BRByretterne

SS-1275/2025-HIL

OL-2026-BYR-00091

Appelleret
Dato
30-01-2026
Sagsemne
Tiltale for overtrædelse af Straffelovens § 237, manddrab. Påstand om konfiskation og rettighedsfrakendelse
Fuldtekst
Kilde: Domsdatabasen

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 227.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

Retten i Hillerød

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 30. januar 2026

Rettens nr. 9-1275/2025 Politiets nr. 0900-73111-00003-24

Anklagemyndigheden mod Tiltalte Født (1961)

Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 7. maj 2025.

Tiltalte er tiltalt for

manddrab efter straffelovens § 237, ved omkring midnat mellem den 17. og 18. november 2024, på Adresse i Frederiksværk, at have dræbt Forurettede, idet hun tildelte ham to knivstik i brystet.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en kniv af mærket Fiskars hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte frakendes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhæn-gig af Forurettedes død, og tiltaltes arv eller andel i forsik-ringssumer, pension eller andre ydelser efter en anden person ikke må forø-ges som følge af lovovertrædelse, jf. arvelovens § 48, stk. 1.

Tiltalte, har påstået frifindelse. Hun har erkendt at ha-ve udøvet grov vold mod Forurettede, men har gjort gælden-de, at der var tale om nødværge.

Tiltalte har ikke haft bemærkninger til konfiskationspåstanden eller til påstan-den om frakendelse af retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser.

side 2

Advokat Jørn Haandbæk Jensen har på vegne af Erstatningssøgende påstå-et, at tiltalte skal betale 31.460,41 kr. i erstatning med tillæg af rente i medfør af erstatningsansvarslovens § 16.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men har ikke bestridt erstatningskra-vets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnerne politi-assistent Vidne 1, politibetjent Vidne 2, Vidne 3, Vidne 4 og overlæge Vidne 5.

Forklaringerne er i retsbogen gengivet således:

"Tiltalte forklarede, at hun mødte Forurettede i 2007. I be-gyndelsen var det bare et bekendtskab, men senere blev de kærester. De har haft pauser indimellem, hvor de stadig så hinanden og talte sammen. De har også boet sammen i perioder; først hos hende og siden hos ham.

Hun flyttede fra Forurettede i 2019 og boede derefter hos sig selv i omkring 5 år, inden de fandt sammen igen i april 2024, hvor hun flyttede ind hos ham på Adresse i Frederiksværk. De boede herefter sammen indtil episoden i november 2024. Hun havde stadig sit eget hus. De var begge glade for at gå i haven. Hun har tre børn med sin eksmand. Forurettede har tre børn med sin ekskone. De har ikke fællesbørn.

Hun elsker alle børnene, og de var alle velkomne hos dem.

Hun flyttede fra Forurettede i 2019, fordi han dagligt angreb hende verbalt blandt ved at tale nedværdigende til hende. Hun kunne ikke holde til de mange an-greb. De skændtes ofte. I begyndelsen svarede hun ham ofte igen, men det kunne hun ikke til sidst. I de perioder, hvor de ikke boede sammen, cyklede hun blot hjem til sig selv, hvis Forurettede angreb hende verbalt.

Der har også været episoder med fysisk vold. Det ene tilfælde var nok i 2009, hvor hun gravede kartofler i haven, fordi hendes børn kom på besøg. Forurettede kom hen til hende og tog fat greben og sagde: ”Dine børn skal ikke have vores kartofler” . Da han tog fat i hende, fik han vredet om på hendes finger. Forurettede har siden – nok i 2019 – kastet nogle sten efter hende, engang de var i haven.

Han blev sur over, at hun ville grave stenene op. Sidste gang han var voldelig mod hende, var i sommeren 2024, hvor hun sad med en ter-mokande med te i, og hvor han skubbede til kanden med vilje, så der skvul-pede varmt vand ned over hendes ben.

I 2024, mens de boede hver for sig, blev Forurettede syg af kræft i endetarmen. Hun måtte ikke fortælle nogen om det. De havde det rigtig godt sammen i den periode. Derfor valgte hun at flytte tilbage til ham. Der var ikke nogen ondskab imellem dem i den periode. Om sommeren blev Forurettede erklæret rask,

side 3

og efterhånden begyndte den gamle Forurettede at komme tilbage. Forurettede blev også grov i munden igen. Hendes venner havde ikke lyst til at være sammen med Forurettede, fordi han sagde grove ting. Hun kunne også sige grove ting tilbage til Forurettede, men så blev der bare svaret groft tilbage igen. Til sidst begyndte hun at gå sin vej, når Forurettede blev vred.

Hun gik ikke hjem til sine børn, da hun ik-ke ønskede, at de skulle se hende være ked af det. Hun havde et kammer på 1. sal på Adresse, hvor hun kunne gå hen, når det blev for meget. Huset er indrettet med to soveværelser på 1. salen, mens stueetagen har en lille ent-re og en gang med indgang til stue og adgang til trapperne til kælder og før-ste sal.

Hvis hun havde brug for at trække sig, kunne hun gå op på sit værel-se.

Om morgenen den 17. november 2024 skulle hun hænge vasketøj til tørre. Forurettede tilbød at tænde op i brændeovnen. Det kunne hun sagtens selv gøre, men det var tit Forurettede, der gjorde dette. Da hun havde hængt vasketøjet op, satte hun en ny vask over. Hun spiste derefter morgenmad. Forurettede spiste mor-genmad for sig selv. Forurettede gik udenfor og ordnede et projekt, som han var i gang med.

Kl. 11 kunne hun høre, at Forurettede tog sin cykel fra værkstedet og kørte. Hun regnede med, at Forurettede var taget til billardklubben. Der kom de ofte. Hun fortsatte med at ordne vasketøjet. På et tidspunkt kom der nogle mærkelige lyde fra køkkenet. Det viste sig at være stegepanden, som var sat på en tændt kogeplade uden noget på. Den dansede løs.

Vandkanden ved si-den af var varm, så hun tænkte, at den havde været tændt længe. Det måtte være Forurettede, som havde haft gang i noget og glemt det. Hun gik videre med sit vasketøj og gjorde rent i huset. Hun tog herefter afsted til billardklubben på sin elscooter. Da hun ankom til billardklubben, var Forurettede i gang med at spille billard. Hun spillede også selv billard med andre i klubben.

Forurettede kørte hjem kl. 17. Hun kørte selv et kvarters tid efter, da hun lige skulle drikke sin øl. De havde aftalt, at hun skulle lave mad til ham. På det sidste havde de spist hver for sig og næsten ikke snakket sammen. Hun ville lave millionbøf til aftensmad.

Da hun kom hjem, havde Forurettede sat et spidskål frem, som han mente skulle med i retten. Forurettede holdt øje med hende, mens hun lavede mad, og han lave-de kryds og tværs. Forurettede mente, at hun skar spidskålet forkert. Han råbte: ”Dumme so, du skal ikke skære den så lille” til hende. Hun sagde til Forurettede, at hun nok skulle skære, som hun ville. Forurettede kom op til hende.

Forurettede tog en kniv på køkkenbordet og viftede den foran hendes hoved. Det gjorde hende bange. Den hånd, hun holdt kniven med, slog hun let op imod Forurettede og sag-de, at han skulle gå. Han gik tilbage til bordet og drak øl. Da maden begyndte at simre, ville hun sætte sin elscooter til opladning. Hun kunne ikke finde kabeltromlen og spurgte Forurettede, hvor den var. Forurettede grinede bare af hende.

Hun fandt den i kælderrummet og satte sin elscooter til opladning. Hun sagde til Forurettede, at maden var færdig. Forurettede ville ikke spise sammen med hende. Da hun var færdig med at spise, ryddede hun op efter sig og gik op på sit kammer. På vej op til kammeret så hun, at Forurettede tog noget mad. Oppe på kammeret lavede hun te og spillede på sin mobil. Da hun havde drukket teen,

side 4

tog hun en flaske rom frem og drak rom og cola. Da hun havde drukket ca. halvdelen af flasken, gik hun nedenunder og konfronterede Forurettede med, at han havde efterladt stegepanden på en tændt kogeplade, og at kabeltromlen manglede. Hun spurgte, om han havde tænkt, at huset skulle brænde ned. De skændtes og sagde grimme ord til hinanden. Forurettede sad i lænestolen ved fjern-synet.

Han slog ud efter hende og ramte hende på læben og hagen. Forurettede var sur, og hun var bange for ham. Hun havde været bange for Forurettede et stykke tid. Forurettede havde været meget grov inden episoden, herunder var han blevet grovere, end han plejer at være.

Hun spurgte Forurettede, om han nu skulle til at slå hende, og bemærkede, at han tidligere havde truet hende med kniv. Forurettede sad fortsat i lænestolen. Han tog en kniv fra sofabordet, som de brugte til marcipan og nougat. Det var en an-den kniv end den, han tidligere havde truet hende med. Han truede hende igen og sagde noget i retning af: ”Skal du have denne her eller hvad?” . Hun blev bange.

Der var ikke meget plads, hvor hun kunne bevæge sig, og hun løb ud i køkkenet efter den kniv, som hun havde skåret spidskål med. Det var en lille Fiskarskniv. Hun hentede en kniv, fordi hun var virkelig bange. Hun tænkte, at hun måske skulle dø, og hun ville have noget, som hun kunne for-svare sig med. Han havde jo truet hende med en kniv.

Han rejste sig op og fulgte efter hende, og på vej tilbage mod stuen mødtes de på halvvejen ved brændeovnen i stuen. Dér stak hun ham med kniven. Hun havde kniven løftet i overhåndsgreb og stak ham med en huggebevægelse. Hun havde kniven ud for sit eget hoved. Hun kan kun huske, at hun har stukket ham med kniven én gang. Hun husker ikke, at hun skulle have stukket ham to gange.

Da hun stak ham med kniven, så hun ikke, om Forurettede stadig havde marcipankniven i hånden. Hun var så bange, og det hele gik meget stærkt. Hun så ikke "marcipankniven", efter hun vendte tilbage fra køkkenet.. Kniven ramte Forurettede i brystet tæt ved armen. Hun så ikke, om der kom noget blod. Det gik meget stærkt.

Da hun havde stukket Forurettede, løb hun op i sit kammer på 1. sal. Hun var ban-ge for, at Forurettede ville komme efter hende og stikke hende. Der var ikke lås på kammeret, hvorfor hun tog en stol og satte den foran døren. Hun satte sig på stolen, så Forurettede ikke kunne komme ind. Hun ventede længe i kammeret. Hun havde sine cigaretter i vindueskarmen, men kunne ikke nå dem, mens hun sad på stolen.

Efter et stykke tid tog hun sig alligevel sammen til at tage en ciga-ret. Hun rystede over hele kroppen og kunne ikke holde cigaretten. Hun tænkte slet ikke på at ringe efter hjælp. Hun var så bange. Hun tænkte ikke over, hvorfor Forurettede ikke kom op til hende i kammeret. Hun råbte efter ham på et tidspunkt og fik ikke et svar. Hun drak mere rom og cola, mens hun ventede i kammeret. Hun havde sin telefon ved sig.

Det kan godt være, at hun også spillede på sin telefon som tidligere, men husker det ikke. Hun gik efter noget tid nedenunder, da hun skulle på toilettet. Her fandt hun Forurettede på toiletgulvet. Han lå på maven. Hun prøvede at ruske i ham og kalde på ham, men han svarede ikke, og han rørte sig ikke. Hun husker ikke mere herefter. Måske fik hun et slags blackout. Hun husker ikke, at hun ringede efter politi-

side 5

et eller ambulance. Hun husker heller ikke, at politiet og ambulancen kom til stedet. Det næste, hun husker, er, at hun sad i en politibil og havde strips på, som var meget stramme. Hun husker ikke, om hun var til undersøgelser ef-terfølgende, eller om hun var på politistationen. Hun husker, at der på et tids-punkt var en, som holdt hende i hånden.

Hun troede, det var en politibetjent, men det viste sig at være forsvareren. De skulle til en afhøring. Hun mener, at hun blev kørt til Helsingør, hvor hun skulle sove. Hun sov slet ikke, da hun så Forurettede, hver gang hun lukkede øjnene. Siden blev hun hentet og først kørt til afhøring og siden til grundlovsforhør.

Forsvareren bemærkede, at tiltaltes promille inden afhøringen den 18. no-vember 2024 blev målt til 1,9, jf. også den senere fastlagte blodpromille mv. i ekstraktens side 938.

Tiltalte blev foreholdt afhøringsrapport af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 839, hvoraf fremgår:

”Da afhørte kom hjem begyndte hun at lave aftensmad til Forurettede og hende. Afhørte skulle lave en gryderet med spidskål, hvidløg og hakkede oksekød. Forurettede sad i sin lænestol og så fjernsyn i stuen imens. Stuen er i åben forbin-delse til deres køkken. Da afhørte var i gang med at snitte spidskål, kom Forurettede hen og skældte hende ud, da hun ikke snittede kålen i den korrekte stør-relse.

Afhørte sagde; ”hold dig væk” , hvorefter hun svingede kniven over højre skulder uden at se tilbage. Afhørte vidste ikke, at Forurettede stod så tæt på. Hun mærkede, at hun ramte Forurettede, men var ikke klar over, at hun havde stukket ham med kniven. Hun troede, at kniven blot havde ramt Forurettede uden at gå igennem huden. Forurettede satte sig herefter tilbage i sin lænestolen.

Da maden var færdig, spiste afhørte aftensmad og efterfølgende gik hun oven-på. Inden hun gik ovenpå, så hun, at Forurettede rejste sig og tog noget aftens-mad. ”

Tiltalte forklarede, at hun slet ikke kan huske afhøringen. Hun husker episo-den, som hun har forklaret om den i dag, men hun husker ikke, hvad hun for-klarede til politiet. Hun stak ikke Forurettede, mens hun skar spidskålen.

Tiltalte blev foreholdt samme rapport, jf. ekstraktens side 840, hvoraf frem-går:

” Adspurgt om det kun var én gang afhørte stak Forurettede, svarede afhørte, ja, og uddybende forklarede, at hun ikke stak ham, men svingede kniven over sin skulder.”

Tiltalte forklarede, at hun stak ham.

Tiltalte blev foreholdt samme rapport, jf. ekstraktens side 841, hvoraf frem-går:

side 6

” Afhørte gik efterfølgende ovenpå, hvor hun spillede Juice Bubble på sin mobiltelefon, og drak rom og cola. Da afhørte senere gik ned på badeværel-set for at tisse, fandt hun Forurettede liggende på badeværelsegulvet på maven med blod omkring sig” ,

Tiltalte forklarede, at hun ikke kan huske at have forklaret sådan til politiet.

Hun var i grundlovsforhør dagen efter episoden.

Anklageren oplæste tiltaltes forklaring afgivet i grundlovsforhøret den 18. november 2024, jf. ekstraktens side 964, hvoraf fremgår:

” Han kom hen til hende og sagde, at hun skulle skære med en større kniv end den, som hun stod med. Han tog den store kniv i køkken og kom hen med den for selv at skære ud. Hun sagde til ham, at hun nok selv skulle kla-re det. Hun huskede derefter ikke særlig meget. Da maden var færdig, spiste hun først, og han spiste bagefter. Han blev ikke stukket, mens hun lavede mad.”

Tiltalte forklarede, at det også er sådan, hun husker det i dag.

Anklageren oplæste yderligere fra tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret, jf. ekstraktens side 964, hvoraf fremgår:

” Hun huskede ikke, om Forurettede truede hende med en kniv. Han stod foran hende med en kniv, da han ville skære kålen, men der skete ikke andet, end at hun sagde til ham, at hun selv ville klare det.”

Tiltalte forklarede, at hun sagde til Forurettede, at han skulle gå væk. Forurettede havde kniven oppe ved hendes hoved, mens han spurgte hende, om han skulle skæ-re spidskålen for hende. Det opfattede hun som truende.

Anklageren oplæste videre fra tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret, jf. eks-traktens side 964, hvoraf fremgår:

”Det var efter, hun havde siddet ovenpå og spillet på mobiltelefonen, at hun skældte ham ud. Det var fra det tidspunkt, hvor hun skældte ham ud, at hun ikke huskede særlig meget om, hvad der skete. ”

Tiltalte forklarede, at hun ikke husker så meget om afhøringen hos politiet el-ler i grundlovsforhøret, idet hun formentlig stadig var fuld.

Adspurgt af forsvareren forklarede tiltalte, at hun og Forurettede var glade for hi-nanden, og de havde mange gode dage sammen. Hun var glad for hans fami-lie. Forurettede var en mand af den gamle skole og havde sin egen måde at håndte-re sine ting på. Hun flyttede tilbage til Forurettede, fordi hun kunne lide ham, og fordi de havde haft mange gode timer sammen og fælles interesser som bil-

side 7

lard, sejlads og rejser. Det var først sidst i oktober og november 2024, at hun begyndte at blive bange for ham. Forurettede blev meget grov over for hende og sagde ”store ko” , ”svin” og ”kælling” . Hun vaskede normalt deres tøj sepa-rat, fordi Forurettede ville have, at hans tøj skulle vaskes med sæbe uden parfume. Hun vaskede ellers sit eget tøj i vaskemiddel med parfume.

Hvis Forurettede opda-gede, at hun havde vasket hans tøj med den parfumerede sæbe, blev han sur på hende. Han var sur på hende næsten dagligt. Hun fortalte ikke sine børn, at Forurettede var sur på hende, og at han ofte skældte hende ud. Hun ønskede ik-ke, at det kom ud, for så ville han skælde hende endnu mere ud, når hun kom hjem.

Hun fik i november 2024 telefonnummeret og adressen til et krisecen-ter af Vidne 4, som er en af hendes veninder. Hun nåede ikke at komme på krisecenter, da man på krisecentret ikke må ryge og drikke, som hun gjorde. Hun og Forurettede drak øl dagligt. Men de drak ikke stærk alkohol hver dag. De havde dog en aftale om, at de ikke drak om formiddagen. Ved kl. 13-14-tiden begyndte de at drikke øl.

Til aftensmaden kunne de godt drik-ke vin. Det var primært hendes forslag, at der kunne drikkes noget om efter-middagen.

Under den episode, hvor Forurettede tog greben ud af hånden på hende, klemte han hendes tommelfinger så hårdt, at hun ikke kunne bruge den i en uges tid. Der var også en episode i 2018, hvor hun ville vande haven, da der var tørke. Forurettede sagde, at hun ikke måtte vande, og at det nok skulle komme igen. Han smed med vandkanden og blev sur på hende, fordi hun ville vande.

Om aftenen den 17. november 2024 sad Forurettede i stuen i en lænestol, der kun-ne dreje rundt. Hun stod op ved sofabordet. Da Forurettede truede hende med kni-ven, tog han den op og holdt den omkring 10 cm fra hendes ansigt. Der var ikke meget plads rundt om sofabordet. Hun så ikke, at Forurettede løb efter hende, da hun løb ud i køkkenet.

Hun vil tro, at han bare rejste sig op og gik efter hende, for der var ikke langt at gå. Hun var sikker på, at han ville stikke hen-de. Hun stak Forurettede, fordi hun var bange. Hun sigtede ikke efter et bestemt sted. Det var slet ikke hendes hensigt at dræbe ham. Hun kan ikke huske, om hun forklarede til politiet, at hun stak, fordi Forurettede sagde, at han ville stikke hende.

Fjernsynet i stuen var tændt, da hun gik op på 1. sal. Da hun sad i kammeret, drak og røg hun. Hun husker ikke, om hun spillede på sin telefon.

Hun kan godt huske, at hun afgav forklaring til politiet den 15. januar 2026. Det er den samme forklaring som i dag. Foreholdt, at hun hverken på politi-stationen eller i grundlovsforhøret forklarede om, at han truede hende med en ”marcipankniv” , forklarede hun, at det beroede på, at hun da var fuld. Det var først, da hun kom til fængslet, og alkoholen var kommet ud af kroppen, at hun lige så stille kunne huske, hvad der nærmere var sket. Hun blev såle-des først senere klar i hovedet og kunne forklare mere korrekt og sammen-hængende om, hvad der skete den dag.

Det var ikke meningen, at Forurettede skulle dø. Hun savner ham og tænker på ham. Hun er ked af det, der er sket for både hans og sin egen familie. Forurettede

side 8

er savnet af mange i hans familie.

Adspurgt på ny af anklageren og forevist foto, jf. ekstraktens side 175, for-klarede tiltalte, at kniven, der ligger på sofabordet, er ”marcipankniven” .

Forevist fotos, jf. ekstraktens side 183 og 184, forklarede tiltalte, at det var den kniv, som Forurettede tog tidligere på aftenen, mens hun skar spidskål. Det var hende, som lagde den som vist på billedet. Det gjorde hun, efter hun havde vasket op. Hun lagde kniven som vist på fotoet. Den plejede at ligge i en skuffe. Hun ville gemme kniven for Forurettede, da hun lagde den på bordet.

Forevist foto, jf. ekstraktens side 181, forklarede tiltalte, at det var den Fis-karskniv, som hun stak Forurettede med. Hun vaskede den af efter episoden.

Adspurgt på ny af forsvareren og forevist foto, jf. ekstraktens side 919, for-klarede tiltalte, at hun havde den pågældende bluse på ved anholdelsen. Hun vidste ikke, at der var hul i blusen. Hun ved ikke, hvordan hullet i hendes bluse er opstået. Hun ved ikke, hvordan Forurettedes blod endte på hendes bluse. Hun rørte ved Forurettedes skulder, da han lå på gulvet. Hun talte til ham, men han svarede ikke.

...

Tiltalte forklarede supplerende, at hun ikke kan huske, at hun sagde noget i politibilen, eller at hun blev afhørt i politibilen.

Tiltalte blev foreholdt afhøringsrapport af 18. november 2024, jf. ekstrakten side 837, hvoraf fremgår:

” Afhørte lavede noget spidskål og Forurettede blev sur over måden afhørte havde lavet det på. Afhørte forstod ikke hvad der var galt med maden, men afhørte kunne se, at Forurettede havde en stor kniv i hånden. Forurettede truede afhørte med kniven, hvorfor afhørte tog en lille kniv som hun havde brugt til at lave mad med og stak Forurettede i brystet med denne lille kniv. Forurettede sagde ’’Ej nej nej, hvad sker der. … Afhørte oplyste, at hun havde stukket Forurettede i selvforsvar.’’

Tiltalte forklarede, at hun ikke husker at have forklaret sådan. Hun kan godt have forklaret, at hun har stukket Forurettede i selvforsvar. Forurettede slog hende på læben, hvilket førte til, at hun havde en bule på læben, som hun kunne mærke i en uge til halvanden efterfølgende.

...

Vidnet politiassistent Vidne 1 forklarede, at han til daglig kø-rer reaktionspatrulje i Hillerød. Han var på patrulje natten mellem den 17. og

side 9

18. november 2024 og fik en melding om, at der var en kvinde, der havde ringet og sagt, at hun havde stukket sin mand i maven. Han og hans kollega kørte til stedet og ankom som de første. Der var lys i stueetagen og på 1. sal. Det virkede ikke, som om noget var galt. De bankede på. Der var låst, og der var umiddelbart ikke nogen reaktion indefra.

Han så gennem vinduet, at til-talte kom gående ned ad nogle trapper med et glas i hånden med noget, der lignede whisky. Han bankede på igen og sagde, at det var politiet. Tiltalte svarede lidt oprevet igen og åbnede døren. Hun var meget oprørt, ked af det og sagde, at den var helt gal. Hun sagde noget i retning af, at hun håbede, at han ikke ville dø.

Hun sagde også: ”Åh nej, jeg har lavet en fejl.” Hun forkla-rede ikke, hvorfor det var sket. Det, der står i rapporten, er det mest korrek-te, da han skrev rapporten samme dag. Da han kom ind, satte han tiltalte ned og gav hende strips på. Imens gik hans kollega ind og fandt afdøde på bade-værelset, og de begyndte at udøve førstehjælp. De fandt to huller i afdødes bryst.

Der var et hul lidt højere oppe på brystet og et hul nedenunder bryst-vorten. Der var umiddelbart ikke vejrtrækning hos afdøde. Kort efter kom der en ambulance og en akutlægebil. Ambulancefolkene og lægen overtog førstehjælpen. Der kom også en indsatsleder og yderligere en patruljebil.

Han havde ikke kontakt med tiltalte, efter han havde lagt hende i strips. I stu-en lagde han mærke til en kniv, som lå på sofabordet. Der var tale om en ur-tekniv på 10-12 cm. Det lignede, at der godt kunne være noget blod på kni-ven, men han kiggede ikke nærmere på den.

Forevist foto, jf. ekstraktens side 175, forklarede vidnet, at det var den kniv, han så på sofabordet.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at tiltalte ikke fortalte ham nær-mere om, hvad der var sket.

Vidnet blev foreholdt rapport af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 823, hvoraf fremgår, at tiltalte skulle være kommet med følgende udtalelser:

” Jeg har dummet mig” ” Hjælp” ” Jeg tror, at han er død” ” Vi var uvenner og jeg stak ham” ” Bare han ikke er død” ” Åh nej nej”

Vidnet forklarede, at det var de udtalelser, som tiltalte kom med. Han skrev rapporten samme aften. Han hørte ikke noget fra tiltalte om, at hun handlede i selvforsvar. Der kom en anden patrulje, som overtog det videre forløb i for-hold til tiltalte. Det var hans opfattelse, at tiltalte var meget påvirket af det hele. Hun blev også skønnet påvirket af alkohol.

Vidnet blev foreholdt rapport af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 21,

side 10

hvoraf fremgår:

”Hun fremstod beruset, idet hun var snøvlende i sin tale..”

Vidnet forklarede, at det var hans kollega, som skrev dette, men han husker tiltalte som værende beruset.

Adspurgt på ny af anklageren forklarede vidnet, at han ikke havde yderligere kontakt med tiltalte efter den pågældende nat.

...

Vidnet politibetjent Vidne 2 forklarede, at han var på adres-sen natten mellem den 17. og 18. november 2024. Han var på beredskabspa-trulje og blev kaldt til stedet. Han kørte sammen med en kollega. En anden patrulje var ankommet til stedet før dem. Der var også en ambulance og en akutlæge på stedet, da han ankom. I huset observerede han en kniv på sofa-bordet i stuen.

Han havde fået at vide, at gerningsvåbnet muligvis lå der. Ef-terfølgende fandt han flere knive i køkkenet. Han var i kontakt med en af kni-vene. Tiltalte skulle i DNA-dragt, og kniven lå på køkkenbordet tæt på. Han lagde den lidt væk for sin egen sikkerheds skyld. Den blev lagt på et apparat af en slags, måske en riskoger.

Forevist foto 26, jf. ekstraktens side 180, forklarede vidnet, at den kniv, som ligger på en airfryer, var den kniv, som han flyttede. Han fandt kniven lidt til højre uden for billedet på den anden side af vasken.

Forevist foto 25, jf. ekstraktens side 179, forklarede vidnet, at han tog kni-ven fra køkkenbordet, hvor der lå en plastikpose.

Da tiltalte var kommet i DNA-dragt, tog de tiltalte ud af huset og satte hende ind i en patruljevogn. Han husker ikke, om tiltalte sagde noget i den forbin-delse. Han stod uden for bilen, da tiltalte blev sat ind i bilen. Døren ved tiltal-te stod lidt åben, så han kunne høre hende. Han var med til at køre tiltalte væk derfra. Hans kollega talte lidt med tiltalte. Kollegaen sad omme bag ved tiltalte. Tiltalte spurgte flere gange, om ”han var død?” . Hun sagde også: ”Det var ikke med vilje” . Hans kollega hedder Person. Hans kollega sad på bagsædet sammen med tiltalte.

Vidnet blev foreholdt rapport af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 44, hvoraf fremgår:

”Sagens person fremsagde spontane udtalelser ved håndtering af hende. Hun fremsagde: ’’Han ville stikke mig først ’’.”

Vidnet forklarede, at han ikke husker, om tiltalte sagde sådan. Det er hans kollega, der har skrevet rapporten.

side 11

Vidnet blev foreholdt rapport af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 45, hvoraf fremgår:

”Sagens person/anholdte, Tiltalte, forklarede kort, at hende og forurettede havde været på billardklub og hygge sig. De var taget hjem og anholdte/sagens person ville lave mad. Forurettede blev utilfreds over maden og forurettede truede anholdte/sagens person med en stor kniv. An-holdte/sagens person tog en mindre kniv og stak forurettede i brystet ”

Vidnet forklarede, at han godt kan huske, at tiltalte forklarede sådan.

Adspurgt af forsvareren, om rapporten er et referat af en længere samtale i bilen, eller om den gengiver samtalen ordret, forklarede vidnet, at der er tale om et referat. Han husker ikke, om tiltalte brugte ordet ”brystet” .

...

Vidne 3 forklarede, at han har kendt tiltalte i over 20 år. Han kendte også Forurettede gennem billardklubben. Det er nok 1½-2 år, siden han mødte Forurettede første gang. Tiltalte boede i vidnets ejendom i en periode på 5 år. Det kan godt passe, at det var fra 2019. Før dette boede tiltalte sammen med Forurettede. Der var en masse problemer med Forurettede. Tiltalte fortalte, at Forurettede udøvede psykisk vold mod hende. Forurettede ned-gjorde hende. Da tiltalte ville flytte tilbage til Forurettede, sagde han, at det var en dårlig ide. Tiltalte svarede, at hun forventede, at det ville blive bedre.

Han havde besøg af tiltalte torsdagen før den episode, som sagen vedrører. Tiltalte var på dette tidspunkt meget ked af det. Han og hans kæreste, Vidne 4, talte med tiltalte om, at hun kunne tage på krisecenter. Hans kæ-reste gav tiltalte en seddel med adresse og kontaktoplysninger på krisecente-ret. De talte om, at Forurettede stadig udøvede psykisk vold mod tiltalte. Det var hans indtryk, at tiltalte var bange for Forurettede.

Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at han selv har observeret psykisk vold begået af Forurettede over for tiltalte. Forurettede nedgjorde tiltalte flere gange. Forurettede råbte ad hende. Han husker ikke, hvad Forurettede sagde i den forbindelse. Han så ikke fysisk vold mellem Forurettede og tiltalte.

...

Vidne 4 forklarede, at hun har kendt tiltalte i flere år, men på nært forhold i ca. 3 år. Tiltalte er hendes gode ven. Hun kendte ikke Forurettede. Tiltalte fortalte hende, at Forurettede var meget bestemmen-de og kontrollerende. Hun fik det indtryk, at Forurettede var psykisk voldelig over for tiltalte. Tiltalte har været meget ked af det mange gange, når hun besøgte vidnet. Hun opfattede det ikke sådan, at tiltalte var bange for Forurettede. Tiltalte

side 12

har fortalt om, at Forurettede har gjort ting, som hun ikke brød sig om. Tiltalte var hjemme hos hende torsdagen før episoden. Tiltalte var meget ked af det. Hun sagde til tiltalte, der var beruset, at hun skulle blive hjemme hos dem, og så kunne de følge hende på krisecenter dagen efter. De kunne først tage tiltalte på krisecenter dagen efter, da krisecenteret ikke modtager folk, der er beru-sede.

Forevist foto, jf. ekstraktens side 123, forklarede vidnet, at det var hende, der skrev kontaktoplysninger på krisecenteret. De talte om, at tiltalte skulle på krisecenter, da de syntes, tiltalte skulle have hjælp. Det var igennem lang tid, at Forurettede gav tiltalte kritik og behandlede tiltalte dårligt. Hun så ikke selv tiltalte blive udsat for kritik fra Forurettede.

Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at hun ofte var sammen med tiltal-te inden episoden. De spillede og hyggede sig sammen og tog til koncerter. Tiltalte har været en god støtte og er en stærk dame. De så hinanden ofte og spillede yatzy sammen.

Vidnet blev foreholdt afhøringsrapport af 23. januar 2025, jf. ekstraktens si-de 376, hvoraf fremgår:

” Forespurgt om afhørte huskede en episode eller noget Tiltalte havde fortalt om i relation til Forurettede og Tiltaltes forhold

Afhørte svarede nej. Afhørte huskede at Tiltalte havde fortalt om noget, som f.eks. at ordne have. Tiltalte var meget flittig og havde altid travlt og gang i noget. Det var afhørtes indtryk at Tiltalte ikke altid fik lov til dette, eller ikke gjorde det godt nok. Det var aldrig godt nok det Tiltalte gjorde, men kunne ikke komme på et konkret eksempel. Afhørte tilføjede, at de ikke havde set Tiltalte mere end 3-4 gange siden i sommers, hvorfor de ikke vidste hvordan de havde det.”

Vidnet forklarede, at der var en periode, hvor de ikke sås så tit, idet tiltalte og Forurettede åbenbart havde det godt.

...

Vidnet overlæge Vidne 5 forklarede, at hun er supervisor på obduktionserklæringen i sagen. De er to, som har været sammen om at lave obduktionen. En supervisor og en undersøgende læge. Hun har som supervi-sor ansvaret for konklusionen på undersøgelsen.

Foreholdt obduktionserklæring af 11. december 2024, jf. ekstraktens side 251, forklarede vidnet, at der under obduktionen blev observeret to stiksår i venstre side af brystet. Et stiksår er en betegnelse for, at der er stukket i hud-delen. Læsioner er de sår, som går ind i organerne.

side 13

Det første stiksår, betegnet stiklæsion A, gik ind gennem huden, underhuden, bløddelsvævet mellem venstre 5. og 6. ribben med afskåret mindre knogle-fragment på underkanten af venstre 5. ribben, ind i brystskillevæggen, gen-nem hjerteposen og ind i forvæggen af højre hjertekammer. Der blev fundet 100 ml blod i hjerteposen. Stikkanalen gik lige ind og let mod højre.

De har i den forbindelse taget udgangspunkt i en position, hvor afdøde har stået ret op med armene ned langs siden. Stikkanalen var ca. 5. cm. Dette skal tages med forbehold, idet vævet kan give sig i forbindelse med et stik. Der var blo-dudtrædninger i fedtvævet i brystskillevæggen, strækkende sig op langs blød-delsvævet omkring den venstre halspulsåre og i fedtvævet omkring lungepor-ten.

Der sås en bristning af det ydre blad af lungehinden ind til venstre lunge-hule, muligt en blødningsbetinget bristning, muligt en del af stikkanalen. I venstre lungehule påvistes omkring 1000 ml delvist sammenløbet blod.

Det andet stiksår, også på venstre side af brystet, betegnet stiklæsion B, gik gennem huden og forløbende i underhuden, hvor stikkanalen endte. Stikka-nalens retning var opad, bagud og let mod venstre. Stikkanalens længde var ca. 12 cm.

Der var blev fundet stik- og snitsår på flere af afdødes fingre. Ud fra lokatio-nen af sårene, kan der være tale om afværgelæsioner.

Forevist foto nr. 24, jf. ekstraktens side 287, forklarede vidnet, at de hun ik-ke kan sige, hvornår såret er fra. De vurderer derimod, om såret er friskt eller ikke. Her vurderede de, at såret var frisk. Hvis der var sket en sårdannelse, ville såret betegnes som værende ikke friskt.

Forevist foto nr. 25, jf. ekstraktens side 288, forklarede vidnet, at dette sår ikke var friskt. Det betyder, at såret ikke stammer fra samme tid som de øvri-ge sår.

Forevist foto 26, jf. ekstraktens side 289, forklarede vidnet, at dette sår også blev skønnet frisk. Det er lokationen, der gør, om man vurderer et sår som en mulig afværgelæsion.

Forevist foto, jf. ekstraktens side 271, forklarede vidnet, at stiksår A er vist som nr. 1 på fotoet, og stiksår B er tilsvarende nr. 2.

Det blev konkluderet, at dødsårsagen var indre og ydre forblødning. Det var stik nr. 1, der forårsagede døden, fordi det ramte hjertet. Stik nr. 2 ville ikke i sig selv have medført, at den pågældende var afgået ved døden.

Dødstidspunktet beregnes ud fra ligets temperatur sammenholdt med anmel-delsestidspunktet.

Vidnet blev foreholdt spørgetema af 27. november 2024, jf. ekstraktens side 295, hvoraf fremgår:

side 14

” Spørgsmål 6 Dato: 11-12-2024 Sagsnummer: 10.02.47.24 Der ønskes ligeledes en beskrivelse af, om skaderne ville give synlig ydre blødning med det samme, eller om der er tale om indre blødninger. Svar 6 Der er tale om såvel ydre som indre forblødning. De påviste stiksår, stik-/snitsår og snitsår vil have givet synlig blødning umiddelbart efter, de er blevet tildelt.”

Vidnet forklarede, at ”umiddelbart efter” svarer til det tidsrum, der går, fra man f.eks. skærer sig i fingeren, og det begynder at bløde. Læsionen i hjertet blødte også indeni i hjertet og videre ud i lungen.

Det kan være svært at sige noget meget sikkert om kraften på stik nr. 1. Når man stikker en kniv ind i kroppen, vil der typisk være modstand ved tøjet og knoglevæv, men ikke bløddelsvæv. Der skal dog under alle omstændigheder bruges en form for kraft for at komme igennem knogle og brusk. Da der i det konkrete tilfælde var afskåret et mindre knogleelement ved venstre side, konkluderede de, at der blev brugt nogen kraft.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at det forekommer noget hypote-tisk at vurdere, om det har betydning for kraften af stik nr. 1 og 2, om afdøde var i bevægelse hen mod kniven. Om afdøde selv medførte noget af kraften, fordi han var i bevægelse, kan hun ikke svare på.

De mulige afværgelæsioner ser ikke anderledes ud end andre snitsår. At der kan være tale om afværgelæsioner vurderes ud fra læsionernes placering.

Der kan ikke gives et biologisk estimat i forhold til, hvor længe man kan leve med et stiksår i brystkassen. Stikket i hjertet medfører en blødning, som løber over i venstre side af lungen. Når der er løbet nok blod ud, vil der indtræde en choktilstand. Da stikket ramte højre side af hjertet, kan der været gået længere tid, end hvis det havde været venstre side.

Vidnet blev foreholdt spørgetema af 27. november 2024, jf. ekstraktens side 293, hvoraf fremgår:

” Det skal endvidere tilføjes, at der i litteraturen er beskrevet, at tilskade-komne med stik i venstre side afhjertet har været i stand til at løbe flere hundrede meter, inden bevidstløshed er indtruffet.”

Vidnet forklarede, at hun har skrevet det anførte. Det er sådan, det forholder sig.

Hun undersøgte ikke selv tiltalte, men hun var supervisor på undersøgelsen.

side 15

Vidnet blev foreholdt personundersøgelseserklæring af 18. november 2024, jf. ekstraktens side 929, hvoraf fremgår:

” Undersøgte fremstod påvirket af alkohol, idet hun lugtede af alkohol,…”

Vidnet forklarede, at det var hendes kollega, der undersøgte tiltalte, så det kan hun ikke svare nærmere på."

Forurettede er blevet obduceret. Af obduktionserklæringen af 11. december 2024 fremgår blandt andet:

”… KONKLUSION: Der er ved obduktionen af den efter det oplyste af forhøjet blodtryk og tidligere tarmkræft lidende, 75-årige let overvægtige mand, der den 18-11-2024 fandtes liggende livløs på badeværelsesgulvet, efter at være blevet stukket med kniv af tegn på vold påvist to stiklæsioner på ven-stre side af brystet:

A. Et stiksår på venstre side af brystet (1) med underliggende stikkanal gående gennem huden, underhuden, bløddelsvævet mellem venstre 5. og 6. ribben med afskåret mindre knoglefragment på underkanten af venstre 5. ribben, ind i brystskillevæggen, gennem hjerteposen med 100 ml blod i hjerteposen og ind i forvæggen af højre hjertekammer for <at ende i højre hjertekammers hulrum.

Der var blodudtrædninger i fedtvævet i brystskillevæggen, strækkende sig op langs bløddelsvævet omkring den venstre halspulsåre og i fed-tvævet omkring lungeporten. Der sås en bristning af det ydre blad af lungehinden ind til venstre lungehule, muligt en blødningsbetinget brist-ning, muligt en del af stikkanalen. I venstre lungehule påvistes omkring 1000 ml delvist sammenløbet blod.

Stikkanalens retning var fra indstikssåret lige bagud og let mod højre. Stikkanalens længde var ca. 5 cm.

B. Et stiksår på venstre side af brystet (2) med underliggende stikkanal gående gennem huden og forløbende i underhuden, hvor stikkanalen endte. Stikkanalens retning var opad, bagud og let mod venstre. Stik-kanalens længde var ca. 12 cm.

Der påvistes et stik-/snitsår på højre 2. finger (8) og et snitsår på ven-stre 5. finger (10).

Læsionerne var friske, opstået i live, ved skarp vold, meget vel ved stik og snit med kniv. Vurderet ud fra sårvinklerne på læsion 1 og 2 kan det dreje sig om en en-ægget kniv. Læsionerne på hænderne, 8 og 10, kan muligt være opstået ved afværge.”

side 16

Der er under sagen afspillet videoklip og fotos fra gerningsstedet, herunder af Forurettede.

Personlige forhold

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har været mentalundersøgt. Af retspsykiatrisk erklæring af 24. marts 2025 fremgår blandt andet:

”…

Personlighedsprøverne peger på, at observanden aktuelt bruger meget energi på at holde sammen på sig selv, og der er tegn på en underlig-gende stresstilstand samt pinefulde følelser. Observanden er generelt tilbøjelig til affektive forstyrrelser og er følelseshæmmet, hvilket skaber indre spændinger og irritabilitet.

Hun problemløser typisk ud fra sin in-tuition og mavefornemmelse, men kan også gøre brug af eftertænk-somhed, når en situation åbenlyst lægger op til det. Affektreguleringen er stærkt svækket, og når hun således viser sine følelser, sker det i form af uproportionelt intense samt impulsive følelsesudbrud.

Hun har resso-urcer til at differentiere sine følelsestilstande, men kan have vanskeligt ved at håndtere komplekse følelser, der tidvis kan være forvirrende.

Realitetstestningen er ganske skrøbelig, men i specifikke situationer, herunder især følelsesmæssigt komplekse sammenhænge eller under stærkt følelsesmæssigt pres. Dertil forvrænger observanden mere for-sætligt virkeligheden i et forsøg på at undgå at forholde sig en given si-tuations åbenlyse realitet.

Der vurderes ikke at være tale om en psyko-tisk bearbejdning, men hun er i disse situationer tilbøjelig til at fejltolke andres intentioner. Tænkningen er lidt umoden med enkelte ejendom-melige islæt, ligesom observanden har tydelige problemer med tanke-mæssig impulsivitet, men ikke på psykotisk grundlag.

Hun kan dog væ-re tilbøjelig til at søge tilflugt i fantasien som værn mod virkelige situa-tioner, ligesom hun i et vist omfang risikerer at blande ydre realiteter og indre oplevelser sammen. Tænkningen kan desuden, qua hendes hy-pervagtsomhed, være ufleksibel og præget af ulogiske tankemønstre, li-gesom hendes holdninger er noget fastlåste og vanskelige at ændre på samt pessimistiske.

Samlet set må observandens psykologiske funktio-ner betegnes som ganske svækkede, medførende idiosynkratiske tanke-mønstre og fejl i problemløsningen.

Konklusion

side 17

Observanden er herefter ikke sindssyg og var det ikke på tidspunktet for det påsigtede. Hun var på- virket af alkohol, men der er ikke tegn på, at en abnorm rustilstand skulle have foreligget. Hun er normalt be-gavet, og der er ikke tegn til demens eller anden hjerneorganisk lidelse.

Observanden er vokset op i Grønland og beskriver en god opvækst med trygge, ordnede hjemlige forhold. Skolegangen var uproblematisk og afsluttedes med 9. klasse eksamen med høje karakterer og derefter 10. klasse på Skole.

Efterfølgende blev hun handelsuddannet i Danmark og arbejdede i butik, på fabrik, var Stilling 1 og var både ansat og ejede Butik i de sidste arbejds-år, inden hun blev ramt afdepression omkring 2012. Hun søgte ikke læ-gelig hjælp og blev efterfølgende aldrig arbejdsdygtig igen. Hun har se-nest levet af sin opsparing og lidt indtægt fra Stilling 2.

Hun ar-bejdede således stabilt i mange år, og også hendes sociale forhold med mand og børn var stabile, indtil hun blev skilt i 2007-2008. I årene efter fandt hun sammen med sin nu afdøde samlever i et forhold, der beskri-ves med tiltagende konflikter.

Observanden drak første gang alkohol som 16-årig. Som 39-årig be-gyndte hun at drikke mere alkohol, og det blev forværret, da hun blev skilt som 46-årig og lærte nu afdøde (forurettede) at kende. Hun er ba-gatelliserende omkring sit alkoholindtag og mener ikke selv, hun har haft et misbrug.

Observanden har ikke tidligere været i kontakt med psykiatrien, hver-ken under indlæggelser eller ambulante forløb.

Observanden findes ved samtalerne ikke sindssyg og uden tegn til de-mens. Dette understøttes af den psykologiske testning, der viser, at hun er normalt begavet og uden tegn til demens eller psykose.

Observanden findes herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan ikke, såfremt hun findes skyldig, pege på nogen foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en ringe risiko for fremti-dig ligeartet kriminalitet, som mere formålstjenlig end straf.”

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at hun har sid-det fængslet i 14 måneder. Det har været forfærdeligt. Hun er i misbrugsbe-handling, hvor hun har en ugentlig samtale. Herudover er der også samtaler i grupper. Hun sover ikke særlig godt. Hun drømmer om Forurettede, både gode og dårlige ting. Hun drømmer ikke om, at Forurettede blev slået ihjel.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 18. november 2024.

Rettens begrundelse

og afgørelse

side 18

Skyldsspørgsmålet

Der er under sagen afsagt følgende kendelse om skyldsspørgsmålet:

"Kendelse:

Alle nævninger og dommere udtaler:

Tiltalte har erkendt, at hun natten mellem den 17. og 18. november 2024 med et overhåndsgreb stak Forurettede med en kniv i deres hjem på Adresse i Frederiksværk. Det må efter oplysningerne i sagen, herunder obduktionserklæringen, lægges til grund, at tiltalte stak ham to gan-ge i brystkassen med en kniv med en bladlængde på ca. 11 cm. Det ene knivstik var dræbende, idet kniven ramte Forurettede med nogen kraft tæt på midten af brystkassen og gik mellem 5. og 6. ribben og ind i hjertet, mens det andet knivstik ramte i siden af brystkassen.

Syv voterende – fire nævninger og tre dommere – udtaler herefter:

Under hensyn til, at Forurettede blev påført to knivstik i brystkassen, knivstikkenes placering, måden hvorpå stikkene blev påført, og at det dræbende stik blev påført med nogen kraft, finder vi, at tiltalte må have anset det for overvejende sandsynligt, at knivstikket ville forvolde Forurettedes død.

Vi finder på denne baggrund, at tiltalte havde forsæt til at dræbe Forurettede og således har overtrådt bestemmelsen i straffelovens § 237.

To voterende – to nævninger – udtaler herefter:

Vi finder, at det ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikker-hed er godtgjort, at tiltalte havde forsæt til at dræbe Forurettede, men at hun ved at have stukket Forurettede to gange i brystkassen med kniven, hvilket førte til hans død, har overtrådt straffelo-vens § 246, jf. § 245, stk. 1, om vold af særlig farlig karakter med døden til følge.

Alle nævninger og dommere udtaler herefter:

Retten lægger som ubestridt til grund, at tiltalte og Forurettede gennem en længere periode havde haft et konfliktfyldt forhold, og at de om aftenen den 17. november 2024 havde flere verbale og fysiske konfronta-tioner.

Efter tiltaltes forklaring lægger retten herunder til grund, at Forurettede forud for drabet havde truet tiltalte med en kniv, ligesom han havde slået hende i ansigtet. Retten finder imidlertid ikke, at tiltaltes knivstik

side 19

mod Forurettede var nødvendige for at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at tiltal-te, efter at have hentet en kniv, bevægede sig tilbage mod Forurettede, og at hun havde mulighed for i stedet at flygte ud af huset. Der forelå derfor ikke nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, ligesom tiltalte ikke er straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.

Efter stemmeafgivningen, jf. retsplejelovens § 891, stk. 4, er tiltalte herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237.

Thi bestemmes

:

Tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237."

Sanktionsspørgsmålet

Straffen fastsættes efter straffelovens § 237.

Der er afgivet 5 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 11 år og 7 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 år.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Straffen fastsættes derfor til fængsel i 10 år.

Der er ved straffastsættelsen navnlig lagt vægt på forholdets karakter og på de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold, herunder at hun har været påvirket af et generelt konfliktfyldt forhold til Forurettede gennem en længere periode, hvor hun blandt andet blev behandlet på en nedgørende måde, og at hun var påvirket af Forurettedes verbale og fysiske konfrontationer mod hende umiddelbart inden knivstikke-ne, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5 og nr. 7.

Retten tager konfiskationspåstanden til følge som nærmere bestemt nedenfor, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Retten tager endvidere påstanden om frakendelse af arv mv. til følge som ne-denfor bestemt, jf. arvelovens § 48, stk. 1.

Erstatning

Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages erstatningspåstanden, som ikke er bestridt, til følge som nærmere bestemt nedenfor, jf. erstatningsan-svarslovens § 12. Erstatningen forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1.

Thi kendes for ret

:

side 20

Tiltalte, straffes med fængsel i 10 år.

Hos tiltalte konfiskeres en kniv af mærket Fiskars.

Tiltalte frakendes retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængige af Forurettedes død, ligesom tiltal-tes arv eller andel i forsikringssummer, pension eller andre ydelser ikke må forøges som følge af lovovertrædelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden den 22. februar 2026 betale 31.460,41 kr. til Erstatningssøgende, c/o advokat Jørn Haandbæk Jensen, Journalnummer. Beløbet forrentes med procesrente fra den 22. februar 2026.

Dommer Dommer

Tiltale for overtrædelse af Straffelovens § 237, manddrab. Påstand om konfiskation og rettighedsfrakendelse
Straffesag · 1. instans
KilderDomsdatabasen
Kilde: https://domsdatabasen.dk/#sag/10827