33/2026

AM2026.09.30H2 Retten i Horsens

DOM

Dato: 16. juni 2025 Rettens sagsnr.: 927/2025 Politiets sagsnr.: 3700-73241-00534-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 2001 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 3. april 2025. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, ved den 12. juli 2024 ca. kl. 22.25 på Adresse i Juelsminde at have slået vagt Forurettede i ansigtet med knyttet hånd.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Tiltalte har påstået sagen afvist i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2, og han har herudover nægtet sig skyldig. Forurettede har taget forbehold for at rejse krav om godtgørelse og erstatning. Tiltalte har erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaringer af tiltalte og af vidnerne Forurettede, politiassistent Vidne1 og Vidne2. Forklaringer er lydoptagede og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet ved Kriminalforsorgen har udarbejdet en personundersøgelse den 8. maj 2025.

Rettens begrundelse

og afgørelse Det fremgår af rapporten vedrørende afhøringen af tiltalte, der fandt sted den 16. juli 2024, at han da var sigtet for forholdet.

Tiltalte har forklaret, at han efter afhøringen havde indtryk af, at der ikke vil blive rejst en sag mod ham, hvilket understøttes af den sms-korrespondance, som tiltalte havde med den afhørende betjent, politiassistent Vidne3, indledt kort tid efter afhøringen, hvor det fremgår, at den forurettede havde taget mod tiltaltes undskyldning, og som også efter rettens vurdering giver klart indtryk af, at der ikke vil blive en sag mod tiltalte.

Efter de foreliggende oplysninger har der ikke været yderligere henvendelser til tiltalte om sagen, før der blev rejst tiltale ved anklageskrift af 25. april 2025. Tiltaltes kontakt med politiassistent Vidne3 er alene belyst ved forklaringen fra tiltalte og sms-korrespondancen mellem dem den 16. juli 2024.

Efter en samlet vurdering af det anførte forløb finder retten, at tiltaltes forventning om, at sagen mod ham var opgivet, har været berettiget, og sagen afvises derfor, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Sagen mod Tiltalte afvises. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 14. afdelings

DOM

(dommerne Thomas Tordal-Mortensen, Lisette Ørnskov Top og Ioana Fodor (kst.) med domsmænd) i ankesag Dato: 3. december 2025 Rettens sagsnr.: S–1169–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 2001, (advokat André Rouvillain, Karlslunde) Retten i Horsens har den 16. juni 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 927/2025).

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at retten i Horsens’ dom af 16. juni 2025 ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Forklaringer Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af politiassistent Vidne3.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han den 12. juli 2024 efter en episode med nogle vagter blev sigtet og bortvist fra Begivenhed. Den 16. juli 2024 blev han afhørt på Horsens Politistation. Han blev også der gjort bekendt med, at han var sigtet. Han blev afhørt og havde også en mere uformel samtale med politiassistent Vidne3. Samtalen var alvorlig, men også lidt uformel.

Den gav ham indtryk af, at der ikke ville ske mere. Politiassistenten sagde ikke på noget tidspunkt, at han ikke længere var sigtet. Han bad politiassistenten viderebringe en undskyldning til vagten, fordi han var ked af, hvad der var sket. Politiassistentens efterfølgende besked gav ham også indtryk af, at sagen mod ham var opgivet.

Det var både indholdet om undskyldningen og det øvrige indhold, der gav ham det indtryk. Han gjorde sig ikke nogen tanker om, hvorvidt det var en uformel måde for politiet at kommunikere på. Han er ikke vant til at være i kontakt med politiet. Det kom som et chok, da han efterfølgende blev tiltalt. Han tog ikke kontakt til politi eller anklagemyndighed i den forbindelse.

Han sagde under samtalen med Kriminalforsorgen, at han troede, at sagen var slut. Han blev oplyst, at Kriminalforsorgen ikke havde indflydelse på det. Han fik beskikket en forsvarer, som han også oplyste om sin opfattelse. Advokaten var enig i, at sms-beskeden måtte forstås på den måde. Politiassistent Vidne3 har forklaret, at han har været ansat i politiet i mange år.

Han husker ikke i detaljer episoden den 12. juli 2024. De fik overleveret tiltalte, fordi han skulle have slået en af vagterne. De sigtede tiltalte og oplyste, at de ville vende tilbage, fordi de skulle videre til en anden hastende opgave. Han afhørte efterfølgende tiltalte den 16. juli 2024 på Horsens Politistation.

Han gjorde igen tiltalte bekendt med, at han var sigtet, og han oplyste tiltalte om en sigtets rettigheder. Han gjorde desuden meget ud af at få en god snak med tiltalte og forklarede om sagsforløbet, herunder at han ville sende sagen videre til anklagemyndigheden, som skulle tage stilling til tiltalerejsning og om hvilken straf, tiltalte kunne risikere at få.

Han synes, at det er vigtigt, at folk får en god oplevelse hos politiet, selv om de har lavet noget, der ikke er så godt. Han talte på ingen måde med tiltalte om, at sagen måske ville blive opgivet. Han blev selv afhørt til sagen den 26. juni 2025 på grund af sine sms-beskeder til tiltalte. Det er rigtigt, at han har forklaret, at han under afhøringen af tiltalte lagde vægt på, at tiltalte nu var sigtet i sagen.

Han understregede over for tiltalte, at han var sigtet. Efter afhøringen ringede han til vagten og viderebragte tiltaltes undskyldning. Vagten sagde, at det var en træls situation, men at han ikke længere var vred. Han kan i bagklogskabens klare lys godt forstå, at en ”løftet pegefinger” kan forstås som en advarsel i stedet for en straf, men det var ikke sådan ment. Det var ikke for at påtaleopgive.

Han mente, at tiltalte skulle komme videre med sit liv uanset straffesagen, og at det hele nok skulle gå, selvom tiltalte eventuelt skulle i retten og ville få en dom. Han sendte sagen videre til anklagemyndigheden, da efterforskningen var slut. Han vurderede, at sagen ville ende i retten. Det er han også ret sikker på, at han sagde til tiltalte.

Landsrettens begrundelse og resultat

5 voterende udtaler: Tiltalte blev den 12. juli 2024 sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244 ved samme dag i Juelsminde at have tildelt en vagt et knytnæveslag i ansigtet. Tiltalte blev den 16. juli 2024 på Horsens Politistation igen gjort bekendt med sigtelsen og oplyst om sine rettigheder, ligesom han blev afhørt af politiassistent Vidne3.

Vi lægger efter forklaringerne til grund, at politiassistenten og tiltalte i forbindelse med afhøringen også havde en samtale om tiltaltes personlige forhold og den videre sagsgang, hvor politiassistenten lagde vægt på, at tiltalte var sigtet. Det blev desuden aftalt, at politiassistenten skulle viderebringe en undskyldning fra tiltalte til forurettede.

Vi lægger efter bevisførelsen endvidere til grund, at politiassistenten ca. en time efter afhøringen, hvor det må have stået tiltalte klart, at sagen endnu ikke var færdigefterforsket, skrev følgende sms-besked til tiltalte: ”Har lige talt med forurettet. Han har modtaget din undskyldning og tager imod den. No hard feelings, som han udtrykte det.

Gå nu ud i verden og spred go stemning og så tag det som en løftet pegefinger og kom videre med alle de fede ting du åbenlyst har kørende for dig”. Vi finder, at sms-beskeden i lyset af det ovenfor beskrevne forløb ikke har et sådant klart og utvetydigt indhold, at den kunne give en berettiget forventning hos tiltalte om påtaleopgivelse.

Det forhold, at der først blev rejst tiltale i april 2025 kan ikke føre til en anden vurdering. Anklagemyndigheden har derfor ikke afskåret sig fra at rejse tiltale.

Vi stemmer derfor for at ophæve byrettens dom og hjemvise sagen. 1 voterende udtaler: Af de grunde, som byretten har anført, og uanset det, som politiassistent Vidne3 har forklaret i landsretten, finder jeg, at politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen har været egnet til at fremkalde en berettiget forventning hos tiltalte om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham.

Anklagemyndigheden har derfor afskåret sig fra at rejse tiltale. Jeg stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og landsretten ophæver derfor byrettens dom og hjemviser sagen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. ::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 1. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Oliver Talevski, Kurt Rasmussen, Lars Apostoli, Peter Mørk Thomsen og Anne Buhl Bjelke. Dato: 30. september 2026 Rettens sagsnr.: 33/2026 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat André Rouvillain, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Horsens den 16. juni 2025 (927/2025) og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 3. december 2025 (S-1169-25).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om, at landsrettens dom ændres, således at sagen afvises. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at han ved politiassistentens afhøring af og samtale med ham og den efterfølgende sms-korrespondance fik en berettiget forventning om, at sagen mod ham var opgivet. Sms-korrespondancen understøtter klart opfattelsen af, at sagen var opgivet. Sms-korrespondancen skete i fortsættelse af en afhøring som led i en politimæssig efterforskning, der udviklede sig til en personlig samtale.

Sms-korrespondancen og forløbet skal fortolkes til fordel for ham, da politiassistenten er underlagt særlige forpligtelser til beskyttelse af den sigtede. Retsplejelovens § 752, stk. 3, medfører, at der må være en skærpet bevisbyrde for anklagemyndigheden for, at politiassistentens optræden og ageren ikke kan misforstås. Denne bevisbyrde er ikke løftet med politiassistentens forklaring under ankesagen.

Det er endvidere uden betydning, at den afhørende politiassistent formelt set ikke var kompetent til at opgive sigtelse og påtale i den omhandlede sag, jf. UfR 1989.116 H og TfK 2011.834 Ø, idet politiassistenten over for ham fremstod som den, der rådede over sagen. Efter retsplejelovens § 724, stk. 1, er der ikke formkrav til underretning om påtaleopgivelse.

Anklagemyndigheden har udvist passivitet, idet der forløb mere end 8 måneder fra sms-korrespondancen medio juli 2024, indtil han modtog anklageskriftet i april 2025. Det er langt over fristen for den overordnede anklagemyndigheds omgørelse af påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ikke er sket en bindende påtalebegrænsning.

Der må stilles ganske store krav til, hvornår der kan siges at foreligge en påtalebegrænsning, som anklagemyndigheden er bundet af. Det er således ikke enhver forventning hos den sigtede, der kan indebære en bindende påtalebegrænsning, men alene en berettiget og beskyttelsesværdig forventning.

Der skal noget helt særligt til for at etablere en berettiget og beskyttelsesværdig forventning, når sagen befinder sig på et tidligt stadie, hvor der alene er rejst sigtelse, og hvor der ikke er foretaget nogen processuelle skridt fra anklagemyndighedens side.

Under afhøringen og den efterfølgende sms-korrespondance med den afhørende politiassistent har Tiltalte ikke fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale.

Der må herved lægges vægt på, at der er tale om en formløs sms-besked, som blev sendt til Tiltalte blot en time efter afhøringen – på et tidspunkt, hvor det på ingen måde kunne stå ham klart, at sagen var færdigefterforsket og færdigbehandlet. Der må endvidere lægges vægt på ordlyden af sms-beskeden.

Det fremgår ikke af denne, at voldsforholdet blev opgivet, men alene at forurettede tog imod undskyldningen, og at Tiltalte skulle komme videre og få noget positivt ud af sin tilværelse. Derudover må der lægges vægt på forklaringerne fra Tiltalte og politiassistenten, som begge har forklaret, at det under afhøringen ikke blev tilkendegivet, at han ikke længere var sigtet.

Tværtimod blev han på ny gjort bekendt med, at han var sigtet. Politiassistenten oplyste ham desuden om sagsforløbet, herunder at sagen ville blive sendt videre til anklagemyndigheden, som skulle tage stilling til tiltalespørgsmålet.

Endelig må det indgå i vurderingen, at politiassistenten ifølge retningslinjerne for politiets og anklagemyndighedens behandling af straffesager ikke havde kompetence til at opgive voldsforholdet. En sådan afgørelse kunne alene træffes af politikredsens juridiske personale, hvilket ud fra forklaringen fra politiassistenten måtte stå klart for Tiltalte, således at kompetencefordelingen var synlig for ham.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte blev den 12. juli 2024 sigtet for vold efter straffelovens § 244 ved samme aften at have tildelt en vagt et knytnæveslag i ansigtet. Tiltalte blev den 16. juli 2024 afhørt af politiet om forholdet. Han forklarede bl.a., at han ikke huskede at have slået vagten, men han erkendte at have skubbet ud efter den pågældende.

Efter afhøringen den 16. juli 2024 aftalte den afhørende politiassistent og Tiltalte, at politiassistenten skulle viderebringe en undskyldning fra Tiltalte til vagten. Tiltalte modtog herefter to sms-beskeder fra politiassistenten, hvoraf fremgik bl.a., at vagten havde modtaget Tiltaltes undskyldning, at der var ”no hard feelings” fra vagtens side, og at Tiltalte skulle tage det som en løftet pegefinger.

Tiltalte svarede politiassistenten, at han havde fået noget at tænke over. Som svar herpå skrev politiassistenten, at så var hans mål nået. Tiltalte hørte derefter ikke yderligere fra politiet, før han i april 2025 blev tiltalt for det forhold, der fandt sted den 12. juli 2024. Sagen angår, om forløbet indebærer, at anklagemyndigheden er afskåret fra at rejse tiltale som følge af en bindende påtaleopgivelse.

Bindende påtaleopgivelse Ved bedømmelsen af, om der foreligger en bindende opgivelse af påtalen over for en sigtet person, jf. retsplejelovens § 721, må der først tages stilling til, om der overhovedet foreligger en påtaleopgivelse. En påtaleopgivelse kan være udtrykkelig, men den kan også følge af myndighedens adfærd. Om det er tilfældet, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Viser det sig, at der foreligger en påtaleopgivelse, hvad enten den er tilsigtet eller utilsigtet, er spørgsmålet dernæst, om påtaleopgivelsen er bindende for myndigheden. Det fremgår af retsplejelovens § 719, stk. 1, at offentlig påtale tilkommer politidirektøren.

Af Rigsadvokatens offentliggjorte meddelelse af 25. november 2022 ”Kvalitet og legalitet i straffesagsbehandlingen” fremgår bl.a., at det er det juridiske personale hos politidirektøren (anklagemyndigheden), som har kompetencen til at træffe afgørelse om opgivelse af sigtelsen efter retsplejelovens § 721, når der er tale om personfarlig kriminalitet, herunder vold.

Hvis en afgørelse om opgivelse af påtale over for en sigtet, jf. retsplejelovens § 721, er meddelt af en person, der efter de nævnte retningslinjer ikke er bemyndiget hertil, foreligger der en intern kompetencemangel, som i almindelighed vil være væsentlig for afgørelsens rigtighed. I så fald er påtaleopgivelsen som udgangspunkt ugyldig, således at den sigtede ikke kan støtte ret på den.

Dette udgangspunkt kan fraviges, når sigtede må anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at påtale er opgivet. Dette beror på en afvejning af hensynet til sigtede over for modstående hensyn.

Den konkrete sag Uanset at politiassistentens sms-beskeder efter ordlyden ikke indeholdt en udtrykkelig påtaleopgivelse, finder Højesteret, at sms-beskederne efter en almindelig forståelse var egnet til at give Tiltalte en forventning om, at forholdet ikke ville blive forfulgt yderligere.

Politiassistenten havde imidlertid ikke kompetence til at træffe afgørelse om påtaleopgivelse, og denne kompetencemangel må anses for væsentlig. Tiltalte kan derfor som udgangspunkt ikke støtte ret på tilkendegivelsen. Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Tre dommere – Oliver Talevski, Kurt Rasmussen og Peter Mørk Thomsen – udtaler: Vi lægger ved afvejningen vægt på, at det må lægges til grund, at politiassistenten ikke ved sin sms-korrespondance med Tiltalte tilsigtede at tilkendegive, at sagen mod ham var afsluttet.

Vi lægger desuden vægt på, at tilkendegivelsen heller ikke indeholdt nogen udtrykkelig opgivelse af sigtelsen, og at den kom i form af sms-beskeder sendt kort tid efter, at Tiltalte havde været til afhøring hos politiet, hvor han var blevet sigtet for vold efter straffelovens § 244.

Endelig lægger vi vægt på, at der er tale om en væsentlig kompetencemangel vedrørende påtalespørgsmålet i en sag om vold, og at der derfor er en ikke ubetydelig offentlig interesse i strafforfølgning. På denne baggrund finder vi, at Tiltalte ikke kan anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham for det pågældende forhold.

Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom.

Dommerne Lars Apostoli og Anne Buhl Bjelke udtaler: Vi lægger til grund, at Tiltalte efter karakteren af det strafbare forhold, efter samtalen med politiassistenten om sine personlige forhold og efter oplysningerne om den forurettedes accept af hans undskyldning ikke havde anledning til at betvivle politiassistentens kompetence til at afslutte sagen med en påtaleopgivelse i forbindelse med hans modtagelse af en uformel advarsel.

Han havde heller ikke anledning til at betvivle rigtigheden og gyldigheden af påtaleopgivelsen. Ved bevisvurderingen har vi efter omstændighederne ikke tillagt politiassistentens vidneforklaring om at have præciseret, at sagen ville blive sendt videre til anklagemyndigheden, betydning.

På den anførte baggrund, efter karakteren af det strafbare forhold og efter det lange tidsforløb, inden tiltalen blev rejst, er det vores opfattelse, at Tiltalte må anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham for det pågældende forhold.

Vi lægger i den forbindelse særlig vægt på hensynet til, at en sigtet i almindelighed må kunne stole på tilkendegivelser fra politiet. Vi stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom. Konklusion Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at landsrettens dom stadfæstes, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.