80/2025

Erstatningssøgende var ikke berettiget til større erstatning for uberettiget varetægtsfængsling som følge af myndighedsfejl E blev i december 2017 anholdt og varetægtsfængslet som sigtet for drabsforsøg begrundet med bl.a., at han var udpeget som forsædepassageren i en bil, der var fotograferet ved en automatisk trafikkontrol (ATK) tæt på gerningsstedet umiddelbart efter gerningstidspunktet. Forud for anholdelsen af E var politiet blevet gjort opmærksom på, at personen på ATK-fotoet også kunne være en anden navngiven person, men disse oplysninger blev ikke ført til rapport og ikke gjort tilgængelige for forsvareren eller retten. Efter anklagemyndighedens påstand blev E i marts 2019 frifundet. Baggrunden var, at der kort tid før fremkom nye oplysninger, der gav anledning til tvivl om, hvorvidt personen på ATK-fotoet var E eller den tidligere nævnte anden person. Han blev samme dag løsladt efter at have været frihedsberøvet i 466 dage, herunder 9 dage i isolation. E rejste krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i anledning af den uberettigede frihedsberøvelse med et beløb svarende til en forhøjelse med 200 % i forhold til de takster, der administrativt er fastsat for erstatning ved uberettiget frihedsberøvelse. Anklagemyndigheden imødekom kravet delvist med et beløb svarende til den takstmæssige erstatning tillagt 100 % på grund af sigtelsen for drabsforsøg. E rejste i øvrigt krav om tabt arbejdsfortjeneste, hvilket også kun blev imødekommet delvist. Sagen for Højesteret angik, om der var grundlag for at forøge E’s erstatning. Med henvisning til sin tidligere praksis udtalte Højesteret, at den samlede godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, skal ydes i overensstemmelse med de administrative fastsatte, årligt regulerede takster, medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fravigelse. Højesteret udtalte bl.a., at der ved vurderingen heraf skal tages udgangspunkt i den erstatningssøgendes situation i forbindelse med frihedsberøvelsen. Der skal herunder tages hensyn til navnlig, om frihedsberøvelsen har været forbundet med særligt ubehag eller lidelse for den erstatningssøgende og til eventuelle særlige konsekvenser af frihedsberøvelsen. Det forhold, at der er begået fejl af myndighederne af betydning for frihedsberøvelsen, kan som det klare udgangspunkt ikke i sig selv begrunde en forhøjelse i forhold til standardtaksterne. På den baggrund fastslog Højesteret, at de fejl, der var begået under efterforskningen af straffesagen, ikke udgjorde sådanne ganske særlige forhold, der kunne begrunde yderligere forhøjelse af erstatningen for ikke-økonomisk skade. E havde endvidere ikke ført bevis for, at han skulle have yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der var herefter ikke grundlag for at forhøje erstatningen yderligere. Landsretten var nået til samme resultat.