44501/2025

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 185.2px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 24. august 2026

Sag BS-44501/2025-HJR

(2. afdeling)

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1

og

Appellant 2, tidligere Sagsøger 2

(advokat Tyge Trier, beskikket for begge)

mod

Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune)

(advokat Jacob Schall Holberg)

Biintervenient til støtte for Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune):

KL

(advokat Jacob Schall Holberg)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 20. august 2025 (BS-27044/2020-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Søren Højgaard Mørup.

Påstande

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, har nedlagt følgende påstande:

1.1. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), skal til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 betale 55.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 30. august 2019.

2

1.2. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at have forvoldt en immateriel skade omfattet af databeskyttelseslovens § 40 på Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 ved besvarelse af aktindsigtsanmodning den 22. april 2019.

1.3. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at have krænket Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ved besvarelse af aktindsigtsanmodning den 22. april 2019.

2.1. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal til Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 betale 55.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 30. august 2019.

2.2. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at have forvoldt en immateriel skade omfattet af databeskyttelseslovens § 40 på Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ved besvarelse af aktindsigtsanmodning den 22. april 2019.

2.3. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at have krænket Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 ved besvarelse af aktindsigtsanmodning den 22. april 2019.

2.4. Mest subsidiært skal landsrettens omkostningsafgørelse omgøres, således at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i alle tilfælde fritages for betaling af sagsomkostninger til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har over for Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 påstand 1.1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand 2.1 påstået henholdsvis frifindelse og stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Over for Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 påstand 1.2 og 1.3 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand 2.2 og 2.3 har Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Over for Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand 2.4 vedrørende landsrettens omkostningsafgørelse har Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) påstået afvisning.

Forklaringer Der er afgivet supplerende forklaringer af Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har supplerende forklaret bl.a., at hun blev kæreste

med Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i juli 2014. I oktober eller november 2014 flyttede de sammen i Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 hus i By 2 ved By 1. Herefter var hun og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 et ”fast par” , idet de og deres børn boede sammen og havde en fælles hverdag. Den 15. maj 2015 blev de gift i New York. I april 2017 blev deres ægteskab legaliseret i Danmark, da de blev viet i By 3 på Bornholm.

3

I 2015 flyttede de til Bornholm, hvor de boede indtil 2018. Herefter skulle Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 til Sjælland på grund af sit arbejde, hvorfor de flyttede tilbage til By 2. I 2023 flyttede de til Sverige, da deres børn var flyttet hjemmefra. De bor fortsat i Sverige.

Hun havde kun talt med Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, sin voksne datter og sine forældre om diagnosen inden videregivelsen af oplysningen fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune). Hun kæmpede i mange år en kamp, før hun fik diagnosen. Det tog derfor noget tid, inden diagnosen bundfældede sig, da der var mange følelser forbundet hermed.

Det er korrekt, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, hendes voksne datter og hendes forældre godt vidste, at det var vigtigt for hende, at diagnosen blev holdt privat. Hun havde ikke brug for at fortælle nogen om diagnosen. Det skyldtes bl.a., at hun er meget introvert. Hun havde ikke sagt, at de ikke måtte fortælle det til nogen, men det var der heller ikke nogen grund til, da det var tydeligt.

Det er ikke korrekt, at Vidne 1 havde oplysninger om hendes psykiske problemer fra familiemedlemmer. Hun ved fra Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, at Vidne 1 ikke havde kontakt til sin egen familie. Oplysningen skulle derfor komme fra Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 familie.

Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 mor og bror havde ikke været i dialog med Vidne 1 efter skilsmissen, og de havde desuden ikke kendskab til hendes diagnose på det tidspunkt. Hun var ikke tæt på Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 familie på en sådan måde, at de kendte til diagnosen.

Efter hovedforhandlingen i landsretten kontaktede hun også Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 mor og spurgte, om Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 mor havde været i kontakt med Vidne 1. Ifølge Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 mor havde de ikke været i kontakt før 2023, hvilket var længe efter 2019.

Vidne 1's påstand om, at hun havde oplysningen fra Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, er heller ikke korrekt. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Vidne 1 havde været i højkonflikt i mange år, og fra 2015 til 2019 havde de ikke noget venskabeligt bånd og talte ikke sammen. I den situation giver det ikke mening, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 skulle have givet Vidne 1 oplysninger om hendes helbred, da det kunne bruges imod dem.

Det er korrekt, at hun derfor oplevede Vidne 1's forklaring i landsretten som utroværdig. Hvis Vidne 1 havde haft oplysningen fra familiemedlemmer tidligere, havde hun brugt den i Familieretshuset. Det gjorde hun ikke. Hun brugte først oplysningen, efter hun fik den fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

Mødet i Familieretshuset den 25. juni 2019 handlede om samværet med Person 2. Person 2 havde et stort ønske om at bo hos hende og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, herunder da hendes ældste søn boede hos dem. Hendes rolle på mødet var at være bisidder for Appellant 2, tidligere Sagsøger 2. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 var bekymret, da han ikke vidste, om Vidne 1's mail af 19. juni 2019 til Familieretshuset kunne påvirke sagen. Hun tog også

4

med for at høre, hvad der ville ske, da hun var bange for at miste Person 2. På mødet fik de at vide, at man muligvis ville lave en forældreevneundersøgelse i familieretten.

Hun oplevede, at Vidne 1 brugte hendes diagnose flere gange i Familieretshuset. Det er hendes opfattelse, at der var flere personer, som hjalp Vidne 1 med breve mv. til Familieretshuset, og at Vidne 1 ikke selv havde skrevet mailen af 19. juni 2019 til Familieretshuset bl.a. baseret på sprogbrugen. Hun vidste derfor, at oplysningerne også var videregivet til de personer, som hjalp Vidne 1, og det ramte hende.

De kunne ikke overskue mere, og de ønskede ikke, at børnene skulle til børnepsykologsamtaler, hvorfor Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 stoppede sagen i Familieretshuset i august 2019. Korthuset væltede, da oplysningen om hendes diagnose kom ud.

Hun blev diagnosticeret med sin Lidelse 1 i foråret 2016 eller 2017. Hun har haft det sådan hele sit liv, men hun blev først diagnosticeret sent i livet.

Hun har været sygemeldt, både før og efter hun fik diagnosen. Det har alle været psykiske sygdomsforløb. Før hun fik diagnosen, var hun langvarigt sygemeldt i to måneder i 2015. Hendes sygemelding var lige efter, at konflikterne med Vidne 1 startede i 2015, da de var en stor belastning. Dengang blev sygemeldingen betegnet som en psykisk stressrelateret reaktion.

Da de boede på Bornholm fra 2015 til 2018, ”trak hun stikket” i et år, hvor hun ikke var på arbejdsmarkedet. Konflikten med Vidne 1 var en stor påvirkning for hende, da hun ikke tidligere havde været involveret i lignende konflikter. Hun var derfor bange for, hvad der skulle ske. Det var i samme periode, at hun blev diagnosticeret.

Efter at hun fik diagnosen, fik hun et nyt job, som hun blev sygemeldt fra efter ca. seks måneder. Hun og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 flyttede derefter tilbage til Sjælland. Den 19. juni 2019 startede hun et nyt job. Efter videregivelsen af oplysningerne fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) i 2019 kom hun i fleksjob.

Hun har ikke været i jobafklaringsforløb, da hun selv fandt sine jobs. Hun ved ikke, hvorfor Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 i sin mail af 12. februar 2019 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) bl.a. har skrevet, at hun pt. var i jobafklaringsforløb efter mange lange sygeperioder.

Da hun var sygemeldt, fik hun først dagpenge. Hun afprøvede forskellige arbejdstider for at finde ud af, hvor mange timer hun kunne arbejde. Det startede som et forløb med hendes fagforening, som kommunen først senere blev involveret i. Hun kan ikke huske det i detaljer.

5

Den 12. april 2024 fik hun bevilliget førtidspension af Kommune 2. De flyttede til Kommune 2 i marts 2019. Førtidspensionsforløbet startede i august 2023, hvor hun blev indstillet til førtidspension af den fleksjobkonsulent, som hun havde i kommunen.

Hun ved ikke, hvorfor der i afgørelsen af 12. april 2024 fra Kommune 2 er angivet påbegyndelsesdatoen 18. marts 2024. Det kan være den dato, hvor hun var til rehabiliteringsmøde. I et rehabiliteringsteam er der en læge, tre andre fra et jobcenter, en socialrådgiver og en anden. Lægen fra kommunen tog stilling til sagen på baggrund af sagens akter.

Efter hendes opfattelse lagde kommunen ved afgørelsen om førtidspension vægt på en psykiatrisk speciallægeerklæring, hvilket var afgørende for bevillingen. Videregivelsen af oplysningerne fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har fyldt i hendes liv, hvorfor hun i samtalen med speciallægen har nævnt, at det var en belastning.

Hun var ikke involveret i retsmødet ved Retten i Næstved den 2. februar 2021.

Hun har set Vidne 1's mail af 3. marts 2021 til Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, hvori hendes ”psykiske sygdom” nævnes. Hun oplevede, at Vidne 1 blev ved med at bruge hendes diagnose.

Det er korrekt, at forløbet med Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har belastet hendes ægteskab med Appellant 2, tidligere Sagsøger 2. Når man har hendes diagnose, har man perioder, hvor man har depressioner. Hun havde en depression, i lang tid efter at de fandt ud af, at hendes oplysninger var blevet videregivet af Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

Det påvirkede Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 som hendes ægtefælle. Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 var bl.a. nødt til at være den primære person derhjemme. Forløbet påvirkede også Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, ved at han mistede kontakten til sin søn, og ved at de som familie havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har supplerende forklaret bl.a., at han blev kæreste

med Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 den 21. juli 2014, men at de også havde kendt hinanden 20 år tidligere. I oktober 2014 flyttede de sammen i hans hus, og de havde herefter et ”fast forhold” . Den 15. maj 2015 blev de gift i New York. I 2017 blev deres ægteskab legaliseret, da de blev viet i By 3 på Bornholm.

Da han lærte Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 at kende i 2014, var hun en ”powerwoman” . Hun var velfungerende og havde et fuldtidsarbejde samt to hjemmeboende børn. Det gik dog langsomt op for ham, at der var nogle små ting ved Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, der ikke var som hos andre. Det kunne f.eks. være humørsvingninger. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 kunne være meget aktiv i en kort periode. Når de dage var overstået, havde hun så nogle dage, hvor hun var mere indelukket. På det tidspunkt var det ikke særlig udpræget,

6

og han tænkte ikke så meget over det. Han observerede dog, at de havde forskellige handlemønstre.

Hvis man eksempelvis har med en person, der har Lidelse 2 eller er Lidelse 1, at gøre, så ved han i dag, at det går meget hurtigt. Man er helt oppe på tangenterne i et stykke tid, og så falder det ned, og så kan man falde helt ned i kulkælderen. Sådan var det ikke på det tidspunkt, men han kunne ane nogle forskelle i deres handlemønstre.

Det var ikke noget, som han og Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 talte om. Han syntes, at det var sjovt, når Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 havde perioder med ekstra energi. Efterfølgende kunne hun isolere sig lidt en aften. Mere var det ikke på det tidspunkt, og der var ingen diagnose på tale.

Han fik viden om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose, da hun blev diagnosticeret. De talte meget om, at diagnosen var en privat sag. Det var ikke nødvendigt at tale om, at de skulle holde diagnosen for sig selv, for det vidste han godt. Diagnosen vedrørte ikke offentligheden.

Han kan ikke genkende det, som Vidne 1 forklarede i landsretten. Efter hans opfattelse var hendes forklaring utroværdig, vævende og konstrueret.

Han har ikke fortalt Vidne 1 om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose. Det giver heller ikke mening, at han skulle have fortalt Vidne 1 dette, da deres forhold var meget konfliktfyldt. Hvis Vidne 1 kunne skade ham, ville hun forsøge det.

Det er ikke korrekt, at familiemedlemmer havde fortalt Vidne 1 om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose. Han havde ikke fortalt sine familiemedlemmer om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose, og han kan heller ikke forestille sig, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 havde fortalt det.

Det er efter hans opfattelse bemærkelsesværdigt, at det først var efter videregivelsen af oplysningen fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), at Vidne 1 brugte oplysningen om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose. Det var der, skaden skete. Det er efter hans opfattelse ligegyldigt, om Vidne 1 kendte til diagnosen i forvejen, da hun først brugte det, efter hun fik oplysningen fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

Det er korrekt, at det er hans opfattelse, at hele hans ansøgning til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) inklusiv bilag var fremsendt til Vidne 1 som led i en aktindsigt. Det baserede han på telefonsamtalen, som han havde med en person fra Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), der efter aktindsigten ringede og undskyldte til ham. Det er også korrekt, at det er hans opfattelse, at bilaget til ansøgningen vedrørende den økonomiske beregning, som bl.a. indeholder oplysninger om hans A-kasse og fagforening samt hans økonomiske overskud, var videregivet til Vidne 1.

7

Han kunne forestille sig, at Vidne 1 ville bruge oplysningen om hans økonomiske overskud til at søge om forskellige ting. Det skete heldigvis ikke. Han havde ikke nogen interesse i, at hans ekskone skulle vide noget om hans økonomi eller hans forsikrings- og fagforeningsforhold. Det skyldtes, at hun kunne misbruge oplysningerne, hvis hun ville.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 var med som støtteperson til mødet i Familieretshuset den 25. juni 2019 om samværet med Person 2. Han stoppede sagen i Familieretshuset, forholdsvis hurtigt efter han fandt ud af, at oplysningerne var videregivet til Familieretshuset, og at sagsbehandleren havde fået oplysningerne. På det tidspunkt tænkte han, at han havde tabt sagen.

Han mente ikke, at det kunne være en positiv ting, at der i en sag ved Familieretshuset om samvær lå anklager om, at der i hjemmet, som det fremgår af Vidne 1's mail af 19. juni 2019 til Familieretshuset, var ”alkoholproblemer og psykisk sygdom” . Det kan han dog ikke udtale sig om, da han ikke er sagsbehandler ved Familieretshuset.

På tidspunktet for mødet i Familieretshuset den 25. juni 2019 vidste han godt, at oplysningerne var videregivet. Det er korrekt, at det fremgår af indstillingen i mødenotatet, at han ønskede bopælen for Person 2, og at det var udtryk for, hvad han gerne ville. På det tidspunkt havde han nok ikke givet helt op.

Det var først i august, at han stoppede sagen i Familieretshuset. Han kunne mærke på Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, at hun blev mere og mere ked af det. For at passe på sig selv og sin husstand og for at værne om deres liv valgte han at stoppe sagen. Det var en svær beslutning som far, da han på det tidspunkt ikke havde samvær med Person 2. Han talte med kollegaer og venner herom og brugte tid på at overveje beslutningen. Han oplevede, at det også gav Person 2 ro, at de ikke havde kontakt.

Det er korrekt, at det var på baggrund af en samlet konklusion, at han traf beslutningen om at stoppe sagen i august. Det fremgår bl.a. af Vidne 1's mail af 19. juni 2019 til Familieretshuset, at han havde alkoholproblemer. Han havde en kortere periode, hvor han havde alkoholproblemer, men han har gennemgået et rehabiliteringsprogram og har været ædru siden ca. 2010. Det er stadig noget, som Vidne 1 bringer op.

Det var ikke første gang, at de var i Familieretshuset. De har været i Familieretshuset omkring syv til otte gange inden dette forløb. Det har handlet om forskellige ting. Hans oplevelse er, at Familieretshuset ikke er indrettet til at give faren ret. Han gav op, da Vidne 1 blev ved med at bruge anklagerne

8

imod ham. Han var også bange for yderligere anklager. Han kunne ikke mere og forventede ikke at få lov til at få samvær.

Efter at han stoppede sagen i Familieretshuset, så han ikke Person 2 i ca. et år. Han genoptog samværet med Person 2 i august 2020. Person 2 gav selv udtryk for, at han gerne ville flytte hjem til ham og Appellant 1, tidligere Sagsøger 1. Det resulterede i retssagen ved Retten i Næstved i februar 2021 om ændring af bopæl.

Det var på hans og Person 2's initiativ, at han startede retssagen. Han indgav begæringen til Retten i Næstved, da Person 2 efter et endt samvær ikke ville hjem til Vidne 1. Han var klar til at kæmpe igen efter halvandet år. Sagen ved Retten i Næstved endte med, at Person 2 prøvede at flytte hjem til ham og Appellant 1, tidligere Sagsøger 1.

Det er korrekt, at Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose blev brugt af Vidne 1 i retssagen ved Retten i Næstved. Han oplevede altid, at Vidne 1 brugte Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose imod ham, når hun troede, at det var til hendes fordel.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har set Vidne 1's mail af 3. marts 2021 til ham, hvori Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 ”psykiske sygdom” nævnes. Det er korrekt, at det er et eksempel på, at Vidne 1 blev ved med at bruge Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose over for ham.

Han skrev sin mail af 19. juni 2019 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune), da han var vred og følte sig magtesløs. Han følte, at deres privatliv var blevet videregivet til Vidne 1. Det er korrekt, at han var psykisk berørt.

Videregivelsen af oplysningerne om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose og hans økonomi til Vidne 1 krænkede ham, hans husstand og hans kone.

Da det gik op for ham, at oplysningerne var videregivet til Vidne 1, vidste han, at det kom til at ”ødelægge Appellant 1, tidligere Sagsøger 1” . Det vidste han, da Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 er meget privat, og da hun grundet sin diagnose har et andet følelsesregister. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 reagerede også, som han forventede. Det er hans opfattelse, at det herefter ”gik ned ad bakke” for Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, og at det var en del af grunden til, at hendes førtidspension blev godkendt. Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 er aldrig ”blevet den samme igen” .

Han har selv måttet ”trække stikket” og bedt om ferie fra sit arbejde nogle gange. Han var heller ikke til stede under den anden dag af hovedfor- handlingen i landsretten, da han var meget følelsesmæssigt berørt og derfor ikke var i stand til at tage af sted.

Anbringender

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har anført navnlig, at

Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) videregivelse af helbredsoplysningen om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1

9

og den økonomiske oplysning om Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 udgør en ubestridt overtrædelse af databeskyttelsesforordningen, at de begge som følge heraf har lidt en immateriel skade i forordningens artikel 82, stk. 1's forstand, og at der er årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og skaden.

Skadesbegrebet skal fortolkes bredt og uden bagatelgrænse; reelt psykisk ubehag, frygt for misbrug og tab af kontrol over egne oplysninger er tilstrækkeligt.

Skaden er godtgjort ved oplysningens meget følsomme karakter, deres troværdige forklaringer for landsret og Højesteret, og ved at tredjemand faktisk fik kendskab til oplysningen og gentagne gange anvendte den mod dem i den familieretlige konflikt fra 2019 til 2021.

Ansvarsgrundlaget efter artikel 82, stk. 3, er et culpaansvar med omvendt bevisbyrde, og ansvarsfritagelse er strengt begrænset til tilfælde, hvor den dataansvarlige påviser, at skaden ikke kan tilregnes denne. Kommunen kan ikke løfte denne bevisbyrde ved at henvise til et ”hændeligt uheld” eller en enkeltstående menneskelig fejl hos en i øvrigt kompetent medarbejder. Landsrettens resultat på dette punkt er korrekt.

Godtgørelsen skal i henhold til fast praksis fra EU-Domstolen sikre fuld og effektiv erstatning.

Landsrettens udmåling på 2.500 kr. til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og frifindelsen over for Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 afspejler ikke skadens alvor i form af uberettiget videregivelse af en stærkt følsom psykiatrisk helbredsoplysning til netop den person, der havde en åbenbar interesse i at anvende oplysningen mod dem, og som faktisk anvendte den kontinuerligt.

Godtgørelsen for hver af dem bør fastsættes til 55.000 kr. i overensstemmelse med sammenlignelig praksis og den lovbestemte forhøjelse pr. 1. januar 2019 af godtgørelsesniveauet for krænkelser af privatlivets fred.

Videregivelsen udgør tillige en krænkelse af deres ret til respekt for privatliv og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. De har retlig interesse i anerkendelsespåstandene, idet statueringen af skade og krænkelse har selvstændig betydning for deres oprejsning og retsstilling, og idet kommunen netop bestrider skaden og krænkelsen af dem.

Endelig bør landsrettens omkostningsafgørelse vedrørende Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 omgøres, således at han ikke pålægges sagsomkostninger i denne principielle sag, som han med rimelighed har anlagt.

For Højesteret gøres det — til forskel fra landsretten — ikke gældende, at erstatningsansvarslovens § 26 er selvstændigt overtrådt; praksis efter bestemmelsen påberåbes alene som pejlemærker ved udmålingen af godtgørelsen.

10

Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har anført navnlig, at Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2

Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 anerkendelsespåstande (påstand 1.2, 1.3, 2.2 og 2.3) bør afvises, idet de reelt udgør anbringender til støtte for deres betalingspåstande (påstand 1.1 og 2.1), og da de ikke har en retlig interesse i særskilt at få påkendt anerkendelsespåstandene.

Over for Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand 1.3 og 2.3 gøres sideordnet gældende, at de under alle omstændigheder som følge af afhjælpningen af en eventuel krænkelse har fortabt deres status som ofre efter Menneskerettighedskonventionen, hvorfor de også af denne årsag ikke har retlig interesse i disse anerkendelsespåstande.

I forhold til Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 betalingspåstande (påstand 1.1 og 2.1) samt anerkendelsespåstande vedrørende databeskyttelseslovens § 40 (påstand 1.2 og 2.2) og Menneskerettigheds- konventionen (påstand 1.3 og 2.3) gøres det overordnet gældende, at betingelserne for godtgørelse efter databeskyttelseslovens § 40, jf. artikel 82, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen ikke er opfyldt.

Det gøres i denne sammenhæng – og i første række – gældende, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) er fritaget for erstatningsansvar, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 3, jf. stk. 2, fordi Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) sagsbehandler (og dermed Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune)) ikke har handlet culpøst ved videregivelsen af de omstridte oplysninger.

Hvis Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) ikke fritages for erstatningsansvar, gøres det i anden række gældende, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke har løftet bevisbyrden for at have lidt en skade omfattet af databeskyttelses- forordningens artikel 82, stk. 1.

De har navnlig ikke dokumenteret, at videre- givelsen påvirkede noget, herunder sagen i Familieretshuset eller i familieretten samt Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 ageren i den forbindelse, Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 sygdoms- og jobafklaringsforløb, eller i øvrigt medførte en krænkelse og en immateriel skade som hævdet.

Hvis Højesteret finder, at enten Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 eller Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 eller de begge har lidt en skade omfattet af databeskyttelses- forordningens artikel 82, stk. 1, gøres det i tredje række gældende, at der ikke er årsagsforbindelse mellem Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) videregivelse og deres påståede skader.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har ikke godtgjort, at de oplysninger, Vidne 1 afgav til Familieretshuset, stammede fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) aktindsigtsbesvarelse, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) videre-givelse påvirkede udfaldet af sagen i Familieretshuset eller familieretten, at

11

Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 hævdede sygemeldinger og psykiske udfordringer skyldes videregivelsen, og at ”kontroltabet” af oplysningerne ikke allerede var indtrådt før aktindsigtsbesvarelsen.

Selv hvis de tre kumulative betingelser for erstatningsansvar efter data- beskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, er opfyldt, gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilkende godtgørelse, da en eventuel skade er så begrænset, at artikel 82’s kompenserende formål ikke tilsiger økonomisk kompensation.

I anden række gøres det gældende, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 alene er berettiget til en yderst begrænset godtgørelse.

Endvidere har Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke godtgjort, at videregivelsen har medført en ”skade” eller en krænkelse, der berettiger til godtgørelse.

Med hensyn til den subsidiære frifindelsespåstand over for Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 anerkendelsespåstande vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (påstand 1.3 og 2.3) har de som følge af afhjælpningen af en eventuel krænkelse fortabt deres ”offerstatus” efter Menneskerettighedskonventionens artikel 35, og indgrebet har under alle omstændigheder ikke en sådan karakter eller intensitet, at Menneskerettigheds- konventionens artikel 8 er krænket.

Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand om sagsomkostninger (påstand 2.4) har karakter af et anbringende til brug for fastsættelse af sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 322, stk. 1, og skal derfor afvises.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Sagen angår, om Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal betale godtgørelse til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2, som følge af at kommunen som led i besva-relsen af en anmodning om aktindsigt har videregivet oplysninger om dem til Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 tidligere ægtefælle, Vidne 1, i strid med da-tabeskyttelsesforordningen.

I april 2019 anmodede Vidne 1 Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) om aktindsigt i kommunens oplysninger om hendes og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 fælles søn Person 1. Ved besvarelsen af aktindsigtsanmodningen den 22. april 2019 videre-gav kommunen bl.a. en ansøgning fra Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 om økonomisk støtte til et efterskoleophold for Person 1. I ansøgningen havde Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 skrevet bl.a., at hans nuværende ægtefælle, Appellant 1, tidligere Sagsøger 1, var blevet diagnosticeret med Lidelse 1 og var i et jobafklaringsforløb

12

efter mange lange sygeperioder. Kommunen videregav desuden sin afgørelse om afslag på støtte, hvori det var anført, at en beregning viste, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 havde et overskud på knap 10.000 kr. Parterne er uenige om, hvorvidt der også blev videregivet andre personoplysninger.

I juni 2019 skrev Vidne 1 i en mail til Familieretshuset vedrørende hendes og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 fælles søn Person 2, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 var diagnosticeret med Lidelse 1 og i perioder havde været sy-gemeldt. I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om Person 2's bopæl har Vidne 1 også på et møde i juni 2019 i Familieretshuset henvist til Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 psykiske helbred.

I april 2024 blev Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 bevilget førtidspension.

Sagens hovedspørgsmål er, om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har krav på godtgørelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 82 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har nedlagt påstand om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal betale dem hver 55.000 kr.

De har endvidere nedlagt påstand om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal anerkende, at kommunen har forvoldt en immateriel skade på dem omfattet af databeskyttel-seslovens § 40 og har krænket deres rettigheder efter Menneskerettighedskon-ventionens artikel 8.

Disse anerkendelsespåstande må reelt anses for anbringen-der til støtte for betalingspåstandene, og Højesteret vil tage stilling til anbring-enderne som led i prøvelsen af betalingspåstandene. Højesteret finder herefter, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke har retlig interesse i en selvstændig prøvelse af deres anerkendelsespåstande, som derfor afvises.

Videregivelsen af oplysninger Det er ubestridt, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) som led i besvarelsen af Vidne 1's aktindsigtsanmodning videregav oplysninger om, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 var diagnosticeret med Lidelse 1, og at Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 overskud (månedlige rådighedsbeløb) var knap 10.000 kr. Højesteret finder det af de grunde, landsretten har anført, ikke godtgjort, at kommunen har videregivet Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 cpr-nummer eller mere detaljerede op-lysninger om Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 økonomi.

Det er ubestridt, at videregivelsen af oplysningerne om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 i forhold til hende havde karakter af behandling af personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, om forbud mod behandling af bl.a. helbredsoplysninger, og at videregivelsen skete i strid med denne bestem-melse. Det er ligeledes ubestridt, at videregivelsen af oplysningerne om Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2

13

månedlige rådighedsløb indebar en behandling af person-lysninger i strid med forordningens artikel 6 om lovlig behandling af personop-lysninger.

Databeskyttelsesforordningens artikel 82 Databeskyttelseslovens § 40 bestemmer, at enhver person, som har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en ulovlig behandlingsaktivitet eller enhver anden behandling i strid med denne lov og databeskyttelsesforordningen, har ret til erstatning efter databeskyttelsesforordningens artikel 82.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, at enhver, som har lidt en materiel eller immateriel skade som følge af en overtrædelse af forord-ningen, har ret til erstatning fra den dataansvarlige for den forvoldte skade. Ef-ter stk. 2 hæfter enhver dataansvarlig, der er involveret i behandling, for den skade, der er forvoldt af behandling, der overtræder forordningen. En dataan-svarlig er ifølge stk. 3 fritaget for erstatningsansvar i henhold til stk. 2, hvis det bevises, at den pågældende ikke er skyld i den begivenhed, der medførte ska-den.

Som anført i Højesterets dom af 19. december 2025 (UfR 2026.1140) er der en omfattende praksis fra EU-Domstolen om betingelserne for at få erstatning eller godtgørelse efter artikel 82.

Det fremgår af højesteretsdommen, at EU-Domstolen har udtalt bl.a., at den, der fremsætter krav efter artikel 82, skal godtgøre, at der foreligger en overtræ-delse af forordningen, og at denne overtrædelse har forvoldt en materiel eller immateriel skade.

Bestemmelsen kræver ikke, at skaden overstiger en bagatelgrænse, og der kan heller ikke stilles krav til skadens konkrete karakter eller krænkelsens objektive karakter.

En immateriel skade efter artikel 82 omfatter negative følelser, som den pågæl-dende oplever som følge af en uautoriseret videregivelse af vedkommendes personoplysninger til en tredjemand, såsom frygt eller utilfredshed, der udløses af et tab af kontrol over oplysningerne, af et potentielt misbrug af oplysnin-gerne eller af en krænkelse af vedkommendes omdømme, for så vidt som den registrerede godtgør, at vedkommende har sådanne følelser, og godtgør de ne-gative konsekvenser heraf som følge af den omhandlede overtrædelse af for-ordningen.

Når en person, der kræver erstatning eller godtgørelse, påberåber sig en frygt for, at der i fremtiden vil ske et misbrug af den pågældendes personoplysninger som følge af en overtrædelse af forordningen, skal den nationale ret navnlig ef-

14

terprøve, om denne frygt kan anses for at være velbegrundet under de speci-fikke omstændigheder og for den pågældende person. Den blotte henvisning til en frygt – uden godtgjorte negative konsekvenser – kan ikke give anledning til erstatning eller godtgørelse efter artikel 82.

Det fremgår endelig af højesteretsdommen, at erstatningen eller godtgørelsen, der skal kompensere skaden fuldt ud, ifølge EU-Domstolen skal fastsættes af de nationale domstole ved anvendelse af nationale regler og under overholdelse af de EU-retlige principper om ækvivalens og effektivitet.

Højesteret finder, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøgte (Kommune) videregivelse af oplysningerne om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 til Vidne 1 må anses for ansvarspådragende for Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune). Det var således en klar fejl, at oplysningerne blev videregivet i strid med databeskyttelsesforordnin-gens artikel 6 og 9.

Spørgsmålet er herefter, om Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 har godtgjort, at videregivelsen af de omhandlede oplysninger har påført dem en skade.

For så vidt angår videregivelsen af oplysningerne om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 helbred finder Højesteret, at det er åbenbart, at der er tale om meget følsomme og private oplysninger.

Oplysningerne blev videregivet til en privatperson, Vidne 1, som Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 befandt sig i et modsætnings-forhold til, og som ved videregivelsen fik kendskab til – eller i hvert fald fik be-kræftet – at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har en alvorlig psykisk lidelse. Vidne 1 videregav efterfølgende oplysningerne til Familieretshuset.

Videregi-velsen af oplysningerne til Vidne 1 var efter sin karakter egnet til at påvirke Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 selv- og æresfølelse.

Efter Vidne 1's forklaring var hun allerede inden kommunens videre-givelse af oplysningen bekendt med, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 havde Lidelse 1, men kommunens videregivelse af oplysningen betød ifølge Vidne 1, at hun var sikker på, at det var rigtigt.

Højesteret finder det på den baggrund godtgjort, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 har lidt en skade som følge af overtrædelsen af databeskyttelsesforordningens arti-kel 9. Derimod er det ikke godtgjort, at videregivelsen af oplysningerne har haft betydning for, at hun er tilkendt førtidspension.

Videregivelsen af oplysningen om, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 er gift med en person, der har en psykisk lidelse, kan ikke anses for at være egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse eller i øvrigt påvirke ham negativt. Det samme gælder videregivelsen af oplysningerne om hans månedlige rådighedsbeløb. Han har

15

forklaret om den psykiske belastning, som det indebar, at Vidne 1 fik kendskab til Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 diagnose, og at Vidne 1 ind-drog oplysningerne herom i sagen i Familieretshuset, men Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at oplysningerne har haft betydning for Familieretshusets sagsbehandling. Han har ikke forklaret nærmere om betydningen af, at oplys-ningerne om hans økonomi blev videregivet til Vidne 1. Højesteret finder det på den baggrund ikke godtgjort, at han har lidt skade omfattet af da-tabeskyttelsesforordningens artikel 82 og databeskyttelseslovens § 40.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til re-spekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Ifølge stk. 2 må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmin-dre det sker i overensstemmelse med loven.

Højesteret finder, at videregivelsen af oplysningerne om Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 helbred og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 privatøkonomiske situation efter oplysningernes indhold og karakter må anses for at have indebåret indgreb i deres ret til privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Da vide-regivelsen skete i strid med databeskyttelsesforordningen, er indgrebene ikke sket i overensstemmelse med loven, og Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har derfor krænket deres rettigheder efter artikel 8.

Det bemærkes herved, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) ikke har anerkendt at have krænket deres ret til privatliv efter bestemmelsen, og allerede derfor kan de ikke som anført af Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) anses for at have mistet deres status som ofre i konventionens forstand.

Højesteret finder under hensyn til karakteren af oplysningerne og videregivel-sen, at det ikke giver Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 tilstrækkelig kompensation, at det fastslås, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har krænket hendes rettigheder efter Menneske-rettighedskonventionens artikel 8, og hun har derfor krav på en godtgørelse som følge af krænkelsen.

Efter karakteren af oplysningerne om Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og det anførte om følgerne for ham af den uberettigede videregivelse af oplysningerne finder Højesteret ikke grundlag for at tilkende Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 en godtgørelse for krænkelsen af hans rettigheder efter artikel 8.

Udmåling af godtgørelse Efter det anførte skal Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) efter databeskyttelsesforordningens artikel 82 og databeskyttelseslovens § 40 samt efter princippet i erstatningsan-svarslovens § 26 sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 13 betale godtgørelse til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1. Det bemærkes, at størrelsen af en godtgørelse for krænkelse af Menneskerettighedskonventionen må fastsæt-tes ud fra et skøn bl.a. i lyset af artikel 41 i Menneskerettighedskonventionen

16

sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Godtgørelsen findes efter en samlet vurdering passende at kunne fastsættes til 30.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 30. august 2019.

Konklusion Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal betale 30.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 30. august 2019 i godtgørelse til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1. Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) frifindes for Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand om godtgørelse.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) betale 50.000 kr. til dækning af udgifter til Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 advokat. Sagsomkostningsbe-løbet skal indbetales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen.

Under hensyn til at det ovenfor er fastslået, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) har krænket Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, ophæves omkostningerne for landsret og Højesteret i forholdet mel-lem Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 og Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

THI KENDES FOR RET:

Appellant 1's, tidligere Sagsøger 1 påstand 1.2 og 1.3 og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 påstand 2.2 og 2.3 afvises.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) skal til Appellant 1, tidligere Sagsøger 1 betale 30.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 30. august 2019.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) frifindes for Appellant 2's, tidligere Sagsøger 2 betalingspåstand 2.1.

Landsrettens bestemmelse om sagsomkostninger ændres, således at Appellant 2, tidligere Sagsøger 2 ikke skal betale sagsomkostninger for landsretten til Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune).

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte (Kommune) betale 50.000 kr., der indbetales til Højesteret.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 07-10-2026 kl. 13:26 Modtagere: Advokat (H) Jacob Caroc Claus Schall Holberg, Advokat (H) Tyge Trier