91/2025

AM2026.09.29H Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 6. november 2024 Rettens sagsnr.: A7-2983/2024 Politiets sagsnr.: 3300-84130-00163-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1979 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Tilkendegivelse er modtaget den 11. juli 2024.

Påstande

Anklagemyndigheden har i tilkendegivelse af 24. maj 2024 nedlagt påstand om frakendelse af Tiltaltes danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 D, stk. 1, jf. § 8 A, stk. 1. Tiltalte har påstået frifindelse. Den 16. december 2013 modtog Justitsministeriet (daværende ressortministerium) en ansøgning om dansk statsborgerskab fra Tiltalte.

I ansøgningen om statsborgerskab pkt. 3 har Tiltalte på tro og love skrevet under på, at alle oplysningerne i ansøgningsskemaet er korrekte, og at oplysningerne er givet under strafansvar, jf. straffelovens § 161.

I ansøgningsskemaets pkt. 10 har hun desuden på tro og love under strafansvar skrevet under på, at hun ikke har begået kriminelle forhold her i landet eller i udlandet, herunder forhold, som hun ikke er sigtet, tiltalt eller straffet for.

Desuden har Tiltalte i ansøgningens pkt. 5 skrevet under på en erklæring om troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund samt erklæret sig at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsstatsprincipper. Tiltaltes sag om dansk indfødsret blev behandlet ved cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation.

Ved brev af 22. april 2015 til Tiltalte oplyste Justitsministeriet, at ministeriet forventede at optage hende på det lovforslag om indfødsrets meddelelse, som forventedes fremsat af Folketinget i oktober 2015. Ved lov nr. 1704 af 21. december 2015 om indfødsrets meddelelse blev Tiltalte meddelt dansk indfødsret med virkning fra den 28. december 2015. Tiltalte er i loven anført som nr. 2068.

Det blev i indfødsretsaftalen af 29. juli 2018 aftalt, at det fremover, 2 år efter vedtagelsen af lov om indfødsrets meddelelse systematisk ville blive vurderet, om der er grundlag for at indlede inddragelsessag på grund af fortielse af strafbare forhold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet iværksatte på den baggrund en gennemgang af sager vedrørende personer, der i perioden fra 2014 til juli 2018 havde erhvervet dansk indfødsret.

Ved opslag i Kriminalregisteret den 14. juni 2019 konstaterede Udlændinge-og Integrationsministeriet, at der var uoverensstemmelser mellem oplysningerne i Kriminalregisteret og oplysningerne afgivet af Tiltalte i forbindelse med ministeriets behandling af hendes ansøgning.

Det fremgår således af Kriminalregisteret, at Tiltalte den 28. juni 2017 blev idømt 6 måneders fængsel, hvoraf 2 måneder af straffen skal afsones, for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 23, for forhold begået mod datteren, født … , fra datteren var begyndt i børnehave til den 1. april 2016, samt at fuldbyrdelsen af den resterende del af staffen udsættes mod en prøvetid på 2 år fra endelig dom, heraf et år under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Dommen var angående Tiltalte upåanket, mens hendes daværende ægtefælle ankede dommen, og ved Østre Landsret blev han idømt en skærpet straf på ubetinget fængsel i 8 måneder. Udlændinge- og Integrationsministeriet har i anmodning om indbringelse af 16. juni 2023 om dommen anført følgende: "...

Det fremgår af Retten i Odenses dom af 28. juni 2017, at Tiltalte og forurettedes far er dømt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels medvirken hertil, jf. straffelovens § 23, ved i perioden fra på et tidspunkt mens den forurettede gik i børnehave til den 1. april 2016 i hjemmet på adresserne Adresse1, Adresse2 og Adresse3, i Odense i forening og efter fælles forståelse, ved gentagne gange og i perioder dagligt at have udsat deres datter, Forurettede, født … , for vold, herunder vold med genstande, herunder ved som forældre at have haft viden om det passerede og til dels overværet det og undladt at gribe ind over for den anden forælders vold, samt anstiftet til volden ved at fortælle den anden forælder om Forurettedes adfærd med en viden eller bestemt formodning om, at dette ville medføre, at Forurettede blev udsat for vold, Idet forurettedes far i hele perioden flere gange ugentligt og senere månedligt med flad hånd og med knyttet hånd slog Forurettede på kroppen og i hovedet, fra august 2005 til den 1. april 2016 flere gange ugentligt og senere månedligt med genstande, herunder pinde, kosteskaft og bælter, både således at remmen og spændet blev anvendt til at slå med, flere gange slog Forurettede på kroppen med genstandene, ved én lejlighed i perioden fra 15. juni 2004 til den 1. juli 2010, i hjemmet på adressen Adresse1 Odense, placerede begge Forurettedes hænder på en eller flere varme kogeplader, ved én lejlighed i perioden fra den 21. september 2015 til januar 2016, i hjemmet på adressen Adresse3 , i Odense, med flad hånd og med knyttet hånd, slog Forurettede på kroppen og slog mod hendes hoved, hvilket slag hun afværgede med armene, ved ën lejlighed i januar 2016, i hjemmet på adressen Adresse3, Odense, med flad hånd og med knyttet hånd, slog Forurettede på kroppen (efter erhvervelsen af dansk statsborgerskab) hvilket Tiltalte medvirkede til på den ovenfor beskrevne måde, og idet Tiltalte i hele perioden jævnligt med flad hånd og med knyttet hånd slog Forurettede på kroppen og i hovedet, fra 2009 til 1. april 2016 ved flere lejligheder med en grydeske slog Forurettede flere gange på kroppen, herunder på benene og på håndfladerne, ved en lejlighed ultimo februar/primo marts 2016, i hjemmet på adressen Adresse3, Odense, rev Forurettede i håret (efter erhvervelsen af dansk statsborgerskab), ved én lejlighed primo marts 2016, i hjemmet på adressen Adresse, Odense, rev Forurettede i håret, og i forbindelse med denne fastholdelse i håret rev eller skubbede Forurettede således, at hun slog hovedet mod væggen og gulvet (efter erhvervelsen af dansk statsborgerskab). ..." Gerningsperioden ligger for størstedelens vedkommende forud for Tiltaltes ansøgning om dansk statsborgerskab og for vedtagelsen af lov nr. 1704 af 21. december 2015 om indfødsrets meddelelse, hvorved Tiltalte erhvervede dans statsborgerskab med virkning fra den 28. december 2015.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af Tiltalte og af vidnet enhedschef Vidne. [FORKLARINGER UDELADT]

Rettens begrundelse

og afgørelse Denne sag drejer sig om Tiltaltes danske statsborgerskab skal frakendes hende efter indfødsretslovens § 8 D, stk. 1, jf. § 8 A, stk. 1. Tiltalte blev ved byretten fundet skyldig i grov vold og medvirken hertil mod datteren begået i forening og i fælles forståelse med ægtefællen over en lang periode mod et barn.

Gerningsperioden ligger for størstedelens vedkommende forud for Tiltaltes ansøgning om dansk statsborgerskab og for vedtagelsen af lov nr. 1704 af 21. december 2015 om indfødsrets meddelelse, hvorved Tiltalte erhvervede dansk statsborgerskab med virkning fra den 28. december 2015.

Uanset at Tiltalte under straffesagen har fastholdt sin uskyld, finder retten under hensyn til dommens resultat og det strafbare forholds grove karakter det betænkeligt at lægge til grund, at Tiltalte på ansøgningstidspunktet vidste eller bestemt måtte formode, at der var tale om kriminelle forhold.

Af forarbejderne til lovændringen i 2022 til indfødsretsloven fremgår, at i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom, vil det være obligatorisk at frakende statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det er i forarbejderne forudsat, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendelsens betydning for den pågældende, sammenholdt med handlemådens grovhed, og at der foretages en afvejning af de samme momenter og hensyn, der forud for lovændringen indgik i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter indfødsretslovens § 8 A.

Retten finder, at Tiltalte har haft forsæt til at afgive urigtige oplysninger, og dette forhold har været bestemmende for hendes erhvervelse af indfødsret. Hun har ved indgivelse af ansøgning om dansk statsborgerskab haft pligt til at oplyse om de strafbare handlinger.

Betingelserne for at frakende indfødsretten er herefter som udgangspunkt opfyldt, og der skal ske frakendelse af det danske statsborgerskab, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv og det EU-retlige proportionalitetsprincip.

Tiltalte er født i 1979, og hun var forud for erhvervelsen af dansk statsborgerskab registreret som statsløs. Hun er oprindeligt fra Libanon. Hun blev i 1999 familiesammenført med sin daværende ægtefælle, med hvem hun har 3 biologiske børn, der er myndige børn og bor i Danmark. Hun har kontakt til to af børnene. Hun forstår dansk, men taler sproget dårligt. Hun modtager førtidspension.

Hun har ikke været på det danske arbejdsmarked. Hun har fortsat tilknytning til Libanon, hvor hendes mor og familie er bosat.

Straffedommen af 28. juni 2017 er til hinder for, at Tiltalte i dag ville kunne erhverve dansk statsborgerskab, jf. § 19, stk. 2 i cirkulære af 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation, hvorefter ansøgere, der er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller foranstaltninger efter straffelovens § kapitel 9, er udelukket fra optagelse på et lovforslag om dansk indfødsrets meddelelse.

Under hensyn til forholdets grovhed finder retten efter en proportionalitetsafvejning, at frakendelse af Tiltaltes danske statsborgerskab ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter menneskerettighedskonventionen og EU-retten. Tiltalte frakendes herefter dansk statsborgerskab, jf. indfødsretslovens § 8 D, stk. 1, jf. § 8 A, stk. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltaltes indfødsret frakendes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings

DOM

(dommerne Erik P. Bentzen, Claus Rohde og Matthias Brorsen (kst.) med domsmænd) Dato: 24. juni 2025 Rettens sagsnr.: S–2189–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1979, (advokat Marcus Milther Rey, Sønderborg) Retten i Sønderborg har den 6. november 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. A7-2983/2024).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forklaring Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at hun havde permanent og ubegrænset opholdstilladelse, inden hun søgte om statsborgerskab. Hun søgte om statsborgerskab, fordi hun ellers er statsløs. Der var ikke en særlig grund til, at hun søgte netop på dette tidspunkt, men hun ville gerne have tilknytningen til et land.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte blev meddelt indfødsret ved vedtagelsen af lov nr. 1704 af 21. december 2015 med virkning fra den 28. december 2015 på baggrund af en ansøgning modtaget af Justitsministeriet den 16. december 2013.

Efter den nugældende indfødsretslovs § 8 A skal den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret, har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 2 i lov nr. 453 af 20. april 2022 bl.a., at der vil kunne ske frakendelse af det danske statsborgerskab efter den foreslåede ordning, uanset om det svigagtige forhold har fundet sted før eller efter lovens ikrafttræden, og uanset om det danske statsborgerskab er erhvervet før eller efter lovens ikrafttræden.

Højesteret har i dom af 29. november 2016 (UfR 2017.694) og i dom af 8. februar 2023 (UfR 2023.1896) fastslået, at det ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at indfødsretslovens § 8 A, der er indført ved lov nr. 193 af 5. april 2002, og ændret ved lov nr. 453 af 20. april 2022, er tillagt tilbagevirkende kraft, således at bestemmelsen finder anvendelse, selv om dansk indfødsret er erhvervet før lovens ikrafttræden.

Det fremgår af forarbejderne til indfødsretslovens § 8 A, at der som hovedregel skal ske frakendelse af indfødsret, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det følger samtidig af forarbejderne, at domstolene efter en proportionalitetsvurdering kan fravige hovedreglen, og at der i den forbindelse navnlig bør lægges vægt på en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende betydning en frakendelse vil have for den pågældende.

Efter forarbejderne bør herved generelt holdes for øje, at frakendelse af dansk indfødsret ikke automatisk medfører, at den pågældende skal forlade landet. Frakendelse af dansk indfødsret anses efter forarbejderne for mere indgribende, hvis den pågældende herved bliver statsløs, og det indgår også i proportionalitetsvurderingen, hvor lang tid der er forløbet efter erhvervelsen af dansk indfødsret.

Af forarbejderne til lovændringen i 2022 fremgår bl.a., at det i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom vil være obligatorisk at frakende statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det er i forarbejderne forudsat, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendelsens betydning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed, og at der foretages en afvejning af de samme momenter og hensyn, der forud for lovændringen indgik i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter § 8 A.

I sin ansøgning har Tiltalte skrevet under på, at hun ikke har begået kriminelle forhold her i landet eller i udlandet, herunder forhold, som hun har begået, men endnu ikke er sigtet, tiltalt eller straffet for.

Det fremgår af § 19, stk. 3, i cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation, som Tiltaltes ansøgning efter enhedschef Vidnes forklaring er behandlet efter, at ansøgere, der i øvrigt er straffet, ikke kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse før udløbet af en vis karenstid, jf. oversigten i bilag 2.

Af bilag 2, pkt. 5 fremgår bl.a., at en ubetinget frihedsstraf på 60 dage og op til 6 måneder er til hinder for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse i 10 år fra straffens udståelse.

Tiltalte blev den 28. juni 2017 i Retten i Odense idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneders betinget med vilkår om 2 års prøvetid og 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen, for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, til dels § 23, for grov vold og medvirken hertil begået mod datteren i forening og i fælles forståelse med ægtefællen.

Gerningstidspunktet var fra da datteren, der er født i … , gik i børnehave til den 1. april 2016. Tiltalte har ikke anket dommen. Gerningsperioden ligger for størstedelens vedkommende i perioden forud for Tiltaltes ansøgning om og opnåelse af dansk statsborgerskab.

Landsretten tiltræder efter det strafbare forholds grove karakter og varighed, at det kan lægges til grund, at Tiltalte på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for vedtagelsen af lovforslaget om tildeling af dansk indfødsret vidste eller måtte formode, at de forhold, som hun blev dømt for, var kriminelle forhold.

Landsretten finder herefter, at Tiltalte forsætligt har afgivet urigtige oplysninger, og at det udviste svigagtige forhold har været bestemmende for hendes erhvervelse af dansk indfødsret. Betingelserne for at frakende Tiltalte indfødsretten er herefter som udgangspunkt opfyldt.

Der skal derfor ske frakendelse af indfødsretten, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv, statsborgerretskonventionen og det EU-retlige proportionalitetsprincip, jf. herved EU-Domstolens dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17 (Tjebbes).

Landsretten lægger til grund, at Tiltalte ved frakendelse af sin danske indfødsret vil bevare sit hidtidige opholdsgrundlag, og at en frakendelse ikke har betydning for hendes børns indfødsret. Landsretten var ved proportionalitetsvurderingen endvidere lagt vægt på, at Tiltalte har opnået dansk indfødsret ved svig.

Tiltalte er født i 1979, og hun var forud for erhvervelsen af dansk statsborgerskab registreret som statsløs. Hun er fra Libanon og indrejste i 1999 i Danmark, hvor hun blev familiesammenført med sin daværende ægtefælle, som hun i 2013 blev skilt fra. Hun har tre voksne børn i Danmark, og hun har kontakt til to af børnene.

Hun forstår dansk, men taler sproget dårligt, og hovedforhandlingen er foregået med tolkebistand. Hun har ikke været på arbejdsmarkedet. Hendes familie bor i Libanon, og hun har kontakt med familien, som hun besøger i Libanon hvert andet år.

Landsretten tiltræder herefter, at en proportionalitetsafvejning fører til, at frakendelse af indfødsretten ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter menneskerettighedskonventionen, statsborgerretskonventionen og EU-retten. Den tid, der er forløbet efter Tiltaltes erhvervelse af dansk indfødsret i 2015, kan ikke føre til en anden vurdering. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. ::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 1. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Kurt Rasmussen, Peter Mørk Thomsen og Søren Horsbøl Jensen. Dato: 29. september 2026 Rettens sagsnr.: 91/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Erbil Kaya, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Sønderborg den 6. november 2024 (A7-2983/2024) og af Vestre Landsrets 3. afdeling den 24. juni 2025 (V.L. S-2189-24).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, således at hun ikke frakendes sin danske indfødsret. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at anklagemyndigheden ikke har bevist, at hun på ansøgnings- eller erhvervelsestidspunktet havde det fornødne forsæt til at afgive urigtige oplysninger eller fortie relevante oplysninger efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1.

Den efterfølgende straffedom fra 2017 kan ikke i sig selv føre til, at det anses for bevist, at hun allerede i 2013 og 2015 vidste eller måtte formode, at hendes adfærd udgjorde kriminelle forhold, som hun havde pligt til at oplyse om. Anklagemyndigheden har endvidere ikke bevist, at et eventuelt svigagtigt forhold var bestemmende for hendes erhvervelse af dansk indfødsret.

Ved bedømmelsen af forsæt skal endvidere iagttages de krav, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, og Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols praksis, således at hun ikke ved afgørelsen af frakendelsessagen tillægges strafferetlig skyld ud over, hvad der er fastslået ved den afsluttede straffesag. En frakendelse vil under alle omstændigheder være uproportional.

Ved proportionalitetsvurderingen skal der lægges vægt på navnlig, at hun har opholdt sig mere end 25 år i Danmark, at hendes tre voksne børn bor her i landet, og at der er forløbet betydelig tid siden erhvervelsen af dansk indfødsret.

Det skal desuden tillægges væsentlig vægt, at hun før erhvervelsen af dansk indfødsret var registreret som statsløs, og at en frakendelse, hvorved hun på ny bliver statsløs, derfor vil udgøre et særligt alvorligt indgreb. Der skal tillige tages hensyn til, at tabet af dansk indfødsret samtidig indebærer tab af unionsborgerskabet.

Efter en samlet afvejning vil frakendelsen være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne i indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, for at frakende Tiltalte dansk indfødsret er opfyldt.

Tiltalte gjorde sig over en længere årrække skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og medvirken hertil begået i forening med sin ægtefælle mod deres fælles mindreårige datter. Volden blev udøvet såvel forud for ansøgningen om dansk indfødsret som i tiden frem til tildelingen af dansk indfødsret og i en periode herefter.

Den begåede vold indebar, at hun ikke opfyldte betingelserne for at blive tildelt dansk indfødsret. Dette oplyste hun imidlertid ikke om til det relevante ministerium, hverken i ansøgningen eller efterfølgende, selv om hun havde pligt hertil.

Fortielsen var bestemmende for, at Tiltalte uberettiget blev tildelt indfødsret ved lov, idet hun ikke ville være blevet optaget eller forblevet på lovforslaget, hvis hun havde oplyst om volden. En proportionalitetsvurdering efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-retten giver ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at hun skal frakendes dansk indfødsret.

Tiltalte må antages at kunne generhverve sin tidligere opholdstilladelse i Danmark, og frakendelse af dansk indfødsret vil derfor ikke have betydning for hendes faktiske privat-, arbejds- eller familieliv, heller ikke selv om hun herved også mister sit unionsborgerskab.

Selv om Tiltalte ved en frakendelse af dansk indfødsret på ny vil blive statsløs, vil dette efter en samlet proportionalitetsvurdering ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det kan ikke føre til, at frakendelse skal undlades, at Tiltalte efter de nugældende betingelser må forventes at være udelukket fra på ny at kunne opnå dansk indfødsret, idet dette beror på lovgivers fremtidige bestemmelse.

Det samme gælder, selv om der nu er gået flere år siden, forholdet blev begået. Dette skyldes bl.a. Tiltaltes fortsatte fortielse af sin kriminalitet, og idet hun i denne periode har haft uretmæssig adgang til fordelene ved at have dansk indfødsret.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte kom i 1999 som 20-årig til Danmark fra Libanon som statsløs palæstinenser. I september 2013 ansøgte hun om dansk indfødsret (statsborgerskab). I ansøgningsskemaet erklærede hun, at hun ikke havde begået kriminelle forhold.

Den 22. april 2015 skrev Justitsministeriet til Tiltalte, at ministeriet havde færdigbehandlet hendes ansøgning, og at ministeriet påtænkte at optage hende på det lovforslag om indfødsrets meddelelse, som forventedes fremsat i Folketinget i oktober 2015. Tiltalte blev optaget på lovforslaget om indfødsrets meddelelse, der blev fremsat den 29. oktober 2015 og vedtaget den 17. december 2015.

Hun erhvervede derved dansk indfødsret med virkning fra den 28. december 2015. Den 5. april 2016 blev Tiltalte anmeldt til politiet for i forening med sin ægtefælle at have begået vold mod deres fælles børn.

Tiltalte blev ved Retten i Odenses dom af 28. juni 2017 dømt for i en periode fra ca. 2004 til 2016 løbende at have udøvet grov vold og medvirket til udøvelse heraf mod sin ældste datter, der er født i… Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget. Hun ankede ikke dommen.

Sagen angår, om der er grundlag for at frakende Tiltalte dansk indfødsret bl.a. som følge af, at hun i ansøgningen om dansk indfødsret erklærede, at hun ikke havde begået kriminelle forhold.

Reglerne om frakendelse af dansk indfødsret som følge af svig Efter indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, skal den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen.

Frakendelse skal dog ikke ske, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Den nugældende indfødsretslovs § 8 A, der blev indført ved lov nr. 453 af 20. april 2022, finder efter ændringsloven anvendelse, selv om det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden, jf. herved senest Højesterets dom af 4. juni 2026 (UfR 2026.3934).

Som anført i højesteretsdommen fremgår det af forarbejderne til indfødsretslovens § 8 A (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 33, afsnit 3.1.6, s. 656), at der som hovedregel skal ske frakendelse af indfødsret, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det følger samtidig af forarbejderne, at domstolene efter en proportionalitetsvurdering kan fravige hovedreglen, og at der i den forbindelse navnlig bør lægges vægt på en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende betydning en frakendelse vil have for den pågældende.

Efter forarbejderne bør herved generelt holdes for øje, at frakendelse af dansk indfødsret ikke automatisk medfører, at den pågældende skal forlade landet. Frakendelse af dansk indfødsret anses efter forarbejderne for mere indgribende, hvis den pågældende herved bliver statsløs, og det indgår også i proportionalitetsvurderingen, hvor lang tid der er forløbet efter erhvervelsen af dansk indfødsret.

Af forarbejderne til lovændringen i 2022 (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr.

L 127, afsnit 2.1.2, s. 18) fremgår bl.a., at det i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom vil være obligatorisk at frakende statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det er i forarbejderne forudsat, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendelsens betydning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed, og at der foretages en afvejning af de samme momenter og hensyn, der forud for lovændringen indgik i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter § 8 A.

Som anført i Højesterets dom af 3. oktober 2025 (UfR 2026.296) følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på statsborgerskabsområdet, at vurderingen af, om et afslag på statsborgerskab krænker den pågældendes rettigheder efter artikel 8, falder i to led, jf. herved tillige præmis 51-53 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. juli 2023 i sagen Emin Huseynov mod Aserbajdsjan (sag nr. 1/16).

Der skal således først foretages en vurdering af, om et afslag på statsborgerskab udgør et indgreb i den pågældendes privatliv. Vurderingen heraf beror på, om den pågældende har godtgjort, at afslaget har medført konkrete konsekvenser af tilstrækkelig alvorlighed. Der kan ikke lægges vægt på hypotetiske konse-kvenser.

Hvis der foreligger et indgreb i den pågældendes privatliv, skal der foretages en vurdering af, om et afslag på statsborgerskab kan karakteriseres som vilkårligt.

Herved skal det indgå navnlig, om afslaget er i overensstemmelse med loven (krav om hjemmel), om afslaget er ledsaget af de nødvendige processuelle garantier, herunder om der er adgang til domstols-prøvelse, og om myndighederne har behandlet sagen med den nødvendige grundighed og hurtighed. Det anførte gælder også, når der er tale om frakendelse af statsborgerskab.

Efter EU-retten er det de enkelte medlemsstater, som fastsætter betingelserne for at erhverve og fortabe indfødsret. De nationale regler herom skal imidlertid overholde EU-retten, herunder artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), hvorefter enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, har status som unionsborger.

Det følger af EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence vedrørende statsborgerskab skal overholde proportionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne for den berørte person og dennes familiemedlemmer ved fratagelse af indfødsretten og unionsborgerskabet samt forholdet mellem konsekvenserne heraf og årsagen til fratagelsen, jf.

Domstolens dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17 (Tjebbes) og Domstolens dom af 18. januar 2022 i sag C-118/20 (Wiener Landesregierung). Den konkrete sag Det er som anført en betingelse for frakendelse af indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, at der er udvist svigagtigt forhold i forbindelse med erhvervelsen.

Er der udvist svigagtigt forhold, og har dette forhold været bestemmende for erhvervelsen, skal indfødsretten frakendes den pågældende, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Landsretten har lagt til grund, at Tiltalte på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for vedtagelsen af lovforslaget om tildeling af dansk indfødsret vidste eller måtte formode, at de forhold, som hun senere blev dømt for ved Retten i Odenses dom af 28. juni 2017, udgjorde kriminelle forhold. Landsretten fandt, at hun derved havde udvist et svigagtigt forhold ved forsætligt at afgive urigtige oplysninger.

Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering. Betingelserne for at frakende Tiltalte indfødsretten er herefter som udgangspunkt opfyldt. Højesteret finder, at den proportionalitetsafvejning, der ifølge forarbejderne til lovændringen i 2022 skal foretages, fører til, at frakendelse af indfødsretten ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret har herved lagt vægt på karakteren af den begåede kriminalitet og graden af den svig, der må bebrejdes Tiltalte. Der er som nævnt tale om bl.a., at hun – da hun erklærede ikke at have begået kriminelle forhold – igennem en periode på ca. 8 år løbende havde udøvet grov vold og medvirket til udøvelse heraf mod sin datter. Den udviste svig må derfor karakteriseres som værende af en betydelig grovhed.

Hvad angår betydningen af en frakendelse, lægger Højesteret vægt på, at Tiltalte kom til Danmark som voksen, at hun kun forstår og taler dansk i meget begrænset omfang, at hun ikke har taget nogen uddannelse her i landet, og at hun har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet. En frakendelse af dansk indfødsret må derfor antages kun at medføre en mindre negativ påvirkning af hendes opfattelse af egen identitet.

Højesteret har desuden lagt vægt på, at Tiltalte efter det oplyste har mulighed for at generhverve sin opholdstilladelse i Danmark. Hun vil derfor kunne opretholde sin tilværelse i Danmark, og frakendelse af indfødsretten vil ikke have betydning for hendes privat- og familieliv her i landet.

Det kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at en frakendelse vil føre til, at Tiltalte bliver statsløs, og at der er forløbet mere end 10 år, siden hun blev meddelt dansk indfødsret. Højesteret har herved lagt vægt på, at hun som nævnt har udvist svig af en betydelig grovhed, og at hun var statsløs inden erhvervelsen af dansk indfødsret.

På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at Tiltalte frakendes dansk indfødsret. Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.