BR — Byretterne
3498/2025
AM2026.04.14B Retten i Viborgs
DOM
Dato: 14. april 2026 Rettens sagsnr.: 3498/2025 Politiets sagsnr.: 4100-76323-00001-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1968 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 22. december 2025.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af: 1. straffelovens § 244, stk. 1, vold, ved den 14. august 2025 ca. kl. 19.00 i Dagligvarebutik, Adresse3 i By1, By2, med flad hånd at have slået Forurettede1 på halsen, hvorved Forurettede1 faldt ned på gulvet, 2. + 3. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, røveri af særligt grov beskaffenhed, ved i umiddelbar forlængelse af forhold 1 og for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, at have bragt stjålne dagligvarer til en værdi af 470,80 kr. i sikkerhed, idet tiltalte på vej ud af butikken fremtog en foldekniv, som han holdt frem mod butiksekspedienterne Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede4, der forsøgte at hindre tiltaltes forehavende, ligesom tiltalte efterfølgende på parkeringspladsen foran butikken fremtoget oversavet haglgevær, som han derefter anvendte til at pege mod Forurettede2 og Forurettede3, der fortsat forsøgte at hindre tiltaltes forehavende, men som herefter forlod stedet og søgte tilflugt i butikken, hvorefter tiltalte over for Forurettede5, der stod på parkeringspladsen og havde overværet episoden, og som havde henvendt sig til tiltalte, fremtog et skarpladt oversavet haglgevær, og derefter knækkede løbet hvorved de isatte haglpatroner blev blottet for Forurettede5, hvorefter tiltalte pegede på Forurettede5 med det skarpladte gevær og herefter forlod stedet med de stjålne varer, 4. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, ved på samme tid og sted som anført i forhold 2 og 3, på offentligt tilgængeligt sted og under særligt skærpende omstændigheder, at have besiddet to oversavede haglgeværer, hvoraf det ene var skarpladt med haglpatroner, ligesom tiltalte anvendte geværerne under de i forhold 2 og 3 beskrevne omstændigheder, 5. knivloven § 7, stk. 1 jf. § 1, stk. 1, ved på samme tid og sted som anført i forhold 2 og 3, på offentligt tilgængeligt sted og uden anerkendelsesværdigt formål, at have været i besiddelse af en foldekniv, 6. + 7. straffelovens § 252, stk. 1, jf. § 119 b, stk. 1 samt § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, ved den 14. august 2025 ca. kl. 22.45 på tiltaltes bopæl, Adresse1 i By2, under særligt skærpende omstændigheder, at have besiddet et skarpladt oversavet haglgevær med 18 stk. tilhørende haglpatroner, som tiltalte af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde anvendte til at skyde mod de tjenestegørende politiassistenter, Forurettede6, Forurettede7, Forurettede8, Forurettede9, Forurettede10 og Forurettede11, der på tidspunktet befandt sig på genboens grund, Adresse2 i By2, for at foretage anholdelse af tiltalte som følge af de ovenfor beskrevne forhold, alt hvorved tiltalte forvoldte nærliggende fare for de nævnte politiassistenters liv eller førlighed.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af to oversavede haglgeværer, en foldekniv, en haglskål og 18 stk. haglpatroner hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 4 og 5 og i øvrigt nægtet sig skyldig. Forurettede2 har påstået, at tiltalte skal betale 500 kr. i erstatning. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men anerkendt erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede5, Forurettede2, Forurettede3, politiassistent Forurettede11, politiassistent Forurettede9 og politiassistent Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Af en politiattest af 1. september 2025 fremgår, at Forurettede1 den 21. august 2025 henvendte sig hos Lægeklinik. Det fremgår af politiattesten under "Det objektive fund": ”… Ryg: Ingen synlige forandringer.
Udtalt ømhed af paravertebrale muskulatur langs hele columna(muskulaturen langs rygraden) Ømhed mest udtalt i nakkeskulderåg. Ve albue: Diskret blåt mærke ca 2x4 cm.
Hø overarm: Helt overfladiske ekskoriationer(hudafskrabninger) Ve knæ med diskret hævelse og blåt mærke 5cm i diameter ved mediale kant af patella( på indersiden af knæskallen) Hø hofte/glutealregion(balle): Blåt mærke som måler 9x10cm. …” Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen. Tiltalte har været mentalundersøgt.
Det fremgår af erklæringen af 29. oktober 2025 bl.a.: "… På trods af de boligmæssige omstændigheder, de påsigtede forhold, våbenbesiddelse og den særlige livsførelse finder man ikke, at han er lidende af sindssygdom eller en tilstand, der kan ligestilles hermed og derfor ikke tilhørende den i straffelovens § 16, hverken stk. 1 eller 2 omtalte personkreds.
Men af samme årsag finder man ham formentlig med en forstyrret personlighedsstruktur af blandet type, muligvis med periodevise selvhenførende paranoide tendenser, emotionelle ustabile træk, ansvarsfralæggelse og udadprojektion og derfor med en grad af svækkede psykiske åndsevner og derfor tilhørende den i straffelovens § 69 omtalte personkreds.
Man kan dog ikke, ifald Tiltalte kendes skyldig i de nu påsigtede forhold, til forebyggelse af ligeartet eller anden kriminalitet, anbefale, som mere formålstjenlig foranstaltning, psykiatrisk behandling frem for straf som forskyldt. …" Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 15. august 2025.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har forklaret, at han med en flad hånd skubbede til Forurettede1, fordi hun virkede provokerende og gik frem imod ham. Efter indholdet af videoovervågningen og vidnet Forurettede2’s forklaring lægger retten til grund, at tiltalte hårdt skubbede Forurettede1 kraftigt med en hånd mod hendes hals, således at hun faldt.
Retten finder, at skubbet er omfattet af straffelovens § 244, stk. 1, om vold, og at Forurettede1 ikke ved sin adfærd havde givet anledning til voldsudsøvelsen. Tiltalte er med denne ændring herefter skyldig i dette forhold.
Forhold 2-5 Tiltalte har forklaret, at han uden at have betalt tog varer med ud fra Dagligvarebutik, og at han på vej ud af Dagligvarebutik trak en kniv for at få varerne med og for at få personalet til at blive i butikken. Han havde ikke til hensigt at true med kniven.
Retten lægger til grund, at videoovervågningen fra Dagligvarebutik viser, at tiltalte fremtager kniven og at vender sig om og peger mod personalet i en nedadgående retning. Tiltalte har videre forklaret, at han for sjov fremtog et oversavet jagtgevær på parkeringspladsen foran Dagligvarebutik, og da en mand satte spørgsmålstegn ved ægtheden af dette gevær, tog han et andet skarpladt gevær op af tasken.
Han mener ikke at have peget på nogen med hverken det ene eller det andet gevær, og fremdrog ikke geværerne for at true nogen. Heroverfor viser videoovervågningen, at tiltalte gik frem og pegede mod Forurettede2, Forurettede3og Forurettede4 med det første gevær, hvilket både Forurettede2 og Forurettede3 endvidere troværdigt, detaljeret og sikkert har forklaret om og bekræftet.
Forurettede5 har troværdigt, sikkert og detaljeret forklaret, at tiltalte efter en ordveksling om ægtheden af det første gevær fremtog et andet gevær, som han viste vidnet var skarpladt, hvorefter han pegede mod vidnet med geværet. Dette hændelsesforløb bekræftes af den afspillede videoovervågning.
Retten finder herefter, at tiltalte har stjålet dagligvarer til den i anklageskriftet anførte værdi, og at han ved sin adfærd dels med kniven og med de to geværer har benyttet disse våben til at bringe det stjålne i sikkerhed, og tiltalte har herefter haft det fornødne forsæt til at begå røveri.
Retten finder, at der er en sådan tidsmæssig og adfærdsmæssig sammenhæng mellem anvendelsen af begge våbnene, således at også fremvisningen af det sidste våben skete med henblik på fuldbyrdelse af røveriet.
Endelig har retten lagt vægt på, at tiltalte på videoovervågningen fremstår aggressiv og truende og har derved tilsidesat hans forklaring om, at han fremviste det første gevær som en del af en morsom ordveksling med de ansatte fra Dagligvarebutik.
Tiltalte er herefter skyldig i røveri af særlig grov beskaffenhed, idet retten lægger til grund, at røveriet skete blandt andet under anvendelse af et skarpladt våben på offentligt sted. Den omstændighed at personalet ikke så kniven i øjeblikket kan ikke føre til en anden vurdering af tiltaltes forsæt til røveri i situationen.
Også det afkortede haglgevær, som på tidspunktet for røveriet var ikke-funktionsdygtigt findes omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, idet retten lægger til grund, at det af den våbentekniske erklæring fremgår, at geværet kunne afgive skud efter at være blevet adskilt og renset. Det oversavede jagtgevær var således ikke varigt ufunktionsdygtigt.
Tiltalte er herefter ligeledes skyldig i forhold 4 og 5 for så vidt angår begge haglgeværer og kniven. Forhold 6-7 Tiltalte har forklaret, at han efter episoden i Dagligvarebutik kørte hjem, og at han på et tidspunkt opdagede, at politiet var til stede på grunden over for hans hus.
Han har videre forklaret, at han på et tidspunkt gik ud af sit hus med et skjold og det skarpladte haglgevær og skød i opadgående retning. Han har ikke nærmere kunne forklare, hvorfor han skød.
Retten lægger til grund, at haglskålen fra tiltaltes gevær blev fundet på det samme sted, hvor patronhylsteret fra politiets afskudte våben blev fundet, og at tiltalte derfor har skudt i retning mod politiet, hvilket er bekræftet af vidnet Vidnes troværdige forklaring om, at retningen på både tiltaltes og politiets skud var den samme.
Under disse omstændigheder har tiltalte ved et skud i retning mod politiet, uanset om dette var i opadgående i retning, med et oversavet jagtgevær, uanset afstanden, haft det fornødne forsæt til at fremkalde nærliggende fare for de nævnte politiassistenters liv eller førlighed og er herefter skyldig i både overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og § 119 b, stk. 1.
Retten lægger videre til grund, at der gik næsten fire timer fra den første episode i Dagligvarebutik og til tiltalte valgte at gå ud af sit hus med et skarpladt haglgevær og skyde mod politiet.
Under disse omstændigheder finder retten, at der er en sådan tidsmæssig og adfærdsmæssig adskillelse mellem anvendelsen af haglgeværet ved episoden foran Dagligvarebutik og episoden foran tiltaltes hus, at der er tale om et selvstændigt forhold af besiddelse af haglgeværet på tiltlates grund. Retten har endvidere lagt til grund, at haglgeværet er besiddet sammen med tilhørende ammunition.
Herefter er tiltalte tillige skyldig i en selvstændig overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, i dette forhold.
Straffen fastsættes til fængsel i fem år og seks måneder, jf. straffelovens§ 244, stk. 1, straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, straffelovens§ 252, stk. 1, og § 119 b, stk. 1, samt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, stk. 1.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at røveriet i forhold 2 er omfattet af§ 288, stk. 1, nr, 2, men samtidig lagt vægt på, at det er af særlig grov beskaffenhed, jf. stk. 2, idet det er begået under anvendelse af flere våben, herunder et skarpladt gevær.
Retten har videre lagt vægt på, at tiltalte har besiddet flere skydevåben, herunder for det enes vedkommende med tilhørende ammunition, på offentlig sted og anvendt begge skydevåben til at begå røveri.
Endelig har retten lagt vægt på alvorligheden af fareforvoldelsen i forhold 6 og 7, og den selvstændige besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på bopælen, herunder, at der er affyret skud med det ene haglgevær. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i fem år og seks måneder. Hos tiltalte konfiskeres to oversavede haglgeværer, en foldekniv, en haglskål og 18 stk. haglpatroner. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede2 betale 500 kr. med tillæg af procesrente fra den 14. april 2026.
