36329/2025

Ikke krav på godtgørelse for bl.a. forsinket erhvervelse af dansk indfødsret Sagen angik, om appellanterne havde krav på godtgørelse og erstatning som følge af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret, om appellanterne i den forbindelse havde været udsat for diskrimination, herunder ved manglende eller ufuldstændig vejledning, og om appellanterne havde krav på godtgørelse for krænkelse af deres privatliv ved indsamling og behandling af personoplysninger, som ikke var nødvendige for behandling af deres ansøgning om dansk indfødsret. Højesteret tiltrådte, at appellanterne ikke havde krav på godtgørelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, artikel 8 eller artikel 14, jf. artikel 8, som følge af Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af appellanternes ansøgninger om dansk indfødsret. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at sagsbehandlingen udgjorde nedværdigende behandling eller forskelsbehandling begrundet i etnisk oprindelse eller nationalitet. Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den manglende eller ufuldstændige vejledning om appellanternes konventionssikrede rettigheder var motiveret af diskriminerende hensyn, eller indebar en forskelsbehandling i forhold til andre statsløse i samme periode. Højesteret fandt, at der ikke var godtgjort et grundlag for at tilkende godtgørelse efter de dagældende persondataretlige regler, erstatningsansvarslovens § 26 eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i anledning af myndighedernes indhentelse og behandling af oplysninger, som ikke var nødvendige i forbindelse med behandlingen af appellanternes ansøgninger om dansk indfødsret. Udlændinge- og Integrationsministeriet havde i sagen anført, at principperne i Højesterets dom af 20. juni 2018 (U 2018.3230) skulle anvendes på appellanternes forhold. Dette indebar ifølge ministeriet, at der var grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis appellanterne kunne være tilkendt dansk indfødsret tidligere end sket, såfremt deres ansøgninger var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. Denne godtgørelse kunne ifølge ministeriet fastsættes til 10.000 kr., forudsat at kravet ikke var forældet. For Part 4, Part 5, Part 6, Part 7, Part 12, Part 13, Part 21, Part 22 og Part 24 tiltrådte Højesteret, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at ansøgninger fra disse appellanter blev behandlet uden forsinkelse i forhold til andre ansøgere, og at der derfor ikke var grundlag for at tilkende appellanterne en sådan godtgørelse. For Part 1, Part 2, Part 8 og Part 25 tiltrådte Højesteret, at deres krav på godtgørelse var forældet. For Part 9, Part 10, Part 11, Part 14, Part 15, Part 16, Part 17, Part 18 og Part 19 tiltrådte Højesteret, at et eventuelt krav på godtgørelse ville være stiftet forud for erhvervelse af dansk indfødsret, og at eventuelle krav på godtgørelse derfor var forældet. Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at give appellanterne medhold i den del af deres påstand, som angik erstatning for betalt gebyr. Landsretten var nået til samme resultat.