BR — Byretterne
3-1605/2025
OL-2026-BYR-00086
AM2026.05.19B Retten i Hjørrings
DOM
Dato: 19. maj 2026 Rettens sagsnr.: 3-1605/2025 Politiets sagsnr.: 5100-74135-00002-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1986 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 3. oktober 2025. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1.
Straffelovens § 262 b – menneskeudnyttelse, ved i perioden fra den 1. juni 2022 til tiden omkring den 28. juni 2023 blandt andet fra adresserne Adresse1 i By1 og Adresse2 i Hjørring, at have udnyttet Forurettede betydelige personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind og bestående afhængighedsforhold til tiltalte, idet tiltalte adskillige gange formåede at få Forurettede til at tjene penge via prostitution, uden at Forurettede selv fik del i indtjeningen herfra, på trods af at tiltalte vidste, at Forurettede var sygemeldt med stress, traumatiseret, havde lavt selvværd, var selvskadende og selvmordstruet samt havde psykiske problemer, som hun var under udredning og i behandling for. 2.
Straffelovens § 243 – psykisk vold, ved i perioden fra den 30. september 2020 til tiden omkring den 26. oktober 2023 fra adresserne Adresse1 i By1 og Adresse2 i Hjørring, som samlevende med Forurettede, gentagne gange at have udsat Forurettede for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der var egnet til utilbørligt at styre Forurettede, idet tiltalte: manipulerede Forurettede til at lave seksuelle forestillinger via internettet, hvorefter tiltalte fik Forurettede til at arbejde som prostitueret for at tjene penge til tiltalte og deres fælles husstand, manipulerede Forurettede til at tro, at tiltalte i strid med sandheden var alvorligt syg med en hjernetumor, var udsat for vold og trusler fra rockere samt at hun var nødt til at hente en app, hvor man kunne tjene penge på at udøve vold, hvis ikke Forurettede prostituerede sig, i tre tilfælde instruerede Forurettede i, at hun skulle vente med at få foretaget aborter, efter at hun var blevet ufrivilligt gravid med prostitutionskunder, idet Forurettede i så fald kunne tage flere kunder på grund af udeblevet menstruation, kontrollerede Forurettedes økonomi, idet tiltalte formåede Forurettede til løbende at overføre alle indtægter til tiltalte, således at Forurettede ikke havde sit eget rådighedsbeløb og derved måtte anmode tiltalte om penge til almindelige fornødenheder, kontrollerede indholdet af Forurettedes telefon, netbank og sociale medier, fik Forurettede til at servicere tiltalte i hjemmet samt i perioder at lave stort set alt husligt arbejde samt passe og tage sig af tiltaltes børn, mens tiltalte var på arbejde, fik Forurettede til at opsøge en psykolog, idet tiltalte bildte hende ind, at hendes adfærd ikke var normal, hvorefter tiltalte instruerede Forurettede i, hvad hun måtte sige til psykologsamtalerne, fik Forurettede til at skjule sig på et værelse for nedrullede gardiner, når der var besøg, hvorved hun ikke kunne bevæge sig frit i huset eller gå på toilettet, før hun fik tilladelse fra tiltalte, formåede Forurettede til at acceptere, at tiltalte havde seksuelle relationer med andre mænd og kvinder, idet tiltalte bildte Forurettede ind, at det var den eneste måde, at tiltalte kunne skaffe penge til at betale regninger, bebrejdede Forurettede at hun brugte for mange penge, at hun var doven, at hun spiste for meget, at hun ikke lavede nok i hjemmet samt at hun ikke tog nok prostitutionskunder, fik Forurettede til at bilde sine forældre ind, at Forurettede var ludoman for at de skulle låne hende penge, som hun skulle videregive til tiltalte, og manipulerede Forurettede til at begrænse kontakten til sin familie, idet tiltalte påstod, at Forurettedes familie var manipulerende og ikke ville acceptere deres forhold, samt at Forurettedes samvær med sin familie var et udtryk for, at hun ikke ønskede at være sammen med tiltalte. 3. (3. - 8.) Straffelovens § 279 – bedrageri, ved i perioden fra den 31. marts 2020 til den 17. marts 2021, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt at have fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos Forurettede, idet tiltalte påstod, at hun var alvorligt syg med en hjernetumor, hvor tiltalte selv skulle betale for behandlingen, samt at hun på grund af gæld løbende blev udsat for vold og trusler om vold fra rockergrupperinger, og at Forurettede ville få sine penge igen i form af arv, når tiltalte var afgået ved døden, hvorved tiltalte bestemte Forurettede til at sælge sin bil samt optage forbrugslån med henblik på at overføre penge til tiltalte i følgende tilfælde: Den 31. marts 2020, hvor Forurettede fik udbetalt et lån fra Bank1 på 7.700 kr., hvorefter Forurettede samme dag overførte 11.000 kr. til tiltalte (forhold 3), Den 11. maj 2020, hvor Forurettede fik udbetalt et lån fra Bank2 på 20.000 kr., hvorefter Forurettede samme dag overførte i alt 10.000 kr. til tiltalte (forhold 4), Den 9. juni 2020, hvor Forurettede fik udbetalt et lån fra Bank1 på 42.200 kr., hvorefter Forurettede samme dag overførte 35.000 kr. til tiltalte (forhold 5), Den 19. juni 2020, hvor Forurettede fik udbetalt et lån fra Bank3 på 9.500 kr., hvorefter Forurettede samme dag overførte 8.000 kr. til tiltalte (forhold 6), Den 1. september 2020, hvor Forurettede fik udbetalt et lån fra Bank4 på 83.300 kr., hvorefter Forurettede samme dag overførte i alt 7.000 kr. til tiltalte (forhold 7), og Den 17. marts 2021, hvor Forurettede fik udbetalt 33.000 kr. for salg af sin Toyota Aygo personbil, hvorefter Forurettede samme dag overførte 30.000 kr. til tiltalte (forhold 8). hvorved Forurettede blev påført et samlet formuetab på 101.000 kr. 9. - Påtaleopgivet -
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og tillægsbøde. Tiltalte, Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 301.000 kr. i godtgørelse og erstatning Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte, Tiltalte, og af vidnerne Forurettede, Vidne1, Vidne2 og Vidne3. [FORKLARINGER UDELADT] Sagens øvrige oplysninger Der er under hovedforhandlingen dokumenteret blandt andet kontoudtog og sms-beskeder.
Danmarks Fængsler, Tilsynsafdeling Aalborg har i en udtalelse af 8. maj 2026 oplyst, at det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste. Det er tilsynsafdelingens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Danmarks Fængsler.
Det anbefales, at der fastsættes et betinget vilkår om, at Tiltalte skal undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer, såfremt tilsynsafdelingen finder det fornødent. Det anbefales, at der fastsættes et ubetinget vilkår om, at Tiltalte skal undergive sig behandlingstilbuddet, Dialog mod Vold.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun er indstillet på de af Danmarks Fængslers anbefalinger til vilkår til en eventuel betinget dom. Hun er for tiden på kontanthjælp. Hun bor sammen med sin yngste søn, mens de to ældste sønner er flyttet hjemmefra. Hun har en kæreste, men de bor ikke sammen.
Tiltalte er tidligere straffet ved dom uden retsmøde af 25. marts 2021 med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1 dom uden retsmøde af 21. juni 2014 med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1 dom af 14. august 2024 med fængsel 30 dage betinget for overtrædelse af straffelovens § 279a, dom uden retsmøde af 1. maj 2025 med en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, dom af 9. marts 2026 med fængsel i 30 dage betinget og en tillægsbøde for overtrædelse af bla. straffelovens § 119, stk. 1 og § 121, stk. 1 og færdselslovens § 4, stk. 1, jf. § 42, stk. 5, § 67, stk. 2, jf. stk. 1, og § 80, stk. 1.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten bemærker indledningsvis, at forurettede, Forurettede, har afgivet en troværdig, sikker og detaljeret forklaring, der støttes af blandt andet vidnerne Vidne1s og Vidne2s forklaringer samt sms-korrespondancen mellem tiltalte og Forurettede og mellem tiltalte og vidnet Vidne1. Retten lægger derfor i alt væsentligt Forurettede forklaring til grund.
Forhold 1 Retten bemærker, at uanset at det i tiltalen ikke er anført, at tiltalte enten rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller modtager forurettede, fremgår det af tiltalen, at udnyttelsen af forurettede er sket fra adresserne Adresse1 i By1 og Adresse2 i Hjørring, hvilket var de adresser, hvor tiltalte boede, hvorfor det kan lægges til grund, at tiltalte efter anklageskriftet husede forurettede.
Anklageskriftet indeholder derfor en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse af det forhold, der er rejst tiltale for, jf. retsplejelovens § 834, stk. 3. Retten bemærker videre, at uanset at omstændighederne i dette forhold må antages ikke at være typesituationen for menneskeudnyttelse, er der ikke grundlag for at anse tiltalte straffri som følge af materiel atypicitet.
Retten lægger herved vægt på blandt andet, at tiltalte efter sin egen forklaring ikke anså hendes og forurettedes forhold som et kæresteforhold, hvorfor det uanset at forurettede anså det som et sådant, allerede derfor ikke er grundlag for at vurdere, om der har været tale om et kæresteforhold, og om der af denne grund kunne være grundlag for at statuere materiel atypicitet.
Der er derfor ikke grundlag for at frifinde tiltalte som følge af ovennævnte. Retten lægger herefter efter bevisførelsen til grund, at boligerne på adresserne Adresse1 i By1 og Adresse2 i Hjørring var tiltaltes boliger, og at Forurettede boede hos tiltalte på disse adresser. Retten finder derfor, at tiltalte husede Forurettede på disse adresser.
Retten lægger efter efter Forurettede forklaring og tiltaltes og Forurettede på en del punkter i alt væsentligt samstemmende forklaringer om, at Forurettede var sygemeldt med stress, var selvskadende, havde psykiske problemer og i november 2021 var indlagt på psykiatrisk sygehus, videre til grund, at det har stået tiltalte klart, at Forurettede har været et meget sårbart menneske med blandt andet et lavt selvværd, der var let påvirkelig, at tiltalte ikke ville lade Forurettede få indsigt i deres økonomi, at Forurettede var forelsket i tiltalte og var af den opfattelse, at de var i et forhold, og at Forurettede derfor var villig til at gå langt for at gøre tiltalte tilfreds for at bevare deres forhold.
Retten finder det endvidere bevist, at tiltalte udnyttede Forurettede betydelige personlige vanskeligheder, manglende indsigt og bestående afhængighedsforhold til tiltalte til at formå Forurettede til fortsat at tjene penge via prostitution og overføre indtjeningen herfra, som må antages at have været på ikke under 150.000 kr., til tiltalte i den anførte gerningsperiode.
Retten bemærker, at det særligt af sms-korrespondancen mellem tiltalte og Forurettede i foråret 2023 tydeligt fremgår, at tiltalte presser Forurettede til at fortsætte med prostitution for at skaffe penge.
Retten lægger efter Forurettede forklaring og oplysningerne om overførslerne mellem Forurettede og tiltalte i øvrigt endelig til grund, at Forurettede i alt væsentligt ikke fik del i indtjeningen fra prostitutionen.
Retten bemærker i den forbindelse, at det efter tiltaltes egen forklaring lægges til grund, at tiltalte havde et massivt misbrug af euforiserende stoffer, mens det ikke kan lægges til grund, at Forurettede tillige havde et misbrug af euforiserende stoffer, hvorfor det må antages, at en stor del af indtjeningen fra prostitutionen gik til finansieringen af tiltaltes misbrug.
Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
Forhold 2 Det kan ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at tiltalte fik Forurettede til at opsøge en psykolog, idet tiltalte bildte hende ind, at hendes adfærd ikke var normal, hvorefter tiltalte instruerede Forurettede i, hvad hun måtte sige til psykologsamtalerne, at tiltalte formåede Forurettede til at acceptere, at tiltalte havde seksuelle relationer med andre mænd og kvinder, idet tiltalte bildte Forurettede ind, at det var den eneste måde, at tiltalte kunne skaffe penge til at betale regninger, at tiltalte fik Forurettede til at bilde sine forældre ind, at Forurettede var ludoman for at de skulle låne hende penge, som hun skulle videregive til tiltalte, og at tiltalte manipulerede Forurettede til at begrænse kontakten til sin familie, idet tiltalte påstod, at Forurettede familie var manipulerende og ikke ville acceptere deres forhold, samt at Forurettede samvær med sin familie var et udtryk for, at hun ikke ønskede at være sammen med tiltalte.
Retten lægger imidlertid efter Forurettede forklaring, der støttes af blandt andet sms-korrespondancen mellem tiltalte og hende, til grund, at tiltalte manipulerede Forurettede til at lave seksuelle forestillinger via internettet, hvorefter tiltalte fik Forurettede til at arbejde som prostitueret for at tjene penge til tiltalte og deres fælles husstand, at tiltalte manipulerede Forurettede til at tro, at tiltalte i strid med sandheden var alvorligt syg med en hjernetumor, var udsat for vold og trusler fra rockere samt at hun var nødt til at hente en app, hvor man kunne tjene penge på at udøve vold, hvis ikke Forurettede prostituerede sig, at tiltalte kontrollerede Forurettede økonomi som anført, at tiltalte kontrollerede indholdet af Forurettede telefon, men ikke netbank og sociale medier, at tiltalte fik Forurettede til at servicere tiltalte i hjemmet, lave stort set alt husligt arbejde samt tage sig af tiltaltes børn, mens tiltalte var på arbejde som anført, at tiltalte fik Forurettede til enkelte gange at skjule sig på et værelse for nedrullede gardiner, når der var besøg, at tiltalte bebrejdede Forurettede at hun brugte for mange penge, var doven, spiste for meget, og at hun ikke lavede nok i hjemmet, og at hun ikke tog nok prostitutionskunder, og at dette foregik i hele den anførte gerningsperiode.
Retten finder, at det efter en samlet vurdering af ovennævnte, at ovennævnte ikke er af en sådan grovhed, at der er tale om psykisk vold.
Retten har herved lagt vægt på, at Forurettede ikke har været udsat for trusler eller har frygtet vold fra tiltales side, men at forholdet langt hen ad vejen har været præget af frivillighed fra hendes side om end begrundet i udnyttelsen af hendes sårbare person og følelsesmæssige afhængighed af tiltalte. Tiltalte frifindes derfor i dette forhold.
Forhold 3 Retten lægger efter bevisførelsen, herunder både tiltaltes og Forurettede forklaringer til grund, at Forurettede optog de anførte lån og overførte de anførte beløb til tiltalte.
Retten lægger efter Forurettede forklaring, der støttes af blandt andet vidnerne Vidne1s og Vidne2s forklaringer og sms-korrespondancen mellem Vidne1 og tiltalte til grund, at tiltalte i strid med sandheden sagde til Forurettede, at hun var alvorligt syg med en hjernetumor, hvor tiltalte selv skulle betale for behandlingen, samt at hun på grund af gæld løbende blev udsat for vold og trusler om vold fra rockergrupperinger, og at Forurettede ville få sine penge igen i form af arv, når tiltalte var afgået ved døden.
Retten lægger videre til grund, at tiltalte udnyttede Forurettede vildfarelse til at formå Forurettede til at optage de anførte lån og sælge sin bil og overføre pengene til tiltalte. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
Straffastsættelse Straffen fastsættes som en fællesstraf til den betingede straf i dommen af 14. august 2024 og en tillægsstraf til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 262 b og § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 61, stk. 1, og § 89. Retten har ved fastsættelsen af fængselsstraffen lagt vægt på karakteren af forhold 1 og det langvarige forløb.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 50.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2. 3 måneder af fængselsstraffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1. Retten har herved lagt vægt på oplysningerne om tiltaltes personlige forhold med psykiske problemer, forsorgsbehov og et hjemmeboende mindreårigt barn.
Retten finder det derfor forsvarligt at gøre straffen delvist betinget uanset karakteren af forhold 1. Erstatning For så vidt angår erstatningskravet på 101.000 kr. findes dette ikke tilstrækkeligt dokumenteret til at kunne tages under påkendelse, hvorfor det henskydes til eventuelt civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 2.
Der er herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt klart, hvorvidt Forurettede efterfølgende har fået del i de bedragede beløb eller ej. Retten tager påstanden om godtgørelse til følge som nedenfor bestemt. Retten har vedrørende godtgørelsen lagt vægt på karakteren af menneskeudnyttelsen og varigheden heraf i forhold 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder. 3 måneder af fængselsstraffen skal afsones nu. Resten skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
Tiltalte skal være under til syn af Danmarks Fængslers lokale tilsynsafdeling i 1 år, Tiltalte skal, såfremt Danmarks Fængslers lokale tilsynsafdeling finder det fornødent, i tilsynsperioden undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer, Tiltalte skal undergive sig behandlingstilbuddet Dialog mod Vold. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 50.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede v/ advokat Peter Rask betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 8. juni 2026.
