatning af udgifter til advokatbistand.

Appelindstævnte, tidligere Appellant, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

2

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret har Appellant, tidligere Appelindstævnte fremlagt normalkontrakt/boligoverenskomst (leje-kontrakt) med begyndelsestidspunkt den 1. oktober 1989 mellem Appellant, tidligere Appelindstævnte og bl.a. Appelindstævnte, tidligere Appellant.

Appellant, tidligere Appelindstævnte har for Højesteret oplyst, at Appellant, tidligere Appelindstævnte som administrator af Afdeling 24 har opkrævet acontobidrag til varme fra lejerne i afdelingen, betalt varmeleve-randøren for forbrug og sørget for fordeling af varmeudgifter mellem lejerne. Appellant, tidligere Appelindstævnte har endvidere over for lejerne tilbagebetalt overskydende beløb og op-krævet efterbetaling i henhold til varme- og fordelingsregnskaberne.

Den fremlagte brevveksling vedrørende indsigelser mod varmeregnskaberne for Afdeling 24 er foregået mellem Appelindstævnte, tidligere Appellant og Appellant, tidligere Appelindstævnte.

Ved byrettens dom blev Appelindstævnte, tidligere Appellant pålagt at betale 100.000 kr. i sagsom-kostninger til Appellant, tidligere Appelindstævnte til erstatning af udgifter til advokatbistand. Appelindstævnte, tidligere Appellant kærede omkostningsafgørelsen til landsretten, som ved kendelse af 26. april 2019 fastsatte omkostningerne til 50.000 kr. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse ankede Appelindstævnte, tidligere Appellant den 1. maj 2019 byrettens dom til landsret-ten.

Retsgrundlag Højesterets dom af 29. maj 2008 (UfR 2008.1983) angår en almen boligorganisa-tions pligt til at betale lønsumsafgift, jf. de nærmere regler i lov om afgift af løn-sum m.v. I dommen anfører Højesteret generelt om de almene boligorganisatio-ner bl.a.:

”Af § 16, stk. 1, i lov om almene boliger m. v. fremgår, at en afdeling i en boligorganisation er økonomisk uafhængig af andre afdelinger og af boligorganisationen. Hvert byggeforetagende skal udgøre en særlig af-deling af boligorganisationen, og den enkelte afdeling skal - som et led i gennemførelsen af princippet om særhæften - have skøde på ejendom-men.

Afdelingerne er imidlertid ikke i øvrigt tillagt sædvanlige ejerbe-føjelser over ejendommen. Det er således boligorganisationens - og ikke afdelingernes - ledelse, som træffer beslutning om salg, pantsætning el-ler væsentlig forandring af ejendommene, jf. § 6, stk. 4, i bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v., nu bekendtgørelse nr. 42 af 23. januar 2008.

Nettoprovenuet ved et eventuelt salg af ejendommen tilfalder ikke afdelingen, men skal som udgangspunkt indgå i boligorganisatio-nens dispositionsfond, jf. driftsbekendtgørelsens § 37, stk. 1, nr. 9, sam-menholdt med § 100, stk. 1. Også overskud ved en afdelings drift ind-går i boligorganisationens dispositionsfond, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 2, og en afdeling kan således ikke opbygge en egentlig egenkapital.

3

Uanset princippet om økonomisk uafhængighed kan en afdeling i en boligorganisation på denne baggrund ikke anses for en selvstændig ju-ridisk enhed, men må - som også selve betegnelsen »afdeling« indicerer

- anses for en del af boligorganisationen.”

Lov om leje af almene boliger (lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019 med senere ændringer) indeholder i kap. 10 regler om betaling for bl.a. varme. Bestemmelserne i § 57 og § 59 har denne ordlyd:

”§ 57. Har lejeren betalt for lidt i acontobidrag, kan udlejeren forlange tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned efter, at lejeren har modtaget regnskabet. Overstiger tillægsbetalingen 3 måneders leje, er lejeren dog berettiget til at betale i 3 lige store månedlige rater, således at første rate forfalder til det fast-satte tidspunkt for tillægsbetalingen. Fraflytter lejeren, skal tillægsbeta-ling senest betales på fraflytningsdagen.

Stk. 2. Har lejeren betalt for meget i acontobidrag, skal det for meget be-talte tilbagebetales kontant til lejeren eller fradrages i første lejebetaling efter, at regnskabet er udsendt.

§ 59. Har udlejeren som følge af en fejl glemt at medtage en udgiftspost på regnskabet, kan udlejeren overføre posten til det følgende forbrugs-regnskab. Udlejeren skal orientere lejerne om størrelsen af en overført udgift.

Stk. 2. I tilfælde af fejlagtig udgiftsfordeling mellem lejerne skal udleje-ren snarest rette fejlen ved skriftlig meddelelse til de berørte lejere. Med hensyn til tillægsbetaling og tilbagebetaling som følge af rettelsen fin-der bestemmelserne i § 57 tilsvarende anvendelse.”

Supplerende anbringender

Appellant, tidligere Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at Appellant, tidligere Appelindstævnte, Afdeling 24 har retssubjektivitet, og at sagen kun kan anlægges mod afdelingen og ikke mod Appellant, tidligere Appelindstævnte. Appellant, tidligere Appelindstævnte har ikke frie midler til at opfylde en eventuel dom, idet de frie midler er i en dispositionsfond, som kun må anvendes til særlige formål. Appellant, tidligere Appelindstævnte kan heller ikke udlåne midler fra dispositionsfonden til indfrielse af en forpligtelse, som påhviler afdelingen.

Appelindstævnte, tidligere Appellant har supplerende anført navnlig, at Appellant, tidligere Appelindstævnte har hjemmel og midler til at indfri hendes krav som følge af de fejlagtige varmeregnskaber, og at sagen derfor med rette er anlagt mod Appellant, tidligere Appelindstævnte. Appellant, tidligere Appelindstævnte har som udlejer kompetence til at korrigere varmeregnskaberne, og det er uden betydning, hvordan de interne hæftelsesforhold efterfølgende afklares.

4

Højesterets begrundelse og resultat

Hovedspørgsmålet for Højesteret er, om Appelindstævnte, tidligere Appellant kan anlægge sagen om betaling af 18.634,01 kr. mod Appellant, tidligere Appelindstævnte, eller om hun skulle have anlagt den mod Appellant, tidligere Appelindstævnte, Afdeling 24.

Højesteret har i dom af 29. maj 2008 (UfR 2008.1983) udtalt, at en afdeling i en boligorganisation uanset princippet om økonomisk uafhængighed i § 16, stk. 1, i lov om almene boliger m.v. ikke kan anses for en selvstændig juridisk enhed, men må anses for en del af boligorganisationen. Dommen vedrører anvendelse af lov om afgift af lønsum m.v. og gør ikke generelt op med de spørgsmål om forholdet mellem almene boligorganisationer og deres afdelinger, som kan op-stå i relation til anden lovgivning, herunder om, hvem der er rette sagsøgte.

Den foreliggende sag er anlagt af Appelindstævnte, tidligere Appellant som lejer mod Appellant, tidligere Appelindstævnte som udlejer og angår tilbagebetaling af acontobidrag for varme.

Højesteret fin-der, at Appelindstævnte, tidligere Appellant kan rejse kravet over for Appellant, tidligere Appelindstævnte, og lægger ud over dommen af 29. maj 2008 bl.a. vægt på det, der er oplyst om Appellants, tidligere Appelindstævnte rolle i op-krævning mv. af varmeafgift, og på, at det efter § 59, stk. 2, jf. § 57, stk. 2, i lov om leje af almene boliger er udlejeren – dvs.

Appellant, tidligere Appelindstævnte – der i tilfælde af fejlagtig udgiftsfordeling mellem lejerne skal rette fejlen og tilbagebetale for meget betalt i acontobidrag. Som anført af landsretten kan det ikke føre til andet resultat, at Appelindstævntes, tidligere Appellant betalingskrav i det interne forhold mellem Appellant, tidligere Appelindstævnte og Af-deling 24 måtte påhvile afdelingen.

Højesteret tiltræder herefter, at sagen skal hjemvises til fortsat behandling i by-retten.

Da sagen skal fortsætte i byretten, skal byretten fastsætte samlede omkostninger i forbindelse med dens endelige afgørelse. For så vidt angår behandlingen i landsretten – hvor spørgsmålet alene var, om sagen kan anlægges mod Appellant, tidligere Appelindstævnte – finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fravige de vejledende takster for erstatning af udgift til advokatbistand. Sagsomkostninger for lands-retten fastsættes herefter til 25.000 kr. til dækning af udgift til advokatbistand og 750 kr. til dækning af retsafgift, i alt 25.750 kr.

Med denne ændring stadfæster Højesteret dommen.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Appellant, tidligere Appelindstævnte i sagsomkostnin-ger for landsretten skal betale 25.750 kr. til statskassen, og at sagsomkostninger for byretten fastsættes i forbindelse med sagens endelige afgørelse.

5

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Appelindstævnte betale 25.000 kr. til statskassen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.