HR — Højesteret
103/2025
OL-2026-H-00140
AM2026.11.04H Retten i Viborgs
DOM
Dato: 14. oktober 2024 Rettens sagsnr.: 4567/2023 Politiets sagsnr.: 4100-70585-00016-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1977 Anklageskrift er modtaget den 5. december 2023. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1.-130. straffelovens § 155, 1. pkt., ved i tiden fra den 26. september 2022 til den 24. marts 2023, som ansat i Kommune, uden tjenstlig anledning, i det kommunale datasystem SAPA at have tilgået oplysninger om 130 personer, herunder om personnummer, navn, adresse, alder og civilstand, hvorved hun misbrugte sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har forklaret, at hun sammen med sin forsvarer har gennemgået den liste, som Kommune sendte til Politiet i forbindelse med anmeldelsen. Listen indeholder navnene på de personer, som hun ifølge kommunen slog op i SAPA.
Hun kan erkende, at hun af nysgerrighed og bl.a. for at finde adressen på sin datters legekammerat og for at finde de sidste 4 cifre i sin datters personnummer i 80-90 tilfælde uberettiget har tilgået oplysninger som anført i anklageskriftet. Hun har ikke videregivet nogen af de oplysninger, hun fik adgang til.
Det fremgår af sagen, at de oplysninger, som tiltalte havde adgang til i SAPA omfatter en persons cpr.nr., bopæl, tidligere bopæl, civilstand og oplysning om andre medlemmer af husstanden.
Det kan efter tiltaltes forklaring lægges til grund, at hun som ansat i Kommune i mindst 80-90 tilfælde uberettiget har tilgået oplysninger som anført i anklageskriftet, og at hun herved overskred sin fuldmagt til at benytte SAPA i fagligt øjemed.
Under hensyn til karakteren af de oplysninger, som tiltalte herved fik adgang til, at hun ikke har videregivet nogen af de oplysninger, hun tik adgang til, og til at hun som følge af denne sag blev opsagt fra sin stilling i Kommune, finder retten ikke, at forholdet kan anses som en sådan krænkelse af privates eller det offentliges ret, at forholdet er omfattet af straffelovens § 155, 1. pkt.
Tiltalte frifindes derfor.
Thi kendes for ret
: Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 5. afdelings
DOM
(dommerne Henrik Estrup, Annette Nørby og Ioana Fodor (kst.)) Dato: 10. september 2025 Rettens sagsnr.: S–2038–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1977, (advokat Solveig Værum Nørgaard, Nørager) Retten i Viborg har den 14. oktober 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 4567/2023).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans, dog således at tiltalen omhandler oplysninger om 129 personer i stedet for 130 personer. Tiltalte Tiltalte har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Datatilsynet har den 27. oktober 2023 afgivet en udtalelse i sagen.
Af udtalelsen fremgår bl.a.: ”… Udtalelse i Midt- og Vestjyllands Politis sag med j.nr. 4100-70585-00016-23 Ved brev af 19. september 2023 har Midt- og Vestjyllands Politi anmodet Datatilsynet om en udtalelse om tiltalespørgsmålet, herunder med en indstilling om sanktionsspørgsmålet i politiets sag vedrørende en medarbejder i Kommunes brug af sin adgang til det kommunale datasystem SAPA.
Det bemærkes, at Datatilsynet ikke har haft mulighed for at gennemgå hele det fremsendte materiale, men alene har nærlæst anmeldelse, afhøringer og andre centrale dokumenter. Datatilsynet har alene overordnet orienteret sig i de øvrige dokumenter 1.
Sagsfremstilling
Det fremgår af politiets beskrivelse, at sigtede gennem sin ansættelse i Kommune har misbrugt sin adgang til SAPA ved at lave uautoriserede opslag i systemet, dog uden at have videregivet oplysningerne. Det fremgår, at den sigtede har foretaget 130 uberettigede opslag i perioden fra den 26. september 2022 til den 24. marts 2023.
Datatilsynet har forstået det sådan, at det er oplysninger tilgået ved disse opslag, der er grundlag for sigtelsen. De behandlede oplysninger omfattede ifølge beskrivelsen fra Kommunes databeskyttelsesrådgiver f.eks. navn, adresse, alder, dødsdato og oplysninger om familierelationer, herunder eksempelvis navn på forældre, søskende og ægtefæller.
Politiet oplyser endvidere, at det lægges til grund, at sigtede ikke tilgik den del af SAPA, der vedrører ydelser. Det fremgår ikke, at der skulle være sket behandling af personoplysninger. Det fremgår herudover af sagen, at sigtede har erkendt sig skyldig i størstedelen af de omkring 130 opslag, og at sigtede bl.a. har forklaret til politiet, at opslagene er sket af nysgerrighed. 2.
Datatilsynets vurdering af sagen 2.1. Retligt grundlag Datatilsynet kan generelt om databeskyttelsesforordningen oplyse, at forordningen ifølge artikel 2, stk. 1, finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk behandling, og på anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, regulerer behandlingen af personoplysninger som ikke er klassificeret som særlige kategorier af oplysninger (følsomme personoplysninger). Artikel 6 omfatter som udgangspunkt f.eks. identifikationsoplysninger som navn, adresse og alder, uddannelse, familieforhold, ansættelsesforhold mv.
Det fremgår af bestemmelsen, at behandling af personoplysninger kun er lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af forholdene i litra af gør sig gældende. Overtrædelse af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, straffes med bøde, jf. databeskyttelseslovens § 41, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, og stk. 5, litra a, jf. stk. 9. 2.2.
Datatilsynets vurdering Det kommunale datasystem SAPA indeholder en række personoplysninger, herunder blandt andet oplysninger om navn og bopæl samt oplysninger om familierelationer. Det fremgår ikke af det materiale, som Datatilsynet har modtaget, at der ved de uberettigede opslag har været opslag i særlige kategorier af personoplysninger.
Datatilsynet har derfor alene forholdt sig til videregivelsen af almindelige personoplysninger som nævnt under pkt. 1. Datatilsynet har lagt til grund, at der ikke er sket behandling af CPR-numre. Efter Datatilsynets opfattelse er behandlingen af de i sagen omhandlede oplysninger omfattet af kravet om et behandlingsgrundlag i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1.
På baggrund af de foreliggende oplysninger finder Datatilsynet, at den af sigtede foretagne behandling af personoplysninger, ved at vedkommende har foretaget uberettigede opslag i SAPA, er sket uden fornøden hjemmel, og at opslagene derfor indebærer en overtrædelse af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1.
Datatilsynet må forstå det sådan, at ingen af behandlingsgrundlagene i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f var til stede i forhold til behandlingen. Datatilsynet har i den forbindelse lagt vægt på, at sigtede efter det oplyste behandlede oplysningerne som privatperson, at opslagene ikke havde forbindelse med sigtedes arbejde, og at der i ingen tilfælde forelå samtykke fra de pågældende, mv.
Sædvanligvis vil den dataansvarlige arbejdsplads være ansvarlig for de behandlinger, der finder sted i forbindelse med den ansattes aktiviteter, medmindre der er klare holdepunkter for, at den ansatte er selvstændig dataansvarlig, eksempelvis hvis en ansat behandler personoplysninger til (egne) formål, der ligger klart uden for den ansattes arbejdsmæssige beføjelser.
Som sagen er forelagt Datatilsynet, er det tilsynets vurdering, at den sigtede uberettiget har benyttet sin adgang til SAPA ved at foretage opslag i personoplysninger om en række personer og i den forbindelse er selvstændig dataansvarlig for den pågældende behandling. Det er i den forbindelse Datatilsynets vurdering, at sigtelsen bør angå overtrædelse af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1.
Datatilsynet skal hertil bemærke, at tilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt det pågældende forhold tillige udgør en overtrædelse af anden lovgivning, herunder straffelovens § 155. …” Forklaringer Tiltalte Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af Vidne1 og Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT]
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har erkendt, at hun under sin ansættelse som økonomikonsulent i Kommune i 80 tilfælde har foretaget opslag i datasystemet SAPA uden tjenstlig anledning. Hun har forklaret, at opslagene skete af nysgerrighed omkring venner, bekendte, kolleger og kendisser, og at de navne på kommunens opslagsliste, der ikke siger hende noget, må have været enten fejlopslag eller arbejdsrelaterede.
Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring, og det lægges herefter, og da der ikke er ført bevis for et højere antal, til grund, at tiltalte i tiden fra den 26. september 2022 til den 24. marts 2023 foretog 80 uberettigede opslag i SAPA.
Spørgsmålet er dernæst, om de pågældende tjenesteforseelser udgør en overtrædelse af straffelovens § 155, idet det i retspraksis er antaget, at mindre grove tilfælde af tjenestemisbrug ikke er omfattet af straffelovens § 155, men alene skal forfølges med hjemmel i en eventuel særlovgivning eller disciplinært.
Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder udtalelsen fra Datatilsynet, til grund, at tiltalte ved opslagene fik adgang til personoplysninger i form af bl.a. navn, adresse, alder og civilstand.
Efter en samlet vurdering af oplysningernes karakter, tiltaltes forklaring om baggrunden for opslagene i datasystemet, og idet det er ubestridt, at tiltalte ikke har videregivet eller på anden måde behandlet de tilgåede oplysninger, tiltræder landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke er sket en sådan krænkelse af det privates eller offentliges ret, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. ::::::::::::::::::::::::::::::: Højesteret 1. afdelings
DOM
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Kurt Rasmussen, Lars Apostoli, Peter Mørk Thomsen og Anne Buhl Bjelke. Dato: 4. november 2026 Rettens sagsnr.: 103/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Solveig Værum Nørgaard, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Viborg den 14. oktober 2024 (4567/2023) og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 10. september 2025 (V.L. S-2038-24).
Påstande
Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale, dog således at landsrettens bevisresultat (80 uberettigede opslag) lægges til grund. Der nedlægges påstand om bødestraf. Tiltalte har påstået stadfæstelse.
Anbringender
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Tiltalte har misbrugt sin stilling til at foretage en sådan krænkelse af privates eller det offentliges ret, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Tiltalte misbrugte således sin adgang til datasystemet SAPA, som hun havde adgang til i kraft af sin ansættelse i Kommune, til i en periode på ca. 6 måneder at foretage 80 uberettigede opslag på familie, venner, bekendte, kolleger og kendte personer alene med det formål at stille sin nysgerrighed om disses private forhold. Herved fik hun adgang til personoplysninger i form af bl.a. navn, adresse, alder og civilstand.
Det kan ikke tillægges betydning, at oplysningerne ikke var af følsom karakter og ikke blev videregivet.
Misbruget indebar en krænkelse af de berørte borgeres ret til beskyttelse af deres personoplysninger og var herudover egnet til at svække den tillid, borgerne bør kunne have til offentlige myndigheders uangribelighed og til, at myndighederne behandler de store mængder af oplysninger om borgerne, som de er i besiddelse af, på en forsvarlig måde.
Straffen kan passende fastsættes i niveauet omkring 10 dagbøder á 1.000 kr. Tiltalte har anført navnlig, at de uberettigede opslag ikke udgjorde misbrug af hendes stilling, og at der ikke foreligger en krænkelse af privates ret.
De uberettigede opslag har ikke en sådan grovhed, at det kan betegnes som misbrug af hendes stilling, idet der ikke var tale om følsomme oplysninger, men oplysninger som overvejende kunne være fundet andetsteds. Oplysningerne blev ikke videregivet eller brugt mod de berørte borgere, og de berørte borgere har ikke lidt skade eller været udsat for risiko herfor. Der foreligger heller ikke en krænkelse af privates ret.
For at man kan tale om krænkelse af privates ret, kræver det noget mere, end at der er overtrådt en regel. En krænkelse kræver en egentlig påvirkning af en beskyttet rettighed og ikke blot en handling uden mærkbare konsekvenser. Ligeledes udgør eventuel mistet generel tillid til systemet ikke en krænkelse af den enkeltes eller det offentliges ret.
En overtrædelse af databeskyttelsesloven udgør alene en konstatering af, at der er tale om overtrædelse af en formel regel, men ændrer ikke ved indholdet af straffelovens § 155. Ydermere kræves også en vis grovhed, for at man kan tale om en egentlig krænkelse.
Hvis Højesteret finder, at hun er skyldig, bør straffen bortfalde, jf. straffelovens § 80, idet hun som følge af sagen er blevet bortvist fra sin ansættelse hos Kommune. Subsidiært bør straffen fastsættes til 4-5 dagbøder á 500 kr.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte blev i 2000 ansat i Kommune, hvor hun var kontormedarbejder. I forbindelse med en stikprøvekontrol på opslag i det kommunale datasystem SAPA konstaterede Kommune, at Tiltalte fra den 26. september 2022 til den 24. marts 2023 havde foretaget uberettigede opslag i det kommunale datasystem, hvor hun fik adgang til oplysninger om bl.a. navn, adresse, alder og civilstand.
Tiltalte blev efter en tjenstlig samtale bortvist, og kommunen anmeldte forholdet til politiet. Hun blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 155. Der blev ikke rejst tiltale for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne. Tiltalte har erkendt, at hun har foretaget 80 uberettigede opslag på venner, familie, bekendte, kolleger og kendte personer, og hun har forklaret, at hun slog navnene op bl.a. af nysgerrighed.
Det er ubestridt, at oplysningerne ikke er videregivet eller på anden måde behandlet af Tiltalte. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155 af byretten, hvilket blev stadfæstet af landsretten med den begrundelse, at forholdet efter en samlet vurdering ikke indebar en sådan krænkelse af det privates eller det offentliges ret, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Sagen angår, om forholdet har en sådan grovhed, at Tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155. Straffelovens § 155 Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes, jf. straffelovens § 155. Det fremgår af forarbejderne til straffelovens bestemmelse om embedsmisbrug (nu § 155), jf.
Straffelovskommissionens betænkning af 9. november 1917, sp. 257, at bestemmelsen fremtræder ”som et Supplement til de foregaaende Bestemmelser om Tjenesteforseelser, og det er overladt til Domstolenes Skøn at afgøre, om der i det enkelte Tilfælde kan statueres at foreligge Misbrug.” Højesteret finder, at mindre grove tjenesteforseelser ikke omfattes af straffelovens § 155, og at vurderingen af, om et forhold omfattes af bestemmelsen om embedsmisbrug, må bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder.
Den konkrete sag Landsretten har efter en samlet vurdering af oplysningernes karakter og Tiltaltes forklaring om baggrunden for opslagene i datasystemet, og idet det er ubestridt, at hun ikke har videregivet eller på anden måde behandlet de tilgåede oplysninger, fundet, at der ikke er sket en sådan krænkelse af privates eller det offentliges ret, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Højesteret tiltræder, at forholdet ikke har en sådan grovhed, at det er omfattet af det strafbare område efter straffelovens § 155. Højesteret har som følge af tiltalens indhold ikke anledning til at tage stilling til, om der er sket en strafbar overtrædelse af databeskyttelsesreglerne. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom.
Thi kendes for ret
: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
