99-1674/2025

AM2026.06.23B Retten i Holstebros

DOM

Dato: 23. juni 2026 Rettens sagsnr.: 99-1674/2025 Politiets sagsnr.: 2024-3100101-1642 Erstatningssøgende Erstatningssøgende A/S mod Anklagemyndigheden Tilkendegivelse af 21. oktober 2025 er modtaget den 21. oktober 2025 Sagen drejer sig om et erstatningskrav fremsat af et leasingselskab som ejer af en bil, der har været beslaglagt, men som ikke blev konfiskeret under straffesagen mod en person, som leasingtager havde udlånt bilen til.

Påstande

Erstatningssøgende A/S har efter den sin endelige påstand fremsat krav om erstatning på 208.954,79 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 29. december 2024. Erstatningskravet er opgjort således: Afsavnserstatning (188 påbegyndte uger) kr. 94.450,00 Afhentning af personbilen, ekskl. moms kr. 1.004,92 Udgifter til reparation, ekskl. moms kr. 43.499,87 Værdiforringelse, ekskl. moms kr. 70.000,00 I alt kr. 208.954,79 Anklagemyndigheden har påstået frifindelse, og man har bestridt opgørelsen af kravet.

Sagens oplysninger

Erstatningssøgende A/S og Person1 indgik den 23. marts 2021 en aftale om leasing af personbil af mrk. Audi A5 Coupe med reg.nr, … Den 14. maj 2021 blev bilen i forbindelse med en hastighedskontrol beslaglagt med henblik på konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2,2. pkt., idet bilen blev målt med en hastighed på 117 km/t, uagtet at der på strækningen højest var tilladt hastighed på 50 km/t.

Bilen blev samme dag indbragt til Holstebro Auktioner. Bilen var ikke ført af leasingtager, men af Person2, og ved e-mail af 21. maj 2021 ophævede Erstatningssøgende A/S leasingaftalen med Person1 med henvisning til, at bilen var blevet lånt ud. Den 6. september godkendte Retten i Holstebro, at politiet måtte opretholde beslaglæggelsen.

Afgørelsen blev indbragt for Vestre landsret, der den 26. november 2021 stadfæstede kendelsen. Denne afgørelse blev indbragt for Højesteret, der ved kendelse af 27. januar 2023 stadfæstede landsrettens kendelse. Ved dom af 7. juli 2023 traf retten afgørelse om, at personbilen ikke skulle konfiskeres. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 17. september 2024.

Ved mail af 9. oktober 2024 blev Erstatningssøgende A/S orienteret om, at bilen kunne afhentes. Bilen blev herefter afhentet den 28. oktober 2024. Erstatningssøgende A/S fremsatte ved brev af 29. november 2024 krav om erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1. Statsadvokaten traf den 26. marts 2025 afgørelse om, at Erstatningssøgende A/S krav om erstatning for økonomisk tab ikke kunne imødekommes.

Erstatningssøgende A/S påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der den 15. september 2025 traf følgende afgørelse: "... Ikke erstatning for beslaglæggelse vedr. j.nr. … Du har ved e-mail af 23. april 2025 som advokat for Erstatningssøgende A/S klaget over en afgørelse, der er truffet af Statsadvokaten i Viborg den 26. marts 2025.

Ved afgørelsen besluttede Statsadvokaten at nægte at yde erstatning i anledning af beslaglæggelse af en personbil med reg. nr. .... herunder for udgifter til afhentning af bilen, værditab og udgifter til mekaniker. Statsadvokaten besluttede samtidig at afvise din klients krav om afsavnserstatning og erstatning for tabt indtjening.

Du har i forbindelse med din klage vedlagt faktura for udgifter til reparation og afhentning af køretøjet, og du har bla. anført, at værditabet på køretøjet under beslaglæggelsen er langt højere, end det ville have været, hvis bilen ikke var blevet uberettiget beslaglagt, og at køretøjet først kan regnes som funktionsdygtigt fra den 16. december 2024, hvor køretøjet blev solgt og reparationen var færdig, hvilket indebærer, at din klient har været rådighedsberøvet et aktiv af væsentlig værdi i 188 påbegyndte uger.

Du har i klagen opgjort erstatningskravet således: Afhentning af personbil, ekskl. moms 1.004,92 kr. Udgift til reparation, ekskl. moms 43,499.87 kr. Værdiforringelse, ekskl. moms 70.000,00 kr. Afsavnserstatning i 188 påbegyndte uger 102.850,00 kr. I alt 217.354.79 kr. Jeg har besluttet ikke at ændre Statsadvokatens afgørelse. Det betyder, at din klient ikke kan få erstatning i anledning af beslaglæggelsen.

Jeg kan henvise til sagsfremstillingen i Statsadvokatens afgørelse at 26. marts 2025. Begrundelse Beslaglæggelse Det følger af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., at der ved vanvidskørsel skal ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det.

Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstidende 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127).

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændringen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt vanvidskørsel kan have — og gennem en årrække har haft — særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig herimod, og at problemets omfang er væsentligt.

Dertil kommer de praktiske vanskeligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering. Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder.

Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke tilfælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bla., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.

Sådanne forhold vil eksempelvis kunne være oplysninger om, hvorvidt den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser.

Det må således normalt tale for, at det er påregneligt for ejeren, at køretøjet vil blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser, hvis den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Med henblik på at indhente oplysninger herom kan ejeren bl.a. udbede sig førerens private straffeattest.

Ejeren kan dermed undersøge, om den person, køretøjet overdrages til, tidligere er straffet for f.eks. vanvidskørsel eller andre grovere overtrædelser af færdselsloven. Ejeren kan også anmode den person, køretøjet overdrages til, om en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidligere har begået bestemte relevante lovovertrædelser.

Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have tilstrækkeligt kendskab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan medføre konfiskation. Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunktet, skal der ikke ske konfiskation.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende.

Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.

Det anføres, at det kan være relevant for ejeren af køretøjet at undersøge lejerens eller leasingtagerens økonomiske forhold med henblik på at sikre en mulighed for at tage forholdsregler over for førerens potentielle manglende betalingsevne, og at den person, køretøjet overdrages til, er den reelle bruger af køretøjet og ikke f.eks. en stråmand.

Et leasingselskab bør f.eks. så vidt muligt sikre sig, eksempelvis gennem eSkatData, at de oplysninger om leasingtagers indkomstforhold, der afgives i forbindelse med indgåelsen af en leasingkontrakt, er korrekte.

Har ejeren ikke adgang til eSkatData, kan den pågældende anmode lejeren eller leasingtageren om på anden vis at belyse sine økonomiske forhold, f.eks. gennem fremlæggelse af årsopgørelser, lønsedler eller lignende.

Endelig fremgår det, at det er forudsat, at leasing- og udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretnings-model har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres.

En person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at konfiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, vil som udgangspunkt være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økonomisk tab, hvis køretøjet konfiskeres.

Er der tale om lån, vil låntageren som udgangspunkt være erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL 5-8-1 over for den, der har udlånt køretøjet, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.

Retsplejelovens 1018 c Det følger af retsplejelovens § 1018 c, at der kan tillægges en person, der ikke har været sigtet, erstatning for indgreb, der har været iværksat som led i en strafferetlig forfølgning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er fakultativ, og erstatning ydes efter en rimelighedsbetragtning.

Det fremgår af Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, pkt. 5.2, at det efter anklagemyndighedens administrative praksis beror på en konkret vurdering, om der ydes erstatning efter bestemmelsen. Ved vurderingen lægges der ligesom for sigtedes vedkommende vægt på, om indgrebet er af en sådan intensitet eller medfører en sådan ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning.

Erstatningen udmåles i givet fald ligesom for sigtede efter taksterne i Rigsadvokatmeddelelsen om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a. Erstatning nægtes, hvor der er udvist egen skyld, eller vedkommende selv er nærmest til at bære risikoen for at blive udsat for det straffeprocessuelle indgreb.

Det fremgår af årsberetningens pkt. 4.3.5., at erstatning for afsavn af motorkøretøjer ved beslaglæggelse ydes efter de årligt fastsatte takster i Rigsadvokatens Meddelelse, afsnittet om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

Afsavnserstatningen er en kombination af erstatning for mindre ofte udokumenterede økonomiske tab i forbindelse med beslaglæggelsen samt tortgodtgørelse for ulemper og gener i samme anledning. Foreligger der dokumentation for yderligere økonomisk tab af væsentligt omfang, vil der efter en konkret vurdering kunne ydes erstatning for sådanne tab.

Følgende fremgår af Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, pkt. 5.3. vedrørende retsplejelovens § 1018 c: “For ransagninger hos ikke-sigtede personer ydes erstatning efter samme retningslinjer som for ransagning hos sigtede. Erstatning kan nægtes i det omfang, det findes rimeligt, at vedkommende selv bærer risikoen for, at politiet gennemfører ransagningen.

Ejeren af en lejlighed må således som udgangspunkt selv bære risikoen for, at en person, som ejeren har givet adgang til lejligheden, er kriminel, og eventuelt anvender den til opbevaring af f.eks. stjålne genstande eller narkotika. Lignende risikobetragtninger som ved ransagning er anvendt i sager om beslaglæggelse mv. af genstande, herunder f.eks. motorkøretøjer, som ejeren har overladt til den sigtede.

Der vil som udgangspunkt ikke skulle ydes erstatning til ejeren, som selv må bære risikoen for den adfærd, som sigtede har udvist.” Som eksempel på anvendelsen af § 1018 c kan nævnes afgørelsen U.2006.2741V, hvor der ikke blev ydet erstatning efter bestemmelsen for beslaglæggelse af computere hos to ikke-sigtede, som var bofæller til en person, som var sigtet for og senere blev dømt for besiddelse af børneporno på hans egen computer, uanset der intet ulovligt blev fundet på de erstatningssøgendes computere, som derfor blev genudleveret.

Det fremgår af byrettens begrundelse, som landsretten tiltrådte, at de erstatningssøgende og den sigtede tilhørte samme husstand og at den sigtede havde haft adgang til alle husstandens computere. Se tillige U.2014.1302Ø hvor politiet ønskede at ransage lokaler tilhørende en motorcykelklub, idet der uden for holdt en bil, som matchede beskrivelsen af en bil anvendt ved et voldeligt overfald.

Motorcykelklubben var ikke sigtet, og fik ikke erstatning efter hverken § 1018 h eller c for politiets beskadigelse af en dør i et forsøg på at gennemtrænge denne med henblik på ransagning, idet der var grundlag for ransagning på øjemedets forspildelse, og idet et medlem ikke havde lukket op på politiets forlangende.

Der forelå ikke ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler og der var ikke grundlag for rimelighedserstatning. Efter at politiet blev lukket ind, blev stedet ransaget uden fund af personer eller genstande med forbindelse til sagen.

Som eksempel på domme, hvor er tillagt erstatning efter retsplejelovens § 1018 c, kan jeg henvise til dommen U.2025.3979, hvor landsretten fandt det rimeligt at tillægge firmaet X ApS afsavnserstatning for beslaglæggelse af en bil i hele perioden, jf. retsplejelovens § 1018 c. Beslaglæggelsen af bilen skete efter, at en af X ApS’ ansatte havde kørt spirituskørsel i bilen med en promille på over 2,00.

Under straffesagen mod A blev påstanden om konfiskation ikke taget til følge. Anklagemyndigheden ankede dommen for så vidt angik strafudmålingen og konfiskationen, men før hovedforhandlingen frafaldt man den del af anken, der vedrørte konfiskation. X ApS fik herefter - efter ca. 1½ års beslaglæggelse - bilen til disposition. X ApS fremsatte krav om afsavnserstatning efter Rigsadvokatens takster for den fulde periode.

Anklagemyndigheden betalte alene erstatning fra udløbet af ankefristen efter byrettens dom, indtil bilen blev stillet til X ApS’ disposition, idet man fandt, at X ApS burde rette kravet for den forudgående periode mod A.

Landsretten fandt det imidlertid rimeligt at tillægge X ApS afsavnserstatning for hele perioden, jf. retsplejelovens § 1018 c, idet X ApS efter det, der i byrettens dom i sagen mod A var lagt til grund om selskabets manglende mulighed for at påregne spirituskørsel i arbejdsbilen, ikke havde været nærmest til at bære risikoen for beslaglæggelse frem til ankefristens udløb.

X ApS fik derfor erstatning for hele perioden. Sagen drejede sig endvidere om opgørelsen af værditab på bilen. Det blev lagt til grund, at der var opstået skader på bilen under dens opbevaring, og landsretten opgjorde skønsmæssigt værditabet til 40.000 kr.

Den konkrete sag I sagen vedrørende beslaglæggelse/konfiskation af din klients bil, fandt landsretten efter en helhedsvurdering ikke, at betingelserne for konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, var opfyldt, jf. bestemmelsens 2. pkt. Af landsrettens præmisser fremgår bl.a. følgende: “Ved byrettens dom blev Person2, der var fører af bilen, dømt for vanvidskørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Der skal derfor efter denne bestemmelses 2. pkt., ske konfiskation, medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstidende 2020-2 1, tillæg 4, lovforslag nr.

L 127), hvor færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., blev indsat, at der ved bedømmelsen af. om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder, og at det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren.

Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke tilfælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt. Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bla., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde.

Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have tilstrækkeligt kendskab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan medføre konfiskation.

Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunktet, skal der ikke ske konfiskation.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende.

Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk. Af forarbejderne fremgår endvidere, at det er forudsat, at leasing- og udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter, og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af at køretøjet kan konfiskeres.

Som fastslået i blandt andet Højesterets kendelse af 27. januar 2023 (UfR 2023.1836) vil en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at konfiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økonomisk tab, hvis køretøjet konfiskeres.

Af Højesterets kendelse af 27. januar 2023 (UfR 2023.1841) fremgår blandt andet, at det ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også må tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

Spørgsmålet i sagen er, om der kan ske konfiskation af bilen i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, idet spørgsmålet nærmere angår, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende, jf. færdselslovens 133, stk. 2.2. pkt.

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at der ikke er grundlag for at anse bilen for brugsstjålet, og konfiskation vil derfor ikke allerede af den grund være uforholdsmæssigt indgribende.

Det fremgår af Højesterets kendelse af 27. januar 2023 (UfR.2023.1841), hvor beslaglæggelsen af bilen blev stadfæstet, at spørgsmålet om, hvorvidt konfiskation af bilen ud fra en helhedsvurdering må antages at være uforholdsmæssigt indgribende, skal foretages både i forhold til Erstatningssøgende A/S som ejer af bilen og Person1 som leasingtager.

Der skal i den forbindelse foretages en vurdering af Erstatningssøgendes A/S og Person1’s forhold og adfærd, herunder om henholdsvis Erstatningssøgende A/S og Person1 har udvist agtpågivenhed. og deres mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel.

Vedrørende Erstatningssøgende A/S må der på baggrund af Person3’s forklaring lægges til grund, at Person1’s økonomiske forhold blev undersøgt inden leasingaftalens indgåelse.

Det forhold, at det af leasingaftalens vilkår fremgår, at bilen ikke md udlånes til personer uden for husstanden, medfører ikke, at det er godtgjort, at det var helt upåregneligt for Erstatningssøgende A/S, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, herunder f.eks. i forbindelse med udlån af bilen.

Vedrørende Person1 finder landsretten som ovenfor nævnt, at der ikke er grundlag for at anse køretøjet for brugsstjålet.

Landsretten lægger i den forbindelse til grund, at Person1 udlånte bilen til Person4 med henblik på, at Person4 skulle sørge for, at bilen kom fra Holstebro til Harboøre, og at Person4 herefter aftalte med Person2, at Person2 skulle hjælpe, og at det herefter med Person4’s accept blev Person2, der førte Person1’s bil, mens Person4 fulgte med i sin egen bil.

På den baggrund finder landsretten, at det ikke er godtgjort, at det var helt upåregneligt for Person1, at bilen - eventuelt efter at den var blevet udlånt til en tredje person - ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Det fremgår af forarbejderne, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende.

Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Erstatningssøgende A/S, som har nedlagt påstand om erstatning på 213.000 kr. overfor såvel Person1 som Person2, skal det i forbindelse med den samlede vurdering af, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende, indgå i vurderingen, om Erstatningssøgende A/S har godtgjort, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.

Dette gælder både i forhold til Erstatningssøgendes A/S mulighed for at få dækket et tab hos Person1 som leasingtager og Person2 som fører af bilen. Person1, som er 24 år, har forklaret, at han er arbejdsløs og under udredning. Han har efter sin forklaring ikke nogen indtægt, idet han er sygemeldt pga. stress, depression og ADD.

Han har endvidere forklaret, at han ikke har nogen uddannelse, at han håber på at få et job, og at han tidligere har haft arbejde bl.a. i 2020 hos Selskab, hvor han var produktionsmedarbejder. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at hans personlige indkomst i 2019 var 217.288 kr., og at han i starten af 2021 havde en månedlig indtægt på ca. 17.000 kr.

Uanset den omstændighed, at Person1 nu er sygemeldt og under udredning, finder landsretten, at det ikke er godtgjort, at Person1 ikke vil være i stand til at erstatte Erstatningssøgendes A/S tab, eventuelt over en længere periode.

Landsretten finder herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og i øvrigt af de grunde, der fremgår af Højesterets kendelse af 27. januar 2023 (UfR 2023.1841), at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Erstatningssøgende A/S.

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser for Person1 i tilfælde af konfiskation har Person1 nedlagt påstand om, at Person2 skal friholde ham for Erstatningssøgende A/S erstatningskrav og herudover betale erstatning med 142.997,50 kr. Som følge heraf finder landsretten, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Person1.

Betingelserne for konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, er således efter en helhedsvurdering ikke opfyldt jf. bestemmelsens 2. pkt.” I min vurdering af, om det er rimeligt at yde erstatning til din klient har jeg på den ene side lagt vægt på, at landsretten i sin dom af 17. september 2024 kom frem til, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for Person1 og frifandt ham og din klient for konfiskation.

Jeg har på den anden side lagt vægt på, at såvel Højesteret i kendelsen af 27. januar 2023, som landsretten i dommen af 17. september 2024 har fundet, at det ikke var helt upåregneligt for din klient, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, herunder f.eks. i forbindelse med udlån af bilen.

Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til, at din klient i en mail til Person1 i forbindelse med en skade på en anden bil, havde påtalt, at han ifølge leasingaftalen ikke måtte udlåne bilen. Jeg har endvidere lagt vægt på, at din klient, der undersøgte Person1s økonomiske forhold inden leasingaftalens indgåelse, i henhold til leasingaftalen kan rette sit krav mod ham.

I den forbindelse henviser jeg til, at Højesteret lagde til grund, at det ikke heller var helt upåregneligt for Person1, at bilen eventuelt efter at den var blevet udlånt til en tredje person - ville blive anvendt til vanvidskørsel.

På den baggrund, herunder navnlig at det ikke var helt upåregneligt for din klient, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel, finder jeg, at din klient er nærmest til at bære risikoen for tab i den anledning.

Det findes derfor ikke rimeligt at yde erstatning til din klient i anledning af beslaglæggelsen. ..." Forklaring [FORKLARING UDELADT] Parternes synspunkter Statsadvokaten har til støtte for påstanden henvist til Rigsadvokatens begrundelse for afgørelsen og har supplerende navnlig anført vedrørende påstanden om erstatning for afhentning af bilen, at Erstatningssøgende A/S under alle omstændigheder ville have haft udgifter til afhentning af bilen, som følge af, at man ophævede leasingaftalen med Person1 den 21. maj 2021 grundet dennes misligholdelse af aftalen.

Vedrørende påstanden om erstatning for bilens tab af værdi, er der i erstatningskravet ikke taget højde for det pristab/den afskrivning man alligevel skulle have lavet for den periode, hvor leasingertager kørte i bilen.

Vedrørende påstanden om afsavnserstatning så kan den i givet fald alene gives i 1.245 dage frem til den 9. oktober 2024, hvor Erstatningssøgende A/S fik besked om, at bilen kunne hentes og ikke frem til det faktiske afhentelsestidspunkt den 28. oktober 2024. Erstatningssøgende A/S har til støtte for påstanden gjort følgende gældende: "... 4.1.

Til støtte for påstanden om, at Rigsadvokaten til Erstatningssøgende A/S skal betale kr. 218.354,79, gøres det overordnet gældende, at det følger af Retsplejelovens § 1018 c, at erstatning kan ydes, hvis der overfor en juridisk eller fysisk person, der ikke har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning, hvis det findes rimeligt. 4.2.

Erstatningssøgende har på intet tidspunkt været sigtet i den pågældende sag. Erstatningssøgende A/S har under hele forløbet alene været ejer af køretøjet og der har været tale om tredjemandskonfiskation, og Erstatningssøgende A/S har således ikke været sigtet. 4.3.

Det fremgår samtidig af Rigsadvokatmeddelelsen ”Erstatning i henhold til retsplejelovens kapital 93 a”, at erstatning for beslaglæggelse af motorkøretøj kan ydes efter en konkret vurdering af den forvoldte ulempe og gene samt eventuelt økonomisk tab i forbindelse med indgrebet. Rigsadvokatmeddelelsen indeholder takstmæssig erstatning, udmålt i påbegyndte uger. 4.4.

Som også anført i pkt. 4.1 har Erstatningssøgende A/S ikke på noget tidspunkt været sigtet. Det følger da også allerede af forarbejderne til ændring af færdselsloven (skærpet indsats mod vanvidskørsel), at tredjemand ikke er sigtet.

Det fremgår således af LFF 2020-12-16 nr. 127, Forslag til ændring af færdselsloven (skærpet indsats mod vanvidskørsel), pkt. 2.5.1.5 om Domstolsprøvelse af tredjemandskonfiskation efter straffeloven, at i sager om konfiskation af tredjemands køretøj viser retspraksis, at strafferetsplejens regler kommer til anvendelse med de nødvendige tilpasninger, som følge af, at konfiskationssagen involverer en tredjemand, som ikke er sigtet eller tiltalt for den strafbare lovovertrædelse, der udløser konfiskationen, jf. bl.a.

U.2012.3476 Ø. Samtidig fremgår det af pkt. 2.5.2.4 om Domstolsprøvelse i anledning af konfiskation fra tredjemand, at strafferetsplejens regler kommer til anvendelse med fornødne tillempelser, idet konfiskationssagen omfatter en tredjemand, som hverken er sigtet eller tiltalt i det strafbare forhold, der har givet anledning til konfiskationen. 4.5.

Erstatningssøgende A/S har straks efter beslaglæggelse berettiget ophævet leasingaftalen med leasingtager Person1, som følge af, at Person1 har misligholdt leasingaftalen ved at lade Person2 føre bilen. 5. AD AFSAVNSERSTATNING 5.1.

Som naturlig konsekvens af, at Erstatningssøgende A/S har ophævet leasingaftalen gøres det gældende, at Erstatningssøgende A/S også ville have fået bilen til deres disposition, hvis ikke bilen var blevet beslaglagt.

Beslaglæggelsen blev dog midlertidigt opretholdt, hvorfor Erstatningssøgende A/S var afskåret fra at råde over køretøjet, herunder evt. videresælge eller lease køretøjet til anden side og dermed mindske tabet. 5.2. Køretøjet blev beslaglagt den 14.5.2021. Erstatningssøgende A/S fik køretøjet udleveret den 22.10.2024, dog ikke i en tilstand, hvor køretøjet var funktionsdygtigt.

Køretøjet regnes som funktionsdygtigt fra den 16.12.2024, hvor køretøjet blev solgt og reparationen var færdig, hvilket indebærer, at Erstatningssøgende A/S har været rådighedsberøvet et aktiv af væsentlig værdi i 188 påbegyndte uger uden at være sigtet, hvilket allerede af den grund – og især sammenholdt med de øvrige oplyste forhold - bør statuere ulempe og gene og derfor medføre erstatning efter Rigsadvokatmeddelelsen om Erstatning i henhold til retsplejelovens kapital 93 a.

Dette beløb kan således opgøres til kr. 103.850,00. 5.3. Erstatningssøgende A/S ville som erhvervsdrivende selvsagt hurtigst muligt have solgt eller leaset bilen til anden side, hvorfor det klart må vurderes, at det har været til gene og ulempe, at bilen blev beslaglagt. Bilen ville således ikke på noget tidspunkt have været i overskud ved Erstatningssøgende A/S. 5.4.

Det bemærkes, at Rigsadvokaten ved sin afvisning af Erstatningssøgende A/S’ erstatningskrav, har lagt vægt på, at det ikke var helt upåregneligt for Erstatningssøgende A/S, at bilen ville blive anvendt til vanvidsbilisme, f.eks. i forbindelse med udlån af bilen.

Rigsadvokaten henviser til støtte for dette til, at Højesteret (i forbindelse med spørgsmålet om opretholdelse af beslaglæggelse) fandt, at ”det ikke var helt upåregneligt for [Erstatningssøgende], at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, herunder f.eks. i forbindelse med udlån af bilen” og anfører, at Højesteret henviste til, at Erstatningssøgende A/S ”i en mail til Person1 i forbindelse med en skade på en anden bil, havde påtalt, at han ifølge leasingaftalen ikke måtte udlåne bilen.” 5.5.

Rigsadvokatens passus om, at Højesteret har henvist til en ’anden sag’, hvor leasingtagers mor havde leaset en bil vedrører et faktuelt forhold, som blev tilbagevist i byretten og landsretten i forbindelse med selve konfiskationsspørgsmålet. 5.6. Rigsadvokaten bør således ikke medtage denne del af

Højesterets begrundelse

i sin vurdering, da netop dette argument er blevet tilbagevist efterfølgende af både byretten og landsretten. 5.7. Det gøres desuden gældende, at Erstatningssøgende A/S ikke har udvist egen skyld, men har udvist den agtpågivenhed, der måtte kunne forventes ved indgåelsen af leasingaftalen med leasingtager, Person1. 5.8.

Det følger blandt andet af Erstatningssøgende A/S’ almindelige betingelser, at køretøjet ikke må fremlejes, udlånes eller overlades til tredjemand. Erstatningssøgende A/S må således have en berettiget forventning om, at køretøjet ikke fremlejes, udlånes eller overlades til tredjemand. 5.9.

Det gøres gældende, at Erstatningssøgende A/S ikke har haft nogen konkret anledning til at antage, at køretøjet ville blive udlånt til tredjemand som herefter ville anvende køretøjet til vanvidsbilisme. 5.10.

Det gøres således gældende, at det ikke påregneligt for Erstatningssøgende A/S, at bilen ville blive anvendt til vanvidsbilisme, hvorfor Erstatningssøgende allerede af den grund bør blive tilkendt erstatning efter retsplejelovens § 1018 c. 6. AD UDGIFTER TIL AFHENTNING AF KØRETØJET 6.1.

Som følge af at bilen ikke var funktionsdygtig ved udleveringsdagen, måtte Erstatningssøgende A/S bede en transportør om at afhente køretøjet og transportere det direkte på værksted for reparation således at køretøjet kunne blive funktionsdygtigt. 6.2.

Det gøres gældende, at havde beslaglæggelsen ikke fundet sted, så havde Erstatningssøgende A/S ikke haft denne udgift, hvorfor der bør tilkendes erstatning til Erstatningssøgende A/S for udgifter til transport af køretøjet efter retsplejelovens § 1018 h, stk. 1.

Dette var blandt andet også tilfældet i Statsadvokatens afgørelse af 12.4.2023 i sag SAK-2023-…-52, hvor bilen som følge af beslaglæggelse ikke var funktionsdygtig og derfor måtte transporteres af en tredjemand. 6.3. Herudover gøres det gældende, at politiet og anklagemyndigheden har haft bilen i deres varetægt i 180 dage (3,5 år) uden at tage ordentlig vare på bilens tilstand.

Det er ubestridt af politiet og anklagemyndigheden at Bilen ikke var funktionsdygtig på udleveringstidspunktet den 22. oktober 2024 Bilen skulle transporteres til værksted og Bilen skulle repareres jf. bilag F for at blive funktionsdygtig og forsvarlig at køre i. Politiet og anklagemyndigheden har ikke opfyldt deres diligenspligt i relation til, at bilen i deres varetægt blev forsvarligt vedligeholdt.

Denne pligt gælder så meget desto mere når beslaglæggelsen og konfiskationen stedse er bestridt af køretøjets ejer. Politi og anklagemyndighed burde under de pågældende omstændigheder have sikret, at køretøjet stedse var i en stand, hvor det kunne udleveres til ejeren i funktionsdygtig og køremæssig forsvarlig stand – jf. i øvrigt V.L. den 9. juni 2025, anke 6. afd. S-2232-24 optrykt i ufr. 2025.3979 V.

Det bemærkes at Erstatningssøgende A/S` udgifter til afhentning og reparation af bilen er ubestridte. 7. AD UDGIFTER TIL VÆRKSTED OG REPARATION 7.1. Leasingtager, Person1, havde alene haft bilen til rådighed i 51 dage inden den blev beslaglagt, hvor Erstatningssøgende A/S også ophævede leasingaftalen. 7.2.

Under normale omstændigheder, hvor en leasingaftale ophæves, ville Erstatningssøgende A/S straks have fået bilen til rådighed og det ville i sådan et tilfælde have formodningen imod sig, at et køretøj skulle repareres for kr. 43.499,87 ekskl. moms blot 51 dage efter leasingaftalens begyndelse. 7.3.

I nærværende tilfælde fik Erstatningssøgende A/S ikke straks bilen tilbage ved ophævelse af leasingaftalen, hvorfor bilen reelt blev i ringere og ringere stand uden, at Erstatningssøgende A/S havde mulighed for at mindske denne forringelse af bilen, herunder at bilen blev ufunktionsdygtig. 7.4.

Det bemærkes, at som følge af at bilen havde stået stille under beslaglæggelsen var der f.eks. behov for nye dæk, nyt batteri og nye bremser. 7.5. Det gøres gældende, at uden beslaglæggelsen ville Erstatningssøgende A/S således ikke have haft disse udgifter, hvorfor der bør tilkendes erstatning til Erstatningssøgende A/S for udgifter til værksted og reparation af køretøjet efter retsplejelovens § 1018 h, stk. 1.

Det gøres desuden gældende, at udgifterne er forårsaget af den lange stilstandsperiode. 7.6. Herudover gøres det gældende, at politiet og anklagemyndigheden har haft bilen i deres varetægt i 180 dage (3,5 år) uden at tage ordentlig vare på bilens tilstand.

Det er ubestridt af politiet og anklagemyndigheden at Bilen ikke var funktionsdygtig på udleveringstidspunktet den 22. oktober 2024 Bilen skulle transporteres til værksted og Bilen skulle repareres jf. bilag F for at blive funktionsdygtig og forsvarlig at køre i. Politiet og anklagemyndigheden har ikke opfyldt deres diligenspligt i relation til, at bilen i deres varetægt blev forsvarligt vedligeholdt.

Denne pligt gælder så meget desto mere når beslaglæggelsen og konfiskationen stedse er bestridt af køretøjets ejer. Politi og anklagemyndighed burde under de pågældende omstændigheder have sikret, at køretøjet stedse var i en stand, hvor det kunne udleveres til ejeren i funktionsdygtig og køremæssig forsvarlig stand – jf. i øvrigt V.L. den 9. juni 2025, anke 6. afd. S-2232-24 optrykt i ufr. 2025.3979 V.

Det bemærkes at Erstatningssøgende A/S’ udgifter til afhentning og reparation af bilen er ubestridte. 8. AD VÆRDIFORRINGELSE 8.1. Det gøres gældende, at Erstatningssøgende A/S har lidt et værditab på køretøjet under beslaglæggelsen som er langt højere end det ville have været, hvis bilen ikke var blevet uberettiget beslaglagt. 8.2.

Ved råderet over køretøjet kunne Erstatningssøgende A/S have solgt bilen på et langt tidligere tidspunkt med et langt mindre værditab til følge. Denne mulighed var Erstatningssøgende A/S afskåret fra som følge af beslaglæggelsen. 8.3.

Det pågældende køretøj blev beslaglagt 51 dage efter, at bilen var blevet leaset, hvorfor det samtidig må have formodningen imod sig, at køretøjets værdi på beslaglæggelsestidspunktet ikke ville være samme værdi som ved købstidspunktet, hvorfor Erstatningssøgende A/S har beregnet værditabet til kr. 70.000,00 ekskl. moms (købsprisen fratrukket salgsprisen). 8.4.

Under normale omstændigheder ville Erstatningssøgende A/S have mulighed for at lease køretøjet til anden siden eller videresælge køretøjet og således undgå værditabet. Dette har ikke været muligt som følge af beslaglæggelsen, hvorfor værditabet også må tilskrives den lange periode beslaglæggelsen har varet. 8.5.

Erstatningssøgende A/S bør således tilkendes erstatning for udgifter til værdiforringelse af køretøjet efter retsplejelovens § 1018 h, stk. 1 som følge af den uberettigede beslaglæggelse. 9. AD RENTEPÅSTANDEN 9.1. Erstatningssøgende A/S fremsatte den 29.11.2024 første gang krav om erstatning i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a.

I overensstemmelse med rentelovens § 3, stk. 2, kan der derfor kræves renter fra den 29.12.2024, idet der da var forløbet 30 dage fra fremsættelsen af betalingsanmodningen. ..."

Rettens begrundelse

og afgørelse. Den i sagen omhandlede bil blev beslaglagt efter en hastighedsovertrædelse begået efter, at Erstatningssøgende A/S leasingtager havde udlånt bilen. Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 17. september 2024 byrettens dom om, at bilen ikke skulle konfiskeres.

Beslaglæggelsen af bilen, der blev foretaget den 14. maj 2021, har derfor været uberettiget frem til den 9. oktober 2024, hvor Erstatningssøgende A/S fik besked om, at bilen kunne afhentes. Spørgsmålet er herefter, om det efter retsplejelovens § 1018 c, findes rimeligt, at Erstatningssøgende A/S ydes erstatning for de tab, som beslaglæggelsen har medført.

Det lægges efter præmisserne i landsrettens dom af 17. september 2024 til grund, at det ikke var helt upåregneligt for Erstatningssøgende A/S, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, herunder f.eks. i forbindelse med udlån af bilen.

Retten finder herefter og efter lovens forarbejder, hvorefter det er forudsat, at leasing- og udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjet kan konfiskeres, at Erstatningssøgende A/S er nærmest til at bære risikoen for beslaglæggelsen af bilen.

Anklagemyndigheden frifindes derfor for påstanden om afsavnserstatning og erstatning for værditabet, som følge af, at bilpriserne var faldet i beslaglæggelsesperioden. Det lægges efter sagens oplysninger til grund, at bilen ikke kunne køre og ikke var lovlig, da Erstatningssøgende A/S fik oplysning om, at den kunne hentes.

Det findes efter Person3’s forklaring godtgjort, at årsagen til dette var, at bilen havde holdt stille i beslaglæggelsesperioden, og at dette også var årsagen til, at bilen havde behov for nye dæk, nyt batteri, nye bremser samt udskiftning af bremsevæske og gearolie.

Det lægges således til grund, at bilen ikke har været opbevaret forsvarligt, mens den har været i politiets varetægt, og Erstatningssøgende A/S skal derfor have godtgjort sit tab i den forbindelse. Det fremgår af faktura af 31. oktober 2024, at der har været en udgift afhentning af bilen på 1.004,92 kr., og det fremgår af faktura af 16. december 2024, at bilen er blevet repareret for 43.499,97 kr.

Anklagemyndigheden skal derfor til Erstatningssøgende A/S betale 44.504,79 kr. med tillæg af procesrente fra den 29. december 2024.

Thi kendes for ret

: Anklagemyndigheden skal inden 14 dage betale 44.504,79 kr. med tillæg af procesrente fra den 29. december 2024.