58/2024

SA033

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 88.7px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 19. februar 2025

Sag 58/2024 (2. afdeling)

Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Martin Andersen, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holbæk den 12. september 2023 (60-146/2023) og af Østre Landsrets 10. afdeling den 15. maj 2024 (S-2620-23).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Mohammad Ahsan.

Påstande

Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter straffelovens § 216, stk. 1, og at Tiltalte skal undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.

Tiltalte har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Forurettede, har gentaget sin påstand om godtgørelse på 100.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, samt erstatning for udgifter til psykologkonsul-tationer på i alt 2.259,46 kr., der i det hele skal forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16.

Tiltalte har påstået frifindelse for kravet om godtgørelse og erstatning.

- 2 -

Anbringender

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Tiltalte handlede med forsæt, da han den 28. juli 2020 realiserede gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 1).

Det følger af UfR 2018.491 H, at der ved vurderingen af forsættet for en person, der er omfat-tet af straffelovens § 16, skal lægges vægt på, om den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der kan tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, og at der ikke kan lægges vægt på den pågældende persons manglende forståelse eller målbevidsthed.

Landsretten har lagt til grund, at Tiltaltes gerning fremtrådte på samme måde som en forsætlig voldtægt begået af en tilregnelig person. Han må dermed anses for at have handlet forsætligt.

Efter sagens lægelige oplysninger og for at forebygge nye lovovertrædelser skal Tiltalte undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, såle-des at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse, jf. straffelovens § 68. Under hensyn til arten af den pådømte kriminalitet bør der ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, 1. pkt.

Tiltalte har til støtte for afvisningspåstanden anført navnlig, at anken reelt er ud-tryk for, at anklagemyndigheden ønsker landsrettens bevisbedømmelse efterprøvet af Højeste-ret, hvilket er udelukket.

Han har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført navnlig, at han ikke handlede med for-sæt. Det skyldes, at landsretten har lagt til grund, at han sov under episoden. At han er fundet utilregnelig, jf. straffelovens § 16, kan ikke føre til et andet resultat for så vidt angår hans for-sæt.

Højesterets dom i UfR 2018.491 H handlede om en utilregnelig, men vågen person, som be-gik vold mod en ansat på et bosted. Da vedkommende var vågen under voldshandlingen, kan dommens omstændigheder ikke sammenlignes med den foreliggende sag, hvor han sov under episoden.

- 3 -

Hvis Højesteret finder, at han har handlet forsætligt, er der ikke grund til at antage, at det til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser er nødvendigt at fastsætte en foranstaltning efter straffelovens § 68, hvilket navnlig skyldes hans gode personlige forhold, og at han fortsat følger rådene fra søvnklinikken på Rigshospitalet.

Højesterets begrundelse og resultat

Tiltalte blev tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 1), ved at have tiltvunget sig samleje med Forurettede ved

vold eller trussel om vold, idet Forurettede havde lagt sig til at sove i sammeseng som Tiltalte. Landsretten fandt det bevist, at Tiltalte objektivt havde begået de handlinger, dervar beskrevet i tiltalen.

Efter de lægelige udtalelser lagde landsretten til grund, at Tiltalte på tidspunktetfor den seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, at tilstanden måtte sidestillesmed sindssygdom, og at han var utilregnelig på det nævnte tidspunkt, jf. straffelovens § 16,stk. 1. Landsretten frifandt TiltalteTiltalteTiltalte, idet han ikke kunne anses for at have haft forsæt tilden begåede seksuelle handling.

Landsretten lagde vægt på bl.a., at Tiltalte, somubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde no-gen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig. Landsretten anførte, at dette stod i mod-sætning til en sindssyg gerningsmand, som er ved bevidsthed, når den objektivt set strafbarehandling begås, om end med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede.

Hovedspørgsmålet for Højesteret er, om Tiltalte efter landsrettens bevisresultathar handlet forsætligt. Landsretten har som nævnt efter de lægelige udtalelser lagt til grund, at han på tidspunktet forden seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, og at tilstanden måtte sidestillesmed sindssygdom, og landsretten har lagt til grund, at han sov på det nævnte tidspunkt. Høje-

- 4 -

steret finder på det således foreliggende grundlag, at den seksuelle handling ikke kan tilregnes Tiltalte som forsætlig.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens frifindelse af Tiltalte for den rejste tiltale.

Højesteret finder ikke grundlag for at tage påstanden om tortgodtgørelse under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1, og ophæver derfor landsrettens bestemmelse om frifindelse for tortgodtgørelse.

Thi kendes for ret

:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om frifindelse for tortgodt-gørelse ophæves.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.