BS-28572/2020-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 181.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt tirsdag den 22. december 2020

Sag BS-28572/2020-HJR

Skatteministeriet (advokat Sune Riisgaard)

mod

Indkærede, tidligere Sagsøger (advokat Michael Serup)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Kolding den 18. maj 2020 (BS-9734/2020-KOL) og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 3. juli 2020 (BS-20270/2020-VLR).

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Michael Rekling, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen.

Påstande

Kærende, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at sagen henvises til be-handling i landsretten som 1. instans.

Indkærede, tidligere Sagsøger, har ikke udtalt sig under kæresagen for Hø-jesteret.

Sagsfremstilling

Skattestyrelsen fandt ved afgørelse af 21. december 2018 bl.a., at Indkærede, tidligere Sagsøger ikke med skattemæssig succession kunne overdrage kapitalandele i Virksomhed ApS 1 til sine døtre, Person 2 og Person 1. Af afgørelsen fremgår det bl.a.:

2

”Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at der udelukkende er tale om overdragelse af finansielle aktiver og passiv kapitalanbringelse.

Solcelle- og vindmølleanlæg sidestilles med en ejendom eller lignende hvorfor der ikke kan ske skattemæssig succession.

De driftsanlæg der fremgår af den medsendte pengetankopgørelse er solcelle- og vindmølleanlæg der jf. SKM2018.459.SR betragtes som fi-nansielle anlæg der kan sidestilles med en ejendom.”

Indkærede, tidligere Sagsøger anlagde den 28. februar 2020 sagen ved Retten i Kolding med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at aktiver bestående i an-dele i solcelleanlæg og vindmøller ikke skal anses som passiv kapitalanbrin-gelse i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, og at sagen som følge heraf skal hjemvises til fornyet behandling. Indkærede, tidligere Sagsøger anmo-dede endvidere om, at sagen blev henvist til behandling ved landsretten som 1. instans.

Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse og tilsluttede sig anmodnin-gen om henvisning til behandling ved landsretten. Herudover fremgår det af svarskriftet bl.a.:

”Bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., og stk. 6, er senest ændret ved lov nr. 683 af 8. juni 2017…

Ændringen indebar et øget fokus på selskabets aktivitet frem for de konkrete aktiver…

Om der konkret i selskabet er tale om indtægter fra et af de opregnede aktivtyper i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6 er altså ikke afgø-rende allerede fordi, at opregningen i bestemmelsen ikke er udtøm-mende. …

Virksomhed ApS 1's eneste aktiver er kapitalandele i Virksomhed ApS 2, jf. Bilag A, side 9.

Virksomhed ApS 2 bogførte regnskabsposter består af børsnoterede kapi-talandele, der er medtaget til dagsværdien på statusdagen, unoterede kapitalandele i Ejendomsselskabet Vejle A/S, andele i investeringspro-jekter, tilgodehavende selskabsskat, samt andre tilgodehavender og li-kvide beholdninger, jf. Bilag B, side 9 og 15. Der er ingen af disse akti-ver, der kan henføres til reel erhvervsvirksomhed…

3

At Virksomhed ApS 2 ejer beskedne andele i solcelleparker og vindmøller via partnerselskaberne Obton Balance Selskabsinvestor P/S (1,42 %) og Obton Windpark Selskabsinvestor P/S (2,25 %) kan ikke ændre herved. Der er ved disse investeringsprojekter ikke tale om reel erhvervsvirk-somhed, allerede fordi disse investeringsprojekter er et alternativ til ak-tier, jf. Bilag G, altså et alternativ til værdipapirer, som er direkte nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6 som aktiver, hvori der kan ske passiv kapitalanbringelse.”

Retten i Kolding henviste ved kendelse af 18. maj 2020 sagen til behandling ved landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Landsretten afviste ved kendelse af 3. juli 2020 at behandle sagen som 1. instans og sendte sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.:

”Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. in-stans er opfyldt, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen vedrører spørgsmålet, om aktiver bestående af andele i solcelle-anlæg og vindmøller i relation til reglerne om skattemæssig succession i aktieavancebeskatningsloven skal anses som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Afgørelsen af sagen må antages at bero på en konkret vurdering af sa-gens faktiske omstændigheder, herunder hvad værdien på aktiverne i solcelle- og vindmølleanlæggene er, og hvad formålet med disse inve-steringer er. Der er herudover ikke grundlag for at fastslå, at sagen vil rejse principielle spørgsmål om fortolkningen af aktieavancebeskat-ningsloven. Der er heller ikke det nødvendige grundlag for at fastslå, at sagen har tilstrækkelig generel betydning for retsanvendelsen og rets-udviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.

Efter en samlet vurdering er betingelserne for at henvise sagen til lands-retten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke opfyldt. Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.”

Skatteministeriet kærede den 15. juli 2020 landsrettens kendelse til Højesteret.

4

Parternes synspunkter Skatteministeriet har anført navnlig, at det springende punkt i sagen er, hvad der skal tillægges vægt ved vurderingen af, hvad der udgør passiv kapitalan-bringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, herun-der om problemstillingen skal vurderes ud fra 1) om selskabet udfører ”reel er-hvervsaktivitet” eller om aktiviteten har karakter af ”passiv pengeanbringelse” , eller 2) om opsamlingsbegrebet ”el. lign.” skal fortolkes snævert, således at spørgsmålet er, om andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed kan sidestilles med de opregnede aktivtyper, f.eks. ”fast ejendom” .

Domstolenes stillingtagen til dette tvistepunkt vil bero på en fortolkning af lo-vens ordlyd og forarbejder. Dette er kerneområdet for en sag af principiel ka-rakter.

Da der ikke foreligger retspraksis om den nærmere fortolkning af aktieavance-beskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, er der tale om en sag af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 226.

Landsretten anser ikke sagen for principiel i kendelsen af 3. juli 2020, idet udfal-det af sagen efter landsrettens opfattelse navnlig beror på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, herunder i forhold til værdien af aktiverne og formålet med investeringerne.

Som anført ovenfor beror afgørelsen af nærværende sag i første række på lov-fortolkning. Det forhold, at afgørelsen af sagen herudover indebærer en bevis-mæssig stillingtagen, ændrer ikke ved, at sagen er principiel, jf. f.eks. UfR 2017.552 H.

Afgørelsen af sagen vil i hvert fald ikke alene bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, men tillige (og i væsentlig grad) på en retlig fortolkning af bestemmelsen i aktieavancebeskatningsloven. Stillingtagen til sa-gen vil således indebære en retlig vurdering af, om der efter bestemmelsen gæl-der et objektivt og ”firkantet” aktivkriterium, som Indkærede, tidligere Sagsøger gør gældende. Dette er som nævnt et principielt retligt spørgsmål. Ministeriet er derfor ikke enig i landsrettens konklusion, hvorefter afgørelsen af sagen hoved-sageligt beror på en faktisk bevisbedømmelse.

Sagens udfald vil få betydning for andre sager, hvor Skattestyrelsen træffer af-gørelser efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Det gæl-der for Skattestyrelsens afgørelser vedrørende andele i solcelleanlæg og vind-møller. Henset til Indkæredes, tidligere Sagsøger anbringender i sagen vil domstolenes stillingtagen imidlertid herudover få betydning for fortolkningen af, hvad der generelt skal anses som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatnings-lovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Endelig vil sagen få betydning for de parallelle

5

pengetankregler i dødsboskattelovens § 29, stk. 3, og pensionsbeskatningslo-vens § 15 a, stk. 4. Der er dermed tale om en principiel sag, der vil have generel betydning for retsanvendelsen.

En retsstilling i overensstemmelse med Indkæredes, tidligere Sagsøger opfattelse inde-bærer endvidere, at der kan ske skattemæssig succession til nærtstående, selv om der ikke er tale om reel erhvervsaktivitet, hvis kapitalanbringelsen blot sker i solcelle- og vindmøllevirksomhed.

Det må derfor formodes, at skatterådgivere i deres rådgivning nøje overvejer, hvilke aktiver der efter § 34 er passiv kapital-anbringelse, og hvilke der ikke er.

Det er således adfærdsregulerende, hvis in-vesteringer i solcelle- og vindmølleanlæg ikke er passiv kapitalanbringelse, idet investorer i tilfælde af, at Indkærede, tidligere Sagsøger får medhold, i højere grad end nu vil investere i solcelle- og vindmølleanlæg, hvis det kan reducere deres skat-tepligtige indkomst nu og senere gøre det lettere at foretage en skattefri over-dragelse af deres ”pengetank” til nærtstående.

Med den grønne omstilling må det også formodes, at der kommer flere og flere af denne type investeringer. Udbydere af sådanne projekter, som et almindeligt Google-opslag viser, at der i dag er mange af, vil selvsagt også være opmærk-somme på de skattemæssige forhold, der gælder for en del af de kunder, der kunne tænkes at investere i sådanne projekter. På den baggrund er betingel-serne for henvisning til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226 opfyldt.

Højesterets begrundelse og resultat

Kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, af en sag om adgangen til skattemæssig succession i henhold til aktieavancebe-skatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at sagen rejser et principielt spørgsmål om fortolkning af begrebet ”passiv kapitalanbringelse” , herunder betydningen og afgrænsningen af, at der skal foretages en beregning af selska-bets indtægter, der stammer fra ”fast ejendom, kontanter, værdipapirer el. lign.” .

Det må efter det oplyste antages, at der i praksis er et betydeligt behov for at få dette spørgsmål afklaret. Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at be-tingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.

Højesteret ændrer herefter landsrettens kendelse, således at sagen henvises til behandling ved landsretten som 1. instans.

THI BESTEMMES:

Sagen henvises til behandling ved landsretten som 1. instans.

6

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.

Kæreafgiften tilbagebetales, jf. retsafgiftslovens § 57.