BR — Byretterne
A2-3626/2025
OL-2025-BYR-00303
AM2025.10.23B Retten i Sønderborgs
DOM
Dato: 23. oktober 2025 Rettens sagsnr.: A2-3626/2025 Politiets sagsnr.: 3300-70318-00091-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1984 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 11. september 2025.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. retsplejelovens § 750, 2. pkt., ved den 7. september 2024, ca. kl. 03.00, ud for Bar, Adresse1 trods politiets anmodning herom, at have undladt at opgive navn, adresse og fødselsdato. 2. ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, ved samme tid og sted som i forhold 1, at have udvist støjende adfærd, idet tiltalte råbte højlydt og var opfarende over for den tilstedeværende patrulje samt andre borgere, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden. 3. straffelovens § 119, stk. 4, ved den 7. september 2024, ca. kl. 03.05, i patruljebilen ud for Bar, Adresse1, at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde, idet tiltalte i forbindelse med anbringelse af håndjern flere gange trak armene til sig, samt flettede fingrene og låste hænderne mellem sine ben, hvilket bevirkede at patruljen ikke kunne få håndjern på tiltalte. 4. straffelovens § 121, jf. § 81, nr. 6, ved den 7. september 2024, ca. kl. 03.10, under transport mod By1 Politistation, med hån, skældsord eller anden fornærmelige tiltale, at have overfaldet den tjenestegørende politibetjent Forurettede1, idet tiltalte til Forurettede1 udtalte: ”din fucking perker” og ”kebabkriger” eller lignende, hvilken udtalelse helt eller delvis havde baggrund i Forurettede1 etniske oprindelse. 5. straffelovens § 121, ved samme tid og sted som i forhold 4, med hån, skældsord eller anden fornærmelige tiltale, at have overfaldet den tjenestegørende politibetjent Forurettede2, idet tiltalte spyttede mod Forurettede2. 6. straffelovens § 119, stk. 1, ved den 7. september 2024, ca. kl. 03.15, i venterummet ved By1 Politistation, Adresse2, ved vold eller trussel om vold, at have overfaldet den tjenestegørende politibetjent Forurettede1, idet tiltalte sparkede Forurettede1 2-3 gange på skinnebenet.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnerne politibetjent Forurettede2 og politibetjent Forurettede1. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har fast arbejde og lever sammen med en mand. Hendes ni børn er anbragt uden for hjemmet.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 1. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i, trods politiets anmodning herom, at have undladt at opgive navn, adresse og fødselsdato. Vidnet Forurettede2 har afgivet en sikker og troværdig forklaring.
Herefter er det bevist, at tiltalte den 7. september 2024 ca. kl. 03.00 ud for Bar på Adresse1 optrådte råbende og larmende og nægtede at dæmpe sig, således hun derved forstyrrede den offentlige orden.
Da hun nægtede at oplyse sine generalier blev hun anholdt, og hun lagde i den forbindelse hindringer i vejen for politiets arbejde, ved at flette sine fingre sammen og sætte sig på hænderne, således patruljen ikke kunne sætte håndjern på hende.
På baggrund af vidnet Forurettede2 og vidnet Forurettede1s forklaringer, er det endvidere bevist, at tiltalte i patrulejbilen sagde "fucking perker" og "kebabkriger" til politibetjent Forurettede1, og at disse udtalelser i hvertfald delvist havde baggrund i Forurettede1’s etniske oprindelse.
Det er på samme måde bevist, at tiltalte i patruljebilen spyttede mod Forurettede2, og at hun på Politistationen sparkede Forurettede1 én gang over skinnebenet. Det anses ikke for bevist, at tiltalte sparkede Forurettede1 mere end en enkelt gang, idet kan under sin vidneforklaring alene erindrede et enkelt spark.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. retsplejelovens § 750, 2. pkt., ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, straffelovens § 119, stk. 1 og 4, samt § 121, jf. til dels § 81, nr. 6. Uagtet tiltaltes tilknytning til arbejdsmarkedet har retten ikke fundet, at hun har sådanne gode personlige forhold, at straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
