BS-3814/2022-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 183.7px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 6. februar 2023

Sag BS-3814/2022-HJR (2. afdeling)

Appellant, tidligere Sagsøgte (advokat Jakob Tingskov, beskikket)

mod

Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 18. januar 2022 (BS-7332/2020-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen og Ole Hasselgaard.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøgte, har påstået frifindelse for påstanden om at skulle anerkende, at ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2011 for Adresse 1, Roskilde, ikke kan genoptages.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, sådan at Appellant, tidligere Sagsøgte skal anerkende, at ejendomsvurderingen ikke kan genoptages.

Supplerende sagsfremstilling

Af Roskilde Kommunes lokalplan nr. 163 om boliger ved Område 2, der var gældende på vurderingstidspunktet, fremgår under punktet ”Forholdet til overordnet planlægning” bl.a.:

2

”Kommuneplanen indeholder følgende bestemmelser:

…

Anvendelse

*Boligformål, tæt-lav bebyggelse.

…

Bygningshøjden

*Bebyggelsen må ikke opføres med mere end 2 etager.”

Af oplysninger fra vurderingssystemet TS-tele fremgår, at moderejendommen, hvor Appellants, tidligere Sagsøgte lejlighed er beliggende, i vurderingsåret 2011 var registreret med plantype ”B Boligområde med tæt/lavt byggeri i byzone” .

Af udskrift af Grundværdisystemet (GRUS) fremgår ligeledes, at området i 2011 var registreret med plantype ”B Boligområde med tæt/lavt byggeri i byzone” .

Anbringender

Appellant, tidligere Sagsøgte har sammenfattende anført navnlig, at vurderingen er fo-

retaget på et fejlagtigt grundlag i form af objektivt konstaterbare fejl eller mang-ler i de oplysninger, der er registreret i Vurderingsstyrelsens systemer om ejen-dommens planforhold samt lignende objektivt konstaterbare forhold. Sagen skal derfor hjemvises til fornyet behandling i Vurderingsstyrelsen.

Det beror på en fejl i grundlaget for vurderingen, at ejendommen er registreret i skattemyndighedernes vurderingsregister (GRUS) som beliggende i tæt-lav be-byggelse (plantype B). Byggeretsværdiprincippet er som en konsekvens af dette i medfør af Skatteforvaltningens Juridiske Vejledning fejlagtigt blevet anvendt ved ejendomsvurderingen.

I stedet burde ejendommen – i overensstemmelse med den faktisk konstaterede økonomisk gode anvendelse af ejendommen, jf. vurderingslovens § 16 – have været registreret som etageboligbebyggelse (plan-type C). Det ville have indebåret, at byggeretsværdiprincippet ifølge Vurde-ringsvejledningen og Skatteforvaltningens Juridiske Vejledning ikke skulle have været anvendt ved vurderingen.

Dette er også den naturlige følge af, at ejerlejlighederne i ejendommen korrekt er kategoriseret som lejligheder i etage-boligbebyggelse (benyttelseskode 21).

Der foreligger derfor en objektiv konstaterbar fejl, der vedrører faktiske forhold af betydning for vurderingen. Registreringen i GRUS er indgået som faktum i grundlaget for vurderingen og har foranlediget, at grundværdien er ansat un-der anvendelse af byggeretsværdiprincippet, uanset at det ved opslag i lokal-planen, tingbogen og BBR kan objektivt konstateres, at lejligheden er belig-gende i en etageejendom og derfor ifølge Skatteforvaltningens Juridiske Vejled-ning ikke kan værdiansættes under anvendelse af byggeretsværdiprincippet.

3

Moderejendomme, der som denne ejendom er opdelt i ejerlejligheder med både lodrette og vandrette skel, skal i stedet værdiansættes under anvendelse af eta-gearealprincippet eller kvadratmeterprisprincippet.

Det er desuden en objektiv konstaterbar fejl, at antallet af byggeretter, der er an-vendt i vurderingen, ikke er fastsat i overensstemmelse med angivelsen af nor-malboligstørrelsen i Vurderingsvejledningen fra 2011.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, om, at der kun kan ske ekstra-ordinær genoptagelse, hvis genoptagelsen vil resultere i en ændring på mere end 20 %, har ikke været prøvet af de tidligere instanser, og spørgsmålet kan derfor ikke prøves i Højesteret. Under alle omstændigheder er betingelsen op-fyldt.

Skatteministeriet har sammenfattende anført navnlig, at ingen af Appellants, tidligere Sagsøgte

Appellants, tidligere Sagsøgte indsigelser er omfattet af de fejltyper, der kan begrunde ekstraordi-nær genoptagelse.

I 2012 blev der foretaget en ændring af skatteforvaltningslovens § 33, hvorved genoptagelsesadgangen blev begrænset markant. Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, er det ikke tilstrækkeligt for at opnå genoptagelse, at vurde-ringen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Det er yderligere en betingelse, at det fejlagtige grundlag er en følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold. Dette er ikke tilfældet for grundværdiansættel-sen vedrørende den konkrete ejendom.

Det er ikke godtgjort, at anvendelsen af byggeretsværdiprincippet beror på fejl-agtige oplysninger om ejendommen. Det følger derimod udtrykkeligt af moder-ejendommens plangrundlag, at den er korrekt registreret som plantype B ”Bo-ligområde med tæt-lavt byggeri i byzone” . Der er derfor ikke sket en fejlregi-strering af moderejendommen i skattemyndighedernes systemer eller andre re-gistre.

I øvrigt beror det på et vurderingsmæssigt skøn, om en ejendom skal vurderes efter det ene eller det andet princip for at komme frem til den korrekte værdi. På den baggrund har skattemyndighederne været fuldt berettiget til at skønne over ejerlejlighedens grundværdi ved anvendelse af byggeretsværdi-princippet.

Ejerlejligheden er korrekt registreret med benyttelseskode 21, hvilket er udtryk for et konkret vurderingsfagligt skøn, hvor der tages hensyn til ejendommens konkrete anvendelsesmuligheder samt begrænsninger i den gældende lokal-plan.

4

Byggeretsværdiprincippet er et vurderingsteknisk hjælpemiddel og udtryk for traditionel udøvelse af et værdiskøn. Antallet af byggeretter, herunder også normalboligstørrelsen, ansættes efter et vurderingsfagligt skøn og er dermed ikke en registrering af et objektivt konstaterbart forhold om ejendommen – hverken i offentlige registre eller i skattemyndighedernes interne registre.

Vur-deringsmyndigheden har foretaget et skøn ved ansættelsen af byggeretter, idet antallet af byggeretter ikke er ansat til 40 efter antallet af boliger, men derimod skønsmæssigt er ansat til 33. Der er ikke i skatteforvaltningslovens § 33 hjem-mel til ekstraordinær genoptagelse af dette skøn.

Det er i øvrigt ikke godtgjort, at kravet i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, om, at en genoptagelse skal medføre en ændring på 20 %, er opfyldt.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om Appellant, tidligere Sagsøgte efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, har krav på ekstraordinær genoptagelse af en ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2011 af hendes ejerlejlighed i ejendommen Adresse 1, Ros-kilde.

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, har en klageberettiget krav på ekstraordinær genoptagelse af en ejendomsvurdering, hvis den pågældende kan godtgøre, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygnings-areal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold. Det er yderligere en betingelse, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejen-domsværdien eller grundværdien med mere end 20 %. Beløbsmæssige vurde-ringsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan efter bestemmelsen ikke genop-tages.

Som anført af landsretten fremgår det af lovforarbejderne bl.a., at opregningen af eksempler på, hvad der kan være fejlagtig eller manglende registrering, ikke er udtømmende, men at det afgørende er, at der skal være tale om en fejlagtig registrering af fysiske/materielle forhold, og at denne fejlagtige registrering har givet sig udslag i en fejlagtig vurdering (Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr.

L 198, side 10). Det fremgår endvidere, at ”lignende objektivt kon-staterbare faktiske forhold” efter bestemmelsen omfatter situationer, hvor det ved opslag i et register, lokalplan, tingbogens salgsoplysninger eller på andet objektivt grundlag kan konstateres, at der er fejl eller mangler i de registrerede oplysninger, der er lagt til grund for en vurdering (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr.

L 212, side 30).

Appellant, tidligere Sagsøgte har til støtte for sin anmodning om ekstraordinær genop-tagelse gjort gældende bl.a., at det beror på en fejl, at skattemyndighederne har registreret ejendommen som beliggende i tæt-lav bebyggelse, sådan at bygge-

5

retsværdiprincippet som en konsekvens af dette i medfør af Skatteforvaltnin-gens Juridiske Vejledning fejlagtigt er blevet anvendt ved ejendomsvurderin-gen. I stedet burde ejendommen, der er opdelt i ejerlejligheder med både lod-rette og vandrette skel, have været registreret som etageboligbebyggelse, sådan at byggeretsværdiprincippet ifølge vejledningen ikke skulle have været anvendt ved vurderingen.

Højesteret bemærker, at Appellants, tidligere Sagsøgte ejerlejlighed ligger i en ejen-dom, der i skattemyndighedernes vurderingsregister (GRUS) er registreret som plantype B, der står for ”Boligområde med tæt-lavt byggeri i byzone” . Dette er i overensstemmelse med den dagældende lokalplan for området, hvorefter om-rådet var udlagt til ”boligformål, tæt-lav bebyggelse” . Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at det ikke er godt-gjort, at ejendomsvurderingen – herunder anvendelsen af byggeretsværdiprin-cippet – beror på fejlagtige oplysninger om ejendommen.

Endvidere har Appellant, tidligere Sagsøgte gjort gældende, at antallet af byggeretter, der er anvendt i vurderingen, ikke er fastsat i overensstemmelse med den gen-nemsnitlige normalboligstørrelse, der er angivet i Vurderingsvejledningen.

Højesteret finder ligesom landsretten, at de elementer, der indgår i beregningen efter byggeretsværdiprincippet, herunder den gennemsnitlige normalboligstør-relse, ikke falder ind under udtrykket ”lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold” vedrørende ejendommen, jf. skatteforvaltningslovens § 33. Som anført af landsretten har Appellants, tidligere Sagsøgte anbringende om, at antallet af bygge-retter er forkert, i stedet karakter af en retlig indsigelse over for den måde, som skattemyndighederne har foretaget vurderingen på.

På den baggrund tiltræder Højesteret, at betingelserne for ekstraordinær genop-tagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, ikke er opfyldt.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Efter sagens karakter og betydning finder Højesteret, at Skatteministeriet skal tillægges 50.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 50.000 kr. til Skattemi-nisteriet.

6

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.