BRByretterne

812/2026

OL-2026-BYR-00077

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
08-05-2026
Sagsemne
tilhold, opholdsforbud, bortvisning, stalking
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.05.08B Retten i Næstveds

DOM

Dato: 8. maj 2026 Rettens sagsnr.: 812/2026 Politiets sagsnr.: 1900-84451-00029-26 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1985 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 25. marts 2026.

Tiltalte er tiltalt for 1. (1900-73241-00762-25) vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved den 2. september 2025 på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt i værelse nr. … i ejendommen på Adresse i Næstved at have udsat sin søn, Forurettede1, født 2015, for vold, idet han med benene klemte om Forurettede1s hoved, mens Forurettede1 sad på knæ foran ham hvorefter han gav slip og sparkede Forurettede1 i hovedet. 2. (1900-74121-00011-25 1900-73241-00872-25 1900-74265-00344-25 1900-74265-00394-25 1900-70325-00035-25) frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, vold efter straffelovens § 244, stk. 1 og trusler samt vidnetrusler efter staffelovens § 266, stk. 1 og § 123, stk. 1, ved den 9. september 2025 i tidsrummet fra ca. kl. 10.00 til ca. kl. 15.30 i værelse … i ejendommen på Adresse i Næstved, under anvendelse af vold og trusler om vold, at have berøvet Forurettede2 og deres fælles børn Forurettede1, født 2015, Forurettede3, født 2017, og Forurettede4, født 2020, friheden, idet tiltalte hindrede dem i at forlade værelset ved at følge Forurettede2 rundt i værelset, stille sig foran døren og skubbe Forurettede2 væk, når hun forsøgte at forlade værelset, og ved Forurettede2s gentagende forespørgsler at have nægtet hende at forlade værelset med børnene, ligesom tiltalte truede Forurettede2 med, at han vil gøre ting ved hende, så hun mistede lysten til at leve eller lignende og flere gange udtalte: ”jeg slår din mand ihjel” eller lignende, samt fra thekøkkenet i værelset at have taget en kniv, som tiltalte herefter gik rundt med i hånden, ligesom tiltalte rettede kniven mod Forurettede1, alt hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt hos Forurettede2 for eget og andres liv, helbred eller velfærd, ligesom tiltalte i forlængelse heraf forulempede Forurettede2 i anledning af dennes forventede forklaring til politiet eller i retten, idet tiltalte udtalte: ”hvis du anmelder mig til politiet eller myndighederne, så fortæller jeg alt til kommunen, så de fjerner børnene fra dig” eller lignende, alt hvilket formåede Forurettede2 og deres fælles børn til at blive i lejligheden. 3. (1900-73232-00003-26) (1900-84451-00018-26 til og med 1900-84451-00019-26) (1900-84451-00258-26 til og med 1900-84451-00367-26) stalking efter straffelovens § 242 og overtrædelse af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1, ved i perioden fra den 6. november 2025 til den 1. marts 2026 på en måde, som var egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende at have kontaktet, forfulgt eller på en anden måde chikaneret sin ekskæreste, Forurettede2, ved at have kontaktet hende i alt 113 gange, idet han: ringede til hende 85 gange, skrev til hende 25 gange, kontaktede hende to gange på hendes bopæl den 23. januar 2026, kontaktede hende på hendes bopæl og lagde diverse ting i hendes cykel herunder sko, tøj, chokolade, blomster og en fersk kylling den 26. februar 2026, uanset han den 24. september 2025 havde fået forkyndt et tilhold, om hverken direkte eller indirekte at kontakte eller følge efter hende, gældende i 5 år.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 1, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede1 v/advokat Susan Jørgensen har påstået, at tiltalte skal betale 10.000 kr. i erstatning Tiltalte har bestridt erstatningspligten.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede2 og Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 10. september 2025 til den 24. september 2025 og fra den 3. marts 2026.

Rettens begrundelse

og afgørelse Ad forhold 1 Tiltalte har nægtet at have sparket sin søn i ansigtet, men vil ikke afvise, at han uforvarende har ramt ham i hovedet med sin fod. Barnets mor har bekræftet dette. Sønnen er afhørt om hændelsen i Børnehuset ved brug af tolk. Afhøringen af sønnen har ikke en sådan kvalitet, at den kan danne grundlag for en domfældelse. Tiltalte frifindes derfor i forhold 1.

Ad forhold 2 Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forurettede2 har ikke forklaret om, at hun eller børnene den 9. september 2025 blev udsat for vold, men at tiltalte optrådte aggressivt og udtalte trusler, som omtalt i anklageskriftets forhold 2, og at hun som følge den underliggende trussel om vold, som lå i tiltaltes adfærd, ikke turde forlade værelset, samt at tiltalte ville stille sig i vejen, eller tage hendes hånd væk fra dørhåndtaget, hvis hun forsøgte at åbne døren og komme ud, ligesom han ved at ryste på hovedet signalerede til hende, at hun ikke måtte forlade lokalet.

Tilsvarende har hun forklaret, at børnene ikke måtte forlade lokalet. På baggrund af denne forklaring, der har støtte i sagens øvrige oplysninger, herunder vidneforklaringen fra naboen om, at hun bad om hjælp til at få politiet kontaktet, findes det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig frihedsberøvelse og trusler i det ovenfor angivne omfang.

Tiltaltes udtalelser om, at han ville kontakte kommunen, og børnene ville blive tvangsfjernet, hvis hun klagede til nogen, findes ikke omfattet af straffelovens § 123. Tiltalte skal derfor i forhold 2 frifindes for den af forhold 2, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 244 og § 123.

Ad forhold 3 På baggrund af sagens dokumenter og Forurettede2s forklaring findes det bevist, at tiltalte er skyldig i brud på tilhold og stalking. Det forhold, at Forurettede2 enkelte gange efter meddelelse af tilholdet er mødtes med tiltalte, kan ikke føre til en anden vurdering.

Der er her lagt vægt på, at det er tiltalte, der har taget initiativ til, at de mødes, og at Forurettede2 har givet udtryk for over for ham, at det ikke var efter hendes ønske, sammenholdt med Forurettede2s bevægegrunde for at imødekomme tiltaltes ønske om at mødes, herunder med børnene.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 242, § 261, stk. 1, § 266, stk. 1, og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1. Retten har lagt vægt på omfanget og karakteren af de begåede handlinger. Tiltalte er idømt en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 6 måneder. Betingelserne for udvisning i medfør at udlændingelovens § 22, stk. 1, er dermed opfyldt.

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 2, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte er født og opvokset i Ukraine, hvor han taler og skriver sproget, har gået i skole og taget uddannelse og har sin familie. Tiltalte har således en stærk tilknytning til Ukraine.

Tiltalte har boet knap 7 måneder lovligt i Danmark på baggrund af en midlertidig opholdstilladelse i henhold til særloven for fordrevne ukrainere, han taler og forstår ikke dansk, han har ikke egen bolig, ingen tilknytning til arbejdsmarkedet eller herboende personer. Tiltalte har tre børn, der har midlertidig opholdstilladelse her i landet på baggrund af særloven for fordrevne ukrainere.

Tiltalte har ikke del i forældremyndigheden over disse børn, som han har fået tilhold mod at opsøge for en periode på 5 år regnet fra september 2025. En udvisning af tiltalte er uden betydning for børnenes ret til at opholde sig her i landet.

Tiltalte har således ingen tilknytning hertil landet, og en udvisning vil dermed ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder tiltaltes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blandt andet artikel 8. Der fastsættes i forbindelse med udvisningen et indrejseforbud gældende for 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4.

Der er ikke grundlag for at tilkende Forurettede1 godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger i det omfang, at han er fundet skyldig, herunder udgifter til forsvaret.

AM2026.05.08B
Tiltalte tillige dømt for at have frihedsberøvet F2 (tiltaltes ekskæreste) og deres børn F1, F3 og F4 samt i den forbindelse at have udtalt trusler til F2 bl.a. under anvendelse af kniv.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/52f58480-4b17-4b9b-b0b4-43b8d64489ac