168/2016

En domfældt var pligtig at erstatte udgifter til forsvarersalær, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, og der var ikke grundlag for at antage, at bevisførelsen havde været rettet mod en anden forbrydelse, jf. stk. 2, at domfældte ved sin anke havde opnået en forandring til sin fordel, jf. stk. 3, eller at omkostningsansvaret var i misforhold til domfældtes skyld og vilkår, jf. stk. 4. T var i en af Pusher Street-sagerne dømt for på Christiania at have solgt hash samt at have deltaget i den organiserede hashhandel. T var i byretten pålagt at betale sagsomkostninger på godt 710.000 kr. og i landsretten knap 290.000 kr., i alt godt 1 mio. kr. Sagsomkostningerne var alene udgifter til forsvarersalær. Højesteret fandt, at de omhandlede udgifter til forsvarerbistand havde været nødvendige, hvorfor de som udgangspunkt kunne kræves erstattet af T, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt. Der var ikke grundlag for at antage, at bevisførelsen havde været rettet mod en anden forbrydelse, end den T var blevet dømt for, og § 1008, stk. 2, kunne derfor ikke medføre en begrænsning i Ts pligt til at betale sagsomkostningerne. Højesteret fandt endvidere, at Ts anke til landsretten ikke havde ført til en forandring til hans fordel, og § 1008, stk. 3, kunne derfor ikke føre til, at han kunne fritages for at betale omkostninger for landsretten. Efter sagens karakter og omstændigheder fandt Højesteret ikke grundlag for at begrænse omkostningsansvaret efter reglen i retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt., og der var ikke grundlag for at antage, at omkostningsansvaret ellers vil komme til at stå i åbenbart misforhold til Ts skyld og vilkår. Højesteret fandt sluttelig, at artikel 6, stk. 3, litra c, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kunne føre til et andet resultat. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens afgørelse om sagsomkostninger.