BS-3446/2025-KBH

AM2026.03.19B2 Københavns Byrets

DOM

Dato: 19. marts 2026 Rettens sagsnr.: BS-3446/2025-KBH og BS-13332/2025-KBH Politiets sagsnr.: Klager (beskikket advokat Frederik Gram Blicher Jepsen) mod Københavns Politi Sagens baggrund og parternes påstande Sagen drejer sig om lovligheden af en administrativt iværksat frihedsberøvelse den 24. maj 2023 og en administrativt iværksat frihedsberøvelse den 31. august 2023 samt om, hvorvidt en visitation i forbindelse med frihedsberøvelsen den 24. maj 2023 var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og i givet fald om Københavns Politi skal betale en godtgørelse i den forbindelse.

Klager fremsatte over for Københavns Politi begæring om prøvelse af frihedsberøvelserne den 27. september 2023. Sagerne er indbragt for retten af Københavns Politi henholdsvis den 21. januar 2025 og den 9. marts 2025. Klager har nedlagt følgende påstande: Påstand 1: Frihedsberøvelsen af Klager den 24. maj 2023 kl. 19.20 til kl. 20.53 kendes ulovlig.

Påstand 2: Københavns Politi skal anerkende at have krænket Klagers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved, at politipersonale ved Københavns Politi den 24. maj 2023 i tidsrummet mellem kl. 19.20 til kl. 20.53 på politistationen Station Bellahøj udsatte Klager for en ydmygende nøgenvisitation, der indebar, at Klager skulle lave et ”squat” foran personalet, mens han var helt afklædt.

Påstand 3: Frihedsberøvelsen af Klager den 31. august 2023 kl. 07.50 til kl. 13.32 kendes ulovlig. Påstand 4: Københavns Politi skal til Klager betale 57.400 kr. med tillæg af procesrente fra anmodningen om indbringelse den 27. september 2023.

Københavns Politi har vedrørende episoden den 24. maj 2023 nedlagt følgende påstande: Principalt Afvisning på grund af for sen indbringelse, Subsidiært Den administrative frihedsberøvelse foretaget af Københavns Politi den 24. maj 2023 i medfør af politilovens § 5 godkendes som lovlig. Københavns Politi nedlægger endvidere påstand om frifindelse for klagers påstand om erstatning.

Såfremt frihedsberøvelsen måtte kendes ulovlig, er det Københavns Politis påstand, at erstatningen opgøres efter de samme takster, som størrelsesmæssigt gælder for erstatning, som i henhold til reglerne i retsplejelovens § 93 a ydes for frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.

Københavns Politi har vedrørende episoden den 31. august 2023 nedlagt følgende påstande: Den administrative frihedsberøvelse foretaget af Københavns Politi den 31. august 2023 i medfør af politilovens § 5 godkendes som lovlig. Københavns Politi nedlægger endvidere påstand om frifindelse for klagers påstand om erstatning.

Såfremt frihedsberøvelsen måtte kendes ulovlig, er det Københavns Politis påstand, at erstatningen opgøres efter de samme takster, som størrelsesmæssigt gælder for erstatning, som i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a ydes for frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.

Retsgrundlaget

Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 2, at forelæggelse for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter fremsættelse af begæring om indbringelse. Af retsplejelovens § 469, stk. 4, følger endvidere, at ”… Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør.

Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. […] …” Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lov nr. 173 af 11. juni 1954, specielle bemærkninger til § 469, fremgår blandt andet: ”… Da det må skønnes rimeligt, at adgangen til at begære sag rejst efter dette kapitel kun står åben en kortere tid efter frihedsberøvelsens ophør, foreslås det, at begæring om sagens indbringelse for retten skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør, dog at justitsministeren i indtil 6 måneder undtagelsesvis kan tillade afvigelse fra fristen, når der foreligger særlig grund dertil.

Overskrides disse frister, er den pågældende henvist til sagsanlæg efter de almindelige regler om borgerlige sager. …” Af politilovens § 5 fremgår blandt andet, at: ”… Politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Stk. 2.

Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren.

Politiet kan herunder udstede påbud, besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt fratage personer genstande. Stk. 3.

Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve, jf. § 3, den eller dem, der giver anledning til faren.

Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. …” Oplysningerne i sagen [UDELADT] Forklaringer [FORKLARINGER UDELADT] Parternes synspunkter Klager har i afsluttende processkrift af 2. januar 2026 blandt andet anført følgende: ”… 3.

ANBRINGENDER Klager gør gældende, at betingelserne for frihedsberøvelse efter politilovens § 5 ikke var opfyldt, hverken i forbindelse med episoden den 24. maj 2023 eller episoden den 31. august 2023. 3.1 – Ad Københavns Politis påstand om afvisning i BS-13332/2025-KBH: Københavns Politi har nedlagt påstand om, at sagen BS-13332/2025-KBH, der vedrører episoden den 24. maj 2023, afvises med henvisning til, at klager skulle have overskredet fristen efter retsplejelovens § 469, stk. 4.

Ifølge det af klager oplyste, modtog han aldrig nogen vejledning fra Københavns Politi om, at lovligheden af frihedsberøvelsen kunne indbringes for retten. Københavns Politi har som bilag 4 uploadet en generel klagevejledning med titlen ”vejledning anholdte forår 2024”.

Det fremgår ikke af bilaget eller skriftkorrespondancen fra Københavns Politi, om vejledningen var gældende i maj 2023, hvor episoden fandt sted og om vejledningen blev givet til klager, herunder på hvilken måde. Desuden bemærkes det, at vejledningen er på dansk. Klager hverken taler eller forstår dansk.

Såfremt Københavns Politi fortsat påstår sagen afvist, opfordres (1) Københavns Politi til at redegøre for hvordan klager blev klagevejledt, herunder dokumentere at klager har modtaget og forstået, at han havde muligheden for at indbringe frihedsberøvelsen for retten og at dette skulle ske inden 4 uger.

Klager gør gældende, at det alene skyldes Københavns Politis manglende klagevejledning, at sagen først blev indbragt efter udløbet af 4-ugers fristen. Klager gør i forlængelse heraf principalt gældende, at fristen efter retsplejelovens § 469, stk. 4, ikke er overskredet, men at fristen må anses for at være suspenderet grundet den manglende klagevejledning.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af forvaltningsretlig praksis og litteratur, at konsekvensen af en manglende klagevejledning er, at fristen suspenderes, indtil der er givet korrekt klagevejledning.

Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 2008, hvor Ombudsmanden på side 438 under punkt 3 udtaler sig generelt om konsekvensen af manglende klagevejledning: Da Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. december 2001 ikke indeholdt klagevejledning, er det min opfattelse at fristen for at klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev suspenderet og således ikke begyndte at løbe da (A) modtog afgørelsen.

Jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 569 og s. 978 ff. På s. 569 anføres det således at hvis pligten til at meddele klagevejledning ikke opfyldes, ’får det normalt den retsvirkning at en eventuel klagefrist suspenderes (…). Det er dog en forudsætning for den senere indgivne klages antagelse at klageren ikke har udvist ugrundet passivitet, jf. UfR 1990.824 H’.

Som det følger af det anførte fra Ombudsmanden, er det Ombudsmandens opfattelse, at manglende klagevejledning medfører, at klagefristen suspenderes. Dette støttes af den litteratur, som Ombudsmanden henviser til. En lignende konklusion blev nået af Retten på Frederiksberg i sin afgørelse af 16. februar 2023, Sag BS27934/2021-FRB.

Sagen vedrørte en administrativ frihedsberøvelse i form af detentionsanbringelse foretaget af Københavns Politi. Klageren modtog aldrig nogen afgørelse om, at han havde været udsat for en administrativ frihedsberøvelse, herunder at han kunne forlange denne indbragt for retten inden for 4 uger.

Klageren indgav derfor først anmodningen om indbringelse for retten efter udløbet af 4 ugers fristen – umiddelbart efter, at han gennem en aktindsigt var blevet opmærksom på, at han havde været udsat for en administrativ frihedsberøvelse. Københavns Politi påstod afvisning af sagen.

Herom udtalte Retten på Frederiksberg: Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at A ikke har modtaget nogen afgørelse om, at han den 31. maj 2021 blev administrativt frihedsberøvet efter at være blevet indbragt til Station City, som sigtet og anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750, 2. pkt.

A har således heller ikke modtaget nogen korrekt klagevejledning i forbindelse med ophøret af frihedsberøvelsen eller senere.

Der er herefter ikke noget grundlag for at afvise sagen under henvisning til retsplejelovens § 469, stk. 2, hvorefter sagens indbringelse for retten skal fremsættes ”inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør”, da denne bestemmelse må anses for at hvile på en naturlig forudsætning om, at der ved frihedsberøvelsens ophør ikke vil være tvivl om, for den der ønsker at indbringe sagen, at vedkommende har været administrativt frihedsberøvet.

Retten på Frederiksberg fandt således, at konsekvensen af den manglende korrekte klagevejledning var, at der ikke var grundlag for at afvise sagen, idet bestemmelsen må hvile på en naturlig forudsætning om, at den der ønsker at indbringe sagen, ikke er i tvivl om, at vedkommende har været administrativt frihedsberøvet – og dermed er bekendt med, at sagen kan indbringes for retten.

Retten på Frederiksberg synes således at have fulgt den praksis, som ovenfor beskrevet af ombudsmanden, hvorefter en manglende klagevejledning medfører, at klagefristen suspenderes.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Retten på Frederiksbergs begrundelse for admittering af sagen ikke skete under henvisning til, at der forelå en ”særlig grund” til at se bort fra 4-ugers fristen efter retsplejelovens § 469, stk. 4, 2. pkt. Begrundelsen for admittering af sagen synes, som bemærket, i stedet at bero på, at klagefristen, grundet den manglende klagevejledning, var suspenderet.

I de efterfølgende ankesager fandt Østre Landsret og Højesteret heller ikke grundlag for at afvise sagen. Dommene kan læses i U.2025.3304 H.

Klager gør subsidiært gældende, at den manglende klagevejledning udgør en særlig grund til, at retten undtagelsesvist skal tillade at sagen behandles jf. retsplejelovens § 469, stk. 4., 2. pkt. 3.2 – Ad lovligheden af frihedsberøvelsen den 24. maj 2023 (BS-13332/2025-KBH): Københavns Politi har nedlagt subsidiær påstand om, at frihedsberøvelsen af klager den 24. maj 2023 godkendes som lovlig.

Det fremgår af Københavns Politis sagsfremstilling i indbringelsesskrivelsen af 9. marts 2023, at frihedsberøvelsen af klager skete med hjemmel i politilovens § 5, stk. 3. Det fremgår uddybende, at klager skulle have gjort udfald mod en polititjenestemand og efterfølgende sat i løb, men at patruljen indhentede ham og at klager ”med den fornødne magt” blev lagt ned på jorden.

Som anført i sagsfremstillingen er klager enig i, at han forsøgte at løbe fra politiet, men bestrider, at han skulle have gjort noget udfald mod betjente eller andre.

Det følger af politilovens § 5, stk. 3, læst sammen med bestemmelsens stk. 1, at såfremt mindre indbringende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller dem, der giver anledning til faren.

Det fremgår ikke klart af Københavns Politis indbringelsesskrivelse, hvori faren fra klager, som utvivlsomt var på vej væk fra adressen, skulle bestå i. Klager gør gældende, at han ikke udgjorde nogen fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Klager forsøgte at komme væk fra adressen, og politiet kunne blot have ladet ham forlade området.

Såfremt det vurderes, at Københavns Politi med rette vurderede, at klager udgjorde en fare, gøres det gældende, at denne fare kunne være imødegået med et påbud om at forlade stedet. 3.3 – Ad nøgenvisitationen den 24. maj 2023 (BS-13332/2025-KBH): Klager gør gældende, at Københavns Politi krænkede hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved, at politipersonale ved Københavns Politi den 24. maj 2023 i tidsrummet mellem kl. 19.20 til kl. 20.53 på politistationen Station Bellahøj udsatte ham for en ydmygende nøgenvisitation, der indebar, at klager skulle lave et ”squat” foran personalet, mens han var helt afklædt.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (følgende ”EMD”), at indgribende visitationer, hvor personer inspiceres intime steder, pålægges at indtage ydmygende stillinger og/eller efterses i kroppens hulrum mv., kun kan retfærdiggøres, hvis de er absolut nødvendig i det konkrete til fælde, og der er konkret og begrundet mistanke om, at den pågældende skjuler genstande i den del af sin krop.

Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til sagen Frérot mod Frankrig, dom af 12. juni 2007, app. no. 70204/01, præmis 38: 38.

With regard to the specific issue of strip-searches of prisoners, the Court has no difficulty in accepting that a person obliged to submit to treatment of this nature might view that procedure in itself as undermining his privacy and dignity, particularly where the measure involves un dressing in front of others, and even more so where he has to place him self in embarrassing positions.

Such treatment, however, is not in itself illegal: strip-searches, and even full body searches, may be necessary on occasion to ensure prison security – including the prisoner's own safety – or to prevent disorder or crime (see Valašinas, § 117, Iwańczuk, § 59, Van der Ven, § 60, and Lorsé, § 72, all cited above).

Nevertheless, while strip-searches may be “necessary” to achieve one of those aims (see Ramirez Sanchez, cited above, § 119), they must also be conducted in an “appropriate manner” (see Valašinas, Iwańczuk, Van der Ven and Lorsé, all cited above), so that the prisoner's suffering or humiliation does not go beyond the inevitable element of suffering or humiliation connected with this form of legitimate treatment.

Otherwise, they will infringe Article 3 of the Convention. It is also selfevident that the greater the invasion of the privacy of a prisoner being stripsearched (particularly where the procedure in volves having to undress in front of others, and even more so where the prisoner has to adopt embarrassing positions), the greater the caution required. [mine fremhævelser]. Samt præmis 41: 41.

The Court can accept that despite these precautions, prisoners who are stripsearched in this way might feel that their dignity has been undermined.

It considers it equally obvious that the more intrusive the invasion of prisoners' privacy, the stronger this feeling is likely to be; it thus finds it entirely understandable that the applicant should complain vehemently that he was ordered on certain occasions to undergo oral or anal inspections. The Court considers, however, that the procedure described above is generally appropriate.

Viewed in isolation, a strip-search conducted in that manner, which in practical terms is necessary to ensure prison security or prevent disorder or crime, is not incompatible with Article 3 of the Convention; unless there are special circumstances relating to the situation of the person undergoing them, it cannot be said that in principle such searches involve an element of suffering or humiliation going beyond what is inevitable (see, mutatis mutandis, Kleuver v.

Norway (dec.), no. 45837/99, 30 April 2002).

The Court would add that this applies even where the prisoner is obliged to bend over and cough in order to permit a visual inspection of the anus “in the specific case of a search for prohibited objects or substances”, provided that such a measure is permitted only where absolutely necessary in the light of the special circumstances and where there are strong and specific reasons to suspect that the prisoner might be hiding such an object or substance in that part of his body. [mine fremhævelser].

Der kan endvidere henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave, side 324 f.: Det forhold, at frihedsberøvet eller besøgende kropsvisiteres, herunder med afklædning og intim undersøgelse, er ikke i sig selv i strid med artikel 3, når den gennemføres med legitimt formål og med passende respekt for menneskelig værdighed.

Kropsvisitation kan anses for nødvendig af hensyn til opretholdelse af sikkerhed og orden og for at forebygge forbrydelser. Hvis der er tale om en mere indgribende foranstaltning, herunder på grund af afklædning, ydmygende stillinger eller undersøgelse af intime steder og hulrum, stilles der større krav til nødvendigheden og den måde, hvorpå undersøgelsen gennemføres.

Rutinemæssige og tilfældige kropsvisitationer, der ikke varetaget legitimt formål, herunder indgribende foranstaltninger, vil udgøre krænkelse. Kropsvisitation, der ikke er legitimt begrundet i hensyn til sikkerhed, og som indebærer afklædning og eksponering over for andre, vil udgøre en krænkelse.

Rutinemæssig afklædning, visitation og indgribende undersøgelse (endetarmsundersøgelse), uanset om der konkret er anledning hertil, vil udgøre en krænkelse, idet kontrollen ikke er tilstrækkelig begrundet. En anal undersøgelse vil som udgangspunkt kun kunne retfærdiggøres, hvis den er absolut nødvendig i det konkrete tilfælde, og der er konkret og begrundet mistanke om, at den pågældende skjuler genstande.

Det følger desuden af EMD’s praksis, at det er myndighederne, der skal påvise, at visitationen var konkret nødvendig, jf. bl.a. præmis 70 i sagen Roth mod Tyskland og dom af 4. februar 2003 i sagen Van der Ven mod Nederlandene, app. no. 50901/99, pr. 61.

For så vidt dansk praksis om nøgenvisitationer foretaget i politiets detentioner, kan der bl.a. henvises til en dom afsagt af Københavns Byret den 18. december 2024 under bl.a. sagsnr. BS-51726/2022-KBH. Denne sag omhandlede politiets detentionsanbringelse af en række demonstranter. Flere af klagerne blev i forbindelse med frihedsberøvelserne udsat for visitationer, der indebar hel eller delvis afklædning.

Retten fandt, at visitationerne af ni af klagerne gik videre end nødvendigt og at de hertil udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. I U.2025.3304 H fandt Højesteret, at en nøgenvisitation på politistationen Station City i København udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3.

Højesteret dømte herefter Københavns Politi til at anerkende, at de havde krænket denne klagers rettigheder efter EMRK artikel 3 ved, at politipersonale den 31. maj 2021 omkring kl. 19.50 ved anvendelse af fysisk magt afførte ham alt sit tøj. Denne sag var i øvrigt også indbragt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Højesteret tog i sagen endeligt stilling til, at anerkendelsespåstande om krænkelse af EMRK kan pådømmes under sager indbragt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. I dom afgjort af Københavns Byret den 23. september 2025, under sagsnr.

BS-44651/2020-KBH, dømte Københavns Byret Københavns Politi til at anerkende, at have krænket den kvindelige klagers rettigheder efter EMRK artikel 3, idet politipersonale fra Københavns Politi – herunder to mandlige polititjenestemænd – den 8. december 2017 omkring kl. 19.45 visiterede under anvendelse af magt og uden at have oplyst tilstrækkeligt konkrete grunde, der gav anledning til at antage, at det var nødvendigt at visitere under afklædning.

Klager gør overordnet gældende, at visitationen i nærværende sag var i strid med EMRK artikel 3, da den måde visitationen blev foretaget på, ikke var konkret nødvendig ud fra et sikkerhedshensyn eller for at forebygge forbrydelser, ligesom den ikke skete med respekt for klagers værdighed.

Indgribende visitationer, som den i nærværende sag, kan kun retfærdiggøres, hvis de er absolut nødvendig i det konkrete til fælde, og der er konkret og begrundet mistanke om, at den pågældende skjuler genstande i denne del af sin krop.

Det gøres gældende, at Københavns Politi ikke har påvist, at visitationen og den måde, den foregik på, var konkret nødvendig. 3.4 Ad lovligheden af frihedsberøvelsen den 31. august 2023 (BS-3446/2025-KBH): Københavns Politi har nedlagt påstand om, at frihedsberøvelsen af klager den 31. august 2023 godkendes som lovlig.

Det fremgår af Københavns Politis sagsfremstilling i indbringelsesskrivelsen af 21. januar 2025, at frihedsberøvelsen af klager skete med hjemmel i politilovens § 5, stk. 3.

Det fremgår uddybende, at klager ved politiets henvendelse skulle have nægtet at efterkomme patruljens anvisninger, at hans adfærd var udfarende, utryghedsskabende og konfronterende samt at han bl.a. sagde ”I want to fucking kill you”, fucking cunts” og “fucking pigs” og at han herefter forsøgte at undløbe patruljen, hvorfor han blev anholdt.

Det følger, som anført, af politilovens § 5, stk. 3, læst sammen med bestemmelsens stk. 1, at såfremt mindre indbringende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller dem, der giver anledning til faren.

Københavns Politi har anført, at politiet blev tilkaldt til adressen da en mand havde råbt af naboer og kastet genstande ud fra sit stuevindue. Klager bestrider, at han skulle have råbt ad naboer og kastet med genstande. Det fremgår også af det anførte fra Københavns Politi, at klager ved politiets ankomst forsøgte at løbe væk fra patruljen og at han herefter blev frihedsberøvet i medfør af politilovens § 5, stk. 3.

Det fremgår ikke klart, hvorfor dette skulle være nødvendigt, hvordan det blev vurderet at klager – som var på vej væk fra stedet var til fare for forstyrrelse af den offentlige orden, og hvordan det blev vurderet at mindre indgribende midler – herunder f.eks. et påbud om at forlade stedet – ikke ville have været tilstrækkeligt.

Klager gør gældende, at han ikke udgjorde nogen fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Klager forsøgte at komme væk fra adressen, og politiet kunne blot have ladet ham forlade området.

Såfremt det vurderes, at Københavns Politi med rette vurderede, at klager udgjorde en fare, gøres det gældende, at denne fare kunne være imødegået med et påbud om at forlade stedet eller et påbud om at dæmpe sig. 3.5. – Erstatning: Såfremt retten finder, at frihedsberøvelsen var ulovlig, gør klager gældende, at han har ret til erstatning efter taksterne fastsat ved Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a (CIRK 2025-01-01 nr 9038).

Såfremt retten finder, at der foreligger en krænkelse af EMRK artikel 3, subsidiært artikel 8, gør klager gældende, at han har krav på en godtgørelse. Godtgørelsen kan udbetales i medfør af princippet i erstatningsansvarslovens § 26 jf. erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt Menneskerettighedskonvention artikel 13 og 41.

Beløbet i påstand 4 er opgjort således: Erstatning i medfør af RPL kap 93 a for frihedsberøvelsen den 24. maj 2023 3.000,00 kr. Erstatnings i med før af RPL kap 93 a for frihedsberøvelsen den 31. august 2023 4.400,00 kr. Godtgørelse for krænkelse af EMRK artikel 3 50.000,00 kr.

I alt 57.400,00 kr. 3.5.1 Praksis om godtgørelsens størrelse: Det følger af praksis fra EMD, at der som udgangspunkt tilkendes erstatning såfremt der statueres krænkelse af EMRK artikel 3.

I forhold til størrelsen af denne godtgørelse kan der henvises til den oversigt, der fremgår af ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere” (6. udg., 2023) af Jon Fridrik Kjølbro s. 213 ff.: Ved krænkelser af artikel 2 og 3, eventuelt sammenholdt med artikel 13, tilkendes der som udgangspunkt erstatning175.

Det gælder, selv om der alene er tale om krænkelse af processuelle garantier i de nævnte bestemmelser, herunder kravet om en effektiv efterforskning176. Hvis der statueres krænkelse i tilfælde, hvor en person er afgået ved døden, fastsættes en erstatning, der tilfalder de pårørende, der klager, ligesom de pårørende kan have lidt en selvstændig ikkeøkonomisk skade, som de ligeledes får erstattet177.

Hvis der er tale om potentiel krænkelse, f.eks. fordi Domstolen fastslår, at en tvangsmæssig udsendelse af en udlænding vil indebære en krænkelse af artikel 3, vil konstatering af en krænkelse i almindelighed udgøre tilstrækkelig kompensation178. Hvis tvangsmæssig udsendelse har fundet sted uden en tilstrækkelig vurdering af påstået risiko for tortur og mishandling i hjemlandet, kan der tilkendes erstatning179.

Hvis der alene er tale om krænkelse af processuelle garantier, vil erstatningen i almindelighed være lavere, end hvis der er tale om en krænkelse af materielle rettigheder. I visse tilfælde kan statuering af krænkelse udgøre tilstrækkelig kompensation, bl.a. hvis klager er dømt for alvorlig kriminalitet og der er tale om krænkelse af processuelle garantier180.

Hvis der er tale om forhold under frihedsberøvelse, vil der i almindelighed blive tilkendt erstatning, og varigheden af frihedsberøvelse i strid med blive tillagt stor betydning181. (…) Artikel 3. Tortur (materiel krænkelse): 20.000, 80.000 og 160.000 EUR. Tortur (processuel krænkelse): 10.000, 40.000 og 80.000 EUR. Umenneskelig og nedværdigende behandling (materiel krænkelse): 10.000, 40.000 og 80.000 EUR.

Umenneskelig og nedværdigende behandling (processuel krænkelse): 6.000, 25.000 og 50.000 EUR. Forhold under frihedsberøvelse: Op til 1 år: 2.000 EUR for første måned og 750 EUR for de følgende måneder182. Hvis frihedsberøvelsen varer mere end 1 år, da 500 EUR for hver efterfølgende måned.

Hvis klagen indgives efter lang tid, og perioden derfor er meget lang, bør erstatningen ikke kunne overstige referencebeløbet på 25.000 EUR. Det følger således af det gennemgåede, at der i sager om umenneskelig og nedværdigende behandling (materiel krænkelse) normalt ikke fastsættes en erstatning under 10.000 EUR (cirka 75.000 kr.) pr. krænkelse.

EMD har dog i praksis accepteret godtgørelsesniveauer svarende til ca. halvdelen af EMDs egen praksis, når udmålingen sker på nationalt plan. Se hertil bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer BD. 1-2 (3. udg., 2011) af Peer Lorenzen m.fl. s. 959 f. EMD tillader dog ikke, at nationale kompensationsbeløb afviger væsentligt fra EMD’s egen praksisniveau i artikel 3-sager.

Hvis det nationale beløb er for lavt – eksempelvis under halvdelen af det beløb, som EMD typisk ville fastsætte – anser EMD retsmidlet for ineffektivt. I sådanne tilfælde bevarer klageren sin ret til at få sagen prøvet ved EMD, da staten ikke har ydet tilstrækkelig oprejsning. Som eksempel kan der henvises til sagen Schmidt og Šmigol mod Estland, afsagt af EMD den 28. november 2023, under sagsnr. 3501/20.

Sagen omhandlede afsoningsforholdene for to klagere, som havde været udsat for isolation under deres afsoning. De estiske domstolene havde allerede forinden fundet, at forholdene udgjorde en krænkelse af klagernes rettigheder efter EMRK artikel 3 og tilkendt klagerne henholdsvis 1.700 EUR til klageren Schmidt og 1.500 EUR til klageren Šmigol, dvs. cirka 12.700 kr. og 11.200 kr (§ 131).

EMD bemærkede i dommen, at det herefter var op til Domstolen at vurdere, om den kompensation, som klagerne var blevet tilkendt nationalt, var tilstrækkeligt for at kompensere dem for den krænkelse af EMRK artikel 3 de havde lidt (§ 167).

Domstolen henviste til to tidligere afgørelser fra EMD i lignende sager og konkluderede, at den nationale kompensation på hhv. 1.700 EUR (12.700 kr.) og 1.500 EUR (11.200 kr.) var urimeligt lave (unreasonably low) (§ 169).

EMD tilkendte herefter klagerne yderligere hhv. 12,500 EUR til klageren Schmidt og 8,300 EUR til klageren Šmigol, dvs. cirka 93.500 kr. og 62.000 kr., således at den samlede tilkendte godtgørelse, hvor godtgørelsen fra de nationale domstole indregnes, blev fastsat til 14.200 EUR til klageren Schmidt og 9.800 EUR til klageren Šmigol, dvs. cirka 106.000 kr. og 73.000 kr.

Klageren Schmidt blev som nævnt tilkendt 1.700 EUR af de nationale domstole. EMD fandt, at dette var urimeligt lavt og tilkendte ham samlet 14.200 EUR. De 1.700 EUR som de nationale domstole tilkendte Schmidt, udgjorde således 11,97 % af beløbet på 14.200 EUR, som EMD fastslog, at han var berettiget til. Klageren Šmigol blev tilkendt 1.500 EUR af de nationale domstole.

EMD fandt ligeledes, at dette var urimeligt lavt og tilkendte ham samlet 9.800 EUR. De 1.500 EUR, som de nationale domstole tilkendte denne klager, udgjorde således 15,31 % af beløbet på 9.800 EUR, som EMD fastslog, at han var berettiget til.

Det kan af dommen udledes, at EMD i hvert fald anser en godtgørelse på 15,31 % af, hvad klageren ville være berettiget til, hvis godtgørelsen blev fastsat af EMD, for at være ”urimeligt lavt”.

Endvidere, at dette vil føre til, at klageren ikke i tilstrækkelig grad bliver kompenseret for den krænkelse, der er lidt og derved ikke mister sin ”victimstatus”, hvorved antagelseskravene for en klage til EMD fortsat er opfyldt.

Det er klagers opfattelse, at godtgørelsen for krænkelsen i nærværende sag bør fastsættes til 50.000,00 kr. henset til karakteren af visitationen, herunder at der medvirkede kvindeligt personale. Der henvises i denne forbindelse også til Københavns Byrets dom af 23. september 2025, under sagsnr. BS-44651/2020KBH.

Det er samtidig klagers opfattelse, at EMD næppe vil acceptere en lavere godtgørelse nationalt end minimum cirka 1/3 del af hvad godtgørelsen ellers ville blive fastsat til, hvis den blev fastsat ved EMD. Dette ses også at være i overensstemmelse med Højesterets praksis på området jf. f.eks.

U.2019.4010 H, hvor en krænkelse af EMRK artikel 3 udløste en godtgørelse på 25.000 kr. (1/3 del af 75.000 kr.), samt U.2022.3807 H, hvor en krænkelse af EMRK artikel 3 udløste en godtgørelse på 30.000 kr. (40 % af 75.000 kr.).

Det er således klagers opfattelse, at den laveste godtgørelse der kan fastsættes for krænkelsen i denne sag er 25.000 kr (1/3 af 75.000 kr.). …” Københavns Politi har i afsluttende processkrift af 9. januar 2026 blandt andet anført følgende: ”… Københavns Politi gør overordnet gældende, at betingelserne for den 24. maj 2023 og den 31. august 2023 at fortage administrative frihedsberøvelser af klager i medfør af politilovens § 5, stk. 3, var opfyldt, ligesom frihedsberøvelserne skete så skånsomt som muligt og blev opretholdt i så kort tid som muligt.

Københavns Politi gør derfor gældende, at de administrative frihedsberøvelser skal godkendes som lovlige. 4.1. Ad den principale påstand om afvisning (BS-13332/2025-KBH) Begæringen om prøvelse er ikke fremsat rettidigt, idet den først er fremsat den 27. september 2023 af advokat Frederik Blicher Jepsen på vegne af Klager.

Begæringen er således fremsat efter udløbet af 4 ugers fristen, jf. retsplejelovens § 469, stk. 4. Begæringen er dog fremsat inden for 6 måneder fra frihedsberøvelsens ophør. Det fremgår af sagen bilag 1 anmeldelsesrapport, at klager er blevet klagevejledt ved anholdelsen. Det fremgår tillige af bilag 2 anholdelsesrapport, at klager er vejledt.

Endelig fremgår det af bilag 5 anholdelsesdispositioner (nyt bilag), at der er foretaget klagevejledning samt taget kontakt til den britiske ambassade på vegne af klager og efter dennes anmodning. Det gøres gældende, at kommunikationen med klager har været primært på engelsk. Der henvises til, at Københavns Politi tog kontakt til ambassaden efter anmodning fra klager.

Det gøres således gældende, at Københavns Politi ved kontakten med klager under episoden har kommunikeret på engelsk. Der foreligger ikke skriftlig dokumentation af den klagevejledning, som blev givet ved episoden. Københavns Politi anvendte en folder med klagevejledning i foråret 2023 fremlagt som bilag 4 vejledning tilbageholdt politiloven forår 2024.

Det fremgår af vejledningen, at anmodning om domstolsprøvelse skal fremsættes inden 4 uger. Det bemærkes, at filens årstal ikke er angivende for perioden, hvor den konkrete vejledning blev anvendt. Folderen er erstattet af en ny vejledning i efteråret 2024. 4.2.

Iværksættelse og varighed af den administrative frihedsberøvelse den 24. maj 2023 Københavns Politi gør gældende, at klager ved sin adfærd den 24. maj 2023 var til fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Det gøres gældende, at politiet forsøgte mindre indgribende midler inden det blev nødvendigt at foretage frihedsberøvelse af klager.

Der henvises her til, at patruljen anvendte tid med at tale klager ud fra den baggård, hvor han opholdt sig ved patruljens henvendelse. Det var ikke muligt at opnå dialog med klager som optrådte aggressivt og råbte højt af patruljen. Det gøres gældende, at klager herefter gjorde udfald mod betjentene og modsatte sig yderligere kontakt ved at løbe fra stedet.

Under den efterfølgende kontakt med politiet gøres det gældende, at klager ikke fulgte politiets anvisninger samt fortsatte sin aggressive og udadreagerende adfærd.

Det gøres på den baggrund gældende, at det ikke var muligt at anvende mindre indgribende midler som f.eks. et påbud, for at forhindre at klager var til yderligere fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Det gøres endvidere gældende, at det var nødvendigt at frihedsberøve klager for at forhindre, at han udgjorde yderligere fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Det gøres gældende, at frihedsberøvelsen blev opretholdt så kort tid som muligt, idet løsladelse blev foretaget, så snart klager blev skønnet ikke længere at udgøre en fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, idet han på politistationen blev mere rolig og mindre udadreagerende. 4.3 Ad frihedsberøvelsens skånsomhed Københavns Politi gør fældende, at den administrative frihedsberøvelse blev foretaget så skånsomt som muligt, og at Københavns Politi i forbindelse med håndteringen af klager alene har anvendt den fornødne magt særligt med henblik på at få klager til at efterkomme politiets anvisninger.

Det gøres i den forbindelse gældende, at klager ikke ønskede at samarbejde med Københavns Politi, og at Københavns Politi derfor var nødsaget til at anvende magt. Det gøres gældende, at der alene blev anvendt den fornødne magt. Det gøres endvidere gældende, at klager fremstod påvirket af euforiserende stoffer.

Det gøres endvidere gældende, at det for klagers sikkerhed var nødvendigt at foretage en sikkerhedsvisitation forinden han blev placeret i venterum. Det gøres gældende, at denne visitation ikke indebar afklædning sådan, at der var tale om en egentlig nøgenvisitation. Det gøres gældende, at visitationen foregik i et afsides lokale (detention/venterum) og ikke ved skranken, som anført af klager.

Det gøres gældende, at der ved visitationen alene var politipersonale af samme køn til stede. Det bestrides, at der i forbindelse med visitaionen skulle være sket ydmygende adfærd fra politipersonalets side, herunder at klager skulle være bedt om at sidde på hug. Det gøres gældende, at klagers underbukser kan have været hevet ud for at kontrollere, at han ikke var i besiddelse af euforiserende stoffer.

Det gøres i den forbindelse gældende, at dette var nødvendigt af hensyn til at klager ikke måtte være i besiddelse af genstande eller euforiserende stoffer ved placeringen i venterum, som kunne skade ham eller andre.

Københavns Politi gør på den baggrund gældende, at sikkerhedsvisitationen blev foretaget så skånsomt som muligt. 4.4 Ad den administrative frihedsberøvelse foretaget den 31. august 2023 (BS-3446/20205-KBH) Københavns Politi gør gældende, at klager ved sin adfærd den 31. august 2023 var til fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Det gøres gældende, at politiet forsøgte mindre indgribende midler inden det blev nødvendigt at foretage frihedsberøvelse af klager. Der henvises her til, at patruljen indledningsvist rettede henvendelse til klager, hvorefter klager vendte retur til sin lejlighed. Det gøres gældende at klager herefter på ny kom ud på svalegangen foran lejligheden og råbte efter patruljen fra Københavns Politi.

Grundet klagers aggressive fremtoning kaldte patruljen på yderligere assistance. Det gøres gældende at klager herefter fortsatte sin aggressive og højtråbende adfærd på gadeplan, hvor han særligt råbte nedsættende ring til patruljen.

Det gøres gældende, at det ikke var muligt at føre en dialog med klager hverken på dansk eller engelsk, samt at klager ved sin adfærd fortsatte med at være til fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Under den efterfølgende kontakt med politiet gøres det gældende, at klager ikke fulgte politiets anvisninger samt fortsatte sin aggressive og udadreagerende adfærd.

Det gøres på den baggrund gældende, at det ikke var muligt at anvende mindre indgribende midler som f.eks. et påbud, for at forhindre at klager var til yderligere fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Det gøres endvidere gældende, at det var nødvendigt at frihedsberøve klager for at forhindre, at han udgjorde yderligere fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Det gøres endvidere gældende, at frihedsberøvelsen blev foretaget så skånsomt som muligt, og at varigheden af frihedsberøvelsen var så kortvarig som muligt.

Det gøres gældende, at løsladelse skete på det tidspunkt, hvor han blev vurderet til ikke længere at udgøre en fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, idet løsladelsen fandt sted, da han ikke længere virkede aggressiv og påvirket.

Københavns Politi gør gældende, at den administrative frihedsberøvelse blev foretaget så skånsomt som muligt, og at Københavns Politi i forbindelse med håndteringen af klager alene har anvendt den fornødne magt særligt med henblik på at få klager til at efterkomme politiet anvisninger. Det gøres i den forbindelse gældende, at klager ikke ønskede at samarbejde med Københavns Politi.

Det gøres gældende, at der alene blev anvendt den fornødne magt. …”

Rettens begrundelse og resultat

Retten bemærker indledningsvis, at det følger af retsplejelovens § 469, stk. 2, at forelæggelse for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter fremsættelse af begæring om indbringelse. Københavns Politi har beklaget den meget sene indbringelse af sagerne og har oplyst, at det skyldes en beklagelig fejl.

Idet Klager var løsladt, da begæringerne om indbringelse blev fremsat, kan den sene indbringelse ikke i sig selv føre til, at frihedsberøvelserne var helt eller delvist ulovlige. Episoden den 24. maj 2023 Påstanden om afvisning Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 4, at begæring om sagens indbringelse for retten skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør.

Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Da begæring blev fremsat den 27. september 2023, er fire ugers fristen overskredet. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger særlig grund til at afvige fra denne. Klager har gjort gældende, at han ikke har modtaget klagevejledning.

Det fremgår af anmeldelsesrapport af 24. maj 2023, at Klager er klagevejledt. Af anholdelsesrapport af samme dato fremgår, at vejledning er udleveret. Politibetjent Person1 har forklaret, at han ikke selv har klagevejledt Klager, og at han ikke var til stede i indskrivningsrummet, men at det er standardprocedure, at den, der indskriver pågældende, udleverer en klagevejledning.

Det er det, der refereres til i anmeldelses- og anholdelsesrapporterne. Retten finder på den baggrund og i mangel af andre oplysninger at måtte lægge til grund, at Klager har modtaget en skriftlig klagevejledning. Der er enighed om, at den skriftlige vejledning, der udleveres, er på dansk.

Da Klager er engelsktalende, og da der ikke foreligger oplysninger, som godtgør, at han kan læse dansk, lægges det herefter til grund, at Klager ikke har modtaget klagevejledning på et sprog, som han forstår. Retten finder herefter, at der foreligger en sådan særlig grund, at fire ugers fristen i retsplejelovens § 469, stk. 4, kan fraviges. Sagen afvises derfor ikke.

Lovligheden af frihedsberøvelsen Retten lægger efter sagens oplysninger til grund, at Klager den pågældende dag havde opsøgt sin ekskæreste, som i den forbindelse tilkaldte politiet. Patruljen bad ham om at komme ud fra baggården og ud på fortovet.

Politibetjentene Person1 og Person2 har overvejende samstemmende forklaret, at de skønnede Klager psykisk uligevægtig, at han ikke var samarbejdsvillig, og at han blandt andet bad dem aflægge pistolerne, selv om de ikke havde trukket dem. De har endvidere forklaret, at Klager hoppede over hegnet og herefter gjorde udfald mod politibetjent Person1.

Det lægges endelig efter sagens oplysninger til grund, at Klager løb fra stedet, at patruljen indhentede ham, og at han blev lagt i håndjern. Der blev herunder anvendt peberspray. De to betjente har samstemmende forklaret, at Klager gjorde modstand mod anholdelsen. Klager blev administrativt frihedsberøvet kl. 19.30 i medfør af politilovens § 5, stk. 3, og indbragt til Station Bellahøj.

Om grunden hertil fremgår af anmeldelsesrapporten, at han var til fare for andre, og af anholdelsesprotokollen, at han blev frihedsberøvet på grund af gadeuorden. Person1 har forklaret, at patruljen løb efter ham, fordi de ikke havde hans generalia, og at de tog ham med til stationen, dels fordi han skulle have øjnene saneret efter brugen af peberspray, dels fordi de skønnede, at han ellers ville komme tilbage.

Person2 har forklaret, at de skulle have fat i ham for deres egen sikkerheds skyld.

Uanset de til dels divergerende angivelser om grunden til frihedsberøvelsen finder retten det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger om Klagers adfærd tilstrækkeligt godtgjort, at Klager var til fare for forstyrrelse af den offentlige orden og for enkeltpersoners sikkerhed, og at mindre indgribende midler end frihedsberøvelse ikke var tilstrækkelige til at afværge denne fare.

Retten lægger herved vægt på, at den ekskæreste, som Klager havde opsøgt, havde fundet anledning til at tilkalde politiet, at patruljen skønnede ham usamarbejdsvillig og psykisk uligevægtig, og at han gjorde udfald mod patruljen og ikke efterkom politiets anvisninger. Retten finder på den baggrund ikke, at et påbud om ikke at opholde sig på stedet ville være tilstrækkeligt.

Retten finder endvidere ikke, at frihedsberøvelsen, som varede en time og 23 minutter, blev opretholdt længere end nødvendigt. Retten finder på den baggrund, at den administrative frihedsberøvelse af Klager den 24. maj 2023 var lovlig. Visitationen Klager har anført, at han i forbindelse med frihedsberøvelsen den 24. maj 2023 blev visiteret nøgen og skulle lave ”et squat” foran personalet, mens han var helt afklædt.

Ingen af de betjente, der er afhørt under hovedforhandlingen eller af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, husker den konkrete visitation. Af dispositionsnotat af 24. maj 2023 fremgår, at der blev foretaget ”fuld visitation”. Politibetjent Person1 har forklaret, at ”fuld visitation” betyder, at man også ser, om folk har noget inden i underbukserne.

Politibetjent Person2 har forklaret, at ”fuld visitation” betyder, at den visiterede har været nøgen.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at politikommissær Person3 har forklaret, at der normalvis ikke er kvinder til stede ved fuld visitation, og at det er normal praksis ved fuld afklædning, at den anholdte skal lave et ”squat” for at sikre, at den anholdte ikke er i besiddelse af genstande, der kan skade vedkommende selv eller andre.

På baggrund af det af Klager anførte om, at han blev visiteret nøgen og skulle lave ”et squat” foran personalet, mens han var helt afklædt, og i mangel af forklaringer, der konkret afkræfter dette, sammenholdt med dispositionsnotatet, hvorefter der er sket ”fuld visitation” og forklaringerne fra Person1, Person2 og Persson3 om betydningen heraf, findes det godtgjort, at Klager blev visiteret nøgen og i den forbindelse skulle lave ”et squat”.

Det er efter de afgivne forklaringer derimod ikke godtgjort, at Klager var nøgen ved indskrivningsskranken, eller at der var kvinder til stede under visitationen. Spørgsmålet er herefter, om nøgenvisitation var berettiget i det konkrete tilfælde.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at kropsvisitation af en frihedsberøvet person, herunder med afklædning, ikke i sig selv er i strid med artikel 3, når den gennemføres med et legitimt formål og med passende respekt for menneskelig værdighed.

Hvis der er tale om en mere indgribende foranstaltning, herunder på grund af afklædning, stilles der større krav til nødvendigheden og den måde, hvorpå undersøgelsen gennemføres. Det fremgår af dispositionsnotatet, at indgrebet var begrundet i Klagers ”adfærd og dermed mistanke om, at han kunne have euf i sine underbukserne”.

Person2 har yderligere forklaret, at Klagers adfærd var sådan, at det muligt kunne indikere, at han var påvirket af stoffer, mens både Person1 og Person2 har forklaret, at der ikke forelå konkrete oplysninger om, at Klager var i besiddelse af narkotika.

Retten finder på den baggrund, at Københavns Politi ikke har oplyst tilstrækkeligt konkrete grunde, der gav anledning til at antage, at det var nødvendigt at visitere Klager nøgen som sket. Retten finder således efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at den foretagne visitation gik videre end nødvendigt.

Nøgenvisitationen af Klager var dermed ikke lovlig, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klagers påstand 2 tages således til følge. Godtgørelse Klager har krav på godtgørelse for den skete krænkelse, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13.

Højesteret tog i dommen trykt i U2025.3304H, som vedrørte en nøgenvisitation i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ikke stilling til størrelsen af godtgørelsen herfor, og der ses ikke at foreligge nyere landsretspraksis på området. Godtgørelsen for en legemsundersøgelse var ifølge Rigsadvokatens takster for 2023 1.400 kr.

Under hensyn hertil og til den foreliggende byretspraksis i lignende sager fastsættes godtgørelsen i den foreliggende sag efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder til 4.000 kr.

Episoden den 31. august 2023 Retten lægger efter sagens oplysninger til grund, at politiet blev tilkaldt til Adresse, 2300 Københavns S, med oplysning om en utryghedsskabende mand, der havde smidt ting ud af vinduet og var højtråbende.

Retten lægger efter sagens oplysninger, herunder forklaringen fra politibetjent …, videre til grund, at patruljen rettede henvendelse på Klagers adresse, at … skønnede ham psykisk uligevægtig, at patruljen herefter trak sig tilbage, og at Klager lidt efter forlod lejligheden. Klager gik og råbte, og patruljen fulgte efter ham.

På Arne Jacobsens Allé råbte Klager skældsord og trusler til patruljen, og han slog ud efter politibetjent Person4, som dog undveg. Klager forsøgte herefter at undløbe fra patruljen, hvorefter han blev administrativt frihedsberøvet i medfør af politilovens § 5, stk. 3.

Politibetjent Person5 har endvidere forklaret, at han skønnede Klager påvirket af stoffer, og at Klager talte grimt til betjentene under hele forløbet. Retten finder på baggrund af den adfærd, som Klager udviste, at det i den foreliggende situation var nødvendigt at frihedsberøve ham, jf. politilovens § 5, stk. 3, med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden.

Retten finder på samme baggrund samt på baggrund af Person6’s forklaring om Klagers adfærd efter ankomsten til stationen endvidere ikke, at frihedsberøvelsen varede længere end nødvendigt. Frihedsberøvelsen af Klager den 31. august 2023 findes således lovlig.

Thi kendes for ret

: Den administrative frihedsberøvelse af Klager den 24. maj 2023 godkendes som lovlig.

Københavns Politi skal anerkende at have krænket Klagers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved, at politipersonale ved Københavns Politi den 24. maj 2023 i tidsrummet mellem kl. 19.30 og kl. 20.53 på politistationen Station Bellahøj udsatte Klager for en ydmygende nøgenvisitation, der indebar, at Klager skulle lave et ”squat” foran personalet, mens han var helt afklædt.

Den administrative frihedsberøvelse af Klager den 31. august 2023 godkendes som lovlig. Københavns Politi skal til Klager betale 4.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 27. september 2023. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.