53040/2025

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 187.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 8. september 2026

Sag BS-53040/2025-HJR

(1. afdeling)

Skatte- og Vækstministeriet

(advokat Steffen Sværke)

mod

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger

(advokat René Bjerre)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 14. afdeling den 3. oktober 2025 (BS-54760/2024-VLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Kristian Korfits Nielsen, Peter Mørk Thomsen og Anne Buhl Bjelke.

Påstande

Appellanten, Skatte- og Vækstministeriet, har påstået frifindelse, subsidiært at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger, skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 nedsættes med henholdsvis 63.124 kr. og 217.900 kr.

Skatte- og Vækstministeriet har desuden nedlagt påstand om, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger til Skatte- og Vækstministeriet skal betale 89.500 kr. med procesrente fra den 30. oktober 2025.

Betalingspåstanden angår tilbagebetaling af sagsomkostninger, som Skatte- og Vækstministeriet har betalt til opfyldelse af omkostningsafgørelsen i landsret-tens dom.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har nedlagt påstand om stadfæstelse. Over for Skatte- og Vækstmi-nisteriets betalingspåstand har Appelindstævnte, tidligere Sagsøger påstået frifindelse.

2

Anbringender

Skatte- og Vækstministeriet har anført navnlig, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ved hver af de

ugyldige overførsler i 2016 og 2017 fra Virksomhed ApS 1 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger selv samt hans nærtstående har realiseret en skattepligtig indkomst, jf. stats-skattelovens § 4 og retserhvervelsesprincippet. Den omstændighed, at ind-komsterhvervelsen var ugyldig, ændrer ikke ved, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger realiserede en skattepligtig indkomst, idet han faktisk modtog beløbene, og der ikke inden ud-løbet af indkomstårene, hvor overførslerne blev foretaget, var tvist om gyldig-heden af overførslerne, jf. UfR 1999.426 H og UfR 2001.1226 H.

Beløbene var med andre ord skattepligtige i 2016 og 2017 og skulle være selvan-givet af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for disse år, hvor hans ret til beløbene ikke var anfægtet.

Selv om det efterfølgende fastslås ved dom, at overførslerne er ugyldige, og der sker tilbagebetaling, er det herefter en forudsætning for at ophæve beskatnin-gen med tilbagevirkende kraft, at der gives tilladelse til omgørelse efter skatte-forvaltningslovens § 29. Den indankede dom er i strid med grundlæggende skatteretlige principper om periodisering af indtægter og udgifter, jf. SKM 2010.455 VLR.

Det er også forudsat i forarbejderne til ligningslovens § 16 E om aktionærlån, at tilbagebetaling af udbytte eller løn ikke kan ophæve beskatnin-gen, men at der må gås frem efter reglerne om omgørelse også ved selskabsret-ligt ugyldige aktionæroverførsler som bl.a. løn.

Denne retsstilling giver god mening. Overførsler af denne karakter sker med ac-cept af det udbetalende selskab; her Virksomhed ApS 1 styret af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Der skal altså nogen uden for selskabet til at anfægte dispositionen. Det er gi-vet, at det alene er et fåtal af de mange selskabsretligt ugyldige dispositioner, der anfægtes. Det normale er, at overførslen ikke anfægtes, og modtageren be-holder pengene. Dette taler klart for, at der skal ske beskatning i udbetalings-året, og at denne beskatning ikke efterfølgende kan ophæves med tilbagevir-kende kraft.

Det er desuden udtrykkeligt forudsat i forarbejderne til skatteforvaltningslo-vens § 27, stk. 1, nr. 1, at en ophævelse af beskatningen med tilbagevirkende kraft forudsætter en hjemmel til tilbageperiodisering. En sådan hjemmel findes alene i skatteforvaltningslovens § 29.

Idet Appelindstævnte, tidligere Sagsøger hverken har søgt om eller fået tilladelse til omgørelse, giver ugyldigheden og tilbagebetalingen konstateret og foretaget flere år senere ikke grundlag for at ophæve beskatningen med tilbagevirkende kraft. En ophævelse af beskatningen er ikke alene uhjemlet, men indebærer tilmed en både uhen-sigtsmæssig og uantagelig retsstilling. Det understreges af, at skattepligten er ophævet, selv om Appelindstævnte, tidligere Sagsøger alene har foretaget en begrænset del af tilbagebe-

3

talingen, og at hovedparten af det tilbagebetalte beløb stammer fra Appelindstævntes, tidligere Sagsøger selskab Virksomhed ApS 3 med en efterfølgende bogføringsmæssig fordeling.

Under alle omstændigheder er der ikke grundlag for at ophæve beskatningen af overførslerne foretaget til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger nærtstående. Overførslerne til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger nærtstående er i skattemæssig henseende omkvalificeret til løn til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for hans vedkommende. Der er ingen stillingtagen til disse omkvalifice-rede lønoverførsler i Retten i Holstebros dom af 14. februar 2022 (tilbagebeta-lingssagen), som derimod er rettet mod overførslerne direkte fra Virksomhed ApS 1 til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger nærtstående.

Den konstaterede ugyldighed er dermed rettet mod andre dispositioner end dem, der har dannet grundlag for beskatningen af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Det er fastslået i bl.a. UfR 2019.3957 H og UfR 2023.505 H, at der skal sondres mellem de civilret-lige dispositioner og de skattemæssigt omkvalificerede dispositioner.

Der er derfor ikke grundlag for at tillægge ugyldigheden og tilbagebetalingen betyd-ning for de skattemæssigt omkvalificerede dispositioner. Tilbagebetalingerne ændrer ikke på, at lønoverførslerne til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger dermed stadig består, hvilket også illustreres af, at tilbagebetalingen ikke blev foretaget af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.

Der er ikke noget grundlag for at følge andre principper end det almindelige retserhvervelsesprincip i forhold til den, der laver selskabsretligt ugyldige dispositioner, som Appelindstævnte, tidligere Sagsøger gjorde det, jf. byrettens beskrivelse af hans ad-færd som ”groft uforsvarlig” i tilbagebetalingssagen.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger har anført navnlig, at han for Højesteret har frafaldet de dele af sa-

gen, der vedrørte dispositioner, der ikke blev erklæret ugyldige ved Retten i Holstebros dom af 14. februar 2022 (tilbagebetalingssagen) og det efterfølgende retsforlig.

Han har aldrig opnået en skattepligtig økonomisk fordel, som kan beskattes som løn eller maskeret løn. Den skatteretlige virkning af en dispositions ugyl-dighed er, at de involverede parter stilles, som var dispositionen aldrig gen-nemført. Der er ikke opnået en økonomisk fordel, der kan beskattes efter stats-skattelovens § 4.

Det påhviler Skatte- og Vækstministeriet at dokumentere, at der foreligger en skattepligtig indtægt. Ministeriet har ikke løftet denne bevisbyrde. Ugyldige overførsler, som er tilbagebetalt, udgør ikke en skattepligtig indtægt.

Det er uden betydning for den retlige kvalifikation, hvornår ugyldigheden fast-slås, og på hvilket retligt grundlag ugyldigheden kvalificeres. Hvis en konkret disposition i sin helhed erklæres ugyldig, indebærer dette, at dispositionen også skatteretligt skal anses for en nullitet.

4

Sagerne vedrører ikke en efterfølgende ændring af dispositionerne. Ugyldighe-den er fastslået for de oprindelige konkrete overførsler. Tvisten er derfor ikke, hvilken betydning tilbagebetaling af midlerne har for beskatningen.

Det er uden betydning, om den ugyldige disposition er direkte mellem Virksomhed ApS 1 og ham eller mellem Virksomhed ApS 1 og nærtstående til ham. I alle tilfælde er der ikke opnået en skattepligtig økonomisk fordel.

Hvis den nærtstående ikke opnår en skattepligtig fordel, er det faktum, at dispositionen anses for at være foranlediget af ham og skatteretligt ville passere hans økonomi, uden betydning. Hvis tredjemand ikke opnår en økonomisk for-del, er der intet at beskatte hos ham.

Højesterets begrundelse og resultat

Ved afgørelse af 7. september 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse om at forhøje Appelindstævntes, tidligere Sagsøger personlige indkomst i 2016 og 2017. Skattestyrelsen fandt, at en række overførsler fra Virksomhed ApS 1 til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger samt andre fysi-ske og juridiske personer, som var nærtstående til ham, måtte anses som løn og maskeret løn til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.

Beløbene blev dermed anset for skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4, og beskattet på retserhvervelsestidspunktet, hvilket af sty-relsen blev anset for at være den dag, hvor Appelindstævnte, tidligere Sagsøger overførte beløbene.

Landsskatteretten stadfæstede den 14. oktober 2021 Skattestyrelsens afgørelse.

Ved konkursdekret af 14. februar 2018 blev Virksomhed ApS 1 taget under konkursbehandling, og kurator indledte retssag mod Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og de nærtstående fysiske og juridiske personer, som havde modtaget beløb fra selskabet. Kurator gjorde gældende, at de pågældende overførsler var uden forretningsmæssig begrundelse, at dispositionerne var ugyldige, og at de udbetalte beløb skulle tilbagebetales til konkursboet.

Retten i Holstebro fastslog ved dom af 14. februar 2022, at de pågældende dispositioner var ugyldige, og at der var pligt til at tilbagebetale de modtagne beløb.

Dommen blev anket af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og hans nærtstående, men under anken ind-gik parterne forlig, hvorefter Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og hans nærtstående accepterede Ret-ten i Holstebros dom.

Beløbene er herefter blevet tilbagebetalt til konkursboet.

5

Spørgsmålet er, om det forhold, at de pågældende dispositioner er erklæret ugyldige, og at beløbene er tilbagebetalt, indebærer, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke skal be-skattes af disse beløb.

Højesteret finder, at der ved afgørelsen af dette spørgsmål må lægges vægt på, at de dispositioner, som lå til grund for, at Appelindstævntes, tidligere Sagsøger skatteansættelse for ind-komstårene 2016 og 2017 blev forhøjet, ved endelig dom og efter påstand fra kurator i konkursboet er fastslået at være ugyldige, og at beløbene er tilbagebe-talt. Det gælder både overførslerne direkte til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og overførslerne til Appelindstævntes, tidligere Sagsøger nærtstående.

Højesteret finder herefter, at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke kan anses for at have erhvervet endelig ret til beløbene, jf. statsskattelovens § 4, og at Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ikke er skatte-pligtig af disse beløb.

Som anført af landsretten omfatter ligningslovens § 16 A efter sin ordlyd alene udbytte, og ligningslovens § 16 E omfatter efter sin ordlyd og forarbejder alene lån. Højesteret tiltræder, at der derfor ikke er grundlag for at anvende lignings-lovens § 16 A og § 16 E i den foreliggende sag.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom og frifinder Appelindstævnte, tidligere Sagsøger for Skatte- og Vækstministeriets påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

Appelindstævnte, tidligere Sagsøger frifindes for Skatte- og Vækstministeriets påstand om tilbagebeta-ling af sagsomkostninger.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Skatte- og Vækstministeriet betale 100.000 kr. til Appelindstævnte, tidligere Sagsøger.

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 08-09-2026 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) René Bjerre, Advokat (H) Steffen Sværke, Appellant Skatte- og Vækstministeriet, Appelindstævnte, tidligere Sagsøger