BRByretterne

1-2089/2025

OL-2026-BYR-00127

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
17-03-2026
Sagsemne
strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald, skældsord eller anden fornærmelig tiltale
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.03.17B Retten i Lyngbys

DOM

Dato: 17. marts 2026 Rettens sagsnr.: 1-2089/2025 Politiets sagsnr.: 0900-75551-00001-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1985 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 30. oktober 2025 samt den 11. marts 2026.

Tiltalte er tiltalt for 1. (0900-75551-00001-25) hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, ved i perioden mellem 8. og 9. januar 2025 uberettiget at have modtaget og skaffet sig eller andre del i udbytte, der var opnået ved en strafbar lovovertrædelse, idet tiltalte modtog en B&O højtaler, til en værdi af ikke under 7.500 kr., som han den 9. januar 2025 ca. kl. 17.00 videresolgte via den blåavis for 3.000 kr. til Vidne1, uagtet at tiltalte vidste eller bestemt måtte formode, at højtaleren stammede fra tyveri. 2. (0900-75619-00367-24) tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, ved i perioden mellem den 23. august 2024 og den 26. august 2024 på By1 Hovedbibliotek, Adresse1, at have stjålet 5 stk.

VOLA armaturer og til en værdi af ca. 67.000 kr. 3. – 4. (0900-70318-00018-25 og 0900-70318-00019-25) overtrædelse af straffelovens § 121, jf. § 81, nr. 6, ved den 17. maj 2025 ca. kl. 05.00 på adressen, Adresse2 med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, at have overfaldet politibetjent Forurettede1 og politibetjent Foruretted2, idet tiltalte blandt andet udtalte; ”I er nogle fucking perkere” eller lignende, hvilket helt eller delvist havde baggrund i Forurettede1 og Forurettede2’s etniske oprindelse eller lignende. 5. (0900-77112-00048-24) tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, ved den 25. juli 2024 på By1 Hovedbibliotek, Adresse1, at have stjålet 3 stk.

VOLA armaturer og til en værdi af ca. 40.000 kr. subsidiært til forhold 2. og 5. (0900-75619-00367-24 og 0900-77112-00048-24) hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, ved i perioden mellem den 16. juli og den 23. september 2024 uberettiget at have modtaget og skaffet sig eller andre del i udbytte, der var opnået ved en strafbar lovovertrædelse, idet tiltalte modtog 8 stk.

VOLA armaturer og blandingsbatterier, til en værdi af ikke under 107.000 kr., som han videresolgte via den blå avis for ikke under 5.800 kr. til flere personer, uagtet at tiltalte vidste eller bestemt måtte formode, at de 8 stk. VOLA armaturer og blandingsbatterier stammede fra tyveri.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal betale 3.000 kr. i erstatning til Vidne1 og 107.000 kr. til By1 Kommune Tiltalte har bestridt erstatningspligten. Tiltalte har erkendt erstatningskravets størrelse i forhold 1, men bestridt kravets størrelse i forhold 2 og 5.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2, Forurettede2, samt Forurettede1. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er tidligere straffet, blandt andet ved dom af 7. april 2025 fra Københavns Byret for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, og § 276 a, med betinget fængsel i 30 dage, mod prøvetid på 2 år fra 21. april 2025.

Betingelser indtil 21. april 2027. ved dom af 14. april 2025 fra Retten i Lyngby for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, med 4 dagbøder af 125 kr. ved dom af 16. juni 2025 fra Retten i Glostrup for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, med 6 dagbøder af 500 kr. ved dom af 4. november 2025 fra Retten i Glostrup for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, med 6 dagbøder af 250 kr.

Kriminalforsorgen har oplyst, at "... Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste. På baggrund af de foreliggende oplysninger er det Kriminalforsorgens vurdering, at det ikke er påkrævet at udarbejde mentalundersøgelse.

Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgens begrundelse: På baggrund af oplysninger i personundersøgelsen om Tiltaltes fysiske begrænsninger og aktuelle afklaringsforløb, findes han ikke egnet til vilkår om samfundstjeneste.

Henset til Tiltaltes positive indstilling til at samarbejde med Kriminalforsorgen om en eventuel betinget dom med vilkår om tilsyn, findes han egnet hertil idet det vurderes, at Tiltalte kunne profitere af støtte og motivation med henblik på at undgå fremtidig kriminalitet. ..." Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at det er korrekt, at han var udsat for en trafikulykke i slutningen af 2022.

Han døjer med psykiske mén, og han har hukommelsesproblemer. Han er i et ressourceforløb hos et VVS-firma. Han skal prøve at stå i en butik i det næste forløb. Det blev for hårdt fysisk for ham at arbejde som VVS’er, hvor han kun kunne arbejde 12 timer om ugen. Han har fået en mentor via jobcenteret, og han vil gerne se, om han kan arbejde 20 timer om ugen. Han kan dog ikke lave fysiske ting.

Han har fin kontakt med sine børn. Han bor alene i en lejlighed uden sin kæreste, som han dog stadig ser.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har om den rejste tiltale nægtet sig skyldig. Forhold 1 Tiltalte har til forhold 1 forklaret, at han købte den i forholdet omhandlende B&O højtaler for ca. 2.300 kr. på et loppemarked tæt ved Nørrebro Station, og at han anvendte sin mors profil på Den Blå Avis til at sælge højtaleren med en fortjeneste på ca. 1.000 kr.

Han oplyste køberen, Vidne1, om, at tiltaltes mor havde en lejlighed med flere B&O varer, som han hjalp hende med at sælge, fordi han syntes, at det lød bedre end at højtaleren var købt på et loppemarked på Nørrebro. Tiltalte har hertil anført, at han ikke var klar over, at der var tale om en hælervare, og at han ikke havde det fornødne forsæt til at begå hæleri.

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at B&O højtaleren var blevet stjålet fra Sted1 i løbet af januar måned 2025, hvilket tiltalte godt var klar over, og at tiltalte via en profil på Den Blå Avis tilhørende ”Kaldenavn1” opnåede kontakt til Vidne1, som han solgte højtaleren til for 3.000 kr., idet der skete en transaktion til ”Kaldenavn2”.

Retten har herved lagt vægt på navnlig den tidsmæssige sammenhæng, fra hvor højtaleren blev stjålet fra Sted1 til det tidspunkt, hvor højtaleren blev solgt til Vidne1, samt at tiltalte har haft skiftende forklaringer for, hvorfor han solgte højtaleren. Endelig har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er dømt for berigelseskriminalitet. Tiltalte findes herefter skyldig i forhold 1.

Forhold 2 og 5 Tiltalte har til forhold 2 og 5 forklaret, at han har været på By1 Hovedbibliotek for over to år siden, og at han i forbindelse med jobbet som VVS’er ofte har fået mulighed for at beholde kundernes gamle armaturer, som han enten har solgt via Den Blå Avis eller hos jernmanden, hvor han har fået en kilopris for armaturerne.

I By1 er der mange kunder, som ikke ønsker at beholde deres brugte VOLA armaturer, som han herefter har fået lov til at beholde og sælge. Han har ikke stjålet armaturerne fra By1 Hovedbibliotek. Billederne, som han lagde på annoncerne på Den Blå Avis, var enten taget inden han afmonterede armaturerne, da det så pænere ud i salgsannoncerne, eller var fundet på internettet via en googlesøgning.

Tiltalte har til de to forhold påstået frifindelse og anført, at anklagemyndigheden ikke har løftet bevisbyrden for, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at tiltalte henholdsvis den 25. juli 2025 og i perioden mellem den 23. august 2024 og den 26. august 2024 var på By1 Hovedbibliotek, Adresse1, hvor han på toiletterne afmonterede og stjal i alt 8 stk.

VOLA armaturer, og hvor han lavede seks annoncer på Den Blå Avis med salg af armaturerne, idet han til annoncerne anvendte billeder af de monterede armaturer fra By1 Hovedbibliotek, som han tog inden han afmonterede dem.

Retten har lagt vægt på, at tiltalte under sin forklaring ikke har afvist at have været på By1 Hovedbibliotek i den pågældende periode, og at der er et tidsmæssigt sammenfald mellem forbeholdene blev begået og tiltalte lavede annoncer på Den Blå Avis med salg af VOLA armaturer, hvor han havde kontakt med flere potentielle købere.

Retten har i forhold til billederne fra By1 Hovedbibliotek lagt vægt på den sikre og troværdige forklaring fra vidnet Vidne2, der på et af billederne fra tiltaltes salgsannoncer kunne genkende patina på væggen og på håndvasken fra et af toiletterne fra By1 Hovedbibliotek. Endelig lægger retten vægt på, at tiltalte er tidligere dømt for berigelseskriminalitet. Retten tilsidesætter herefter tiltaltes forklaring.

Tiltalte findes herefter skyldig i forhold 2 og 5. Forhold 3 og 4 Tiltalte har til forhold 3 og 4 forklaret, at han den 17. maj 2025 befandt sig på adressen beliggende Adresse1, hvor hans mor bor, og hvor han var endt i et skænderi med sin ekskæreste. Han havde fået alkohol den aften og kunne ikke huske det hele. Han var rasende, ked af det og følte, at han blev nødt til at forsvare sin søn. Det slog klik for ham.

Han råbte skældsord til politiet, som var meget voldsomme ved ham. Tiltalte har anført, at der er tale om et samlet hændelsesforløb og ikke to forskellige. Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at fire politibetjente, herunder Forurettede2 og Forurettede1, den 17. maj 2025 omkring kl. 05.00 ankom til adressen beliggende Adresse1, hvor der var en melding om uro i hjemmet.

Da de fire betjente ankom, blev de guidet ned i en kælder, hvor tiltalte opholdt sig med sine to børn. Efter en dialog mellem betjentene og tiltalte, rejste tiltalte sig op fra stolen med knyttede hænder, idet han sagde ”I er nogle perkere” eller ”I er nogle fucking perkere”, hvilket var rettet mod Forurettede2 og Forurettede1.

Retten lægger vægt på de sikre, troværdige og samstemmende forklaringer fra vidnerne Forurettede2 og Forurettede1. Retten finder, at udtalelsen er omfattet af straffelovens § 121, idet Forurettede2 og Forurettede1 er omfattet af straffelovens § 119, og at udtalelserne har baggrund i deres etniske oprindelse, jf. § 81, nr. 6. Tiltalte findes herefter skyldig i forhold 3 og 4.

Strafudmåling Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 290, stk. 1, § 276, jf. § 285 samt § 121, jf. § 81, nr. 6, jf. § 61, stk. 1. Retten har ved straffastsættelsen fastsat en fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, idet tiltalte ved Københavns Byrets dom af 7. april 2025 blev idømt en betinget fængselsstraf på 30 dage med en prøvetid på to år fra den 21. april 2025.

Retten finder ikke grundlag for at gøre dommen betinget.

Retten har lagt vægt på, at tiltalte ifølge udtalelsen fra Danmarks Fængsler (tidligere Kriminalforsorgen) ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste, og at tiltalte med førnævnte dom af 7. april 2025 blev idømt en betinget fængselsstraf med en prøvetid på 2 år fra den 21. april 2025, hvor tiltalte i nærværende sag er fundet skyldig i forhold 3 og 4, som blev begået den 17. maj 2025.

Tiltalte har således begået et nyt strafbart forhold i prøvetiden, hvorefter retten har gjort straffen ubetinget, jf. straffelovens § 61, stk. 2. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Retten har dog ikke fundet anledning til at behandle erstatningskravet fra By1 Kommune, idet anklagemyndigheden og forsvareren under proceduren i hovedforhandlingen har været enige om, at kravet på det foreliggende grundlag ikke har været dokumenteret, der herefter henskydes til et eventuelt civilt søgsmål.

Thi kendes for ret

: Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Vidne1 betale 3.000 kr. med tillæg af procesrente fra endelig dom.

AM2026.03.17B
T tillige dømt for hæleri og tyveri.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/04d6448b-93ac-49ad-8bcb-bd2337e2cfa0