HR — Højesteret
49652/2025
OL-2026-H-00053
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 179.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 17. april 2026
Sag BS-49652/2025-HJR (2. afdeling)
Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs (advokat Jesper Saugmandsgaard Øe)
mod
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 (advokat Dan Stampe-Terkildsen)
og
Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 (selv)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 6. marts 2023 (BS-45449/2021-KBH) og dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 27. maj 2025 (BS-29699/2023-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Jan Schans Christensen, Kristian Korfits Nielsen og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs, har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Københavns Byret, og at de indstævnte, Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, skal tilbagebetale de sagsomkostninger, som de blev tilkendt ved landsrettens dom med tillæg af renter.
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har nedlagt påstand om stadfæstelse. Over for konkursboets påstand om tilbagebetaling af sagsomkost-ninger har de nedlagt påstand om frifindelse.
2
Retsgrundlag
Selskabsloven Selskabslovens § 361 er sålydende:
”§ 361. Stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af de-res hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, er pligtige til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til erstatnings-pligt for revisorer, vurderingsmænd, ejerbogsførere og gransknings-mænd.
Stk. 3. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige.”
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 470 af 12. juni 2009 om aktie- og anparts-selskaber (selskabsloven). Af lovforslaget, hvor bestemmelsen fandtes i § 376, fremgår bl.a. (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, lovforslag nr. L 170, s. 5376):
”2.4. Hovedpunkterne i lovforslaget …
2.4.17. Erstatning 2.4.17.1. Gældende ret Ifølge den almindelige culparegel kan ledelsen ifalde erstatningsansvar for påregnelige skader, som forvoldes ved retsstridige handlinger eller undladelser, og som ledelsen har begået forsætligt eller uagtsomt. I dansk ret er den nedre grænse for ansvarsgrundlaget for medlemmer af ledelsen simpel uagtsomhed.
2.4.17.2. Forslagets indhold Udvalget til Modernisering af Selskabsretten overvejede i betænkning 1498/2008 om Modernisering af Selskabsretten, om ledelsens ansvar burde præciseres, f.eks. ved mere præcist at opregne ledelsens forplig-telser, eller udvides ved at inddrage nye ansvarsområder. Udvalget konkluderede, at det vanskeligt kan lade sig gøre at udvide ansvaret på dette område, da ledelsen allerede har det fulde ansvar for selskabets forsvarlige kapitalisering og drift.
Udvalget skønnede ikke, at en detailregulering i form af gengivelse af de handlinger og den agtpågivenhed, som ledelsen bør udvise, ville være hensigtsmæssig, bl.a. fordi en sådan opregning ville kunne føre til
3
modsætningsslutninger. Forslaget viderefører på denne baggrund de gældende ansvarsregler.”
Af bemærkningerne til lovforslagets § 376 fremgår bl.a. (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, lovforslag nr. L 170, s. 5645 f.):
”Til § 376 De i kapitel 23 foreslåede bestemmelser er en videreførelse af de gæl-dende regler i aktieselskabslovens kapitel 23 og anpartsselskabslovens kapitel 13 A. Dog vil bestemmelser, der omfatter medlemmer af ledel-sen, fremover også omfatte medlemmerne af et eventuelt tilsynsråd.
Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse medfører ikke en særlig ansvarsre-gel på det selskabsretlige område, men indeholder en henvisning til dansk rets almindelige erstatningsregler. Med lovbestemmelsen frem-hæves dog det erstatningsansvar, der påhviler stiftere og medlemmer af et kapitalselskabs ledelse.”
Selskabslovens § 364 er sålydende:
”§ 364. Beslutning om, at kapitalselskabet skal anlægge søgsmål mod stiftere, medlemmer af ledelsen, vurderingsmænd, revisorer, gransk-ningsmænd, ejerbogsførere eller kapitalejere efter §§ 361 og 362, træffes af generalforsamlingen.
Stk. 2. Søgsmål kan anlægges, selv om generalforsamlingen tidligere har besluttet ansvarsfrihed eller har afstået fra at anlægge søgsmål, hvis der angående denne beslutning eller det forhold, hvorpå søgsmålet bygger, ikke er givet i alt væsentligt rigtige og fuldstændige oplysnin-ger til generalforsamlingen, inden beslutningen blev truffet.
Stk. 3. Har kapitalejere, der repræsenterer mindst 1/10 af selskabskapi-talen, modsat sig en beslutning om ansvarsfrihed eller om afkald på retssag, kan enhver kapitalejer anlægge søgsmål med påstand om, at den eller de ansvarlige tilpligtes at betale kapitalselskabet erstatning for det tab, det har lidt. Kapitalejere, som herefter anlægger sag, er ansvar-lige for sagsomkostningerne, dog med ret til at få disse godtgjort af ka-pitalselskabet, i det omfang omkostningerne dækkes af det beløb, der gennem retssagen kommer selskabet til gode.
Stk. 4. Erklæres kapitalselskabet konkurs, således at fristdagen indtræ-der senest 24 måneder efter afholdelse af den generalforsamling, som har bevilget ansvarsfrihed eller givet afkald på anlæggelse af søgsmål,
4
kan konkursboet dog anlægge erstatningssag uden hensyn til denne be-slutning.”
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 470 af 12. juni 2009. Af lovforslagets be-mærkninger til bestemmelsen, der i lovforslaget havde § 379, fremgår bl.a. (Fol-ketingstidende 2008-09, tillæg A, lovforslag nr. L 170, s. 5647 f.):
”Til § 379 Bestemmelserne i den foreslåede § 379 er en videreførelse af bestemmel-serne i aktieselskabslovens § 144 og anpartsselskabslovens § 80 e. Dog foreslås bestemmelsen fremover også at omfatte ejerbogsførere og med-lemmer af selskabets eventuelle tilsynsråd.
Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse fastsætter, at generalforsamlingen træffer beslutning om, at selskabet skal anlægge søgsmål mod stiftere, medlemmer af ledelsen, vurderingsmænd, revisorer, gransknings-mænd, ejerbogsførere eller kapitalejere efter reglerne i §§ 376-377.
Bestemmelsen omfatter den situation, hvor generalforsamlingen har meddelt medlemmerne af ledelsen decharge, dvs. ansvarsfrihed for de-res ledelse af selskabet i det tidsrum regnskabet omfatter. En sådan be-slutning udelukker, at der senere rejses søgsmål til erstatning mod de pågældende for tab, som de menes at have påført selskabet.
De i stk. 2-4 foreslåede regler tager stilling til, hvorvidt en meddelt de-charge eller en beslutning om ikke at rejse erstatningssag udelukker, at sådan sag alligevel anlægges.
Det bestemmes i stk. 2, at en erstatningssag alligevel kan anlægges, så-fremt der ikke angående generalforsamlingens beslutning eller det for-hold, hvorpå søgsmålet bygger, er givet generalforsamlingen i alt væ-sentligt rigtige og fuldstændige oplysninger. Denne regel er i overens-stemmelse med, hvad der allerede nu er gældende ret.
Det foreslåede stk. 3 indeholder en mindretalsbeskyttelse. Det bestem-mes her, at hvis kapitalejere, der repræsenterer mindst en tiendedel af selskabskapitalen, har modsat sig beslutningen om decharge eller om at undlade retssag, kan erstatningssag dog rejses af enhver kapitalejer.
Når reglen i stk. 3 gør det til en betingelse for minoritetssøgsmålet, at kapitalejere, der repræsenterer mindst en tiendedel af selskabskapita-len, ”har modsat sig” decharge eller afkald på retssag, viser det, at be-tingelsen ikke er, at de har stemt imod beslutningen. Det er nok, at de på generalforsamlingen har givet til kende, at de modsætter sig beslut-
5
ningen. Det vil rent bevismæssigt være af betydning, at deres stand-punkt er tilført generalforsamlingens protokol.
Sidste punktum i det foreslåede stk. 3 fastsætter, at sagsøgerne som ud-gangspunkt skal bære sagsomkostningerne, men at sagsøgerne har ret til at få dem godtgjort af selskabet i det omfang, de dækkes af den er-statning, som selskabet opnår.
Det foreslåede stk. 4 tager stilling til konkurstilfældet. Bliver kapitalsel-skabet erklæret konkurs i henhold til en begæring, som er indgivet in-den 24 måneder efter, at generalforsamlingens beslutning om decharge er meddelt, eller hvor der er givet afkald på retssag, kan erstatningssag altid anlægges af konkursboet uden hensyn til generalforsamlingsbe-slutningen, og uden at der på forhånd specifikt tages stilling til rigtighe-den og fuldstændigheden af de oplysninger, der i sin tid er meddelt ge-neralforsamlingen.”
Voldgiftsloven Voldgiftslovens §§ 6-8 er sålydende:
”§ 6. Tvister i retsforhold, som parterne har fri rådighed over, kan afgø-res ved voldgift, medmindre andet er bestemt.
§ 7. Parterne kan aftale voldgift for allerede opståede tvister eller frem-tidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold i eller uden for kon-traktforhold. En voldgiftsaftale kan være en voldgiftsklausul i en kon-trakt eller en separat aftale.
Stk. 2. I sager om forbrugeraftaler er en voldgiftsaftale, der er indgået, før tvisten opstod, ikke bindende for forbrugeren.
§ 8. Retssag om tvister, der efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, afvises efter påstand fra domstolene, medmindre voldgiftsafta-len er ugyldig eller voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemfø-res. Under en retssag, der er anlagt efter, at tvisten er indbragt for en voldgiftsret, kan domstolene, for så vidt angår spørgsmålet om, hvor-vidt tvisten hører under voldgiftsrettens kompetence, dog kun tage stil-ling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift.
Stk. 2. Selv om der er anlagt retssag som nævnt i stk. 1, kan voldgiftssag indledes og fortsættes, og der kan afsiges voldgiftskendelse, mens spørgsmålet er under behandling ved domstolene.”
6
Bestemmelserne blev indført ved lov nr. 553 af 24. juni 2005. Af lovforslagets al-mindelige bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 127, s. 5254):
”1. Formål og baggrund 1.1. Formålet med lovforslaget er at gennemføre en modernisering af den gældende voldgiftslov, der stammer fra 1972, og som blev udfor-met som en ”minimumslov” .
Under hensyn navnlig til den internationale udvikling siden 1972 fore-slås en ny, moderne dansk voldgiftslov, der som udgangspunkt regule-rer alle væsentlige spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med voldgift. Det gælder f.eks. anerkendelse af voldgiftsaftaler, voldgiftsrettens sam-mensætning, kompetence og sagsbehandling, voldgiftskendelsen og af-slutning af voldgiftssagen, sagsomkostninger og sikkerhedsstillelse, til-sidesættelse af voldgiftskendelsen og anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser.
En ny, moderne dansk voldgiftslov forventes bl.a. at kunne bidrage til, at Danmark bliver et mere attraktivt forum for international voldgift til gavn for dansk erhvervsliv. Det er derfor vigtigt, at den nye voldgifts-lov følger nuværende internationale standarder. Lovforslaget er på denne baggrund udformet med udgangspunkt i FN's Kommission om Handelsrets (UNCITRAL's) modellov om international handelsvoldgift fra 1985, der har dannet grundlag for national lovgivning om voldgift i et stort antal lande, herunder Norge og Sverige.”
Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelserne fremgår bl.a. (Folketingsti-dende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 127, s. 5303 ff.):
”Til § 6 Bestemmelsen angiver, hvilke tvister der efter deres art kan afgøres ved voldgift. Modelloven regulerer ikke direkte dette spørgsmål, men for-udsætter i flere bestemmelser, at der findes regler herom.
Bestemmelsen gælder, hvad enten voldgiften finder sted her i landet el-ler i udlandet, eller det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted, jf. § 1, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale, heller ikke ved en aftale om anvendelse af fremmed ret (dvs. bestemmelsen er internationalt præceptiv).
Bestemmelsen går ud på, at voldgift kan aftales i retsforhold, som par-terne har fri rådighed over, medmindre andet er bestemt.
7
Forbeholdet om, at andet kan være bestemt, tager sigte på, at det i an-den lovgivning kan være fastsat, at bestemte tvister ikke kan afgøres ved voldgift. Som eksempel kan nævnes, at lejelovens § 112 a udelukker voldgift for tvister om beboelseslejemål.
Den foreslåede § 6 er i overensstemmelse med gældende ret. Udgangs-punktet er således fortsat, at parterne kan aftale voldgift vedrørende alle civilretlige forhold, som parterne har fri rådighed over (dispositive sager).
Hvad parterne ikke kan indgå aftale om (indispositive sager), kan de heller ikke indgå voldgiftsaftale om. Særligt inden for familierettens område vil adgangen til at indgå aftale om voldgift derfor ofte være udelukket, f.eks. om afgørelse af spørgsmål vedrørende faderskab, adoption, forældremyndighed, samvær eller ægteskabs ophævelse.
Voldgift kan endvidere fortsat ikke aftales i tvister reguleret af offent-ligretlige regler, som varetager almene interesser, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 side 829.
Voldgift er derimod ikke i sig selv udelukket, blot fordi tvisten er helt eller delvis reguleret af regler, der ikke kan fraviges ved forudgående aftale (præceptive regler). Det gælder bl.a. meget forbrugerbeskyttende lovgivning, hvor voldgift således ikke efter sagens art vil være udeluk-ket. Derimod foreslås der en særskilt regel om, at forudgående vold-giftsaftaler i sager om forbrugeraftaler ikke er bindende for forbruge-ren, jf. § 7, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5.5 i lovforslagets almindelige bemærknin-ger.
Til § 7 Bestemmelsens stk. 1 angår parternes adgang til at aftale voldgift for al-lerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold i eller uden for kontraktforhold. Denne regel er i overens-stemmelse med modellovens art. 7, stk. 1. Modellovens art. 7, stk. 2, kræver, at voldgiftsaftaler indgås skriftligt. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at medtage et sådant formkrav i voldgiftsloven.
Bestemmelsens stk. 2 angår forudgående voldgiftsaftaler i sager om for-brugeraftaler. Denne regel har ikke noget modstykke i modelloven, der kun omfatter handelsvoldgift.
8
Bestemmelsen gælder, hvad enten voldgiften finder sted her i landet el-ler i udlandet, eller det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted, jf. § 1, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale, heller ikke ved en aftale om anvendelse af fremmed ret (dvs. bestemmelsen er internationalt præceptiv).
Stk. 1 fastslår, at parterne kan aftale voldgift for allerede opståede tvi-ster eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold i eller uden for kontraktforhold. For at være gyldig skal en voldgiftsaftale så-ledes være begrænset til et bestemt retsforhold. Et tilsvarende krav stil-les til værnetingsaftaler, jf. EF-domskonventionens art. 17.
Det fremgår af 2. pkt., at en voldgiftsaftale kan være en voldgiftsklausul i en kontrakt eller en separat aftale.
Medtagelsen i 1. pkt. af ordene ”i eller uden for kontraktforhold” og af 2. pkt. skyldes navnlig hensynet til udenlandske brugere af voldgiftslo-ven. …
Til § 8 Bestemmelsen angår forholdet mellem voldgift og en retssag om den materielle tvist mellem parterne og svarer indholdsmæssigt til modello-vens art. 8, idet det dog i forslaget til § 8, stk. 1, 2. pkt., er præciseret, at domstolene under en retssag om den materielle tvist mellem parterne, der er anlagt efter, at voldgiftssag er indledt, ikke kan tage stilling til, om tvisten helt eller delvis hører under voldgiftsrettens kompetence.
Endvidere er der ikke i den foreslåede § 8 medtaget en frist for at påstå en retssag afvist under henvisning til, at tvisten skal afgøres ved vold-gift. Fristen herfor følger i stedet af retsplejelovens almindelige regler, jf. nedenfor.
Bestemmelsen gælder, hvad enten voldgiften finder sted her i landet el-ler i udlandet, eller det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted, jf. § 1, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale.
Stk. 1,1. pkt., fastslår, at retssag om tvister, der efter aftale mellem par-terne skal afgøres ved voldgift, efter påstand skal afvises fra domsto-lene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller voldgiftssagen af an-dre grunde ikke kan gennemføres. Afvisning sker således kun efter på-stand. Det følger af retsplejelovens § 357, stk. 2, at påstand om afvisning som udgangspunkt skal nedlægges i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det første retsmøde under forberedelsen.
9
Nedlægges der påstand om afvisning, skal domstolene som udgangs-punkt tage stilling til, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, der omfatter den pågældende tvist. Der er dog ikke noget til hinder for, at domstolene afviser en retssag, som der ikke er værneting for i Dan-mark, uden at tage stilling til en påberåbt voldgiftsaftale. Endvidere kan der under en retssag, der er anlagt efter, at der er indledt voldgiftssag, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører under vold-giftsrettens kompetence, dog kun tages stilling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. 2. pkt.
Er retssagen anlagt, før der blev indledt voldgiftssag, kan retten under denne retssag prøve, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, der omfatter den pågældende tvist. Finder retten, at der ikke foreligger en gyldig voldgiftsaftale, eller at voldgiftsaftalen ikke omfatter den tvist, der er anlagt retssag om, behandles retssagen på sædvanlig vis.
Finder retten derimod, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, som omfatter den pågældende tvist, skal sagen som udgangspunkt afvises, hvis sagsøgte rettidigt har nedlagt påstand herom. Dette gælder dog ikke, hvis voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres. Det kan f.eks. være bestemmelser om voldgiftsrettens sammensætning, som ikke lader sig gennemføre.
Det kan således være, at voldgiftsaftalen an-giver bestemte personer som voldgiftsdommere, og at en eller flere af disse ikke vil påtage sig hvervet eller er inhabile. Hvis ikke voldgiftsaf-talen i et sådant tilfælde må forstås på den måde, at der i stedet skal ud-peges andre, vil voldgift ikke kunne gennemføres.
Finder retten, at voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres, behandles retssagen på sædvanlig vis.
Er retssagen anlagt efter, at der blev indledt voldgiftssag, følger det af 2. pkt., at domstolene under denne retssag for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører under voldgiftsrettens kompetence, kun kan tage stilling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift. Dom-stolene kan og skal endvidere tage stilling til, om det er den samme tvist, der er indbragt for voldgiftsretten og domstolene.
Medmindre domstolene fortsætter behandlingen af retssagen på sæd-vanlig vis, fordi tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, eller fordi voldgiftssagen efter domstolenes vurdering af andre grunde ikke kan gennemføres, jf. ovenfor, må domstolene derfor i denne situation udsætte retssagen, indtil der foreligger en bindende (retskraftig) afgø-relse af, om voldgiftsretten har kompetence til at behandle tvisten. I praksis vil navnlig følgende situationer kunne opstå:
10
(1) Det kan tænkes, at der i voldgiftsregi træffes afgørelse om, at vold-giftsretten ikke har kompetence. En sådan afgørelse om, at voldgiftsret-ten ikke har kompetence, kan tænkes truffet af voldgiftsretten selv eller efter en anden fremgangsmåde, som parterne har aftalt, eller af domsto-lene efter regler om særskilt prøvelse af særskilte afgørelser om, at vold-giftsretten har kompetence.
Sidstnævnte - særskilt domstolsprøvelse af særskilte afgørelser om, at voldgiftsretten har kompetence - er for så vidt angår voldgift, der finder sted i Danmark, reguleret i lovforslagets § 16, stk. 3, 2. pkt.
Da den foreslåede § 8 også gælder for voldgift, der finder sted i udlandet, eller hvor det endnu ikke er fastlagt, hvor vold-giften skal finde sted, kan der også være tale om domstolsprøvelse i ud-landet efter regler svarende til lovforslagets § 16, stk. 3, 2. pkt., der gan-ske svarer til modellovens art. 16, stk. 3, 2. pkt.
Fastslås det i voldgiftsregi, at voldgiftsretten ikke har kompetence til at behandle den pågældende tvist, fortsætter domstolene behandlingen af retssagen på sædvanlig vis.
(2) Det kan tænkes, at der under voldgiftssagen træffes afgørelse om, at voldgiftsretten har kompetence. Afgørelsen herom kan tænkes truffet på tilsvarende vis som anført under (1) om afgørelser om, at voldgifts-retten ikke har kompetence.
Finder voldgiften sted i Danmark, vil rets-sagen skulle afvises på det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig af-gørelse fra domstolene efter § 16, stk. 3, 2. pkt., om, at voldgiftsretten har kompetence.
Finder voldgiften sted i udlandet, bør retssagen der-imod fortsat udsættes, indtil der foreligger en voldgiftskendelse om sa-gens realitet, idet der ikke er fastsat regler om anerkendelse i Danmark af udenlandske domstolsafgørelser om, at en voldgiftsret har kompe-tence.
(3) Når der foreligger en voldgiftskendelse om sagens realitet, finder lovforslagets §§ 38 og 39 anvendelse. Udgangspunktet er, at voldgifts-kendelsen har bindende virkning (retskraft), og at retssagen derfor skal afvises.
Retssagen skal dog ikke afvises, hvis anerkendelse af voldgifts-kendelsen kan nægtes efter § 38, herunder bl.a. stk. 1, nr. 1, litra a og c, om en ugyldig voldgiftsaftale og om voldgiftsrettens overskridelse af sin kompetence. Den domstol, hvor retssagen verserer, dvs. den dom-stol, hvor retssagen i sin tid blev anlagt og nu er udsat, har kompetence til at afgøre, om voldgiftskendelsen skal anerkendes.
Anerkendes vold-giftskendelsen, afvises retssagen. Anerkendes voldgiftskendelsen ikke, fortsætter domstolene behandlingen af retssagen på sædvanlig vis.
(4) Herudover kan det tænkes, at voldgiftssagen af andre grunde end voldgiftsrettens manglende kompetence afsluttes uden nogen afgørelse
11
af sagens realitet, eksempelvis hvis klageren hæver voldgiftssagen, eller voldgiftsretten af andre grunde end manglende kompetence afviser voldgiftssagen, f.eks. ved klagerens udeblivelse eller på grund af mang-lende sikkerhedsstillelse for voldgiftsrettens vederlag og omkostninger. I så fald fortsætter domstolene behandlingen af retssagen på sædvanlig vis.
Det samme gælder, hvis det på et tidspunkt, mens sagen er udsat, viser sig, at voldgiftssagen af andre grunde end voldgiftsrettens mang-lende kompetence ikke kan gennemføres. Det er domstolene, der i givet fald tager stilling til, om voldgiftssagen af andre grunde end voldgifts-rettens manglende kompetence ikke kan gennemføres.
Stk. 3 fastslår, at når der er anlagt retssag om tvisten, kan voldgiftssag indledes og fortsættes, og der kan afsiges voldgiftskendelse, mens spørgsmålet om sagens afvisning fra domstolene er under behandling. Såfremt domstolene ved endelig dom fastslår, at voldgiftsaftalen er ugyldig, eller at tvisten ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, ophører voldgiftsrettens kompetence imidlertid.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.”
Anbringender
Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs har supplerende anført bl.a., at konkurs-
boets erstatningskrav mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 er et erstatningskrav uden for kontrakt, og at konkursboet dermed ikke har ”gi-vet sagen i vold” , jf. hertil Højesterets kendelse af 8. marts 2019 (UfR 2019.1818).
En bestyrelse kan ikke indgå en aftale med et bestyrelsesmedlem, hvorefter sel-skabets søgsmål mod medlemmet skal afgøres ved voldgift, da dette strider imod selskabslovens § 364, stk. 1, hvorefter beslutning om sagsanlæg træffes af generalforsamlingen. Da der ikke foreligger en sådan generalforsamlingsbeslut-ning, er voldgiftsklausulen i Appelindstævnte 1's, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 bestyrelseskontrakter ugyldig.
Det nye anbringende vedrørende selskabslovens § 364, stk. 1, bør i medfør af retsplejelovens § 383, stk. 2, tillades fremsat for Højesteret, da anbringendet ikke ændrer sagsgenstanden, og da det må anses for undskyldeligt, at det først blev fremsat i konkursboets ansøgning om anketilladelse. Det vil påføre konkursboet et uforholdsmæssigt tab, hvis det ikke tillades fremsat.
Anbringendet nødven-diggør ikke yderligere bevisførelse, og Højesterets praksis om nye anbringender er liberal grundet hensynet til at opnå en materielt rigtig afgørelse. Konkursbo-ets sagsførelse for byret og landsret udgør ikke en bindende proceserklæring om ikke at anfægte voldgiftsklausulernes gyldighed.
12
Anbringendet om erstatning uden for kontrakt er ikke nyt i retsplejelovens for-stand.
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har supplerende anført bl.a.,
at konkursboets anbringender om, at der er tale om krav på erstatning uden for kontrakt, og at voldgiftsklausulerne er ugyldige som stridende mod selskabslo-vens § 364, stk. 1, er nye anbringender, som ikke bør tillades fremsat for Høje-steret, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2.
Under sagens behandling for byret og landsret har konkursboet været enig i, at der var indgået en gyldig voldgiftsaftale. Der er afgivet en bindende proceser-klæring, og konkursboet er derfor nu efter en årelang sagsførelse afskåret fra at gøre det modsatte synspunkt gældende.
Endvidere foreligger der ikke undskyldelige omstændigheder for, at anbringen-derne først fremsættes nu, og konkursboet lider ikke tab ved at blive afskåret fra at fremsætte anbringenderne under en formalitetsprocedure om sagens rette forum. De nye anbringender kan herefter ikke tillades fremsat, jf. retsplejelo-vens § 383, stk. 2.
For det tilfælde at anbringenderne tillades fremsat, er selskabslovens § 364, stk. 1, ikke til hinder for, at et selskab indgår en voldgiftsaftale med sine bestyrelses-medlemmer. Højesteret har i dom af 23. maj 2013 (UfR 2013.2338) fastslået, at en voldgiftsaftale i en direktørkontrakt også omfatter ansvarspådragende forhold, som et ledelsesmedlem angiveligt skulle have foretaget i anledning af udøvel-sen af sit hverv. Det samme må gælde for bestyrelsesmedlemmer.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 indtrådte den 7. marts 2017 i Appellants, tidligere Indkærede A/S bestyrelse som henholdsvis bestyrelsesformand og besty-relsesmedlem. Den 1. maj 2017 blev Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 næstformand i be-styrelsen. De underskrev henholdsvis den 9. og 12. juni 2017 aftaler (Non-Exe-cutive Director Agreements) med selskabet (bestyrelsesaftalerne). Aftalerne, der på selskabets vegne blev underskrevet af formanden for selskabets bestyrelse, indeholdt bl.a. voldgiftsklausuler med følgende ordlyd:
”14. Governing Law And Jurisdiction 14.1. This Agreement shall be governed by and construed in accordance with the laws of Denmark. 14.2. Any dispute arising out of or in connection with this Agreement, including any disputes regarding the existence, validity or termination, shall be settled by arbitration administrated by The Danish Institute of
13
Arbitration in accordance with the rules on arbitration procedures adopted by The Danish Institute of Arbitration and in force at the time when such proceedings are commenced. 14.3. The arbitration tribunal shall be composed of three (3) arbitrators. Each Party shall appoint one arbitrator and The Danish Institute of Ar-bitration shall appoint a third arbitrator, who shall be the chairman of the arbitration tribunal.
If a Party has not appointed an arbitrator within 30 Business Days of having requested or received notice of the arbitration, such arbitrator shall be appointed by The Danish Institute of Arbitration. 14.4. The place of arbitration shall be Copenhagen, Denmark. The lan-guage of the arbitration proceedings shall be English.”
Appellant, tidligere Indkærede A/S blev den 20. december 2018 taget under konkursbehandling.
Den 26. november 2021 anlagde Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs sag ved Københavns Byret mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 med krav om erstatning for det tab, som boet mener at have lidt som følge af, at de efter boets opfattelse har handlet ansvarspådragende ved udførelsen af deres hverv, jf. selskabslovens § 361, stk. 1. Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 påstod sagen afvist fra domstolene med henvisning til voldgiftsklausu-lerne.
Sagens hovedspørgsmål er, om konkursboet er bundet af voldgiftsklausulerne, og om tvisten mellem parterne er omfattet af klausulerne.
Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs har i første række anført, at Appellant, tidligere Indkærede A/S ikke gyldigt har kunnet indgå de to bestyrelsesaftaler med voldgiftsklau-sulerne, og at boet allerede af den grund ikke er bundet af klausulerne.
I anden række har boet anført, at det erstatningskrav, som boet har rejst mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, er af konkursretlig eller in-solvensretlig karakter og derfor ikke er omfattet af voldgiftsklausulerne.
Om konkursboets supplerende anbringender Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs har i ankestævningen gjort gældende bl.a., at voldgiftsklausulerne er indgået i strid med selskabslovens § 364, stk. 1, og at der er tale om et krav om erstatning uden for kontrakt, som ikke er omfattet af klausulerne. Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har heroverfor anført, at der er tale om nye anbringender, som ikke bør tillades fremsat.
Højesteret tillader, at de supplerende anbringender, som boet er fremkommet med i ankestævningen for Højesteret, og som Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har rejst indsigelser mod, fremsættes, jf. retsplejelovens
14
§ 383, stk. 2. Højesteret lægger herved navnlig vægt på, at der er tale om retlige temaer, der ikke nødvendiggør yderligere bevisførelse, som har nær sammen-hæng med det, som konkursboet tidligere har gjort gældende, og som Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har kunnet forholde sig til under forberedelsen af sagen for Højesteret.
Det forhold, at det under sagens behand-ling i de tidligere instanser ikke var bestridt, at voldgiftsklausulerne var gyl-dige, kan ikke tolkes som et tilsagn om ikke under en eventuel anke at gøre an-dre synspunkter gældende med hensyn til klausulernes gyldighed. Der forelig-ger således ikke en bindende proceserklæring, som forhindrer konkursboet i at gøre synspunkterne gældende.
Om Appellant, tidligere Indkærede A/S kunne aftale voldgift i bestyrelsesaftalerne Konkursboet har anført bl.a., at det rejste erstatningskrav er et erstatningskrav uden for kontrakt, og at kreditorerne (nu konkursboet) således ikke har accepte-ret voldgift. Hertil kommer, at det efter selskabslovens § 364, stk. 1, er general-forsamlingen, der træffer beslutning om sagsanlæg mod medlemmer af ledel-sen, hvorfor bestyrelsen er afskåret fra på egen hånd at indgå aftaler om, at er-statningssager mod et bestyrelsesmedlem skal afgøres ved voldgift.
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har heroverfor anført bl.a., at der ikke er regler, som er til hinder for, at der aftales voldgift i en bestyrelsesaf-tale, herunder med hensyn til erstatningskrav. Det er ikke afgørende, om et er-statningskrav kategoriseres som et krav inden for eller uden for kontrakt.
Sel-skabslovens § 364, stk. 1, omfatter også direktører, og der er ikke tvivl om, at der kan indgås voldgiftsaftaler med direktører, uden at generalforsamlingens godkendelse er påkrævet. Det samme må gælde bestyrelsesmedlemmer. Det af-gørende er, at en bestyrelsesaftale ikke strider mod selskabsloven.
Højesteret bemærker, at der ikke i selskabsloven eller voldgiftsloven er bestem-melser, der udelukker, at et selskab og et bestyrelsesmedlem kan aftale, at sel-skabets eventuelle erstatningskrav mod bestyrelsesmedlemmet efter selskabslo-vens § 361, stk. 1, skal afgøres ved voldgift og ikke ved domstolene.
Højesteret finder herefter, at der kan aftales voldgift med hensyn til sådanne er-statningskrav, medmindre der foreligger omstændigheder eller hensyn, som gør voldgiftsbehandling betænkelig.
Efter bestyrelsesaftalerne finder dansk ret anvendelse, og tvister skal afgøres i overensstemmelse med Voldgiftsinstituttets regler, der opfylder de krav, der må stilles for at sikre en betryggende sagsbehandling. Herefter, og da der i øv-rigt ikke foreligger omstændigheder, som gør voldgiftsbehandling betænkelig, finder Højesteret, at Appellant, tidligere Indkærede A/S har kunnet indgå aftalerne om voldgift.
15
Efter ordlyden af selskabslovens § 364, stk. 1, træffer selskabets generalforsam-ling beslutning om anlæg af søgsmål mod bl.a. medlemmer af ledelsen, herun-der bestyrelsesmedlemmer. Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen grund-lag for at antage, at indgåelse af en aftale om voldgift med et bestyrelsesmed-lem er omfattet af generalforsamlingens kompetence. Heller ikke bestemmel-sens forarbejder kan føre til, at voldgiftsaftaler er omfattet. Højesteret finder herefter, at § 364, stk. 1, ikke omfatter sådanne aftaler.
Højesteret har ikke herved taget stilling til, om gyldigheden af voldgiftsklausu-lerne, der er indgået mellem bestyrelsesformanden på selskabets vegne og de enkelte bestyrelsesmedlemmer, er betinget af generalforsamlingens godken-delse på et andet grundlag end selskabslovens § 364, stk. 1.
Efter det anførte kan det herefter lægges til grund, at der med bestyrelsesafta-lerne med bindende virkning er truffet aftale om, at erstatningskrav, som sel-skabet måtte rejse mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, skal afgøres ved voldgift.
Spørgsmålet er herefter, om det krav, som konkursboet har rejst mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, er omfattet af voldgiftsklausulerne.
Om konkursboets erstatningskrav mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 er omfattet af voldgiftsklausulerne Konkursboet har anført bl.a., at der er tale om et erstatningskrav af konkursret-lig eller insolvensretlig karakter, og at tvisten derfor ikke er omfattet af vold-giftsklausulerne.
De dispositioner, der danner grundlaget for erstatningskravet, herunder indgåelsen den 8. oktober 2018 af en aftale om udligning af selskabets krav mod Prinstad Limited, blev foretaget på et tidspunkt, hvor Appellant, tidligere Indkærede A/S var insolvent eller insufficient.
Ledelsen af selskabet tilgodeså dermed et ikke-uafhængigt selskab på bekostning af kreditorerne på et tidspunkt, hvor selskabets aktiviteter burde have været indstillet eller tilpasset. Erstatningskra-vet omfatter kreditorernes direkte tab og kan ikke afgøres uafhængigt af selska-bets konkurs.
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 har heroverfor anført bl.a., at der ikke i sagen er tale om krav, som skal behandles af skifteretten, eller krav, som er afhængig af en konkurs, og som alene kan opstå i forbindelse med kon-kurs, herunder omstødelsessager, sager om tinglige rettigheder eller sager om modregning i konkurs.
Hertil kommer, at der er tale om et påstået tab, som ikke er påført kreditorerne direkte, men den samlede kreditormasse i konkursboet. Kreditorer, som lider direkte tab, vil kunne sagsøge bestyrelsesmedlemmerne direkte uden at være bundet af voldgiftsklausulerne.
16
Højesteret bemærker, at Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs’ krav mod Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 støttes på, at de har pådraget sig erstatningsansvar over for selskabet efter selskabslovens § 361.
Konkursboets krav er dermed baseret på, at boet er indtrådt i selskabets retstilling over for Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2. Der er således ikke tale om et krav, der er opstået ved konkursen, eller som støttes på rettigheder eller befø-jelser, der alene tilkommer et konkursbo, og som derfor ikke er undergivet skyldnerens (selskabets) rådighed.
Den ansvarsbedømmelse, der skal foretages efter § 361, kan ske uafhængigt af konkursen. Højesteret finder herefter ligesom landsretten, at Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs’ erstatningskrav er omfattet af voldgiftsklausulerne i de to bestyrelsesaftaler.
Efter det anførte kan det ikke føre til et andet resultat, at boets krav eventuelt har forbindelse med en disposition, der giver anledning til en omstødelsessag, eller støttes på handlinger eller undladelser, som finder sted på et tidspunkt, hvor selskabet var eller blev insolvent.
Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster landsrettens dom, således at sagen afvises fra domstolene, jf. voldgiftslovens § 8.
Som konsekvens heraf frifindes Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 for konkursboets påstand 2 og 3.
Efter sagens udfald skal konkursboet til Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 betale sagsom-kostninger med 250.000 kr. til dækning af advokatudgift for Højesteret. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens karakter og omfang.
Til dækning af de udgifter, som Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, der har været selvmø-der for Højesteret, har haft til ophold, transport mv. i forbindelse med hoved-forhandlingen, skal konkursboet betale 10.000 kr. til ham.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 og Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 frifindes for konkursboets påstand 2 og 3.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs til Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1 betale 250.000 kr. og til Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2 betale 10.000 kr.
17
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 17-04-2026 kl. 12:00 Modtagere: Indstævnte Appelindstævnte 2, tidligere Kærende 2, Appellant, tidligere Indkærede A/S under konkurs, Indstævnte Appelindstævnte 1, tidligere Kærende 1, Advokat (H) Dan Stampe-Terkildsen, Advokat (H) Jesper Saugmandsgaard Øe