HR — Højesteret
BS-1564/2020-HJR
OL-2020-H-00179
Dom.pdf
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 215.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 4. december 2020
Sag BS-1564/2020-HJR (2. afdeling)
Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Henrik Nedergaard Thomsen)
mod
Appelindstævnte, tidligere Part 1 (advokat Søren Kroer, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 14. marts 2018 (BS 16B-4765/2016) og af Østre Landsrets 8. afdeling den 20. juni 2019 (B-556-18).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: #Vibeke Rønne, Lene Pagter Kristensen, Henrik Waaben, Lars Hjortnæs og Kristian Korfits Nielsen.
Påstande
Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået frifindelse.
Appelindstævnte, tidligere Part 1 har påstået stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært stadfæstelse af landsrettens dom.
I påstandene er indeholdt en mere subsidiær påstand om, at Højesteret fast-sætter et forrentningstidspunkt, der er tidligere end fastsat af Ankenævnet for Patienterstatningen og senere end fastsat af henholdsvis byretten og lands-retten.
Retsgrundlag Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
2
Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og er-statningsloven) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”Kapitel 3. Patienterstatning
§ 24. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstat-ningsansvar, jf. dog § 24 a.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nær-mere fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder. …
§ 33. Patienterstatningen modtager, oplyser og afgør alle erstatningssa-ger efter dette kapitel. Foreningen kan efter nærmere bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og selvforsik-rende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper. …
Stk. 4. Patienterstatningens afgørelser meddeles vedkommende forsik-ringsselskab, staten eller selvforsikrende regionsråd eller kommunalbe-styrelse, som herefter skal udbetale de fastsatte ydelser inden 1 måned. …
Kapitel 4. Erstatning for lægemiddelskader …
§ 43. En lægemiddelskade, der er opstået som følge afbivirkninger af et lægemiddel, erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere. Be-stemmelsen omfatter både kendte og ukendte samt konkret påregnelige og upåregnelige bivirkninger.
Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages hensyn til
1. arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede
sig imod,
2. den skadelidtes helbredstilstand, 3. skadens omfang og 4. mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i be-
tragtning.
…
3
§ 46. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstat-ningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk. 1 over-stiger 3.000 kr. …
§ 55. Sundhedsministeren behandler, oplyser og træffer afgørelse i sa-ger efter dette kapitel.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan bemyndige Patienterstatningen, jf. ka-pitel 3, til at behandle, oplyse og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Pa-tienterstatningens udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten, jf. § 54, stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor sundhedsministeren har bemyndiget andre end offentlige myndigheder til at varetage opgaver efter dette kapitel, finder forvaltningsloven tilsvarende anvendelse. …
§ 58.
Sundhedsministeren eller den, som ministeren bemyndiger til at varetage opgaver efter dette kapitel, kan af kommunalbestyrelser, regi-onsråd, statslige told- og skattemyndigheder og andre vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger og an-dre sundhedspersoner, Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring og forsikringsgiver efter lovens § 30, stk. 1, m.v., samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma forlange meddelt en-hver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser, politi-rapporter, obduktionsrapporter m.v., som skønnes at være af betydning for behandling af sager efter dette kapitel.
Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form. Patienterstatningen og Styrelsen for Patientsikker-hed kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret. …”
§ 46, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet. I lovforslagets bemærkninger til den fore-slåede § 46 er anført bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lov-forslag nr. L 75, s. 3297-3298):
”Bestemmelserne fastlægger, hvorledes erstatning og godtgørelse for lægemiddelskader udmåles. Som udgangspunkt finder reglerne i lov om erstatningsansvar anvendelse, jf. § 46, der er en uændret viderefø-relse af § 9 i lov om erstatning for lægemiddelskader. Dog gælder der en særlig undergrænse for retten til erstatning på 3.000 kr., jf. stk. 2.”
4
Som det fremgår, videreførte § 46, stk. 1, den tidligere § 9 i lov om erstatning for lægemiddelskader (lov nr. 1120 af 20. december 1995), hvoraf det fulgte, at ”er-statning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette kapitel.” Der er ikke fortolkningsbidrag i lovforslagets be-mærkninger til den foreslåede § 9, men det fremgår af de almindelige bemærk-ninger (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, lovforslag nr.
L 36, s. 1368), at loven i betydelig grad byggede på principperne i den dagældende lov om patientfor-sikring. Denne lov indeholdt i § 5, stk. 1, en bestemmelse om, at ”erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar.” § 5, stk. 1, er videreført ved § 24, stk. 1, i klage- og erstatningsloven.
Om betydningen af § 5, stk. 1, i den tidligere lov om patientforsikring er i lovforslagets bemærkninger (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 144, sp. 3298) alene anført, at ”henvisningen til erstatningsansvarsloven omfatter desuden en række andre regler, der har betydning i forbindelse med erstatningsfastsættel-sen, nemlig reglerne i …, § 16 om forrentning, …”
Sagsbehandlingsreglerne i § 55, stk. 2, og § 33 i klage- og erstatningsloven blev indsat ved lov nr. 547 af 24. juni 2005. Det fremgår af lovforslagets bemærknin-ger til bestemmelserne (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lov-forslag nr. L 75, s. 3296-3298), at de er en uændret videreførelse af § 13 i den tid-ligere patientforsikringslov og § 18 i den tidligere lov om erstatning for læge-middelskader.
Der er ikke fortolkningsbidrag i lovforslagets bemærkninger til den foreslåede § 18 i lægemiddelerstatningsloven. Om betydningen af § 13 i den tidligere patientforsikringslov er i lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen anført bl.a. (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 144, sp. 3307-3309):
”I stk. 1 fastsættes, at patientforsikringsforeningen administrerer, dvs. modtager, oplyser og afgør, alle erstatningssager. Erstatningssager ved-rørende selvforsikrende skal således også forelægges foreningen.
Mod-tagelsen af sagerne skal ske centralt i patientforsikringen, således at man kan samle og udvikle ekspertise på området og sikre en ensartet praksis, jf. rap. side 142 og 147.1 forbindelse med modtagelsen af sagen informeres vedkommende kommune eller forsikringstager i øvrigt di-rekte herom af foreningen.
Det er i øvrigt vigtigt for ordningens sigte, at forsikringsforeningen selv tilvejebringer de oplysninger, der er nødvendige til sagens afgørelse, således at patienten ikke skal engagere f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser.
I forbindelse med undersøgelse og oplysning af sagerne kan foreningen eller det enkelte forsikringsselskab indhente udtalelse fra Sikringssty-relsen til fastsættelse af méngrader og erhvervsevnetabsprocent, jf. rap. side 141. …
5
Proceduren for afgørelse af de enkelte sager overlades til patientforsik-ringsforeningen. Ved afgørelsen af lægelige spørgsmål forudsættes ind-draget et panel af eksperter, der vil blive udpeget af foreningens besty-relse, således at panelets omfang og sammensætning efter indvundne erfaringer løbende kan tilpasses behovet. …
Efter stk. 3 meddeler patientforsikringsforeningen, straks efter at afgø-relsen er truffet, vedkommende forsikringsselskab, stat eller selvforsik-rende kommune sin afgørelse. Det forudsættes, at foreningen tillige ori-enterer vedkommende kommune eller forsikringstager i øvrigt direkte herom.
Samtidig skal skadelidte have afgørelsen meddelt, eventuelt i foreløbig form, indtil endelig meddelelse kan ske med alle oplysninger (herunder eventuelle supplerende beregninger foretaget af vedkom-mende forsikringsselskab) af relevans for skadelidtes vurdering af sa-gen, herunder, om afgørelsen skal ankes.
Afgørelsen indeholder oplys-ninger om, hvorvidt det pågældende tilfælde er omfattet af lovens reg-ler, og i bekræftende fald oplysninger om erstatningsposter og erstat-ningsbeløb. Findes det enkelte tilfælde ikke erstatningsberettigende, skal dette begrundes og patienten vejledes om ankeadgang m.v. Udbe-taling af ydelser sker hurtigst muligt efter modtagelsen af foreningens afgørelse.”
Erstatningsansvarsloven Erstatningsansvarsloven indeholder i § 16, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser:
”§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Er det, forinden en-delig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal be-tale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.
Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt ef-ter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.”
§ 16, stk. 1 og 2, blev indsat ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af bl.a. lov om erstatningsansvar. I lovforslagets almindelige bemærkninger er anført bl.a. (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, lovforslag nr. L 143, s. 3518-3519):
6
”Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der indføres en ny fristregel for renteberegningen svarende til princippet i forsikringsaftalelovens § 24, hvorefter krav mod et forsikringsselskab om betaling af forsikringsydel-sen forrentes med virkning fra udløbet af en vis frist efter det tidspunkt, hvor selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme berettigelsen og størrelsen af kravet.
Arbejdsgruppen foreslår, at fristen fastsættes til l måned, således at ska-devolderen får en rimelig tid til at anmelde erstatningskravet over for sit forsikringsselskab, som efter reglen i forsikringsaftalelovens § 24 har 14 dage efter anmeldelsen til at udbetale beløbet… …
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om at ændre lovens renteregel, således at erstatnings- og godtgørelsesbeløb kan kræ-ves forrentet fra l måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatnin-gens størrelse. Forrentningen sker ligesom efter den gældende lov med rentelovens morarentesats.”
I bemærkningerne til den foreslåede § 16, stk. 1, er anført bl.a. (Folketingsti-dende 2000-01, tillæg A, lovforslag nr. L 143, s. 3532):
”Efter stk. 1 kan skadelidte kræve erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de op-lysninger, der er nødvendige for at kunne bedømme erstatningens stør-relse.
Skadevolderen kan ikke bedømme erstatningens størrelse, før er-statningskravet er fremsat over for den pågældende, og derfor vil der tidligst kunne påløbe renter fra 1 måned efter erstatningskravets frem-sættelse over for skadevolderen.
Fristen begynder at løbe fra det tids-punkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplys-ninger, der var nødvendige for at kunne vurdere erstatningskravet og dets størrelse.”
Anbringender
Ankenævnet for Patienterstatningen har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse vedrørende tidspunktet for forrent-ning af erstatningskravet for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 31. december 2014.
Patienterstatningen har i medfør af klage- og erstatningslovens § 33 og § 55 til opgave at modtage, oplyse og afgøre alle sager om behandlingsskader efter lo-vens kapitel 3 og lægemiddelskader efter lovens kapitel 4. Patienterstatningen har efter klage- og erstatningslovens § 37 og § 58 ret til at få adgang til enhver oplysning, som skønnes at være af betydning for behandlingen af disse sager.
7
Patienterstatningen har ikke grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt den anmeldte skade berettiger til ydelser, jf. klage- og erstatningslovens §§ 24-26 og §§ 46-52, før Patienterstatningen har truffet afgørelse om, hvorvidt den an-meldte skade kan anerkendes som en erstatningsberettigende behandlings-skade, jf. §§ 19-22, eller lægemiddelskade, jf. §§ 38-44. Som følge af denne sags-behandling i to trin oplyser Patienterstatningen først spørgsmålet om anerken-delse af den anmeldte skade og dernæst, hvis skaden bliver anerkendt, spørgs-målet om tilkendelse af eventuelle ydelser.
En grundlæggende forudsætning for, at en skadevolder er i stand til at indhente de fornødne oplysninger, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, er fremsættel-sen af et erstatningskrav. Dette gælder også i sager under klage- og erstatnings-loven. Systemet er sådan, at patienten skal anmelde selve skaden og angive, hvilke erstatningsposter skaden menes at have forårsaget.
Der er tale om et sy-stem, hvor den ene part (patienten) søger om en given erstatning, men hvor den anden part (skadevolderen) ikke skal vurdere erstatningskravet. Det er overladt til Patienterstatningen og ankenævnet, som skal vurdere sagen i henhold til pa-tienterstatningsordningen og i den forbindelse følge de forvaltningsretlige reg-ler.
Dette indebærer, at Patienterstatningen skal oplyse sagen så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig og materielt rigtig af-gørelse. Selv om Patienterstatningen har en betydelig margin for, hvad der er relevante oplysninger, må sagsoplysningen ikke udstrækkes så vidt som til at indhente oplysninger, der kendeligt ikke har betydning for en afgørelse.
Unø-dig sagsoplysning kan også være uforenelig med persondatareglerne om pro-portionalitet og dataminimering. Det forhold, at det er forudsat i regelgrundla-get, at patienten ikke har behov for en advokat til at varetage sine interesser, ændrer ikke ved kravene til sagsoplysningen.
Der er ikke for Patienterstatningen anledning til at indhente alle nødvendige oplysninger til brug for beregningen af erstatningskravets størrelse, før det er afgjort, at der foreligger en skade, der kan give grundlag for erstatning efter klage- og erstatningsloven. Dette gælder i særdeleshed, hvis det end ikke frem-står som tydeligt, at patienten mener at have lidt et tab i form af tabt arbejdsfor-tjeneste.
En sygemelding på grund af en patientskade er f.eks. ikke ensbety-dende med, at der også er lidt et tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Modsat vil der være krav på godtgørelse for svie og smerte alene som følge af en sygemel-ding og som følge af, at patienten er under en form for behandling på grund af patientskaden.
Hermed vil der i mange sager – herunder også i denne sag – na-turligt være de tilstrækkelige oplysninger til at vurdere et eventuelt krav på godtgørelse for svie- og smerte på et langt tidligere tidspunkt under sagens be-handling. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Patienterstatningen også fra
8
dette tidligere tidspunkt kan og bør indhente oplysninger om alle mulige erstat-ningsposter, uafhængigt af om der måtte være fremsat krav om erstatning.
Patienterstatningen er forpligtet til at iagttage såvel de persondataretlige regler som de forvaltningsretlige regler og må af samme årsag ikke indhente oplysnin-ger om et erstatningskravs størrelse, før det er afgjort, om der er grundlag for et erstatningskrav.
Det forudsatte krav for begyndelsestidspunktet for forrentnin-gen, hvorefter ”skadevolder” både kunne og burde indhente oplysninger om erstatningskravets størrelse, er ikke opfyldt i en sag som denne på det tidlige tidspunkt, hvor der endnu ikke er taget stilling til, om en anmeldt patientskade er omfattet af loven.
Kravet er ikke opfyldt, før der er fremsat et egentligt krav på tabt arbejdsfortjeneste i medfør af den anmeldte skade, hvilket der ikke er i denne sag, hvor det i anmeldelsen tilmed udtrykkeligt blev oplyst, at anmelde-ren ikke havde haft indkomsttab på grund af skaden.
Appelindstævnte, tidligere Part 1 har anført navnlig, at erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, fastslår kravene til, hvornår skadevolder kan og bør indhente oplysninger til brug for vurdering af erstatningens størrelse. Patienterstatnin-gen er ikke ”skadevolder” i § 16’s forstand. Patienterstatningen varetager både skadelidtes og skadevolders interesser, og fastlæggelsen af forfaldstidspunktet efter § 16 må derfor ske på baggrund af et samspil mellem erstatningsansvarslo-vens regler og de forhold, som gør sig gældende efter klage- og erstatningslo-ven.
Den praksis med sagsbehandling i to trin, som er udviklet hos Patienterstatnin-gen, indebærer, at der ikke indhentes de oplysninger, som er fornødne til at vurdere erstatningens størrelse på det tidspunkt, hvor Patienterstatningen reelt var i stand til dette, men først på det senere tidspunkt, hvor der er truffet afgø-relse om, hvorvidt skaden skal anerkendes som en erstatningsberettigende skade.
Da Patienterstatningen samtidig først lader erstatningen forrente fra dette senere tidspunkt, tilgodeses den skadelidtes interesser ikke, da vedkom-mende dermed stilles som om, at der først rejses krav på erstatning ved frem-sendelsen af et udfyldt oplysningsskema.
Dette harmonerer ikke med forarbej-derne til patientforsikringsloven og den senere klage- og erstatningslov, hvoraf det fremgår, at det er vigtigt for ordningens sigte, at Patienterstatningen selv til-vejebringer de oplysninger, der er nødvendige til sagens afgørelse, således at patienten ikke skal engagere f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser.
Af samme årsag er det ikke muligt at få udgifter til advokatbistand dækket.
Myndighedernes praksis harmonerer heller ikke med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, da forrentningstidspunktet – og dermed erstatningens størrelse – alene kommer til at afhænge af sagsbehandlingens tidsmæssige ud-strækning.
9
Erstatningsansvarsloven indeholder ikke regler om udsættelse af forrentnings-tidspunktet alene begrundet i sagsbehandlingsmæssige hensyn, og der er ikke grundlag for at lade erstatningen forrente fra et senere tidspunkt af hensyn til Patienterstatningens sagsbehandling.
Hverken forvaltningsretlige principper eller databeskyttelsesretlige regler af-skærer Patienterstatningen fra at indhente oplysninger til brug for erstatnings-opgørelsen, før det er afklaret, om skaden kan anerkendes som en erstatnings-berettigende skade. En myndighed er ikke efter databeskyttelsesreglerne afskå-ret fra at behandle, herunder indhente, personoplysninger, når der enten er hjemmel eller samtykke hertil.
I en patientskadesag er der i klage- og erstat-ningslovens § 37 og § 58 hjemmel til, at Patienterstatningen indhenter de for sa-gen relevante oplysninger, og der er ved anmeldelsen i denne sag også givet samtykke hertil.
De databeskyttelsesretlige regler har til formål at beskytte behandling af per-sonoplysninger mod usaglige formål. Efter klage- og erstatningslovens § 43, stk. 2, nr. 3, skal skadens omfang tages i betragtning ved vurderingen af, om der fo-religger en erstatningsberettigende lægemiddelskade. Skadens omfang er i bestemmelsens forstand ikke alene de fysiske følger af skaden, men også de økonomiske tab, der er lidt som følge af skaden. Allerede af denne grund vil det være til brug for et sagligt formål og proportionalt at indhente økonomiske op-lysninger til brug for vurderingen af anerkendelse.
Indhentelse af økonomiske oplysninger for at sikre skadelidtes interesser, her-under interessen i at få forrentet sit erstatningskrav, tjener et sagligt formål og udgør ikke et uproportionalt sagsbehandlingsskridt.
Anmeldelsen af skaden den 11. april 2013 skal betragtes som et krav om erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste. Patienterstatningen var denne dato i stand til at indhente de oplysninger, som var nødvendige for at kunne vurdere størrelsen af den tabte arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013.
Den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i denne periode skal derfor forrentes fra den 11. maj 2013. Patienterstatningen var i hvert fald ved modtagelsen af den psykiatriske speciallægeerklæring den 23. april 2013 i be-siddelse af sådanne oplysninger, at Patienterstatningen var i stand til at ind-hente oplysninger og vurdere erstatningens størrelse.
Forrentning må derfor i hvert fald ske fra den 23. maj 2013.
Patienterstatningen kunne ud fra en normal ekspeditionstid den 1. februar 2014 træffe afgørelse om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden den 1. april 2013 til den 31. december 2013. For perioden den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 kunne afgørelsen træffes den 1. februar 2015. Patienterstatnin-gen var således den 1. januar 2014 og den 1. januar 2015 i stand til at indhente de nødvendige oplysninger til brug for erstatningsfastsættelsen, og der skal
10
derfor ske forrentning af de tilkendte erstatningsbeløb for tabt arbejdsfortjene-ste fra henholdsvis den 1. februar 2014 og den 1. februar 2015, jf. erstatningsan-svarslovens § 16.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling Patienterstatningen modtog den 11. april 2013 en anmeldelse fra Appelindstævnte, tidligere Part 1 om, at hun havde pådraget sig en lægemiddel-skade i form af en blodprop i hjernen efter brug af p-piller.
Patienterstatningen anerkendte ved afgørelse af 8. januar 2015, at skaden var omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), jf. denne lovs § 43, og at Appelindstævnte, tidligere Part 1 var berettiget til erstatning, jf. § 46. Hun blev til brug for sagens vi-dere behandling anmodet om at udfylde og returnere et oplysningsskema sam-men med dokumentation for sine udgifter.
Patienterstatningen modtog skemaet og en række bilag den 9. marts 2015. Ved afgørelse af 26. august 2015 blev der for perioden den 1. januar 2011 til den 31. december 2014 tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 1.057.718 kr. forrentet fra 9. april 2015. Afgørelsen blev med hensyn til rentetidspunktet på-klaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som den 11. maj 2016 stadfæ-stede afgørelsen.
Sagen angår, om Appelindstævnte, tidligere Part 1 har krav på forrentning af den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. ja-nuar 2011 til den 31. december 2014 fra et tidligere tidspunkt end den 9. april 2015, som er 1 måned efter, at Patienterstatningen modtog oplysningsskemaet med bilag.
Tidspunktet for forrentning Af § 46, stk. 1, i klage- og erstatningsloven fremgår, at erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste som følge af en lægemiddelskade fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar.
Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, forrentes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1. Efter stk. 1, 1. pkt., kan erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse.
Det fremgår af forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, at 1-må-nedsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skadevolderen kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere
11
erstatningskravet og dets størrelse. Det fremgår endvidere, at der tidligst vil kunne påløbe rente fra 1 måned efter erstatningskravets fremsættelse over for skadevolderen.
Højesteret finder, at § 46, stk. 1, i klage- og erstatningsloven i overensstemmelse med ordlyden må forstås sådan, at der skal ske forrentning af krav på erstat-ning som følge af en lægemiddelskade efter samme principper som ved andre erstatningssager, hvor erstatningsansvarslovens § 16 finder anvendelse. Der er ikke holdepunkter i forarbejderne til klage- og erstatningsloven (eller den tidli-gere gældende lovgivning på området) for en anden forståelse af erstatningsan-svarslovens § 16, stk. 1, når det gælder erstatningsordningen for lægemiddel-skader.
Efter klage- og erstatningslovens § 55, stk. 2, jf. § 33, modtager, oplyser og afgør Patienterstatningen alle sager om erstatning for lægemiddelskader. Det er i lov-forarbejderne forudsat, at patienterne som følge af, at Patienterstatningen selv tilvejebringer de oplysninger, der er nødvendige for sagens afgørelse, ikke skal engagere f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser. Den forpligtelse til at tilvejebringe de fornødne oplysninger for at kunne bedømme erstatningens størrelse, som påhviler en skadevolder efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, påhviler således Patienterstatningen.
Højesteret finder, at det hverken i klage- og erstatningsloven eller dens forarbej-der er bestemt eller forudsat, at Patienterstatningens sagsbehandling skal fore-tages i to trin, således at Patienterstatningen først kan behandle spørgsmålet om erstatningens størrelse, efter at Patienterstatningen har behandlet spørgsmålet, om en skade kan anerkendes som en lægemiddelskade efter klage- og erstat-ningsloven.
Ankenævnet for Patienterstatningen har til støtte for, at sagsbehandlingen skal foretages i to trin, gjort gældende, at Patienterstatningen som følge af databe-skyttelsesretlige og forvaltningsretlige regler ikke må indhente oplysninger til brug for bedømmelsen af et erstatningskravs størrelse, før det er afgjort, om den anmeldte skade kan anerkendes som omfattet af klage- og erstatningsloven.
Efter klage- og erstatningslovens § 58 kan Patienterstatningen hos en række myndigheder, private virksomheder mv. forlange meddelt enhver oplysning, som skønnes at være af betydning for behandling af sager om erstatning for læ-gemiddelskader.
Efter bestemmelsen er det ikke en betingelse for at indhente oplysninger til brug for erstatningsfastsættelsen, at Patienterstatningen forinden har truffet afgørelse om at anerkende den anmeldte skade.
Højesteret finder, at en sådan forudgående indhentelse af oplysninger til brug for erstatningsfast-sættelsen, hvis skaden anerkendes, heller ikke kan anses for at være i strid med det proportionalitets- og dataminimeringsprincip, som følger af den tidligere
12
persondatalovs § 5, stk. 3 (nu databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c) eller med almindelige forvaltningsretlige principper for sagsoplysning.
Højesteret finder på denne baggrund, at Patienterstatningen ikke er retligt af-skåret fra at kunne indhente oplysninger til brug for bedømmelsen af størrelsen af en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forud for Patienterstatningens afgø-relse af, om en anmeldt skade kan anerkendes som omfattet af klage- og erstat-ningsloven.
Uanset at klage- og erstatningsloven ikke er til hinder for, at Patienterstatningen kan vælge at indrette sin sagsbehandling således, at sager om lægemiddelska-der behandles i to trin, finder Højesteret herefter, at fristen på 1 måned for for-rentning af erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste løber fra det tidspunkt, hvor Patienterstatningen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.
Den konkrete sag Appelindstævnte, tidligere Part 1 anmeldte den 11. april 2013 en lægemid-delskade til Patienterstatningen. I et bilag til det indsendte anmeldelsesskema oplyste hun, at hun var på sidste år af lærerstudiet og ved at tage sine sidste ek-samener, da hun i maj-juni 2010 blev ramt af en blodprop i hjernen efter brug af p-piller. Hun oplyste også, at hun i august 2010 blev fuldt sygemeldt og stadig var det. Hun havde i skemaet krydset nej i rubrikken for, om hun havde haft et indkomsttab som følge af skaden, men samtidig skrev hun, at hun havde mod-taget sygedagpenge.
Højesteret finder, at Appelindstævnte, tidligere Part 1 med disse oplysnin-ger må anses for at have fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Der foreligger ikke oplysninger, som gør det muligt for Højesteret at vurdere, hvornår Patienterstatningen kunne have indhentet de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme størrelsen af Appelindstævntes, tidligere Part 1 krav vedrørende tabt arbejdstjeneste frem til den 31. marts 2013. Tidspunktet må derfor fastsættes skønsmæssigt.
Ved Patienterstatningens erstatningsopgørelse af 26. august 2015 er Appelindstævntes, tidligere Part 1 krav på godtgørelse for svie og smerte forrentet fra den 23. maj 2013, som er månedsdagen efter, at Patienterstatningen modtog den psykiatriske speciallægeerklæring af 15. maj 2012.
Som sagen foreligger, lægger Højesteret til grund, at Patienterstatningen i relation til kravet om tabt arbejdsfortjeneste i hvert fald kunne have indhentet de nødvendige oplysninger inden for en måned fra den 23. april 2013. Som følge heraf må 1-månedsfristen i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, anses for at løbe fra den 23. maj 2013.
Appelindstævntes, tidligere Part 1 krav på erstatning for tabt arbejdsfortjene-
13
ste for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skal herefter forren-tes fra den 23. juni 2013.
Højesteret tiltræder efter det foreliggende, at erstatningen for tabt arbejdsfortje-neste for perioden fra den 1. april 2013 til den 31. december 2013 og perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 skal forrentes som fastsat ved landsrettens dom.
Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at den tilkendte er-statning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skal forrentes fra den 23. juni 2013.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Ankenævnet for Patienterstatningen be-tale 50.000 kr. Beløbet skal indbetales til Højesteret, der efter dækning af udgif-ter til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skal forrentes fra den 23. juni 2013.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Ankenævnet for Patienterstatningen be-tale 50.000 kr., som indbetales til Højesteret.
Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.