99/2025

En sagsbehandlingstid på knap 4 år frem til byrettens dom kunne ikke medføre, at frakendelsen af Ts førerret blev gjort betinget T blev den 15. april 2020 sigtet for bl.a. at have ført personbil efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer og at have ført bilen, selv om hun var frakendt førerretten. Københavns Byret afsagde dom den 19. marts 2024, hvor T blev dømt i overensstemmelse med tiltalen. Straffen blev fastsat til fængsel i 20 dage, som blev gjort betinget af, at T ikke begik et nyt strafbart forhold i prøvetiden på 1 år. Med henvisning til den lange sagsbehandlingstid fastslog byretten, at der ikke var grundlag for at fastsætte vilkår om samfundstjeneste. T blev også idømt en bøde, som blev nedsat med henvisning til den lange sagsbehandlingstid. Ved dommen traf byretten bestemmelse om, at T skulle frakendes førerretten i et tidsrum af 3 år. Frakendelsen blev gjort betinget med henvisning til bl.a. den lange sagsbehandlingstid. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger. Landsretten ændrede ved dom af 11. juli 2025 byrettens dom, således at T blev frakendt førerretten ubetinget i 5 år, idet landsretten fandt, at der ikke var grundlag for helt undtagelsesvis at gøre frakendelsen af førerretten betinget. T blev pålagt at betale sagens omkostninger for landsretten. For Højesteret angik sagen, om frakendelsen af Ts førerret skulle gøres betinget som følge af lang sagsbehandlingstid. Højesteret udtalte, at i færdselssager, hvor der ikke er spørgsmål om frihedsstraf, vil en passende kompensation for lang sagsbehandlingstid som udgangspunkt kunne ydes ved, at bøden nedsættes med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb, og ved at den tiltalte helt eller delvist fritages for at betale sagens omkostninger i byretten, jf. Højesterets dom af 16. april 2012 (UfR 2012.2322). I færdselssager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, vil en passende kompensation kunne ydes ved, at frihedsstraffen bortfalder, nedsættes eller gøres betinget, eventuelt uden andet vilkår end prøvetid, i kombination med bortfald eller nedsættelse af en tillægsbøde og hel eller delvis fritagelse for betaling af sagens omkostninger i byretten. Højesteret udtalte endvidere, at de færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der begrunder færdselslovens regler om førerretsfrakendelse, indebærer, at kompensation for lang sagsbehandlingstid ikke kan ydes ved, at førerretsfrakendelsen bortfalder, gøres betinget eller afkortes. I den konkrete sag fastslog Højesteret, at der var tale om en ukompliceret færdselssag, og at sagsbehandlingstiden frem til domfældelsen ved Københavns Byret i væsentligt omfang havde oversteget det rimelige, og at der herved var sket en krænkelse af Ts ret til rettergang inden en rimelig frist, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1. Højesteret fastslog endvidere, at kompensationen for krænkelsen passende kunne ydes ved, at den forskyldte fængselsstraf skulle gøres betinget uden andet vilkår end prøvetid, at den ellers forskyldte tillægsbøde skulle nedsættes med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb, og at statskassen skulle betale sagens omkostninger for byretten. Den lange sagsbehandlingstid kunne ikke føre til, at frakendelsen af Ts førerret skulle gøres betinget.