HR — Højesteret
46528/2023
OL-2025-H-00141
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 177.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 6. november 2025
Sag BS-46528/2023-HJR
(2. afdeling)
Region Midtjylland
(advokat Jacob Pinborg)
mod
Copydan Verdens TV
(advokat David Neutzsky-Wulff)
I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 12. afdeling den 1. septem-ber 2023 (BS-4136/2021-VLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Lars Apostoli, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan.
Påstande
Appellanten, Region Midtjylland, har gentaget sin påstand om frifindelse for indstævntes, Copydan Verdens TV’s, betalingspåstand. Endvidere har Region Midtjylland gentaget sin selvstændige påstand om, at Copydan Verdens TV skal anerkende, at Region Midtjyllands retransmission og øvrige brug af danske public service-tv-kanaler på hospitaler ikke udgør overføring til almenheden og dermed ikke er ophavsretligt beskyttet.
Copydan Verdens TV har nedlagt påstand om, at regionen til Copydan Verdens TV skal betale 13.864.242,04 kr. med procesrente fra den 11. september 2019 af 1.428.029,90 kr., med procesrente fra den 2. maj 2022 af 4.862.372,14 kr., med procesrente fra den 11. november 2022 af 5.606.071,00 kr. samt med procesrente fra den 18. april 2023 af 1.967.769,00 kr. Copydan Verdens TV har subsidiært nedlagt påstand om, at regionen skal betale et mindre beløb med procesrente
2
fra de i den principale påstand anførte tidspunkter. Over for regionens an-erkendelsespåstand har Copydan Verdens TV påstået stadfæstelse af frifin-delsen.
Supplerende om retsgrundlaget
Ophavsretsloven Efter ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1, skal den, der forsætligt eller uagtsomt krænker en rettighed, betale et rimeligt vederlag for krænkelsen til ophavsman-den. Bestemmelsen blev som § 83, stk. 1, indført med vedtagelsen af ophavsrets-loven, jf. lov nr. 395 af 14. juni 1995. Af bemærkningerne til bestemmelsen frem-går bl.a., jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, lovforslag nr. L 119, s. 1410:
”Ved udtrykket ”rimeligt vederlag for udnyttelsen” i forslaget til stk. 1 forstås det vederlag eller honorar, som rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt den pågældende udnyttelse var sket retmæssigt, dvs. efter aftale med rettighedshaveren. Eksisterer der ikke noget sæd-vanligt honorar el.lign. for den pågældende udnyttelse, må vederlaget fastsættes skønsmæssigt.”
Bestemmelsen i § 83, stk. 1, nr. 1, fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 1430 af 21. december 2005. Af bemærkningerne hertil fremgår bl.a., jf. Folketingsti-dende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 48, s. 1399:
”Forslaget medfører ændringer i § 83, stk. 1-3.
Efter forslagets stk. 1 skal krænkeren betale et rimeligt vederlag. Veder-laget fastsættes ud fra de samme kriterier som efter gældende ret i § 83, stk. 1. Ved rimeligt vederlag forstås det honorar, som rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt krænkeren havde fået tilladelse fra ret-tighedshaveren, det vil sige et sædvanligt honorar eller lignende. Hvis der ikke eksisterer et sædvanligt honorar for eksempel en standardtakst på området, fastsættes vederlaget skønsmæssigt. Det er domstolene, der i sidste ende vurderer, hvad der er et rimeligt vederlag.”
Af kulturministerens besvarelse af 7. november 2003 af spørgsmål nr. 5 i forbin-delse med behandlingen af lovforslag nr. L 17 af 8. oktober 2003 om ændring af ophavsretsloven fremgår:
”Spørgsmål nr. 5: ”Hvorfor mener ministeren, at det er rimeligt, at den forbruger, som modtager licensfinansierede kanaler via kabel-tv, skal betale to gange for dem, både via licensen og via Copy-Dan, mens den forbruger, der modtager DR og TV 2 ad andre veje, kun betaler over licensen?”
3
Svar: Det følger af ophavsretsloven, at ophavsmanden har eneret til at råde over sit værk ved offentlig fremførelse, herunder ved udsendelse i radio eller fjernsyn. I ophavsretlig henseende sker der en offentlig fremfø-relse, både når et beskyttet værk udsendes af et radio- eller fjernsynsfo-retagende, og når værket videreudsendes i et kabelanlæg. Dette gælder, uanset at værket videreudsendes samtidigt og uændret.
Der skal således ske rettighedsklarering – det vil i praksis sige betaling – for såvel den primære udsendelse af værket i radio og fjernsyn som for videreudsendelsen over kabelanlæg. I praksis opkræves vederlaget for kabelviderespredning af Copy-Dan, Kabel-TV, hos de enkelte kabel-anlæg.
Radio- og fjernsynsforetagenderne, fx Danmarks Radio og TV 2, har alene erhvervet rettighederne til at udsende værkerne, mens pligten til at betale vederlag for den fornyede offentlige fremførelse, der finder sted, når udsendelserne videredistribueres i fællesantenneanlæg og ka-belanlæg, påhviler ejeren af fællesantenne- og kabelanlægget.
Denne retsstilling er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser efter Bernerkonventionen. Efter denne konvention er med-lemslandene forpligtede til at give ophavsmændene en eneret eller i alle tilfælde en ret til vederlag for så vidt angår videreudsendelse i kabelan-læg af radio- eller fjernsynsudsendte værker.
Spørgsmålet om at und-tage nationale programmer fra det ophavsretlige krav om betaling for samtidig og uændret videreudsendelse i kabelanlæg har indgående væ-ret overvejet i forbindelse med revisionerne af ophavsretsloven i 1985 og 1996. Resultatet af overvejelserne blev, at disse programmer ikke bør være undtaget.
Om begrundelsen for de gældende regler om kabelviderespredning an-førtes følgende i bemærkningerne til ændringen af ophavsretsloven i 1985 (FT 1984-85, Tillæg A, sp. 2002):
”Efter Bernerkonventionen er der intet til hinder for at gennem-føre en undtagelsesbestemmelse for den nationale programspred-ning i forhold til danske ophavsmænd. Derimod vil det efter mini-steriets opfattelse være vanskeligt foreneligt med Danmarks for-pligtelser efter Bernerkonventionens art. 11 bis at bringe en sådan bestemmelse i anvendelse overfor rettighedshavere fra andre Ber-nerkonventionslande. En undtagelse for de nationale programmer vil derfor kunne udgøre en alvorlig belastning for det samarbejde
4
mellem én fælles dansk opkrævningsinstitution for alle typer af rettigheder og udlandet, som efter kulturministeriets opfattelse må anses for en helt afgørende forudsætning for, at den af ministe-riet ønskede forenkling af rettighedsclearingen praktisk kan komme i stand. Lovforslaget indeholder derfor ikke forslag om nogen undtagelse for danske programmer.”
I 1996 blev tvangslicensordningen for kabelviderespredning omlagt til den nugældende ordning baseret på aftalelicens, hvilket skete som følge af et EF-direktiv fra 1993 om satellit- og kabelspredning. Spørgs-målet om undtagelse af nationale programmer blev i den forbindelse rejst på ny, men Folketinget fandt fortsat ikke, at der var grundlag for at undtage de nationale programmer.
Det bør i den forbindelse også tages i betragtning, at danske rettigheds-havere ville miste betydelige indtægter, hvis der ikke skulle betales for de nationale programmer, mens udenlandske rettighedshavere fortsat skulle have betaling for kabelviderespredning i Danmark. Dette ville på urimelig vis forrykke balancen mellem danske og udenlandske rettig-hedshavere på dette område.
Jeg er opmærksom på antenneforeningernes situation i denne hen-seende, men det er imidlertid fortsat nødvendigt, at Danmark overhol-der sine internationale forpligtelser efter Bernerkonventionen. Jeg ser derfor ingen mulighed for at ændre ordningen om vederlagsbetaling for kabelviderespredning af nationale programmer.”
EU-Domstolens praksis Ved dom af 1. marts 2017 i sag C-275/15 (ITV II) udtalte EU-Domstolen bl.a. føl-gende i relation til public service-tv-kanalers ophavsretlige beskyttelse efter in-fosoc-direktivet (direktiv 2001/29/EF):
”17. Med det tredje spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den fo-relæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9 i direktiv 2001/29 og navnlig begrebet »adgang til radio- og TV-spredningstjenesters ka-bel« skal fortolkes således, at en national lovgivning, hvorefter der ikke foreligger en krænkelse af ophavsretten i tilfælde af umiddelbar videre-spredning pr. kabel, herunder i givet fald via internettet, i det oprinde-lige sendeområde af værker, der udsendes på TV-kanaler, der er under-lagt public service-forpligtelser, er omfattet af og tilladt ved denne be-stemmelse. …
5
22. Hvad angår formålet med direktiv 2001/29 er dets primære mål at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd, således at disse kan modtage et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, bl.a. i tilfælde af en overføring til almenheden (jf. i denne retning dom af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl., C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 186).
23.
Under hensyn til dette høje beskyttelsesniveau for ophavsmænd har Domstolen allerede i forbindelse med besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, der blev forelagt den inden for rammerne af hovedsagen i første instans, fastslået, at begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal forstås i bred forstand, således som det i øvrigt udtrykkeligt fremgår af 23. betragtning til dette direktiv, og at en retransmission ved hjælp af streaming over internettet som den i ho-vedsagen omhandlede udgør en sådan overføring (jf. i denne retning dom af 7.3.2013, ITV Broadcasting m.fl., C-607/11, EU:C:2013:147, præ-mis 20 og 40).
24. Heraf følger, at en sådan viderespredning principielt ikke er tilladt, når der ikke foreligger et samtykke fra den berørte ophavsmand, med-mindre den er omfattet af dette direktivs artikel 5, som indeholder en udtømmende opregning af undtagelser og indskrænkninger til den i nævnte direktivs artikel 3 fastsatte ret til overføring til almenheden, så-ledes som det bekræftes i dets 32. betragtning.
25. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at den i hovedsagen om-handlede viderespredning ikke er omfattet af nogen af de undtagelser og indskrænkninger, som er udtømmende opregnet i artikel 5 i direktiv 2001/29.
26. Hvad angår artikel 9 i direktiv 2001/29 fremgår det, som anført af generaladvokaten i punkt 37 og 38 i forslaget til afgørelse, af denne be-stemmelse set i lyset af dette direktivs 60. betragtning, at den tager sigte på at opretholde virkningen af bestemmelser inden for andre områder end dem, der harmoniseres ved dette direktiv.
27. En fortolkning af artikel 9 i direktiv 2001/29, hvorefter denne be-stemmelse tillader viderespredning som den i hovedsagen omhandlede uden ophavsmændenes samtykke i andre tilfælde end de i dette direk-tivs artikel 5 opregnede, ville være i strid med ikke blot målet med denne artikel 9, men også med den udtømmende karakter af denne arti-kel 5, og ville dermed være til skade for virkeliggørelsen af det primære mål med dette direktiv om indførelse af et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd.
6
28. Det er i denne henseende uden betydning, om den oprindelige ud-sendelse af de beskyttede værker er sket på TV-kanaler, der er under-lagt public service-forpligtelser. Der findes således intet grundlag i di-rektiv 2001/29 for at yde sådanne kanalers indhold en ringere beskyt-telse.
29. Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje spørgsmål be-svares med, at artikel 9 i direktiv 2001/29 og navnlig begrebet »adgang til radio- og TV-spredningstjenesters kabel« skal fortolkes således, at en national lovgivning, hvorefter der ikke foreligger en krænkelse af op-havsretten i tilfælde af umiddelbar viderespredning pr. kabel, herunder i givet fald via internettet, i det oprindelige sendeområde af værker, der udsendes på TV-kanaler, der er underlagt public service-forpligtelser, ikke er omfattet af og ikke er tilladt ved denne bestemmelse.”
Ved dom af 11. april 2024 i sag C-723/22 (Citadines) anførte EU-Domstolen bl.a. følgende i relation til, om det udgør overføring til almenheden, at et hotel stil-lede udsendelser, der blev udsendt gratis på statsligt tv, til rådighed for hotel-lets gæster på værelser samt i fitnessrummet:
”35. Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at til-rådighedsstillelse af TV-apparater på et hotels værelser eller i hotellets fitnessrum, udgør ”overføring til almenheden” i denne bestemmelses forstand, hvis et sendesignal desuden videreføres til disse apparater via hotellets eget kabeldistributionsnet.
36. I denne henseende skal det bemærkes, at ifølge ordlyden af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal ”[m]edlemsstaterne tillægge ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et indi-viduelt valgt sted og tidspunkt” .
37. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, har ophavsmænd i henhold til denne bestemmelse en præventiv ret, som gør det muligt for dem at komme imellem eventuelle brugere af deres værk og den over-føring til almenheden, som disse brugere kunne tænkes at foretage, og dette ved at forbyde denne overføring (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 30, og af 22.6.2021, YouTube og Cy-ando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
7
38.
Hvad angår indholdet af begrebet ”overføring til almenheden” som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal det, således som det er fremhævet i 23. betragtning til dette direktiv, opfattes bredt som om-fattende enhver overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted, og omfatter enhver så-dan form for trådbunden eller trådløs transmission eller retransmission af et værk til almenheden, herunder udsendelse i radio og TV.
Det fremgår nemlig af 4., 9. og 10. betragtning til dette direktiv, at det pri-mære formål med direktivet er at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd, således at disse kan modtage et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, bl.a. i tilfælde af en overføring til almen-heden (dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
39. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, omfatter dette begreb i denne henseende to kumulative kriterier, nemlig en overføring af et værk og overførslen heraf til en almenhed, og forudsætter en individuel vurdering (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 37, af 2.4.2020, Stim og SAMI, C-753/18, EU:C:2020:268, præmis 30, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
40. Med henblik på en sådan vurdering skal der tages hensyn til flere supplerende kriterier, som ikke er selvstændige, men indbyrdes for-bundne i forhold til hinanden. Eftersom disse kriterier i forskellige kon-krete situationer kan være til stede i stærkt varierende omfang, skal de anvendes såvel individuelt som i forhold til deres samspil med hinan-den (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 35, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
41. Blandt disse kriterier har Domstolen for det første fremhævet bruge-rens afgørende rolle og det forhold, at dennes handling er bevidst. Denne bruger foretager nemlig en ”overføring” , når den pågældende med fuldt kendskab til konsekvenserne af sine handlinger medvirker til at give sine kunder adgang til et beskyttet værk, og navnlig når disse kunder i princippet ikke ville have haft adgang til værket, hvis ved-kommende ikke havde foretaget denne handling (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
42. Desuden har Domstolen fastslået, at det forhold, at en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 sker
8
med vinding for øje, ikke er uden relevans (dom af 8.9.2016, GS Media, C-160/15, EU:C:2016:644, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
43. For det andet skal beskyttede værker for at være omfattet af begre-bet ”overføring til almenheden” som omhandlet i denne bestemmelse tillige faktisk overføres til en almenhed (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 40, og af 28.10.2020, BY (Fo-tografisk bevis), C-637/19, EU:C:2020:863, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
44. I denne henseende har Domstolen præciseret, at begrebet ”almenhe-den” angiver et ubestemt antal potentielle modtagere og desuden inde-bærer et betydeligt antal personer (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, C-151/02, EU:C:2003:379, præmis 41, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
45. Det følger ligeledes af fast retspraksis, at for at kunne kvalificeres som ”overføring til almenheden” skal et beskyttet værk overføres ved anvendelsen af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller være rettet mod et ”nyt publi-kum” , dvs. mod et publikum, som indehaverne af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da de tillod den første overføring til al-menheden af deres værk (dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 70 og den deri nævnte rets-praksis).”
Anbringender
Region Midtjylland har anført navnlig, at der ved brug af tv på patientstuer mv.
og i fællesrum mv. på Region Midtjyllands hospitaler ikke sker overføring af værker til almenheden, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1, som fortolket i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i infosoc-direktivet (direktiv 2001/29/EF), og EU-Domstolens praksis. Af de kriterier om overføring til almen-heden, der kan udledes af Domstolens praksis, er kriteriet om et ”ubestemt an-tal potentielle modtagere” ikke opfyldt, idet der ikke er fri adgang til navnlig patientstuerne. Endvidere er kriteriet ”vinding for øje” ikke opfyldt.
Med hensyn til benyttelsen af de danske public service-kanaler – hvilket vil sige DR’s kanaler og TV 2’s regionale kanaler – på Region Midtjyllands hospitaler er heller ikke kriteriet om ”nyt publikum” opfyldt, da personer på hospitalerne al-lerede har betalt for public service-kanalerne via licensen, jf. herved også EU-Domstolens dom af 16. marts 2017 i sag C-138/16 (AKM).
9
På den baggrund udgør Region Midtjyllands hospitalers brug af tv på patient-stuer mv. og i fællesrum mv. ikke overføring til almenheden og er derfor ikke ophavsretligt beskyttet.
Såfremt Højesteret finder, at der helt eller delvist foreligger overføring til al-menheden ved den nævnte brug af tv på regionens hospitaler, skal vederlaget herfor fastsættes på et væsentligt lavere niveau end påstået af Copydan Ver-dens TV. Det skyldes, at det påståede vederlagskrav ikke er udtryk for et rime-ligt vederlag, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1. Det er i øvrigt Copydan, der har bevisbyrden for, at vederlagskravet er rimeligt.
Copydans betalingspåstand er opgjort pr. skærm på hospitalerne, hvilket er i strid med forarbejderne til ophavsretsloven, som må forstås på den måde, at hospitaler skal betale for én tilslutning uanset antallet af interne skærme på det enkelte hospital. Der henvises herved til Folketingstidende 1984-85, tillæg B, Kulturudvalgets betænkning af 10. maj 1985 til lovforslag nr. L 113 og L 114, sp. 1384, og Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 77, s. 1933 f.
Desuden er betalingspåstanden opgjort på grundlag af priser, der hverken er gennemsigtige eller passende som foreskrevet i ophavsretslovens § 52 a og arti-kel 16 i direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret mv. (direktiv 2014/26/EU).
Priserne er i øvrigt udtryk for misbrug af dominerende stilling, jf. herved EU-Domstolens dom af 14. september 2017 i sag C-117/16 (Konkurences padome), og er væsentligt højere end priserne for tilsvarende ydelser i Sverige og Norge, hvilket taler for, at vederlagskravet skal nedsættes. Det taler også for nedsæt-telse, at det bortset fra Danmark kun er i Sverige, Norge og Tyskland, at der in-den for EU/EØS tages betaling for hospitalers brug af tv.
Copydans vederlagskrav tager ikke højde for den faktiske brug af tv på hospita-lerne eller for, at brugen af tv på Region Midtjyllands hospitaler ikke sker med vinding for øje. Vederlagskravet er opgjort på baggrund af priser i en aftale, der blev indgået mellem Copydan og Region Midtjylland den 22. februar 2016 (hos-pitalsaftalen). Regionen har opsagt aftalen, fordi aftalens priser var urimelige, og fordi Copydan forsøger at tvinge regionerne til at købe rettigheder til at se tv-kanaler, som de ikke ønsker. Aftalen er også afvist af de øvrige regioner.
Hvis vederlagskravet – som det var tilfældet i hospitalsaftalen – skal fastsættes med udgangspunkt i antallet af tv-skærme (tilslutninger) samt under hensyn til, om tv-skærmene er opsat i enten patientstuer mv. (kategori 1) eller i fællesrum mv. (kategori 2), skal vederlaget pr. tv-skærm fastsættes betydeligt lavere end påstået af Copydan.
10
Copydan har ved opgørelsen af sin betalingspåstand allerede godkendt et fra-drag med 718.174 kr., som angår regionens betaling til tv-distributørerne af så-kaldt Copydanvederlag og af rettighedsvederlag for TV 2-kanaler. Dette fra-drag angår 2019-2020 for Copydanvederlaget og 2019-2022 for rettighedsveder-laget for TV 2-kanaler.
Såfremt Højesteret finder, at Region Midtjylland skal be-tale et vederlag til Copydan, skal dette vederlag reduceres med yderligere 453.104,04 kr. Reduktionen skal ske for at undgå dobbeltbetaling, da regionen allerede har foretaget betaling til tv-distributørerne af Copydanvederlag i perio-derne 2016-2018 (modregning) og 2021-2022 (reduktion) og af rettighedsveder-lag for TV 2-kanaler i 2019-2022 (reduktion).
Betalingerne fremgår af de frem-lagte fakturaer.
Copydan Verdens TV har anført navnlig, at Region Midtjyllands brug af tv in-
debærer to forskellige former for overføring til almenheden, der hver for sig ud-gør en selvstændig indgriben i rettighedshavernes enerettigheder efter ophavs-retslovens § 2, stk. 4, nr. 1. Dette er tilfældet, når regionen videresender tv-sig-naler til skærme på hospitalernes patientstuer mv., og når regionen viser tv på skærme i lokaler, hvor der er offentlig adgang, f.eks. fællesrum mv.
De kriterier, der kan udledes af EU-Domstolens praksis om, hvornår der er tale om overføring af værker til almenheden, er opfyldt. De mange tusinde patienter og besøgende, der løbende indfinder sig – samt de øvrige personer fra regionen, der potentielt vil kunne indfinde sig – på regionens hospitaler, opfylder krite-riet om et ”ubestemt antal potentielle modtagere” og kriteriet om et ”betydeligt antal personer” .
Ved vurderingen af, om der er sket overføring til almenheden, tillægger Dom-stolen det ikke afgørende betydning, om overføringen er sket med vinding for øje, jf. f.eks. dom af 7. marts 2013 i sag C-607/11 (ITV I), præmis 43.
Da regionen ved videresendelsen anvender en ny og særlig teknik, følger det af EU-Domstolens praksis, at det ikke er et krav, at overføringen tillige er rettet mod et nyt publikum. Kriteriet om ”nyt publikum” ville i øvrigt være opfyldt, da patienter og besøgende på hospitalerne ikke ville have mulighed for at se el-ler høre værkerne, hvis regionen ikke havde stillet skærme og indhold til rådig-hed.
Værker, der udsendes på public service-tv-kanaler, er ophavsretligt beskyttet på lige fod med værker, der udsendes på kommercielle tv-kanaler, jf. EU-Dom-stolens dom af 1. marts 2017 i sag C-275/15 (ITV II), præmis 28 og 29. Også i for-hold til disse kanaler er kriteriet om nyt publikum opfyldt.
11
Region Midtjylland har på regionens hospitaler gjort brug af tv uden tilladelse og skal derfor betale et rimeligt vederlag, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1. Regionen har ikke bevist, at vederlagskravet er urimeligt højt.
Det rimelige vederlag er det sædvanlige vederlag, som følger af hospitalsafta-len, som regionen og Copydan indgik som ligeværdige parter, og hvorefter re-gionen skulle betale et beløb pr. skærm/tilslutning, afhængigt af om der var tale om brug af tv i patientstuer mv. (kategori 1) eller tv i lokaler, hvor seerne pri-mært var andre end indlagte patienter og personalet (kategori 2). I hospitalsaf-talen, der var gældende fra 2016, indtil regionen opsagde den til udløb i 2018, var der taget et betydeligt hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for hospitalsdrift, og som førte til en betydelig rabat.
Det sædvanlige vederlag følger endvidere af Copydans aftaler med privatho-spitaler og andre offentlige institutioner, herunder fængsler. En nedsættelse af vederlaget vil medføre en uforklarlig forskelsbehandling i forhold til bl.a. pri-vate hospitaler.
Copydan har ikke påtvunget regionen de aftalte vilkår, og der er ikke tale om misbrug af dominerende stilling.
Regionens sammenligninger med priserne for brug af tv på svenske og norske hospitaler er ikke foretaget på et ensartet grundlag. Det skyldes, at licenserne i Sverige og Norge har et væsentligt mere begrænset indhold end hospitalsafta-len, der omfatter alle rettigheder til retransmission og offentlig visning af de ka-naler, der nævnes i hospitalsaftalen. Ved en eventuel sammenligning skal der derfor tages højde for betaling for de rettigheder, der ikke er omfattet af li-censerne i Sverige og Norge.
Regionen har selv besluttet, hvilke tv-kanaler regionen ville stille til rådighed for patienter og pårørende. Copydans betalingspåstand er ikke opgjort i strid med ophavsretslovens § 52 a eller artikel 16 i direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret mv., og påstanden er baseret på regionens egne opgørelser over antal skærme omfattet af kategori 1 og kategori 2.
Copydan har reduceret sit betalingskrav med 718.174 kr. for at ”skære sagen til” . Region Midtjylland har imidlertid ikke krav på modregning eller på reduk-tion af påstanden med yderligere 453.104,04 kr. Det skyldes, at der ikke er iden-titet mellem Copydan og de tv-distributører, som regionen har betalt ret-tighedsvederlag til.
Copydan har opfordret regionen til at fremlægge oplysnin-ger om aftalegrundlag med og kontaktpersoner hos tv-distributørerne. Regio-nen har ikke imødekommet Copydans opfordringer. På den baggrund har regi-onen ikke krav på fradrag for betalinger foretaget i hospitalsaftalens løbetid (2016-2018) eller i årene 2021 og 2022.
12
Højesterets begrundelse og resultat
1. Sagens baggrund og problemstillinger I februar 2016 indgik Copydan Erhverv, der er en del af Copydan Verdens TV, og Region Midtjylland en aftale om benyttelse af tv og radio på regionens hos-pitaler (hospitalsaftalen) med virkning fra den 1. januar 2016.
Aftalen omfattede hospitalernes brug af tv i patienstuer mv. (kategori 1) samt fællesrum mv., dvs. lokaler, hvor seerne primært var andre end de indlagte pa-tienter og personalet (kategori 2). Af aftalen fremgik, at betalingen for 2016 for kategori 1 udgjorde 65 kr. pr. måned pr. tilslutning (tv-skærm), mens betalingen for kategori 2 udgjorde 615,20 kr. pr. tv-skærm.
I december 2017 opsagde Region Midtjylland hospitalsaftalen til ophør med ud-gangen af 2018. Region Midtjylland betalte i perioden 2016-2018 i overensstem-melse med de priser, der fulgte af hospitalsaftalen.
Da hospitalerne i Region Midtjylland efter opsigelsen af hospitalsaftalen fort-satte med at gøre brug af tv i patienstuer mv. samt i fællesrum mv., anlagde Co-pydan Verdens TV (Copydan) denne sag med krav om, at Region Midtjylland for perioden 2019-2022 skal betale ca. 14 mio. kr.
Sagen angår i første række, om hospitalerne i Region Midtjylland ved at gøre brug af tv i patientstuer mv. og i fællesrum mv. har foretaget overføring til al-menheden, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1, som fortolket i overensstem-melse med infosoc-direktivets artikel 3, stk. 1 (direktiv 2001/29/EF).
I givet fald angår sagen endvidere, hvor meget Region Midtjylland efter op-havsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1, skal betale for den nævnte brug af tv på hospi-talerne for perioden 2019-2022, idet regionen efter bestemmelsen skal betale et rimeligt vederlag til Copydan.
Endelig angår sagen, om Region Midtjylland er berettiget til i det vederlag, som regionen i givet fald skal betale til Copydan, at foretage modregning og reduk-tion for regionens betalinger til tv-distributører af Copydanvederlag og ret-tighedsvederlag for TV 2-kanaler.
2. Overføring til almenheden
2.1. EU-Domstolens praksis Efter ophavsretslovens § 2, stk. 1, medfører ophavsret til et værk – med de be-grænsninger, der følger af loven – eneret til at råde over værket bl.a. ved at gøre
13
det tilgængeligt for almenheden. Et værk gøres tilgængeligt for almenheden bl.a. ved, at værket fremføres offentligt, jf. § 2, stk. 3, nr. 3.
Der er i § 2, stk. 4, nr. 1 og 2, givet eksempler på, hvad der skal anses som of-fentlig fremførelse efter § 2, stk. 3, nr. 3. Af bestemmelsen i § 2, stk. 4, nr. 1, fremgår således, at der er tale om offentlig fremførelse, når der sker en trådbun-den eller trådløs overføring af værket til almenheden ved udsendelse i radio el-ler fjernsyn.
Bestemmelsen i § 2, stk. 4, nr. 1, blev indsat i ophavsretsloven ved lov nr. 1051 af 17. december 2002 for at gennemføre artikel 3 i infosoc-direktivet i dansk ret.
Efter infosoc-direktivets artikel 3, stk. 1, tillægger medlemsstaterne ophavs-mænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker.
Spørgsmålet er, om hospitalers brug af tv udgør overføring til almenheden, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4, nr. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med in-fosoc-direktivets artikel 3, stk. 1, som denne bestemmelse er forstået og anvendt i EU-Domstolens praksis om, hvornår der foreligger overføring til almenheden.
Af EU-Domstolens praksis om, hvornår der foreligger overføring til almenhe-den, følger bl.a., at dette beror på en individuel vurdering af, om to betingelser er opfyldt. For det første skal der være tale om overføring af et værk. For det andet skal overføringen ske til en almenhed, jf. i det hele præmis 47-52 i EU-Domstolens dom af 20. april 2023 i de forenede sager C-775/21 og C-826/21 (Blue Air Aviation) samt præmis 39-45 i EU-Domstolens dom af 11. april 2024 i sag C-723/22 (Citadines).
Ved denne vurdering skal der tages hensyn til flere supplerende kriterier, som ikke er selvstændige, men indbyrdes forbundne i forhold til hinanden. Eftersom disse kriterier i forskellige konkrete situationer kan være til stede i varierende omfang, skal de anvendes såvel individuelt som i forhold til deres samspil med hinanden.
EU-Domstolen har i den forbindelse anført bl.a., at der skal lægges vægt på,om handlingen er foretaget bevidst,om overføringen eventuelt er sket i vindingsøje- med, om overføringen er sket til et ubestemt antal potentielle modtagere, ogom overføringen er sket til et betydeligt antal personer.
Endvidere har EU-Domstolen anført, at det er en betingelse for, at der foreligger ”overføring til almenheden” , at overføringen af et beskyttet værk enten er sket ved anvendelsen af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller at overføringen er rettet mod et ”nyt publi-
14
kum” , dvs. mod et publikum, som indehaverne af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da de tillod den første overføring til almenheden af deres værk.
2.2. Den konkrete vurdering Det er ubestridt, at Region Midtjyllands hospitaler ved den skete brug af tv i pa-tientstuer mv. og i fællesrum mv. har foretaget overføring i infosoc-direktivets artikel 3, stk. 1’s forstand. Spørgsmålet er, om overføringen er sket til almenhe-den.
Henset til, at der løbende befinder sig flere tusinde patienter på Region Midtjyl-lands hospitaler med en gennemsnitlig indlæggelsestid på få dage, hvortil kom-mer besøgende og hospitalernes personale, finder Højesteret, at overføringen er sket til et ubestemt antal potentielle modtagere og til et betydeligt antal perso-ner.
Uanset om overføringen af tv-signalerne (videresendelsen), der er sket via hos-pitalernes egne kabelnetværk, kan anses for at være sket ved en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, som hidtil har været anvendt, er der under alle omstændigheder tale om, at videresendelsen retter sig mod et nyt publikum.
Højesteret har herved lagt vægt på, at det følger af besvarelser af en række folketingsspørgsmål, at en rettighedshaver i Danmark med den oprinde-lige tilladelse må antages alene at have givet tilladelse til den primære udsen-delse, men ikke til videresendelse f.eks. over kabelanlæg, hvilket efter Højeste-rets opfattelse også må gælde videresendelse via hospitalers netværk til bl.a. patienter og besøgende.
En rettighedshaver i Danmark kan således ikke antages at have taget i betragtning, at der ville ske den nævnte videresendelse af vær-ket, da den pågældende oprindeligt gav tilladelse til udsendelse af et værk i tv. Der henvises herved til kulturministerens besvarelse af 7. november 2003 af spørgsmål nr. 5 og af 11. november 2003 af spørgsmål nr. 11 i forbindelse med behandlingen af lovforslag nr.
L 17 af 8. oktober 2003 om ændring af ophavs-retsloven samt besvarelse af spørgsmål nr. S 1158 af 11. maj 2005 vedrørende di-stribution af radio- og tv-udsendelser i kabel- og fællesantenneanlæg.
I forlængelse heraf finder Højesteret, at kriteriet om nyt publikum også er op-fyldt for så vidt angår de danske public service-tv-kanaler (DR’s kanaler og TV 2’s regionale kanaler), idet der ikke i relation til infosoc-direktivet foretages en sondring mellem public service-tv-kanaler og andre tv-kanaler. Dette følger bl.a. af EU-Domstolens dom af 1. marts 2017 i sag C-275/15 (ITV II) samt af EU-Domstolens dom af 11. april 2024 i Citadines-sagen.
På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at der er tale om overføring til al-menheden, når Region Midtjylland har givet adgang til tv-udsendelser på hos-pitalernes patientstuer mv. og i fællesrum mv., jf. ophavsretslovens § 2, stk. 4,
15
nr. 1, jf. infosoc-direktivets artikel 3, stk. 1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at overføringen ikke er sket med vinding for øje, da det følger af EU-Domsto-lens praksis, at dette ikke har afgørende betydning for, om der foreligger over-føring til almenheden, jf. præmis 50 i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-775/21 og C-826/21 (Blue Air Aviation).
3. Rimeligt vederlag Da der efter det foran anførte er sket overføring til almenheden, følger det af ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1, at Region Midtjylland til Copydan skal be-tale et rimeligt vederlag for udnyttelsen, der bestod i den skete brug (videresen-delse) af tv på regionens hospitaler i perioden 2019-2022.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at der med udtrykket ”rimeligt ve-derlag for udnyttelsen” forstås det vederlag eller honorar, som rettighedshave-ren ville have haft krav på, såfremt den pågældende udnyttelse var sket ret-mæssigt, dvs. efter aftale med rettighedshaveren. Hvis der ikke eksisterer noget sædvanligt honorar eller lignende for den pågældende udnyttelse, må vederla-get fastsættes skønsmæssigt.
Copydan har til støtte for sit vederlagskrav i første række henvist til de priser for brug af tv, der fremgår af hospitalsaftalen, og til de priser, der fremgår af Copydans efterfølgende aftaler med privathospitaler mv.
Spørgsmålet er, om de nævnte aftaler udgør dokumentation for, hvad der er det sædvanlige vederlag for den skete brug af tv, og som derfor skal lægges til grund ved vurderingen af det rimelige vederlag.
Henset til, at hospitalsaftalen var den første og hidtil eneste aftale vedrørende offentlige hospitalers brug af tv, og at det må lægges til grund, at Region Midtjylland opsagde aftalen, bl.a. fordi den aftalte pris for brug af tv efter regio-nens opfattelse var for høj, finder Højesteret, at prisen i hospitalsaftalen ikke kan anvendes som dokumentation for det sædvanlige vederlag på området.
Endvidere finder Højesteret, at der heller ikke kan lægges vægt på priserne i de øvrige fremlagte aftaler, herunder aftaler med privathospitaler om deres brug af tv, som dokumentation for det sædvanlige vederlag i forhold til Region Midtjyllands brug af tv. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at privathospitalsafta-lerne er nærmest identiske med hospitalsaftalen, og at de alle er indgået efter hospitalsaftalen.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at Copydan ikke har dokumenteret, at der eksisterer et sædvanligt vederlag for den skete brug af tv på regionens hospitaler. Det rimelige vederlag må derfor fastsættes skønsmæssigt.
16
Højesteret bemærker i den forbindelse, at det efter det oplyste må lægges til grund, at der i langt størstedelen af landene inden for EU/EØS ikke opkræves vederlag for brug af tv på offentlige hospitaler. Hertil kommer, at der i Norge og Sverige anvendes priser, der umiddelbart forekommer noget lavere end de priser, som fremgik af hospitalsaftalen, og som Copydans vederlagskrav i denne sag er opgjort med udgangspunkt i.
Højesteret har ved den konkrete vurdering af, hvad der kan anses for det rime-lige vederlag for Region Midtjyllands brug af tv på regionens hospitaler i perio-den 2019-2022, lagt vægt på antallet af tv-skærme (tilslutninger) og på, om tv-skærmene var opsat i enten patientstuer mv. (kategori 1) eller i fællesrum mv. (kategori 2). Der er enighed om, at der pr. 1. januar 2019 og 1. december 2022 var henholdsvis 2.561 og 3.496 kategori 1-skærme, mens der i hele perioden var 106 kategori 2-skærme.
Herudover har Højesteret lagt vægt på, at det på en del hospitaler i Region Midtjylland alene har været muligt at se et begrænset antal kanaler i forhold til det antal, som Copydan har taget udgangspunkt i ved beregningen af veder-lagskravet.
Endvidere har Højesteret lagt vægt på, at Region Midtjyllands brug af tv på hospitalerne er sket som led i ikke-kommerciel virksomhed.
På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering finder Højesteret, at det rimelige vederlag, som Region Midtjylland skal betale til Copydan for regio-nens brug af tv på regionens hospitaler i perioden 2019-2022, skønsmæssigt kan fastsættes til 4.000.000 kr.
4. Modregning og reduktion Det er ubestridt, at Region Midtjylland i hospitalsaftalens løbetid 2016-2018 og i perioden 2019-2022 har betalt tv-distributørerne i alt 1.171.278,04 kr. for såkaldt Copydanvederlag og rettighedsvederlag for TV 2-kanaler.
Copydan har ved opgørelsen af sin betalingspåstand foretaget et delvist fradrag på 718.174 kr. for de nævnte betalinger. Dette fradrag angår perioden 2019-2020 for Copydanvederlaget og perioden 2019-2022 for rettighedsvederlaget for TV 2-kanaler. Region Midtjylland er som følge af Copydans anerkendelse berettiget til et fradrag på 718.174 kr. i vederlaget på 4.000.000 kr.
Region Midtjylland har gjort gældende, at Copydans vederlagskrav skal redu-ceres med yderligere 453.104,04 kr. for så vidt angår perioderne 2016-2018 og 2021-2022, hvor regionen – i lighed med de perioder, hvor Copydan har aner-kendt et fradrag – har betalt Copydanvederlag til tv-distributørerne, samt 2019-
17
2022, hvor regionen også har betalt rettighedsvederlag for TV 2-kanaler til tv-distributørerne.
Som sagen er forelagt, finder Højesteret, at Region Midtjyllands betalinger af samlet 453.104,04 kr. må behandles på samme måde som betalingerne af samlet 718.174 kr., som Copydan har anerkendt fradrag for. På denne baggrund finder Højesteret, at Region Midtjylland er berettiget til i vederlaget på 4.000.000 kr. at foretage modregning og reduktion med yderligere 453.104,04 kr., således at der i alt skal fradrages 1.171.278,04 kr.
5. Konklusion Region Midtjylland skal til Copydan betale 4.000.000 kr. for regionens brug af tv på regionens hospitaler i perioden 2019-2022. I dette beløb skal fradrages 1.171.278,04 kr., således at regionen skal betale 2.828.721,96 kr. til Copydan.
Højesteret stadfæster landsrettens frifindelse af Copydan for Region Midtjyl-lands selvstændige påstand om, at Copydan skal anerkende, at Region Midtjyl-lands retransmission og øvrige brug af danske public service-tv-kanaler på hospitaler ikke udgør overføring til almenheden og dermed ikke er ophavsretligt beskyttet.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Region Midtjylland inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til Copydan Verdens TV skal betale 2.828.721,96 kr. med procesrente af 1.428.029,90 kr. fra den 11. september 2019 og af 1.400.692,06 kr. fra den 2. maj 2022.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.
Publiceret til portalen d. 06-11-2025 kl. 12:00 Modtagere: Appellant Region Midtjylland, Advokat (H) Erik Nyborg, Advokat (H) Jacob Pinborg, Advokat (H) David Neutzsky-Wulff, Indstævnte Copydan Verdens TV