28216/2025

Om indbringelse af en afgørelse truffet af Føroya Kærustovnur for retten kunne tillægges opsættende virkning I en afgørelse af 3. september 2024 bestemte Føroya Kærustovnur i medfør af børneværnslovens § 35, stk. 2, at B, som var født i 2009, og som var anbragt uden for hjemmet, skulle indskrives på en institution i Danmark. B og dennes forældre, F1 og F2, indbragte afgørelsen for Retten på Færøerne og anmodede om, at indbringelsen blev tillagt opsættende virkning. Retten på Færøerne fandt, at der var hjemmel til i visse tilfælde at tillægge indbringelse af Føroya Kærustovnurs afgørelser for retten opsættende virkning, og bestemte efter en konkret vurdering, at B’s og dennes forældres indbringelse af den nævnte afgørelse skulle tillægges opsættende virkning. Retten på Færøernes kendelse blev kæret til Østre Landsret, der ophævede kendelsen, idet landsretten med henvisning til børneværnslovens § 64 fandt, at der ikke var hjemmel til at tillægge indbringelse af Føroya Kærustovnurs afgørelse i sagen opsættende virkning. Spørgsmålet for Højesteret var, om indbringelsen af sagen kunne tillægges opsættende virkning. Det fremgår af retsplejelovens § 517, stk. 3, at en begæring om sagens indbringelse for retten ikke hindrer iværksættelsen eller opretholdelse af afgørelser truffet af Føroya Kærustovnur, medmindre retten bestemmer det. Af børneværnslovens § 64 fremgår det, at afgørelser truffet af Føroya Kærustovnur ikke suspenderes, hvis de indbringes for Retten på Færøerne. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at børneværnslovens § 64 afskærer domstolene fra i medfør af retsplejelovens § 517, stk. 3, undtagelsesvist at tillægge indbringelse af Føroya Kærustovnurs afgørelser for retten opsættende virkning. Herefter ophævede Højesteret landsrettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på, at landsretten tog stilling til spørgsmålet om opsættende virkning i sagen.