BRByretterne

S41-7368/2025

OL-2026-BYR-00078

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
19-03-2026
Sagsemne
forsøg / §§ 21-24, brandstiftelse sprængning mv / §§ 180-192 b
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.03.19B Retten i Glostrups

DOM

Dato: 19. marts 2026 Rettens sagsnr.: S41-7368/2025 Politiets sagsnr.: 0700-71121-00075-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1992 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 24. september 2025, og tilkendegivelse er modtaget den 12. marts 2026.

Tiltalte er tiltalt for forsøg på brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, ved den 26. august 2023 ca. kl. 19.20 at have forsøgt at sætte ild til en lejlighedsdør tilhørende Boligkompleks, Boligselskab, beliggende Adresse i Ishøj, idet tiltalte antændte et stykke brandbart materiale og placerede det foran lejlighedsdøren, hvilket forehavende mislykkedes, idet ilden gik ud.

Ved branden skete der skade på fast ejendom for et endnu ukendt beløb.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om, at tiltalte idømmes anbringelse i psykiatrisk afdeling, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., uden en fastsat længstetid for foranstaltningen, jf. samme lovs § 68 a, stk. 2. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte tildeles en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.

Tiltalte har ved sin forsvarer erkendt sig skyldig men har haft vanskeligt ved eller ikke ønsket at afgive nærmere forklaring om forholdet for retten. Forsvareren har på tiltaltes vegne påstået forholdet henført under straffelovens § 291, stk. 1, og påstået rettens mildeste dom.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnet Forurettede. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der er under sagen bl.a. afspillet videoovervågning fra opgangsdøren ind til gerningsstedet og fremvist fotomateriale fra gerningsstedet. Tiltalte er tidligere straffet, senest ved bødeforlæg af 23. december 2025 med en bøde på 7.500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1.

Det er oplyst, at blufærdighedskrænkelsen blev begået over for den samme forurettede nabofamilie som i denne sag. Endvidere er der fremlagt et tiltaltefrafald, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 5, for hærværk på en bil med skade for 23.558,63 kr. begået mod den samme forurettede nabofamilie som i denne sag.

Overlæge Person, Retspsykiatrisk Klinik, har i en retspsykiatrisk erklæring af 16. juli 2025 oplyst blandt andet: "... Observanden findes herefter sindssyg og var antagelig også sindssyg på tidspunktet for det påsigtede. Begavelsesmæssigt kan han ikke entydigt kategoriseres, men er formentlig tungt begavet. Han lider ikke af epilepsi eller anden alvorlig hjernelidelse.

I forbindelse med det påsigtede var han ikke påvirket af rusmidler. Observanden er tyrkisk statsborger, men opvokset i Ishøj med fortsat samlevende forældre under forhold præget af observandens adfærdsmæssige udfordringer, der var medvirkende til anbringelse udenfor hjemmet fra 16-årsalderen. Da observanden er døv, er daginstitution samt skolegang foregået i regi for døve.

Observanden har ikke været i nogen form for beskæftigelse eller færdiggjort uddannelse, men er tilkendt førtidspension. Han modtager kontaktpersonsstøtte fra Center for Døve fem timer ugentligt. Han er ugift, enlig og har ingen børn. Den seneste årrække har han boet i egen lejebolig i Ishøj, men med en stor grad af kontakt til sine forældre. Herudover har han intet netværk og kan bedst lide sit eget selskab.

Som 15-årig blev observanden tilknyttet døveambulatoriet, hvor han i de første år blev fulgt under diagnosen infantil autisme. Senere er han blevet diagnosticeret med organisk paranoid eller skizofreniform psykose, og der er iværksat behandling med antipsykotisk virkende medicin i depotform. Periodisk har observanden nægtet kontakt til psykiatrien, ligesom han også har afvist den medicinske behandling.

I de perioder er han destabiliseret, hvilket har medført isolationstendens, manglende overblik og udadreagerende adfærd i form af hærværk. Aktuelt er han indlagt på psykiatrisk afdeling efter en længere periode med medicinsvigt. Observanden har muligvis haft et misbrug af cannabis som helt ung, men han er ikke kendt med misbrug af rusmidler.

Ved herværende undersøgelse formår observanden ikke at samarbejde omkring den psykologiske delundersøgelse. Han fremtræder med en aparte kontaktform, som er præget af rigiditet samt tendens til kravafvisende adfærd. Når han forsøges fastholdt i situationen, reagerer han med letvakt irritabilitet.

Der præsenteres ikke vrangforestillinger, og han er ej heller åbenlyst hallucineret, men dette skal ses i lyset af, at han er i behandling med antipsykotisk virkende medicin. Samlet set fremtræder han tankeforstyrret og vurderes velbeskrevet i nuværende diagnose. Karakterologisk fremtræder han juvenil med læderet konsekvenskalkulering, tendens til impulsiv adfærd og læderet affektmodulering.

Observanden findes herefter omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.

Man skal, såfremt han findes skyldig, som mest formålstjenlig foranstaltning til imødegåelse af en betydelig, men af hans psykiske helbredstilstand i høj grad afhængig, risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet,jf. samme lovs § 68, 2. pkt., anbefale dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling. ..." Sagen har været forelagt Retslægerådet, der i en erklæring af 9. oktober 2025 har udtalt følgende: "...

Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet, på baggrund af tilsendte sagsakter med retspsykiatrisk erklæring af 16. juli 2025 ved overlæge Person, Retspsykiatrisk Klinik, Justitsministeriet, om Tiltalte udtale, at han er sindssyg og også var det på tidspunktet for det påsigtede, hvor han ikke var påvirket af rusmidler. Han er usikkert vurderet til at være tungt begavet, døv og lidende af infantil autisme.

Han lider ikke af epilepsi eller anden organisk hjernesygdom. Tiltalte er tyrkisk statsborger, opvokset med samlevende forældre under forhold præget af hans adfærdsmæssige udfordringer, der var medvirkende til anbringelse udenfor hjemmet fra 16-år-salderen. Da han er døv, er daginstitution samt skolegang foregået i regi for døve.

Han har ikke været i nogen form for beskæftigelse eller færdiggjort uddannelse, men er tilkendt førtidspension. Han modtager kontaktpersonsstøtte fra Center for Døve fem timer ugentligt. Han er ugift, enlig og har ingen børn. Den seneste årrække har han boet i egen lejebolig, men med en stor grad af kontakt til sine forældre. Herudover har han intet netværk og kan bedst lide sit eget selskab.

Som 15-årig blev Tiltalte tilknyttet det psykiatriske døveambulatorie, hvor han i de første år blev fulgt under diagnosen infantil autisme. Senere er han blevet diagnosticeret med organisk paranoid eller skizofreniform psykose, og der er iværksat behandling med antipsykotisk virkende medicin i depotform. Periodisk har han nægtet kontakt til psykiatrien, ligesom han også har afvist den medicinske behandling.

I de perioder er han destabiliseret, hvilket har medført isolationstendens, manglende overblik og udadreagerende adfærd i form af hærværk. Tiltalte lider af Hirschsprungs Syndrom, som medfører svækket tarmfunktionen samt methæmaglobinreduktase mangel, som er en blodsygdom, hvor blodcellerne ikke transporterer ilten på effektiv vis. Han er ikke kendt med misbrug af rusmidler.

Ved aktuelle undersøgelse formår Tiltalte ikke at samarbejde omkring den psykologiske delundersøgelse. Han fremtræder med en aparte kontaktform, som er præget af rigiditet samt tendens til kravafvisende adfærd. Der præsenteres ikke vrangforestillinger, og han er ej heller åbenlyst hallucineret, men dette skal ses i lyset af, at han er i behandling med antipsykotisk virkende medicin.

Han fremtræder tankeforstyrret og vurderes vel beskrevet med diagnosen skizofreni. Efter Retslægerådets vurdering er Tiltalte sindssyg og kan herefter henføres til personkredsen omtalt i straffelovens § 16, stk. 1. Desuden kan Retslægerådet ikke ganske afvise, at han er i en tilstand ligestillet med lettere mentalt retardering og derfor tillige kan henføres til personkredsen omtalt i straffelovens § 16, stk. 2.

Hvis han findes skyldig i det påsigtede, og bestemmelsens betingelser i øvrigt er opfyldt, skal rådet, som mest formålstjenlig foranstaltning til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., anbefale dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling. ..."

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har erkendt sig skyldig ved sin forsvarer men har imidlertid haft vanskeligt ved eller ikke ønsket at afgive forklaring om forholdet for retten.

Efter bevisførelsen, herunder videomaterialet, fotomaterialet og vidnet Forurettedes forklaring, finder retten det bevist, at tiltalte har antændt en plastikpose med dyneindhold op ad lejlighedsdøren til vidnet Forurettedes lejlighed, og at han herved forsøgte at sætte ild til døren, hvilket mislykkedes, da ilden gik ud.

Retten finder således tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen, herunder således at forholdet skal henføres under straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, jf. straffelovens § 89. Efter Retslægerådets erklæring finder retten, at tiltalte på gerningstidspunktet har været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom.

Tiltalte straffes derfor ikke, jf. straffelovens § 16, stk. 1. For at forebygge nye lovovertrædelser, og da mindre indgribende foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige, skal tiltalte anbringes som påstået, jf. straffelovens § 68, 2. pkt. Under hensyn til arten af den pådømte kriminalitet fastsættes ingen længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2.

Betingelserne i dagældende udlændingelov § 22, nr. 6, nugældende udlændingelov § 23, jf. § 22, for at udvise tiltalte er opfyldt. Da udvisning imidlertid med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, tildeles tiltalte alene en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1, i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal anbringes i psykiatrisk afdeling. Der fastsættes ingen længstetid for foranstaltningen. Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2026.03.19B
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/1b02e27b-d284-44f4-8f5f-0a5a7bff888e