BS-9923/2022-KBH

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 126.9px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

KØBENHAVNS BYRET

DOM

afsagt den 16. januar 2024

Sag BS-9923/2022-KBH

Sagsøger (beskikket advokat Asser Rung-Hansen)

mod

Udlændingenævnet (advokat Peter Alexander Ahlberg)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag har Sagsøger, nedlagt følgende påstande:

1) Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021 ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling.

2) Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023 om udvisning med indrejse-forbud i 2 år ophæves.

Sagsøgte, Udlændingenævnet, nedlagt påstand om frifindelse over for begge påstande.

Sagen angår prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021, som stad-fæstede Udlændingestyrelsens afgørelser af 1. maj 2019, og Udlændingenæv-nets afgørelse af 26. juni 2023, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 27. september 2022.

2

Afgørelsen af 5. maj 2021 vedrører sagsøgeren og to af hans børn - Person 1 og Person 2 - og tager stilling til både bortfald af deres op-holdstilladelse, afvisning af sagsøgers ansøgning om opholdstilladelse som selvstændigt erhvervsdrivende samt afslag på opholdstilladelse til hans to børn.

Afgørelsen af 26. juni 2023 vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indrejseforbud-det på 2 år, som er meddelt sagsøger i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1, er en ny restriktion i strid med stand still-forpligtelsen i artikel 41 i tillægsprotokollen.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling jf. retsplejelovens § 218a, stk. 2.

Oplysninger i sagen

Sagsøger, der er tyrkisk statsborger, var indtil 2014 erhvervsaktiv i Dan-mark som direktør for Virksomhed ApS 1. Han havde såvel opholds- som arbejdstilladelse.

I 2014 fik hans ægtefælle Person 3 afslag på familiesam-menføring ved Justitsministeriets afgørelse af 11. marts 2014, og hun blev udvist af Danmark med henvisning til manglende opfyldelse af et krav om tilknytning til Danmark jf. dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. EU-Domstolen fastslog ved dom af 10. juli 2019 i sag C-89/18, at tilknytningskravet var i strid med As-socieringsaftalen mellem EF og Tyrkiet.

Person 3's sag blev herefter gen-op-taget i Udlændingestyrelsen. Hendes ansøgning om opholdstilladelse blev den 9. juni 2021 afslået, idet den person, hun søgte sig familiesammenført med – sagsøger – ikke længere boede i Danmark, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at der alligevel skulle meddeles opholdstilladelse.

Person 3 på-klagede afgørelsen til Udlændingenævnet, som den 22. februar 2022 stadfæ-stede Udlændingestyrelsens afgørelse.

Efter det oplyste bor Sagsøger, Person 3, Person 1 og Person 2 nu sammen i Tyrkiet.

Af Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021, der er fremsendt til Sagsøgers daværende Advokat fremgår følgende:

”--- Udlændingenævnet har nu behandlet din klage af 24. juni 2019 over Udlæn-dinge-styrelsens afgørelser af 1. maj 2019 vedrørende Sagsøger og hans to børn, Person 1 og Person 2.

3

Udlændingenævnet har endvidere behandlet din klage af 27. januar 2021 over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI's) afgørelse af 20. januar 2021 vedrørende Sagsøger.

Der henvises til din fuldmagt af 7. maj 2019.

Ved behandlingen af klagen har Udlændingenævnet gennemgået sagens akter samt vurderet det, som du har anført i dit brev af 24. juni 2019 med bilag samt i dit brev af 27. januar 2021 med bilag.

Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelser.

Sagsøgers og hans to børns opholdstilladelser er således bortfaldet, og bør-nene kan endvidere ikke meddeles nye opholdstilladelser i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, jf. § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet finder endvidere ikke grundlag for at ændre SIRI's afgø-relse. Sagsøgers ansøgning om opholdstilladelse som selvstændig er-hvervsdrivende i Danmark efter udlændingelovens § 9 p, stk. 1, blev således af-vist med rette og vil ikke blive behandlet.

Hvis Sagsøger, Person 1 og Person 2 ikke allerede er udrejst af Danmark, påhviler det dem fortsat at udrejse i overensstemmelse med den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist. …

Retsregler Udlændingeloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020 som senest ændret ved lov nr. 721 af 27. april 2021.

Vedrørende udlændingelovens § 17

Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., bortfalder en opholdstilladelse, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden føl-gende måneder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlæn-dingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende må-neder.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

4

Efter praksis vil en sådan ansøgning f.eks. kunne imødekommes i de tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende til-bage til Danmark, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Bestemmelsen er endvidere blevet anvendt i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, før den pågældende udrejste af Danmark.

Afgørelsen beror på en skønsmæssigt præget vurdering, jf. også Den Europæi-ske Menneskerettighedskonvent (EMRK) artikel 8, hvor også udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet samt udlændingens familiemæs-sige og anden tilknytning her til landet kan tale for imødekommelse af en an-søgning om bevarelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. …

Vedrørende udlændingelovens § 9 p. stk. 2

Efter udlændingelovens § 9 p, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse til en udlænding, der ifølge Danmarks internatio-nale forpligtelser, jf. § 45, er berettiget til at arbejde her i landet.

Efter udlændingelovens § 9 p, stk. 2, kan en ansøgning om opholdstilladelse ef-ter stk. 1, 1. pkt., kun indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold i medfør af§§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvis ingen særlige grunde taler herimod.

En udlænding, som har fået tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, kan også, medmindre særlige grunde taler herimod, indgive ansøgning om ophold-stilladelse efter stk. 1, 1. pkt.

Hvis udlændingen ikke har lovligt ophold, jf. 1. pkt., kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt., ikke indgives her i landet, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges ud-lændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændin-gen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske sær-lige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

Hvis udlændingen har fået fastsat en udrejsefrist, kan ansøgning om op-holdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt., ikke indgives heri landet, medmindre Dan-marks internationale forpligtelser kan tilsige det. Hvis udlændingen har fået fastsat en udrejsefrist, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt., ikke indgives her i landet, medmindre Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

5

Den 12. september 1963 underskrev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet en associeringsaftale.

Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder i artikel 13 en stand still-klau-sul vedrørende arbejdstagere og deres familier, som medfører, at Tyrkiet og medlemsstaterne ikke efter ikrafttræden af afgørelsen den 1. december 1980 må indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæfti-gelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har opnået opholds-og arbejdstilladelse efter de nationale regler herom.

Stand still-klausulen indebærer, at de nationale regler, som skal finde anven-delse ved første indrejse for en tyrkisk statsborger, der agter at gøre brug af en økonomisk frihed, er de regler, som er mest lempelige siden ikrafttrædelsen af tillægsprotokollen og frem til i dag.

Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen Sagsøger er Født (1974) og er statsborger i Tyrkiet. Sagsøger ægtefælle, Person 3, er Født (1979) og er statsborger i Tyrkiet. Sagsøger og Person 3's to fællesbørn, Person 1 og Person 2, er Født (2008) og Født (2009), og er begge statsborgere i Tyrkiet.

Det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at Sagsøger er registre-ret indrejst i Danmark fra Tyrkiet den 28. september 2000.

Det fremgår af Udlændingeinformationsportalen (UIP), at Sagsøger den 28. september 2000 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført, og at han den 24. september 2003 fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Det fremgår af opholdstilladelsen af 24. september 2003 blandt andet, at op-holds-tilladelsen ville bortfalde, hvis Sagsøger opgav sin bopæl i Dan-mark, eller hvis han havde et længerevarende ophold uden for Danmark.

Det fremgår endvidere af UIP, at Person 1 den 22. november 2008 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført, og at denne op-holdstilladelse var gyldig til den 16. juli 2026.

Det fremgår derudover af UIP, at Person 2 den 15. december 2009 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført, og at denne opholdstilla-delse var gyldig til den 5. november 2027.

6

Det fremgår af opholdstilladelserne af 22. november 2008 og af 15. december 2009 blandt andet, at børnenes opholdstilladelser ville bortfalde, hvis de opgav deres bopæl i Dan- mark, eller hvis børnene havde et længerevarende ophold uden for Danmark.

Det fremgår endvidere af CPR, at Sagsøger og børnene i perioden fra den 15. juli 2014 til den 28. august 2014 har været uden bopæl, og at de alle 3 udrej-ste af Danmark den 28. august 2014.

Den 11. september 2014 indgav Sagsøger til Udlændingestyrelsen en an-søgning om dispensation fra bortfald af hans egen og børnenes opholdstilladel-ser i Danmark under henvisning til at udnytte erhvervsmuligheder i Sverige i en toårig periode.

Den 22. december 2015 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på dispen-sation fra bortfald af Sagsøgers og børnenes opholdstilladelser. Udlændin-gestyrelsen oplyste i den forbindelse, at Sagsøger og børnene senest den 4. februar 2016 skulle være tilmeldt CPR med fast adresse i Danmark, såfremt de ønskede at bevare deres opholdstilladelser i Danmark.

Afgørelsen af 22. december 2015 ses ikke påklaget til Udlændingenævnet.

Det fremgår herefter af CPR, at Sagsøger og børnene blev tilmeldt Adresse, 4500 Nykøbing Sjælland, den 11. januar 2016, at børnenes tilmelding til denne adresse den 31. oktober 2016 blev annulleret, og at børnene siden har været registreret som udrejst af Danmark.

Ved e-mail af 16. februar 2018 til Udlændingestyrelsen oplyste Sagsøger, at hans børn er født i Danmark, at de har gået i børnehave her i landet, at han havde problemer med at få sine børn tilmeldt på sin nye bopælsadresse i CPR, idet han og børnene tidligere havde stået uden adresse, at han derfor ønskede en bekræftelse fra Udlændingestyrelsen på, at hans børn havde opholdstilla-delse i Danmark, således at børnene kunne gentilmeldes CPR, og at hans ægte-fælle boede i Tyrkiet.

Ved brev af 26. februar 2018 anmodede Udlændingestyrelsen Sagsøger om at udfylde og fremsende ansøgningsskemaerne BF2 og BF3 vedrørende sig og sine børn, og derudover om at fremsende oplysninger om, hvor Sagsøger og hans børn havde opholdt sig i perioden fra den 15. juli 2014 og frem til Ud-lændingestyrelsens anmodning af 26. februar 2018, dokumentation for årsagen til deres lange ophold i udlandet, såfremt de havde været udrejst, eller doku-mentation for, at de hele tiden havde opholdt sig i Danmark, og alternativt do-kumentation for de perioder, hvor Sagsøger og børnene havde været i Danmark.

7

Ved e-mail af 28. februar 2018 til Udlændingestyrelsen fremsendte Sagsøger en bekræftelse af den 7. februar 2017 fra Malmø Kommune, hvoraf det fremgik, at børnene havde været indskrevet på Skole 1 i perioderne fra den 15. august 2016 til den 21. december 2016 samt fra den 11. januar 2017 til den 16. juni 2017.

Den l. marts 2018 fremsendte Sagsøger til Udlændingestyrelsen et ansøg-ningsskema vedrørende dispensation fra bortfald, hvoraf det fremgår blandt andet, at Sagsøger og børnene, Person 1 og Person 2, udrejste af Danmark til Sverige i oktober 2014, at Sagsøger opholdt sig i Sverige i omkring 10 måneder, at han herefter rejste tilbage til Danmark den 10. februar 2016, at hans datter, Person 4, fik afslag på opholdstilla-delse i Danmark, at dette var årsagen til, at Sagsøger, Person 1 og Person 2 flyttede til Sverige, at Person 4 efterfølgende fik opholdstilladelse i Danmark. og at Sagsøger som følge heraf ønsker bo i Danmark sammen med sine 3 børn.

Ved e-mail af 14. december 2018 anmodede Udlændingestyrelsen Odsherred Kommune om deres akter i sagen vedrørende annulleringen af Sagsøgers børns tilmelding til CPR.

Ved e-mail af 17. december 2018 med bilag til Udlændingestyrelsen fremsendte Odsherred Kommune akter vedrørende børnene. Det fremgår af akterne blandt andet, at Odsherred Kommune i 2016 blev underrettet om, at børnene ikke modtog un-dervisning i Danmark, og at Odsherred Kommune havde modtaget dokumen-tation for, at børnene var indskrevet på en skole i Sverige.

Vedlagt var journalrapport fra Odsherred Kommune, hvoraf det fremgår blandt andet, at Sagsøger den 12. januar 2016 henvendte sig til Odsherred Kom-mune og oplyste, at han delte adresse med Person 5, at Person 5 den 31. oktober 2016 til kommunen imidlertid oplyste, at Sagsøger kun boede hos ham engang imellem, men reelt opholdt sig i Sverige, og at Sagsøger samme dag til kommunen oplyste, at hans børn boede hos deres mor i Sverige, hvor børnene gik i skole.

Det fremgår af akterne fra Odsherred Kommune, at kommunen formodede, at Sagsøger og børnene boede i Sverige i perioden fra den 11. januar 2016 til den 10. november 2016.

Den 19. december 2018 anmodede Udlændingestyrelsen om Sagsøgers be-mærkninger til oplysningerne fra Odsherred Kommune.

8

Den 5. januar 2019 fremsendte Sagsøger til Udlændingestyrelsen børnenes elevstamkort fra Skole 2 i By 1 for skoleåret 2018/2019, hvoraf det fremgår blandt andet, at Person 1 var indskrevet på Skole 3 i Danmark i perioden fra den 1. august 2014 til den 28. august 2014, at han var indskrevet på Skole 2 i Danmark i perioden fra den 20. fe-bruar 2018 til tidspunktet for Sagsøgers bemærkninger den 5. januar 2019, og at Person 1 var registreret som statsudsendt i perioden fra den 8. oktober 2014 til den 31.juli 2015.

Det fremgår endvidere af elevstamkortet, at Person 2 var indskrevet på Skole 2 i Danmark i perioden fra den 20. februar 2018 til tidspunktet for Sagsøgers bemærkninger den 5. januar 2019, og at både Person 1 og Person 2 er registreret som udrejst af Danmark.

Udlændingestyrelsen traf den 1. maj 2019 afgørelse om, at Sagsøgers, Person 1's og Person 2's opholdstilladelser var bortfal-det, jf. udlændingelovens § 17. De blev i den forbindelse pålagt at udrejse af Danmark straks.

Udlændingestyrelsen meddelte samme dag Person 1 og Person 2, at de ikke kunne få en ny opholdstilladelse i Danmark som fami-liesammenførte, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 21.

Ved brev af 20. juni 2019 med bilag, modtaget i Udlændingenævnet den 24. juni 2019, påklagede du Udlændingestyrelsens afgørelser af I. maj 2019 til Udlæn-dingenævnet.

Du har til støtte for klagen anført blandt andet, at det efter din opfattelse er kri-tisabelt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til Sagsøgers rets-stilling efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.

Du har til støtte for klagen derudover anført, at Sagsøger havde fast adresse i Danmark og var tilmeldt CPR fra den 11. januar 2016, at bopælsbegre-bet ikke indebærer, at den pågældende skal opholde sig på sin adresse alle døg-nets timer, og at der således efter din opfattelse ikke er grundlag for bortfald af Sagsøgers og børnenes opholdstilladelser.

Du har til støtte for klagen endvidere anført, at børnene boede hos deres mor i Sverige indtil den 16. juni 2017 grundet børnenes skolegang i Sverige, men at hele familien herefter vendte tilbage til Danmark, at familien den l. februar 2018 flyttede til By 1, og at børnene i foråret 2018 blev indskrevet på en dansk skole med opstart i august 2018.

9

Du har til støtte for klagen tillige anført, at Udlændingestyrelsen i deres afgørel-ser om bortfald af 1. maj 2019 ikke har taget stilling til, at børnene har en selv-stændig tilknytning til Danmark, og at det som følge heraf vil være byrdefuldt for børnene at flytte til et andet land.

Du har til støtte for klagen ligeledes anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser af l. maj 2019 efter din opfattelse ikke er korrekt vurderet, idet du i den forbin-delse henviser til børnenes tarv, herunder at børnene er født i Danmark, at de taler dansk, at de har gået i skole i Danmark, bortset fra en kort periode, hvor de boede og gik i skole i Sverige, at børnene aldrig har boet i Tyrkiet, og at de ikke har meget familie i Tyrkiet.

Du har til støtte for klagen endelig anført, at Sagsøger har drevet selvstæn-dig virksomhed gennem Virksomhed ApS 2, CVR nr., siden den l. januar 2019, at han efter din opfattelse har ret til at opholde sig i Danmark, idet hans ret til at drive virksomhed ellers vil være en illusion efter TP Artikel 41, og at Sagsøger derudover i perioden fra den 1. juli 2016 til den 31. december 2018 har arbejdet hos Virksomhed ApS 3.

Vedlagt klagen var blandt andet et brev fra ATP, hvoraf det fremgår blandt an-det, at Sagsøger i perioden fra 2001 til 2019 har indbetalt et beløb på i alt 42.753,04 kr.

Den 7. september 2020 indgav du på vegne af Sagsøger en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter udlæn-dingelovens § 9 p til SIRI.

Det fremgår af ansøgningen blandt andet, at Sagsøger sammen med Person 6 ejer virksomheden Virksomhed ApS 2, CVR nr., at de hver ejer 50% af virksomheden, at Sagsøger står for driften af restauran-ten, og at Person 6 står for den administrative del.

Det fremgår endvidere af ansøgningen, at Sagsøger har boet i Danmark si-den 2000, bortset fra en periode på omtrent 1 år i 2015, hvor han drev virksom-hed i Sverige.

Det fremgår derudover af ansøgningen, at Sagsøger efter din opfattelse, under henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, herunder sær-ligt Artikel 9, standstill-reglen og effektivitetsreglen, har ret til at opholde sig og drive selvstændighed virksomhed i Danmark.

Vedlagt ansøgningen var blandt andet kopi af udskrift fra Erhvervsstyrelsen af 31. august 2020, hvoraf det fremgår blandt andet, at Sagsøger ejer 50% af

10

virksomheden Virksomhed ApS 2, CVR nr., og kopi af virksomhedens års-rapport af 17. august 2020.

Den 20. januar 2021 afviste SIRI at behandle Sagsøgers ansøgning af 7. sep-tember 2020 om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig erhvervsdri-vende under henvisning til, at han på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark. Sagsøger blev i den forbindelse på ny pålagt at udrejse af Danmark straks.

Ved brev af 21. januar 2021, modtaget i Udlændingenævnet den 27. januar 2021, med bilag påklagede du SIRI's afgørelse af 20. januar 2021 vedrørende Sagsøger til Udlændingenævnet.

Du har til støtte for klagen anført blandt andet, at Sagsøger med stor suc-ces driver selvstændig virksomhed i Danmark, at han har drevet denne virk-somhed gennem en årrække, og at han i forbindelse med ansøgningen har do-kumenteret driften af virksomheden.

Du har til støtte for klagen endvidere anført blandt andet, at det er din opfat-telse, under henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, at Sagsøger har ret til drive selvstændig virksomhed i Danmark efter de samme reg-ler som efter EU-retten, og at Sagsøger som følge heraf har ret til at op-holde sig i Danmark efter EU-retten.

Du har til støtte for klagen derudover anført blandt andet, at både Sagsøger og hans familie har opholdt sig i Danmark i en årrække, at de fortsat op-holder sig her i landet, at det efter din opfattelse er uforholdsmæssigt, hvis Sagsøger ikke fortsat kan blive i Danmark og drive virksomhed, og at du i den forbindelse henviser til, at det efter din opfattelse ikke er i overensstem-melse med hverken udlændingelovens § 9 p eller Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.

Vedlagt klagen var blandt andet kopi af udskrift fra www.nyidanmark.dk. hvoraf reglerne om EU-ophold som selvstændig erhvervsdrivende beskrives.

Ved Udlændingenævnets opslag af 21. april 2021 i det elektroniske indkomstre-gister eIndkomst, der er et register indeholdende oplysninger om borgeres ind-tægtsforhold, fremgår det, at Sagsøger har været i beskæftigelse mellem 130 timer og 175 timer om måneden i perioden fra juli 2016 og frem til nu.

Vurdering vedrørende bortfald af opholdstilladelserne

Udlændingenævnet finder, at Sagsøgers og hans to børns, Person 1's og Person 2's, opholdstilladelser må anses for bortfaldet,

11

idet de har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende må-neder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at Sagsøger og børnene i perioden fra den 15. juli 2014 til den 28. august 2014 har været uden bopæl, at de udrejste af Danmark den 28. august 2014, og at bør-nene ikke efterfølgende ses at være registreret genindrejst i Danmark.

Det forhold, at det fremgår af CPR, at Sagsøger og børnene blev tilmeldt en adresse i Odsherred Kommune den 11. januar 2016, kan ikke føre til en æn-dret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Sagsøger ifølge det oply-ste delte adresse med Person 5, at Person 5 den 31. oktober 2016 til Odsherred Kommune imidlertid har oplyst, at Sagsøger kun boede hos ham en gang imellem, og at han reelt opholdt sig i Sverige, og at børnenes tilmelding i CPR af 11. januar 2016 på en adresse i Odsherred Kommune blev annulleret den 31. oktober 2016. hvorfor Udlændingenævnet finder, at de ikke kan anses for at have genoptaget deres ophold i Danmark fra den 11. januar 2016.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at børnene i perioderne fra den 15. august 2016 til den 21. december 2016 samt fra den 11. januar 2017 til den 16. juni 2017 har været indskrevet på Skole 1 i Sverige, og at Sagsøger den 31. oktober 2016 til Odsherred Kommune selv har oplyst, at børnene gik i skole i Sverige og boede hos deres mor, Person 3.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af Person 1's elevstamkort for skoleåret 2018/2019, at Person 1 var registreret som statsudsendt i perioden fra den 8. oktober 2014 til den 31. juli 2015.

Det er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du har oplyst, at børnene grundet deres skolegang boede hos deres mor i Sverige indtil den 16. juni 2017, men at hele familien herefter vendte tilbage til Danmark, at familien den I. februar 2018 flyttede til By 1, og at børnene i foråret 2018 blev indskre-vet på en dansk skole med opstart i august 2018.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ovenfor anførte ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke ændrer ved, at Sagsøger og bør-nene ubestridt i perioden fra den 15. juli 2014 til den 28. august 2014 har været uden bopæl, at de udrejste af Danmark den 28. august 2014, og at de ikke kan anses for at have genoptaget deres ophold i Danmark fra den 11. januar 2016.

12

Udlændingenævnet lægger på denne baggrund til grund, at Sagsøger alene har haft adresse i Danmark hos Person 5 for at opfylde betingel-sen anført i Udlændingestyrelsens brev af 22. december 2015 om, at Sagsøger og børnene skulle tilmelde sig en adresse i Danmark for ikke at miste deres opholdstilladelser, og at familien således ikke har haft et reelt ophold i Dan-mark siden den 28. august 2014, hvor de udrejste af landet.

Udlændingenævnet finder i forlængelse heraf, at Sagsøger og hans to børn har været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Udlændingenævnet finder endvidere, at Sagsøger og hans børn ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af deres opholdstilladelser, jf. udlændinge-lovens§ 17, stk. 3.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at Sagsøgers og børnenes opholdstil-ladelser ikke skal anses for bortfaldet.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du har anført, at Sagsøger Sagsøger havde fast adresse i Danmark og tilmeldte sig CPR fra den 11. januar 2016, at bopælsbegrebet ikke indebærer, at den pågældende skal opholde sig på sin adresse alle døgnets timer, og at der således efter din opfattelse ikke er grund-lag for bortfald af Sagsøgers og børnenes opholdstilladelser.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurde-ring.

Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det vægt, at reglerne om bort-fald fremgår udtrykkeligt af Sagsøgers opholdstilladelse af 24. september 2003 og af børnenes opholdstilladelser af henholdsvis 22. november 2008 og 15. december 2009, ligesom det fremgår, at de kan miste deres ret til ophold i Dan-mark, hvis de ikke opfylder en eller flere af betingelserne for opholdstilladel- serne, eller hvis de opgiver deres bopæl i Danmark eller opholder sig mere end 12 sammenhængende måneder uden for Danmark.

Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at det er den enkelte udlændings eget ansvar at gøre sig be-kendt med betingelserne for pågældendes opholdstilladelse.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Sagsøger ikke har er-klæret sig uenig i oplysningerne fra Odsherred Kommune, og at han ikke i for-bindelse med Udlændingestyrelsens partshøring af 19. december 2018 har op-lyst om eller dokumenteret, at han og børnene har haft et reelt ophold i Dan-mark siden den 11. januar 2016.

13

Udlændingenævnet finder desuden, at det ikke kan føre til en ændret vurde-ring, at du i forbindelse med klagen har anført, at Sagsøger og hans børn har en stærk tilknytning til det danske samfund, idet Sagsøger har boet i Danmark siden 2000, og idet børnene er født i Danmark, taler dansk og har gået i skole i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Sagsøger og hans børn hverken ved deres ophold i Danmark, Sagsøgers tilknytning til arbejds-markedet e1ler ved deres sproglige kundskaber, kan anses for at have opnået en sådan tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øv-rigt, at Sagsøgers og hans børns opholdstilladelser ikke bør anses for bort-faldet.

Det forhold, at du i klagen har anført, at Sagsøger har drevet selvstændig virksomhed gennem Virksomhed ApS 2, CVR nr., siden den 1. januar 2019, at han efter din opfattelse har ret til at opholde sig i Danmark, idet hans ret til at drive virksomhed ellers ville være en illusion efter TP artikel 41, og at Sagsøger derudover i perioden fra den 1. juli 2016 til den 31. december 2018 har arbejdet hos Virksomhed ApS 3, ligesom det bekræftes i eIndkomst, at Sagsøger har været i beskæftigelse, finder Udlændingenævnet, ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det forhold, at Sagsøger har arbejdet i Danmark efter sin udrejse af landet den 28. august 2014, ikke kan medføre dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse, idet han ikke i denne periode har haft lovligt ophold i Danmark.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset at Person 1 og Person 2 er født i Danmark, har de fortsat ikke opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at deres opholdstilladelser ikke bør anses for bortfaldet, idet de udrejste af Danmark den 28. august 2014 i en alder af hen-holdsvis 4 og 6 år.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at børnene ikke har haft den væsentlige del af deres formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den på-gældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.

Det kan herudover ikke føre til en ændret vurdering, at du i forbindelse med klagen ligeledes har anført, at det som følge af børnenes tilknytning til Dan-

14

mark vil være byrdefuldt for børnene at flytte til et andet land, at børnene al-drig har boet i Tyrkiet, og at de ikke har meget familie i Tyrkiet.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at retten til familieliv efter EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenfø-ring, da det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

Udlændingenævnet skal endelig henvise til, at Sagsøger indrejste i Dan-mark den 28. september 2020 som 26-årig, og at han således har levet største-delen af sit liv i Tyrkiet, hvorfor Udlændingenævnet finder, at Sagsøger fortsat må have en væsentlig tilknytning til og et større netværk i sit hjemland, hvor det i øvrigt må antages, at hans ægtefælle og børnenes mor ligeledes op-holder sig.

Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at Sagsøgers datter, Person 4, fik afslag på sin ansøgning om opholdstil-ladelse i Danmark, og a t dette er årsagen til, at han og børnene flyttede til Sve-rige, således at hele familien kunne bo sammen i Sverige. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold ikke kan anses for at være et velbe-grundet formåJ med at udrejse, hvorfor det ej heller kan medføre dispensation fra bortfald jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder Udlændinge-nævnet således, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Dan-marks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse Sagsøger og børnenes opholdstilladelser i Danmark for bortfaldet.

Vurdering vedrørende opholdstilladelser efter § 9, stk. 1, nr. 2

Udlændingenævnet finder, at Sagsøgers børn, Person 1 og Person 2, ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter, at deres tidligere opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, jf. § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hensynet til barnets tarv ikke taler for, at børnene på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at uanset at Sagsøgers børn er født i Danmark, har de fortsat ikke opnået en sådan stærk til-knytning til Danmark, at de på ny skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.

15

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene, jf. afsnittet ovenfor vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), ikke har haft den væsent-lige del af deres formative år i Danmark.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til støtte for klagen har henvist til barnets tarv, herunder at børnene er født i Danmark, at de taler dansk, at de har gået i normal skole i Danmark, bortset fra en kort periode hvor de boede og gik i skole i Sverige, at børnene aldrig har boet i Tyrkiet, og at de ikke har meget familie i Tyrkiet.

Udlændinge-nævnet har herved lagt vægt på, at børnene op-rindeligt udrejste til Sverige sammen med deres far, at hverken Sagsøger eller børnenes mor har opholdstilladelse i Danmark, og at det er i børnenes tarv fortsat at bo sammen med en af eller begge deres forældre i Tyrkiet, hvor de er statsborgere. Person 1 og Person 2 er såle1es ikke er uden netværk eller relevante omsorgspersoner i Tyrkiet.

Udlændingenævnet skal endvidere henvise til, at Person 1 og Person 2 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis 4 år og 6 år, og at børnene herefter, jf. be-grundelsen ovenfor, ikke kan anses for at have genoptaget et reelt og faktisk op-hold i Danmark. Henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Dan- mark finder Udlændingenævnet således, at de ikke kan anses for at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det må anses for uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo sammen med deres far og øvrige familie i Tyrkiet.

Udlændingenævnet finder efter det anførte, at der ikke foreligger sådanne for-hold, der taler for, at det vil være bedst stemmende med barnets tarv at med-dele Person 1 og Person 2 opholdstilladelser i Danmark på ny .

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelser af 1. maj 2019.

Vurdering vedrørende afvisning Udlændingenævnet finder, at SIRI med rette afviste Sagsøgers ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende, jf. udlæn-dingelovens § 9 p, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af udlændingelovens § 9 p, stk. 2, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 p, stk. 1, kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlæn-

16

dingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Sagsøger den 7. september 2020, hvor SIRI modtog hans ansøgning om opholdstilladelse som selvstændig erhvervsdrivende, ikke opholdt sig lovligt i Danmark, idet ansøg-ningen blev indleveret efter, hans opholdstilladelse bortfaldt den 1. maj 2019, i hvilken forbindelse han blev pålagt at udrejse af Danmark straks.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at Sagsøger med stor succes driver selvstændig virk-somhed i Danmark, at han har drevet sin virksomhed gennem en årrække, og at han i forbindelse med ansøgningen har dokumenteret driften af sin virksom-hed.

Det er ligeledes indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at både Sagsøger og hans familie har op-holdt sig i Danmark i en årrække, og fortsat opholder sig her i landet, at det ef-ter din opfattelse er uforholdsmæssigt, hvis Sagsøger ikke fortsat kan blive i Danmark og drive virksomhed, og at du i den forbindelse henvi ser til, at det efter din opfattelse ikke er i overensstemmelse med hverken udlændingelovens § 9 p eller Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurde-ring.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ovenfor anførte ikke ændrer ved den omstændighed, at ansøgningen er indgivet under på et ulovligt op-hold, idet ansøgningen om opholdstilladelse fortsat først ses at være indgivet den 7. september 2020 uden at der er fremlagt dokum e ntation for at SagsøgerSagsøger Sagsøger skulle være udrejst af Danmark, og idet det fremgår af sagen, at Udlæn-dingestyrelsen den 1. maj 2019 pålagde Sagsøger at udrejse af Danmark straks .

Det fremgår af betænkning om udlændingeloven nr. 882 af 1979, side 161, at an-søgninger om førstegangstilladelser normalt skal indgives til en dansk repræ-sentation i udlandet og at dette er en formel vigtig regel. Endelig fremgår det, at baggrunden for bestemmelsen om, at en udlænding normalt skal have opnået sin førstegangstilladelse inden indrejse, er myndighedernes mulighed for at udøve generel udlændingekontrol.

Udlændingenævnet henviser herefter til, at betingelsen om, at en ansøgning om opholdstilladelse skal indgives fra ansøgeres hjemland, hvis ansøgeren ikke har

17

lovligt ophold, er begrundet i et tvingende alment hensyn, nemlig at sikre of-fentlig orden gennem myndighedernes mulighed for at udøve udlændingekon-trol.

Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger undskyldelige om- stændigheder eller oplysninger om, at en afvisning vil være i strid med Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention (EMRK).

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om personlige forhold, herunder væsentlige helbredsmæssige forhold eller lignende omstændigheder, der i medfør af EMRK artikel 8 kan be-virke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise Sagsøger til at indrejse i Tyrkiet, hvor han er stats-borger for at indgive en ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet.

I

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI' s afgørelse af 20. januar 2021. …”

Af Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023 om udvisning med indrejse-forbud i 2 år fremgår bl.a. følgende:

” … You are expelled from Denmark with entry prohibition for 2 years.

The Immigration Appeals Board affirms the decision of the Danish Immigration Service of 27 September2 022 by which you were expelled from Denmark with entry prohibition for 2 years to all EU countries (except Ireland) and Schengen-associated countries (Norway, Liechtenstein, Switzerland and Iceland) accord-ing to section 25 b and section 32 (4) (1) of the Danish Aliens Act.

As you departed from Denmark to Turkey on 30 January 2023, your entry ban is in force until 30 January 2025. …

Af bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 3 (lovfor-slag nr. L 189 fremsat den 5. maj 2020) fremgår det af side 166:

”Den foreslåede § 32, stk. 3, indebærer, at myndighederne kan undlade at ud-stede et indrejseforbud i tilfælde, hvor udlændingen selv eller udlændingens nærmeste familie pludselig er blevet meget alvorligt syg, eventuelt hospitals-indlagt, og udlændingen derfor ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen, eller tilfælde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a, hensynet til familiens enhed, gør, at den pågældende ikke bør

18

meddeles et indrejseforbud trods overskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse straks.

Andre særlige grunde til at undlade et indrejseforbud ka være, at overskridel-sen af udrejsefristen ikke skyldes forhold hos udlændingen, eller som kan læg-ges udlændingen til last, f.eks. mangelfuld eller forkert vejledning fra myndig-hedernes side om ret til ophold. Særlige grunde kan desuden bero på tred-jelandsstatsborgerens alder, f.eks. hvor der er tale om en uledsaget mindreårig.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor myndighederne efter en konkret og individuel vurdering, finder at fastsættelse af et indrejsefor-bud vil være uproportionalt henset til sagens konkrete omstændigheder, f.eks. i en situation, hvor en udlænding, der uforvarende har haft meget kortvarigt ulovligt ophold, og som derfor pålægges at udrejse straks, meddeles et indrejse-forbud, der indebærer, at den pågældende som udgangspunkt afskæres fr mu-ligheden for at opnå familiesammenføring i 2 år ” …

Derfor udvises du med indrejseforbud i 2 år

Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af 27. septem-ber 2022 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at der verserer en sag ved domstolen om din opholdsret i Danmark, og at udvisningssagen bør afvente rettens resultat, kan ikke føre til en anden vurdering, da anlæggelse af en retssag mod Udlæn-dingenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse ophæves og hjemvises til fornyet behandling, ikke har opsættende virkning, og Udlændingenævnets af-gørelse derfor fortsat er gældende. Du opholdt dig således ulovligt i Danmark på tidspunktet for politiets anholdelse og sigtelse for ulovligt ophold.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at skulle retten nå frem til, at Udlændingenævnets afgørelse vedrørende bortfald af din opholdsret i Dan-mark er forkert og hjemviser denne til fornyet behandling, vil Udlændingenæv-net samtidig genoptage din udvisningssag.

Det kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der ikke er taget stilling til de EU-retlige udvisningsregler, da du er statsborger i Tyrkiet og derfor ikke er omfattet af EU-reglerne om retten til fri bevægelighed og de lempeligere udvisningsregler, der gælder for EU-borgere.

19

Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens vurde-ring af udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Tyr-kiet, at Udlændingestyrelsen i maj 2019 konstaterede at din opholdstilladelse var bortfaldet, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Det er indgået i denne vurdering, at du tidligere har boet sammen med din æg-tefælle og børn i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurde-ring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af Hjemrej-sestyrelsens udrejserapport, at du er udrejst af Danmark til Tyrkiet sammen med din ægtefælle og dine børn.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejse-forbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der tal er herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. …”

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende:

”… Udlændingemyndighederne har sat sagsøger og sagsøgers familie i en helt uaccep-tabel situation, hvor familien uforskyldt i ca. 15 år har måtte leve med usikkerhed om dens ret til at bo i Danmark, og hvor familien nu i to omgange er blevet tvunget til at flytte ud af landet og afbryde børnenes skolegang, sociale relationer m.v.

Myndighederne har således ikke anerkendt sagsøgers ægtefælles krav på familie-sammenføring. Det førte efter en langvarig proces til, at familien i 2014 måtte flytte ud af landet.

20

Da EU-domstolen i 2019 fastslog, at den danske praksis vedr. afvisning af familie-sammenføring var ulovlig i situationer som sagsøgers, blev familien ikke tilbudt nogen form for genopretning eller erstatning. Tværtimod, har myndighederne blot opstillet yderligere forhindringer for, at sagsøger kan udnytte sine rettigheder i henhold til Associeringsaftalen.

Udlændingenævnet har således nægtet opholdstil-ladelse til såvel sagsøger som sagsøgers hustru, med henvisning til, at sagsøger for-lod landet i 2014 og ikke genoptog ”reelt ophold” inden for den af Udlændingesty-relsens fastsatte frist - selv om dette reelt var umuligt, hvis sagsøger ønskede at op-retholde et familieliv med sin udviste hustru. Derudover blev sagsøger udvist med indrejseforbud i hele Schengen i 2 år.

Sagsøger er således for anden gang jaget ud af landet med sin hustru og to børn, der begge er født i Danmark.

Udlændingemyndighedernes håndtering af sagen, herunder den manglende vilje til at stille sagsøger og sagsøgers familie, som familien havde været stillet, hvis myndighederne fra start havde anerkendt sagsøgers og sagsøgers hustrus rettighe-der i henhold til Associeringsaftalen, indebærer, at Associeringsaftalen fratages dens effektive virkning (effet utile) i strid med det grundlæggende princip om EU-reglers effektive virkning.

Det er en kendt sag, at der fra politisk side er tilkendegivet ønsker om at ”gå til grænsen” i forhold til håndtering af udlændingelovgivningen og fortolkningen af internationale forpligtelser. Det er derfor afgørende, at uafhængige domstole er indstillede på at gribe ind og sikre korrektion, når myndighederne går for vidt.

Bortfald af tidligere opholdstilladelse:

Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse den 1. maj 2019 om bortfald af sagsøgers opholdstilladelse er uberettiget og i strid med pro-portionalitets-princippet, da sagsøgers udrejse ulovligt er blevet påtvunget sagsø-ger og sagsøgers familie ved den Udlændingenævnets ulovlige afslag på ophold-stilladelse til sagsøgers hustru. Havde det ikke været for den ulovlige udvisning af sagsøgers hustru, ville sagsøger slet ikke have haft behov for at rejse til Sverige.

Sagsøger er i enhver henseende uden skyld i, at de danske myndigheder traf en ulovlig afgørelse om udvisning af sagsøgers hustru.

Myndighederne, herunder Udlændingenævnet og Udlændingestyrelsen, har efter almindelige forvaltningsretlige principper en forpligtelse til at sikre, at ulovlige be-byrdende afgørelser ikke håndhæves, og at der om nødvendigt sker genoptagelse af sager med henblik på at sikre, at borgernes retsstilling genoprettes. Dette følger også af princippet om effektiv virkning af Danmarks internationale forpligtelser.

Alternativet ville være, at borgere mister deres rettigheder på grund af myndig-heds-fejl, og at myndighederne kunne fjerne den effektive virkning af Danmarks forpligtelser i henhold til Associeringsaftalen blot ved at ignorere den.

Sagsøger skulle som minimum have haft dispensation fra bortfald af opholdstilla-delse henset til de i sagen foreliggende ekstraordinære omstændigheder og henset

21

til sagsøgers behov for at opretholde sit familieliv som beskyttet af artikel 8 i den Europæiske Menneskerettigheds-konvention og artikel 7 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Det gøres i øvrigt gældende, at sagsøger ved flere indrejser og ophold i Danmark har afbrudt den i udlændingelovens § 17, stk. 1 angivne periode. Sagsøger har på intet tidspunkt efter sin første indrejse i Danmark i 2001 opholdt sig uden for Dan-mark i 12 på hinanden følgende måneder. Der er således under alle omstændighe-der ikke hjemmel til at lade opholdstilladelsen bortfalde. Manglende hjemmel for afslag på ny opholdstilladelse:

Når tyrkiske statsborgere har ret til at arbejde i Danmark og etablere virksomhed i Danmark medfølger der en accessorisk ret til ophold. Denne ret følger af Associe-ringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet af 12. sep-tember 1963 og er fastslået i flere af EU Domstolens domme.

Associeringsaftalen, herunder navnlig artikel 2, 7 og 13 og stand still-forpligtelsen i artikel 41 i Tillægsprotokollen af 23. november 1970, forudsætter en stadig styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU’s medlemslande og Tyrkiet, herunder ved indbyrdes at ophæve de restriktioner, som begrænser etable-ringsfriheden.

Stand still-forpligtelsen indebærer således en forpligtelse for Danmark til ikke at indføre nye restriktioner for tyrkiske borgeres etablering af virksomhed i Danmark regnet fra tidspunktet for Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973. Denne for-pligtelse er anerkendt af EU domstolen og af de danske myndigheder.

De danske udlændingemyndigheder anerkender imidlertid ikke den fulde rækkevidde af for-pligtelsen, hvilket har givet anledning til en række retssager om netop rækkeviden af stand still-forpligtelsen, og hvad der skal anses for ”nye restriktioner” , som ikke kan håndhæves over for tyrkiske borgere på grund af stand still-forpligtelsen.

I den foreliggende sag, har Udlændingenævnet imidlertid slet ikke forholdt sig til sagsøgers ret til at etablere virksomhed i Danmark og den dermed følgende op-holdsret men blot afvist sagsøgers ansøgning/anmeldelse med henvisning til, at sagsøger ikke havde lovlig opholdsret i Danmark ved indgivelse af ansøgnin-gen/anmeldelsen.

Den med etableringsretten accessoriske ret til ophold fremgår bl.a. af afsnit 49 i EU Domstolens dom i sagen C-16/05 (Veli Tüm og Mehmet Darı mod Secretary of State for the Home Department), hvoraf bl.a. fremgår følgende:

” I denne forbindelse fremgår det allerede af Domstolens praksis, at nævnte ”standstill” -klausul er til hinder for, at en medlemsstat træffer nye foranstaltninger, som kan have til formål eller til følge at underkaste en tyrkisk statsborgers adgang til etablering og den acces-soriske ret til ophold på medlemsstatens område betingelser, som er mere restriktive end

22

dem, der var gældende, da tillægsprotokollen trådte i kraft i forhold til den pågæl-dende medlemsstat…”

23

Af afgørelsens afsnit 59 fremgår videre følgende: ” Den af Det Forenede Kongeriges regering anførte fortolkning, hvorefter det fremgår af Sa-vas-dommen, at en tyrkisk statsborger kun kan påberåbe sig nævnte ”standstill” - klausul, såfremt han er indrejst lovligt til en medlemsstat, kan ikke tiltrædes, idet den omstændig-hed, at hans ophold i værtsmedlemsstaten p å tidspunktet for hans ansøgning om etablering er lovlig eller ikke lovlig, er uden relevans, selv om nævnte klausul ikke kan finde anven-delse på omstændighederne ved en tyrkisk statsborgers første indrejse til en medlemsstats område.”

Dommen fastslår altså, at det er uden betydning for vurderingen af en tyrkisk stats-borgers ret til etablering og den accessoriske opholdsret, om dennes ophold på tidspunktet for ansøgningen var lovligt eller ej. Sagsøgers ansøgning/anmeldelse kan altså ikke afvises alene med henvisning til, at sagsøger ikke længere havde lov-ligt ophold på ansøgningstidspunktet.

Udlændingelovens § 9 p udgør under alle omstændigheder en ny restriktion i strid med Associeringsaftalen og standstill-forpligtelsen i artikel 41 i Tillægsprotokollen og kan derfor ikke udgøre grundlag for afvisning af sagsøgers ansøgning/anmel-delse om opholdsret. Som anført på side 9 i Udlændingenævnets svarskrift, blev kravet om, at ansøgning om opholdstilladelse skulle indgives fra udlandet først indført med bekendtgørelse nr. 345 af 22. juni 1973. Udlændingenævnet kan såle-des ikke give afslag på opholdstilladelse til sagsøger med henvisning til, at hans ansøgning er indgivet under ophold i Danmark.

I øvrigt er det princip, som Udlændingenævnet forfægter med sin fortolkning af udlændingelovens § 9p i strid med Associeringsaftalen, idet et princip om, at ”de mest lempelige regler siden 1973 finder anvendelse” indebærer en fastfrysning af praksis på trods af, at Associerings-aftalen forudsætter en gradvis fjernelse af re-striktioner for tyrkiske borgeres etablering i EU.

Det hævdede princip om, at ”de mest lempelige regler siden 1973 finder anven-delse” , er desuden i strid med legalitetsprincippet i grundlovens §§ 3 og 22. Legali-tetsprincippet indebærer et grundlæggende krav om, at borgere i et retssamfund til enhver tid skal kunne orientere sig om gældende ret.

Det er indlysende, at ophæ-vede love ikke kan håndhæves, og ophævede love skal naturligvis heller ikke kunne genoplives gennem vage generalklausuler i lovgivningen om at leve op til internationale forpligtelser.

Udlændingenævnets fortolkning af udlændingelovens § 9 p, stk. 1, ville indebære, at borgerne skulle foretage vidtgående retshistoriske studier med henblik på at vurdere og sammenligne forskellige tidligere versioner af udlændingeloven og hertil hørende praksis med henblik på at identificere den for dem mest lempelige regulering – og borgerne ville ikke kunne vide, om myn-dighederne eventuelt måtte have en anden vurdering af, hvilken tidligere gæl-dende regulering, der skulle genoplives, fordi den efter myndighedernes analyse var den mest gunstige.

En sådan retsstilling ville naturligvis være i strid med de grundlæggende retsstatsprincipper.

24

Et princip om ”de mest lempelige regler” ville indebære en helt uoverskuelig usik-kerhed om gældende ret, da man ikke ved opslag i Retsinformation el.lign. vil kunne konstatere, hvilke af de tidligere gældende regler, der i givet fald skulle an-ses for ”genoplivede” og dermed gældende for tyrkiske borgere.

De tidligere gæl-dende regler var i øvrig i vidt omfang baseret på skønsmæssige beføjelser, og en vurdering af de mest lempelige regler vil derfor også bero på en belysning af gam-mel afgørelsespraksis, hvilket er overordentligt vanskeligt for såvel myndighe-derne som borgere i dag – simpelthen fordi 40-50 år gamle sager i vidt omfang må antages at være destrueret, uden at der forefindes elektroniske kopier.

Sagsøger gør gældende, at sagsøger i mangel af særlige, gældende betingelser for ophold har krav på ophold og opholdstilladelse på lige fod med EU-borgere, der ønsker at benytte sig af retten til at etablere virksomhed og arbejde i et EU-land. Det følger af Associeringsaftalens artikel 9 om forbud mod nationalitetsdiskrimina-tion og af Associerings-aftalens grundlæggende principper om en gradvis afskaf-felse af restriktioner for tyrkiske borgeres etableringsret, jf. bl.a. Associeringsafta-lens artikel 2, 7 og 13.

Mangelfuld afvejning efter udlændingelovens § 9 p.

Hvis retten på trods af ovenstående alligevel måtte finde, at udlændingelovens § 9 p kan finde anvendelse, gøres det gældende, at Udlændingenævnets afvisningsaf-gørelse er ugyldig, fordi der ikke er foretaget en egentlig proportionalitetsafvejning eller vurdering undskyldelige omstændigheder eller øvrige ganske særlige grunde til at fravige kravet om, at ansøgningen skal være indgivet uden for Danmark, jf. § 9 p, stk. 2.

Udlændingenævnet har – tilsyneladende alene på grundlag af en oplysning om, at sagsøger levede i Tyrkiet, indtil han var 26 år – antaget, at sagsøger fortsat har en væsentlig tilknytning til og et større netværk i sit hjemland. Udlændingenævnet her herunder fejlagtigt antaget, at sagsøgers hustru opholdt sig i Tyrkiet og ikke i Danmark på tidspunktet for afgørelsen.

Sagsøgte har derimod ikke taget behørig højde for en række væsentlige, særlige forhold, herunder

1) at sagsøger flyttede til Sverige for at opretholde et familieliv med sin hustru og børn, efter at hustruen ulovligt var blevet udvist af Danmark, 2) at sagsøger og sagsøgers familie har været lovligt bosat i Danmark i en lang peri-ode, 3) at sagsøger faktisk ansøgte om dispensation til ophold uden for Danmark, 4) at sagsøger tilmeldte sig CPR igen, som forlangt af sagsøgte, og 5) at sagsøger i øvrigt forsøgte at bevare tilknytningen til Danmark ved at bosætte sig tæt på Danmark (i Malmø) og ved hyppige besøg i Danmark samt ved fra 1. juli 2016 til 31. december 2018 at arbejde i Danmark.

25

Afvisningen af opholdstilladelse på grundlag af fejlagtige antagelser om tilknyt-ningsforhold og på trods af ovenstående særlige forhold er i strid med udlændin-gelovens § 9p, stk. 2, og afvisningen indebærer under alle omstændigheder en krænkelse af sagsøgers og sagsøgers families rettigheder i henhold til artikel 8 i menneskerettighedskonventionen og artikel 7 i charteret om grundlæggende rettig-heder.

Der er i øvrigt ikke nogen særlige modstående hensyn til staten, som i en propor-tionalitets-afvejning kan tale for, at hensynet til sagsøgers forhold overgås af et myndighedsbehov for, at sagsøgers ansøgning blev indgivet fra udlandet.

Kravet om indgivelse af ansøgning fra udlandet synes kun tiltænkt at gælde ved ”første-gangstilladelse” , jf. eksempelvis Betænkning nr. 882 – 1979 om Udlændingelovgiv-ningen – Administrative retningslinjer, hvor det i afsnit 2.3 i Bilag F anføres, at ”Ansøgning om førstegangstilladelse skal normalt indgives til en dansk repræsen-tation i udlandet” .

Det kan ikke have været hensigten med dette krav at gøre det vanskeligt for borgere, der ulovligt er blevet udvist, at genbo-sætte sig i Danmark. Danmarks interesse i en sådan situation må være hurtigst muligt at genoprette situ-ationen før den ulovlige afgørelse, således at størrelsen af erstatningskrav, som sta-ten vil kunne pådrage sig som følge af ulovlige afgørelser, begrænses mest muligt.

Dommene U2015.1069Ø og U2000.974H angår frivillig udrejse til pågældende bor-geres hjemland, hhv. Pakistan og Makedonien. Sagsøger og sagsøgers familie var i modsætning hertil ikke udrejst til hjemlandet Tyrkiet men blot i 2014 – tvunget af myndighedernes ulovlige udrejsepåbud - rejst til Malmø, hvorfra sagsøger beva-rede forbindelsen til Danmark gennem arbejde og hyppige besøg.

Sagsøgers krav på opholdstilladelse Udlændingenævnet har ikke ønsket at forholde sig til sagsøgers materielle krav på opholdstilladelse. Udlændingenævnet har således heller ikke besvaret sagsøgers opfordring til at dokumentere praksis for så vidt angår opholdstilladelser med hen-blik på drift af restaurationsvirksomhed.

Det må derfor – i det omfang det har relevans for dommen i nærværende sag – lægges til grund, at sagsøger har et materielt krav på opholdstilladelse med henblik på etablering og drift af restaurationsvirksomhed.

§ 9 i udlændingeloven af 1952 (lov nr. 224 af 7. juni 1952), som fandt anvendelse den 1. januar 1973 havde følgende ordlyd:

” En udlænding må ikke uden særlig tilladelse tage arbejde, stilling eller beskæftigelse her i landet, hvadenten det sker mod eller uden vederlag. Ejheller må han uden særlig tilladelse drive selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet eller herfra virke som repræsentant (han-delsrejsende) i udlandet…”

Denne del af bestemmelsen blev gentaget i 1973-loven (lov nr. 344 af 22. juni 1973).

26

Der har således som udgangspunkt både før og efter Danmarks indtræden i EF væ-ret et krav om ”særlig tilladelse” for udlændinges etablering af virksomhed i Dan-mark.

Af forarbejderne til 1952-loven fremgår bl.a. følgende om betingelserne for en tilla-delse:

” Når der imidlertid bliver tale om, at udlændinge mere varigt vil bosætte sig her og søge ar-bejde, må det undersøges, om vedkommende udlændings ønske herom strider mod beretti-gede danske interesser, hvorved navnlig erhvervs- og andre faglige interesser må tages i be-tragtning.

Justitsministeriet lægger i sådanne sager efter den gældende ordning i langt de fleste til-fælde den udtalelse, der indhentes fra vedkommende fagministerium eller et dette underlagt organ (navnlig arbejdsdirektoratet), til grund for afgørelsen.

Udtalelsen vil i reglen inde-holde oplysninger om, hvorvidt der vil kunne anvises ledig dansk arbejdskraft til det pågæl-dende arbejde. … Når loven i så høj grad har været og fortsat må være en bemyndigelseslov for justitsministe-ren, hænger det sammen med, at praksis indenfor fremmedlovens område ikke let lader sig kodificere i en lov, da den må være stærkt afhængig af de politiske og sociale forhold, såvel herhjemme som i udlandet. … For så vidt angår ansøgninger om tilladelse til at tage lønnet beskæftigelse af mere under-ordnet karakter i andres tjeneste, høres således i reglen arbejdsdirektoratet, der atter plejer at indhente en udtalelse fra vedkommende arbejdsløshedskasse, medens der over ansøgnin-ger om tilladelse til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet eller til at tage be-skæftigelse i en ledende stilling i en herværende handels- eller industrivirksomhed indhentes en udtalelse fra handelsministeriet, der atter plejer at indhente en erklæring fra grosserer-societetet, industrirådet eller håndværkets fællesrepræsentation.”

Forarbejderne til 1973-loven forholder sig ikke til betingelserne for at opnå en tilla-delse til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark.

Udlændingeloven indebar således både før og efter 1973, at justitsministeren var tillagt et skøn ved meddelelse af tilladelser til etablering af selvstændig virksomhed i Danmark, og at der i den forbindelse blev indhentet en udtalelse fra handelsmini-steriet.

Den 29. november 1973 gennemførtes et øjeblikkeligt ”indvandrings-stop” . Det må antages, at indvandringsstoppet også har omfattet adgangen til etablering af virk-somhed, og at kravet blev skærpet i lighed med betingelsen for udstedelse af al-mindelig arbejdstilladelse, således at tilladelse kun ville blive givet, ” hvor helt afgø-rende produktionshensyn taler herfor” eller ”andre særlige forhold taler herfor” .

27

At der således med indvandringsstoppet i praksis skete en markant skærpelse af betingelserne for tilladelse til udlændinges etablering af selvstændig virksomhed i Danmark, understøttes også af, at der skete en ændring i forhold til, hvornår sager blev forelagt for handelsministeren.

Hvor tidligere praksis synes at have været, at der altid blev indhentet en udtalelse fra handelsministeren, som atter plejede at indhente en erklæring fra grosserer-societetet, industrirådet eller håndværksrådet (med mindre borgeren var fra et af de lande, der er oplistet i bekendtgørelse nr. 382 af 10. november 1966), blev der efter indvandringsstoppet tilsyneladende, som det fremgår af bilag F til delbetænkning nr. 882/1979 (fremlagt som bilag 11 i sagen), kun forelagt sager for handelsministeren i tvivlsomme sager, jf. afsnit 3.1.2.8 i del-betænkningens bilag F (side 169):

” Tilladelse til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed meddeles kun, når der er en særlig dansk interesse i virksomhedens etablering hér og normalt kun udenfor detailhandel og re-staurationsvirksomhed. Tvivlsomme sager forelægges handelsministeriet…”

Handelsministeren blev således efter indvandringsstoppet kun forelagt sager, hvor der muligvis kunne være en helt særlig dansk interesse i virksomheden i Danmark. Dette må opfattes således, at der efter ind-vandringsstoppet kun helt undtagelses-vist blev givet tilladelser til udlændinges etablering af selvstændig virksomhed i Danmark, og at ansøgning herom som udgangspunkt afvistes af justitsministeriet uden behov for høring af handelsministeren.

Før indvandringsstoppet – og altså også på tidspunktet Danmarks indtræden i EF -fremgik det af lov om restaurationsvirksomhed (lov nr. 121 af 25. marts 1970), at tyrkiske borgere har krav på at kunne drive restaurationsvirksomhed i Danmark. Det følger således af lovens § 3, stk. 2, at personer, der ikke har dansk indfødsret men i øvrigt har bopæl i Danmark og er myndige, har krav på næringsbrev, hvis det er hjemlet i den daværende næringslovs § 3, stk. 2.

I den daværende næringslov (lov nr. 212 af 8. juni 1966) fremgår af § 3, stk. 2, at personer, der ikke har dansk indfødsret men i øvrigt har bopæl i Danmark og er myndige, har krav på næringsbrev, hvis det er hjemlet i en international aftale eller ved bestemmelser fastsat af handelsministeren.

I medfør af denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 382 af 10. november 1966 om næringsbrev for udlæn-dinge, hvoraf fremgår, at borgere fra Tyrkiet har ret til næringsbrev.

Disse bestem-melser var gældende, da Danmark indtrådte i EF, og Danmark er således i medfør af Associeringsaftalen med Tyrkiet og den tilhørende tillægsprotokol forpligtet til ikke at indføre restriktioner i den etableringsret, som tyrkiske borgere allerede var tillagt.

Det er som anført ovenfor i dag vanskeligt for såvel myndigheder som borgere at godtgøre indholdet af tidligere praksis. Sagsøger vil ikke desto mindre fremlægge eksempel på afgørelse om opholdstilladelse på grundlag af virksomhed svarende til sagsøgers, og som dermed viser, at de mest lempelige regler i perioden siden 1.

28

januar 1973 i hvert fald har givet grundlag for opholdstilladelse ved etablering af selvstændig virksomhed som sagsøgers.

Sagsøger har udnyttet sin etableringsret siden 1. januar 2019, hvor han havde bopæl i By 1, som det fremgår af bilag 6. I perioden fra 15. juni 2021 og indtil den påtvungne udrejse til Tyrkiet 30. januar 2023 havde sagsøger bopæl i By 2 (jf. den fremlagte udskrift fra CVR-registeret - bilag 5, side 2). Allerede derfor har sagsøger krav på opholdstilladelse med henblik på at kunne udnytte sin etable-ringsret til at drive restaurant.

Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023

Særligt i forhold til påstanden om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023 bemærkes i tillæg til det ovenfor anførte, at påbuddet om udrejse med indrejseforbud i 2 år naturligvis ikke kan opretholdes, når den forudgående afgø-relse om afslag på opholdstilladelse ophæves.

Under alle omstændigheder foreligger der særlige undskyldende omstændigheder i denne sag, idet sagsøgers familie, som redegjort for ovenfor, i 2014 udrejste af Danmark på grundlag af en ulovlig afgørelse, hvilket nu tillægges afgørende ska-devirkning for sagsøgers mulighed for igen at få lovligt ophold i landet.

Sagsøgers familieliv er allerede blevet væsentligt forstyrret ved at skulle flytte til Sverige i en længere periode, og sagsøger har naturligvis ønsket at begrænse skadevirknin-gerne for familien mest muligt ved at afsøge alle muligheder for at få myndighe-derne til at udvise forståelse for den helt urimelige situation sagsøgers familie er sat i, inden sagsøger og sagsøgers familie efterkom den nye fuldstændig urimelige og Kafkaske afgørelse om udrejsepåbud.

Indrejseforbuddet, som Udlændingenævnet har stadfæstet, forhindrer i 2 år fuld-stændig sagsøger i at udnytte sine rettigheder til at arbejde og etablere virksomhed i EU i henhold til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Danmark tiltrådte Schengen-konventionen i 1997. Før da var der ingen mulighed for, at danske myn-digheder kunne udvise borgere med indrejseforbud i hele Schengen-området i 2 år.

Et indrejseforbud i 2 år i hele Schengen-området udgør således en ny restriktion, som ikke fandt anvendelse ved Danmarks indtræden i EF 1. januar 1973, og som derfor er i strid med stand still-forpligtelsen i artikel 41 i Tillægsprotokollen til As-socieringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Derfor er Udlændingenævnets afgørelse om indrejseforbud i Schengen-området i 2 år ugyldig.

Sagsøger har efter sin udvisning ansøgt om arbejds- og opholdstilladelse under op-hold i Tyrkiet. Dette er blevet afvist med henvisning til indrejseforbuddet. Sagsøger er således effektivt afskåret fra at udnytte sin ret til at arbejde og etablere virksom-hed i Danmark, selv ved indgivelse af ansøgning under ophold uden for Danmark. …”

Udlændingenævnet har i sit påstandsdokument anført følgende:

29

”…

Prøvelse i sagen vedrører efter sagsøgtes opfattelse følgende forhold:

Afgørelsen om bortfald af opholdstilladelserne for sagsøgeren, Sagsøger,

og hans to børn, Person 1 og Person 2, er alle truffet ef-ter udlændingelovens § 17, stk. 1, eftersom nævnet efter en vurdering af sagensfaktiske omstændigheder fandt, at de alle havde opholdt sig uden for landet imere end 12 på hinanden følgende måneder, hvilket ifølge § 17 medførerex lege(automatisk) bortfald af opholdstilladelsen.

Det lægges til grund, at der ikke er uenighed om, at sagsøgeren rent faktisk op-gav sin bopæl i Danmark. Derfor ses der heller ikke længere at være uenighedom, at det faktuelt kan lægges til grund, at betingelserne for bortfald af ophold-stilladelserne efter udlændingelovens § 17, stk. 1, var opfyldt.

Spørgsmålet sy-nes i stedet at være, om bortfaldet af opholdstilladelserne er i strid med Dan-marks internationale forpligtelser, herunder EMRK og associeringsaftalekom-plekset. Afgørelse om afvisning af sagsøgerens ansøgning om opholdstilladelse somselvstændig erhvervsdrivende jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 2.

Baggrundenfor afvisningen var, at sagsøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark, da hanindgav ansøgningen den 7. september 2020, idet hans opholdstilladelse alleredeinden dette tidspunkt var bortfaldetex legepå grund af fraflytningen til Sverige.Det følger således af § 9 p, stk. 2, at en ansøgning om opholdstilladelse som detklare udgangspunkt ikke kan indgives i Danmark, hvis udlændingen ikke harlovligt ophold her i landet.

Hovedspørgsmålet for denne del af sagen er efter nævnets opfattelse, om sagsø-geren kan påberåbe sig stand still-klausulen artikel 41 i tillægsprotokollen af 23.november 1970 til Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet (”tillægsprotokol-len”), og i bekræftende fald om bestemmelsen i § 9 p, stk. 2, er i strid meddenne stand still-klausul.

Nævnet bestrider efter omstændighederne i sagenikke, at betingelsen om, at ansøgninger ikke kan indgives her i landet uden lov-ligt ophold, er en ny restriktion, men gør gældende, at betingelsen er 1) begrun-det i et tvingende alment hensyn og 2) er proportional, dvs. både egnet til at va-retage hensynet og ikke går videre end nødvendigt.

Afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til børnene, jf. (dagældende) § 9, stk. 21, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom børnenes opholdstilladelse også bortfaldtex lege som følge af fraflytningen til Sverige, kunne en ny opholdstilladelse i medfør af den dagældende § 9, stk. 21, kun gives, hvis hensynet til barnets tarv talte for det. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at dette var godtgjort for hverken

30

Person 1 eller Person 2, og Udlændingenævnet stadfæ-stede styrelsens afgørelser.

Sagsøgeren har ikke nærmere redegjort for sine synspunkter, hvad angår disse afgørelser. Det fastholdes dog under alle omstændigheder, at afgørelserne er rigtige, og at den konkrete vurdering af hensynet til børnenes tarv har inddra-get alle relevante omstændigheder.

Derudover angår sagen for det andet prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023, hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 27. september 2022 om udvisning af sagsøgeren med indrejseforbud i 2 år.

For denne del af sagen er hovedspørgsmålet, som nævnet forstår sagsøgerens syns-punkter, om bestemmelsen om indrejseforbud i udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1, er en ny restriktion i strid med stand still-forpligtelsen i artikel 41 i tillægsprotokollen.

Det er nævnets opfattelse, at bestemmelsen om indrejsefor-bud er 1) begrundet i et tvingende alment hensyn og 2) er proportional, dvs. både egnet til at varetage hensynet og ikke går videre end nødvendigt.

3. RETSGRUNDLAGET

3.1 Regler om bortfald af opholdstilladelse

En opholdstilladelse kan bortfalde, hvis en udlænding fraflytter eller opholder sig uden for Danmark. Det følger af udlændingelovens § 17, stk. 1, der har føl-gende ordlyd:

” Stk. 1. En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder.

Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end 2 år her i landet, eller er udlændingen meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, bortfalder op-holdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.”

Det kan efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, 1. pkt.1. (lovbekendtgø-relse nr. 1513 af 22. oktober 2020) nu § 17, stk. 2, bestemmes, at en opholdstilla-delse efter ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.

3.2 Regler om ny opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring Hvis en opholdstilladelse meddelt på baggrund af familiesammenføring med en forælder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er bortfaldet efter udlæn-dingelovens § 17, stk. 1, kan barnet kun meddeles opholdstilladelse på ny, hvis hensynet til barnets tarv taler herfor. Det følger af udlændingelovens (lovbe-

31

kendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020) § 9, stk. 21, der gjaldt på afgørelses-tidspunktet, og som har følgende ordlyd:

” Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan i tilfælde, hvor ansøgeren tidligere har haft op-holdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, som er bortfaldet efter § 17, kun gives, såfremt hensy-net til ansøgerens tarv taler derfor. Ved denne vurdering skal barnets opvækst og fami-liemæssige og sociale netværk her i landet tillægges særlig vægt. […]”

Det bemærkes, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er ophævet ved lov nr. 915 af 21. juni 2022, og der er ingen overgangsbestemmelser. Bestemmelsen var imid-lertid gældende på tidspunktet for Udlændinge-nævnets afgørelse af 5. maj 2021, hvorfor den er anvendelig og relevant for sagen.

3.3 Regler om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Det følger af udlændingelovens § 9 p, stk. 1, 1. pkt.:

” Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse til en udlæn-ding, der ifølge Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 45, er berettiget til at arbejde her i landet.”

Udlændingelovens § 9 p, stk. 2, vedrører indgivelsen af ansøgningen om op-holdstilladelse med henblik på beskæftigelse og har følgende ordlyd:

” […] Hvis udlændingen ikke har lovligt ophold, jf. 1. pkt., kan ansøgning om ophold-stilladelse efter stk. 1, 1. pkt., ikke indgives her i landet, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger und-skyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konse-kvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

Hvis udlændingen har fået fastsat en udrejsefrist, kan ansøgning om opholdstilla-delse efter stk. 1, 1. pkt., ikke indgives her i landet, medmindre Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.”

Det følger af udlændingelovens § 45:

” Ved aftale med fremmede regeringer eller mellemfolkelige organisationer eller ved be-stemmelse fastsat af udlændinge- og integrationsministeren kan der ske lempelse af reg-lerne om opholds- og arbejdstilladelse i forhold til visse lande og visse grupper af udlæn-dinge.”

Det bemærkes i den forbindelse, at associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet er en integreret del af EU-retten og udgør en del af Danmarks interna-tionale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 45.

32

Associeringsaftalen blev undertegnet af det Europæiske Økonomiske Fælles-skab og Tyrkiet den 12. september 1963. Aftalens formål var at styrke de økono-miske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Tyrkiet, herunder grad-vist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsfriheden. Associeringsaftalen indeholder i artikel 9 et generelt forbud mod diskrimina-tion:

”De kontraherende parter erkender, at inden for denne aftales anvendelsesområde og med forbehold af de særlige bestemmelser, som kan indføres i medfør af artikel 8, er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt i henhold til det i ar-tikel 7 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab anførte prin-cip. ”

Artikel 7 i den dagældende EØF-traktat, som der henvises til i artikel 9 i Associ-eringsaftalen, er nu artikel 18 i EUF-traktaten.

Associeringsaftalen blev senere suppleret med en tillægsprotokol af 23. novem-ber 1970, som trådte i kraft i forhold til Danmark den 1. januar 1973, hvor Dan-mark blev medlem af EF.

Tillægsprotokollen indeholder i artikel 41, stk. 1, en stand still-klausul vedrø-rende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, som medfø-rer, at Tyrkiet og EU’s medlemsstater ikke efter tillægsprotokollens ikrafttræ-den må indføre nye restriktioner, der hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Stand still-klausulen indebærer således, at de nationale regler, som skal finde anvendelse ved indrejse for en tyrkisk statsborger, der agter at være økonomisk aktiv som selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder, er de regler, som er mest lempelige siden ikrafttrædelsen af tillægsprotokollen og frem til i dag.

Ved Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973 var udlændinges adgang til indrejse og etablering i Danmark reguleret ved lov nr. 224 af 7. juni 1952 om ud-lændinges adgang til landet m.v. med senere ændringer og bekendtgørelse nr. 220 af 23. juni 1964 om udlændinges adgang til og ophold i landet med senere ændringer.

Efter bekendtgørelse nr. 220 af 23. juni 1964, § 19, kunne en udlænding lovligt indrejse på et visum og indgive ansøgning om opholdstilladelse.

Ved ændringsbekendtgørelse nr. 115 af 11. april 1972 til bekendtgørelse nr. 220 af 23. juni 1964 indførtes krav om, at en udlænding, der ønskede at beskæftige sig i Danmark, skulle indgive ansøgning om arbejdstilladelse via en dansk am-

33

bassade eller konsulat, og at arbejdstilladelsen skulle opnås inden indrejsen, medmindre udlændingen opholdt sig i Danmark i nogle nærmere opregnede si-tuationer. Kravet fremgår af bekendtgørelsens § 22 og har følgende ordlyd:

” § 22. Udlændinge, der ønsker at tage arbejde, stilling eller beskæftigelse, skal søge ar-bejdstilladelse. Arbejdet må ikke påbegyndes, inden tilladelse foreligger.

Stk. 2. Arbejdstilladelsen skal være opnået inden indrejsen. Ansøgning indgives gen-nem dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation. Der kan dog meddeles arbejdstil-ladelse til en udlænding, som opholder sig her i landet, når ansøgeren er danskfødt eller har indgået ægteskab med en dansk statsborger.

Endvidere kan der meddeles arbejdstil-ladelse til en udlænding, der opholder sig her i landet, når den pågældendes ægtefælle eller, hvis ansøgeren er under 20 år, en af forældrene lovligt er bosat her og råder over en for familien passende bolig. Endelig kan arbejdstilladelse meddeles en udlænding, som opholder sig her i landet, når særlige forhold taler derfor. …”

Bestemmelsen trådte i kraft den 12. april 1972. (Jf. ændringsbekendtgørelse nr. 115 af 11. april 1972 § 2.)

Ved bekendtgørelse nr. 345 af 22. juni 1973 om udlændinges adgang til og op-hold i landet, § 28, indførtes krav om, at også ansøgning om opholdstilladelse skulle indgives til en dansk repræsentation i udlandet og opnås inden indrej-sen, medmindre udlændingen opholdt sig i Danmark i nogle nærmere opreg-nede situationer. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 1973 og har følgende ordlyd:

” § 28. Ansøgning om opholdstilladelse med henblik på fast ophold, ophold af længere ubestemt varighed eller med henblik på at gennemføre et studium skal indgives til en dansk repræsentation i udlandet.

Stk. 2. Ansøgning om arbejdstilladelse skal indgives til en dansk repræsentation i ansø-gerens hjemland eller i det land, hvor han har haft fast ophold i de sidste 6 måneder.

Stk. 3. Opholdstilladelse eller arbejdstilladelse skal være opnået inden indrejsen. Der kan dog meddeles opholdstilladelse og arbejdstilladelse til en udlænding, der opholder sig her i landet i følgende tilfælde: 1. når ansøgeren er dansk født, 2. nar ansøgeren har indgået ægteskab med en dansk statsborger eller 3. når særlige forhold i øvrigt taler derfor.”

4.1 Indledning og hovedsynspunkter

34

Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gør Udlændingenævnet overord-net gældende, at der hverken er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen af 5. maj 2021 eller af 26. juni 2023.

For så vidt angår spørgsmålet om bortfald af opholdstilladelserne for sagsøgeren

og hans to børn gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsi-desætte den indbragte afgørelse og nævnets konkrete vurdering af, at betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen efter udlændingeloven(lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020) er opfyldt.

Navnlig er der ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at Sagsøger og hans to børn efter udrejsen til Sverige ikke genoptog deres bopæl i Danmark, men alene tilmeldte sig en dansk adresse i CPR-registret for at undgå, at deres opholdstilladelse bortfaldt (afsnit 4.2 neden-for). Der er heller ikke grundlag for at antage, at bortfaldet af opholdstilladelserne er i strid med EMRK.

Udlændingenævnet gør dernæst gældende, at hensynet til barnets tarv ikke bevir-ker, at Person 1 og Person 2 bør tildeles en ny opholdstilla-delse i Danmark bl.a. med henvisning til, at børnene ikke har opnået en så stærk til-knytning til Danmark, at det vil være uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo med deres forældre uden for Danmark (afsnit 4.3 nedenfor).

Udlændingenævnet gør endvidere gældende, at Sagsøger ikke kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse som selvstændig erhvervsdrivende efter associe-ringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, allerede fordi han ikke havde lovligt ophold i Danmark, da han indgav ansøgningen. Nævnet har derfor ikke foretaget en materiel vurdering af ansøgningen, og domstolsprøvelsen er således begrænset til, om det var korrekt at afvise ansøgningen (afsnit 4.4 nedenfor).

Det bestrides derudover, at Sagsøger er omfattet af stand still-reglen i tillægs-protokollens artikel 41, stk. 1, fordi han ikke havde overholdt de danske regler om ophold og indrejse, da han indgav ansøgning om opholdstilladelse som selvstæn-dig erhvervsdrivende (afsnit 4.4.4 nedenfor).

Måtte retten finde, at betingelsen i udlændingelovens § 9 p, stk. 2, udgør en ny re-striktion omfattet af stand still-reglen, og at Sagsøger kan støtte ret på stand still-reglen, gøres det gældende, at restriktionen kan begrundes i tvingende almene hensyn og er proportional, dvs. både egnet og ikke går videre end nødvendigt.

I relation til den anfægtede afgørelse af 26. juni 2023 gør Udlændingenævnet over-ordnet gældende, at Sagsøger med rette blev udvist og pålagt et indrejsefor-bud på 2 år, eftersom afgørelsen er en direkte konsekvens af bortfaldet af sagsøge-rens opholdstilladelse som stadfæstet af Udlændingenævnet ved afgørelsen af 5. maj 2021 og hans manglende efterlevelse heraf (afsnit 4.5 nedenfor).

4.2 Sagsøger og hans børn, Person 1 og Person 2, op-holdstilladelser er bortfaldet som følge af deres ophold uden for Danmark

35

4.2.1 Overordnede synspunkter Udlændingestyrelsen fandt ved afgørelser af 1. maj 2019, at Sagsøgers og hans to mindreårige børns, Person 1's og Person 2's, opholdstilla-delser var ophørt ex lege på grund af længerevarende ophold udenfor Danmark i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingestyrelsen fandt endvi-dere, at der ikke kunne dispenseres fra dette bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Sagsøger og hans to børn skulle derfor straks udrejse fra Danmark.

Som Udlændingenævnet forstår det, gør Sagsøger overordnet gældende, at hans opholdstilladelse ikke er bortfaldet som følge af hans ophold i Sverige. Det skyldes ifølge ham, at han overholdt kravet stillet af Udlændingestyrelsen om at til-melde sig en dansk adresse inden den 4. februar 2016 for at opretholde sit opholds-grundlag. Herudover har han gjort gældende, at han efter EMRK artikel 8 om ret-ten til familieliv har ret til ophold i Danmark pba. sine to børns selvstændige til-knytning til Danmark og sit eget langvarige ophold i Danmark.

Endelig gør han gældende, at styrelsen og nævnet burde have taget højde for, at hans opgivelse af bopælen i Danmark skyldtes det tidligere afslag på opholdstilla-delse til hans ægtefælle som følge af det nu ophævede tilknytningskrav i den da-gældende udlændingelovs § 9, stk. 7, som senere ved EU-Domstolens dom i sag C-89/18, A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet (”A-dommen”) blev kendt i strid med associeringsaftalen.

Udlændingenævnet gør heroverfor gældende, at der ikke er grundlag for at tilside-sætte den anfægtede afgørelse af 5. maj 2021, hvor nævnet stadfæstede Udlændin-gestyrelsens afgørelser om bortfald af deres opholdstilladelser, idet de har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændinge-lovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet gør endvidere gældende, at der ikke var grundlag for at dispensere fra dette bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

4.2.2 Sagsøger og hans børns opholdstilladelse er bortfaldet som følge af ophold i Sve-rige, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.

Sagsøger udrejste med Person 1 og Person 2 af Dan-mark den 28. august 2014 for at tage ophold i Sverige, hvor børnenes mor boede. Sagsøger havde ikke forud for udrejsen ansøgt og fået dispensation fra bort-fald af opholdstilladelse, og de skulle derfor indrejse og tilmelde sig en dansk adresse i CPR-registret senest den 4. februar 2016, hvis ikke deres opholdstilladel-ser skulle bortfalde, jf. Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. december 2015 (bilag C).

Sagsøger tilmeldte den 11. januar 2016 sig selv og børnene Adresse, 4500 Nykøbing Sjælland i Odsherred Kommune hos logiværten Person 5.

36

Sagsøger oplyste imidlertid selv den 31. oktober 2016 til borgerservice i Ods-herred Kommune (bilag D, side 2), at hans børn gik i skole og boede hos deres mor i Sverige. Han oplyste videre, at han selv boede på Adresse, 4500 Nykøbing Sjælland, at han kørte fra Sverige, arbejdede i Danmark og en gang imel-lem kom til Nykøbing. Samme dag henvendte Person 5 sig hos kommu-nens borger-service og oplyste, at Sagsøger kom hos ham engang imellem, men at han ”imellem linjerne” boede i Sverige. På denne baggrund annullerede borgerservice børnenes flytning til Danmark pr. 11. januar 2016.

Det fremgår videre, at børnene var indskrevet på Skole 1 i Malmø i perio-derne fra den 15. august 2016 til den 21. december 2016 samt fra den 11. januar 2017 til den 16. juni 2017. De blev begge først indskrevet på Skole 2 i By 1 fra den 20. februar 2018 – og dermed mere end 2 år efter, at de skulle indrejse og til-melde sig en dansk adresse for, at deres opholdstilladelser ikke skulle bortfalde.

Sagsøgers adresseændring af sin egen og sine to børns adresse til Adresse, 4500 Nykøbing Sjælland har på den baggrund karakter af proforma og medfører ikke, at han kan anses for at have genoptaget sin bopæl i Danmark. Hver-ken Sagsøger eller hans to børn genetablerede således deres bopæl i Danmark inden den 4. februar 2016, som var

Udlændingestyrelsens betingelse for, at deres opholdstilladelser ikke skulle anses for bortfaldet. De har dermed opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hin-anden følgende måneder siden den 28. august 2014. På denne baggrund er deres opholdstilladelser bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.

Eventuelle besøg i Danmark – som i øvrigt er udokumenterede – har ikke betyd-ning for vurderingen af, hvorvidt sagsøgeren og hans to børn har opholdt sig uden for Danmark i 12 på hinanden følgende måneder.

Det bemærkes endelig, at EU-Domstolens dom af C-432/20, NZ mod Østrig, ikke er relevant for denne sag. Dommen angår fortolkning af artikel 9, stk. 1, litra c), i di-rektiv 2003/109 af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fast-boende udlændinge, der ikke finder anvendelse i Danmark på grund af retsforbe-holdet. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i denne sag, og der kan ikke sluttes analogt fra Domstolens udlægning af rækkevidden af denne EU-regel til de begreber, der anvendes i udlændingelovens § 17, stk. 1.

4.2.3 Der er ikke grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3.

Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om der kan meddeles dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

37

Det kan efter udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at en opholdstilla-delse efter ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.

Afgørelsen efter udlændinge-lovens § 17, stk. 3, 1. pkt., beror på en skønsmæssig vurdering, hvor det bl.a. kan inddrages, om udlændingen før eller under udlandsopholdet har kontaktet myn-dighederne, og om udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer.

Udlændingens samlede ophold i Dan-mark og i hjemlandet samt den familiemæssige og anden tilknytning til Danmark er også eksempler på forhold, der kan inddrages i vurderingen efter bestemmelsen, jf. U 2015.1069 Ø.

I sagen var en pakistansk kvinde, der havde opholdstilladelse i Danmark, udrejst fra Danmark til Pakistan med sin ægtefælle, der var dansk statsborger, og deres to fællesbørn. I Pakistan fik de et barn til. Familien rejste senere tilbage til Danmark, hvorefter udlændingemyndighederne traf afgørelse om, at hendes opholdstilla-delse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

Østre Landsret udtalte, at Udlændingenævnet havde vurderet udlandsopholdets længde, udlændingens samlede tilknytning til Danmark og Pakistan samt angivet en lang række faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen, herunder hen-des helbred, og at hun havde tre mindreårige børn i Danmark. Nævnet havde der-med foretaget en samlet vurdering, hvor bl.a. hensynet til familielivet også var ind-gået.

Landsretten udtalte, at der herefter ikke var grundlag for at antage, at Udlæn-dingenævnet havde inddraget ulovlige kriterier i afgørelsen eller undladt at ind-drage relevante forhold i afvejningen. Ifølge landsretten er der ved denne afvejning overladt et skøn til udlændingemyndighederne, og der var ikke grundlag for at til-sidesætte dette skøn.

Landsretten fandt videre, at bortfaldet af opholdstilladelsen ikke var i strid med EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har inddraget alle relevante kriterier i deres vurdering både hvad angår Sagsøger og hans to børn, Person 1 og Person 2.

For så vidt angår Sagsøger har Udlændingenævnet inddraget Sagsøgers samlede tilknytning til Danmark på baggrund af længden af hans ophold i Dan-mark og hans erhvervsmæssige og familiemæssige tilknytning til landet og hans tilknytning til Tyrkiet, hvor han boede de første 26 år af sit liv. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af Udlændingenævnet udøvede skøn, jf. U 2015.1069 Ø.

38

Det er således ikke korrekt, når Sagsøger gør gældende, at Udlændingenæv-nets afgørelse af 5. maj 2021 udgør en krænkelse af EMRK artikel 8 og Charterets artikel 7, idet Sagsøgers to børn har boet hele deres liv i Danmark, fraset en kort periode, hvor de fulgte med familien til Sverige.

Udlændingenævnet bemærker, at børnene flyttede med familien til Sverige den 28. august 2014, da de var hhv. 5 år og 6 år gamle – og dermed i begyndelsen af deres formative år. Herefter boede børnene og gik i skole i Sverige, indtil de 3,5 år senere, den 20. februar 2018, blev tilmeldt Skole 2 i Danmark.

Længden af børne-nes ophold i Sverige medfører efter Udlændingenævnets faste praksis, at deres til-knytning til Danmark er afbrudt, og at den tilknytningsmæssige periode begynder på ny. Det må i forlængelse heraf antages, at børnene har opnået en vis tilknytning til Sverige, idet de indrejste der i begyndelsen af deres formative år.

Det bemærkes videre, at børnene ikke har et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark, som Sagsøger kan støtte ret på.

Hvad angår Sagsøgers to børn, Person 1 og Person 2, har Udlændingenævnet ligeledes inddraget alle relevante kriterier, herunder deres samlede tilknytning til Danmark på baggrund af længden af deres ophold i Dan-mark, deres aldre da de tog ophold uden for Danmark, deres danske sprogfærdig-heder og deres familiemæssige og øvrige tilknytning til landet. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af Udlændingenævnet udøvede skøn.

Børnene flyttede med familien til Sverige den 28. august 2014, da de var hhv. 4 år og 6 år gamle – og dermed hhv. før og i begyndelsen af deres formative år, der an-tages at starte ved den skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom af 14. juni 2011, Osman mod Danmark. Børnene taler efter det oply-ste dansk og tyrkisk.

Herefter boede børnene og gik i skole i Sverige, indtil de ca. 3,5 år senere, den 20. februar 2018, blev tilmeldt Skole 2 i Danmark. Deres opholdsgrundlag var imidlertid bortfaldet ex lege på dette tidspunkt som følge af opholdet uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder siden den 28. august 2014 i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Efterfølgende ophold i Danmark uden opholdstilladelse er ikke relevant ved opgørelsen af børnenes tidsmæssige til-knytning til Danmark.

Det er således ikke korrekt, som anført i replikken, at børnene har opholdt sig i Danmark i 12-13 år fraregnet et kort ophold i Sverige, og at deres opholdstid i Dan-mark ifølge sagsøgeren således er langt over 6-7 år.

Udlændingenævnet bemærker endvidere, at det tydeligt fremgik af Person 2's opholdstilladelse, at den var betinget af bopæl hos hans far, og at Sagsøger derfor skulle bo fast i Danmark.

39

Sluttelig bemærkes, at hverken Person 1's og Person 2's far eller mor har opholdstilladelse i Danmark, at hele familien tidligere har boet sam-men uden for Danmark, og at familien efter det oplyste også nu bor sammen i Tyr-kiet. Der foreligger ingen oplysninger om, at Sagsøger ikke kan udøve sit fa-milieliv i Tyrkiet eller et andet sted. Udlændingenævnet har på den baggrund med rette vurderet, at Sagsøgers ret til familieliv efter EMRK artikel 8 ikke kræn-kes.

4.2.4 Det tidligere afslag på familiesammenføring til Sagsøgers ægtefælle er uden be-tydning

Sagsøgeren gør, som nævnet forstår det, gældende, at bortfaldet af opholdstilladel-serne er i strid med den effektive virkning af associerings-aftalekomplekset, fordi fraflytningen til Sverige reelt skyldtes, at hans ægtefælle, Person 3, fik afslag på familiesammenføring ved Justitsministeriets afgørelse af 11. marts 2014 (bilag 19).

Dette afslag blev givet på grundlag af det nu ophævede tilknytningskrav i den da-gældende udlændingelovs § 9, stk. 7, som EU-Domstolen ved dom af 10. juli 2019 i sag C-89/18, A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet (”A-dom-men”), fastslog var i strid med associeringsaftalen.

Sagsøgeren har under forberedelsen af nærværende retssag oplyst, at hans og børnenes opgivelse af deres bopæl i Dan-mark skyldtes, at hans ægtefælle som følge af det ulovlige afslag flyttede til Sve-rige.

Det bemærkes, at Person 3's tidligere afslag blev genoptaget som følge af A-dommen, men at hun den 9. juni 2021 modtog et nyt afslag, eftersom sagsøgeren – som hun søgte sig familiesammenført med – ikke længere boede i Danmark, og der ikke var ganske særlige grunde til, at der alligevel skulle meddeles opholdstilla-delse (bilag 22).

Person 3 påklagede afgørelsen, og Udlændingenævnet stadfæ-stede Udlændingestyrelsens afgørelse ved afgørelse af 22. februar 2022 (bilag M). Udlændingenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at det er en grundlæggende betin-gelse for familiesammenføring, at den person, der søges familiesammenføring med – her kærende – er bosiddende i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Sagsøgeren havde på genoptagelsestidspunktet ikke lovligt ophold i Danmark, og hans ægtefælle blev på den baggrund meddelt afslag på opholdstilladelse som fa-miliesammenført.

Hverken Udlændingenævnet eller Udlændingestyrelsen tog stilling til, om der var andre betingelser for familiesammenføring, som heller ikke var opfyldt. Udlændin-genævnet fastsatte en udrejsefrist for kærendes ægtefælle til den 1. marts 2022. Ud-lændingenævnets afgørelse vedrørende kærendes ægtefælles opholdstilladelse er ikke indbragt for domstolene, og det må derfor i denne sag lægges til grund, at denne afgørelse er lovlig og korrekt.

Synspunktet om, at sagsøgeren skulle være flyttet til Sverige som følge af en ulov-lig afgørelse om afslag på opholdstilladelse til sagsøgerens ægtefælle, var hverken fremsat under nævnets behandling af sagsøgerens sag om bortfald af opholdstilla-

40

delsen eller under behandlingen af afslaget på familiesammenføring til Person 3.

Ved den afgørelse, som er til prøvelse i nærværende sag, blev det i stedet oplyst, at årsagen til fraflytningen fra Danmark var, at sagsøgerens datter fik afslag på op-holdstilladelse, jf. bilag 1, side 13.

At ægtefællens afslag skulle have været afgø-rende for flytningen til Sverige stemmer i øvrigt ikke med det anførte i kærendes ansøgning af 9. september 2014 om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen (bilag O), hvoraf fremgår, at baggrunden for hans flytning var at udnytte erhvervsmulig-heder i Sverige grundet økonomiske og erhvervs-mæssige udfordringer i Danmark.

I tilknytning hertil bemærker Udlændingenæv-net, at kærendes ægtefælle skulle udrejse fra Danmark senest 7 dage efter modta-gelsen af Justitsministeriets afgørelse af 11. marts 2014 (bilag 19), og at kærende først fraflyttede Danmark ca. 5 måneder herefter.

Det er således ikke dokumenteret, at afslaget på opholds- og arbejdstilladelse til sagsøgerens hustru var bestemmende for, at han valgte at opgive sin danske bopæl den 28. august 2014. Det anførte i processkrift I og II om kommunikationsudfor-dringer m.v. ændrer efter Udlændinge-nævnets opfattelse ikke herpå.

Selv hvis det måtte kunne lægges til grund, at dette afslag faktisk var bestemmende for, at sagsøgeren valgte at opgive sin bopæl, kan det dog under alle omstændighe-der ikke føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter § 17.

Den omstændighed, at sagsøgeren måtte have indrettet sig på en afgørelse over for ægtefællen, der senere viste sig at være truffet på et ulovligt hjemmelsgrundlag, kan således ikke i sig selv begrunde en dispensation fra bortfald af opholdstilladel-sen, jf. den dagældende § 17, stk. 3, og nærmere side 11 og frem i Udlændingenæv-nets afgørelse af 5. maj 2021.

Adgangen til dispensation er møntet på tilfælde, hvor udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden fristen på 12 måneder, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller visse andre ufor-udsete hindringer, jf. bl.a.

Betænkning nr. 968 af 1982 om udlændingelovgivningen (2. betænkning afgivet af justitsministeriets udvalg af 14. december 1977 til revision af loven om udlændinges adgang til landet m.v.), side 153-154.

I modsætning hertil har sagsøgeren valgt at fraflytte Danmark på trods af at have fået afslag på for-håndsdispensation og på trods af, at det udtrykkeligt fremgår som vilkår i hans op-holdstilladelse, at han skal opholde sig i Danmark.

4.3 Der er ikke grundlag for at meddele Person 1 og Person 2 nye opholdstilladelser

Hvis en opholdstilladelse meddelt på baggrund af familiesammenføring med en forælder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er bortfaldet efter udlændinge-lovens § 17, stk. 1, kan barnet kun meddeles opholdstilladelse på ny, hvis hensynet til barnets tarv taler herfor, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Ved denne vurdering

41

skal barnets opvækst og familiemæssige og sociale netværk her i landet tillægges særlig vægt.

I U 2009.974 H var et makedonsk barn meddelt opholdstilladelse, fordi hendes for-ældre havde opholdstilladelse i Danmark. Som ca. 3-årig flyttede hun til Makedo-nien, og som følge deraf bortfaldt hendes opholdstilladelse. Senere ansøgte hun om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sine forældre, der sta-dig boede i Danmark.

Hun blev af udlændingemyndighederne meddelt afslag, da hensynet til hendes tarv ikke talte for meddelelse af opholdstilladelse, jf. den da-gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 14, der svarer til udlændinge-lovens § 9, stk. 21, der indgår i denne sag.

Højesteret fastslog, at myndighederne ved afgørelsen havde taget de faktiske omstændigheder i betragtning, der skulle inddrages ved udøvelsen af skønnet over, om der under hensyn til barnets tarv skulle meddeles hende opholdstilladelse, og Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet som åbenbart urimeligt.

Myndighederne havde bl.a. inddraget det forhold, at barnet udrejste som ca. 3-årig, havde boet hos sin bedstemor og haft hele sin opvækst og hidtidige skolegang i Makedonien, og at hun ikke havde be-søgt sine forældre i Danmark (de havde besøgt hende).

Udlændingenævnet har i denne sag på samme måde inddraget alle relevante for-hold i sin afgørelse, herunder at Person 1 og Person 2 er født i Danmark og taler dansk udover deres tyrkiske modersmål. Børnene har imidlertid ikke haft deres formative år i Danmark, idet de fraflyttede landet, da de var hhv. 4 år og 6 år gamle.

Person 2 startede i skole i Sverige, mens Person 1 var registreret på en dansk skole fra 1. august 2014 til 28. august 2014 og derefter gik i skole i Sverige. Børnenes skolegang og en væsentlig del af de-res opvækst er dermed foregået uden for Danmark.

Det har i den forbindelse ingen betydning, at børnene for nuværende – efter det oplyste i replikken – har deres sko-legang i Danmark, idet de ikke har opholdstilladelse i Danmark, ligesom det er for-holdene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, der er relevante.

Børnene har dermed ikke opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det vil være uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo med deres forældre uden for Dan-mark. Dertil kommer, at hverken børnenes mor eller far har opholdstilladelse i Danmark, hvorfor børnene ikke har et familiemæssigt netværk i Danmark. Det vil derfor være i børnenes tarv at bo med en eller begge forældre uden for Danmark. Der foreligger dermed ikke forhold, der begrunder, at det vil være mest i overens-stemmelse med børnenes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark, og det er dermed i overensstemmelse med børnekonventionen.

Udlændingenævnet har således inddraget og vurderet alle relevante forhold, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet som åbenbart urimeligt, jf. U 2009.974 H.

4.4 Sagsøgers ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som selvstændig er-hvervsdrivende

42

4.4.1 Retten skal alene tage stilling til, om det var berettiget at afvise Sagsøgers an-søgning

Sagsøger gør som nævnet forstår det gældende, at SIRI uberettiget afviste at behandle hans ansøgning om opholdstilladelse, og at han har ret til ophold i Dan-mark som selvstændig erhvervsdrivende i medfør af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet. Til støtte herfor gør Sagsøger gældende, at udlændin-gelovens § 9 p udgør en ny restriktion, som hverken kan begrundes i tvingende al-mene hensyn og derudover går videre end nødvendigt og dermed er uproportio-nal.

Udlændingenævnet gør heroverfor overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021, hvorved Sagsøger ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som selvstændig erhvervsdri-vende efter associerings-aftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet blev afvist, fordi han ikke havde lovligt ophold i Danmark, da han indgav ansøgningen, jf. udlæn-dingelovens § 9 p, stk. 2.

Som følge af afvisningen af ansøgningen har Udlændingenævnet ikke foretaget en materiel vurdering af ansøgningen, herunder om betingelserne for opholds- og ar-bejdstilladelse som selvstændig erhvervsdrivende efter associeringsaftalekomplek-set mellem EU og Tyrkiet er opfyldt, da denne sag handler om den processuelle re-gel i udlændingelovens § 9 p, stk. 2, der regulerer adgangen til at indgive ansøg-ning om opholdstilladelse fra Danmark med henblik på beskæftigelse.

Retten kan på den baggrund alene tage stilling til, om det var korrekt at afvise ansøgningen, da den materielle vurdering af ansøgningen ikke er genstand for prøvelse under denne sag. Selvom Udlændingenævnet alene behandler anbringender, der er rele-vante for prøvelsen af, om det var korrekt at afvise ansøgningen, betyder dette ikke, at Udlændingenævnet er enig i de dele af anbringenderne, der ikke behand-les.

4.4.2 Sagsøger kan ikke indgive ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter asso-cieringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, mens han opholder sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 2

Sagsøgers opholdstilladelse bortfaldt ex lege som følge af fraflytningen til Sverige, og ved Udlændingestyrelsens afgørelse af 1. maj 2019 blev han pålagt at udrejse med det samme. Sagsøger havde dermed ikke lovligt ophold i Dan-mark, da han den 3. september 2020 søgte om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet.

Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse kan dermed ikke indgives i Danmark, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges ham til last, el-ler hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen

43

vil få uforholdsmæssige konsekvenser for ham eller hans herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 2, 3. pkt. Hvis der er fastsat en udrejsefrist, kan ansøgningen ikke indgives i Danmark, medmindre Dan-marks internationale forpligtelser kan tilsige det, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 2, sidste pkt.

Kravet om lovligt ophold medfører alene, at ansøgeren skal have lovligt ophold, når ansøgningen indgives, eller at Danmarks internationale forpligtelser tilsiger det. Har ansøgeren ikke lovligt ophold, og er der ikke konkrete hensyn at tage til f.eks. herboende familie, jf. EMRK artikel 8 om retten til familieliv, kræves der ud-rejse efter de almindelige regler herom.

Udlændingenævnet foretog i sin afgørelse af 5. maj 2021 en afvejning efter udlæn-dingelovens § 9 p, stk. 2, 3. pkt., af de til sagen oplyste relevante forhold, herunder at sagsøgeren gennem en årrække (mens han opholdt sig lovligt i Danmark) havde drevet virksomhed i Danmark, og at sagsøgeren og hans børn havde opholdt sig i Danmark en årrække og fortsat opholdt sig i landet. Udlændingenævnet nåede frem til, at der ikke var påvist undskyldelige omstændigheder eller oplysninger om, at en afvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, EMRK.

Udlændingenævnet har således foretaget en proportionalitetsafvejning og vurde-ret, om der forelå ganske særlige grunde, hvilket nævnet ikke fandt var tilfældet. Afgørelsen er følgelig ikke ugyldig.

Hertil kommer, endelig, at sagsøgeren heller ikke opfylder betingelsen i udlændin-gelovens § 9 p, stk. 2, sidste pkt., hvorefter en ansøgning kun kan indgives i Dan-mark, hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. Det er således – in-den for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser – uden betydning, om afvisning af ansøgningen eventuelt vil få uforholdsmæssige konsekvenser for sagsøgeren eller hans herboende familie. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2 ovenfor om afgørelsen vedrørende bortfald af sagsøgerens opholdstilladelse, hvor Udlæn-dingenævnet også foretog en vurdering af EMRK artikel 8.

4.4.3 Sagsøgers synspunkt om, at bortfaldet af hans opholdstilladelse har sammen-hæng med det tidligere afslag på familiesammenføring til hans hustru, kan ikke føre til, at han kan indgive ansøgning her i landet

Synspunktet om, at sagsøgeren skulle være flyttet til Sverige som følge af en ulov-lig afgørelse om afslag på opholdstilladelse til sagsøgerens ægtefælle, var som an-ført ovenfor ikke fremsat under nævnets behandling af sagen. Det er således ikke dokumenteret, at afslaget på op-holds- og arbejdstilladelse til sagsøgers ægtefælle var bestemmende for, at han valgte at opgive sin danske bopæl den 28. august 2014, jf. nærmere afsnit 4.2.4 ovenfor.

44

Under alle omstændigheder bestrides det, at denne omstændighed ville kunne be-virke, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 p alligevel kunne indgives af sagsøgeren under et ulovligt ophold i Danmark, jf. bestemmelsens stk. 2.

På tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen den 3. september 2020 havde sagsø-geren ikke længere lovligt ophold i Danmark, idet Udlændingestyrelsens afgørelse af 1. maj 2019 (bilag 8) pålagde ham at udrejse straks.

Derfor kunne ansøgningen kun indgives i Danmark, hvis opholdet skyldtes omstændigheder, der ikke kunne lægges udlændingen til last, eller hvis der forelå undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen ville få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændin-gen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der forelå ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige det, jf. § 9 p, stk. 2, 3. pkt.

Det bestrides, at sagsøgerens ulovlige ophold i Danmark på tidspunktet for indgi-velsen af ansøgningen skyldtes omstændigheder, der ikke kunne lægges ham til last. Den omstændighed, at bortfaldet af sagsøgerens opholdstilladelse eventuelt måtte have en sammenhæng med de tidligere trufne afgørelser vedrørende sagsø-gerens ægtefælle, kan ikke tillægges betydning i den forbindelse.

Der henvises til eksemplerne opregnet i de specielle bemærkninger til § 1, nr. 43, i lovforslag nr. L 61 som fremsat 12. november 2014.

Heraf fremgår bl.a., at eksempler på ganske særlige grunde er, at udlændingen ikke får indgivet ansøgning om opholdstilla-delse i tide, fordi udlændingen er hospitalsindlagt, et nært familiemedlem er i ter-minalfasen af et sygdomsforløb, på grund af et trafikuheld eller på grund af misin-formation fra andre myndigheder.

Sagsøgeren har heller ikke nærmere forklaret, hvorfor hans ægtefælles sag om op-holdstilladelse skulle have betydning for, om sagsøgerens ret til familieliv efter EMRK artikel 8 er tilsidesat ved, at han ikke har kunnet indgive ansøgning om op-holdstilladelse her i landet, jf. § 9 p, stk. 2.

Det bemærkes hertil, at den relevante vurdering for dette spørgsmål alene er, om det udgør en krænkelse af sagsøgerens ret til familieliv, at han er henvist til at indrejse i Tyrkiet, hvor han er statsborger, for at indgive en ansøgning ved en dansk repræsentation. Sagsøgeren har fortsat ikke anført noget, der giver grundlag for at antage dette.

Ifølge hans egne oplysnin-ger bor han således sammen med sin familie i Tyrkiet på nuværende tidspunkt.

4.4.4 Afgørelsen af 5. maj 2021 (bilag 1) strider ikke mod stand still-reglen i tillægspro-tokollens artikel 41, stk. 1

Udlændingenævnet gør gældende, at Sagsøger ikke kan støtte ret på stand still-reglen i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1. Det skyldes, at stand still-reglen ikke er anvendelig for en tyrkisk statsborger, som ikke har lovligt ophold i Dan-mark, og som ikke har overholdt de danske regler vedrørende ophold, indrejse og udrejse.

45

Sagsøgers henvisning til EU-Domstolens dom af 20. september 2007 i Tum og Dari, sag C-16/05, EU:C:2007:530, ændrer ikke herved, da dommen blot fastslog, at en ”ny” national bestemmelse, der indfører strengere krav for første indrejse, principi-elt kan være en restriktion omfattet af stand still-reglen i artikel 41, stk. 1, i tillægs-protokollen.

Stand still-reglen omfatter ikke tyrkiske statsborgere, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat.

Dette følger efter nævnets opfattelse analogt af Domstolens dom af 17. september 2009 i Sahin, C-242/06, EU:C.:2009:5545, af Domstolens dom af 7. november 2013 i Demir, sag C-225/12, EU:C:2013:725 (der henvises til denne dom i svarskriftet, pkt. 5.2), og forudsætningsvist af Domstolens dom af 15. november 2011 i Dereci, sag C-256/11, EU:C:2011:734, der alle er afsagt efter den oven nævnte Tum og Dari-dom.

Tum og Dari-dommens præmis 59, som sagsøgeren henviser til, skal forstås i den sammenhæng, den indgår i. Det forelagte præjudicielle spørgsmål i Tum og Dari-dommen drejede sig om, hvorvidt stand still-reglen i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen omfattede nye restriktioner for tyrkiske statsborgeres første indrejse til en medlemsstat, herunder om det gjorde en forskel, om denne indrejse var lovlig eller ulovlig.

Domstolen har således ikke i sin senere praksis bekræftet sagsøgerens udlægning af præmis 59 i Tum og Dari-dommen, der er afsagt af Domstolens Anden Afdeling, i sin efterfølgende retspraksis (eksempelvis dommene i Sahin, Demir og Dereci som nævnt ovenfor). Tværtimod synes Domstolens Store Afdeling i Dereci-dommen at forudsætte, at lovligheden af den tyrkiske statsborgers opholdhar betydning for, om stand still-reglen finder anvendelse over for en tyrkisk statsborger. Dommens præmis 99 lyder således:

” Hvad endelig angår argumentet fremsat af den østrigske og den tyske regering samt Det Forenede Kongeriges regering, om, at Murat Dereci opholdt sig »ulovligt«, samt at tillægs-protokollens artikel 41, stk. 1, derfor ikke kan anvendes på ham, bemærkes blot, at det frem-går af forelæggelses-afgørelsen, at selv om det er korrekt, at Murat Dereci er indrejst ulov-ligt på østrigsk område i november 2001, forholder det sig ikke desto mindre således, at han på tidspunktet for indgivelsen af sin ansøgning om etablering i medfør af de da gældende nationale bestemmelser havde en ret til etablering på grund af sit ægteskab med en østrigsk statsborger, og at han kunne indgive en sådan ansøgning i Østrig, hvilket han i øvrigt også gjorde.

Ifølge den forelæggende ret bevirkede ikrafttrædelsen af NAG, at hans ophold – som først var lovligt – blev ulovligt, hvilket resulterede i, at han fik afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse.”

Denne begrundelse havde været unødvendig, hvis Domstolens Store Afdeling var enig i sagsøgerens forståelse af præmis 59 i Tum og Dari-dommen, hvorefter sagsø-gerens ulovlige ophold er irrelevant for, om bestemmelsen finder anvendelse. Ud-lændingenævnet henviser i øvrigt til sine synspunkter, som er udførligt beskrevet i processkift B, afsnit 1.1.

46

Sagsøger havde opholdt sig ulovligt i Danmark i en længere periode, da han indgav ansøgning om opholdstilladelse til SIRI. Sagsøger kan dermed ikke støtte ret på stand still-reglen.

Udlændingenævnet bemærker, at selv hvis retten måtte komme frem til, at Sagsøger er omfattet af stand still-reglen, gøres det gældende, at kravet i udlændin-gelovens § 9, stk. 2, om lovligt ophold er foreneligt med stand still-reglen. Det skyl-des, at kravet 1) er begrundet i et tvingende alment hensyn og 2) er proportional, dvs. både egnet til at varetage hensynet og ikke går videre end nødvendigt.

Betingelsen i udlændingelovens § 9 p, stk. 2, om, at en ansøgning om opholdstilla-delse med henblik på beskæftigelse skal indgives uden for Danmark, medmindre ansøgeren har lovligt ophold, er begrundet i hensynet til at sikre myndighedernes mulighed for at udøve generel udlændingekontrol, herunder en effektiv styring af migrationsstrømme.

Hensynet til en effektiv styring af migrationsstrømme er efter fast praksis fra EU-Domstolen anerkendt som et tvingende alment hensyn, der kan begrunde restriktioner omfattet af artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen, jf. bl.a. Tek-demir, sag C-652/15, EU:C:2017:239, præmis 39, og Yön, sag C-123/17, præmis 77.

Kravet om lovligt ophold for at indgive ansøgning i udlændingelovens § 9 p, stk. , muliggør myndighedernes kontrol med udlændinges indrejse til Danmark. Kravet medfører, at en udlænding uden lovligt ophold skal indgive sin ansøgning om op-holdstilladelse med henblik på beskæftigelse uden for Danmarks grænser og fort-sat skal opholde sig uden for landet, mens ansøgningen behandles. Først når der opnås opholdstilladelse, kan ansøgeren indrejse i Danmark. Kravet er dermed eg-net til at udøve udlændingekontrol og styre migrations-strømmene.

Alternativet til et krav om lovligt ophold ved indgivelse af ansøgning om ophold-stilladelse vil være at tillade ansøgeren ophold i Danmark, mens ansøgningen be-handles.

Dette vil imidlertid underminere det tvingende almene hensyn i form af den effektive styring af migrations-strømmene, herunder i forhold til myndighe-dernes mulighed for at sikre, at en afvist ansøger udrejser af Danmark, når ansøg-ningen er færdigbehandlet.

Hertil kommer, at det ikke kan anses for uproportionalt at henvise Sagsøger, som både er tyrkisk statsborger, og som har boet i Sve-rige i en længere periode, til at indgive ansøgning om opholdstilladelse som selv-stændigt erhvervsdrivende uden for Danmarks grænser. Kravet går dermed ikke videre end nødvendigt for at varetage det tvingende almene hensyn.

Udlændingenævnet bemærker sluttelig, at der ikke i øvrigt er forhold, der bevirker, at Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at Sagsøger kan indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, selvom han opholder sig ulovligt i Danmark.

4.5 Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023 er gyldig

4.5.1 Afgørelsen er i overensstemmelse med udlændingelovens §§ 26 og 32

47

Til støtte for frifindelsespåstanden over for sagsøgerens påstand II gøres det over-ordnet gældende, at Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023, hvorved sagsø-geren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år, er gyldig. Denne afgørelse er en direkte konsekvens af bortfaldet af sagsøgerens opholdstilladelse som stadfæ-stet af Udlændingenævnet ved afgørelsen af 5. maj 2021.

Udlændingenævnet har således med rette fundet, at der var grundlag for udvis-ning, da sagsøgeren ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, uanset denne ver-serende sag om prøvelsen af nævnets afgørelse af 5. maj 2021, idet nærværende sag ikke er tillagt opsættende virkning, jf. også Østre Landsrets kendelse af 6. marts 2023.

Nævnet fandt også med rette, at der ikke forelå oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbreds-mæssige forhold, der kunne føre til enten at undlade at træffe afgørelse om udvis-ning, jf. udlændingelovens § 26, eller at undlade eller begrænse afgørelsen om in-drejsefor-bud efter udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5. Disse forhold ses heller ikke at være anfægtet af sagsøgeren til støtte for påstanden om, at ud-visningsafgørelsen er ugyldig.

Som nævnet forstår sagsøgerens synspunkter, er det således sagsøgerens hoved-synspunkt, at udvisnings-afgørelsens ugyldighed er afledt af afgørelsen om bort-fald af opholdstilladelse af 5. maj 2021. Det bemærkes hertil for god ordens skyld – som også anført i bilag 23 – at Udlændingenævnet naturligvis er enig i, at udvis-ningssagen skal genoptages, hvis afgørelsen af 5. maj 2021 måtte blive underkendt.

Herudover forstår Udlændingenævnet, at sagsøgeren gør gældende, at det skal indgå som særlig undskyldende omstændighed ved afgørelsen om udvisning, at sagsøgeren ”naturligt har måttet forholde sig skeptisk overfor kravet om at ud-rejse” , fordi hans ægtefælle i 2014 blev meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark på et retsgrundlag, der efter EU-Dom-stolens dom af 10. juli 2019 i A, sag C-89/18, ECLI:EU:C:2019:580, viste sig at være i strid med associeringsaftalens artikel 13.

Udlændingenævnet bemærker hertil, at dette forhold ikke har været omtalt ved sa-gens behandling for nævnet, og et sådant forhold kan i øvrigt ikke tillægges betyd-ning ved vurderingerne efter udlændingelovens §§ 26 eller 32. En generel skepsis over for gyldigheden af udlændingemyndighedernes afgørelser kan selvsagt ikke føre til, at den pågældende udlænding ikke kan udvises, uanset hvad baggrunden for denne skepsis er.

Udlændingenævnet fastholder i øvrigt, at afgørelsen af 5. maj 2021 er gyldig, her-under at § 9 p, stk. 2, ikke er i strid med stand still-reglen, at Udlændingenævnet har foretaget en korrekt vurdering efter § 9 p, stk. 2, og at sagen ikke angår sagsø-

48

gerens eventuelle materielle opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviser til be-grundelsen i afsnit 4.4.

4.5.2 Udlændingelovens § 32 er ikke i strid med artikel 41 i tillægsprotokollen 46

Udlændingenævnet forstår sagsøgerens processkift III af 10. november 2023 såle-des, at man nu gør gældende, at selve meddelelsen om indrejseforbud i Schengen-området i 2 år også er ugyldig, fordi udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1, udgør en ny restriktion i strid med stand still-forpligtelsen i artikel 41 i tillægspro-tokollen til Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet. Dette bestrides.

Sagsøgerens synspunkt må umiddelbart forstås sådan, at årsagen til, at bestemmel-sen udgør en ny restriktion, er, at indrejseforbuddet angår hele Schengen-området. Eftersom Danmark først tiltrådte Schengen-konventionen i 1997, mener sagsøge-ren, at der herefter nødvendigvis må være tale om en restriktion, der ikke bestod ved Danmarks tiltrædelse af EF den 1. januar 1973.

Hvis synspunktet skal forstås sådan, bemærker Udlændingenævnet, at selve den omstændighed, at et indrejseforbud efter tiltrædelsen af Schengen-konventionen nu kan omfatte hele Schengen-området, ikke udgør en selvstændig yderligere re-striktion af retten til at tage ophold i Danmark.

Det følger eksempelvis af Demir-kan, sag C-221/11, ECLI:EU:C:2013:583, der omhandlede stand still-reglen i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen, at tyrkiske statsborgere i modsætning til medlems-staternes arbejdstagere ikke har ret til fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union, men kun kan påberåbe sig bestemte rettigheder på en enkelt værtsmedlem-sstats område, jf. præmis 53.

Dette er gentagne gange fastslået i EU-domstolens retspraksis.

Tillægsprotokollens artikel 41 sætter således udelukkende grænser for yderligere restriktioner for etableringsretten i den enkelte medlemsstat. Et indrejseforbud, som kun angår Danmark, og et indrejsefor-bud, der angår hele Schengen-området, har samme virkning for adgangen til at etablere sig i Danmark.

Hvis sagsøgerens anbringende derimod skal forstås sådan, at et indrejseforbud i sig selv – uanset om det angår Danmark eller Schengen-området – er en ny restriktion i strid med stand still-bestemmelsen i artikel 41 i tillægsprotokollen, så bestrides dette under alle omstændigheder.

Sagsøgeren har ikke nærmere forklaret, hvordan reglerne om indrejse-forbud i ud-lændingelovens § 32 i givet fald skulle udgøre en ny restriktion for etableringsfri-heden i forhold til det, der var gældende ved Danmarks tiltrædelse af EF den 1. ja-nuar 1973. Det gøres dog samlet gældende, at hjemlen for det meddelte indrejsefor-bud i afgørelsen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, jf. § 25 b, er forenelig med den nævnte bestemmelse, eftersom bestemmelsen under alle omstændigheder 1) er

49

begrundet i et tvingende alment hensyn og 2) er proportional, dvs. både egnet til at varetage hensynet og ikke går videre end nødvendigt.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, hvorefter der kan meddeles et indrejseforbud på en periode på 2 år, hvis udlændingen udvises som følge af ulov-ligt ophold i Danmark efter § 25 b, er begrundet i hensynet til den offentlige orden samt hensynet til at sikre myndighedernes mulighed for at udøve generel udlæn-dingekontrol. Disse hensyn er efter fast praksis fra EU-Domstolen anerkendt som tvingende almene hensyn, der kan begrunde restriktioner omfattet af artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen, jf. bl.a. Tekdemir, sag C-652/15, EU:C:2017:239, præmis 39, og Yön, sag C-123/17, præmis 77.

Et indrejseforbud muliggør myndighedernes kontrol med udlændinges indrejse til og ophold i Danmark. Indrejseforbuddet medfører, at en udlænding, som har op-holdt sig ulovligt i Danmark, sanktioneres, så vedkommende for en 2-årig periode ikke kan indrejse i EU eller Schengen-området.

Bestemmelsen sikrer, at udlæn-dinge har et klart incitament til at overholde de gældende regler og undgå at op-holde sig i landet på ulovligt grundlag, f.eks. efter bortfaldet af en opholdstilla-delse. Kravet er dermed egnet til at sikre hensynet til den offentlige orden og ud-lændingekontrol.

Hvis det ikke havde konsekvenser for adgangen til indrejse at til-sidesætte vilkårene for en opholdstilladelse eller ignorere en afgørelse fra udlæn-dinge-myndighederne, ville udlændinge have incitament til at forblive ulovligt i landet og forsøge at undgå myndighedernes søgelys, hvilket ville være uforeneligt med den offentlige orden.

Et indrejseforbud med 2 års varighed kan heller ikke anses for uproportionalt. Denne længde sikrer et passende incitament til at overholde reglerne uden at ud-gøre en overdreven og uforholdsmæssig indskrænkning af mulighederne for i fremtiden at indrejse og tage ophold i Danmark.

Det bemærkes hertil, dels at varig-heden på 2 år kan fraviges efter en konkret vurdering i overensstemmelse med § 32, stk. 5, nr. 2, og dels at indrejseforbuddet bortfalder ved meddelelsen af en ny opholdstilladelse, jf. § 32, stk. 8, jf. § 10, stk. 4.

Sidstnævnte bestemmelse åbner op for, at der kan meddeles opholdstilladelse på trods af et indrejsefor-bud, hvis gan-ske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Dette er ikke konkret relevant for nærværende sag, som alene vedrører afgørelserne af 5. maj 2019 (bilag 1) og 26. juni 2023 (bilag 23), men viser dog generelt, at bestemmel-sen om indrejseforbud giver mulighed for, at der tages behørigt hensyn til konkrete omstændigheder. Samlet set er der intet grundlag for at fastslå, at bestemmelsen skulle være uproportional.

50

Det forhold, at indrejseforbuddet gælder ophold i alle EU-lande (undtaget Irland) og de Schengenassocierede lande (Norge, Liechtenstein, Schweiz og Island), følger af Danmarks internationale forpligtelser. …”

Parterne har under hovedforhandlingen redegjort for deres opfattelse af sagen i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Rettens begrundelse og resultat

Ved Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021 tiltrådte nævnet Udlændinge-styrelsens afgørelse af 1. maj 2019 vedrørende Sagsøger og hans to børn, Person 1 og Person 2 og Styrelsen for International Rek-ruttering og Integrations -SIRI’s – afgørelse af 20. januar 2021 vedrørende Sagsøger.

Opholdstilladelsen for Sagsøger og hans to børn, Person 1 og Person 2 var således bortfaldet. Afgørelsen blev truffet efter ud-lændingelovens § 17, stk. 1, idet nævnet på baggrund af sagens faktiske oplys-ninger fandt, at de havde befundet sig uden for landet i mere end 12 på hinan-den følgende måneder.

Sagsøgers ægtefælle Person 3 fik den 11. marts 2014 afslag på opholdstilla-delse i Danmark, idet hun ikke opfyldte kravet om tilknytning til Danmark. Ved samme afgørelse fik sagsøgers datter, Person 4, afslag på opholdstilla-delse i Danmark.

Sagsøger og de to børn Person 1 og Person 2 ud-rejste af Danmark den 28. august 2014 og tog ophold i Sverige, hvor børnenes mor, Person 3, nu boede. Det lægges efter oplysningerne i nævnets afgø-relse – som også dokumenteret under sagen – til grund, at Sagsøger og de to børn herefter ikke genoptog deres ophold i Danmark, og de befandt sig såle-des uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Den omstæn-dighed, at Sagsøger tilmeldte sig cpr-registret med en adresse i Nykøbing Sjælland den 11. januar 2016 kan ikke tillægges betydning, idet det lægges til grund, at der ikke var tale om et reelt ophold i Danmark.

Der er herved lagt vægt på, at Sagsøger ikke var uenig i de oplysninger Udlændingestyrelsen lagde til grund ved partshøringen den 19. december 2018 om, at han ikke havde haft et reelt ophold i Danmark efter den 11. januar 2016.

Sagsøger har bl.a. henvist til, at bortfald af hans opholdstilladelse er ube-rettiget, og at hans udrejse er påtvunget ham og hans familie, fordi hans ægte-fælle Person 3 11. marts 2014 fik afslag på opholdstilladelse, hvilket var et ulovligt afslag. Afslaget på opholdstilladelse var begrundet i manglende til-

51

knytning til Danmark. EU-Domstolen fastslog ved dom af 10. juli 2019, at et krav om tilknytning, var i strid med associerings-aftalen. Person 3's sag blev derfor genoptaget, men hun modtog den 9. juni 2021 på ny afslag på opholdstil-ladelse, da Sagsøger, som hun søgte familiesammenføring med, på det tidspunkt ikke boede i Danmark, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at der alligevel skulle meddeles tilladelse. Afgørelsen blev indbragt for Udlæn-dingenævnet, der den 22. februar 2022 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgø-relse. Afgørelsen er ikke indbragt for domstolene og er dermed endelig.

Det fremgår af Sagsøgers ansøgning om bevarelse af opholdsret af 9. sep-tember 2014, at han søgte om tilladelse til at bosætte sig i Sverige i en 2-årig midlertidig periode for at udnytte erhvervsmuligheder der.

Det blev oplyst, at han som restauratør i Danmark var hårdt ramt af den økonomiske afmatning inden for branchen, og at det var yderst vanskeligt for ham og familien at opret-holde en rimelig levestandard i Danmark. Han havde fået et tilbud om at etab-lere ny forretning i Sverige med familiemedlemmer og overvejede at flytte der-til for at prøve lykken.

Der er ikke i den sammenhæng henvist til Person 3's ophold i Sverige. Sagsøger har ligeledes i blanket om Ansøgning om, at opholdstilladelse på asyl- og familiesammenføringsområdet ikke skal anses for bortfaldet fra februar 2018 ligeledes oplyst, at formålet med flytningen til Sve-rige var at drive forretning, og at hans datter Person 4 fik afslag på op-holdstilladelse i Danmark.

Herefter er der ikke grundlag for at antage, at afslag på familiesammenføring til Person 3 var afgørende for, at Sagsøger valgte at opgive sin bopæl i Danmark den 28. august 2014.

Sagsøger, Person 1 og Person 2's opholdstilladel-ser er som anført ovenfor bortfaldet jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlæn-dingenævnet traf herefter afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at med-dele dispensation fra kravet om bortfald af opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 17, stk. 3.

Udlændingenævnet fandt ikke, at der var grundlag for dispensation. Det frem-går, at Udlændingenævnet lagde vægt på Sagsøger, Person 1 og Person 2's samlede forhold her i landet og Sagsøgers til-knytning til sit hjemland med henvisning til konkrete omstændigheder. Der er ikke grundlag for at antage, at der er inddraget ulovlige kriterier, eller at rele-vante kriterier ikke er inddraget.

Opholdstilladelse til Person 1 og Person 2 skal herefter vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, såfremt hensynet til ansøgerens tarv taler herfor. Person 1

52

er Født (2008) og Person 2 er Født (2009).

Det fremgår af Udlændingenævnets afgørelse, at nævnet har lagt vægt på, at børnene er født i Danmark, men at de på grund af deres alder og længden af deres ophold i Danmark ikke havde haft deres formative år i Danmark, og at de ikke havde opnået en stærk tilknytning til Danmark, idet de udrejste til Sverige sammen med Sagsøger i 2014, og at de herefter reelt ikke har haft ophold i Dan-mark og har i øvrigt boet sammen med enten deres mor eller far.

Retten finder herefter, at de forhold, som Udlændingenævnet har lagt vægt på, er konkrete og relevante forhold, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Udlændingenævnet har udøvet i relation til, hvad der er bedst for deres tarv.

Udlændingenævnet fandt, at SIRI den 20. januar 2021 med rette afviste Sagsøgers ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig erhvervs-drivende efter udlændingelovens § 9 p, stk. 1.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 p, stk. 1, kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold her jf. § 9 p, stk. 2, eller hvis der foreligger undskyldende omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herbo-ende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser tilsiger det.

Det fremgår, at Udlændingenævnet lagde vægt på, at Sagsøger den 7. sep-tember 2020, hvor SIRI modtog hans ansøgning, ikke opholdt sig lovligt i Dan-mark, idet hans opholdstilladelse på det tidspunkt var bortfaldet den 1. maj 2019, og at han på det tidspunkt var blevet pålagt at udrejse.

Det fremgår af nævnets afgørelse, at det indgik i vurderingen, at han havde drevet selvstændig virksomhed i Danmark, og at han i nogle år havde boet i Danmark med sin fa-milie, og at han som anført fortsat boede her, idet han ikke var udrejst, som han var pålagt.

Udlændingenævnet har i sin afgørelse vedrørende § 9 p, stk. 2, hen-vist til, at udlændinge sædvanligvis skal have opnået førstegangstilladelse in-den indrejse i det land, hvortil tilladelse søges, og at ansøgning skal indgives fra ansøgers hjemland. Baggrunden herfor er at sikre myndighedernes mulighed for at udøve udlændingekontrol.

Udlændingenævnet har endvidere henvist til, at der ikke foreligger undskyl-dende omstændigheder. Udlændingenævnet har ikke fundet, at afvisningen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser herunder EMRK, idet Udlæn-dingenævnet har fundet, at der ikke var oplyst om personlige forhold herunder helbredsmæssige forhold eller lignende, der efter EMKR artikel 8 kunne be-virke, at det er uproportionalt eller i strid med Danmarks internationale forplig-telser at henvise Sagsøger til at søge opholdstilladelse fra Tyrkiet.

Sagsøger har endvidere henvist til, at hans opholdstilladelse bortfaldt, fordi Person 3 fik afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at han derfor

53

kan indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som selvstændig er-hvervsdrivende. Sagsøger har ikke anført dette synspunkt for Udlændin-genævnet, og ikke nærmere redegjort for, at dette skulle føre til et andet resul-tat. Retten finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøgers opholdstilladelse er bortfaldet.

Retten finder, at stand still reglen i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, ikke fin-der anvendelse, for en tyrkisk statsborger, som ikke har lovligt ophold i Dan-mark og som ikke har overholdt de danske regler vedrørende ophold, indrejse og udrejse. Udlændingenævnets afgørelse er således ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingenævnet traf den 26. juni 2023 afgørelse om, at udvisning af Sagsøger af Danmark med et indrejseforbud i 2 år er gyldig og stadfæstede der-med Udlændingestyrelsens afgørelse af 27. september 2022.

Udvisningen var en følge af, at Udlændingenævnet ved afgørelsen af 5. maj 2021 fandt, at Sagsøger ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udvisnin-gen blev meddelt efter udlændingelovens § 25 b. Det fremgår, at nævnet ved sin afgørelse lagde vægt på de hensyn, der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, herunder hensynet til familiens enhed jf. Den Europæiske Menneskeret-tighedskonvention EMRK artikel 8.

Retten finder ikke, at et indrejseforbud er en ny restriktion i strid med stand still reglen i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokol-len.

Det bemærkes i den sammenhæng, at et indrejseforbud efter denne bestem-melse er begrundet i den offentlige orden og hensynet til at sikre myndigheder-nes mulighed for at udføre generel udlændingekontrol, hvilket efter EU-Dom-stolens afgørelser er anerkendt som tvingende almene hensyn, der kan be-grunde restriktioner efter artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen.

Herefter tages Udlændingenævnets frifindelsespåstand i det hele til følge.

Sagsøger har fri proces, hvorfor statskassen skal betales sagens omkostninger. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af sagsøgtes advokatudgift med 125.000 kr. Udlændingenævnet er ikke momsregi-streret

THI KENDES FOR RET:

Udlændingenævnet frifindes for påstanden om, at Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2021 ophæves og hjemvises til fornyet behandling.

Udlændingenævnet frifindes for påstanden om, at Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2023 om udvisning med indrejseforbud i 2 år ophæves.

54

Statskassen betaler 125.000 kr. i sagsomkostninger til Udlændingenævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

2

Publiceret til portalen d. 16-01-2024 kl. 13:28 Modtagere: Sagsøger, Advokat (L) Asser Rung-Hansen, Sagsøgte Udlændingenævnet, Advokat (L) Peter Alexander Ahlberg