BR — Byretterne

SS-105475/2026-KOL

OL-2026-BYR-00213

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
10-08-2026
Sagsemne
vold eller trusler om vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.08.10B Retten i Koldings

DOM

Dato: 10. august 2026 Rettens sagsnr.: SS-105475/2026-KOL Politiets sagsnr.: 3700-70308-00073-26 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1956, (advokat Peter Stanstrup, Kolding) Anklageskrift er modtaget den 6. juli 2026.

Der er rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, ved den 18. juni 2026 ca. kl. 10.44 med trussel om vold at have overfaldet skatteminister Forurettede, idet han på det sociale medie Facebook, hvor skatteminister Forurettede havde delt et opslag med politisk indhold, som en kommentar til skatteministerens opslag havde skrevet: "Vil gerne bidrage med 500 kr. til den der vil gøre ham kold", hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for skatteministerens liv, helbred eller velfærd.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han har en Facebook-profil på sin telefon, som den ses i bilagsfil 1, side 5. På sin telefon bruger han Facebook, læser Vejle Amts Folkeblad og Ekstra Bladet og følger med i fodbold. Han er på Facebook dagligt. Han bruger kun sin egen telefon med den firecifrede adgangskode til Facebook. Han har ikke face ID eller biometrisk login. Han følger ingen politiske grupper eller personer.

Han følger heller ikke andre, særlige grupper. Foreholdt søgehistorik, fil 1, side 7, har tiltalte forklaret, at de nævnte navne er familiemedlemmer, der har været i politik. Gruppen #Gruppe ved han ikke, hvad er. Han har fundet ud af, at Forurettede er skatteminister. Han vidste, da kommentaren blev lavet, at Forurettede var minister. Han havde set ham i avisen.

Foreholdt Forurettedes opslag, fil 1, s. 15, har tiltalte forklaret, at han hverken havde set eller læst opslaget. Han har ikke kommenteret på opslaget. Foreholdt kommentaren, fil 1, side 26, har tiltalte forklaret, at han ikke har skrevet dette. Han var i den pågældende uge ude at bade næsten dagligt ved ishuset på Strand - garanteret også den 18. juni. Det er 150 m fra hans bopæl.

Han husker ikke, om han tog bilen derhen. Han har også oplyst politiet om, at han havde skrevet den firecifrede kode til Facebook på et stykke pap, der ligger i en lomme i telefonens cover. Mens han svømmede, lod han telefon og bilnøgler ligge, så skal det være foregået der; en anden person må have fundet telefonen og skrevet kommentaren. Han havde ingen med ude at bade, men der var andre mennesker.

Han medbragte håndklæde og telefon og muligvis bilnøgler og pung med kørekort, hvis han havde været i bil. Hvis det er meget varmt, vælger han et sted længere ude end ishuset. Han lægger håndklædet med telefonen og evt. pung indeni eller ovenpå, så telefonen måske nok er skjult. Han er i vandet i typisk 8-15 min. Det var det nok også denne dag. Da han kom op igen, var der ikke noget særligt påfaldende.

Der holder altid biler der. Han lagde ikke mærke til nogen ved håndklædet, mens han badede, og telefonen og evt. nøgler lå der stadig, da han kom op. Han har altid telefonen med, så hans nærmeste kan ringe til ham. Efter badet kørte eller gik han hjem uden at se på Facebook. Han blev ikke opmærksom på kommentaren, idet han ikke var inde at kigge, før politibetjenten viste ham kommentaren.

Han har aldrig fået nogen notifikationer og bemærkede ikke noget om dette. Foreholdt forurettedes og en anden brugers kommentarer, fil 1, side 8, har tiltalte forklaret, at han ikke har set disse svar. Hans telefon har måske været hacket tidligere, men det tør han ikke lige sige. Hans overbevisning er, at en anden, ukendt person har logget ind og skrevet kommentaren.

Han har ikke glemt noget og har aldrig truet nogen. Han havde ingen politisk holdning til brændstofpriserne, som opslaget vedrørte.

Der er - ud over det, der er dokumenteret ved forehold under forklaringen - dokumenteret fra følgende bilag: Anmeldelsesrapport, fil 1, side 12 og 13, afsnit 4 Kommentarer til den omhandlede kommentar, fil 1, side 26 Opslagets datering, fil 1, side 32 (18. juni 2026 kl. 10.44) Fotorapport, side 3ff med gennemgang af tiltaltes telefon

Rettens begrundelse

og afgørelse Det er på grundlag af udlæsningen af og dokumentationen om tiltaltes telefon - sammenholdt med tiltaltes forklaring om, at en anden person under tiltaltes badetur i Vejle Fjord kan have logget på tiltaltes telefon, skrevet kommentaren og efterladt telefonen upåfaldende - ubetænkeligt at lægge til grund, at det var tiltalte, der anvendte sin telefon den 18. juni 2026 kl. ca. 10.44 og skrev den kommentar, der er gengivet i tiltalen.

Retten tilsidesætter herved tiltaltes forklaring som usandsynlig. Det er ubestridt, at skatteministerens opslag havde et politisk indhold og således var en ytring i den offentlige debat. Efter dens indhold var tiltaltes kommentar desuden en utvetydig dødstrussel mod skatteministeren. Retten finder herefter tiltalte skyldig.

Straffen kan passende fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7. Efter forholdets karakter og retspraksis er der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Retten har ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på den betydning, som truslen kan have for skatteministerens udførelse af sit hverv.

Der er desuden lagt vægt på, at truslen havde baggrund i skatteministerens lovlige ytringer i den offentlige debat, jf. herved også straffelovens § 119, stk. 3, 1. og 2. pkt. I formildende retning har retten lagt vægt på tiltaltes alder og personlige forhold og på, at truslen var skriftlig, enkeltstående og forholdsvis kort formuleret.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2026.08.10B
KilderAnklagemyndigheden →
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/1f484ff7-9407-42fa-a961-f5057e4a803a