BS-2831/2022-ARH

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 159.9px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I AARHUS

DOM

afsagt den 24. oktober 2023

Sag BS-2831/2022-ARH Sagsøger (advokat Christian F. Jensen) mod Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) (advokat Thomas Andreas Mikkelsen) og Sagsøgte 1 (advokat Thomas Andreas Mikkelsen) og Sagsøgte 2 (advokat Thomas Andreas Mikkelsen) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen, der er anlagt som en privat straffesag, den 24.januar 2022. Sagsøger har nedlagt følgende påstande: 1.

2

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at fremsættelse af følgende udtalelser var uberettiget:

I skrivelse til Styrelsen for Patientklager, jf. bilag 1:

a. ”...chikane fra sønnen...”

b. ”Sønnen chikanere hele personalet på klinikken...”

c. ”...sviner personalet herinde til og truer os med bål og brand...”

2. Sagsøgte idømmes straf for injurier, jf. straffelovens § 267.

3. Sagsøgte tilpligtes in solidum til sagsøger at betale kr. 15.000,- med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 Sagsøgte 2, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling

af et beløb mindre end det påstævnte efter rettens skøn.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen Sagsøgte 1 er indehaver af Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), hvor bl.a. Sagsøgte 2 er ansat. I 2021 klagede Sagsøger på vegne af sin far, Person 1, til Styrelsen for Pa-tientklager over en behandling, Person 1 havde fået på Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed). Behandlingen var udført af Sagsøgte 2. I forbindelse med behandlingen af sagen hos Styrelsen for Pa-tientklager skrev Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 et høringssvar, hvoraf bl.a. fremgår de udtalelser, som denne sag drejer sig om. Sagsøger blev bekendt med udtalelserne den 4. november 2021.

Det er oplyst, at der er 4 ansatte på Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed).

Forklaringer

Sagsøgte 1 har forklaret, at hun driver en fodklinik, hvor Person 1 har været klient. Hun har ikke selv behandlet Person 1. Person 1's søn, Sagsøger, sørgede for at betale farens regninger, og ofte var sønnen til stede, når faren modtog behandlinger. Sønnen beskyldte

3

dem for at have lavet en læsion på Person 1 med vilje. Sønnen kontaktede dem flere gange. Han ringede mange gange til klinikken, hvor han var meget ubeha-gelig. Han truede med at melde dem. Alt blev skrevet ned i en journal, som hun har genopfrisket forud for retsmødet i dag. Som fodterapeut er man forpligtet til at føre journal. Til sidst var hun nødsaget til at blokere sønnen, så han ikke kunne ringe til dem.

Hun oplyste flere gange, at faren kunne finde en anden fodterapeut. Sønnen sagde, at han ville melde dem for ikke at gøre deres ar-bejde godt nok. Hun husker ikke de præcise datoer, men hun ved, at Person 1 fik 15 behandlinger. Person 1 var en rigtig flink mand, og derfor fortsatte de i en periode med at behandle ham, selv om sønnen opførte sig som han gjorde.

Den 3. februar 2021 fandt den behandling sted, som gav anledning til sønnens opførsel. Det kan godt passe, at det var den 4. februar 2021, at sønnen begyndte at ringe. Hun har aldrig tidligere været nødt til at blokere en kunde. Hun sagde udtrykkeligt til sønnen, at han ikke længere skulle henvende sig. Når sønnen henvendte sig, talte han højt og råbte. Til sidst måtte hun også tale med store bogstaver.

Person 1 modtog sine behandlinger på det plejehjem, hvor han bo-ede, og da hun sagde til plejehjemspersonalet, at sønnen klagede over dem, fik hun den besked, at personalet bakkede hende fuldt op. Sønnen havde også kla-get over plejehjemspersonalet.

Hun opfattede sønnens henvendelser som chikane, idet han blev ved med at ringe til klinikken. De blev kimet ned, og ofte talte han med flere forskellige på klinikken. Personalet skiftes til at tage telefonen, når den ringer, og hver gang må de afbryde en behandling. Opkaldene fra sønnen tog lang tid. Det er selvføl-gelig ikke rart at blive beskyldt for ikke at gøre sit arbejde godt nok. Hun har haft sin klinik i 15 år og har aldrig tidligere fået klager.

Når en person gentagne gange ringer og skælder ud, selv om vedkommende er blevet bedt om at lade være, så opfatter hun det som chikane. Det er for hende en talemåde at bruge udtrykket ”true med bål og brand.” Sønnen truede dem med at ville melde dem for ikke at gøre deres arbejde godt nok, og han var me-get højtrystet. Hun husker ikke sønnens præcise ordvalg.

Hendes patienter kunne høre, hvad sønnen sagde, og derfor følte hun sig ramt på sin faglighed. Når hun ringede tilbage til sønnen, tog han ikke sin telefon. Hun sagde til ham, at han skulle stoppe og finde en anden klinik til sin far. Hun husker ikke, om hun overfor ham brugte ordet chikane.

Hun har aldrig mødt Sagsøger personligt. Tre andre på klinikken, herunder Sagsøgte 2 og en anden ansat ved navn Person 2, har mødt ham. Der står ikke noget i journalerne om, at der er begået en fejl. Klinikken har ikke begået nogen faglige fejl i forbindelse med behandlingen af Person 1. Forud for retsmødet i dag læste hun den sidste journal vedrørende Person 1. Hun husker ikke datoen herfor. I

4

dag er der 4 ansatte på klinikken inklusive hende selv. De har hverken en recep-tionist eller sekretær ansat. For to år siden var de 4-5 ansatte.

Sagsøgte 2 har forklaret, at hun har behandlet Person 1

Person 1 Person 1. Hun udførte et par behandlinger, men det var ikke så mange. Hun var ude ved Person 1 i starten af november, hvor hun blev beskyldt for at have lavet en læsion på Person 1's storetå. Det er ikke sandt. Hun har ikke beskrevet nogen læsioner i journalen. Så vidt hun husker, blev der taget et billede af den så-kaldte læsion, og det så ud som om, der var trykket en knappenål ned i tåen. Da hun forlod Person 1, var der ikke en læsion. Person 1 er diabetiker, og hun var derfor klar over, at han var ekstra følsom over for læsioner. Hun ville derfor med sikkerhed have anført det, hvis der havde været en læsion.

Hun modtog ikke opkald fra Person 1's søn. Hun udleverer ikke sit private num-mer, men al kontakt går gennem klinikken. Efter Sagsøgers første henvendelse ringede hun 11 gange til ham, men han tog ikke sin telefon. Hun sendte også sms til ham, men han svarede stadig ikke. Hendes hensigt var at indgå i en saglig drøftelse, og hun ville tilbyde at komme og efterse Person 1. Også den efterfølgende dag ringede hun til Sagsøger, men han tog stadig ikke sin telefon.

Styrelsen for Patientklager gav klinikken medhold i, at der ikke var bevis for, at hun havde påført Person 1 en læsion. Person 1 sad i kørestol, og hun klippede og filede blot hans tånegle, idet han i øvrigt havde fine fødder.

Hun kørte ofte ud til patienter, og hun var ikke på klinikken, når Sagsøger ringede til klinikken. Det påvirkede stemningen på klinikken og i patientkredsen, at han ringede og truede med at melde klinikken. Det gik ikke blot ubemærket hen.

Hun skrev under på brevet til Styrelsen for Patientklager, idet det var hende som behandler, der var klaget over. Hun lavede svaret sammen med Sagsøgte 1. Hun blev ikke selv direkte udsat for chikane. Hun oplevede det som forfærdeligt, at Sagsøger klagede over noget, hun ikke havde gjort. Hun er faglig dygtig og glad for sit arbejde.

Hvis en diabetiker har en læsion, kan det udvikle sig alvorligt. Derfor forsøgte hun at komme i kontakt med Sagsøger. Hun opfattede klagesagen som en stor ting, noget der kan beskrives som at true med bål og brand.

Hun har mødt Sagsøger en enkelt gang, vist da hun begyndte at behandle Person 1. Der var to andre behandlere forud for hende, der havde behandlet Person 1. Hun kan ikke komme tidspunktet nærmere.

5

Hun var kun på klinikken en enkelt gang om ugen, idet hun de øvrige dage kørte rundt til patienter.

Parternes synspunkter Sagsøger har i sit sammenfattede processkrift af 26. juni 2023 anført:

”… ANBRINGENDER Til støtte for påstand 1 om det uberettigede i de af sagsøgte fremsatte ud-talelser gøres gældende:

at (1) de af sagsøgte fremsatte udtalelser er uberettigede som injurier, jf.

straffelovens § 267, og

at (2) udtalelserne derfor er fremsat med urette, jf. straffelovens § 270 og

ulovbestemt mortifikationsgrundlag.

Til støtte for påstand 2 om straf gøres gældende:

at (3) udtalelserne er injurierende og derfor strafbare, jf. straffelovens §

267, og

at (4) disse udtalelser er fremsat under en klagesag, hvor sagsøgte er de

indklagede, og at formålet med udtalelserne fremstår som motive-ret af uberettigede (og misforståede) forsøg på at undvige ansvar.

Til støtte for påstand 3 om betaling gøres gældende:

at (5) sagsøgte som følge af de fremsatte tilsigtet skadelige udtalelser er

sagsøger tortgodtgørelse skyldig, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, og

at (6) disse udtalelser er fremsat under en klagesag, hvor sagsøgte er de

indklagede, og at formålet med udtalelserne fremstår som motive-ret af uberettigede (og misforståede) forsøg på at undvige ansvar.

…”

Sagsøger har endvidere i sit processkrift af 18. august 2023 bl.a. anført:

”… Til rettens forespørgsel af 11. juli og 17. august 2023 kan indholdsmæssigt svares som følger:

Betingelserne for at pålægge enkeltmandsvirksomheden ”ansvar” .

6

Det antages, at der med forespørgslen reelt menes strafferetligt ansvar, ef-tersom en enkeltmandsvirksomhed tillige kan ifalde ansvar for f.eks. tort-godtgørelse for udsagn, virksomheden som sådan må anses for at have fremsat, og eftersom der i forespørgslen henvises specifikt og udeluk-kende til forarbejderne til straffelovens nugældende § 26.

Det bemærkes indledningsvis, at den strafbare adfærd kan tilregnes virk-somhedsejeren, sagsøgte 1.

Det fremgår af pkt. 3.2.a. til lovforslag nr. 201 af 7. februar 1996, 6. og 7. af-snit, at:

” Det er Straffelovrådets opfattelse, at det ikke kan anbefales at afgrænse virksomhedsansvaret for enkeltmandsvirksomhed ved angivelse af et minimum for antallet af ansatte i virksomheden. Det skyldes, at en sådan afgrænsning vil blive vilkårlig, og at antallet af medarbejdere næppe som det eneste kriterium er egnet til at bestemme, om en enkeltmandsvirksomhed bør være omfattet af virksomheds-ansvaret for juridiske personer.

Straffelovrådet foreslår grænsedragningen fastsat således, at enkeltmandsvirksom-heder kan være omfattet af strafansvaret for juridiske personer, såfremt virksom-hederne »navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber«. ”

Dette tilsluttede Justitsministeriet sig. Endvidere anførte ministeriet føl-gende forudsætninger for sin tilslutning:

” Justitsministeriet forudsætter imidlertid, at den foreslåede regel alene anvendes i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden klart kan sidestilles med et af de i § 26, stk. 1, nævnte selskaber, dvs. aktie-, anparts- eller andelsselskaber. Bestemmelsen forudsættes således afgrænset til tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden under hensyn til kompetence- og ansvarsfordeling og den praktiske arbejdsdeling er or-ganiseret på en sådan måde, at det findes rigtigt og naturligt at sidestille virksom-heden med en juridisk person, der kan ifalde strafansvar som sådan.

Selv om det må erkendes, at det i en vis udstrækning kan forekomme noget vilkår-ligt at lade antallet af ansatte være afgørende for strafansvaret, bygger lovforslaget imidlertid på, at virksomheden skal have en vis størrelse, før der vil kunne fore-ligge en sådan ikke helt enkel arbejdsdeling, der kan begrunde strafansvar for virk-somheden som sådan.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det bør anses for en forudsætning, at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte, før det kommer på tale at gøre strafansvar gældende mod virksomhe-

7

den som sådan efter det foreslåede § 26, stk. 2. Bestemmelsen vil derfor ikke om-fatte mindre enkeltmandsvirksomheder, der består af indehaveren og et mindre an-tal ansatte. Det gælder, uanset om en sådan mindre enkeltmandsvirksomhed ville kunne sidestilles med f.eks. et anpartsselskab med et tilsvarende antal ansatte.

Det forudsættes endvidere, at der i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder pålæg-ges ansvar efter § 26, stk. 2, ikke tillige kan blive tale om et personligt strafansvar for ejeren for den samme overtrædelse. ”

Disse forudsætninger er ikke kommet til udtryk i selve lovens tekst, hver-ken for så vidt angår ”klarheds-kriteriet” eller m.h.t. antallet af ansatte el-ler m.h.t. betingelsen om, at virksomheden alene kan pålægges ansvar, hvis det ikke kan komme på tale at straffe ejeren.

I TfK 2019.1098 Ø henviste landsretten udtrykkeligt til forudsætningen om antal ansatte således:

” Af forarbejderne fremgår, jf.

LFF 1996-02-07 nr. 201, de almindelige bemærk-ninger afsnit 3.2.a., i forslag til lov om ændring af straffeloven (Strafansvar for juridiske personer), at det er Justitsministeriets opfattelse, at det bør anses for en forudsætning, at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger omkring 10-20 ansatte, før det kommer på tale at gøre strafansvar gældende mod virksomheden som sådan efter straffelovens § 26, stk. 2.

Bestemmelsen vil derfor ikke omfatte mindre enkeltmandsvirksomheder, der består af indehaveren og et mindre antal ansatte, og dette gælder, uanset om en sådan mindre enkeltmands-virksomhed ville kunne sidestilles med for eksempel et anpartsselskab med et til-svarende antal ansatte.”

De øvrige kriterier omtales ikke af landsretten.

For så vidt angår antallet af ansatte, fremgår det af Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed)s hjem-meside, at der er 4 fodterapeuter ansat, inkl. ejeren, jf. bilag 4. Det er ikke oplyst, hvor mange ansatte der måtte være derudover, f.eks. receptionist, sekretærer, rengøringspersonale, m.v. Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) opfordres (1) til at op-lyse om og dokumentere antallet af ansatte på tidspunktet for fremsættel-sen af de påstævnte udtalelser.

Antallet af ansatte er ikke fastsat absolut, og det er sagsøgers opfattelse, at betingelserne for at pålægge også virksomheden strafansvar er opfyldt.

For det første henvises til ovennævnte bemærkninger fra lovforslaget, hvoraf bl.a. fremgår, at antallet af ansatte ikke nødvendigvis er et afgø-rende kriterie. Af lovens ordlyd fremgår, at det har betydning, om virk-

8

somheden navnlig med hensyn til sin størrelse og organisation kan si-destilles med f.eks. aktie-/anpartselskaber, interessentskaber, o.s.v.

I lovforslagets pkt. 3.2.b. er bl.a. anført, at det særligt indenfor visse områ-der må anses for utilstrækkeligt at basere lovens overholdelse på et sæd-vanligt ansvar for bevisligt forsæt eller uagtsomhed, og at det objektive in-dividualansvar på afgørende vis medvirker til, at der hos virksomhedseje-ren skabes et incitament til at leve op til lovgivningens krav. Det er sagsø-gers opfattelse, at klinikvirksomhed ikke adskiller sig afgørende fra de i lovforslaget anførte øvrige erhvervsområder i så henseende.

Det fremgår videre af samme pkt., at det ikke er til hinder for pålæggelse af strafansvar for virksomheden som sådan, at en ansat medarbejder kan pålægges strafansvar – dette kan netop medvirke til, at det alene er medar-bejderen der ifalder ansvar, men at virksomheden kan fortsætte ufortrø-dent. Videre fremgår ibid. bl.a.:

” Det er Justitsministeriets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at det på nogle områder vil have uheldige virkninger for overholdelsen og håndhævelsen af lov-givningen at ophæve bestemmelser om objektivt individualansvar. At strafansvar eventuelt kan pålægges en ansat i en virksomhed, vil ikke altid være tilstrækkeligt. Det vil kunne betyde, at kun de ansatte - men ikke indehaveren af virksomheden - bærer det strafferetlige ansvar, selv om der er tale om overholdelse af pligter, som det efter en almindelig rimelighedsvur-dering bør være virksomhedens ejer, der sikrer opfyldelsen af.”

Denne ”almindelige rimelighedsvurdering” fører efter sagsøgers opfat-telse til, at Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) ikke bør kunne unddrage sig ansvar for sine ansattes udtalelser, da dette netop vil kunne føre til, at virksomheden for sin del vil kunne søge at undgå ansvar i fremtiden for injurierende udtalelser de an-satte fremsætter med henblik på at undgå individuelt disciplinæransvar og at undgå ansvar for virksomheden for sådan i relation til den sted-fundne behandling. …”

Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 har i deres påstandsdokument anført:

”… ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende

9

At de fremsatte udtalelser ikke er omfattet af straffelovens § 267, fordi de ikke er egnede til at krænke sagsøgers ære.

At det er en betingelse for anvendelsen af straffelovens § 267 at udtalel-serne er fremsat over for en bredere kreds, hvilket ikke er tilfældet.

At de fremsatte udtalelser må anses for at være sagsøgtes subjektive op-levelse af sagsøgers opførsel eller at der er tale om værdidomme, hvorfor udtalelserne som udgangspunkt er straffrie

At der var rimelig anledning til udtalelserne i den konkrete sammen-hæng, da sagsøgte berettiget varetog egne og andres interesser

At det fremgår af straffelovens § 269, at en ærekrænkelse er straffri, hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den.

At udtalelser fremsat overfor et klagenævn er fremkommet i en sam-menhæng, hvor der er rimelig anledning til den.

At ikke findes domspraksis, hvor udtalelser fremsat overfor et klage-nævn anses for injurierende

At dommen U 2010.1496 V, omhandler 13 sagsøgte, der hver især blev idømt 10 dagbøder a 100 kr. De 13 sagsøgte skulle solidarisk betale en tortgodtgørelse på 5.000 kr. til A.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Efter forklaringen fra Sagsøgte 1 sammenholdt med oplysningerne fra Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed)s hjemmeside lægges det til grund, at der på Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) er under 10-20 ansatte, og at det også var tilfældet i efteråret 2021.

Allerede derfor er der ikke grundlag for at pålægge Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) strafansvar, jf. straffelovens § 26, stk. 2.

Det er ubestridt, at Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 skriftligt har fremsat de udtalelser, som Sagsøger har gjort gæl-dende var uberettigede og injurierende jf. straffelovens § 267.

De omhandlede udtalelser beskriver, hvordan Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 har oplevet Sagsøgers adfærd, og er alene fremsat overfor Styrelsen for Patientklager i forbindelse med et hørings-svar i en sag, hvor Sagsøger på vegne af sin far havde klaget over en behandling udført af Sagsøgte 2.

10

Efter en samlet vurdering heraf er der ikke grundlag for at idømme straf for injurier, jf. straffelovens § 267, ligesom der hverken er grundlag for at tilpligte de sagsøgte at anerkende, at de omhandlede udtalelser er uberettigede, eller at betale godtgørelse.

Herefter tager retten i det hele de sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal Sagsøger betale sagsomkost-ninger til Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2.

Sagsomkostningerne er efter sagens karakter, forløb og udfald fastsat til dæk-ning af advokatudgift med henholdsvis 6.000 kr. til Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), med 7.500 kr. inklusive moms til Sagsøgte 1 og med 7.500 kr. inklu-sive moms til Sagsøgte 2. Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) er momsregistreret, hvorimod Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 ikke er momsregistreret. Retten har lagt vægt på, at de sagsøgte har været repræsenteret af samme advokat.

THI KENDES FOR RET:

De sagsøgte Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed), Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2 frifindes.

Sagsøger skal til Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed) betale sagsomkostninger med 6.000 kr.

Sagsøger skal til Sagsøgte 1 betale sagsomkostnin-ger med 7.500 kr.

Sagsøger skal til Sagsøgte 2 be-tale sagsomkostninger med 7.500 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage og bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 24-10-2023 kl. 12:00 Modtagere: Sagsøgte 2, Advokat (L) Thomas Andreas Mikkelsen, Advokat (L) Christian F. Jensen, Sagsøger, Sagsøgte 1, Sagsøgte (Enkeltmandsvirksomhed)