113/2025

Der skulle ikke fastsættes en fællesstraf med en tidligere betinget dom. Reduktion i bl.a. fængselsstraffen som følge af en krænkelse af retten til rettergang inden en rimelig frist. T blev den 14. juni 2021 af byretten idømt 3 år og 6 måneders fængsel for svindel med covid-19-hjælpepakker ved at søge om lønkompensation. T blev også idømt en tillægsbøde på 2.375.000 kr. samt indtil videre frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. T ankede dommen til landsretten. Inden landsretten afsagde dom i nærværende sag, afsagde landsretten den 15. november 2024 dom i en anden ankesag vedrørende T. Ved landsrettens dom i den anden sag blev T idømt 2 års betinget fængsel med en prøvetid på 2 år og en tillægsbøde på 1.607.000 kr. for bedrageri samt momsunddragelse. Ved strafudmålingen lagde landsretten bl.a. vægt på den meget lange sagsbehandlingstid i den pågældende sag. Den 21. august 2025 afsagde landsretten dom i nærværende sag. Ved dommen blev T idømt fængsel i 4 år (for svindel med covid-19-hjælpepakker ved at søge om lønkompensation samt hvidvask af særlig grov beskaffenhed) og en tillægsbøde på 1.825.000 kr. Rettighedsfrakendelsen blev stadfæstet. For Højesteret angik sagen, hvorvidt straffen skulle fastsættes som en fællesstraf med landsrettens dom af 15. november 2024, samt hvorledes T skulle kompenseres for den lange sagsbehandlingstid i nærværende sag. Højesteret fastslog, at straffelovens § 61, stk. 1 (om fællesstraf), eller dennes analogi kan finde anvendelse i en situation, hvor der er foretaget rettergangsskridt, før en betinget dom er afsagt, jf. bl.a. Højesterets dom af 23. juni 2022. Højesteret fandt imidlertid efter en konkret vurdering, at det skulle have sit forblivende ved dommen af 15. november 2024. Der skulle derfor ikke fastsættes en fællesstraf, men en tillægsstraf efter straffelovens § 89. Endvidere fastslog Højesteret, at længden af en periode fra anke i juni 2021 til landsretten og frem til hovedforhandlingens begyndelse i landsretten i juni 2025, der ikke kunne bebrejdes T, indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist. T skulle derfor kompenseres herfor. Under hensyn til længden af den nævnte periode og til princippet om modereret kumulation fastslog Højesteret, at fængselsstraffen passende kunne fastsættes til 3 år. Den idømte tillægsbøde blev nedsat med en tredjedel, og statskassen skulle betale sagens omkostninger for alle tre instanser. Højesteret fandt ikke grundlag for som følge af krænkelsen at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, eller for at undlade eller tidsbegrænse rettighedsfrakendelsen. Herefter idømte Højesteret T 3 års fængsel, en tillægsbøde på 1.200.000 kr. med en forvandlingsstraf på 60 dage samt indtil videre frakendte T retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.