BS-40103/2021-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 190.4px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt tirsdag den 15. november 2022

Sag BS-40103/2021-HJR

Kærende

(advokat Anders Lindqvist)

mod

Indkærede

(advokat Niels Kahlke, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 29. juni 2021 (BS-48250/2020) og Østre Landsrets 13. afdeling den 30. august 2021 (BS-26214/2021).

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Hanne Schmidt, Jens Kruse Mikkelsen og Anne Louise Bormann.

Påstande

Kærende, har nedlagt påstand om, at landsrettens ken-delse ophæves.

Indkærede, har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Landsretten har henholdt sig til afgørelsen.

Sagsfremstilling

Indkærede blev ved Københavns Byrets dom af 15. november 2018 fundet skyldig i tyveri af en række smykker fra Kærende.

I forbindelse med straffesagen blev der beslaglagt smykker hos henholdsvis Indkærede ved en ransagning af hendes bopæl (koster 2) og

2

Virksomhed ApS, der forinden havde fået smykkerne indleveret af Indkærede med henblik på videresalg (koster 10, 11 og 13). Disse koster var ikke omfattet af dommen for tyveri.

Indkærede og Kærende begærede begge efterfølgende de beslaglagte smykker udleveret, hvilket blev indbragt for retten, jf. retspleje-lovens § 807 d, stk. 1, 1. pkt.

Ved kendelse af 20. maj 2020 fandt Københavns Byret, at smykkerne skulle udleveres til Indkærede. Kærende kærede byrettens kendelse til Østre Landsret.

Landsretten afsagde den 20. oktober 2020 kendelse, hvor det bestemtes, at:

”Byrettens kendelse ændres, således at udlevering af koster 2, 10, 11 og 13 til Indkærede er betinget af, at der ikke inden 4 uger fra landsrettens kendelse af Kærende er anlagt en civil retssag om ejerskabet. …”

Tidspunktet for kendelsens afsigelse var ikke på forhånd meddelt parterne, og kendelsen blev ikke fremsendt af landsretten til Kærende før den 17. november 2020, hvilket var dagen for udløbet af 4-ugersfristen.

Den 8. december 2020 udtog Kærende stævning mod Indkærede med påstand om, at Indkærede skal anerkende, at koster 2, 10, 11 og 13 tilhører Kærende, og at disse skal udleveres til denne.

Københavns Byret afsagde den 29. juni 2021 følgende kendelse:

ӯstre Landsret har ved sin kendelse alene taget stilling til hvem smykkerne skal udleveres til.

Østre Landsret har således anført at udlevering af koster 2, 10, 11 og 13 til Indkærede er betinget af, at der ikke inden 4 uger fra landsrettens kendelse af Kærende er anlagt en civil retssag om ejerskabet.

Sagen om ejerskabet er anlagt efter fristen på de fire uger. Retten må derfor afvise spørgsmålet om udlevering. Retten finder ikke at den fastsatte frist på 4 uger afskærer sagsøger fra at anlægge en sag om ejerskabet mod sagsøgte. Sagen fremmes derfor i realiteten, hvorfor

bestemmes:

3

Sagen vedrørende spørgsmålet om udlevering af koster 2, 10, 11 og 13 afvises. Sagen vedrørende ejerskab til de omhandlede koster fremmes i realiteten.”

Kærende kærede efterfølgende kendelsen til Østre Landsret, og kæren blev tillagt opsættende virkning ved landsrettens afgørelse af 14. juli 2021. Ved kendelse af 30. august 2021 stadfæstede landsretten byrettens kendelse. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.:

”Efter de foreliggende oplysninger lægger landsretten til grund, at Kærende først modtog Østre Landsrets kendelse den 17. november 2020, som var den samme dato, som 4-ugers fristen udløb. Kærende, der ikke forinden orienterede Indkærede herom, udtog derefter stævning mod Indkærede den 8. december 2020 med påstand om, at Indkærede skal tilpligtes at anerkende, at de beslaglagte smykker koster 2, 10, 11 og 13 tilhører Kærende, og at udlevering af smykkerne skal ske til Kærende.

I hvert fald under disse omstændigheder, hvor Kærende først indbragte spørgsmålet om udlevering af de beslaglagte smykker 3 uger efter at have modtaget Østre Landsrets kendelse af 20. oktober 2020 og udløbet af 4-ugers fristen, tiltræder landsretten, at påstanden vedrørende spørgsmålet om udlevering af koster 2, 10, 11 og 13 afvises.”

Kærende har med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt afgørelsen for Højesteret den 19. oktober 2021, og den 26. oktober 2021 bestemte lands-retten, at kæren for Højesteret tillægges opsættende virkning.

Den 8. juli 2022 indgik Kærende og Indkærede forlig vedrø-rende ejerskabet til smykkerne med følgende ordlyd:

”Der er enighed mellem parterne om, at følgende smykker skal udle-veres til Indkærede:

Koster 2 – smykker mærket BEE: Nr. 2, 5, 14, 25, 28 og 32 samt

Koster 2 – smykker uden mærket BEE: Nr. 13, 15, 17, 18, 19, 25, 27, 28 og 32

4

Øvrige smykker i koster 2 samt koster 10, 11 og 13 udleveres til Kærende.

Det overlades til retten at fastsætte sagens omkostninger.”

Kærende har ved meddelelser til Højesteret af 16. og 30. september 2022, samt af 3. og 14. oktober 2022, fastholdt kæren med henvisning til, at der skal tilkendes sagsomkostninger til Kærende for kærens behandling ved byret, landsret og Højesteret. Indkærede har ikke haft bemærknin-ger til, om Kærende fortsat har retlig interesse i at få behandlet kæren.

Parternes synspunkter Kærende har anført navnlig, at landsrettens kendelse skal ophæves, idet

landsretten som instans og dens dommere er inhabile efter retsplejelovens § 61, idet denaktuelle tvist udspringer af en erkendt sagsbehandlingsfejl begået af landsretten. Landsrettens kendelse af 30. august 2021 nedsatte skønsmæssigt og uspecifikt 4-ugersfristen til under tre uger, hvorved det fremstår som om, at én afdeling i landsretten dækker over fejlene begået af en anden afdeling.

Hvis ikke Højesteret finder, at landsretten var og er inhabil, skal landsrettens kendelse alligevel ophæves. Den af landsretten fastsatte frist kan tidligst løbe fra modtagelsen af eller kendskabet til afgørelsen, hvorfor fristen tidligst skal regnes fra den 17. november 2020, hvor kendelsen blev sendt til Kærende. Anlæggelse af den civile retssag om ejerskabet den 8. december 2020 var derfor rettidig.

Det kan ikke bebrejdes Kærende eller dennes advokat, at man ikke anmodede om fristudsættelse eller udtog stævning samme eftermiddag, som afgørelsen med angivelsen af fristen blev modtaget fra landsretten.

Der er intet, eller intet større, hensyn at tage til Indkærede fremfor Kærende, idet selskabet risikerer at blive retsløs, hvilket må tillægges større vægt end en berettiget forventning hos Indkærede.

Indkærede har anført navnlig, at landsretten ikke var inhabil ved sin kendelse af 30. august 2021. Såfremt forskellige afdelinger i landsretten for-søgte at dække over hinanden, ville landsretten være kommet frem til, at sagen havde været anlagt rettidigt, idet en eventuel fejl fra landsrettens side er begået over for Kærende.

Kærende har ikke anlagt den civile retssag om ejerskab rettidigt i hen-hold til 4-ugersfristen, hvorfor spørgsmålet om udlevering af smykkerne skal afvises. Det fremgår udtrykkeligt af kendelsens ordlyd, at de fire uger løber fra landsrettens kendelse og ikke et eventuelt senere tidspunkt.

5

For at fristen skulle udsættes skulle landsretten eller Kærende have kon-taktet hende med orientering herom, hvilket ikke er sket. Fristen udløb samme dag, som Kærende og dennes advokat fik tilsendt kendelsen fra landsret-ten. Der var således mulighed for at orientere om den senere modtagelse af af-gørelsen, anmode om fristudsættelse eller indlevere en kortfattet stævning.

Der er afgørende hensyn at tage til hende, idet hun i god tro havde en berettiget forventning om, at landsrettens afgørelse var endelig fire uger efter den blev af-sagt, da hun ikke var orienteret om andet.

Det er Kærende, der bærer risikoen for ikke at være blevet bekendt med den af landsretten fastsatte frist.

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet i sagen er, om Kærende rettidigt har anlagt en civil retssag om ejerskabet til koster 2, 10, 11 og 13 i henhold til landsrettens kendelse af 20. oktober 2020, således at der ikke ville kunne ske udlevering af smykkerne til Indkærede. Kæresagen har været tillagt opsættende virkning for landsret og Højesteret.

Siden indbringelse af sagen for Højesteret har Kærende og Indkærede indgået forlig om ejerskabet til smykkerne, hvorefter der er gjort endeligt op med, hvem smykkerne skal udleveres til.

Kærende findes herefter ikke at have en konkret og aktuel retlig interesse i at få prøvet, om det var med rette, at landsretten ved sin kendelse af 30. august 2021 afviste Kærendes påstand vedrørende spørgsmålet om udlevering af koster 2, 10, 11 og 13.

Det af Kærende anførte om interessen i at få tilkendt sagsomkostninger findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Højesteret afviser derfor kæresagen.

THI BESTEMMES:

Denne kæresag afvises.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.