BS-28021/2023-KBH

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 174.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

KØBENHAVNS BYRET

DOM

afsagt den 7. maj 2025

Sag BS-28021/2023-KBH

Sagsøger (advokat Kristian Elvang-Gøransson)

mod

Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland (advokat Jacob Skude Rasmussen)

Biintervenient til støtte for Sagsøger: Ældre Sagen (advokat Peter Skov)

Biintervenient til støtte for Nordea Danmark: Finans Danmark (advokat Jens Munk Plum og advokat Martin Dahl Pedersen)

Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3, førstnævnte som rettens forperson.

Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 8. juni 2023.

Sagen angår, om sagsøgte, Nordea Danmark, skal friholde Sagsøger, for beløb, som hun overførte til konti tilhørende ukendte tredjemænd i forbindelse med bedrageriske telefonopkald, og som ikke er tilbageført til hende.

2

Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale

398.957,62 kr., subsidiært 390.957,62 kr., mere subsidiært 338.217,62 kr. og mest subsidiært 315.485 kr. eller et mindre beløb efter rettens skøn, alt med proces-rente fra 5. september 2022 og til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøger har fri proces og retshjælpsforsikring.

Ældre Sagen er indtrådt som biintervenient til støtte for de påstande, sagsøger har nedlagt.

Finans Danmark er indtrådt som biintervenient til støtte for sagsøgtes påstand.

Oplysningerne i sagen Sagsøger er født i Måned 1 1940. Den 22. og 23. august 2022 var sagsøger kunde hos sagsøgte, hvor hun havde flere konti.

Sagsøger indgik den 16. december 2002 en aftale med sagsøgte om tilslutning til netbank. Tilslutningen var undergivet ”Regler for Netbank til Privatkunder” . Af ”Regler for Netbank – Privat” fremgår bl.a.:

”… 2 Vilkår for brug af Netbank og betalingstjenester 2.1 Brug NemID til onlineadgang Du skal have et NemID for at bruge Netbank og betalingstjenester. NemID består af et bruger-id, en adgangskode og et nøglekort/en nøgleviser/nøg-leapp, som angiver de koder (nøgler), du skal bruge sammen med dit bru-ger-id og din adgangskode.

Reglerne vedrørende brug af NemID, herunder reglerne for opbevaring af bruger-id, adgangskode og nøglekort/nøgleviser, fremgår af Regler for NemID til netbank og offentlig digital signatur, som du kan finde på www.nemid.nu. Reglerne vedrørende brug af nøgleappen fremgår desu-den af Brugervilkår for NemID nøgleapp, som du tillige kan finde på www.nemid.nu og i nøgleappen. …

2.3 Afgivelse af en betalingsordre i Netbank Når du skal afgive en ordre om en overførsel eller en regningsbetaling i Netbank, fremgår det af skærmbillederne, hvilke oplysninger du skal ind-taste, for at vi kan gennemføre ordren korrekt. Det kan fx være et registre-

3

rings- og kontonummer på betalingsmodtageren eller en kreditorrefe-rence.

…

2.3.2 Bekræftelse af en betalingsordre i Mobilbank via en mobiltelefon/tablet Du skal alene bekræfte en ordre om en overførsel mellem dine egne konti, fællesejede konti og konti du har fuldmagt til ved at klikke på Bekræft-knappen.

For at bekræfte en ordre om en overførsel til tredjemands konti i banken -eller andre pengeinstitutter i Danmark – skal du indtaste en nøgle fra dit nøglekort/din nøgleviser eller swipe din nøgleapp.

Du skal også bekræfte en ordre om en regningsbetaling ved at indtaste en nøgle fra dit nøglekort/din nøgleviser eller swipe din nøgleapp.

2.3.3 Bekræftelse af visse typer af betalingsordrer i Netbank For visse typer af overførsler og regningsbetalinger oprettet i Netbank kan du komme ud for, at du desuden skal bekræfte ordren med en sms. Du vil modtage en sms på det mobilnummer, du har registreret i Netbank. For at bekræfte din ordre skal du svare ”ja” . Hvis du ikke svarer ”ja” , bliver din ordre automatisk slettet. …

2.5 Tilbagekaldelse af en betalingsordre Har du afgivet en ordre om en standardoverførsel eller en sammedags-overførsel til et andet pengeinstitut i Danmark eller en regningsbetaling til en betalingsmodtager i Danmark, der først skal gennemføres på et senere tidspunkt, kan den tilbagekaldes senest kl. 18.00 på arbejdsdagen før den dag, hvor overførslen eller betalingen skal gennemføres.

Har du afgivet en ordre om en sammedags-overførsel til et andet pengein-stitut i Danmark på den arbejdsdag, hvor du ønsker, at overførslen skal gennemføres, kan du ikke tilbagekalde ordren, når du har bekræftet den med din adgangskode. Har du afgivet en ordre om en straksoverførsel til et andet pengeinstitut i Danmark, kan du ikke tilbagekalde ordren, når du har bekræftet den med din adgangskode. …

2.7 Beløbsgrænser for Netbank Af sikkerhedsmæssige hensyn kan vi ensidigt fastsætte beløbsgrænser for enkelte betalingstjenester i Netbank.

4

En straksoverførsel kan ikke overstige 500.000 kr. pr. betalingsordre. …

5 Indsigelse mod overførsler og regningsbetalinger, som du ikke har godkendt Du skal snarest muligt, efter at du er blevet opmærksom herpå, gøre indsi-gelse mod uautoriserede eller fejlbehæftede overførsler og regningsbeta-linger, som du ikke har godkendt. …

5.1 Dit ansvar ved misbrug af Netbank Hvis Netbank har været misbrugt af en anden, vil banken dække tabet, medmindre tabet er omfattet af reglerne nedenfor. Det er banken, der skal bevise, at tabet er omfattet af reglerne nedenfor.

Hvis en anden har misbrugt Netbank og brugt din adgangskode og/eller nøgler fra dit nøglekort/din nøgleviser/din nøgleapp, skal du dække tab op til 375 kr.

Du skal dække tab op til 8.000 kr. (inkl. selvrisiko), hvis en anden har mis-brugt Netbank og brugt din adgangskode og/eller nøgler fra dit nøgle-kort/din nøgleviser/din nøgleapp, og: - du har undladt at underrette os snarest muligt, efter at du har opdaget, at en anden er blevet bekendt med adgangskoden og/eller nøglerne fra nøglekortet/ nøgleviseren/nøgleappen - du med forsæt har oplyst adgangskoden og/eller nøglerne fra nøglekor-tet/nøgleviseren/nøgleappen til den, der har misbrugt Netbank, uden at du indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug eller - du ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort misbruget.

Du hæfter for hele tabet, hvis misbruget af Netbank er foretaget af den, som du med forsæt har oplyst din adgangskode og/eller nøgler fra dit nøglekort/din nøgleviser/nøgleapp til under omstændigheder, hvor du indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Du hæfter endvidere for hele tabet, hvis du har handlet svigagtigt eller med forsæt eller ved grov forsømmelse har undladt at opfylde dine for-pligtelser til at beskytte din adgangskode og/eller nøgler fra dit nøgle-kort/din nøgleviser/nøgleapp, se punkt 2.1, eller til at spærre din onlineadgang til Netbank, se punkt 10.2.

Du er ikke ansvarlig for tab, der opstår, efter at du har spærret din online-adgang til Netbank.

5

Du kan læse mere om ansvarsreglerne i lov om betalinger, § 100. …

Uanset ovenstående hæfter banken for misbrug, hvis banken ikke kræver stærk kundeautentifikation, medmindre du har handlet svigagtigt.

Uanset ovenstående hæfter banken tillige for misbrug, hvis du ikke kunne opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af din adgangskode og/eller nøgler fra dit nøglekort/din nøgleviser forud for misbruget.

5.2 Bankens ansvar Banken er ansvarlig for tab som følge af misbrug i andre tilfælde end dem, der er nævnt i punkt 5.1. Ansvaret omfatter også fejl begået af banken efter de almindelige regler om erstatningsansvar. Banken er ikke ansvarlig for tab, der sker som følge af driftsforstyrrelser, som hindrer eller afbryder brugen af Netbank. Banken er ikke ansvarlig for dit udstyr, fx enhed, programmer og router.

I tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af misbrug eller sikker-hedstrusler underretter banken dig via telefon, SMS og/eller e-mail, hvis du har oplyst et telefonnummer eller en e-mail adresse. Alternativt sker underretningen via Netbank/Netbank konto-kik. …”

Ifølge kvartalsoversigten ”Hurtigere betalinger i Danmark” udgivet af Dan-marks Nationalbank den 20. september 2012 tog det på daværende tidspunkt normalt mindst én dag at gennemføre en betalingsoverførsel. På den baggrund, og som led i moderniseringen af infrastrukturen for betalinger i Danmark, blev det bebudet, at der ved udgangen af 2014 skulle indføres et nyt system til mu-liggørelse af overførsler af beløb op til 500.000 kr. med det samme døgnet rundt, alle ugens dage.

I maj 2022 havde sagsøgte følgende advarsel på forsiden af Nordea.dk og på lo-gin-siden til netbank:

”ADVARSEL OM TELEFONOPKALD FRA SVINDLERE: Flere kunder modtager i øjeblikket opkald fra svindlere, som udgiver sig for at være fra fx digitaliseringsstyrelsen, politiet eller banken. Formålet er at franarre dig information som NemID eller MitID oplysninger, CPR-nummer eller kor-toplysninger. Udlever ALDRIG disse informationer og overfør ikke penge til modtagere, du ikke kender. Vi håber, du vil hjælpe med at dele budska-bet til dine nærmeste.”

6

Fra den 22. august 2022 ca. kl. 19 til den 23. august 2022 ca. kl. 02, hvor sagsøger var hjemme, blev hun kontaktet telefonisk af tre mænd, der udgav sig for at være fra politiet, og en mand, der udgav sig for at være fra sagsøgte. Episoden er efterfølgende den 29. august 2022 nedfældet på skrift af sagsøger:

”… Detaljeret hændelsesforløb over det bedrageri, der fandt sted mod mig den 22-8 2022.

Mandag aften d. 22. august kl. ca. 19. ringer min fastnettelefon. Jeg tager den og præsenterer mig med: Det er Sagsøger. En dansktalende mands-stemme spørger: ”Er det Sagsøger” . Jeg svarer: ”Ja, det er det” . Så er der en lille pause, og jeg spørger så: ”Og hvem er du” . Den samme mand præsenterer sig med kraftig myndig stemme som Navn 1 fra Rigspolitiets IT-sikkerhedsafdeling.

Politiet, siger jeg alarmeret, og inden jeg når at sige mere, starter manden med at spørge mig meget bestemt, om jeg er ved at oprette forbrugslån fra mine konti i banken. Det er jeg ikke, så jeg svarer nej. Manden fortsætter sit myndige ”forhør” om, om jeg nogen-sinde har oprettet et forbrugslån. Det er meget vigtigt for ham at vide. Mit svar er hele tiden nej.

Så siger han, at Rigspolitiet er blevet kontaktet af Nordea, som er min bank, om at nogen er ved at overflytte penge fra min bankkonto til forbrugslån, og at politiet har akut brug for min hjælp til at stoppe pengeoverførslerne og spore bagmændene.

Jeg føler mig alvorligt truet og bliver meget alarmeret, fordi jeg ser i ån-den, at hele min opsparing og dermed min trygge alderdom bliver stjålet fra mig. Samtidig tænker jeg, at manden jo kunne være en hacker og bare udgav sig for at være fra politiet. Derfor beder jeg om et bevis på, at han ER politimand. Han siger, at det kan jeg se på det nummer, han ringer fra. Men nummervisningen viser bare: ”Out of area” . Det gør jeg ham op-mærksom på, hvorpå han beder mig lægge på, og så vil han ringe mig op fra et andet nummer.

Det gør han, og nu viser nummeroplysningen: 1448. Derpå siger han hur-tigt og meget bestemt til mig, at alle ved jo, at det er politiets nummer. Jeg føler mig stadig ikke overbevist, hvorpå han kommer med nogle oplysnin-ger.

Han opgiver sit tjenestenummer til P0781, at politiet allerede er i gang med efterforskningen, ikke kun af min sag, men af flere lignende sager, som pågår på samme tid, og at der er oprettet en sag med navnet: ”sikker-hedsprotokol 344” , hvor mit sagsnummer er H97-K24.” . Han gør mig op-mærksom på, at både H og K er store bogstaver.

Sagsnummeret er vigtigt at få skrevet ned, for det skal jeg bruge, når det hele er overstået. Han siger endvidere, at det er tvingende nødvendigt, at jeg bidrager nu og her med at flytte mine penge over på en sikkerhedskonto, hvorfra pengene senere

7

vil blive tilbageført til mig. Han pointerer kraftigt, at tyveriprocessen er i fuld gang og går lynhurtigt. Så hvis jeg vil redde mine penge skal jeg bi-drage NU.

Jeg er meget træt efter en lang dag med megen aktivitet og har ikke spist noget siden frokosttid. Næste morgen har jeg en aftale på lungemedicinsk afdeling, og den fylder meget i mit hoved. Jeg føler, jeg står i et svært di-lemma og ryster af nervøsitet: Skal jeg tro ham og redde mine penge, eller skal jeg risikere at få tømt hele min konto. Jeg synes, han lyder troværdig, så jeg tror ham. Jeg er stadig meget usikker på det hele og utroligt nervøs, men er jo nødt til at hjælpe politiet. Samtidig ser jeg i ånden pengene fosse ud af mine konti i en lind strøm, hvis ingen gør noget for at stoppe det.

Han begynder nu at guide mig ind i, hvad der skal blive et 6-7 timer langt mareridt. Han taler myndigt og deltagende til mig hele tiden bl.a. ved at nævne mit navn mange gange, så jeg ikke kan nå at tænke andre tanker. Han forklarer mig, at jeg ikke må kontakte nogen som helst, og at jeg ikke må ringe til nogen af sikkerhedsmæssige årsager for ikke at kompromit-tere processen.

Så siger han, at jeg skal logge ind på min netbank. Efter at have logget ind guider han mig ind på den side, hvorfra man overfører penge. Han forklarer mig, at alle pengene ikke skal overføres til sikker-hedsdepotet på en gang af sikkerhedsmæssige årsager, men i mindre por-tioner til andre konti for til sidst at ende i sikkerhedsdepotet. Han fortæller mig, at sikkerhedsdepotet har Reg. og Konto nr. 1.

Han op-lyser mig også om, at min identifikationskode er: ”Kode” , og at jeg skal fortælle ham 3 ord, som jeg finder på lige nu og her og skal huske. For de 3 ord skal jeg oplyse, når jeg skal have pengene flyttet tilbage fra sik-kerhedsdepotet. Det gør jeg så, og tilsyneladende noterer han ordene ned. Hele tiden taler han til mig i en lind strøm, så jeg ikke kan koncentrere mig om andet end at snakke med ham.

Han holder mig virkelig til ilden, og jeg bliver mere og mere træt.

Han får mig til at nævne antallet af konti – 3 i alt – og hvor mange penge, der står på kontiene.

Så starter overførslerne – hele tiden i mindre bidder. Han prøver at få mig til at samle beløbene fra de 3 konti sammen på en af kontiene; men det mislykkes for mig, og det irriterer ham. Hver gang, jeg har overført et be-løb, skal jeg skal afvente en sms fra Nordea og logge af fra netbanken. Og ganske som han har sagt, kommer der efter hver overførsel en sms med Nordea som afsender.

Teksten lyder, om jeg bekræfter overførsel til det kontonummer, der står i teksten. I svartekstfeltet skal jeg skrive ja. Jeg tvivler ikke på, at sms’erne kommer fra Nordea, så jeg skriver ja i tekstfel-tet, som han har sagt, jeg skal. Det tager meget lang tid, hvilket jeg gør

8

ham opmærksom på. Han beroliger mig med, at overførslerne tager sin tid, og siger hele tiden, at det ikke varer så længe, før vi er færdige. Når jeg har besvaret sms’en med ja, skal jeg igen logge på netbanken.

På et tidspunkt bliver jeg meget i tvivl om hele processen og prøver at ringe til banken på min mobiltelefon, som jeg jo ikke bruger til at snakke med ham i. Jeg nåede slet ikke at høre noget svar, før han var over mig som et lyn. Han spørger mig noget ophidset og med høj stemme, om jeg er ved at ringe til nogen, for det må jeg absolut ikke. Jeg siger, at jeg vil snakke med min bank, for jeg er ikke tryg ved hele situationen. Han siger, at det ikke er et problem – han vil få en medarbejder fra Nordea til at ringe til mig på en sikker linje.

Kort tid efter ringer en anden mand til mig på mobiltelefonen. Han præ-senterer sig som Navn 2 fra Nordeas sikkerhedsafdeling. Han si-ger, at han er godt inde i sagen og kender Navn 1, som han har et fint samarbejde med. Desuden anbefaler han mig at tage et møde med min bankrådgiver den næste dag, lige så snart banken åbner. Det si-ger jeg ja til, og han vil gerne booke mødet for mig med det samme. Han spørger mig, i hvilken afdeling, mødet skal finde sted. Kort tid efter ven-der han tilbage med en mødetid i Nordea, Helsingør. Det beroliger mig noget.

Da klokken er et par minutter i 21, siger manden til mig, at hans vagt er slut, men at en kollega tager over, og at jeg bare skal lægge på, så vil jeg blive ringet op om lidt af kollegaen. Det lyder rigtigt for mig, at en politi-vagt slutter. Så vagtskiftet beroliger mig lidt.

Den næste mand – også dansktalende – ringer mig hurtig op og præsente-rer sig som Navn 3 med tjenestenummer B382 med stort B. Han hil-ser pænt på mig og fortsætter med at guide mig igennem overførslerne præcis som den første. Jeg er efterhånden meget træt og sulten – jeg havde ikke spist aftensmad endnu – hvilket jeg siger til ham. Han siger, at vi snart er færdige og holder mig til telefonen og overførslerne.

På et tids-punkt spørger jeg ham, om de har nogen ide om, hvordan hackerne havde fået adgang til mine konti. Han foreslår, at jeg måske har fået afluret mit dankort et eller andet sted, hvor jeg har brugt det. Han er meget delta-gende og synes, det er synd for mig. Han taler med jysk accent – måske år-husiansk – og henvender sig også hele tiden med mit navn.

Da klokken er tæt på midnat, siger jeg, at jeg ikke har flere kræfter og er meget sulten. Han siger, at jeg bare skal lægge på og tage noget mad, så ringer han mig op om lidt. Det gør han. Så spørger han, om jeg har flere kort. Jeg siger, jeg har et til, men at jeg ikke ved, hvor det er, for jeg bruger det aldrig. Så bli-ver han faktisk kommanderende og nærmest beordrer mig til at finde det.

9

Han siger, at standsningen og opsporingen af forbryderne ikke kan lykkes ordentligt, hvis politiet ikke får alle de oplysninger, de beder om. Jeg fin-der kortet og giver ham de oplysninger, han forlanger.

Sådan fortsætter det, til klokken er 01. Så meddeler også han, at nu er hans vagt slut, og at en kollega tager over. Hurtigt kommer næste mand på ba-nen. Han kalder sig Navn 4 og gør opmærksom på, at Navn 4 staves med et Bogstav først. Han opgiver sit tjenestenummer til F308. Jeg spørger ham for en ordens skyld, hvilken afdeling han er tilknyttet, og han siger, at han også er ved Rigspolitiets IT-sikkerhedsafdeling.

Jeg fortæller ham, at jeg er me-get, meget træt og næsten ikke kan mere. Han siger deltagende, at det kan han godt forstå, men han skal lige have at vide, om der er kredit forbundet med mine konti. Det siger jeg, at jeg ikke ved, og så taler vi ikke mere om det.

På det tidspunkt er jeg totalt færdig – føler mig nærmest kørt over både fy-sisk og psykisk. Jeg er ved at falde ned af stolen af træthed, og jeg kan næ-sten ikke ramme tasterne på computeren mere. Jeg kan næsten heller ikke tænke en klar tanke mere. Jeg har kun en ting i hovedet – at lægge mig ned og sove.

Så siger han pludselig, at vi er næsten færdige, og at de har sporet, hvilken adgang forbryderne har brugt til at komme ind på mine konti. Han siger, at jeg skal tage mit NEMID- nøglekort frem. Derefter nævner han 2 af nøglerne med fuldstændigt korrekte tal i den rigtige ræk-kefølge. Og så siger han, at det er de to tal, der har skaffet bagmændene adgang til mine konti.

Jeg spørger, hvordan det kan gå til, for der er helt sikkert ingen anden end mig selv, der har adgang til mit NEMID-nøgle-kort. Det mysterium havde manden ingen forklaring på. Men politiet havde en mistanke om, at en eller anden person i Nordea måske var invol-veret i svindelen.

At manden, som jeg nu talte med under navnet ”Navn 4” kendte de 2 nøgletal på mit NEM-ID nøglekort og kunne remse alle cifrene op i helt korrekt rækkefølge, og at politiet havde sporet det, overbeviste mig om, at det virkelig var Rigspolitiet, jeg snakkede med.

Da ”Navn 4” havde fortalt mig nøglekorthistorien, sagde han, at nu manglede vi kun en ting – nemlig mit personnummer og koderne til mit NEMID. ”Det kan du ikke få, dem udleverer jeg ikke til nogen som helst” , sagde jeg. Så blev han vred og sagde meget bestemt, at det blev jeg nødt til, ellers havde hele proceduren været helt forgæves.

På det tidspunkt var jeg nærmest bevidstløs og bange og nervøs ud over alle grænser. Så efter stort pres fra ham, nærmest skældud, fik han begge dele, for jeg orkede faktisk overhovedet ikke mere noget som helst. Da han havde fået oplys-ningerne, sagde han, at jeg nu skulle slukke både telefon og computer, at

10

jeg ikke under nogen omstændigheder måtte fortælle noget som helst om det hele før klokken 14, og at jeg heller ikke måtte lukke telefon og compu-ter op før den tid.

Jævnligt under hele seancen sikrer alle tre svindlere sig, at jeg ikke kontak-ter nogen af sikkerhedsmæssige årsager. På et tidspunkt mener den ene, at han kan høre en lyd og går mig på klingen om den. Der er ingen anden lyd end lyden fra køleskabet, og det lader han sig nøje med. Men han vir-ker alarmeret og mistænksom. De siger, at det måske ikke kun er min bankkonto, der er hacket, men hele områdets netværk. Så der må ikke være nogen som helst kontakt imellem mig og andre mennesker i områ-det.

Klokken ca. 02 lukkede jeg så ned og kom i seng.

Næste formiddag gik jeg i banken. Min bankrådgiver sagde til mig, at hun ikke havde fået booket noget møde med mig, og at politiet i øvrigt ikke kunne aftale møder på bankens vegne. Det gik så så op for os begge to, at jeg var blevet bedraget. Jeg skyndte mig at hæve nogle rede penge, før mine 2 kort samt NemID og MitID blev spærret.

En sikkerhedsmedarbejder i banken kom til stede, og han og min bankråd-giver forklarede mig, at jeg skulle anmelde bedrageriet til politiet. Hos po-litiet ville der blive oprettet en sag med et journalnummer. Det jour-nalnummer skulle banken være i besiddelse af, før den kunne begynde at spore pengene.

Jeg anmeldte så bedrageriet telefonisk til politiet og fik udleveret jour-nalnummeret på min sag. Politimanden var medfølende, men sagde ikke rigtig noget konkret, udover at jeg ville blive kontaktet senere. I banken fik jeg udleveret et spørgeskema med spørgsmål om forløbet og med en ru-brik til journalnummeret, som jeg så gav til banken, så de kunne begynde opsporingen af pengene.

Min bankrådgiver sagde, at jeg så detaljeret som muligt skulle beskrive forløbet. Men rubrikken beregnet til det var ikke særlig stor og skulle udfyldes med kuglepen, så beskrivelsen blev ikke så fyldestgørende, som jeg gerne ville have haft den. Jeg fik en kopi af spør-geskemaet, og jeg tror, at spørgeskemaet også blev sendt videre til politiet.

Jeg spurgte naturligvis om muligheden for at få pengene tilbage, og fik at vide, at banken ikke hæftede for dem, og at chancen for at få noget som helst tilbage fra bedragerne var meget lille.

På borgerservice fik jeg telefonisk lavet en kreditspærring.

11

Jeg kan i øvrigt oplyse, at mit NEMID-nøglekort har være ude af mit hus en eneste gang. Jeg havde det med i Nordeas afdelingen på Stengade i Helsingør den dag, banken hjalp mig med at installere MitID. Det var en dag i begyndelse af juni måned. Jeg husker ikke nøjagtigt hvilken.

…”

I alt overførte sagsøger over ni omgange 416.665 kr. fordelt på forskellige beløb til fem forskellige modtagerkonti:

Dato: Beløb Modtagerkonto

2022-08-22 19:49:20 60.740,00 kr.Konto nr. 2

2022-08-22 20:08:30 52.250,00 kr. Konto nr. 1

2022-08-22 20:15:25 49.240,00 kr. Konto nr. 3

2022-08-22 20:33:35 53.981,00 kr. Konto nr. 4

2022-08-22 20:43:18 51.940,00 kr. Konto nr. 5

2022-08-22 21:25:29 71.124,00 kr. Konto nr. 1

2022-08-22 23:19:40 48.121,00 kr. Konto nr. 1

2022-08-22 23:25:39 22.134,00 kr. Konto nr. 1

2022-08-23 00:13:10 7.135,00 kr. Konto nr. 1

Sagsøger foret og samtlige overførsler ved login på netbank og brug af NemID. Inden hver en kelt overførsel blev gennemført, sendte sagsøgte en SMS-besked til sagsøger m ed følgende indhold:

”…

Bekræftoverførsel af […] kr. til konto […]. Svar JA, hvis den skal gennem-

føres – N EJ, hvis den ikke skal gennemføres. Har du ikke selv oprettet be-talingen kontakt Nordea 24/7 på 70334060. Venlig hilsen Nordea

…”

Sagsøger svarede ”Ja” på alle SMS-beskederne.

Den 23. augus t 2022 afgav sagsøger på tro og love en erklæring med indsigelse

til sagsøgte. Ierklæringen oplyste sagsøger at have politianmeldt forholdet, og

erklæringen var krydset af i feltet: ” Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktio-ner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet [med] overførs-lerne” .

Efter at sagsøgte den 2. september 2022 havde afvist sagsøgers indsigelse, kla-gede sagsøger den 5. september 2022 til Det finansielle ankenævn.

Den 12. oktober 2022 traf Nordsjællands Politi afgørelse om at indstille efter-forskningen, da efterforskningen ikke havde resulteret i spor, der kunne føre til identifikation af gerningspersonen.

12

Den 30. marts 2023 traf Det finansielle ankenævn afgørelse om ikke at tage sagsøgers klage til følge. Ankenævnets begrundelse var sålydende:

”… Ankenævnets bemærkninger

Fra den 22. august 2022 kl. 19.49 til den 23. august 2022 kl. 00.13 blev der med klagerens NemID via netbank foretaget ni overførsler på i alt 416.665 kr. fra klagerens konti i Nordea Danmark til tredjemands konti. Transak-tionerne blev forudgående bekræftet ved SMS til og fra klagerens telefon-nummer.

Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at hun blev kon-taktet telefonisk af flere mænd, der udgav sig for at være fra politiet. Hun loggede på sin netbank og gennemførte selv transaktionerne.

I indsigelsesblanketten af 23. august 2022 oplyste klageren, at hun selv fo-retog overførslerne.

Tre medlemmer – Person 1, Person 2 og Person 3 – udtaler:

Ud fra klagerens egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslerne, finder vi, at transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. herved beta-lingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Vi finder således, at klageren i forhold til ban-ken har afgivet en bindende viljeserklæring. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionerne i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.

Vi finder ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klage-rens tab.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Person 4 og Person 5 – udtaler:

Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder Ne-mID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.

Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne

13

fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om for-brugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.

I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportio-nale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være be-skyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne be-stemmelse er relevant i nærværende sag.

Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfat-tet af betalingslovens § 100, stk. 4.

Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 408.665 kr. tilbage.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. …”

Der er under sagen fremlagt et brev, hvorefter sagsøgte informerede sagsøger om, at sagsøgte fra 1. juli 2023 ville indføre en ny beløbsgrænse for straksover-førsler i netbank på 100.000 kr. i døgnet.

Den 28. juli 2023 tilbageførte sagsøgte 17.707,38 kr., som hidrørte fra sagsøgers indsigelsessag, til sagsøgers konto.

Ved pressemeddelelse af 13. november 2023 oplyste Erhvervsministeriet, at der var opnået enighed med Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen om en række initiativer i kampen mod digital svindel. Et af ini-tiativerne indebar sænkning af loftet på straksoverførsler fra 500.000 kr. til 50.000 kr.

Ifølge pjecen fra Finans Danmark ”Kampen mod digital svindel” fra december 2023 forstås der ved netbanksvindel sager, hvor offeret overtales til enten selv at overføre sine penge til den kriminelle eller afgiver sine sikkerhedsoplysnin-ger (id, password, MitID brugernavn) til de it-kriminelle på baggrund af falske hjemmesider, mails, SMS eller telefonopkald, hvorefter den kriminelle får ad-gang til at overtage offerets MitID. Pjecen indeholdt en figur om netbanksvindel i perioden 1. halvår 2020 til 1. halvår 2023:

”…

14

…”

Der er i forlængelse heraf enighed om, at sagsøger ved episoden af 22. og 23. august 2022 blev udsat for netbanksvindel i varianten ”safe account fraud” , hvormed menes, at hun af ukendte tredjemænd blev overtalt til selv at overføre midler til såkaldte sikkerhedskonti, som var til rådighed for kriminelle.

Det er oplyst, at sagsøgte primo marts 2024 sendte breve ud til alle kunder over 70 år med et kontant indestående på mere end 100.000 kr., herunder sagsøger, hvoraf fremgår, at sagsøgte havde sænket beløbsgrænsen for overførsler i net-bank og mobilbanken, så det fremover kun var muligt at overføre 50.000 kr. samme dag. Det fremgår endvidere, at det var muligt at aftale en lavere beløbs-grænse, og at beløb over 50.000 kr. kunne overføres samme dag ved kontakt til sagsøgte.

Sagsøgte har indberettet følgende tal til Finans Danmark om sine kunders tab på ”safe account fraud” i perioden 2021-2024:

”…

15

…”

Der foreligger sluttelig en opgørelse udarbejdet af Ældre Sagen om sager om ”bedrageriske telefonopkald” behandlet i Det finansielle ankenævn i perioden 4. juli 2022 – 6. november 2024. I 57 ud af 89 klagesager var sagsøgte den indkla-gede part, svarende til 64 % af sagerne. I ingen af sagerne, hvor sagsøgte var indklagede, blev der givet klager medhold.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4.

Vidne 2's og Vidne 3's forklaringer er i medfør af retspleje-lovens § 29, stk. 1, nr. 3, afgivet for lukkede døre.

Vidne 1 har forklaret bl.a., at hun siden marts 2023 har været Stilling 1

Stilling 1 Stilling 1 og en del af ledelsen i Nordeas danske privatkundeafdeling, som har cirka 1,3 millioner privatkunder. Hun har været ansat i Nordea siden 2005. Hun har som ansvarsområde at sikre, at forretningen drives i overensstemmelse med lovgivningen og Nordeas interne procedurer. Hun har desuden ansvar for at sikre, at der er styr på den operationelle risiko for bl.a. svindel. Beløbsgrænser fastsættes af ledelsen i privatkundeafdelingen.

Bankdrift har altid indebåret risiko for svindel, men metoderne, som de krimi-nelle anvender, har udviklet sig. Nordea har et team, som ligger uden for pri-vatkundeafdelingen, og som kun beskæftiger sig med at forebygge, opdage og bekæmpe svindel. Ved større svindelsager, eller når der sker et skifte i svindler-nes metoder, drøfter de i et forum i privatkundeafdelingen, hvordan de kan hjælpe kunderne og forebygge nye typer af svindel. Ved fastsættelse af beløbs-grænser foretager privatkundeafdelingens ledelse en helhedsvurdering og råd-

16

fører sig med specialister i svindelafdelingen. Det indgår i vurderingen, hvor-dan beløbsgrænsen påvirker kunder, som ikke er i risikogruppen og har brug for at foretage større overførsler.

Muligheden for straksoverførsler blev indført i 2014 som en del af et modernise-ringsprojekt, som blev drevet af Nationalbanken sammen med bankerne og Nets efter analyse af betalingsinfrastrukturen i Danmark. Der var behov for ud-vikling i forhold til andre lande, og forbrugere og virksomheder ønskede at kunne gennemføre betalinger hurtigt. Beløbsgrænsen på 500.000 kr. udsprang af moderniseringsprojektet som en branchestandard.

Beløbsgrænsen blev sat ned til 100.000 kr., efter at de i 2022 så en stigning i svin-delsager, hvor kunder blev manipuleret til at autorisere kontooverførsler. De blev først i 2022 opmærksomme på denne type svindel, kaldet ”safe account fraud” . De overvejede, hvad de kunne gøre for at forebygge denne form for svindel. Indtil da havde ”safe account fraud” ikke været lige så udbredt.

En vig-tig del var at informere kunderne i målgruppen for svindel, bl.a. ved advarsler, når kunden loggede på net- og mobilbank, og via kampagner i samarbejde med Finans Danmark. De overvejede også at indføre beløbsgrænser. De foretog da-taanalyse, som viste, at cirka 900 kunder i 2022 blev svindlet ved ”safe account fraud” , hvilket var en stigning i forhold til 2021.

Tab som følge af denne type svindel steg fra cirka 6 millioner kroner i 2021 til cirka 40 millioner kroner i 2022. Blandt de kunder, der var blevet svindlet i 2022, havde cirka 250 kunder foretaget overførsler på mere end 100.000 kr. Til sammenligning havde de i 2022 cirka 20.000 kunder, som foretog straksoverførsler af beløb over 100.000 kr. Nordea vil være en sikker bank men også en bank, som matcher kundeadfærd.

Mange kunder har behov for at foretage større pengeoverførsler, og de overve-jede muligheden for at indføre individuelle beløbsgrænser. Konklusionen blev beløbsgrænsen på 100.000 kr., som blev teknisk implementeret i starten af 2023. Efter beløbsgrænsen blev sat ned til 100.000 kr., fik deres kontaktcenter cirka 1.500 opkald om måneden fra kunder, som havde brug for at foretage større overførsler.

Efter beløbsgrænsen blev sat ned til 50.000 kr., steg dette tal til mel-lem 1.000 og 2.000 henvendelser om ugen.

De må ikke alderssegmentere med særlige beløbsgrænser for ældre kunder. Mange kunder bryder sig ikke om at blive aldersdiskrimineret, og behovet for straksoverførsler er ikke nødvendigvis anderledes for pensionister, som kan have behov for at købe rejser, betale for bil eller håndværkerydelser eller give gaver. De har undersøgt data for overførsler på mere end 5.000 kr.

Dataene vi-ser, at der blandt kunder på 70 år eller derover på et kvartal var mere end 50.000 kunder, som tilsammen foretog mere end 140.000 overførsler på over 5.000 kr. Blandt kunder på 80 år eller derover var der på et kvartal cirka 20.000 kunder, som tilsammen foretog ca. 50.000 overførsler på mere end 5.000 kr. Blandt kunder på 90 år eller derover var der på et kvartal cirka 3.600 kunder,

17

som tilsammen foretog cirka 10.000 overførsler på mere end 5.000 kr. Dataana-lysen indikerer, at det er relativt normalt for kunder over 80 år at foretage over-førsler på mere end 5.000 kr. Tallene omfatter alene pengeoverførsler og ikke betalinger af f.eks. regninger eller dankortbetalinger. Hvis overførslen sker til en kunde i Nordea, kan de se, om modtageren er privat- eller virksomheds-kunde. Hvis overførslen sker til en anden bank, ved hun ikke, om de kan se, om modtageren er privat- eller virksomhedskunde.

Ud fra offentligt tilgængelige data ser det ud til, at de større banker i august 2022 havde højere beløbsgrænser end de mindre pengeinstitutter, som måske oplevede en anden kundeadfærd. Jyske Bank havde ligesom Nordea en beløbs-grænse på 500.000 kr.

MobilePay er et selvstændigt selskab, og Nordea har ikke indflydelse på beløbs-grænserne hos MobilePay.

I Nordea har det siden juni 2023 været muligt at fastsætte individuelle beløbs-grænser for straksoverførsler. Det blev indført som reaktion på den svindel, de oplevede i 2022, men det krævede systemudvikling, og det var i august 2022 ikke teknisk muligt at fastsætte individuelle beløbsgrænser.

Nordea sendte i starten af 2024 breve til over 100.000 husstande, hvor en kunde var over 70 år, og oplyste om muligheden for at fastsætte en individuel beløbsgrænse. Cirka 260 kunder vendte tilbage og ønskede en lavere beløbsgrænse. Det er en fordel, at kunden selv vælger beløbsgrænsen, så den passer til det forbrug, kunden har tænkt sig at have fremover.

Kundens fremtidige adfærd svarer ikke nødvendig-vis til kundens historiske adfærd. I 2021 og 2022 var de ikke bevidste om, at det som følge af ”safe account fraud” var relevant at anbefale kunder at fastsætte individuelle beløbsgrænser.

Sagen, der blev omtalt af Stilling 2 i Nordea, Person 6, i et interview til DR i Måned 2 2021, omhandlede en anden type svindel, hvor en kunde havde udleveret sit dankort til svindlere, som derefter havde foretaget uautoriseret misbrug. De har løbende ændret bankens forsvarsmekanismer i forhold til de typer af svindel, de oplever.

Vidne 2 har forklaret bl.a., at Dørlukning

Dørlukning Dørlukning

Dørlukning

18

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

19

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Vidne 3 har forklaret bl.a., at Dørlukning

Dørlukning Dørlukning

Dørlukning

20

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Dørlukning

Vidne 4 har forklaret bl.a., hun er uddannet advokat og har været an-

sat i Nordea siden 2016 og fra 2019 som Stilling 5 for Nordea i Danmark. Hendes ansvarsområde er at holde overblik over bankens risici for hvidvask og terrorfinansiering.

Tilsyn med hvidvask har ikke sammenhæng med tilsyn med svindel, og de to former for tilsyn behøver ikke være sammenfaldende. Monitorering efter hvid-vaskloven er en samfundsopgave, bankerne er pålagt med det formål at bistå politi og myndigheder med at finde indikationer på hvidvask og terrorfinansie-ring. Monitoreringen foregår altid efter, at overførslerne har fundet sted. De har ikke pligt til at undersøge hver enkelt transaktion men til at etablere et konkret tilpasset system ud fra Hvidvasksekretariatets og Politiets Efterretningstjenestes generelle risikovurderinger, som gør det muligt at identificere alvorlig hvid-

21

vask og terrorfinansiering og underrette Hvidvasksekretariatet. Det er et auto-matiseret monitoreringssystem, som er opbygget ud fra risikovurderinger i for-hold til kunder og produkter og med henblik på at opfange terrorfinansiering og organiseret hvidvask. Systemet kigger efter adfærdsmønstre og ikke den en-kelte transaktion. Det vil normalt ikke være en enkelt, men flere transaktioner, der udløser en alarm. Den alarm, der blev udløst i sagsøgers tilfælde, har intet med hvidvaskmonitorering at gøre.

Hvis en alarm bliver udløst, bliver hændelsen udtaget til manuel behandling og vurderet ud fra deres viden om kundens adfærd. Hvis de ikke kan afkræfte mi-stanken, underretter de Hvidvasksekretariatet, der herefter tager stilling til, om relevante myndigheder bør efterforske sagen. De oplever mange falske alarmer.

Alarmer behandles manuelt efter 1-2 dage i ”fast track” -proceduren, og der kan gå op til 22 dage, før almindelige hvidvaskalarmer er færdigbehandlede. De skal efter hvidvaskloven ikke stoppe transaktioner, medmindre der er tale om terrorfinansiering. Den automatiske monitorering er ikke indrettet med henblik på at stoppe automatiske transaktioner og vil aldrig føre til, at de standser en transaktion.

Det kan komme på tale at standse en transaktion for en kunde, der henvender sig i skranken.

Alle kunder gennemgår en ”kend din kunde” -proces, når kunden tages ind i banken og derefter med mellemrum. Kunden skal herunder forevise legitima-tion. Der er ikke noget i ”kend din kunde” -formularerne i denne sag, der indi-kerer en særlig risiko for svindel eller ”muldyr” , og Nordea ville i så fald ikke have taget de pågældende ind som kunder.

Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:

”… FORKLARINGER TIL DE NEDLAGTE PÅSTANDE

Sagens hovedspørgsmål er, om sagsøgeren eller Nordea skal hæfte for det tab, sagsøgeren led som følge af de bedragerier, hun var udsat for i dagene 22.-23. august 2022, hvor ukendte gerningsmænd, der med stor troværdighed optrådte som politifolk, forledte hende til at overføre et beløb, der – reduceret for senere indbetalinger – svarer til den princi-pale påstand.

Den principale påstand støttes dels på, at et sådant ansvar følger af pkt. 5.2 i Nordeas egne regler om Bankens ansvar som følge af misbrug (Ekstrakten s. 205) dels på, at de viljeserklæringer, hvorved sagsøgeren over for Nordea begærede disse overførsler, er ugyldige efter aftalelovens ugyldighedsregler.

22

Sagsøgerens oprindelige påstand var på 416.665 kr. Efter at Nordea den 28. juli 2023 (Ekstrakten s. 239) indsatte kr. 17.707,38 på sagsøgers konto, svarende til hvad man angivelig havde modtaget retur fra Dan-ske Bank, er påstanden nedsat tilsvarende.

Påstanden indebærer, at sagsøgeren stilles, som om ingen af de overfø- relser, hun blev forledt til at overføre som følge af bedragerierne, anses som sket.

Den subsidiære påstand modsvarer det krav, sagsøgeren vil have, hvis man i sagsøgerens samlede tab ved overførslerne fradrager det beløb på 8.000 kr., som kontohaveren ifølge betalingslovens § 100, stk. 4, skal bære i tilfælde, hvor andre uberettiget har anvendt en betalingstjeneste, når betalerens udbyder godtgør, at den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt. Påstanden sva-rer til det resultat, som dissensen voterede for i afgørelse, som Det fi-nansielle ankenævn har truffet i sagen.

Den mere subsidiære påstand modsvarer sagsøgerens tab med fradrag af den kontooverførsel på 60.740,00 kr., som var den første, som blev gennemført den 22. august 2022. Påstanden bygger på det anbringende, at alarmerne i Nordeas it-systemer burde have forhindret de overførs-ler, der fandt sted efter denne. Også denne påstand er senere justeret i forhold til stævningen, efter at Nordea den 28. juli 2023 (Ekstrakten s. 239) indsatte kr. 17.707,38 på sagsøgers konto.

Den endnu mere subsidiære påstand modsvarer sagsøgerens tab som følge af de overførsler, der skete til fire Nordea-kunder, der tegnede sig for 7 af de 9 overførsler. Disse 7 overførsler tegner sig for i alt 315.485 kr.

I forlængelse af den endnu mere subsidiære påstand nedlægg er sagsø- geren påstand om betaling af et mindre beløb end, hvad der fremgår af de ovenstående påstande, efter rettens skøn. …

NYT ANBRINGENDE

En mere detaljeret gennemgang af sagsøgerens anbringender, som de er fremsat under skriftvekselingen, følger af nedenstående Sammenfat-tende Processkrift med uddybende og forklarende bemærkninger, alt med det sigte at forberede såvel sagsøgte og retten på sagsøgers proce-

23

dure i sagen, så der skabes de bedst mulige forudsætningerne for en korrekt og endelig afgørelse på sagen med byrettens dom.

I forhold til skriftvekslingen fremsætter sagsøgeren dog følgende nye anbringende, som sagsøgeren først er blevet opmærksom på i forbin-delse med godkendelsen af de indstregninger, som parterne i fælles-skab har besluttet at indføje i Ekstrakten.

Sagsøgeren konstaterer her, at de ”Regler for Netbank – Privat” , som Nordea har fremlagt som bilag B (Ekstrakten s. 203-206), rummer en be-stemmelse, hvorefter Nordea er ansvarlig for ”tab for misbrug i andre tilfælde end dem, der er nævnt i pkt. 5.1” .

Det nævnte pkt. 5.1, som omhandler ”Dit ansvar ved misbrug af Net-bank” , omtaler ikke den form for misbrug, der sker som følge af bedra-geriske telefonopkald. Pkt. 5.1 omhandler kun misbrug ved, at ”Net-bank har været misbrugt af en anden” .

Sagsøgeren gør derfor nu også gældende, at det følger af en ordlydsfor-tolkning af pkt. 5.1 i disse Regler, at Nordea hæfter fuldt ud for sagsø-gerens tab, som netop ikke er omfattet af pkt. 5.1.

Skulle Nordea være af den opfattelse, at denne – efter sagsøgerens op-fattelse klare – aftalebestemmelse skal forstås anderledes, gør sagsøge-ren gældende, at en sådan (mulig) tvetydighed må fortolkes til fordel for sagsøgeren.

Sagsøgeren henviser herved til den særlige fortolkningsregel, som ifølge aftalelovens § 38b gælder for forbrugeraftaler (som denne aftale utvivlsomt er), der ikke har været genstand for individuel forhandling (hvilket aftalen utvivlsomt ikke har).

I disse tilfælde fastslår aftalelovens § 38b, at vilkåret fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Dette nye anbringende fremsættes samtidigt med nærværende proces-skrift, altså den 25. februar 2025, 2 uger forud for hovedforhandlingen den 11. marts 2025.

Anbringendet forudsætter ikke bevisførelse, og da det bygger på et bi-lag, som Nordea selv har fremlagt, gør sagsøgeren gældende, at Nordea ”har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsæt-telse af hovedforhandlingen” , jf. retsplejelovens § 358, stk. 6, nr. 2.

24

Skulle Nordea protestere mod anbringendet, er sagsøgeren indforstået med, at rettens afgørelse om en mulig tilladelse til anbringendets frem-sættelse, jf. retsplejelovens § 358, stk. 7, træffes som en del af rettens af-gørelse i sagen.

…

A. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER 1. Sagens problemstilling

Hovedspørgsmålet i denne sag er, om en bank kan vælte risikoen for berigelsesforbrydelser rettet mod dens netbanksystemer, ved at kun-derne manipuleres til at bringe beløb i ”sikkerhed” på konti, som ger-ningsmændene kontrollerer, over på sine kunder uden at sikre effektive midler til afværgelse af sådanne former for svindel.

Sagens faktum er enkelt og ubestridt:

En kunde (sagsøgeren), som Nordea ikke har orienteret om disse speci-fikke risici og deres økonomiske konsekvenser, som sjældent benytter sin netbank, og som reelt kun har de bankeforretninger, der foregår au-tomatisk (herunder ved Betalingsservice) eller ved brug af Dankort og MobilePay, forledes til at medvirke til det, hun måtte tro var en red-ningsmanøvre, men som resulterede i et tab af hele hendes bankinde-stående.

Ældre Sagen har biinterveneret i sagen til støtte for sagsøgerens retlige anbringender, fordi et stort antal ændre bankkunder har været udsat for præcis samme form for svindel. Sagsøgeren gør gældende, at Nordea burde have taget skridt mod at denne situation kunne opstå, fx ved

•at maksimere muligheden for overførsel (som det senere er sket), eller

•at indrette systemerne, så transaktioner som de i sagen omhand-lede blev bremset ved en alarm indbygget i systemer, efter de kendte og indarbejdede teknologier, som bankerne allerede rå-der over.

Sagsøgeren gør samtidigt gældende, at hun i enhver henseende har opt-rådt som en ”bonus pater” bankkunde i hendes sted burde have gjort, herunder ved at

25

•vise naturlig skepsis mod gerningspersonerne (en skepsis, som blev mødt med overbevisende og på visse måder truende ad-færd), og ved

•at udvise den tillid til systemerne, som hele denne del af vores digitale infrastruktur bygger på, idet Netbanken er i dag en uundgåelig del af bankernes forretningsmodel.

Nordea mener derimod, at sagsøgeren må bære disse risici ud fra en tanke om, at hun selv trykkede på de rigtige knapper, herunder efter modtagne sms-beskeder, hvorved beløbene blev overført og tabet lidt.

Nordea har i hvert fald givet udtryk for den holdning i afsnit 98 i Dup-likken (Ekstrakten s. 131), at ”… bekæmpelse af digital svindel ikke er en opgave alene for bankerne.”

Sagen indeholder en række væsentlige og vanskelige juridiske problem-stillinger. Før vi vender os til dem, er det imidlertid nyttigt at tegne et overordnet billede af sagens problem, som det her er skitseret:

I ”gamle dage” var bybilledet fyldt med bankfilialer, hvor kunderne trygt kunne indbetale og hæve penge. Dengang var bankrøverier en ri-siko, som bankerne bar – med store omkostninger (herunder menneske-lige). Som det fremgår af en redegørelse fra Finans Danmark (Ekstrak-ten s. 282) var 2022 – det år, hvor svindlen fandt sted – det første år, hvor der ingen bankrøverier er. Det var der heller ikke i 2023 og 2024.

I dag er bankfilialerne nemlig stort set forsvundet, og de tilbagevæ-rende er kontantløse. I stedet har kunderne – gennem netbanken – hver især fået rollen som deres egen lille bankfilial, i kraft af netbanken. Dermed er der skabt grundlag for den form for svindel, som denne sag drejer sig om, og som også har store menneskelige omkostninger, navn-lig når ældre mennesker på den måde franarres hele deres opsparede formue.

Ikke desto mindre hævder Nordea (modsat mange andre banker), at kunderne selv må påtage sig denne risiko.

Konsekvensen af dette synspunkt er, at almindelige borgere, der hand-ler i den bedste tro og udviser loyalitet over for deres bank, nu risikerer at se deres formue forsvinde med få tastetryk.

Det spørgsmål, som sagen helt grundlæggende kredser om, er, hvem der skal bære risikoen, når systemet udnyttes af svindlere.

26

Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Selv om bankrøverier er fors-vundet, er risikoen for berigelseskriminalitet det ikke. Den er blot blevet flyttet væk fra bankerne og over på kunderne.

Det er vigtigt at understrege, at denne sag ikke handler om tilfældig svindel eller bedrageri i bred forstand.

•Den handler ikke om såkaldt kærlighedssvindel (Ekstrakten s. 251, 285 og 318), hvor en person bedrages til at overføre penge til en ukendt person på nettet, som de pludselig har forelsket sig i.

•Den handler heller ikke om såkaldt direktørsvindel, hvor en bed-rager udgiver sig for at være en nøgleperson i indkøbsafdelin-gen, der får en regnskabschef overbevist om ”hurtigst muligt” at få en fiktiv regning betalt (Ekstrakten s. 285).

•Og den handler ikke om SMS-svindel (Ekstrakten s. 248), hvor en forælder manipuleres til at tro, at et barn har brug for akut øko-nomisk hjælp.

Sagen angår noget langt mere fundamentalt, nemlig den tillid, som kunderne har til de netbankssystemer, som bankerne har pålagt dem at benytte i stedet for de traditionelle fysiske filialer, og de myndigheds-personer (herunder politiet), som må formodes at omgærde dem.

At dette aspekt er i fokus for hele sagens problemstilling fremgår af de udtalelser, som Nordeas Stilling 2 for privatkunder, Person 6 citeres for i den artikel fra www.dr.dk i Måned 2 2021 (Ekstrak-ten s. 362), dvs. mere end otte måneder før, sagsøgeren blev udsat for den i sagen omhandlede svindel. Artiklen omhandler en anden af Nor-deas kunder, der blev udsat for svindel af falske politimænd. Ganske vist ikke svindel af den slags som nærværende sag omhandler (manipu-lation til kundens egen overførelse af beløb), men derimod til udleve-ring af Dankort til de falske politifolk.

I artiklen anføres det, at sagen fik Nordea til at overveje sine procedu-rer. Person 6 citeres blandt andet for følgende spørgs-mål til banken selv:

” Hvorfor er vi ikke hurtigere til at reagere? Hvorfor kommer den ikke ud til be-handling, hvor vi har folk til at kigge på sagen? Kan vi reducere størrelsen på kontanter, man kan hæve i vores automater?”

Person 6 citeres desuden for følgende råd til (må man forstå) Nordeas kunder:

27

” Mit bedste råd er desværre at være semimistroisk over for folk, man ikke ken-der.”

Det ligger således klart, at Nordea længe før svindlen over for sagsøger blev realiseret, havde principielle overvejelser vedrørende politisvindel, og at Nordea identificerede selv to mulige løsninger, enten at indføre el-ler ændre procedurer, så risikoen for svindel minimeredes, eller at ud-virke, at Nordeas kunder blive mere mistroiske.

Som denne sag på en trist måde dokumenterer, tog Nordea imidlertid først længe efter begivenhederne den 22.-23. august 2022 skridt til at gøre nogen af delene – hvad man dog så også gjorde (fald i et begræn-set omfang). Maksimum for straksoverførsler (herom senere) blev ned-sat med 90% fra 500.000 kr. til 50.000 kr., der blev iværksat en oplys-ningskampagne, og brancheforeningen tog i slutningen af 2023 skridt til at nedsætte en såkaldt ”Task Force” til at forhindre netsvindel.

Havde det nye maksimum været gældende, ville sagsøgerens tab være begrænset til 100.000 kr., nemlig 50.000 kr. for aftenen den 22. august og 50.000 kr. for natten mellem kl. 00 og 02 den 23. august, i det mareridt, der først sluttede da.

At det nedsatte maksimum har haft betydning for svindlens omfang sy-nes dokumenteret ved de statistikker, der nu foreligger med Bilag R (Ekstrakten s. 353).

Tallene viser meget klart, at den svindel, der kendetegnes ved, at kun-den selv autoriserer transaktionen, tager sin begyndelse i 2021 med et beskedent tal på ca. 6½ mio. kr. Om dette tal er nået sent på året, vides ikke. Men i lyset af tallene for de næste år, er det sandsynligt. I 2022 – det år, hvor svindelen ramte sagsøgeren, toppede tallet med godt 46 mio. kr. Efter at Nordea så har iværksat sine maksima, hen-holdsvis i juli 2023 til 100.00 kr. (Ekstrakten s. 237) og den 22. februar 2024 til 50.000 kr. (Ekstrakten s. 241), faldt omfanget af denne svindel til knap 12 mio. kr. i 2024, altså næsten en fjerdedel.

Om oplysningskampagnen – eller andre af de initiativer, som er taget af Finans Danmarks ”Task force” , vil få sin effekt, ved vi ikke.

Disse spørgsmål er dog helt uden betydning for den foreliggende sag, som må bedømmes, som verden så ud – og som sagsøgeren med rette opfattede den – i dagene den 22.-23. august 2022, hvor der hverken var oplysningskampagner eller initiativer udsprunget af arbejdet i Finans Danmarks ”Task Force” .

28

Selv om meget er ændret siden 2022, er det fortsat opfattelsen hos Nor-dea – Nordens største bank og en bank, der har haft dokumenterede problemer med at overholde selv præcise lovkrav til deres it-systemer – at en person som sagsøgeren, som agerede i 2022, skal stå tilbage med hele denne risiko.

Sagsøgeren – og hendes familie – er uenige i dette. Derfor er denne sag blevet nødvendig.

Retten skal derfor tage stilling til nogle helt grundlæggende spørgsmål:

•Er det rimeligt, at bankerne ensidigt kan flytte denne risiko over på deres kunder?

•Skal det virkelig være sådan, at en kunde, der bliver udsat for svindel gennem bankens eget system – på en måde, som mange i sagsøgerens sted utvivlsomt ville være faldet for – alene må bære tabet, mens banken, der kunne have truffet effektive for-anstaltninger for at forhindre dette, fritages for ansvar?

•Kunne Nordea have forhindret eller effektivt reduceret risikoen, og hvis ikke det var muligt, rådgivet sine kunder om, hvad de skulle gøre for at reducere den?

I relation til det sidste spørgsmål ligger det som sagt klart, at Nordea al-lerede i december 2021, vidste, at bankkunder blev ofre for præcis den form for bedragerier – og vel alt mærke bedragerier, der var vendt mod tilliden til Nordeas netbanksystemer.

Sagsøgeren mener, at Nordea ved ikke at tage effektive skridt til at modvirke en svindel som den, der påførte sagsøgeren de for hende enorme tab, kan mødes med aftaleretlige eller erstatningsretlige krav.

Sagen er som sagt enkel i sit faktum – handlingsbeskrivelsen er som sagt ubestridt.

Men det kræver en del tekst at redegøre for disse retlige forhold, som hver og enentydigt fører frem til, at sagsøgerens påstand skal tages til følge, fuldt ud eller i det mindste med de enkelte modifikationer, der ligger i de subsidiære påstande.

2. Sagens ramme Sagsøgerens aftale med Nordea om netbanken kan føres tilbage til 2002, jf. den som bilag B fremlagte aftale om Netbank, Ekstrakten s. 203 ff. Som man kan se i materialet om det Moderniseringsprojekt, der i 2014

29

skabte straksoverførslerne (Ekstrakten s. 259), tog det dengang ”mindst én dag” at gennemføre en betalingsoverførsel.

I denne aftale finder man kun advarsler om de risici ved brug af net-banken, der knyttede sig til uautoriseret brug af koder mv., se pkt 2.5 i ”Regler for Netbank – Privat” , Ekstrakten s. 204.

Der advares navnlig ikke om risikoen for, at kunderne selv forledes til at overføre beløb som følge af netsvindel.

Det ligger også klart, at kunderne – heller ikke de ældre, som ikke er født og opfostret med it-anvendelse – fik anvist netbank-systemerne uden forinden at skulle gennemgå nogen form for uddannelse i, hvor-dan man beskytter sig mod svindel.

Nordea tilbød ingen konkret vejledning i de risici, der fulgte med den digitale udvikling – særligt ikke i takt med, at netbankløsningerne blev mere avancerede og mere sårbare over for misbrug.

En afgørende forandring skete i 2014, da bankerne indførte muligheden for straksoverførsler. Disse transaktioner skabte en helt ny og langt al-vorligere risiko for kunderne.

For at forstå alvoren i denne skaderisiko er det vigtigt at forstå, hvad der ligger i en ”straksoverførsel” .

En straksoverførsel er en bankoverførsel, der øjeblikkeligt flytter et be-løb fra en konto til den anden. Sekundet efter, at en straksoverførsel er gennemført, er beløbet derfor tilgængeligt på modtagerens konto, hvor-fra det kan hæves eller flyttes videre til andre konti.

Straksoverførsler adskiller sig herved fra almindelige bankoverførsler, som kan tage én eller flere bankdage, afhængigt af tidspunktet for deres gennemførelse. Selv om de tekniske muligheder formentlig ville være til stede, kan privatkunder fx (stadig) ikke foretage straksoverførsler til udenlandske konti. Her må betaleren altså vente til, at beløbet cleares, måske dagen efter eller flere dage efter. Dette giver et væsentligt sikker-hedsnet (i form af muligheden for tilbageførsel uden tab for det modta-gende pengeinstitut), som med stor sandsynlighed vil afskære ganske mange svindeltilfælde.

Af samme grund er straksoverførsler særdeles attraktive for svindlere, der netop har mulighed for at forgribe sig på de overførte beløb, hvilket svindlerne typisk sætter i system gennem såkaldte ”muldyr” , som (an-

30

givelig intetanende) stiller deres konti og betalingsinstrumenter til rå-dighed for svindlerne.

Som nævnt udelukker straksoverførsler i sig selv ikke muligheden for tilbageførsler af midler, hvis noget går galt. En tilbageførsel i tilfælde af ”økonomisk kriminalitet” godt kan finde sted, men kun hvis den bank, der skal tilbageføre beløbet, bliver fritaget for ethvert ansvar i proces-sen.

Denne mekanisme blev reguleret gennem den som Bilag D frem-lagte overførselsaftale (se herved § 7, stk. 2), Ekstrakten s. 272.

Af bestemmelsen fremgår det, at betalerens pengeinstitut (her Nordea) må friholde det ”Betalingsmodtagers Pengeinstitut” (her: den bank, hvortil muldyret har overført udbyttet af svindelen) for ”enhver risiko og ethvert ansvar forbundet med tilbageførslen” , hvis betalerens penge-institut forlanger tilbageførelse af et beløb, der ikke længere findes på kontoen.

Havde danske pengeinstitutter i 2014 undladt at indføre straksoverfør-sel for op til 500.000 kr. dagligt, ville udgifterne ved at foretage en så-dan tilbageførsel være langt mindre, eftersom der da ville være en dag ekstra til at opdage svindelen og få beløbene tilbageført.

Med Nordeas generelle adgang til straksoverførsler på op til 500.000 kr. pr. kunde – og herunder for privatkunder med en beskeden økonomi og et beskedent transaktionsmønster (bortset fra betalinger til autorise-rede betalingsmodtagere) – lod man disse kunder blive nemme ofre for den professionelle kriminalitet.

Først nu – næsten 10 år senere – har Nordea og andre dele af den dan-ske pengeinstitutverden indset, at det måske kunne give mening at lægge grænser i disse friheder for dermed at tilgodese hensynet til kun-dernes risici for tab.

Sagsøgeren gør gældende, at Nordea ved denne passivitet har forsømt at varetage kundernes berettigede forventning om at kunne benytte si-ne netbankfunktioner uden risiko for tab.

Realiteten var, at Nordea – som man åbent har erkendt i denne sag – fralagde sig ansvaret, når først en transaktion var gennemført.

Det var Nationalbanken, der initierede straksoverførsler som et led i en mere smidig betalingsinfrastruktur, men det var ikke et lovkrav, at ban-kerne skulle implementere dem. Bankerne traf altså selv beslutningen om at indføre denne funktion, og den var stadig underlagt de regler om god skik for finansielle virksomheder, som bl.a. bankerne er underlagt,

31

herunder reglerne om, at rådgivning skal være kundespecifik (”kend din kunde”).

På trods af dette blev straksoverførsler tilgængelige for stort set alle kunder, selvom langt fra alle havde et reelt behov for at kunne overfø-re penge øjeblikkeligt.

Det skulle senere vise sig, at denne nye facilitet var særligt risikabel for mindre bankkunder, som ofte ikke var rustet til at forstå eller håndtere de farer, den medførte.

3. Retskildegrundlaget Selv om sagen handler om forholdsvis ny teknologi (netbankløsnin-ger), er de retlige argumenter, som sagsøgeren støtter sin påstand på, klassiske. De angår grundlæggende aftaleretlige og erstatningsretlige regler.

De aftaleretlige anbringender handler om, hvorvidt de viljeserklærin-ger, som sagsøgeren afgav i forbindelse med hver af de betalingsover-førsler, der udvirkede det betydelige tab, som hun led, er gyldige. Er betalingsoverførslerne ugyldige, kan Nordea nemlig ikke støtte ret på dem. Derfor skulle Nordea ikke have overfør nogen beløb på grund-lag af dem. At Nordea alligevel gjorde det vil – hvis retten giver sagsø-geren medhold i disse anbringender – være Nordeas egen risiko. Derfor må Nordea tilbageføre beløbene til sagsøgeren.

De erstatningsretlige anbringender handler om, hvorvidt Nordea som kontraktspart over for sagsøgeren har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at tage effektive skridt til at forhindre den svindel, som sagsø-geren blev genstand for.

I tilknytning til begge regelsæt giver sagen anledning til en række hen-synsafvejninger og risikoafvejninger.

Nordea har bundet en stor del af sin argumentation op på, at der fore-ligger praksis fra Det finansielle ankenævn, som med nærværende sag som ”leading case” har fastslået, at sagsøgerens anbringende ikke kan tillægges betydning.

Nordea undlader her at tage højde for, at nævnets afgørelse i nærvæ-rende sag (og i senere sager af samme karakter) er truffet under dissens fra de to forbrugerrepræsentanter.

32

Dissenser forekommer ikke sjældent i ankenævnets praksis, men de føl-ger ikke – som det fx er tilfældet i faglig voldgift – et fast mønster, hvor bestemte interesserepræsentanter forventes at stemme for det resultat, der modsvarer forbrugerens eller den erhvervsdrivende parts interes-ser.

Ofte er tilstedeværelsen af en dissens i Det finansielle ankenævn derimod udtryk for, at et spørgsmål giver anledning til reel tvivl. Det er i den forbindelse væsentligt at pege på, at der også har været lø-bende dissenser i andre typer af sager, hvor interesserepræsentanterne for den finansielle virksomhed (og altså ikke forbrugersiden) har dis-sentieret i ankenævnet.

Dette var fx tilfældet i den praksis, der (efter tredjeinstansbevilling og under pådømmelse af 7 dommere) blev omgjort ved U 1996.200 H, der ligesom den indankede dom i sagen (U 1994.219 Ø) omgjorde det da-værende Pengeinstitutankenævns (forløberen for Det finansielle anke-nævn) praksis for tilkendelse af ”godtgørelse” for såkaldt ”skuffede for-ventninger” . Dommen er kommenteret af Per Walsøe i U 1996B, s. 199 ff. Også dengang var formanden for ankenævnet højesteretsdommer (Person 7). Dommen i U 1996.200 H underkendte således anke-nævns-formandens synspunkt.

Af samme grund er Nordeas anbringender om, at nævnets formand er højesteretsdommer, irrelevant. At en højesteretsdommer har medvirket ved sagens behandling er på ingen måde nogen garanti for, at domsto-lene bedømmer en sag på samme måde som ankenævnet: Højesteret-dommere ser ikke nødvendigvis ens på retlige spørgsmål, idet der som bekendt hyppigt forekommer dissenser i Højesteret. Dette var i øvrigt også tilfældet i U 1996.200 H.

Ligeledes er Nordeas henvisninger til udtalelser fremsat af nævnets tid-ligere formand, fhv. højesteretsdommer Person 1 til netmediet Ad-vokatWatch (Ekstrakten s. 374), irrelevante.

Udtalelserne er i alle tilfælde ikke egnede til at løfte retskildeværdien af ankenævnets praksis, eftersom de slet ikke forholder sig særskilt til de anbringender, som bl.a. blev fremført under nævnets behandling af nærværende sag om aftalelovens § 30.

Men selv om der skulle have foreligget en entydig afgørelse om de ma-terielle retsspørgsmål i denne sag, kan nævnspraksis ikke binde dom-stolenes retsanvendelse. De kan indgå som momenter – eller snarere ar-gumenter – i en retsanvendelse. Men det tilkommer domstolene at træffe den endelige afgørelse af disse retsspørgsmål.

33

At det forholder sig således skyldes flere forhold: For det første er private klagenævn som Det finansielle ankenævn pri-mært sat i verden for at aflaste domstolene, ikke for at skabe ny ret. De finansieres fuldt ud af de brancheorganisationer (her Finans Danmark), hvis medlemmer altid vil stå som den indklagede part. Samme branche-organisation har afgørende indflydelse på udpegningen af formandska-bet. Derfor har nævnet ikke samme uafhængighed som domstolene.

For det andet hører det til undtagelsen, at parter under nævnsbehand-lingen er repræsenteret ved advokat – bl.a. fordi den almindelige rets-hjælpsforsikring ikke dækker den slags bistand. Da nævnet følger en forhandlingsmaksime, vil afgørelserne derfor blive truffet på det grundlag, klageren (selv) har gjort gældende.

Anbringender

, der kunne have ført til et andet udfald, vil derfor ofte ikke blive påkendt.

For det tredje indebærer nævnsbehandlingen ikke samme retssikker-hedsgarantier som en retssagsbehandling. Der afgives ikke forklaringer og sker ingen mundtlig procedure ved Det finansielle ankenævn. Sa-gerne afgøres på rent skriftligt grundlag under nævnsmøder, hvor der typisk vil blive behandlet et stort antal sager (måske 20-30 sager pr. møde).

Også afgørelsesprocessen er markant anderledes: Hvor dommere ved danske domstole skriver deres domme selv, uden fx at støtte sig til et udkast skrevet af dommerfuldmægtige eller andre, forberedes udkast til nævnsafgørelser af det sekretariat, som forestår sagbehandlingen, og hvis løn finansieres af brancheorganisationen.

Nævnsbehandlingen indebærer derfor et element af samlebåndsarbej-de, som kan medføre, at der dermed kan gå nuancer og anbringender tabt.

4. Sagens faktum Sagsøger, er en i dag 85-årig, enlig kvinde, som bor i en lille lejebolig i By. Hun lever af sin folkepension og arbejds-markedspension, efter at hun i år 2002 af sundhedsmæssige grunde måtte opgive sit job som tandlæge i skole- og ældretandplejen i Helsin-gør kommune. Sagsøgeren har igennem hele sit voksne liv kun haft Nordea – tidligere SDS, Sammenslutningen af Danske Sparekasser – som sit pengeinstitut.

Sagsøgeren har alene de bankforretninger, som er nødvendige for at kunne udføre løbende betalinger til forbrugs- og boligudgifter mv. Hun foretager ingen løbende køb eller salg af værdipapirer. Betalings-over-

34

førsler som dem, som blev gennemført som led i de bedragerier, som denne sag omhandler, forekommer aldrig fra hendes konti.

Mandag den 22. august 2022 om aftenen blev sagsøgeren ringet op af en person, som præsenterede sig som medarbejder ved Rigspolitiets it-sik-kerhedsafdeling. Personen kendte sagsøgerens navn og hendes kunde-forhold i Nordea. Og som det senere skulle vise sig, kendte han også 2 af nøglerne på hendes NemID-nøglekort. Sagsøgeren havde dermed god grund til at formode, at hun virkelig talte med nogen, der havde beføjelse til at instruere hende.

Sagsøgeren var alene hjemme og havde ingen at tale med. Gennem en telefonsamtale, der skulle ende med at vare 6-7 timer og først sluttede kl. 02 om natten, lykkedes det personen – i samvirke med et antal an-dre gerningsmænd – at få sagsøgeren til at overføre i alt 416.665 kr. til tredjemands konti.

Nogle af disse andre gerningsmænd præsenterede sig som medarbej-dere ved Nordeas sikkerhedsafdeling. Sagsøgeren troede altså – med urette – at hun handlede loyalt i varetagelse af Nordeas interesser. An-grebet var med andre ord vendt mod den sikkerhed og tillid til Nordeas systemer, som sagsøgeren måtte have ud fra sit kendskab til Nordea og ud fra den rådgivning, Nordea have ydet hende.

Sagsøgeren troede altså, og med en vis føje, at hun gjorde præcis det, man vil forvente af hende i en situation, hvor politiet anmoder om no-get kritisk. Hende specifikke anmodninger om ”dokumentation” for, at der virkelig var tale om en autoriseret henvendelse, taler for sig selv. Alt dette gav sagsøgeren en forståelse af, at hun handlede loyalt over det pengeinstitut, hvor hun havde været kunde i en menneskealder. Det pengeinstitut, som hun ifølge Person 6's citat oven for i stedet burde have været ”mistroisk” over for.

Sagsøgeren gør gældende, at hun må betragtes som en ”bonus pater” bankkunde på alle måder, givet det kendskab, hun havde dengang om svindelrisikoen, om Nordeas manglende evne til at imødegå den tek-nisk, om Nordeas opfattelse af juraen, og af Nordeas manglende vilje til (ud fra deres perspektiv) at dække sagsøgerens tab ind kulancemæssig.

Hændelsesbeskrivelsen i bilag 4 (Ekstrakten s. 211-214) efterlader et klart indtryk af, at sagsøgeren er en klart opfattende og rationelt tæn-kende person, der bl.a. har fokus på, om svindlerne virkelig var de poli-tifolk, som de gav indtryk af. I konsekvens af det, sagsøgeren opfattede

35

som hjælpsomme og loyale dispositioner, påførte hun sig et økonomisk tab svarende til hele sin likviditet.

Der er grund til at fremhæve at dette tab ikke er sammenligneligt med de tal, der påvirker bundlinje på et offentliggjort regnskab, som det Nordea løbende afleverer med enorme overskud. Tabet repræsenterer mange års opsparet formue skabt af en person, som på enhver måde le-ver sparsommeligt.

I tillæg til dette tab har sagsøgeren – og andre i hendes sted – måtte leve med en smertelig skamfølelse over dog at kunne være så ”dum” at tro på ”politiet” – og ”Nordea” .

Sagen er arketypisk for, hvordan andre bankkunder i sagsøgerens sted ville have ageret dengang, i august 2022. For så vidt er den principiel for sin type.

Til billedet af denne forståelse hører, at sagsøgeren stort ikke benytter sin netbank og derfor ikke har set de advarsler, som hun måtte møde, hvis hun gjorde det. Stort set alle hendes betalinger kører enten auto-matisk eller via Dankort eller MobilePay.

Trods gentagne henvendelser til Nordsjællands Politi har efterforsknin-gen ikke ført til nogen opklaring, hvorved de gerningsmænd, der kon-taktede sagsøgeren den 22. august 2022, er blevet identificeret. Som det fremgår af Bilag 22, Ekstrakten s. 225, opgav Nordsjællands Politi allerede sagen den 12. oktober 2022.

Som det ligeledes fremgår af Bilag 23 (Københavns Byrets dom af 28. november 2024, Ekstrakten s. 257), er et af muldyrene dømt og pålagt erstatningspligt.

Intet tyder på gerningspersonerne nogensinde vil dække sagsøgeren ind for hendes tab.

Derfor har sagsøgeren udenretligt afgivet en transporterklæring, som vil kunne anvendes, hvis Nordea betaler sagsøgerens krav, og sagsøge-ren efterfølgende får det dækket fra nogen af gerningsmændene.

5. Sagen vil med stor sandsynlighed gå videre uanset udfaldet Som retten vil erindre, anmodede sagsøgeren allerede i stævningen om, at sagen blev videresendt til Østre Landsret med henblik på førstebe-handling her. Heri fik sagsøgeren ikke medhold. Medvirkende til byret-

36

tens afgørelse har givetvis været, at Nordea fandt sagen helt konkret og uden principiel betydning.

Hvorfor Nordea senere vendte på en tallerken, og fandt sagen så princi-piel, at Finans Danmark skulle inddrages som biintervenient, er ikke oplyst. Sagsøger vælger at tro, at den ændrede holdning skyldes, at sa-gen som følge af sagsøgerens anbringender – som udkrystalliseret i skriftvekslingen og belyst gennem den nu fremlagte dokumentation, gennem bidrag fra den juridiske litteratur og gennem retspraksis i an-dre nordiske lande – fremstår anderledes end ved sagsanlægget.

Sagsøgeren har begrænsede midler til at føre sagen. Ældre Sagen afhol-der kun egne omkostninger Maksimum på hendes retshjælpsforsikring er næsten opbrugt, og hun har indtil nu fået afslag på fri proces.

I Norge har bankerne accepteret at dække tilsvarende tab. Det er sket, efter at Norges største bank, DNB, har valgt at efterkomme en afgørelse fra den norske pendant til Det finansielle ankenævn – selv om der var dissens i afgørelsen, og selv om banken var uenig.

Nordea har ikke bestridt oplysningen herom i sagsøgerens Supplerende Processkrift II (Ekstrakten s. 166-167), med link til en presseomtale

I Sverige er en lignende sag på vej til Hovrätten.

Derfor vigtigt, at der træffes en ”ren” afgørelse, der tager stilling til de principielle anbringender, der gøres gældende.

Sagens faktum er velegnet til det, fordi sagsøgerens redegørelse i bilag 4 (Ekstrakten s. 211-214) står til troende, og fordi talrige andre bankkun-der – som vist ved den oversigt, som Ældre Sagen har fremlagt som Bi-lag I.1 (Ekstrakten s. 511-514) – har stået i samme situation.

B. DE AFTALERETLIGE ANBRINGENDER, GENERELT 1. Oversigt over sagsøgerens retlige anbringender

Ifølge skriftvekslingen bygger sagsøgeren sine påstande mod Nordea på to forskellige formueretlige hovedanbringender: Et aftaleretligt (som behandles i afsnittene B-D) og et erstatningsretligt (som behandles i af-snit E). Hertil kommer det nye anbringende, der er skitseret indled-ningsvis om, at Nordea er forpligtet til at dække sagsøgerens tab i med-før af Pkt. 5.1 i den indgåede netbank-aftale.

37

Som det vil fremgå, leder både de aftaleretlige og de erstatningsretlige anbringender frem til en hensyns- og risikoafvejning, som kredser om samme temaer, hvor offentligretlige regler (herunder i lov om finansiel virksomhed med tilhørende forskrifter) påvirker retsstillingen. Disse overordnede betragtninger behandles i afsnit F.

Skulle retten vælge at følge Nordea i relation til alle disse anbringender, gør sagsøgeren gældende, at hun i så fald har indgået en aftale med Nordea, som både hvad angår indgåelse og indhold må tilsidesættes som urimelig. Herom handler afsnit G.

De aftaleretlige anbringender bygger på den retsopfattelse, at en an-modning om overførsel af en betaling inden for rammerne af en aftalt net-bankløsning, er en viljeserklæring, der som sådan kan rammes af en ugyldighedsgrund.

Så vidt sagsøgeren forstår, bestrider Nordea denne betragtning ud fra en opfattelse af, at ”Betalingsloven regulerer aftaleforholdet mellem banken og bankkunden, der er derfor ikke grundlag for sagsøgers syns-punkt om ugyldighed” (afsnit 82 i Duplikken, Ekstrakten s. 129).

Spørgsmålet berøres derfor yderligere straks neden for under B.2. De erstatningsretlige anbringender forudsætter, at retten giver Nordea medhold i, at påbuddene fra sagsøgeren om betalingsoverførslerne er gyldige trods den bagvedliggende svig, og at Nordea altså har haft afta-leretligt grundlag for at overføre dem. De går ud på, at Nordea er er-statningsansvarlig for at have forsømt at indrette sine systemer og pro-cedurer på en måde, der modvirker bedragerier som det omhandlede.

2. Betalingsoverførsler er viljeserklæringer, der kan være ugyldige Sagsøgerens aftaleretlige anbringender tager udgangspunkt i det for-hold, at an anmodning om overførelse af et beløb i netbanken (en ”auto-risation” , som dette hedder i betalingslovens terminologi) er en viljes-erklæring, nærmere bestemt i skikkelse af et påbud.

Som nævnt straks oven for synes Nordea at bestride denne antagelse. Da Nordea også (pkt. 84 i Duplikken) erkender, at ”Såfremt der ikke er meddelt samtykke til betalingstransaktionen, skal denne anses for uau-toriseret” , vælger sagsøgeren at forstå Nordea således, at en autorisa-tion er en viljeserklæring. Nordea mener nemlig, trods alt, at den udgør et ”samtykke” (uden at præcisere, hvad dette samtykke knytter an til andet end det ønske om betaling, som netbank-kunden selv har frem-sat). Sagsøgren fastholder, at der er tale om at aftaleretligt påbud.

38

At anmodningen/autorisationen rettelig bør betragtes som et påbud ses ved, at det pålægger sin modtager (her, Nordea) at udføre de handlin-ger, som frem. Det er netop påbuddets retsvirkning at det påfører mod-tageren pligter. Til sammenligning påfører løfter afgiveren pligter.

For en nærmere gennemgang af disse begreber henvises til Mads Bryde Andersen: Grundlæggende Aftaleret til Studiebrug (2023), s. 35-36 (Fæl-les materialesamling Bind 2 s. 717 f).

Fordi man ikke bare sådan kan gå og pålægge andre pligter, skal påbud altid have hjemmel i et formueretligt retsgrundlag.

Denne hjemmel findes i den indgåede netbankaftale, se nærmere den-nes pkt. 2.3 om ”Afgivelse af en betalingsordre i Netbank” (Ekstrakten s. 203).

Som andre viljeserklæringer kan autorisationen derfor rammes af en ugyldighedsgrund efter reglerne i aftalelovens kap. 3, herunder ved voldelig tvang, ved simpel tvang eller ved svig. Herom i det følgende.

C. DEN STÆRKE UGYLDIGHEDSINDSIGELSE (AFTALELOVENS § 28)

1. Bestemmelsens ordlyd Sagsøgeren gør principalt gældende, at den tvang, som sagsøgeren var udsat for om aftenen og natten den 22.-23. august 2022 må sidestilles med en trussel om øjeblikkelig anvendelse af personlig vold, og at hen-des ordrer i netbank-systemet derfor er ugyldige, uanset om Nor-dea måtte have været i god tro om disse trusler.

Bestemmelsen lyder således:

§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved personlig vold eller ved trus-sel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den tvungne.

Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem erklæ-ringen er af-givet, i god tro, må den tvungne, hvis han overfor ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse derom uden ugrundet op-hold, efter at tvangen er ophørt. Und-lader han det, er han bundet ved erklæringen.

Som det fremgår af sagsøgerens redegørelse (bilag 4, Ekstrakten s. 211-214), blev sagsøgeren under telefonsamtalen i flere omgange bestyrket i

39

den – viste det sig, fejlagtige – opfattelse, at der virkelig var tale om en formel henvendelse fra Rigspolitiet og fra Nordeas sikkerhedsafdeling. Bl.a. viste opkaldene ”1448” som A-nummervisning, ligesom gernings-mændene var bekendte med flere af de hemmelige nøgler på hendes NemID-nøglekort.

Det gøres yderligere gældende, at den form for misbrug af politimæssig myndighed, der indgik i gerningsmændenes skuespil er særligt kritisk, fordi borgere i dette land forventes at efterkomme politiets anbefalin-ger.

2. Betydningen af politilovens § 5

Denne pligt følger indirekte af politilovens § 5, stk. 1-2 (Fælles materia-lesamling bind 1 s. 358), der lyder således:

§ 5. Politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige or-den samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder

1) udstede påbud, 2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herun-der køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt

3) fratage personer genstande.

En undladelse af at efterkomme påbud udstedt i medfør af politiloven kan give politiet adgang til at foretage ”foranstaltninger” , jf. lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Det gøres gældende, at disse foranstaltninger helt må sidestilles med ”trusler” om at udøve fysisk tvang.

Det er i den forbindelse ikke afgørende, om sagsøgeren reelt befandt sig i en situation, hvor politiet stod foran at skulle iværksætte tvangsmæs-sige foranstaltninger imod hende:

40

At sagsøgeren måtte have en sådan grund til at formode, at der kunne iværksættes tvangsmæssige foranstaltninger imod hende, understøttes netop ved politilovens regler, der giver politiet denne beføjelse.

3. Betydningen af straffelovens § 132

At borgerne forventes at knytte lid til politiets anvisninger understøttes gennem strafbestemmelsen i straffelovens § 132, stk. 1, nr. 1 (Fælles ma-terialesamling Bind 1 s. 233), der bl.a. straffer den ”… som forsætligt el-ler ved uagtsomhed på retsstridig måde benytter … kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk … offentlig myndighed” .

Af den af sagsøgeren udarbejde (og som bilag 4 fremlagte redegørelse (Ekstrakten s. 211), fremgår det, at gerningsmændene på sagsøgerens forespørgsel gjorde brug af et antal ”tjenestenumre” .

Af https://politi.dk/da/virksomheden/distinktioner-id-og-markering, som er Rigspolitiets officielle vejledning om politiets brug af tjeneste-numre, fremgår det, at disse ”tjenestenumre” nøje det unikke ”marke-ringsnummer” , som alle danske politiansatte har, og hvorved de kan identificeres:

Markeringsnumrene består af et bogstav og fire cifre og er placeret på politiuniformen - på skulderen eller brystet. Det er således kun politibe-tjente i uniform, der bærer markering. Gerningsmændene den 22. august 2022 gav sig netop til kende som ”P0781” (s. 1) og ”B382” (Ekstrakten s. 212).

Dermed ligger det klart, at der i tillæg til det bedrageri, som sagsøgeren blev offer for, også blev begået brud på straffelovens § 132, stk. 1, og at dette brud medvirkede til at udvirke den psykisk voldelige tvang, som sagsøgeren blev offer for.

At sagsøgeren lod sig manipulere havde altså rod i dette lovbrud, der netop har til formål at varetage den tillid til det danske politi, som vort samfund bygger på, og som sagsøgeren udviste i sin dialog med ”politifolkene” den 22.-23. august 2022.

Som allerede nævnt kan en undladelse af at efterkomme påbud udstedt i medfør af politiloven give politiet adgang til at foretage ”foranstaltnin-ger” , jf. lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Derfor vil et udsagn fra nogen, der udgiver sig for at være fra politiet, rumme en uudtalt trussel om magtanvendelse og dermed i sidste ende om vold, såfremt vedkommendes påbud ikke efterkommes.

Det fremgår netop af sagsøgerens redegørelse, at gerningsmændene hævede stemmen, når hun udviste tegn på ”ulydighed” . Hermed havde

41

sagsøgeren – som måtte antage, at hun talte med politiet – grund til at tro, at der ville tilstøde ubehageligheder, hvis hun ikke ”adlød” .

Det kan i øvrigt oplyses, politiet i anledning af denne sag ved flere lej-ligheder uopfordret har rettet telefonisk kontakt til sagsøgeren og den-nes advokat.

Derfor gør sagsøgeren gældende, at også telefoniske henvendelser kan forpligte borgeren til at efterkomme politiets ”foranstaltninger” . Særligt kritisk er en sådan form for falsk udøvelse af politimyndighed derfor, når den retter sig mod ældre medborgere med en indgroet respekt for ordensmagten.

Det gøres yderligere gældende, at begrebet ”vold” under nutidens for-hold må betragtes som bredere end det snævre fysiske voldsbegreb, som lå til grund for aftaleloven, da den blev vedtaget for 108 år siden.

Nordea har gjort gældende, at aftaleloven ikke kan fortolkes ”aktivi-stisk” , men må forstås efter sin ordlyd.

Hertil er at sige, at talrige andre bestemmelser i aftaleloven forstås efter nutidens forhold, selv om både talemåder og handleforhold stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. Eksempler herpå er aftalelovens talrige henvendelser til meddelelser sket ved ”telegram” (§ 1, stk. 2, og § 3, stk. 1), ”telegrafi” (§ 32, stk. 2) og ”telegraf” (§ 40) i dag også anvendes på elektronisk kommunikation.

I dag er ”psykisk vold” fx gjort strafbart med straffelovens § 243 med samme strafferamme på 3 år som i øvrigt gældende for den, der i øvrigt øver ”vold” mod en andens legeme, jf. straffelovens § 244.

Det koordinerede og nøje planlagte angreb på sagsøgeren, hvor ger-ningsmændene i et spindelvæv af løgne overbevisende gav sig ud for at være politifolk, måtte for sagsøgerens fremstå sådan, at hun – hvis ikke hun ville blive genstand for politiets indgriben – var forpligtet til at ef-terkomme politiets anvisninger, jf. de foran citerede § 5, stk. 1-2 og § 22 i politiloven.

Alle de skridt, som det lykkedes gerningsmændene at få sagsøgeren til at gennemføre, kunne nemlig hver for sig ses som udtryk for netop den slags ”foranstaltninger” i en situation, hvor en større formueforbrydelse kunne undgås gennem den slags målrettede indgreb.

42

Selv om ”politifolkene” ikke formelt gav udtryk for endnu at have ud-stedt noget formelt påbud, hersker der i et tillidsbaseret samfund som det danske en almindelig forventning om, at man retter sig efter poli-tiets anvisninger førend et eventuelt behov for at udstede et egentligt påbud aktualiseres.

Som det ligeledes fremgår af redegørelsen, befandt sagsøgeren sig hen imod slutningen af forløbet (herunder fra midnat og frem til kl. 02) un-der et stærkt psykologisk pres, bl.a. fordi hun ikke fik spist middags-mad. Sagsøgeren gør gældende, at den kontrol gerningsmændene (som sagsøgeren måtte forstå var fra politiet) derved fik over sagsøgerens handlinger, kan har den ”voldelige” karakter, som kræves af § 28.

Der var tale om et nøje koreograferet og indøvet skuespil, som i et til-bageblik må formodes at være målrettet ældre enlige kvinder, der med deres autoritetstro over for politiet og offentlige myndigheder er op-lagte ofre herfor.

Gerningsmændene spillede deres roller så overbevi-sende, at de reelt overtog magten over sagsøgeren og formåede hende til at spille den rolle i skuespillet, der på forhånd var tiltænkt hende, nemlig at stille informationer om konti, kort og koder til rådighed for gerningsmændenes formål i enkeltvise ”autoriserede” betalings-transaktioner.

At den fysiske indtastning af autorisationskoder blev foretaget af sagsøgeren som en del af sagsøgerens rolle i det beskrevne skuespil, ændrer ikke på, at den reelle anvendelse af betalingssystemet var ger-ningsmændenes. Det var gerningsmændene alene, der i realtid, dvs. samtidigt med, at indtastninger foretoges i betalingssystemet, afgjorde, hvad der blev indtastet. Gerningsmændene førte i realiteten sagsøge21 rens fingre på tastaturet, således at det også i dette henseende var ger-ningsmændene, der anvendte betalingstjenesten.

Det, der for sagsøgerens perspektiv måtte ses som et rent teknisk for-hold – hun svarede ja til SMS-beskeder – må derfor betragtes som en del af sagsøgerens grænseoverskridende manipulation af sagsøgeren. Det var gerningsmændene alene, der i realtid, dvs. samtidigt med, at indtastninger foretoges i betalingssystemet, afgjorde, hvad der blev indtastet. Gerningsmændene førte i realiteten sagsøgerens fingre på ta-staturet, således at det også i dette henseende var gerningsmændene, der anvendte betalingstjenesten.

Disse betragtninger fører entydigt til, at alle sagsøgerens anmodninger om betalingsoverførsel er ugyldige i medfør af aftalelovens § 28.

43

Da aftalelovens § 28 er en stærk ugyldighedsgrund hed, er det ikke nødvendigt at forholde sig til Nordeas muligt gode tro.

D. DE SVAGE UGYLDIGHEDSGRUNDE 1. Aftalelovens §§ 29-30

Sagsøgeren gør subsidiært gældende, at de viljeserklæringer, som mani-festeredes i hendes anmodninger om betalingsoverførsel efter ger-ningspersonernes svigagtige manipulation rammes af en svag ugyldig-hedsindsigelse i form af enten simpel tvang eller svig, jf. aftalelovens §§ 29 og 30, stk. 1.

Uanset hvilken af disse bestemmelser, retten måtte vælge at benytte, bliver resultatet det samme som i relation til den stærke ugyldigheds-indsigelse i medfør af betalingsoverførslerne den 22.-23. august 2022, forudsat at sagsøgeren kan bevise, at Nordea’s it-systemer burde have opdaget og forhindret svigen.

De to bestemmelser lyder således: § 29. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved anden tvang end i § 28 omtalt, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset eller burdet indse, at er-klæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands side.

§ 30. Stk. 1. En viljeserklæring er ikke bindende for afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet indse , at den var fremkaldt ved svig fra tredjemands side. Stk. 2. …

Som det fremgår af de (her) fremhævede dele, er det afgørende for, om en viljeserklæring kan erklæres ugyldig som resultatet af henholdsvis tvang (§ 29) eller svig (§ 30, stk. 1), at modtageren af viljeserklæringen (Nordea) har indset eller ”burdet indse ”, at der forelå henholdsvis svig eller simpel tvang, som nærmere beskrevet i §§ 29-30.

I den aftaleretlige terminologi kategoriseres sådanne tilfælde som ”svage ugyldighedsgrunde” , fordi de kun kan gøres gældende mod en løftemodtager (banken), der er i det, man i aftaleretten almin-deligvis betegner som ”ond tro” – dvs. som burde have vidst bedre.

Sagsøgeren må forstå Nordeas anbringender under denne sag således, at det hverken bestrides, at sagsøgeren var udsat for svig eller simpel tvang.

44

Rubriceringen spiller da heller ikke den store rolle.

I relation til begge disse anbringender angår parternes uenighed nem-lig spørgsmålet, om Nordea ved at lade sine it-systemer håndtere kun-dernes anmodninger (”viljeserklæringer”) om at overføre betalinger i medfør af den indgåede netbankaftale under de i sagen omhandlede omstændigheder (som nærmere drøftet neden for) ”har … burdet indse” , at der forelå henholdsvis tvang (§ 29) eller svig (§ 30).

For nemheds skyld vil sagsøgerens synspunkter herom i det følgende kun henvise til indsigelsen om svig.

2. Nordeas systemer ”burde indse” bedrageririsikoen Sagsøgeren gør gældende, at Nordeas it-systemer ”burde” have indset, at der forelå retsstridige forhold, da systemerne modtog betalingsan-modningerne. Systemerne burde derfor have forhindret, at beløbene blev overført.

Som anført i afsnit D.1 kan hverken indsigelser om svig eller simpel tvang gøres gældende mod en modtager, der havde ”burdet indse” , at der forelå svig eller simpel tvang.

Her er vi ved kernen i sagsøgerens argumentation: Ved ikke at have indrettet sine systemer sådan, at man burde have opdaget eller reageret på så usædvanlige overførsler til ikke-godkendte betalingsmodtagere som de foreliggende, burde Nordea – ved at skubbe sine it-systemer foran sig – have burdet det.

Samme tanke anerkendes i en dom afsagt den 22. oktober 2020 af Nor-ges Høyesterett (præmis 104), hvor det konkluderes, at banken ved sin uforsigtighed med indretningen af sine systemer ”… bevisst [har] valgt en handlemåte som indebar en klar risiko for tap” , som kom banken til skade i den konkrete sag.

Fordi Nordea burde have opdaget disse anormale overførsler, hvis man havde indrettet sine systemer til det, må retten frakende sagsøgerens ”autorisationer” (påbud) gyldighed. Nordea må da anses for at være i ond tro, og overførslerne skal derfor tilbageføres til sagsøgeren.

Når dette spørgsmål vurderes, er det væsentligt at bemærke, at intet i aftalen mellem sagsøgeren og Nordeaforpligtede Nordea til at ekse- kvere betalingsoverførslerne.

45

Tvært imod fremgår det af pkt. 2.7 i Nordeas regler for netbank til pri-vatkunder (Bilag B, Ekstrakten s. 204), at Nordea kan sætte beløbs-grænser for Netbank ”af sikkerhedsmæssige hensyn” for enkelte beta-lingstjenester.

Afgørende er altså, om Nordeas it-systemer var indrettet på en sådan måde, at de i medfør af de aftaleretlige regler ”burde indse” (og derfor burde have undladt at eksekvere) de anmodninger om betalingsover-førsel, som sagsøgeren fremsatte som følge af det bedrageri, hun var udsat for.

Det gøres i den forbindelse gældende, at kriteriet for denne burde-vi-den må svare til de krav, som domstolene ville stille til en medarbejder, som modtog tilsvarende betalingsinstruktioner i den fysiske verden.

Sagsøgeren påstår ikke, at enkelte medarbejdere i Nordea i de sene nat-tetimer havde konstateret de atypiske overførsler.

Sagsøgerens synspunkt er, at it-systemer måtillægges en sådan burde- viden, helt på samme måde som systemerne tillægges ”vilje” , når de un-derstøtter aftaleindgåelse.

”Viljen” er nemlig ingrediensen i alle viljes erklæringer. Hvis ikke man tillagde it-systemer en vilje, når de – som det dagligt sker i nethandlen – skaber aftaleforpligtelser for de parter, der har installeret dem, ville alle aftaler indgået i nethandlen være nulliteter.

Denne enkle sammenhæng ser man tydeligt, når en forbruger i den elektroniske handel accepterer på tilbud fremsat på et netsted: Accep-ten er både et løfte om at opfylde aftalen, og et påbud, som holder den e-handelsvirksomhed, der har ladet it-systemet disponere for sig, fast på tilbuddet.

Derfor må aftalerelationer, som helt eller delvis realiseres gennem au-tomatiserede processer, bedømmes ud fra, hvordan de er – og burde være – indrettet med sigte på at afgive og modtage viljeserklæringer. Så selvfølgelig kan man indfortolke en ”vilje” i det it-system, der ska-ber en aftaleforpligtelse. Og ligeså selvfølgeligt må en part, der lader sit it-system disponere for dig, tåle, at disse systemer må tillægges ”burde-viden” , når det kan konstateres, at partens de har disponeret på en måde, som en fysisk person ikke ville have gjort.

46

Her kan en sammenligning med forholdene i ”gamle dage” , hvor der fandtes bankfilialer, hvor kunden kunne gå i dialog med fysiske med-arbejdere, være relevant.

Forestiller man sig, at sagsøgeren om aftenen og natten den 22.-23. au-gust 2022 havde henvendt sig i den lokale Nordea-filial i Helsingør (som vi for eksemplets skyld antager holdt åben) for at forlange hele sin kontante formue overført til nogle konti, som hun mente, at Nor-dea stod bag, hvordan ville medarbejderen da have reageret på det? Selvfølgelig ved at afværge overførslerne. Det ville være åbenbart for medarbejderen, at der var noget galt.

Nordea har ikke givet noget argument for, hvorfor bankkunden skal fratages denne berettigede indvending om burde-viden, når der nu fo-religger en ligeså atypisk betalingsanmodning, som – det må lægges til grund – sagtens kunne være identificeret som sådan af it-systemerne, hvis Nordea havde ønske om det.

Tvært imod fremgår det af pkt. 15 i Processkrift A vedrørende henvis-ning til Østre Landsret (Ekstrakten s. 84), at Nordea som argument mod denne parallel påberåber sig en udtalelse fra fhv. højesteretsdom-mer Person 1 udtalelser til Finanswatch (Nordeas bilag I, Ek-strakten s. 373):

” Når man som kunde selv har foretaget hele transaktionen, så har man selv autoriseret Betalingen. Det svarer til en situation i gamle dage, hvor man afleverede sine kontanter til en person, der viste sig at være en svindler.”

Sagsøgeren finder ikke det nævnte eksempel illustrativt for de retlige problemstillinger, som nærværende sag giver anledning til.

For det første er der en afgørende forskel mellem detfaktiske at overlade kontanter til ”en person, der viste sig at være svindler” og det retlige at afgive en betalingsordre (dvs. en viljeserklæring) via en netbankløs-ning. Netbankløsningen udfører jo netop en tjenesteydelse (i form af betalingen til tredjemand) på grundlag af en viljeserklæring i form af et aftaleretligt påbud.

For det andet ignorerer eksemplet de retlige aspekter af problemstillin-gen, der knytter sig til bankernes burde-viden om, at visse typer af au-torisationer må formodes at være fremkaldt ved svig.

47

Hvis danske pengeinstitutter fx skulle beslutte sig for at rulle de digi-tale løsninger tilbage, så kunderne – igen – var nødt til at bevæge sig hen til en fysisk bankfilial for at hæve eller indsætte kontanter, ville den velkendte form for bankrøverier med en vis sandsynlighed genop-stå.

I et sådant scenarie kunne de svindlere, der i disse år har held til at for-lede pengeinstitutkunder til at overføre digitale beløb til konti, måske se deres snit til at posere som uniformerede politifolk uden for banken under påskud af, at der foregik noget fordækt derinde, for i stedet at lede kunderne hen til en ”sikker” (men falsk) kasse, hvor pengene pla-ceres. Hvis Nordea konstaterede en sådan risiko, ville man selvfølgelig have pligt til at tage effektive skridt mod den.

3. Bevisbyrden Sagsøgeren gør gældende, at Nordea har bevisbyrden for, at bankens systemer ikke havde mulighed for at konstatere de atypiske overførsler og stille dem i bero.

En sådan omvendt bevisbyrde til fordel for kunden udtrykkes i bet-lingslovens § 98, stk. 3, der lyder således:

Hvor en betaler nægter at have autoriseret eller iværksat en betalingstransak-tion, der er iværksat via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, bærer ud-byderen af betalingsinitieringstjenesten bevisbyrden for, at betalingstransak-tionen inden for dennes kompetenceområde er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Bestemmelsen angår efter sin ordlyd bevistvivl om, hvorvidt en betaler har iværksat eller autoriseret en betalingstransaktion, men dens princip kan anvendes efter en analogi i den foreliggende situation, hvor det ikke er kendt, hvordan Nordeas systemer ville have reageret, hvis de havde været indrettet på at registrere usædvanlige overførsler som de foreliggende.

Hvis man lægger til grund, at Nordea ”systemmæssigt” har været i ond tro om overførslerne, spiller det ingen rolle, om man alene måtte mene, at sagsøgerens autorisation af betalingerne ”kun” kan rammes af en svag ugyldighedsindsigelse.

Sagsøgeren gør supplerende gældende, at domstolene ved vurderingen af spørgsmålet om autorisering, jf. betalingslovens § 82, bør anlægge en samlet vurdering, der også omfatter andre af de faktorer, som omgav overførslerne, som nærmere beskrevet ovenfor og i det følgende:

48

4. Betydningen af de tilsynsretlige god skik-regler I medfør af § 43 i lov om finansiel virksomhed (FIL”), skal Nordea overholde de regler om god skik for finansiel virksomhed, som findes i denne lov og i den hertil hørende bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder, som nærmere citeret neden-for, og tilhørende vejledning.

Navnlig reglerne i god skik-bekendtgørelsen må ses som en skærpelse af de kontraktretlige pligter, som banken ellers vil være pålagt. Dette fremgår udtrykkeligt af § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen med den heri in-deholdte pligt for pengeinstituttet til at optræde ”redeligt og loyalt” .

Sagsøgeren gør gældende, at pligten til at handle ”loyalt” pålægger den finansielle virksomhed ikke kun at varetage hensyn til egne interes-ser i rådgivningen. Hvis ikke en sådan skærpelse var tilsigtet, havde bekendtgørelsen været overflødig. Finansielle virksomheder skal også varetage kundernes indlysende interesser. Heri ligger interessen i en høj grad af systemsikkerhed mv.

Sagsøgeren gør gældende, at disse regler bl.a. pålægger banker at ind-bygge alarmer, der er egnet til at opfange risici for kunderne eller med-virken til hvidvask, og at disse pligter må indgå i vurderingen af pen-geinstituttets ”burde-viden” i medfør af aftalelovens § 30, stk. 1, og i øvrigt i vurderingen af pengeinstituttets uagtsomhed.

Ligesom det gælder for den almindelige kontraktretlige loyalitetspligt, er et pengeinstitut pålagt en aktiv handlepligt i tilfælde, hvor der er grund til at tro, at kunden må lide tab som følge af kundeforholdet.

Denne forståelse bestyrkes i øvrigt ved bekendtgørelsens § 3, stk. 2, der bl.a. – og naturligt – henviser til både økonomiske interesse og sikker-hed som faktorer i god skik-vurderingen.

De ”kend din kunde” -pligter, der fremgår af bekendtgørelsen, pålæg-ger bl.a. pengeinstitutterne at rubricere deres kunder ud fra profilkrite-rier, såsom alder og uddannelse mv., da en sådan profilering bl.a. er nødvendig for at få overblik over, hvilke investeringer, det er forsvar-ligt at rådgive kunden til at foretage.

Dette fremgår af §§ 9-10 i god skik-bekendtgørelsen, der som bekendt lyder som følger:

§ 9. Før en finansiel virksomhed rådgiver, skal virksomheden anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finan-sielle ydelser, sit formål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed.

49

Stk. 2. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed allerede har modtaget.

Stk. 3. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysninger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige.

§ 10. Rådgivning skal tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold til § 9 og det kendskab, den finansielle virksomhed i øvrigt har til kun-dens forhold.

Stk. 2. En finansiel virksomhed skal anmode kunden om at opdatere oplysnin-ger indhentet i henhold til § 9, i det omfang det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgivning i løbende kundeforhold.

Bestemmelserne angår efter sit indhold ”rådgivning” – et begreb, der er nærmere defineret i bekendtgørelsens § 8, stk. 1, som

” … anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kun-dens valgmuligheder.” [fremhævet her]

Ifølge § 8, stk. 2, skal den finansielle virksomhed yde rådgivning, ” hvis kunden anmoder herom, jf. dog § 2. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 5, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor.”

Det følger af ordlyden, at bestemmelserne primært tager sigte på til-fælde, hvor kunden træffer målrettede beslutninger om fx investerings-valg eller til- og fravalg af finansielle produkter.

Ikke desto mindre følger det af bestemmelsens ordlyd, at også ”dispo-sitioner” , der træffes inden for rammerne af en netbankløsning med ri-siko for at realisere tab for kunden ved telefonsvindel, falder inden for ordlyden – i hvert fald hvis risici som de pågældende må anses for nærliggende, givet den konkrete disposition.

Hver og en af den slags beslutninger og autorisationer indebærer ”en disposition” , der – som belyst ved de sager, som nærværende henven-delse angår – har langt større skadevirkninger end et investeringsvalg, der falder uheldigt ud, eftersom de kan indebære et fuldstændigt tab af det involverede beløb.

50

Før bankforretningerne flyttede fra kontanternes fysiske verden og over i den digitale verden, involverede den slags dispositioner en fy-sisk kundekontakt, der til gengæld skabte risici for bankrøverier – de risici, som pengeinstitutterne i dag er sluppet for pga. netbankløsnin-gerne.

Netbankløsninger indebærer imidlertid andre risici bankkunderne, som ikke håndteres i en fysisk dialog med bankens medarbejdere, som dengang kunderne indfandt sig i fysiske bankfilialer.

Denne ændring i retsforholdet mellem bankkunde og bank bør imidler-tid ikke medføre, at banken i relation ved vurderingen af, hvad den ”måtte indse” stilles væsentligt anderledes end den ville have gjort, hvis transaktionen var sket i den fysiske verden.

Sagsøgeren gør derfor gældende, at det forhold, at pengeinstitutterne har tvunget deres kunder ud af filialerne og ind i netbankløsningerne ikke fritager dem for deres pligter i medfør af god skik-reglerne, som de ville have skullet, hvis der fortsat fandtes filialer, hvor kunderne blev betjent af levende mennesker og ikke it-systemer.

Tvært imod gøres det gældende, at pengeinstitutterne har en særlig forpligtelse til at sikre netbankkunderne mod de særlige typer af tab for kunderne, som netbankløsningerne erfaringsmæssigt er forbundet med. Det gøres i den forbindelse gældende, at de valghandlinger og ”autorisationer” , der sker inden for rammerne af disse løsninger, er li-geså kritiske som andre af de ”dispositioner” , som kunderne foretager, og som er genstand for pengeinstitutternes rådgivningspligt.

5. Betydningen af reglerne om hvidvaskkontrol Nordea er underlagt de regler om hvidvaskkontrol, der følger lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terro-risme (hvidvaskloven), der i august 2022 var bekendtgjort ved lovbe-kendtgørelse nr. 316 af 11. marts 2022.

Disse regler indebærer, at Nordeas it-systemer skal overvåge transak-tioner og dermed frembringe en slags ”burde-viden” om Nordeas kun-der og af disse kunders transaktioner.

Ifølge reglerne i denne lov, der implementerer direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), er der fx pligt til at overvåge transaktioner med ”en etableret forretningsforbindelse” , jf. nærmere lovens § 11, stk. 1, nr. 5, der lyder som følger:

51

5) Virksomheder og personer skal løbende overvåge en etableret forret-ningsforbindelse. Transaktioner, der gennemføres som led i en forret-ningsforbindelse, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens eller personens viden om kun-den og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Dokumenter, data eller oplysninger om kunden skal løbende ajourføres.

Lovens § 25, stk. 1, foreskriver endvidere følgende ”undersøgelses-, no-terings-, underretnings-, oplysnings- og opbevaringspligt” :

§ 25. Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og formålet med:

1) Alle transaktioner, der

a) er komplekse,

b) er usædvanligt store,

c) foretages i et usædvanligt mønster eller

d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål. Som heri anført har denne lovbestemmelse pålagt Nordea en pligt til at ind-bygge mekanismer i sine betalingssystemer, der bl.a. kunne slå alarm, såfremt systemerne konstaterede transaktioner foretaget i et ”usædvanligt mønster” .

Nordea er kendt i offentligheden som en bank, som har svært ved at ef-terleve hvidvasklovgivningen. Sagsøgeren henviser herom til den som Bilag 9 (Ekstrakten s. 355) fremlagte Redegørelse fra Finanstilsynet af 17. juni 2016, der konkluderer, at Nordea på mange væsentlige områ-der ikke kan anses for at opfylde kravene i hvidvaskloven. Det fremgår af redegørelsen, at Finanstilsynet på grundlag af dens konklusioner har politianmeldt Nordea for overtrædelse af hvidvaskloven.

Som Bilag 10 (Ekstrakten s. 359) findes Finanstilsynets redegørelse af 30. november 2020 om hvidvaskinspektion den 24. og 25. september 2019. Heri vurderer tilsynet, at Nordeas iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj. På baggrund af inspektionen får Nordea påbud om at sikre, at der gennemføres til-strækkelige kundekendskabsprocedurer, herunder opdatering og

52

ajourføring af kundekendskabsoplysninger, for samtlige kunder i over-ensstemmelse med hvidvaskloven, hvor dette ikke allerede er sket.

Sagen verserer efter det oplyste ved Københavns Byret som en straf-fesag i disse måneder. Baggrunden for denne sag er velbeskrevet, bl.a. i en artikelserie i Berlingske, som sagsøgeren har fremlagt som bilag 19 (Ekstrakten s. 387 ff.).

Det gøres gældende, at dette forløb efterlader en sådan formodning om, at Nordea har haft vanskeligt ved at overholde hvidvaskregulerin-gen, at Nordea må godtgøre, at man har gjort hvad man kunne for at forhindre de fire Nordea-” muldyr” i at udføre deres kriminelle aktivi-teter til skade for sagsøgeren, herunder ved at blokere for den videre-sendelse af de store beløb, som indgik fra bedragerierne, som skete straks efter modtagelsen til konti i andre banker.

Til illustration herom henvises til de kontoudtog, som Nordea i opfølg-ning af Opfordring nr. 12 har fremlagt for de muldyr, som var involve-ret i sagen, bilagene F-H (Ekstrakten s. 445 ff.). For alle tre konti (og navnlig den som bilag G fremlagte) gælder det, at indbetalingerne fra sagsøgeren var voldsomt store i forhold størrelsen af de øvrige poste-ringer.

6. Hensynsafvejningen Det er velkendt, at formueretlige spørgsmål, der giver anledning til tvivl, ofte træffes under inddragelse af et antal velkendte hensyn, der ofte taler i modsat retning, og som derfor nødvendiggør hensynsafvej-ninger.

For en nærmere gennemgang heraf henvises til Mads Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, 5. udg. (2021), s. 533-538 (Fælles materiale-samling Bind 2 s. 823-828).

Et væsentligt moment i en sådan hensynsafvejning er risikobetragtnin-gen, altså overvejelsen om, hvor det føles rigtigt at placere en risiko (som nærmere behandlet dette sted s. 534-535).

Som allerede nævnt i afsnit D.2, er det sagsøgerens opfattelse, at Nor-dea har forsømt sine pligter til at tage adækvate – og forholdsvis enkle – skridt til at sikre sine kunder, og i hvert fald til at sikre de kundegrup-per, der med en vis sandsynlighed kan tænkes ramt af den slags svin-del.

53

I stedet har man slået ud med armene og ladet kunderne tage de tab, som pengeinstitutterne tidligere havde. Som Nordea udtrykker det i pkt. 4 i svarskriftet, ”må kravet rettes mod de relevante gernings-mænd” . I den forbindelse gøres det gældende, at man ved vurderingen af Nor-deas (systemmæssige) ”burde-viden” må tage i betragtning, hvilke ko-lossale driftsmæssige gevinster banker som Nordea realiserer ved at ba-sere alle kontooverførsler på kundernes egne dispositioner via net-bankløsninger.

At bankerne realiserer disse effektiviseringsgevinster, udgør en væsent-lig begrundelse for den lovregulering, der findes om misbrug af beta-lingsmidler, jf. betalingslovens § 100. Helt samme risikoafvejninger bør imidlertid også kunne indgå ved anvendelsen af andre retsforhold mel-lem betalingskunden og banken.

Det må anses som utvivlsomt, at Nordea har sparet omkostninger ved ikke at tilbyde svage eller udsatte kunder muligheder for at indføre så-danne beløbsbegrænsninger for hermed at sikre sig mod svindel, selvom Nordea var bekendt med behovet herfor, og selv om reglerne i god skik-bekendtgørelsens §§ 9-10 og 14, som gengivet ovenfor, på-lagde Nordea en sådan pligt.

Derved har Nordea vægtet ønsket om at spare de omkostninger, som manuelle processer forbundet med indførelse af beløbsgrænser ville medføre, højere end hensynet til at modvirke, at Nordeas svage og ud-satte kunder blev udsat for de psykiske overgreb og heraf følgende tab ved bedragerier, som det foreliggende, og som Nordea kendte til. Først flere år efter, at svindlerierne blev opdraget, nedsatte man mak-sima og sendte individuelle advarsler ud til kunderne.

De helt generelle advarsler af den art, som Nordea omtaler i pkt. 11-13 i Svarskriftet (Ekstrakten s. 67), er efter sagsøgers opfattelse helt util-strækkelige til at afmontere dette erstatningsansvar.

Der måtte navnlig meget håndgribelige advarsler til, herunder om at kunden selv må forvente at blive ruineret ved brud på disse advarsler. Det gøres derfor gældende, at der i vurderingen af en ugyldighedsind-sigelse vedrørende sagsøgerens ”autorisation” af betalingerne efter reg-lerne om svage ugyldighedsgrunde, må ske en helhedsvurdering, der indebærer, at risikoen for de viljesmangler, som gælder de af sagsøge-ren afgivne ”autorisationer” må bæres af Nordea.

54

At domstolene inddrager den slags overvejelser – her iklædt en bevis-mæssig vurdering – følger af U 2000.1853 V, som helt notorisk angik en svag ugyldighedsgrund, i form af ”anden fejltagelse” , jf. aftalelovenes § 32, stk. 1, nemlig en påstået fejltastning på en Dankort-terminal. Under henvisning til en række konkrete omstændigheder ansås det for ”be-vist” , at en Dankortbetaling ved en fejl var blevet godkendt med 10.500 kr. i stedet for 105 kr., hvorefter betalingsmodtageren dømtes til at tilba-gebetale differencen.

At danske pengeinstitutter, og herunder Nordea, indtil videre (eller må-ske rettere – indtil de måtte blive pålagt risikoen for denne svindel) – har undladt at udvikle den slags teknikker for at modvirke denne form for telefonsvindel hænger formentlig sammen med, at pengeinstituttet ikke bærer tabet.

Indtil denne risiko ved en retsafgørelse er flyttet over til bankerne, vil de behændigt skyde den over på kunderne, herunder de kunder, ban-kerne bør vide erfaringsmæssigt er ordentlige og autoritetstro.

Selv om det imidlertid måtte lægges til grund, at det ville være teknisk vanskeligt og kostbart at udvikle særlige algoritmer, kunne man for-holdsvis enkelt – og uden at genere nogen kunder (da grænsen kan sæt-tes højere efter en individuel anmodning fra en kunde) – tilrettelægge sine systemer sådan, at de afskar betalinger (1) over et dagligdags beløb (på måske 5.000 kr. pr. dag), som skete til (2) kontomodtagere, der ikke på forhånd var autoriseret som betalingsmodtagere via Betalingsservice eller brug af Dankort mv., eller som på anden måde er kendte (og der-med kvalitetssikrede) som registrerede afsendere af post, fc ved brug af eBoks-løsningen.

Det var netop den slags overvejelser, der førte Højesteret med afgørel-sen i U 2022.414 HK at skubbe risikoen for, at låneaftaler blev indgået under misbrug af NemID-signaturen (nu MitID):

I sagen havde to ofre den 15. oktober 2019 udleveret deres fortrolige NemID-oplysninger bestående af brugernavn, adgangskode og nøgle-kort til en person, som de troede var fra politiet og skulle anvende op-lysningerne som led i efterforskning af et hackerangreb på det ene of-fers Instagram-konto. Oplysningerne blev herefter anvendt til en låne-optagelse, som ofrene bestred at være forpligtede til at honorere.

Efter indledningsvis at have konstateret, at det afgørende for denne hæftelse er, at de to ofre er ”aftaleretligt forpligtet” (hvilket – som i den

55

foreliggende sag – forudsætter tilstedeværelsen af gyldige viljeserklæ-ringer) over for banken i henhold til gældsbrevet, udtaler Højesteret:

” Som fastslået af Højesteret i kendelser af 9. januar 2019 (UfR 2019.1192 og UfR 2019.1197) må afgørelsen af, om en NemIDindehaver bliver aftaleretligt forpligtet i tilfælde af, at tredjemand misbruger indehaverens digitale signatur, træffes på grundlag af en konkret vurdering af det samlede hændelses-forløb .

I vurderingen indgår bl.a., under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøgle-kort til NemID), om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af pågældende oplysninger, og om indehaveren har gjort, hvad der er muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit NemID så hurtigt som muligt, jf. herved betænkning nr. 1456/2004 om e-signaturs retsvirkninger s. 105-110.

… Det er i denne sag ubestridt, at A og B den 15. oktober 2019 overlod deres Ne-mID-oplysninger til en person, som de troede var fra politiet og skulle anvende oplysningerne som led i efterforskning af et hackerangreb på Bs instagram-konto. Det lån, som gældsbrevet angår, blev optaget den 16. oktober 2019. De anmeldte forholdet til politiet den 21. oktober 2019 efter at være blevet gjort op-mærksom på, at der kunne være tale om svindel. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at A og B ikke har udvist en sådan grad af uagtsom- hed, at de hæfter for lånoptagelsen på aftaleretligt grundlag.” [vore fremhævelser]

Højesterets præmisser angik ikke spørgsmålet, om en betaling (med et – underforstået – kendt beløb) var autoriseret, men det langt mere kriti-ske spørgsmål, om en aftale (med – teoretisk set – uoverskuelige forplig-tende retsfølger).

Fordi en aftale består af viljeserklæringer – ligesom en betalingsordre er en viljeserklæring – er præmisserne imidlertid helt relevante også på den foreliggende sag.

Ud fra synspunktet om ”det mindre i det mere” er der grund til at an-tage, at det princip, som Højesteret hermed slår fast, vil være gældende også i en situation som den foreliggende.

Det centrale i Højesterets afgørelse ligger i antagelsen om, at der ved vurderingen af den aftaleretlige forpligtelse må ske en konkret vurde-ring af det samlede hændelsesforløb. En tilsvarende konkret vurdering vil være resultatet af rettens vurdering af, om Nordea som følge af in-dretningen af sine systemer (og fraværet af effektive alarmer heri) må

56

anses for at være i ond tro, jf. aftalelovens § 30, om den svig, som moti-verede autorisationen.

I lyset af Højesterets præmisser burde Nordea derfor allerede i 2014 have foretaget en segmentering af sine kunder, således at muligheden for at foretage disse omfattende straksoverførsler ikke kunne finde sted for kontohavere med en beskeden økonomi og et begrænset (for ikke at sige ikkeeksisterende) antal ”straksoverførsler” – bortset fra de automa-tiserede eller kreditkortbaserede.

Det valgte Nordea ikke at gøre. Man har tydeligt næret et ønske om at tilgodese kundegrupper med større engagementer, der som en daglig foreteelse har haft behov for at overføre op til 3,5 mio. kr. om ugen via netbank (nemlig 7 x 500.000 kr.).

I ønsket om at tilgodese denne kundegruppe ignorerede Nordea bl.a. hensynet til den – utvivlsomt mindre lukrative – kundegruppe, hvortil sagsøgeren hører: Gruppen af ældre alderspensionister.

For denne kundegruppe er langt hovedparten af de kontobevægelser, der finder sted enten (1) automatiseret, nemlig i form af indbetalinger af løn og pension, (2) udført ved specifikke netbetalinger til virksomheder der via aftaler med Nets og andre betalingsformidlere må anses for au-toriserede til at modtage betalinger (fx via MobilePay eller Dan-kort-transaktioner) eller sket (3) ved brug af betalingskort.

Ingen af de transaktioner, som sagsøgeren lod sig narre til at udføre i august 2022, falder inden for disse tre grupper. Transaktionerne angår derimod (1) store beløb, (2), der åbenbart og ind-lysende afveg fra sagsøgerens transaktionsmønster i sit kundefor-hold med Nordea.

Overførslerne fandt dernæst sted (3) på tidspunkter af døgnet, der for de fleste privatpersoner må anses for ”usædvanlige” , og som navnlig må anses at være det for sagsøgerens aldersgruppe. For en dels ved-kommende skete de dernæst med en usædvanligt høj frekvens (4).

Sagsøgeren gør gældende, at det – uden at nogen teknisk bevisførelse herom skønnes nødvendig – må fremstå som en enkel it-mæssig opga-ve enten at udskille den slags transaktioner til manuel behandling (hvis betaleren virkelig nærede et ønske om at overføre beløbet straks), eller at gennemføre beløbet som almindelig betalingsoverførsel med den heri liggende forsinkelse (og det heri liggende sikkerhedsnet).

57

Nordeas oplysninger om, hvilke omkostninger dette ville være forbud-det med (194 opkald om dagen, hvoraf 68 angik straksoverførsler, jf. af-snit 26 i Duplikken) kan ingen betydning tillægges her. Det må i den forbindelse kunne lægges til grund, at den væsentligste udgift ved at skulle håndtere disse opkald ligger i at etablere rammerne herfor, idet de variable omkostninger (68 tilfælde mere eller mindre) må formodes at udgøre en forholdsvis begrænset merudgift.

Sagsøgeren læser i øvrigt oplysningerne således, at antallet af opkald er angivet på nordisk plan, og altså ikke kun i Danmark.

Uden at kende detaljerne bag antallet af opkald er der grund til at an-tage, at dette tal knytter sig til alle anmodninger om at kunne overføre større beløb, dvs. også for mere velbeslåede kunder.

Selv om tallet imidlertid skulle dække besværet ved at besvare et antal yderligere opkald på sene nattetimer (som tilfældet var for sagsøgerens vedkommende), må denne udgift anses som en helt sædvanlig og på-regnelig del af den udgift til at drive pengeinstitutvirksomhed, som nu engang er forbundet med ikke at have personer siddende i kassen, som tilfældet var i tidligere tider.

Muligheden for at indsnævre de kritiske opkald ville i øvrigt øges, hvis man begrænsede alarmerne til tilfælde, hvor overførsler var tiltænkt ikke-autoriserede betalingsmodtagere, dvs. betalingsmodtagere, der ikke har aftaler om hverken Betalingsservice eller Dankort-betalinger, og som heller ikke er kendte virksomheder under eBoks-løsningen.

7. Nordeas modsvar Nordea har ikke forholdt sig til sagsøgerens anbringender om, at man gennem maksima på fx 5.000 kr. pr. dag for straksoverførsler for kunde-grupper, der erfaringsmæssigt ikke har noget transaktionsmønster for straksoverførelse til ikke-autoriserede tredjeparter. Uden at angive no-get hjemmelsgrundlag herfor gør man gældende, at der ikke kan seg-menteres på alder.

Nordea bestrider ikke, at sagsøger ikke tidligere har foretaget bank-overførsler i den størrelsesorden, som fandt sted i forbindelse med svindlen (se pkt. 31 i Nordeas Duplik, Ekstrakten s. 119). Nordeas har dog afslået (som forespurgt i Opfordring 16) at bekræfte, at overførsler på mere end 5.000 kr. til andre end autoriserede modta-gere forekommer selv så sjældent som højst fire gange om året for den ty-piske kundegruppe af ældre, alderspensionerede privatkunder (se s. 30 i Nordeas Processkrift A, Ekstrakten s. 198).

58

Derfor fremsatte sagsøgeren en opfølgende provokation i Supplerende Processkrift I (Ekstrakten s. 149-150), hvor Nordea opfordres til.

… at fremlægge en oversigt over kontoudtogene for 10 tilfældigt udvalgte bankkunders NemKonto hos Nordea i hele 2022. Bankkunderne skal alle være fyldt 80 år. Oversigten skal vise navnet på betalingsmodtagere henover året (i fald der ønskes anonymisering, da med angivelsen af typen af betalingsmodta-ger). Den skal være udvalgt efter matematisk fastsatte stokastiske principper.

Navnet på den medarbejder hos Nordea (eller i øvrigt tilknyttet Nordea), der har udarbejdet oversigten og defineret disse stokastiske principper, skal oplyses, således at vedkommende under vidneansvar kan redegøre for dens udarbejdelse (Opfordring 19).

Nordea valgte ikke at opfylde denne provokation, som kunne have gi-vet retten et godt grundlag for at forstå, at den kundegruppe, hvortil sagsøgeren hører, ikke har behov for at foretage større overførsler.

Sagsøgeren gør gældende, at denne undladelse på tillægges processuel skadevirkning.

I stedet for at opfylde provokationen har Nordea varslet afhøring af fire forskellige vidner.

Retten bør derfor kunne lægge til grund, at den persongruppe, hvortil sagsøgeren hører (alderspensionister over 80 år) almindeligvis ikke har behov for at kunne overføre beløb på over 5.000 kr., og at sådant et maksimum for straksoverførsler derfor vil være enkelt at indføre. Selv om man måtte lægge til grund, at alderssegmentering er forbudt, har Nordea ikke forsøgt at give noget bud på, hvordan man på anden måde kan ramme disse følsomme kundegrupper.

Det må derfor kunne lægges til grund, at et sådant maksimum uden vanskelighed kunne indarbejdes, men at Nordea af forretningsmæssige eller andre grunde ikke ønsker det.

Ligeledes må man kunne gå ud fra, at der ingen systemmæssige van-skeligheder vil være ved at ændre systemerne således, at muligheden for at gennemføre straksoverførsler alene stod til rådighed som en til-valgsmulighed, som i givet fald krævede nærmere rådgivning (bl.a. om svin-delrisikoen).

Beslutningerne beror derfor med stor sandsynlighed på en afvejning af Nordeas ulyst til at afholde den ene eller anden type af omkostningerne

59

over for risikoen for at blive ramt af krav fra kunder, som i den forelig-gende sag.

Uanset omkostningerne ved at indføre det, Nordea betegner som ”real-tidsovervågning” gør sagsøgeren gældende, at Nordea i alle tilfælde burde have indført langt lavere maksima, som i nærværende sag må udmåles efter rettens skøn, fx til et beløb svarende til 5.000 kr. dagligt – eller (blot for at sikre harmoni med anden lovgivning) – de 8.000 kr., som svarer til grænsen i betalingslovens § 100, stk. 4, for hæftelse ube-rettiget brug af betalingsmidler, der er gjort mulig ved uagtsom adfærd.

I øvrigt efterlader Nordeas ønske om at ”besvare” spørgsmålet gennem vidneafhøringer med det indtryk, at Nordea på den måde ønsker at gennemføre en sagkyndig bevisførelse om forhold, som (uanset vidner-nes mulige syn herpå) må have en objektiv faktuel karakter. Gennemfø-rer Nordea sin afhøring på den måde, vil sagsøgeren reelt ingen indfly-delse vil have på sagens oplysning herom.

Sagsøgeren forbeholder sig derfor at protestere mod enhver afhøring, der bevæger sig ind på sådanne forhold, som kunne være tilbagevist ved fremlæggelse af objektive beviser mv.

E. SAGSØGERENS ERSTATNINGSKRAV 1. Anbringendets systematiske placering Bemærkningerne i det følgende forudsætter, at retten ikke giver sagsø-geren medhold i, at påbuddene fra sagsøgeren om betalingsoverførs-lerne er ugyldige, og at Nordea altså har haft aftaleretligt grundlag for at overføre dem. Skulle retten nå til dette resultat, gør sagsøgeren subsidiært gældende, at Nordea er erstatningsansvarlig for at have forsømt at indrette sine sy-stemer og procedurer på en måde, der modvirker bedragerier som det omhandlede.

Sagsøgeren har tidligere fremført dette anbringende som det principale i sagen. At sagsøgeren i sin endelige sagsførelse ønsker det pådømt som subsidiært skyldes, at det giver retten mulighed for at justere beløbets størrelse skønsmæssigt ud fra overvejelser om egen skyld – en mulig-hed, der ikke foreligger i relation til de aftaleretlige anbringender, der kredser om temaet ugyldighed/ikke-ugyldighed

2. Nordea er underlagt et erstatningsansvar i kontraktforhold Nordeas erstatningsansvar bygger på det aftaleforhold (kundeforhold), der er skabt mellem banken og dens indlånskunder, herunder sagsø-

60

gren. Der er altså tale om et erstatningsansvar inden for kontraktfor-hold.

Nordeas bemærkninger i pkt. 29-30 i Svarskriftet (Ekstrakten s. 70) om erstatning uden for kontraktforhold er derfor irrelevante. Det samme gælder Nordeas litteraturhenvisninger samme sted.

Sagsøgeren gør derimod gældende, at Nordea er erstatningspligtig over for sagsøgeren efter reglerne om erstatning inden for kontraktforhold ved ikke at iagttage sin pligt til effektivt og adækvat at værne sine kun-der mod de – kendte – risici, som kunderne løber ved brug af de net-bankløsninger, som pengeinstitutterne har indført bl.a. for at undgå de kostbare (men i så henseende sikrere) fysiske filialer.

At banker er underlagt et sådant professionsansvar er dels antaget i den juridiske litteratur (se fx Camilla Hørby Jensen i den af samme revide-rede bog: Bankjura – udvalgte emner, 2. udg. (2014), s. 267-268, Fælles materialesamling Bind 2 s. 869 f.) og hos Lars Bo Langsted: Rådgivning I – Det professionelle erstatningsansvar (2004), s. 245 f., Fælles materia-lesamling Bind 2 s. 878).

Der henvises herved navnlig til de udtalelser, som Susanne Karstoft har fremført, bl.a. i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2024, s. 99 ff. Samme linje ses i retspraksis.

Et meget klart eksempel herpå ses i Hø-jesterets dom i U 2000.365 H i den såkaldte Person 8-sag, der satte den er-statningsretlige standard for, hvornår rådgivere til sælgere af overskud-sselskaber (herunder pengeinstitutter) ligefrem kunne blive erstatnings-ansvarlige uden for kontraktsforhold over for tredjeparter (her reelt SKAT som enekreditor i et konkursramt overskudsselskab) og i kon-traktsforhold over ejeren af overskudsselskabet (som ved Højesterets dom blev fri for regres krav med korrektion af hendes berigelse).

Erstatningsansvaret må karakteriseres som et professionsansvar: Nor-dea driver en virksomhed, der kræver en særlig fagkyndighed, herun-der med særlig offentligretlig tilladelse.

Det er vigtigt at fremhæve, at rådgiveren i et kontraktforhold (Nordea) også kan gøres erstatningsansvarlig for undladelser, der medfører tab hos medkontrahenten (sagsøgeren). Dette undladelsesansvar følger af det strenge culpaansvar, som netop gælder i kontraktsforhold.

Sagsøgeren gør gældende, at det nærmere indhold af en finansiel virk-somheds professionsansvar påvirkes af offentligretlige regler, og at dette navnlig gælder, når disse regler pålægger virksomheden pligter

61

over for sine kunder. Navnlig pligten til fx at rådgive og advare kunder mod følgerne af deres dispositioner mv., som følger af god skik-reg-lerne, også har derfor betydning ved fastlæggelsen af den ansvars-stan-dard, der gælder for pengeinstituttets erstatningsansvar over for en kunde.

At offentligretlige regler på denne måde – foruden deres umiddelbare anvendelsesområde kan have sådanne formueretlige retsvirkninger er fast antaget i den juridiske teori, jf. fx Torsten Iversen: Obligationsret 1 (2019), s. 222 (Fælles materialesamling Bind 2 s. 861).

Sagsøgeren har ikke påberåbt sig specifik retspraksis herom, men hen-viser i stedet til oversigten hos Bo von Eyben & Helle Isager: Lærebog i Erstatningsret, 10. udg. (2024), s. 102-104, Fælles materialesamling Bind 2 s. 724-726. Her henvises til et stort antal retsafgørelser, hvis udfald har været påvirket af offentligretlige forskrifter. Sagsøgeren finder ikke an-ledning til at fremhæve en af disse afgørelser frem for en anden.

Nordeas erstatningsansvar bygger på det aftaleforhold (kundeforhold), der er skabt mellem banken og dens indlånskunder, herunder sagsøge-ren. Der er altså tale om et erstatningsansvar inden for kontraktfor-hold.

Erstatningsansvaret må karakteriseres som et professionsansvar, idet Nordea driver en virksomhed, der kræver en særlig fagkyndighed, her-under med særlig offentligretlig tilladelse.

I et sådant kontraktforhold kan Nordea som aftalepart også gøres er-statningsansvarlig for undladelser, der medfører tab hos medkontra-henten (sagsøgeren).

3. Bonus pater-vurderingen påvirkes af offentligretlige regler

Også ved afgrænsningen af de relevante erstatningsretlige betingelser må der skeles til de offentligretlige regler, som Nordea og andre penge-institutter er underlagt, og som Nordeas kunder derfor må formode vil blive overholdt som led i aftaleforholdet.

Om disse regler henvises til bemærkningerne i afsnit D.4.

Velfungerende systemer til registrering af usædvanlige transaktions-mønstre ville have alarmeret Nordea om, at de overførsler, der blev fo-retaget fra sagsøgerens konti den 22. og 23. august 2022, blev foretaget som resultat af kriminelle aktiviteter.

62

At man i betalingssystemer i den finansielle sektor kender til den slags alarmfunktioner, er bl.a. kendt på betalingskortområdet, hvor betalings-kort uden varsel kan blive spærret efter pludselige indkøb i udlandet.

Sagsøgeren gør gældende, at Nordea uden vanskelighed kunne have indbygget senere mekanismer i et netbanksystem som det, der blev be-nyttet af sagsøgeren. At det ”mønster” , som blev brudt om aftenen og natten den 22.-23. august 2022, således var helt iøjnefaldende, kan kon-stateres ved at hastigt blik på kontoudskrifterne fra sagsøgerens konto, hvor hovedparten af overførslerne skete. De angik beskedne beløb og for manges vedkommende initieret af Betalingsservice.

Denne undladelse påfører også Nordea et erstatningsansvar.

Hvidvasklovens bestemmelser pålægger som nævnt i afsnit D.5 Nordea ”at indføre tilstrækkelige procedurer for overvågning af kundeforhold, således at det sikres, at transaktioner […] er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil” , at der ”gennemføres tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, herunder opdatering og ajourføring af kundekendskabsoplysninger, for samtlige kunder (udhævet her)” , og at ”sikre, at alle usædvanlige transaktioner og transaktionsmønstre undersøges” .

Skal ovennævnte pligter iagttages, må Nordea definere, hvad der anses som ”usædvanlige transaktioner” for hver enkelt kunde eller for hver enkelt ensartede kundegruppe. Samme pligt følger af god skik-reglerne, der bl.a. pålægger Nordea at yde rådgivning med sigte på enkelte dispositioner (og herunder også dispositioner inden for netbank-løsningen) i lyset af den enkelte kundes behov (”Know Your Costumer ”). Dette følger af § 14 i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2014, der lyder således:

§ 14. En finansiel virksomhed skal oplyse en kunde om de sikkerhedsforanstalt-ninger, der bør iagttages ved et givent produkt eller ydelse, herunder hvilke sik-kerhedsmæssige krav kunden skal efterleve, og hvilket ansvar kunden kan ifalde ved tredjemands misbrug (udhævet her).

Videre gøres det gældende, at også dette retsbrud må tillægges betyd-ning ved vurderingen af Nordeas culpaansvar i aftaleforholdet med sagsøgeren.

Ordene ”tredjemands misbrug” rammer efter ordlyden bredt. Både misbrug rettet mod selve betalingsmidlet (fx et Dankort anvendt efter

63

tyveri) og mod kunden (fx en af kunden iværksat betalingsoverførsel, som er fremkaldt ved tredjemands svig) er omfattet.

I den forbindelse har Nordea gjort gældende, at man effektivt har adva-ret sagsøgeren gennem følgende tekst, der fremgik af login-siden på nordea.dk i maj 2022:

” ADVARSEL OM TELEFONOPKALD FRA SVINDLERE: Flere kunder modtager i øjeblikket opkald fra svindlere, som udgiver sig for at være fra fx di-gitaliseringsstyrelsen, politiet eller banken. Formålet er at franarre dig infor-mation som NemID eller MitID oplysninger, CPR-nummer eller kortoplysnin-ger. Udlever ALDRIG disse informationer og overfør ikke penge til modtagere, du ikke kender. Vi håber, du vil hjælpe med at dele budskabet til dine nærme-ste.”

Sagsøgeren så ikke denne advarsel, fordi hun stort set aldrig betjener sig af netbank-løsningen.

Men havde hun set den, ville den ikke have påpeget den risiko, som nærværende sag handler om, nemlig risikoen for, at en kunde selv blev bedt om at overføre beløb til sikkerhedskonti mv.

Det er væsentligt at fremhæve, at advarslen alene angår det – også for sagsøgeren – kendte og selvfølgelig forhold, at man ikke overdrager sine NemID eller MitID-oplysninger til andre.

At Nordea netop på dette tidspunkt fandt anledning til at advare mod disse risici kan hænge sammen med, at Højesteret med sin afgørelse i U 2022.414 HK, hvor Højesteret frigjorde en person for aftalepligter i med-før af en låneaftale, der var etableret gennem misbrug af kundens Ne-mID.

Det er imidlertid ikke denne risiko, som blev aktualiseret i den forelig-gende sag, og som navnlig er aktuel for kunder i Nordea, der – som det fremgår af det materiale, Ældre Sagen har fremlagt i sagen (se Ekstrak-ten s. 511-515) ikke kan forvente nogen form for godtgørelse for de overførte beløb.

Det gøres yderligere gældende, at Nordea ligeledes uden vanskelighed kunne have tilbudt særligt udsatte kundegrupper – fx kontohavere over en vis alder – mulighed for en særlig beskyttelse mod hævninger, som ud fra den enkelte kontohavers profil måtte anses som usædvanlige.

64

Andre pengeinstitutter havde allerede i august 2022, hvor bedrageri-erne fandt sted, indført sådanne begrænsninger ved indenlandske over-førsler. Ifølge sagsøgerens oplysninger havde Vestjysk Bank fx en grænse på 25.000 kr. pr. døgn for private kunder, mens Ringkjøbing Landbobank og Coop Bank har begrænsninger på 50.000 kr. pr. døgn. I Sydbank aftaler kunden og bankrådgiveren grænsen individuelt.

Det er ubestridt, at Nordea har en grænse på 20.000 kr. ved overførsler til udlandet.

Nordeas passivitet fra man opdagede den form for netsvindel, som sagsøgeren var offer for, og til hændelserne i august 2022, fik den kon-sekvens, at sagsøgeren og en række andre kunder i sagsøgerens situa-tion selv stod tilbage med de tab, der realiseredes ved disse kriminelle aktiviteter, hvoraf nogle tilmed involverede andre af Nordeas kunder (de såkaldte ”muldyr”).

Denne passivitet må antages at stride imod den pligt til at yde kunde-rådgivning ud fra kendskabet til kundernes individuelle forhold, som følger af §§ 9-10 i god skik-bekendtgørelsen.

Det gøres dernæst gældende, at reglerne for det andet indebærer en pligt til at yde særlig rådgivning om sikkerhedsmæssige forhold, som i særlig grad må anses for relevante for udvalgte forhold, jf. § 14 i god skik-bekendtgørelsen, som citeret ovenfor. Som nærmere redegjort for nedenfor gøres det gældende, at disse regler har påført Nordea en pligt til at udvise en omsorg for sine kunder, som kunne modvirke tab som de foreliggende.

Denne omsorg har Nordea forsømt at udvise.

4. Nordea burde have taget skridt da man opdagede svindlen med bedrageriske telefonopkald

Nordea har – ubestridt – siden slutningen af 2021 (og måske før?) haft kendskab til den svindel, som sagsøgeren var udsat for, og som kende-tegnes ved, at ældre og typisk kvindelige kunder kontaktes af gernings-mænd, som giver sig ud for at repræsentere ordensmagten, som bl.a. manipulerer ofrene til selv at overføre penge.

Sagsøgeren må forstå, Nordea har haft dette kendskab, fremgår af den som Bilag 7 fremlagte udskrift fra Nordeas hjemmeside (Ekstrakten s. 365), hvor Person 6 fra Nordea kommenterer en DR-ud-sendelse i december 2021 om svindel udført af falske politifolk.

65

Sagsøgeren hørte ikke den pågældende udsendelse, og oplysningerne fra Nordeas hjemmeside (som man finder under et underpunkt under sikkerhed mv.) om faren ved at blive bedraget ved henvendelser fra fal-ske politifolk er først kommet frem i forbindelse med denne sag.

Som de fleste kunder har sagsøgeren intet behov for at udforske Nor-deas hjemmeside for at varetage sine daglige bankforretninger, som stort set udelukkende baseres på betalingsservice og Dankort.

På hjemmesiden får man bl.a. følgende advarsel fra Nordeas Stilling 2 Person 6:

”Det er virkelig trist, siger Stilling 2for privatkunder i Nordea Person 6 om den situation, [en af Nordeas kunder] har stået i:

Jeg bliver så enormt trist over, at der er mennesker, der udnytter den tillid og sammenhængskraft, vi har i Danmark. Den usikkerhed, som [Nordeas kunde] har været udsat for, er jo virkelig trist,” siger Person 6 i interviewet, og fortæller, at Nordea desværre ser et stigende omfang af denne type svindel, hvor især ældre, enlige og ensomme er ofre.”

Nordea havde således både via pressen, via klagesager ved Det finansi-elle ankenævn og antageligt også via interne (klage)sager kendskab til bedragerierne og den i nærværende sag af gerningsmændene anvendte fremgangsmåde.

Alligevel forholdt Nordea sig passiv

Nordea kunne på dette tidspunkt, bl.a. som led i den screening, som Nordea løbende er forpligtet til at foretage af alle sine kunder, have identificeret de oplagte ofre for denne form for kriminalitet blandt sine kunder og have givet dem særskilt, individuel rådgivning om at fast-sætte beløbsgrænser for hævninger og meddelelse om at være særligt opmærksomme på ikke at efterkomme anmodninger om betalingsover-førsler afgivet af personer, der i telefonen udgiver sig for at være fra po-litiet.

Det valgte Nordea imidlertid ikke at gøre.

5. Nordeas påstande om branchesædvaner er udokumenterede Nordea har gjort gældende (pkt. 51-52 i Duplikken, Ekstrakten s. 123), at det initiativ, som Erhvervsministeriet, Finans Danmark, Forbruger-rådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen tog den 13. november 2023,

66

hvor man blandt andet enig om, at bankerne skulle sænke beløbsbe-grænsningen for straksoverførsler til 50.000 kr. pr. døgn skabte en bran-chestandard, og at der ikke før november 2023, har været en branche-standard på en lavere beløbsbegrænsning.

Ligeledes gør Nordea gældende, at det ”Moderniseringsprojekt” , der tillod straksoverførslerne på 500.000 kr., som Nordea anvendte frem til april 2023, måtte forstås som datidens branchestandard.

Synspunkterne bestrides.

Moderniseringsprojektet tilvejebragte alene en infrastruktur, som ban-kerne kunne stille til rådighed, hvis de ville. Som anført i afsnit E.3 var der allerede i august 2022 adskillige pengeinstitutter, som også i august 2022 havde indført lavere maksima for straksoverførsler.

Derfor var Nordea selvfølgelig ikke forpligtet til at stille den – som det viste sig – risikable infrastruktur til straksoverførsler til rådighed for alle kunder, uanset om de måtte formodes at kunne håndtere de heraf følgende risici.

Det siger sig selv, at Nationalbanken – som intet mandat har på det fi-nansielle tilsynsområde (og herunder i relation til regler om god skik) – heller ikke kan skabe nogen ændring i de standarder for god skik, som danske pengeinstitutter er underlagt. Det bemærkes i den forbindelse, at Finanstilsynet ikke var en del i det såkaldte Moderniseringsprojekt.

Som allerede anført i afsnit A.3 bestrider sagsøgeren i øvrigt, at praksis fra Det finansielle ankenævn kan definere nogen bonus pater-standard. Men selv om man skulle antage sådanne retsvirkninger, måtte de for-udsætte enighed i nævnet, hvilket ikke foreligger.

Ej heller er der Nordisk enighed om disse spørgsmål. I Norge har den toneangivende bank valgt at give kunden medhold. I Sverige er pro-blemstillingen (ligesom i Danmark) på vej gennem domstolsvæsenet. Skulle man endelig mene, at er bestod nogen ”branchesædvane” , måtte den vel nærmest gå ud på, at bankerne – kulancemæssigt eller ud fra en pligtfølelse – inddækkede deres kunders tab. Som det fremgår af biin-terventionsindlægget fra Ældre Sagen (Ekstrakten s. 151 ff.) er der grund til at antage, at Nordea på dette punkt skiller sig ud fra branche-praksis.

6. Sagsøgeren har ikke selv udvist egen skyld

67

Da bedragerierne mod sagsøgeren fandt sted i august 2022 havde der ingen nævneværdig omtale været i medierne af den slags bedragerier (modsat omtalen af bedragerier, hvor offeret blev lokket til at udlevere sine NemID-koder mv.). Det eneste eksempel herpå, som Nordea har påberåbt sig er udsendelsen i DR i Måned 2 2021.

Ifølge de bilag, der er fremlagt i sagen, skete den første landsdækkende omtale ved en pressemeddelelse af 5. januar 2023 kl. 15:22, hvor Natio-nal enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) meddelte, at man havde gen-nemført en stor landsdækkende politiaktion mod muldyr og hvidvask, hvori 135 personer, der mistænkes for at have hvidvasket penge ved at virke som såkaldte muldyr, samme dag var blevet anholdt i en stor landsdækkende politioperation.

Nærmere oplysninger herom (med links) fremgår af Stævningen, s. 8-9, Ekstrakten s. 38-39.

Dette var første gang offentligheden, og sagsøgeren, blev orienteret om begrebet ”muldyr”

I den forbindelse er det væsentligt at bemærke, at sagsøgeren – som det fremgår af hendes som bilag 4 fremlagte redegørelse (Ekstrakten s. 211-214) – gennem hele forløbet stillede skeptiske spørgsmål til gernings-mændene, men gentagne gange blev mødt med en kombination af tilsy-neladende troværdige forklaringer og personligt pres. Som anført ovenfor i afsnit E.3 førte Højesterets afgørelse i U 2022.414 H til en ny, men helt generel, advarsel i Nordeas netbanksystemer i forå-ret 2022.

Advarslen knyttede imidlertid kun an til den risiko, som nu var identi-ficeret med Højesterets afgørelse, nemlig netsvindel effektueret ved ger-ningsmandens misbrug af NemID-signaturen.

Selv om Nordea allerede i december 2021 havde opdaget, at der også var en risiko for, at kunderne blev snydt til selv at overføre beløb, valgte Nordea ikke at advare specifikt om dette.

I afsnit 98 i Duplikken (Ekstrakten s. 131), anfører Nordea derudover, at der i det seneste halve år op til svindlen, var ”løbende advarsler på Nordeas platforme (Nordea.dk og netbank) og sociale medier (Nordeas Facebook-side) om forskellige former for svindel, herunder advarsler om telefonopkald fra svindlere, der forsøgte at få Nordeas kunder til selv at overføre penge.

68

Sagsøgeren så ingen af disse advarsler, og intet i aftaleforholdet med Nordea pålagde hende nogen pligt til at holde sig ajour med disse me-dier.

7. Analog anvendelse af § 100, stk. 4 Skulle retten være uenig i sagsøgerens anbringende om, at hun ikke ud-viste egen skyld i forbindelse med bedragerierne, gør sagsøgeren gæl-dende, at et fradrag for egen skyld maksimalt kan beregnes til det mak-simum på 8.000 kr., som ville være gældende i medfør af betalings-lovens § 100, stk. 4, hvis situationen havde været således, at et tab ved en uautoriseret betaling var som følge af andres uberettigede anven-delse af betalingstjenesten, og ”betalerens udbyder godtgør, at den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har væ-ret anvendt” .

I overensstemmelse med den retsopfattelse, der finder udtryk i dissen-sen ved Det finansielle ankenævn, gøres det subsidiært gældende, at den manipulation, som sagsøgeren blev udsat for, må sidestilles med en situation, hvor hun havde udleveret oplysninger, herunder NemID-op-lysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gen-nemføre uautoriserede overførsler.

Som anført af mindretallet bør det i sager som denne ikke have afgø-rende betydning, om forbrugeren teknisk set selv har gennemført transaktionerne, idet transaktionerne netop skete med en ”ført hånd” angiveligt tilhørende politiet og Nordea, jf. ovenfor.

I den aktuelle situation havde det ingen forskel gjort, om sagsøger fore-tog overførslerne under den kontrol og styring, gerningsmændene havde opnået over hende, eller om sagsøger havde udleveret de oplys-ninger og stillet det udstyr til gerningsmændenes rådighed, der ville have sat gerningsmændene i stand til selv at foretage overførslerne. Re-sultatet blev det samme: De overførsler, gerningsmændene ønskede gennemført, blev gennemført, og beskyttelsesbehovet og -interessen un-der de givne omstændigheder er ens i begge scenarier.

Følgelig må sagsøgeren være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.

Som mindretallet relevant anfører, vil der ved et modsat resultat.

… opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en for-brugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop

69

er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag. Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.

Til støtte for det synspunkt, mindretallet støtter sig til, henvises til be-mærkningerne ovenfor om, hvordan det reelt lykkedes gerningsmæn-dene den 22.-23. august 2022 at ”føre sagsøgerens fingre” på tastaturet, så det også i dette henseende var gerningsmændene, der anvendte beta-lingstjenesten. Dermed er vi reelt inden for anvendelsesområdet af beta-lingslovens § 110, stk. 1, hvorefter betalerens udbyder af betalingstjene-ster hæfter i forhold til betaleren for tab som følge af andres uberetti-gede anvendelse af en betalingstjeneste.

F.

RISIKOAFVEJNINGER Sagsøgerens krav mod Nordea bygger på det overordnede synspunkt, at man i en digital verden, hvor det reelt er it-systemerne, der agerer på bankernes vegne ved at tage imod og eksekvere betalingsanmodninger (dvs. modtage viljeserklæringer og transformere dem til faktiske beta-linger), er nødt til at foretage en sammenligning med, hvad en fysisk person ville have gjort hvis vedkommende havde ageret i stedet for it-systemet.

En sådan sammenligning er udtryk for almindelig sund fornuft, for uden den ville bankerne (som Nordea nærmest synes at mene, se fx be-mærkningen i 33 i Nordeas svarskrift af 14. september 2023) have grønt lys til at tilsidesætte ethvert hensyn til kundernes sikkerhed mod svin-del, når man indretter sine systemer.

De øverste domstole i både Danmark, Sverige og Norge har allerede lagt den slags synspunkter til grund i ledende præjudikater om helt til-svarende problemstillinger. Samme retsopfattelse er udtrykt i den juri-diske litteratur af den førende forfatter inden for området.

Generelt gælder det, at rettens stillingtagen til de anbringender, der er gjort gældende ovenfor, involverer en afvejning af, hvilken risiko et pengeinstitut med rimelighed må påtage sig for hændelser som de fore-liggende, sammenholdt med det element af egen skyld, som kan på-hvile en person, der er genstand for berigelseskriminalitet af den be-skrevne karakter.

Det gøres gældende, at risikoen for et tab, som det sagsøgeren har lidt i denne sag, bør bæres af det pengeinstitut, der med ganske få greb (som

70

tages af andre pengeinstitutter) kunne have forhindret skaden og dens alvorlige personlige konsekvenser.

Selv om vi her ser ind i et helt andet retsområde, kan det her være nyt-tigt at inddrage den praksis, Højesteret udviklede for 40 år siden, og som tidligere har begrundet det dommerskabte produktansvar, nemlig at den part, der har haft muligheden for at indregne en statistisk set uundgåelig risiko i sin forretningsmodel.

Dette princip blev første gang slået fast i dommen om Aalborg Kloster i U.1968.84/2 H, og senere i U 1983.714 H, U 1983.866 H, U.1999.1821 H og U 2000.1779. Dommene førte til et objektivt ansvar på disse områder. Sagsøgeren påstår ikke, at der skal gælde et tilsvarende objektivt ansvar i den foreliggende, men at retten skal inddrage disse risikobetragtnin-ger i sit resultat.

Dette forekommer navnlig velbegrundet, fordi Nordea var bekendt med, at kriminelle angreb som de foreliggende fandt sted, og at sagsø-geren var i gerningsmændenes målgruppe for oplagte ofre. Alligevel valgte Nordea, som utvivlsomt har haft talrige muligheder (som ikke er oplyst i denne sag) for at undgå denne form for kriminalitet, at forholde sig helt passiv.

Efter sagsforløbet ligger det ligeledes klart, at Nordea intet incitament har haft for at bistå sagsøgeren med at få opklaret forbrydelserne eller at få beløbene tilbageført fra de konti, som tilhører andre kunder i Nor-dea.

I foråret 2023 fik sagsøgeren oplyst af politiet, at man nu havde fået kendskab til nogle af de ”muldyr” , der havde været involveret, og at udbyttet fra de kriminelle handlinger herefter var hævet fra pengeauto-mater ved brug af kort knyttet til disse konti.

På sagsøgerens spørgsmål om, hvorvidt man så fra hæveautomaternes kameraer har kunnet konstatere identiteten på de gerningsmænd, der har foretaget disse hævninger, er det nu oplyst, at disse kameraoplys-ninger i overensstemmelse med lovgivningens regler skal slettes 30 dage efter optagelsen.

Sammen med en mangfoldighed af andre ældre og lovlydige kvinder skal sagsøgeren efter Nordeas opfattelse stå tilbage med sit tab. Denne lovlydige kreds af personer er blevet straffet af deres respekt for or-densmagten og er overladt til sig selv af pengeinstitutter, som Nordea, som helt har tilsidesat deres forpligtelser til loyalt at varetage kunder-

71

nes interesser i ikke at blive ofre for den slags kriminalitet. Forpligtel-ser, som følger af både kontraktrettens almindelige regler, af god skik-reglerne og af hvidvasklovgivningen.

Hvis retten måtte vælge at give Nordea medhold i sin påstand under denne sag, ligger det klart, at Nordea heller ikke i fremtidige sager vil have noget særligt incitament til at søge bedragerioverførte beløb til-bage.

Placerer man derimod risikoen for skader som disse på Nordea, vil der være givet et incitament til, at forbrydelser som disse – som heller ikke hos politiet ses prioriteret højt – forhindres, således at flere ulykkelige hændelser som den, der ligger til grund for nærværende søgsmål und-gås.

Nordea vil få et incitament til at ændre Nordeas betalingssystemer, hvorved selve forretningsgrundlaget for de kriminelle aktiviteter fjer-nes, og de kriminelle aktiviteter tilsvarende vil ophøre.

G. AFTALELOVENES §§ 36 OG 38C 1. Anbringendet i hovedtræk Skulle Nordea få medhold i, at hverken aftale- eller erstatningsretlige argumenter kan begrunde et medhold i de nedlagte påstande, betyder det, at sagsøgeren ved at underskrive netbankaftalen med Nordea har påført sig et helt uventet og uproportionalt tab svarende til hendes lik-vide formue.

Sagsøgeren gør gældende, at en sådan – uventet – konsekvens af den indgåede aftale er helt uforudset, uproportional og urimelig, at den der-for må anses for urimelig, og at de retsvirkninger, der følger af aftalen derfor må lempes i medfør af aftalelovenes §§ 36 og 38c.

Tvært imod fremgår det udtrykkeligt af netbank-aftalens pkt. 5.2 (Ek-strakten s. 205), at Nordea er ansvarlig for tab som følge af misbrug ”i andre tilfælde end dem, der er nævnt i pkt. 5.1” , som omhandler mis-brug forvoldt ved hjælp af adgangskoder mv. På den baggrund vil det virke urimeligt, at Netbank-aftalen nu gøres gældende til støtte for en afvisning af et så voldsomt og ruinerende tab som det i sagen omhand-lede.

2. Aftalelovenes § 36 Bestemmelsen lyder som følger:

72

§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens ind-gåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

Efter sagsøgerens opfattelse ligger det klart, at den som Bilag B frem-lagte netbankaftale (Ekstrakten s. 203-206) vil medføre urimelighed ef-ter de kriterier herfor, der er anført i stk. 2 til aftalelovens § 36.

Af den fremgår, at der ved vurderingen af en aftales rimelighed skal ses på forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrå-dte omstændigheder.

Ved aftalens indgåelse fandtes den mulighed for straksoverførsel, som blev indført i 2014 ikke. Denne mulighed gjorde aftalen langt mere risi-kabel end forudsat ved indgåelsen, bør derfor spille en væsentlig rolle i urimelighedsvurderingen.

For det andet siger aftalen intet om den helt uforudsete risiko, der kunne indtræde ved den form for telefonsvindel, som sagsøgeren var offer for. Tvært imod indeholder aftalen alene advarsler, der knytter an til, om netbanken ar været ”mirbrugt af en anden” , jf. nærmere pkt. 5.1 (Ekstrakten s. 205).

For det tredje bør det påvirke rimelighedsvurderingen, at Nordea efter aftaleindgåelsen – og efter selv at have konstateret denne særlige risiko i december 2021 – undlod at orientere sagsøgeren herom.

Alle disse tre kriterier fører entydigt til, at aftalen kan erklæres ”delvis” ugyldig, nemlig i relation til den retsvirkning, der angår hæftelsen for de betalingsordre, som retten – som forudsat ved nedlæggelsen af denne påstand – måtte have fundet gyldige.

3. Aftalelovenes § 38C

Bestemmelsen lyder som følger:

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stri-dende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger

73

også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af afta-len skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstæn-digheder til skad e for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

Til støtte for sagsøgerens anbringende om, at også denne bestemmelse bør føre til aftalens delvise ugyldighed (som netop anført), peger sagsø-geren på, at aftaleforholdet om netbankløsningen har været præget af en indlysende ”skævhed” til fordel for Nordea.

Nordea har således egenhændigt valgt at afvente udviklingen i den svindel, som man første gang konstaterede i december 2021, og som i august 2022 ramte sagsøgeren. I denne periode har man kunnet over-veje, om – og i givet fald hvordan – man ville reagere. I over et år valgte ikke at gøre noget. Først, da pressen begyndte at interesse sig for emnet reagerede man.

Denne passivitet skabte en skævhed i af taleforholdet; det må siges at stride mod med ”hæderlig forretningsskik” . Ordentlige aftale parter lægger den slags kritiske forhold frem for deres medkontrahent, når de opstår. Navnlig når medkontrahenten er en forbruger uden forudsæt-ninger for selv at overskue de risici, der kan opstå, med ruinerende konsekvenser. …”

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:

”… ANBRINGENDER

Nordea fastholder samtlige anbringender og bevisligheder anført under skriftvekslingen, herunder navnlig, at:

1. Der er taget endeligt stilling til ansvarsfordelingen mellem

sagsøger og Nordea i betalingsloven, og Nordea hæfter derfor ikke for sagsøgers tab

1.1 Betalingslovens §§ 82 og 100 gør endeligt op med ansvarsforde-lingen imellem pengeinstitut og kunde

74

1.1.1 Det følger af betalingslovens § 82, at overførsler, der er autori-seret af kunden selv, er gyldige, hvilket ifølge betalingslovens § 100 indebærer, at kunden selv hæfter for overførslen [Fælles materiale-samling, bind 1, side 271 og 277].

1.1.2 En overførsel er autoriseret, ”hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen ”, jf. betalingslovens § 82, stk. 1, 1. pkt. [Fælles materialesamling, bind 1, side 271].

•Det er ubestridt, at sagsøger samtykkede til alle transaktionerne, idet sagsøger godkendte alle overførslerne med NemID og sva-rede ”ja” til sms’er fra Nordea [Ekstrakt side 211- 212 og 215].

1.1.3 Det finansielle ankenævn har i sin praksis fulgt betalingslovens sy-stematik og slået fast, at pengeinstitutter ikke hæfter for kunders tab, hvis transaktionen er foretaget af kunden selv [Ekstrakt, side 235 og Fælles materialesamling, bind 2, side 633-634, 639-640, 644-645 og 649-650].

1.1.4 Bilag 6 og bilag Biint. I.1 oplister afgørelser fra det finansielle anke-nævn, der angik spørgsmålet om tilbageførsel af netbanksoverførsel fo-retaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald [Ekstrakt side 453 og 511]. Kendelserne blev afgjort som følger:

•I 76 ud af de 89 afgørelser hæftede pengeinstitutterne ikke for kundernes tab, idet ankenævnet fandt, at transaktionerne alle var autoriseret, fordi de var blevet foretaget af kunderne selv, jf. be-talingslovens § 82, hvorved der ikke forelå et misbrug, som pen-geinstituttet hæftede for, jf. betalingslovens § 100 [Fælles materi-alesamling, bind 2, side 634, 644-645 og 649, der indeholder ud-valgte afgørelser fra oversigten].

•11 ud af de 89 afgørelser blev afvist, fordi det finansielle anke-nævn fandt, at en afklaring af de nærmere omstændigheder for-udsatte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for det finansielle ankenævn.

•En sag (sagsnr. 19/2023) blev delvist afvist, fordi den vedrørte er-hvervsforhold. For det private forhold af klagen, fandt det finan-sielle ankenævn, at transaktionen skyldtes tredjemands uberetti-gede anvendelse af klagerens betalingstjeneste. Klageren fik ikke medhold, fordi klageren ved groft uforsvarlig adfærd havde mu-liggjort den uberettigede anvendelse.

75

•Den sidste afgørelse (sagsnr. 289/2022) ud af de 89 afgørelser ad-skiller sig ved, at det var pengeinstituttet, der hæftede for en del af kundens tab (klageren hæftede for de første -ID til MitID og sms-koder til gerningsmanden. Det var dermed gerningsman-den, der foretog transaktionerne, og ikke kunden selv. Der var dermed tale om en uautoriseret transaktion, der blev foretaget uden betalerens samtykke.

1.1.5 Retspraksis fra Sverige støtter også, at kunden selv hæfter for overførsler, som er autoriseret af vedkommende selv.

•Retten i Stockholm fandt i en dom af 11. november 2024 (sagsnr. T-18737-23), at en transaktion havde gyldighedsvirkning, selvom kunden var blevet svindlet til at foretage transaktionen, fordi kunden selv havde samtykket til transaktionen [Fælles materiale-samling, bind 1, side 615-620].

1.2 Lovgiver har ikke efterladt rum til, at domstolene kan indføre an-svar for pengeinstitutter i situationer, hvor kunden selv har overført beløbet

1.2.1 Betalingslovens § 100 gør endeligt op med fordelingen af tabet mellem betaleren og udbyderen i tilfælde af uberettiget anvendelse af en betalingstjeneste.

•Det følger af forarbejderne til betalingslovens § 100, at formålet med bestemmelsen er at fastlægge den ansvarsfordeling, der skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til det [Fælles materialesamling bind 1, side 364].

1.2.2 Det er også klart af direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (det andet betalingstjenestedi-rektiv), der ligger til grund for betalingsloven, at der hverken i lovens ordlyd eller EU-retten er grundlag for at placere ansvar hos pengeinsti-tutterne.

•Medlemsstater skal sikre, at en betalingstjenesteudbyder i til-fælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler beta-leren beløbet, medmindre betaleren har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt, jf. artikel 73 og 74 i direktiv (EU) 2015/2366 [Fæl-les materialesamling, bind 1, side 200-201].

76

•Udviklingen af nye former for digital svindel, har udfordret re-guleringen i direktiv (EU) 2015/2366. EU-Kommissionen har fremsat forslag til en ny forordning om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 [Fælles materialesamling, bind 1, side 7].

•Det følger af præambelbetragtning 79 i EU-Kommissionens for-slag, at "’Spoofing’-tilfælde, hvor svindlere foregiver at være an-satte hos en kundes betalingstjenesteudbyder og misbruger beta-lingstjenesteudbyderens navn, postadresse eller telefonnummer til at vinde kundernes tillid og få dem til at udføre visse handlin-ger, bliver desværre mere udbredt i Unionen.

Disse nye former for ’spoofing’- svig udvisker forskellen i direktiv (EU) 2015/2366 mellem autoriserede og uautoriserede transaktioner” og videre ”[d]et er derfor ikke længere muligt, som det var tilfældet i di-rektiv (EU) 2015/2366, at begrænse tilbagebetalinger til uautori-serede transaktioner.” [Fælles materialesamling, bind 1, side 41-42]

•Det er altså klart af EU-Kommissionens forslag, at direktiv (EU) 2015/2366 sondrer mellem autoriserede og uautoriserede transaktioner i ansvarsmæssig henseende.

1.2.3 Det følger af litteraturen, at domstolene i denne situation ikke er overladt et rum til at udvikle en ny ansvarsnorm, jf. Bernhard Gomard, Moderne erstatningsret, 1. udgave, 2002:

”D omstolene kan ikke ændre reguleringen af emner der er fastlagt i lov, heller ikke en regulering der klart og ofte er forudsat i lovgivningen. Dom-stolene kan og skal i almindelighed udfylde og supplere regler hvor disse er uklare, og efter omstændighederne også skabe regler hvor ingen findes. ”[Fælles materialesamling, bind 2, side 891].

1.2.4 På et område som det finansielle område, hvor der er vedtaget en omfattende lovregulering, må der udvises tilbageholdenhed med at indføre en strengere retsstilling end forudsat af lovgiver [Fælles materi-alesamling, bind 1, side 469-470 og bind 2, side 724].

2 Nordea hæfter ikke efter pkt. 5.1 og 5.2 i Nordeas Regler for Net-bank – Privat for sagsøgers tab

2.1 Vilkårene i pkt. 5.1 og pkt. 5.2 skal læses i sammenhæng med overskriften til pkt. 5

77

2.1.1 Pkt. 5 i Nordeas Regler for Netbank – Privat omfatter ”Indsigelser mod overførsler og regningsbetalinger, som du ikke har godkendt” [Ek-strakt, side 205].

2.1.2 Bestemmelserne i pkt. 5 – herunder også 5.2, som sagsøger søger at støtte ret på – vedrører dermed kun transaktioner, som kunden ikke har godkendt.

2.1.3 Transaktionerne i denne sag var godkendt af kunden med både Nem-ID, og besvarelse af en SMS fra Nordea.

2.1.4 På samme vis omfatter ordlyden om misbrug i pkt. 5.1. og pkt. 5.2 alene tilfælde, hvor kunden ikke selv har godkendt transaktionen, dette vil sige uautoriserede transaktioner.

•En transaktion er uautoriseret, når betaleren ikke har meddelt samtykke, jf. betalingslovens § 82 modsætningsvis [Fælles mate-rialesamling, bind 1, side 271].

•Pkt. 5.1 regulerer kundens ansvar, hvor kundens netbank har været misbrugt af en anden [Tillægsekstrakt, side 598-599].

•Pkt. 5.2. er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter andet mis-brug end netbank i form af overførsler og regningsbetalinger som kunden ikke har godkendt. Bestemmelsen omfatter for ek-sempel tilfælde, hvor en tredjemand udgiver sig for at være kun-den i en filial eller telefonsamtale, og Nordea på den baggrund overfører penge fra kontohaverens konto [Tillægsekstrakt, side 598-599].

2.1.5 Det følger af artikel 59 i EU-Kommissionens forslag til ny forord-ning, at pengeinstitutter skal være ansvarlige for ”svigagtige autorise-rede betalingstransaktioner” , der omfatter de tilfælde, hvor en forbru-ger er blevet manipuleret af en tredjepart til at foretage en overførsel [Fælles materialesamling, bind 1, side 103].

Nordeas vilkår er tilpasset betalingslovens ansvarsfordeling, og der er ingen tvetydighed i pkt. 5 i Nordeas Regler for Netbank – Privat, der gør at vilkårene skal fortolkes til fordel for sagsøger efter aftalelovens § 38b [Ekstrakt, side 205].

3 Nordea har ikke handlet ansvarspådragende

3.1 Nordea har ikke misligholdt aftalen med sagsøger

78

3.1.1 Ansvarsbedømmelsen skal tage udgangspunkt i aftalen mellem Nordea og sagsøger [Fælles materialesamling, bind 2, side 869].

3.1.2 Det er ubestridt, at Nordea har overholdt sine kontraktuelle for-pligtelser, der følger af aftalen om sagsøgers netbankstilslutning [Ek-strakt, side 201], og Nordeas Regler for Netbank til Privatkunder, der var gældende i august 2022 [Ekstrakt, side 203].

•Nordea har stillet netbank til rådighed for sagsøger.

•Derudover faciliterede Nordea, at overførsler via netbank alene kunne ske ved godkendelse med NemID, herunder at visse or-drer i netbanken skulle bekræftes med en sms. Dette blev alle sagsøgers transaktioner [Ekstrakt, side 215].

3.2 Nordea har overholdt de regulatoriske krav, der gælder for over-førsler via netbank og er endda gået videre end de forpligtelser, der følger af lovgivningen

3.2.1 Nordeas systemer er indrettet i henhold til betalingslovens krav for overførsler via netbank, da sagsøger alene kunne foretage transak-tionerne ved at godkende dem med NemID, der udgør stærk kundeau-tentifikation [Fælles materialesamling, bind 1, side 295 og bind 2, side 838].

3.2.2 Nordeas systemer er endda gået videre end de forpligtelser, der følger af betalingsloven, da Nordea har indført en ekstra sikkerhedsfor-anstaltning i form af sms-bekræftelser ved visse overførsler [Ekstrakt, side 203].

3.3 Nordea har handlet i overensstemmelse med reglerne om god skik og branchesædvaner

3.3.1 Nordeas beløbsgrænse for straksoverførsler i august 2022 var ikke ansvarspådragende.

3.3.1.1 Straksoverførsler tilbydes af alle pengeinstitutter i Danmark, da denne type af overførsler ifølge Nationalbanken udgør en væsentlig del af den danske betalingsinfrastruktur [Ekstrakt, side 301].

3.3.1.2 Beløbsgrænsen for straksoverførsler på 500.000 kr. blev fastsat af Nationalbanken i samarbejde med de danske pengeinstitutter i 2014 i

79

forbindelse med moderniseringen af den danske betalingsinfrastruktur [Ekstrakt, side 260].

3.3.1.3 Det var først i november 2023, at beløbsgrænsen blev nedsat til 50.000 kr. som følge af et initiativ fra Erhvervsministerieret, Finans Dan-mark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen [Ekstrakt, side 275].

3.3.1.4 Nedsættelsen af beløbsgrænsen i 2023 illustrerer, at der er tale om dynamiske normer, som hele tiden ændres for at afspejle samfunds-udviklingen.

3.3.2 Det vil være ulovlig forskelsbehandling at fastsætte særlige beløbs-grænser for ældre kunder.

3.3.2.1 Sagsøgers synspunkt om, at Nordea skulle have fastsat en særlig beløbsgrænse for straksoverførsler for alle ”ældre, alderspensionerede privatkunder” vil være diskriminerende, og er derfor ulovlig i praksis.

•Det følger af Forbrugerombudsmandens afgørelse nr. 20/05183 af 5. oktober 2020, at det ikke er lovligt for pengeinstitutter at seg-mentere sine kunder i forhold til alder (i den konkrete sag havde en sparekasse af sikkerhedsmæssige årsager deaktiveret overfø-relsesfunktionen i netbank for kunder over 70 år) [Fælles materi-alesamling, bind 2, side 659].

•Forbrugerombudsmanden udtalte i afgørelsen, at spærring skal være objektivt begrundet og lagde vægt på, at spærring kunne ske i tilfælde, hvor der var konkret mistanke om eller kendskab til misbrug af en bestemt kundes betalingsinstrument [Fælles materialesamling, bind 2, side 659]. Det samme princip må gælde for fastsættelse af beløbsgrænsen for straksoverførsler.

3.3.2.2 Segmentering baseret på alder vil også være i strid med god skik-reglerne, der pålægger pengeinstitutter at behandle kunder rede-ligt og loyalt, jf. § 3, stk. 1 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder [Fælles materialesamling, bind 1, side 257].

•Det vil være en overtrædelse af bestemmelsen, hvis en finansiel virksomhed uden saglig begrundelse diskriminerer kunder på baggrund af nationalitet, jf. vejledning til god skikbekendtgørel-sen [Fælles materialesamling, bind 1, side 384]. Det samme må gælde diskriminering grundet alder.

80

3.3.3 Nordea har ikke handlet i strid med forpligtelser vedrørende råd-givning om svindel.

3.3.3.1 Nordea rådgiver løbende sine kunder om risikoen for svindel i form af generelle oplysningskampagner, implementering af tekniske sikkerhedsforanstaltninger og løbende information på hjemmeside, net-bank og sociale medier.

•Nordea havde i det halve år op til august 2022, hvor sagsøger blev svindlet, løbende haft advarsler på hjemmeside, netbank og sociale medier om forskellige former for svindel, hvor Nordea bad sine kunder udvise agtpågivenhed.

•I maj 2022 havde Nordea eksempelvis følgende advarsel stående på forsiden af Nordea. dk og på login-siden til Netbank: ” AD- VARSEL OM TELEFONOPKALD FRA SVINDLERE: Flere kunder modtager i øjeblikket opkald fra svindlere, som udgiver sig for at være fra fx digitaliseringsstyrelsen, politiet eller banken. Formålet er at fra-narre dig information som NemID eller MitID oplysninger, CPR-num-mer eller kortoplysninger. Udlever ALDRIG disse informationer og overfør ikke penge til modtagere, du ikke kender. Vi håber, du vil hjælpe med at dele budskabet til dine nærmeste.” (understregning tilføjet) [Ekstrakt, side 67].

3.3.3.2 Det er ikke muligt at foretage konkret rådgivning om svindel, medmindre der udløses en alarm i et af Nordeas it-systemer.

3.3.3.3 Der gælder endvidere ikke en pligt for pengeinstitutter til at yde rådgivning i forbindelse med overførsler via netbank, da disse udgør rene ekspeditioner.

•Det følger af vejledningen til bekendtgørelsen om god skik for fi-nansielle virksomheder, at der ikke er pligt til at yde rådgivning, hvis kunden alene efterspørger rene ekspeditioner, herunder pengeoverførsler [Fælles materialesamling, bind 1, side 388].

•Overførsler i netbank er en standardiseret tjeneste, som kunden selv udfører, og Nordea er derfor ikke forpligtet til at rådgive om risikoen for svindel ved hver enkelt transaktion.

3.3.3.4 Det ændrer ikke ved rådgivningspligten selv hvis det er betyde-lige beløb som overføres.

81

•Det finansielle ankenævn fandt i sag 161/2022 (af 23. februar 2023), at der ikke var en pligt for banken til af egen drift at have ydet rådgivning i forbindelse med overførsler af beløb i størrel-sesorden, 15.540,28 kr., 95.443,23 kr. og 178.13180 kr., som alle blev overført i forbindelse med ”love scam” [Fælles materiale-samling, bind 2, side 653].

•Ankenævnet fandt ligeledes i 548/2021 (af 24. maj 2022), at der ikke var en pligt til at rådgive i forbindelse med overførsler på beløb imellem 400.000 til 800.000 pr. dag til online spil [Fælles materialesamling, bind 2, side 657].

3.3.3.5 Det er ubestridt, at sagsøger ikke selv har anmodet Nordea om rådgivning.

3.3.4 Nordea kan ikke pålægges en pligt til at foretage realtidsovervåg-ning, da lovgivningen ikke indeholder krav herom

3.3.4.1 Der findes ingen regulatoriske krav om, at banker skal have real-tidsovervågning og/eller blokeringsmekanismer med henblik på fore-byggelse af svindel.

3.3.4.2 Det følger også af Finans Danmarks indlæg af 16. december 2024, at det ikke er en branchesædvane, at banker foretager en manuel gen-nemgang eller overvågning i realtid.

•Finans Danmark har i pkt. 3 i sit indlæg fremhævet, at real-tidsovervågning risikerer at medføre, at banktjenester bliver ”mere tidskrævende og mindre effektive og dermed dyrere og mindre tilgængelig for kunderne. Det vil også øge den admini-strative byrde for bankerne, der skal sikre, at alle transaktioner er i overensstemmelse med kundens forretnings- og risikoprofil.” [Ekstrakt, side 160].

3.3.5 Der findes ikke et perfekt system for overvågning af svindel, og udviklingen i svindel illustrerer at der ikke er nogle nemme geværgreb til at undgå den type svindel, som sagsøger har været udsat for.

•Dette illustreres ved task forcens 18 anbefalinger, hvor det frem-går, at bekæmpelse af digital svindel ikke er en opgave, der lig-ger hos pengeinstitutterne alene [Ekstrakt, side 315].

•Svindlen er hverken stoppet eller faldet efter bankerne har ned-sat beløbsgrænsen til 50.000 kr. for straksoverførelser, som anbe-

82

falet af Erhvervsministeriet, Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen [Ekstrakt, side 275], hvil-ket illustreres af Finans Danmarks svindeltask forces 18 anbefa-linger, ”[d]et højere niveau for svindel er fortsat ind i 2024” [Ek-strakt, side 316].

•Bekæmpelse af svindel er derfor en opgave, der stiller krav til politikere, politiet, teleindustrien og øvrige myndigheder [Ek-strakt, side 315, 331-333, 335, 339, 341-342 og 344-345].

3.4 Reglerne om bekæmpelse af hvidvask har ikke relevans for vur-deringen af Nordeas erstatningsansvar

3.4.1 Sagsøgers anbringende om, at Nordeas overvågningssystem efter hvidvaskloven kunne have været anvendt til at alarmere Nordea om de transaktioner sagsøger gennemførte bestrides.

3.4.2 Hvidvaskloven har ikke til formål at beskytte bankkunder mod svindel, men vedrører derimod bekæmpelse af hvidvask af penge og fi-nansiering af terrorisme.

Susanne Karstoft peger i Internetretten, 4. udgave, 2024 på, at ”[f]ormå-let med overvågningspligten efter hvidvasklovgivningen er bl.a. at sikre, at Danmark bidrager til den internationale kamp mod hvidvask af penge og finan-siering af terrorisme – og ikke at overvåge kundernes konti med henblik på at forhindre tredjemandsmisbrug af.” [Fælles materialesamling, bind 2, side 693].

•Det følger også af en nyere norsk højesteretsdom af 31. maj. 2024 (sagsnr. 23-101291SIVHRET), at (den norske) hvidvasklov (der har gennemført store dele af EU’s fjerde hvidvaskdirektiv (20215/849/EU)), ikke har til formål at forebygge eller opdage an-dre strafbare forhold end hvidvask og terrorfinansiering, jf. dom-mens præmis 77 [Fælles materialesamling, bind 1, side 568].

•Den norske højesteretsdom kan sammenlignes med denne sag, da overførslerne i begge tilfælde var autoriserede transaktioner godkendt af bankkunden selv.

3.4.3 Overvågning af transaktioner i henhold til hvidvaskloven er ikke egnet til at hindre svindel.

•Hvidvaskloven pålægger ikke finansielle institutter at tilbage-holde transaktioner, hvis der er tale om straksoverførsler, eller

83

hvis det vurderes, at det vil skade efterforskningen at undlade at gennemføre transaktionen, jf. hvidvasklovens § 26, stk. 3, og vej-ledningen til hvidvaskloven, del 5, afsnit 25.4 [Fælles materiale-samling, bind 1, side 246 og 380-381]

•Det er kun i særligt lovregulerede tilfælde, hvor pengeinstitutter er forpligtet til at tilbageholde transaktionen. Disse omfatter til-fælde, hvor Nordea har viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at transaktionen enten (i) vedrører hvid-vask af større eller særlig mistænkelig karakter, eller (ii) terrorfi-nansiering, jf. hvidvasklovens § 26, stk. 4 og 6 [Fælles materiale-samling, bind 1, side 246].

3.4.4 Sagsøgers anbringende om, at det var ansvarspådragende, at Nor-dea oprettede konti til de tre ”muldyr” (en person, der stiller sin konto til rådighed for kriminelle) bestrides.

•Pengeinstitutter må ikke afvise en forbruger, som ønsker en al-mindelig betalingskonto, når forbrugeren har afgivet tilstrække-lig med oplysninger til, at pengeinstituttet kan gennemføre sin kundekendskabsforpligtelser i henhold til hvidvaskloven, jf. § 11 i lov om betalingskonti [Fælles materialesamling, bind 1, side 299].

•Ingen af muldyrene havde i forbindelse med kundekendskabs-proceduren afgivet oplysninger, der indikerede, at de havde til hensigt at indgå i kriminelle aktiviteter [Ekstrakt, side 429-444]

4 Sagsøger har ikke godtgjort, at Nordeas it-systemer var indrettet på ansvarspådragende vis

4.1 Sagsøger har ikke konkretiseret, hvordan Nordeas it-systemer skulle være i strid med branchesædvaner

4.1.1 Det bestrides, at Nordeas it-systemer skulle være i strid med bran-chestandarder eller på anden måde indrettet på ansvarspådragende vis.

4.1.2 Sagsøger har ikke ført bevis for den branchestandard, som Nor-deas ansvar skal vurderes i forhold til, men alene søgt at støtte ret på en række synspunkter om, hvordan banksystemet ifølge sagsøger burde være indrettet.

4.1.3 I mangel af andre beviser må den målestok, som Nordeas systemer skal bedømmes efter være den standard, som Højesteret lagde til grund

84

i søgsmålet mod Domstolsstyrelsen vedrørende det digitale tinglys-ningssystem, jf. U 2020.2851 H [Fælles materialesamling, bind 1, side 397].

•Det følger af Højesterets dom, at ansvar forudsætter, at der i for-bindelse med indretningen af it-systemer skal påvises væsentlige og klare fejl eller forsømmelser [Fælles materialesamling, bind 1, side 449].

•Det følger endvidere af den norske højesteretsdom af 31. maj 2024, at i det tilfælde, hvor branchesædvanen eller et specifikt sikkerhedsniveau ikke er bevist, må banken som udgangspunkt selv vurdere, hvordan banken vil opbygge sine systemer, jf. dommens præmis 82 [Fælles materialesamling, bind 1, side 569].

•Nordea har implementeret svindelovervågning, der foretager ad-færdsmonitorering af alle overførsler.

•Nordeas systemer overvåger dermed forholdene vedrørende alle overførsler, herunder om de ydre forhold ved overførslerne indi-kerer, at det er bankkunden selv, der foretager overførslerne – om kunden for eksempel foretager overførslen fra en kendt IP-adresse.

4.1.4 Praksis fra det finansielle ankenævn skal også tillægges særlig vægt ved vurderingen af, som Nordea har handlet i strid med relevante normer.

•Ankenævnet er sammensat af blandt andet medlemmer fra de fi-nansielle virksomheder, der kender til branchen og gældende normer [Ekstrakt, side 460].

•Praksis fra det finansielle ankenævn fastslår entydigt, at vurde-ringen af et pengeinstituts ansvar i forbindelse med kundens brug af netbank afgøres efter reglerne i betalingsloven, hvorefter pengeinstituttet alene hæfter for uautoriserede transaktioner, jf. betalingslovens § 100 [Se nærmere pkt. 1.1.4 ovenfor, Ekstrakt, side 235 og Fælles materialesamling, bind 2, side 633-634, 639-640, 644-645 og 649-650].

5 Der er ikke årsagsforbindelse mellem sagsøgers tab og Nordeas eventuelle undladelser

85

5.1 Det gøres gældende, at sagsøgers tab ville være indtrådt, selv hvis Nordea havde indført de foranstaltninger, som sagsøger peger på

5.1.1 Sagsøger har ikke godtgjort, at hun ikke ville have gennemført transaktionerne, selv hvis Nordeas systemer havde opdaget et usæd-vanligt transaktionsmønster og hun var blevet rådgivet konkret om risi-koen for svindel.

5.1.2 Sagsøger var opmærksom på, at der var en risiko for, at der var tale om en samtale med svindlere – og ikke politiet – men overførte ikke desto mindre beløbene.

•Sagsøger har i sin gengivelse af hændelsesforløbet angivet, at hun var opmærksom på, at svindlerne muligvis ikke var fra poli-tiet: ”[ d]erfor beder jeg om et bevis på, at han ER politimand.” [Ek-strakt, side 211].

•Sagsøger har endvidere anført, at hun efterspurgte flere oplys-ninger, der kunne bekræfte, at gerningsmanden var fra politiet: ”Jeg føler mig stadig ikke overbevist, hvorpå han kommer med nogle op- lysninger. Han opgiver sit tjenestenummer til P0781, at politiet alle-rede er i gang med efterforskningen, ikke kun af min sag, men af flere lignende sager, som pågår på samme tid, ” [Ekstrakt, side 211].

•Det lykkedes dermed gerningsmændene at få overbevist sagsø-ger om, at de var fra politiet, selv om sagsøger var mistænkelig.

5.1.3 Det er også anerkendt i litteraturen, at rådgivning fra pengeinsti-tutterne rettet mod kunderne ikke eliminerer den form for svindel, som sagsøger blev udsat for, jf. Susanne Karstoft, Forbrugeres hæftelse for netbanksoverførsler som følge af bedrageriske telefonopkald, ET.2024.099:

”Der er formentlig ingen betalere, der med vilje handler i strid med den rådgivning, de får fra banken. Uanset hvor meget rådgivning og op-lysning betalerne får, kan denne type af misbrugstransaktioner ikke elimi-neres – ganske enkelt fordi svindlen er meget professionelt tilrettelagt, og betalerne stoler på autoriteter, så som banker og politi.” [Fælles materia-lesamling, bind 2, side 674].

5.1.4 Sagsøger har heller ikke godtgjort, at hvis beløbsgrænsen for straksoverførsler havde været 100.000 kr. i stedet for 500.000 kr. på tids-punktet, hvor sagsøger blev svindlet, at dette havde begrænset sagsø-gers tab til 100.000 kr.

86

•Sagsøger foretog alle overførslerne af fri vilje og foretog over-førslerne over to dage, den 22. og 23. august 2022 [Ekstrakt, side 211-214].

•Nordea oplever tilfælde, hvor det lykkes svindlerne at holde kunden hen i flere dage, og hvor kunden lyver for Nordea, når Nordea kontakter eller mødes med kunden. I disse tilfælde fore-tager kunden overførsler over flere dage, som holder sig under den daglige beløbsgrænse.

•I sagsøgers tilfælde kunne overførslerne være sket over flere dage end blot den 22. og 23. august 2022. Sagsøger blev alene op-mærksom på, at hun var blevet svindlet, da hun den 23. august mødte op til et møde med hendes bankrådgiver, som svindlerne havde booket [Ekstrakt, side 214]. Havde mødet først været for eksempel 4 dage efter, er der intet grundlag for at antage, at ger-ningsmændene ikke havde holdt sagsøger hen over disse dage, og dermed lykkedes med at få sagsøger til at overføre 100.000 kr. over flere dage.

6 Sagsøgers påbud til Nordea om at overføre beløbene var ikke ugyl-dige

6.1 Sagsøgers påbud til Nordea om at overføre penge er ikke ugyldige som følge af svig, da Nordea ikke var i ond tro

6.1.1 Sagsøger har ikke godtgjort, at Nordea indså eller burde have ind-set, at sagsøgers påbud til Nordea var fremkaldt ved svig fra tredje-mand.

6.1.2 Nordeas it-systemer dedikeret til overvågning af svindel er avan-cerede og baseret på monitorering af adfærd, der indikerer, at det ikke er kunden selv, der foretager overførslerne.

6.1.2.1 Sagsøger har ikke fremhævet nogen konkrete omstændigheder eller holdepunkter som indikerer, at Nordea var i ond tro om den begå-ede svindel.

6.1.2.2 Nordea har overholdt alle regulatoriske krav og branchenormer vedrørende overførsler via netbank, jf. afsnit 2 ovenfor.

87

6.1.2.3 Nordeas systemer går derudover videre end de regulatoriske krav for overførsler via netbank, da Nordea har indført en ekstra sikker-hed, hvor en betalingstransaktion alene kan gennemføres ved at svare ja til en sms fra Nordea [Ekstrakt, side 203 og Fælles materialesamling, bind 1, side 295].

6.1.3 Der er ikke retligt grundlag for sagsøgers anbringende om syste-misk ond tro.

6.1.3.1 Vurderingen af ond tro er subjektiv i den forstand, at retten skal forholde sig til, hvad en fysisk person burde indse i den konkrete situa-tion, hvilket ikke kan overføres til systemer.

•Det følger af litteraturen, at ved vurderingen af ond tro skal der anvendes et tankeskema, som minder om den almindelige culpa-regels bonus pater-tankegang, jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 8. udgave, 2022:

”Han skal være i begrundet god tro, hvilket vil sige, at det er afgørende, om en almindelig, fornuftig mand (m/k) med et gængs kendskab til det pågæl-dende område, burde indse eller have begrundet mistanke om forholdet.” [Fælles materialesamling bind 2, side 754].

6.1.4 Systemet kan ikke i sig selv være i ond tro, og der må i stedet føres bevis for, at en eller flere medarbejdere i Nordea har været i ond tro om svindlen.

6.1.4.1 Det er ubestridt, at ingen medarbejdere har været i ond tro om svindlen.

• Det fremgår af processkrift I side 4, at ” [l]igeledes er sagsøgeren

enig med Nordea i, at der ikke har siddet en fysisk person hos Nordea, som i løbet af de timer, hvor svindelen blev realiseret, kendte eller burde have kendt til svigen.” [Ekstrakt, side 136].

6.1.5 Det gøres videre gældende, at der ikke kan statueres systemisk ond tro på grundlag af hypoteser opstillet af sagsøger.

6.2 Sagsøgers påbud til Nordea om at overføre penge er ikke ugyl-dige som følge af tvang

6.2.1 Aftalelovens § 28, stk. 1, omfatter ikke tilfælde, hvor vold eller trussel om øjeblikkelig vold udøves af tredjemand.

88

6.2.2 Nordea har utvivlsomt ikke tvunget sagsøger til at overføre midlerne, hvorfor aftalelovens § 28, stk. 1, ikke kan gøres gældende over for Nordea.

6.2.2.1 Såfremt der har været udøvet tvang – hvilket bestrides, da der ikke var tale om vold eller trusler om vold – er dette sket i aftale-relationen mellem svindlerne og sagsøger, og ikke i aftalerelationen mellem sagsøger og Nordea.

6.2.3 Det har også støtte i praksis fra det finansielle ankenævn, at af-talelovens § 28 ikke kan gøres gældende over for pengeinstituttet, da det er svindlerne, der har narret og presset kunden til at foretage transaktionerne, og ikke pengeinstituttet, jf. sagsnr. 135/2023 [Fælles materialesamling, bind 2, side 635].

•I sag 135/2023 var kunden blevet narret af svindlere til selv at overføre sine midler til et ”sikkerhedsdepot” [Fælles materiale-samling, bind 2, side 639].

•Flertallet i ankenævnet kom frem til, at aftalelovens § 28 ikke kunne gøres gældende over for pengeinstituttet, fordi ”[d]et ikke er banken, men svindlerne, der har narret og presset klageren til at foretage transaktionerne.” [Fælles materialesamling, bind 2, side 639]

•Det finansielle ankenævn gav i øvrigt ikke klager medhold i kla-gen, fordi transaktionerne var blevet autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og fordi der ikke forelå et misbrug, som pengeinstituttet hæftede for, jf. betalingslovens § 100 [Fælles ma-terialesamling, bind 2, side 639].

6.2.4 Under alle omstændigheder udøvede svindlerne ikke tvang i aftalelovens forstand.

6.2.4.1 Gerningsmændene udgav sig for at være fra politiet, hvilket ikke udgør vold eller trussel om øjeblik vold.

6.2.4.2 Psykisk vold er ikke omfattet af aftalelovens § 28, der alene omfatter personlig vold i ordets traditionelle retlige forstand, jf. for-arbejderne, lovforslag nr. 114 af 9. november 1916, bemærkninger til lovudkastet, §§ 29 og 30 [Fælles materialesamling, bind 1, side 374 og 375].

89

•Aftalelovens § 28 omfatter voldelig kompulsiv tvang udøvet over for erklæringsgiveren, jf. straffelovens §§ 244-246 om de mere og mindre kvalificerede former for vold, og trusler om øjeblikkelig anvendelse heraf, jf. straffelovens § 288 om røveri og § 260 om ulovlig tvang.

•Der er ikke noget retligt grundlag for at fortolke aftalelovens § 28 dynamisk eller aktivistisk.

7 Netbankaftalen mellem Nordea og sagsøger, samt Nordeas reg-ler for netbank for private er gyldige

7.1 Netbankaftalen er hverken urimelig eller i strid med redelige handlemåde, jf. aftalelovens § 36, eller i strid med hæderlig forret-ningsskik, jf. aftalelovens § 38c

7.1.1 Sagsøger har ikke godtgjort, hvad synspunktet om ugyldighed støttes på.

7.1.2 Flere af vilkårene i Nordeas regler for netbank for private er re-guleret af de regulatoriske krav i betalingsloven.

7.1.3 Sagsøger har ikke godtgjort, hvilken retsvirkning det skal have, hvis netbankaftalen og Nordeas regler for netbank for private er ugyldige, herunder hvilken betydning det skal have for de overførs-ler som sagsøger har eksekveret via netbank.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagsøger har først og fremmest gjort gældende, at sagsøgte er forpligtet til at er-statte hendes økonomiske tab i henhold til ”Regler for Netbank – Privat” , punkt 5.2, hvoraf fremgår, at ”Banken er ansvarlig for tab som følge af misbrug i andre tilfælde end dem, der er nævnt i punkt 5.1.”

Bestemmelserne i punkt 5.1 og 5.2 er anført under reglernes punkt 5, der er be-nævnt ”Indsigelse mod overførsler og regningsbetalinger, som du ikke har god-kendt” . Sagsøger godkendte imidlertid selv de ni overførsler, der blev gennem-ført fra hendes bankkonti fra den 22. august 2022 kl. 19.49 til den 23. august 2022 kl. 00.13, hvorfor punkt 5.2, der efter sin ordlyd er en opsamlingsbestem-melse i forhold til det i punkt 5.1 anførte, ikke finder anvendelse i denne situa-tion.

90

Det følger af betalingslovens § 82, stk. 1, 1. pkt., at en betalingstransaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transak-tionen. Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 1, 3. pkt., at hvis ikke der er meddelt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret. Af be-stemmelsens stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at samtykke meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder.

Det fremgår endvidere af betalingslovens § 100, stk. 1, 1. pkt., at udbyderen af betalingstjenester som udgangspunkt hæfter i forhold til betaleren som følge af andres uberettigede anvendelse af en betalingstjeneste.

Det er uomtvistet under sagen, at det var sagsøger, der i løbet af telefonsamta-len med de mænd, der udgav sig for at være fra politiet og sagsøgte, foretog overførslerne fra sine konti til de kontonumre, som hun fik oplyst over telefo-nen.

Det kan ved sagens afgørelse endvidere lægges til grund, at hun svarede bekræftende på de SMS-beskeder, som bankens netbankssystem genererede og sendte til hende i anledning af hendes anmodninger om overførsel af beløbene.

Overførslerne skete således ikke som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingstjenesten, men som en følge af de af sagsøger afgivne viljeserklæringer, hvorfor sagsøgte ikke hæfter for hendes tab som følge af de gennemførte transaktioner efter betalingslovens § 100, stk. 1, 1. pkt.

Sagsøger har til støtte for de nedlagte påstande imidlertid herudover principalt gjort gældende, at sagsøgte alligevel hæfter for hendes tab, idet hendes viljeser-klæringer blev afgivet under en sådan tvang, at det kan sidestilles med en trus-sel om øjeblikkelig anvendelse af personlig vold, og at hendes viljeserklæringer derfor må anses for ugyldige, uanset om sagsøgte måtte være i god tro, jf. afta-lelovens § 28, stk. 1, subsidiært at der var tale om et forhold omfattet af aftale-lovens § 29.

Efter indholdet af den af sagsøger afgivne redegørelse om handlingsforløbet den pågældende aften finder retten, at der ikke er grundlag for at karakterisere de omstændigheder, som sagsøger blev udsat for, som ulovlig tvang, hvorfor aftalelovens § 28 og § 29 ikke finder anvendelse.

Transaktionerne kan derimod anses for foretaget som følge af svig begået af tredjeperson, jf. aftalelovens § 30, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om sagsøgte indså eller burde have indset, at viljeserklæringerne var afgivet som følge af svig.

Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at de ni transaktioner blev overført fra den samme enhed og IP-adresse, som sagsøger normalt brugte ved gennem-førelse af transaktioner på netbank. Efter bevisførelsen, herunder Vidne 2's forklaring, kan det endvidere lægges til grund, at netbanksystemet

91

var således indrettet, at det udløste en anmodning om ”second channel confir-mation” , da sagsøger oprettede transaktionerne.

Der blev derfor som en ekstra sikkerhed forud for den digitale gennemførelse af de enkelte transaktioner, som sagsøger havde godkendt med sit NemID, sendt en SMS-besked til sagsøgers mobiltelefon, hvor hun blev bedt om igen at tage stilling til, om hun ønskede at gennemføre den igangværende transaktion, hvilket hun i alle tilfælde besva-rede bekræftende.

Det er herefter ikke påvist, at sagsøgte på denne baggrund indså eller burde have indset, at sagsøger alene gennemførte transaktionerne som følge af svig begået af tredjeperson, hvorfor transaktionerne ikke er ugyl-dige, jf. aftalelovens § 30, stk. 1.

Sagsøger har endvidere gjort gældende, at den mellem hende og sagsøgte den 16. december 2002 indgåede netbankaftale må anses for delvis ugyldig i hen-hold til aftalelovens § 36 og § 38 c.

Retten lægger i den forbindelse til grund, at sagsøgtes ”Regler for Netbank – Privat” er udformet i overensstemmelse med betalingslovens bestemmelser. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder fin-der retten ikke grundlag for at anse den mellem parterne den 16. december 2002 indgåede netbankaftale for delvis ugyldig i henhold til aftalelovens § 36 eller § 38 c.

Sagsøger har endelig gjort gældende, at sagsøgte er erstatningsansvarlig for hendes tab, hvilket sagsøgte har bestridt.

Efter bevisførelsen er der ikke fremkommet oplysninger om, at der i august 2022 fandtes en branchenorm for indretning af pengeinstitutters overvågning af svindel foretaget via netbank og bekæmpelse heraf.

Det er endvidere efter be-visførelsen usikkert, præcist hvornår der begyndte at fremkomme eksempler på svindel begået som ”safe account fraud” , og hvornår det var muligt at konsta-tere, at der var tale om en ny form for svindel begået mod udsatte personer.

Ud fra sagsøgtes indberetninger til Finans Danmark for 2021 og 2022 kan det imid-lertid ses, at der var en betydelig stigning i sagsøgtes kunders tab som følge af denne type svindel fra 2021 til 2022.

Efter Vidne 1 og Vidne 2's forklaringer kan det endvidere lægges til grund, at sagsøgte i løbet af 2022 igangsatte et arbejde med at gøre de relevante kunder opmærk-somme på risikoen for denne type svindel blandt andet ved at advare kunderne herom, når de loggede ind på deres net- og mobilbank, og ved gennemførelse af kampagner i samarbejde med Finans Danmark.

Sagsøgte gennemførte efter det af Vidne 1 forklarede endvidere analyser af svindlen og overvejede forskellige tiltag til modvirkning heraf, hvilket resulterede i, at be-løbsgrænsen for straksoverførsler generelt blev sat ned fra 500.000 kr. til 100.000 kr. Nedsættelsen af beløbsgrænsen blev teknisk implementeret i begyndelsen af 2023. Det kan efter Vidne 2's forklaring endvidere lægges til

92

grund, at sagsøgte også forud for 2022 aktivt monitorerede svindel begået mod kunderne, og at sagsøgte i 2022 skiftede fra anvendelsen af NemID til MitID ved kundernes gennemførsel af transaktioner for at øge sikkerheden.

På tids-punktet for den udøvede svindel havde sagsøgte endvidere indført ”second channel confirmation” ved overførsel af store beløb og ved højrisikotransaktio-ner i net- og mobilbank, således at kunden fik en ekstra mulighed for at afbryde en igangværende transaktion.

Denne funktion blev aktiveret i forbindelse med de ni transaktioner, som sagsøger blev svindlet til at gennemføre, idet hun fik tilsendt en særskilt SMS-besked ved hver transaktion, som hun kunne vælge at svare benægtende på, således at transaktionerne ikke var blevet gennemført.

På ovennævnte baggrund og efter det i øvrigt oplyste om indretningen af beta-lingssystemet i netbank er det ikke godtgjort, at sagsøgte har handlet ansvar-spådragende i aftaleforholdet med sagsøger.

Derfor, og da det af sagsøger i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, frifindes sagsøgte.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000,00 kr. Det er lagt til grund, at sagsøgte er momsre-gistreret.

THI KENDES FOR RET:

Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland frifindes.

Sagsøger, subsidiært statskassen, skal til Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland betale sagsomkostninger med 60.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Dommer 2 Dommer 1 Dommer 3 Dommer 3Dommer 3

Vejledning

2

Publiceret til portalen d. 07-05-2025 kl. 13:01 Modtagere: Advokat (H) Jacob Skude Rasmussen, Advokat (H) Peter Skov Grundtworm, Advokat (L) Kristian Elvang-Gøransson, Sagsøger, Sagsøgte Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland, Biintervenient Ældre Sagen, Advokat (H) Martin Dahl Pedersen, Biintervenient Finans Danmark