BS-56524/2025-HJR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 184.4px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS DOM

afsagt fredag den 23. oktober 2026

Sag BS-56524/2025-HJR

(2. afdeling)

Sundhed+ ApS (tidligere CMC Finans ApS)

(advokat Emil Jurcenoks)

mod

Appelindstævnte

(advokat Philip Graff)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Lyngby den 2. april 2024 (BS-23463/2023-LYN) og af Østre Landsrets 19. afdeling den 6. maj 2025 (BS-19060/2024-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Lars Apostoli, Kristian Korfits Nielsen og Søren Horsbøl Jensen.

Påstande

Appellanten, Sundhed+ ApS, har nedlagt påstand om frifindelse. Sundhed+ har herudover nedlagt påstand om, at Appelindstævnte, skal til- bagebetale 63.659,11 kr. til Sundhed+.

Appelindstævnte har nedlagt påstand om stadfæstelse. Over for påstanden fra Sundhed+ om tilbagebetaling har hun nedlagt påstand om frifindelse, subsi-diært betaling af 25.726,92 kr.

Supplerende sagsfremstilling

Af finansieringsaftalen mellem Sundhed+ ApS (dengang CMC Finans ApS) og Appelindstævnte fremgår, at den udnyttede kredit udgjorde 20.796 kr., at

2

debitorrenten var 0,00 %, og at de samlede kreditomkostninger udgjorde 0,00 kr.

Retsgrundlag Den dagældende kreditaftalelovs § 3, stk. 1, nr. 1, lyder:

”§ 3. Loven finder ikke anvendelse på: 1) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostnin-ger…”

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 535 af 26. maj 2010. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår om bestemmelsen (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, s. 47):

” Stk. 1, nr. 1, omfatter kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Der er tale om en delvis videreførelse af den gældende § 3, stk. 3, nr. 2, i kreditaftaleloven, hvorefter det dog kun er lovens kapitel 2, som ikke finder anvendelse på den pågældende type kreditaftaler. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal be-tales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller til tredjemand.”

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, gennemfører artikel 2, stk. 2, litra f, 1. led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbru-gerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, der lyder:

”2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende: … f) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostnin-ger…”

Anbringender

Sundhed+ ApS har anført navnlig, at den dagældende kreditaftalelov ikke fandt

anvendelse på "Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre om- kostninger", jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Det afgørende er, om kreditten er ydet rentefrit og uden andre omkostninger for forbrugeren.

Det er tilfældet i den foreliggende sag. Appelindstævnte skulle således betale 20.796 kr. for sit behandlingsforløb, uanset om hun valgte at betale for behandlingen direkte til Smily ApS, eller om hun valgte at indgå en rente- og omkostningsfri betalingsordning med Sundhed+.

3

Honoraret til Sundhed+ på 11,37 % for at håndtere kreditbetalingen blev alene betalt af Smily.

Aftalen mellem Appelindstævnte og Sundhed+ er dermed ikke omfattet af den dagældende kreditaftalelov. Appelindstævnte kan derfor ikke kræve lånet tilbagebetalt af Sundhed+ under henvisning til kreditaftalelovens § 33, stk. 3 og 4.

Appelindstævnte kan heller ikke kræve beløbet tilbagebetalt på grundlag af retspraksis. Der gælder ikke en i retspraksis udviklet regel svarende til kredit- aftalelovens § 33, stk. 3 og 4, for aftaler, der ikke er omfattet af den dagældende kreditaftalelov.

Sundhed+ har ikke overtrådt markedsføringsloven, idet selskabet hverken har afgivet urigtige oplysninger eller vildledt Appelindstævnte, ligesom Sundhed+ ikke har overtrådt inkassoloven. Begge dele er også uden betydning for sagens afgørelse.

Såfremt Højesteret måtte finde, at aftalen mellem Sundhed+ og Appelindstævnte er omfattet af kreditaftaleloven, er tilbagebetalingskravet begrænset til kreditten på tidspunktet for kravets fremsættelse, jf. kreditaftalelovens § 20, stk. 2, svarende til 17.330 kr.

Appelindstævnte har anført navnlig, at der er tale om et oprindeligt tre-

partsforhold, i hvilket en forbruger bevarer sine indsigelser over for kreditgiver i medfør af blandt andet gældsbrevsloven og UfR 1995.192/2 H.

Sundhed+ er solidarisk ansvarlig med Smily, da det ikke er tilfredsstillende, at hun som køber skulle være afhængig af fortsat solvens hos Smily i det oprinde-lige trepartsforhold, især ikke når Sundhed+ har haft viden om Smilys økono-miske problemer.

Derfor bevarer hun den mangelsindsigelse, hun havde i forhold til Smily, over for Sundhed+.

I det omfang Højesteret finder, at hun ikke har bevaret sin mangelsindsigelse over for Sundhed+ i medfør af generelle regler i dansk ret, gøres det subsidiært gældende, at kreditaftaleloven regulerer forholdet.

Formålet med kreditaftaleloven er at beskytte forbrugerne yderligere, end hvad der følger af almen ret, og lovgiver har ikke ved ændringer i kreditaftaleloven på nogen måde haft til hensigt at ophæve nogen eksisterende forbrugerbeskyt-telse.

4

Kommissionen på 11,37 % til Sundhed+ udgør en omkostning. Sundhed+ skal bevise, at kreditaftalen er omkostningsfri og dermed ikke omfattet af kreditafta-leloven. Sundhed+ har ikke løftet denne bevisbyrde.

Derfor er finansieringen omfattet af kreditaftaleloven, og hun kan derfor frem-føre sin indsigelse mod Smily over for Sundhed+ i medfør af kreditaftalelovens § 33, stk. 3 eller 4.

Formålet med direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler var totalharmoni-sering, og kreditaftalelovens § 20, stk. 2, hidrører herfra. Lovgiver ønskede at undgå sager om ”betydelige erstatningskrav” ud over købesummen, hvilket er uafhængigt af tidspunktet for kravets fremsættelse, som uforklarligt er indsat som kriterium i kreditaftaleloven § 20, stk. 2.

Sundhed+ har overtrådt markedsføringsloven § 5 ved misvisende at oplyse, at hele regningsbeløbet blev overført til Smily, selv om Sundhed+ fratrak 11,37 % i betaling til Smily. Hun fik derfor – urigtigt – indtryk af, at finansieringen var gratis.

Sundhed+ er ved sin egeninkasso omfattet af lov om inkassovirksomhed og har fremsat inkassotrussel, selv om hun med rette bestred kravet, hvorved Sundhed+ har overtrådt lov om inkassovirksomhed § 9.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 25. januar 2023 købte Appelindstævnte en tandbehandling hos Smily ApS via selskabets hjemmeside. Behandlingen kostede efter Appelindstævntes udnyttelse af en rabatkode 20.796 kr.

Som led i gennemførelsen af købet blev Appelindstævnte stillet over for valget mellem at gennemføre betalingen ved anvendelse af et betalingskort eller at benytte sig af en betalingsordning, der blev benævnt som rente- og gebyrfri.

Appelindstævnte valgte at benytte sig af betalingsordningen, hvorved hun forpligtede sig til over for Sundhed+ ApS at afdrage beløbet på 20.796 kr. over 12 måneder. Ifølge kreditaftalen skulle hun hverken betale renter eller andre omkostninger.

Sundhed+ overførte herefter 18.432,28 kr. til Smily, svarende til det beløb på 20.796 kr., som Appelindstævnte skulle betale for tandbehandlingen med fradrag af 11,37 %, som Sundhed+ ifølge samarbejdsaftalen med Smily fik for at yde kreditten til Appelindstævnte.

5

Smily blev erklæret konkurs den 24. marts 2023, uden at Appelindstævnte havde modtaget tandbehandlingen. Appelindstævnte opfyldte under pro-test kreditaftalen med Sundhed+.

Sagen angår, om Appelindstævnte kan gøre Smilys manglende opfyldelse af aftalen om tandbehandlingen gældende over for Sundhed+, jf. kreditaftalelo-vens § 33, stk. 4, jf. stk. 3, med den følge at selskabet ikke har været berettiget til at kræve opfyldelse af kreditaftalen. Højesteret bemærker herved, at en tilsva-rende beføjelse for Appelindstævnte ikke gælder på ulovbestemt grundlag.

For sagens afgørelse er det herefter udslagsgivende, om kreditaftalen var omfat-tet af kreditaftaleloven.

Kreditaftalelovens dagældende anvendelsesområde Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger, jf. lovens § 1, stk. 1. Kredit-giveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af loven, jf. be-stemmelsens stk. 3.

Efter kreditaftalelovens dagældende § 3, stk. 1, nr. 1, finder loven ikke anven-delse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostnin-ger.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 535 af 26. maj 2010, at undtagelsen kun finder anvendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkost-ninger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning, om omkost-ningerne skal betales til kreditgiveren eller til tredjemand (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, s. 47).

Om en kreditaftale må anses for at være rente- og omkostningsfri for forbruge-ren, afhænger i første række af, hvad der følger af aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Hvis imidlertid prisen på en vare eller en tjenesteydelse er hø-jere ved et kreditkøb end ved et køb, hvor ingen kredit ydes, kan kreditten – uanset hvad der står i kreditaftalen – ikke anses for at være rente- og omkost-ningsfri for forbrugeren.

Det samme gælder, hvis det ikke kan fastslås, om pri-sen ville have været den samme ved et køb uden kredit, da det ifølge kreditafta-lelovens § 1, stk. 3, påhviler kreditgiveren at bevise, at en kreditaftale falder uden for lovens anvendelsesområde.

Den konkrete sag Af kreditaftalen mellem Appelindstævnte og Sundhed+ følger som nævnt, at kreditten blev ydet rente- og omkostningsfrit. Da det endvidere må lægges til grund, at prisen for tandbehandlingen – selv om købet ikke var blevet gennem-ført på kredit – ville have været den samme, finder Højesteret, at kreditten også

6

reelt er blevet ydet rentefrit og uden andre omkostninger for Appelindstævnte.

Det følger af det anførte, at kreditaftalen mellem Appelindstævnte og Sundhed+ falder uden for kreditaftalelovens anvendelsesområde, og at hun derfor skulle opfylde sin betalingsforpligtelse efter aftalen, selv om Smily ikke opfyldte aftalen om at yde hende en tandbehandling.

Konklusion og sagsomkostninger Højesteret tager Sundhed+ ApS’ påstande til følge.

Efter sagens udfald skal Appelindstævnte betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret til Sundhed+ med 65.000 kr. Heraf er 60.000 kr. til dækning af advokatudgifter og 5.000 kr. til dækning af retsafgifter.

THI KENDES FOR RET:

Sundhed+ ApS frifindes.

Appelindstævnte skal til Sundhed+ ApS betale 63.659,11 kr.

I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal Appelindstævnte betale 65.000 kr. til Sundhed+ ApS.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 23-10-2026 kl. 12:00 Modtagere: Appelindstævnte, Appellant Sundhed+ ApS, Advokat (H) Emil Munch Jurcenoks, Advokat (H) Philip Martin Graff