37715/2025

Krav om håndtryk til alle voksne uanset køn, var indirekte forskelsbehandling på grund af religion, men der var ikke grundlag for godtgørelse I foråret 2019 skulle A som led i sin læreruddannelse i 6 ugers praktik på en skole i Albertslund Kommune. Under et velkomstmøde på skolen i februar 2019 hilste hun på de kvindelige lærere med håndtryk. Da en mandlig lærer, som skulle være hendes praktikvejleder, rakte hånden frem for at hilse på hende, tog hun ikke hans hånd, men hilste på ham ved at lægge en hånd mod hjertet og bøje hovedet. Forud for at praktikforløbet skulle begynde, blev A i marts 2019 indkaldt til et møde for at drøfte, at hun ikke havde givet hånd til den mandlige lærer. På mødet oplyste A, at hun af religiøse årsager ikke giver hånd til fremmede voksne af det modsatte køn. Skolen stillede krav om, at A skulle give hånd til alle personer uanset køn. Da A ikke ville efterkomme dette krav, besluttede skolen at stoppe praktikforløbet. For Højesteret angik sagen, om skolens beslutning om at afbryde praktikforløbet var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod indirekte forskelsbehandling. Parterne var enige om, at kravet om, at A skulle give hånd til alle personer uanset køn var objektivt begrundet i det saglige formål at sikre ligebehandling af kønnene, og at kravet var et hensigtsmæssigt middel. Spørgsmålet var, om kommunen havde bevist, at kravet var et nødvendigt middel til at sikre skolens og kommunens mål om ligebehandling mellem kønnene. Højesteret fandt, at kommunen ikke havde løftet sin bevisbyrde. Højesteret henviste bl.a. til, at skolen på mødet ikke i rimeligt omfang sammen med A havde afsøgt mulige alternativer, herunder hilsemåder uden håndtryk. Der var ikke oplyst om konkrete problemer for skolen, som kunne begrunde, at det på mødet i marts var nødvendigt for skolen at modsætte sig en alternativ hilsemåde, hvis den var respektfuld og udtryk for ligebehandling. Beslutningen om at afbryde praktikforløbet var dermed udslag af indirekte forskelsbehandling. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende A godtgørelse, idet A på mødet kunne have bidraget mere til at finde en løsning, og da det fik begrænsede konsekvenser for hende, at praktikforløbet blev afbrudt. Kommunen blev herefter frifundet. Landsretten var nået til samme resultat.