BS-6044/2021-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 184.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 10. januar 2022

Sag BS-6044/2021-HJR

(1. afdeling)

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS

(advokat Anders Lindqvist)

mod

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs

(advokat Jacob Smith)

I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 26. november 2019 (BS-18288/2019) og af Østre Landsrets 22. afdeling den 22. september 2020 (BS-56683/2019).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski og Kristian Korfits Nielsen.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS, har gentaget sin påstand om frifindelse.

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

Sagsfremstilling

Ved gældsbrev af 8. oktober 2015 optog Person 1 et lån på 2 mio. kr. hos Virksomhed ApS 1, nu Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS (herefter Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS).

2

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS indleverede den 13. juli 2017 en udlægsbegæring til Retten på Frederiks-berg angående resttilgodehavendet. Den 22. august 2017 indgav Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS kon-kursbegæring mod Person 1 med henvisning til, at lånet var misligholdt. Det fremgår af konkursbegæringen bl.a., at der var registreret to holdingselskaber (med tilhørende datterselskaber) ejet af Person 1, men at selskaberne ikke ”ses at have likvide midler til udbetaling til ejeren, Person 1, til dækning af den for-faldne fordring i henhold til gældsbrev af 8. oktober 2015” .

På et fogedretsmøde den 30. oktober 2017 erklærede Person 1 sig ude af stand til at betale restgælden på 853.566,67 kr. til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

Det fremgår af retsbogen fra fogedretsmødet, at Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS foretog udlæg i Person 1's anparter i selskabet Virksomhed ApS 4, og at parterne indgik en afdragsordning, hvorefter Person 1 hver den 1. i måneden skulle betale 50.000 kr. til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS startende den 1. no-vember 2017.

Parterne var enige om, at Person 1's stemmeret og ret til udbytte blev opretholdt, så længe den indgåede afdragsordning blev overholdt.

Der blev herefter i overensstemmelse med afdragsordningen indbetalt fem af-drag af hver 50.000 kr. til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS den 1. november 2017, 1. december 2017, 3. ja-nuar 2018, 6. februar 2018 og 6. marts 2018. De fem afdrag blev indbetalt af sel-skabet Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS, som Person 1 var direktør i og ejede igennem selskabet Virksomhed ApS 3. Af overførselsbilagene fremgik efter det oplyste, at af-dragene kom fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS til dækning af Person 1's gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS blev erklæret konkurs den 18. april 2018, som også er fristda-gen.

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS indgav den 30. april 2018 på ny konkursbegæring mod Person 1, idet selskabet bl.a. henviste til, at Person 1 ikke havde overholdt den indgåede af-dragsordning. Efter det oplyste blev Person 1 erklæret konkurs den 31. maj 2018.

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs udtog den 17. april 2019 stævning mod Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS med påstand om, at Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS til konkursboet skulle betale 250.000 kr. med pro-cesrente fra den 17. april 2019. Påstanden var begrundet i, at betalingen af de fem afdrag på i alt 250.000 kr. skulle omstødes i medfør af konkurslovens § 64.

Københavns Byret frifandt Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS ved dom af 26. november 2019. Af rettens be-grundelse fremgår bl.a.:

”Person 1 lånte den 8. oktober 2015 2.000.000 kr. af Virksomhed ApS 1, nu Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS. Person 1 har under strafansvar forklaret, at han afdrog på lånet med midler fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS, fordi Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS skyldte ham penge, og at Appelindstævnte ApS 2's, tidligere Appellant ApS gæld til ham herved blev nedbragt. Det fremgår af de fremlagte kontoudtog, at der også forud for

3

de af sagen omhandlede betalinger er sket overførsler fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS på vegne af Person 1, og at der i teksten til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS er anført ”Person 1, Aconto...” .

På denne baggrund lægger retten til grund, at betalingerne af de 5 gange 50.000 kr. udgjorde betalinger af afdrag fra Person 1 på det lån, som Person 1 havde optaget hos Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS, og at Appelindstævnte ApS 2's, tidligere Appellant ApS gæld til Person 1 samtidig blev nedbragt.

Det er således ikke godtgjort, at betalingerne udgør gaver fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS, hvorfor betalingerne ikke kan omstødes efter kon-kurslovens § 64.

Retten tager herefter Appellant ApS 2's, tidligere Appelindstævnte ApS påstand om frifindelse til følge.”

Konkursboet indbragte sagen for landsretten, der ved dom af 22. september 2020 ændrede byrettens dom, således at Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS skulle betale 250.000 kr. med procesrente fra den 17. april 2019 til Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs. Af landsret-tens begrundelse fremgår bl.a.:

”Omstødelse i medfør af konkurslovens § 64

Landsretten lægger til grund som ubestridt, at de omtvistede overførs-ler fra Appelindstævnte ApS 2's, tidligere Appellant ApS konto til Virksomhed ApS 1 den 1. november 2017, 1. december 2017, 3. januar 2018, 6. februar 2018 og 6. marts 2018 er sket med midler hidrørende fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS.

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS har gjort gældende, at overførslerne (betalingerne) var ud-tryk for sædvanlig gældsafvikling, og at det i forholdet mellem Person 1 og Virksomhed ApS 1 (nu: Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS) var sædvanligt, at beta-linger fra Person 1 skete ved overførsler fra Appelindstævnte ApS 2's, tidligere Appellant ApS konto.

Person 1 har forklaret, at overførslerne fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS til Virksomhed ApS 1 blev foretaget på hans initiativ. Han har endvidere forkla-ret, at overførslerne var afdrag på det lån, som han havde optaget hos Virksomhed ApS 1 og sidenhen indskudt i Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS.

Person 1's forklaring om baggrunden for lånearrangementet og af-dragsbetalinger er ikke understøttet af dokumentation. Landsretten be-mærker herved, at pengestrømmene mellem ham selv og Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS er udokumenterede, og at årsrapporterne for Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS ikke indeholder oplysning om, at der er foretaget indskud af midler i selska-bet, som forklaret af Person 1, eller at selskabet havde gæld til Person 1, som blev nedskrevet i takt med selskabets overførsler til Virksomhed ApS 1.

4

Landsretten lægger på denne baggrund til grund, at overførslerne til Virksomhed ApS 1 alene er sket på baggrund af Person 1's interesse i at nedbringe sin personlige gæld til selskabet og i kraft af hans adgang til som ejer og direktør i Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS at disponere over sidstnævnte selskabs midler.

Overførslerne kan herefter ikke anses for forretnings-mæssigt begrundede, men må anses som en gavedisposition til skade for Appelindstævnte ApS 2's, tidligere Appellant ApS kreditorer.

Landsretten bemærker herved, at Virksomhed ApS 1 i kraft af overførslerne blev sikret delvis fyldestgø-relse for sit krav mod Person 1, som – henset til oplysningerne om Person 1's daværende økonomiske forhold – må antages at have været uer-holdeligt.

Herefter, og da overførslerne er sket mindre end 6 måneder før fristda-gen den 18. april 2018, finder landsretten, at betingelserne for omstø-delse i medfør af konkurslovens § 64, stk. 1, er opfyldt.

Landsretten tager derfor appellantens påstand til følge.”

For Højesteret er det ubestridt, at Person 1 ikke havde et tilgodehavende i Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS, som kunne nedskrives i takt med betalingen af de fem afdrag.

Retsgrundlag Konkurslovens § 64, stk. 1, lyder:

”§ 64. Gaver, som er fuldbyrdet senere end seks måneder før fristdagen, kan fordres omstødt.”

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 298 af 8. juni 1977. I bemærkningerne til det lovforslag, som bestemmelsen er baseret på (lovforslag nr. L 25, Folketingstidende 1976-77, 2. samling, tillæg A, s. 387 f.), er det anført, at bestemmelsen (med nogle ændringer, som ikke er relevante i denne sag) sva-rer til lovudkastet i betænkning nr. 606 fra 1971 om konkurs og tvangsakkord. Af betænkningen fremgår bl.a. (s. 140):

”Regler, hvis anvendelse er betinget af insolvens og ond tro, kan van-skeligt benyttes under tvangsakkord, og deres virkninger vil ofte være så usikre, at den begunstigede ikke frivilligt opgiver fordelen på grund af muligheden for at blive tvunget dertil ved konkurs og påfølgende omstødelse.

Adgangen til at undgå afkræftelse efter konkurslovens §§ 20 og 21, jfr. 22, ved at føre bevis for skyldnerens solvens eller for kredi-tors gode tro giver ofte anledning til tvistigheder, der trækker boets be-handling i langdrag, i almindelighed uden at det lykkes kreditor at føre det nødvendige bevis. Dispositionerne kan efter deres karakter i reglen

5

kun forklares ved skyldnerens manglende betalingsevne og parternes kendskab hertil, og den hurtigt påfølgende konkurs giver en væsentlig bestyrkelse heraf. Dette gælder vel ikke fuldt ud gaver, men her kan ga-vemodtageren med rimelighed anses for at være nærmere end giverens kreditorer til at bære tabet, når insolvens konstateres ved en følgende konkurs. Udkastet går derfor ud på at ophæve den begunstigedes ad-gang til at undgå afkræftelse ved bevis for solvens eller god tro.”

I betænkningen hedder det endvidere bl.a. (s. 142):

”Har f.eks. faderen solgt en ting til sønnen for en købesum, der ikke svarer fuldt ud til værdien, vil der være en stærk formodning for, at meningen netop har været at give sønnen en (delvis) gave, således at omstødelse kan ske efter § 62 [nu konkurslovens § 64]. Lykkes det imid-lertid at påvise, at parterne har troet, at vederlaget svarede til værdien

… kan dispositionen formentlig ikke omstødes.”

Anbringender

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS har anført navnlig, at overførslerne på i alt 250.000 kr. fra

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS ikke udgjorde gaver. Overførslerne kan derfor ikke omstødes ef-ter konkurslovens § 64, stk. 1.

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS modtog afdrag på gæld og opnåede ikke nogen formuefordel ved over-førslerne. Under alle omstændigheder var Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS i god tro herom.

Det er uden betydning, at Person 1 valgte at betale afdragene direkte fra sit sel-skab i stedet for først at lade selskabet udbetale beløbet til sig selv for så at fore-tage overførslen til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

At overførslerne skete fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS, er ikke udtryk for gavmildhed. Dette var alene dikteret af selskabets ejer og udelukkende gennemført i dennes pri-vate interesse.

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs har anført navnlig, at overførslerne på i alt 250.000 kr. til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS var udtryk for gaver, og overførslerne kan derfor omstø-des efter konkurslovens § 64, stk. 1.

Overførslerne var ikke forretningsmæssigt begrundet og skete udelukkende med henblik på at nedbringe Person 1's private gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS, da Person 1 ikke selv havde økonomisk mulighed for at afdrage sin gæld.

Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS opnåede en formuefordel ved overførslerne fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS, idet Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS blev fyldestgjort delvist for et ellers uerholdeligt krav mod Person 1.

6

Det er ikke en betingelse for omstødelse efter konkurslovens § 64, stk. 1, at ga-vemodtageren har været bekendt med formuefordelen. Ikke desto mindre burde Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS under alle omstændigheder have indset, at Person 1's private gæld var uerholdelig, og at betalingerne fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS derfor indebar en formuefordel for Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

Højesterets begrundelse og resultat

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS overførte den 1. november og 1. december 2017 samt den 3. ja-nuar, 6. februar og 6. marts 2018 i alt 250.000 kr. til Virksomhed ApS 1, nu Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS (herefter Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS).

Overførslerne skete fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS med midler, der tilhørte dette selskab, og var til dækning af Person 1's personlige gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS. Person 1 var direktør i og (via et holdingselskab) ejer af Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS.

Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS blev erklæret konkurs den 18. april 2018, som også er fristda-gen.

Sagen angår, om overførslerne til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS kan omstødes efter konkurslovens § 64, stk. 1, hvorefter gaver, som er fuldbyrdet senere end seks måneder før frist-dagen, kan fordres omstødt.

Hverken konkursloven eller dennes forarbejder indeholder nogen definition af, hvad der skal forstås ved ”gaver” . Fastlæggelsen af dette udtryk må derfor ske med udgangspunkt i det civilretlige gavebegreb, hvorefter der er tale om en gave, når der foreligger en vederlagsfri overførsel af et formuegode, der er ud-slag af gavmildhed. Der må imidlertid tages hensyn til, at formålet med reg-lerne om omstødelse i konkurslovens § 64 er at beskytte boets kreditorer.

For at betaling af andres gæld – som i den foreliggende sag – må anses for en gave efter konkurslovens § 64, stk. 1, finder Højesteret herefter, at det i alminde-lighed må kræves, at betalingen udgjorde en vederlagsfri overførsel af et for-muegode, at betalingen ikke var forretningsmæssigt begrundet, og at modtage-ren vidste eller burde vide, at overførslen var vederlagsfri.

Om den konkrete sag bemærkes, at Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS ikke havde gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS, og at overførslerne fra Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS som nævnt udgjorde afdrag på Person 1's personlige gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

Person 1's gæld var uerholdelig, hvilket Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS var eller burde være klar over. Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS indgav således konkursbegæring imod ham i juli 2017, og under et fogedretsmøde den 30. oktober 2017 erklærede Person 1 sig ude af stand til at betale sin gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS.

For Højesteret er det ube-stridt, at Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS ikke havde gæld til Person 1. Overførslerne til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS skyldtes alene Person 1's interesse i at nedbringe sin personlige gæld til Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS,

7

og overførslerne var derfor ikke for Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS forretningsmæssigt begrun-det.

I hvert fald under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at overførslerne må anses for omstødelige gaver efter konkurslovens § 64, stk. 1.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant ApS 2, tidligere Appelindstævnte ApS betale 30.000 kr. til Appelindstævnte ApS 2, tidligere Appellant ApS under konkurs.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.