KRS — Grønland Kredsretter
BS-26398/2026-RIG
OL-2026-KRS-00023
.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 183.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }
RETTEN I GRØNLAND
DOM
afsagt den 17. september 2026
Sag BS-26398/2026-RIG Sagsøger mod Departementet for Erhverv og Råstoffer (advokat Azad Taheri Abkenar) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens baggrund og parternes påstandeSagen er anlagt den 29. maj 2026. Sagen vedrører Sagsøgerspåstand om ophævelse af påbud mod Virksomhed samt krav omerstatning.Sagsøger, har nedlagt følgende påstande:
Principalt: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at det administrative påbud af 27. maj 2026 (sagsnr. 2025-1343) om omgående standsning af erhvervsaktiviteter for Virksomhed er ulovligt og en juridisk nullitet, hvorfor det annulleres og erklæres ugyldig.
Subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger DKK 75.000,- i alt, fordelt som
DKK 50.000,- i erstatning for tabte driftsomkostninger og uretmæssig li-
censtvang, samt DKK 25.000,- i godtgørelse for tort og groft myndighedsmis -brug, med procesrente fra sagens anlæg.
2
Sagsøgte, Departementet for Erhverv og Råstoffer, har påstået afvisning, subsi-
diært frifindelse.
Sagen er behandlet på skriftligt grundlag.
Oplysningerne i sagen
Det fremgår af sagen, at Sagsøger den 24. marts 2026 indsendte an-
søgning om turismelicens til Departementet for Erhverv og Råstoffer i henhold til § 3 i Inatsisartutlov nr. 62 af 25. november 2024 om tirustvirksomhed og om zoneinddeling m.v. for erhvervsmæssig virksomhed (herefter turismeloven).
Den 30. marts 2026 oplyste Departementet for Erhverv og Råstoffer Sagsøger om, at den med ansøgningen vedhæftede sikkerhedsplan skulle opdateres med risikovurdering og beredskabsplan. Sagsøger oplyste den 31. marts 2026, at han ville indsende sikkerhedsplan. Departementet for Erhverv og Råstoffer vejledte ved mail af 7. april 2026 Sagsøger om, hvor han kunne finde vejledning, udkast og skabeloner til sikkerhedsplaner.
Efter henvendelse fra Sagsøger og Person på vegne af Forening vejledte Departementet for Erhverv og Råstoffer den 5. maj 2026 blandt andet om, at
turismeloven indeholder undtagelse for kravet om turismelicens for virksomhe-
der med årlig omsætning under 50.000 kr.
Den 27. maj 2026 fremsendte Departementet for Erhverv og Råstoffer påbud til Sagsøger, hvoraf fremgår blandt andet:
”Virksomhed, v/ Sagsøger, CVR nr. er i henhold til Det Centrale Virksomhedsregister registreret med startdato den 19. januar 2026. At udføre tilbyde tjenesteydelser i form af oplevelser i Grønland uden turismelicens er derfor i strid med Inatsisartutlov om turistvirksomhed § 3, stk. 1, for udøvelse af turistvirksomhed, uden besiddelse af en gyldig licens.
Virksomhed, v/ Sagsøger har indtil 24. juni 2026 til at efterleve kravene i Inatsisartutloven. Dette gøres ved at supplere ansøgningen med den sikkerhedsplan, der er påkrævet. Såfremt Virksomhed, v/ Sagsøger ikke har fået turismelicens, skal turismeaktiviteterne indstilles omgående ved tidsfristens udløb, og kan blive pålagt bøde efter Inatsisartutlovens § 16, stk. 1, nr. 1.
Begrundelse
• Virksomhed, v/ Sagsøger, der ifølge Det Centrale Virksomhedsregister har startdato 19. januar 2026, er omfattet af krav i
3
Inatsisartutlov om at have turismelicens.
• Departementet har 30. marts 2026, 7. april 2026, 5. maj 2026 og 7. maj 2026 anmodet og vejledt Virksomhed, v/ Sagsøger om at udarbejde og indsende sikkerhedsplan, og gjort opmærksom på at dette er et krav for at udøve turistvirksomhed. Anmodningerne har ikke resulteret i at sikkerhedsplan er sendt til Departementet fra ansøger.
• Det fremgår af Sagsøgers facebook og hjemmeside Virksomhed har udført og udfører turistvirksomhed i 2025 og 2026.
Manglende efterlevelse
Såfremt kravene i Inatsisartloven ikke opfyldes efter tidsfristen, må Departementet se sig nødsaget til at indgive en anmeldelse til Politmyndigheden.
Hjemmelsgrundlag
Påbuddet er udstedt i henhold til inatsisartutlov om turistvirksomhed og om zoneinddeling m.v. for erhvervsmæssig virksomhed, nr. 62 af 25. november 2024.”
Samme dag indgav Sagsøger politianmeldelse mod Departementet for Erhverv og Råstoffer samt sagsbehandleren på påbuddet. Sagsøger sendte kopi af politianmeldelsen til Departementet for Erhverv og Råstoffer. Af anmeldelsen fremgik blandt andet, at Sagsøgers virksomhed ude-lukkende var oprettet for at fungere som et mindre bijob med forventet årlig omsætning på under 50.000 kr.
Den 23. juni 2026 indsendte Sagsøger ny ansøgning om turismelicens med en vedhæftet sikkerhedsplan, der indeholdt både risikovurdering og beredskabsplan.
Den 8. juli 2026 meddelte Departementet for Erhverv og Råstoffer Sagsøger turismelicens.
Sagsøger har under sagen fremlagt en posteringsoversigt fra Grøn -landsBANKEN for perioden 1. januar 2026 til 27. maj 2026 for en flexkonto.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende:
”● Sagsøgtes uopløselige modstrid og totale mangel på hjemmel: Sagsøgte har i påbuddet (Bilag 1) truet med tvangslukning af sagsøgers virksomhed med den begrundelse, at der mangler en "sikkerhedsplan". Sagsøgtes procesfuldmægtige har imidlertid i sin duplik af 2. september 2026 (Bilag 2) direkte erklæret over for retten, at "Turismeloven regulerer
4
ikke sikkerhed til søs... og regler om sikkerhed til søs m.v. har ingen relevans for
denne sags afgørelse". Da sagsøgte således selv anerkender, at Inatsisartut-
lov nr. 62 ikke hjemler maritime sikkerhedsregler, har de overtrådt det grundlæggende forvaltningsretlige legalitetsprincip. Påbuddet savner fuldstændig lovhjemmel.
● Konstitutionel kompetenceoverskridelse (Ultra Vires): I medfør af Lov nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre, § 2, jf. Liste II, er luftfart, det maritime område (søsikkerhed), politivæsenet og kriminalloven rene danske rigsanliggender, som Selvstyret ikke har hjemtaget. Inden for søfartslovgivningen findes begrebet "turist" ikke retligt; enhver person om-
bord er defineret som en passager (pax) under den danske Søfartsstyrelses
eksklusive suverænitet. Sagsøgte har absolut ingen hjemmel til at parallel-
regulere, kontrollere eller strafbelægge statsligt godkendte erhvervsdue-
lighedscertifikater.
● Certifikater som den reelle erhvervslicens jf. Lov nr. 473: Det gøres
særligt gældende, at sagsøgers statslige Erhvervsduelighedsbevis (12 pax)
under Søfartsstyrelsen samt den internationale Wilderness First Respon-
der (WFR) certificering i sig selv udgør de reelle, fuldgyldige licenser og
godkendelser til lovlig erhvervsudøvelse inden for passagersejlads (pax )
og adventure-guiding. Da sagsøgers operationelle ret og sikkerhedsgrund-
lag udspringer direkte af disse statslige og globale certificeringer under
den danske stats suverænitet, udgør sagsøgtes krav om en lokal parallelli-
cens en direkte overtrædelse af kompetencefordelingen i Lov om Grøn-
lands Selvstyre (Liste II), hvorfor indgrebet er fuldstændig ultra vires.
● Nedbrydning af det globale sikkerhedsapparat (SOLAS/SAR/Polar Code):
Sagsøgtes ulovlige parallelregulering og krav om uautoriserede, landbase-
rede sikkerhedsplaner uden for FNs Internationale Maritime Organisation
(IMO), SOLAS, SAR-konventionen samt Polarkoden udgør et alvorligt ad-
ministrativt skred, der bringer menneskeliv i fare. At agere uden for disse
internationale traktater skaber en risikofyldt regulatorisk gråzone, der slø-
rer ensartede nødprocedurer, øger risikoen for crew-fatigue og truer med at afskære fartøjer fra det globale nød- og redningssystem (GMDSS). Da sagsøger opererer i absolut overensstemmelse med flagstatens gældende internationale forpligtelser, er sagsøgtes påbud en ulovlig hindring, som domstolen må tilsidesætte.
● Global Maritime Distress and Safety System (GMDSS) og Standards of Training, Certification and Watchkeeping (STCW) som statslige og retlige bindemidler:
Det gøres i direkte forlængelse heraf gældende, at radiokommunikation og nødprocedurer under GMDSS (herunder sagsøgers LRC-radiofoni på
engelsk) samt besætningscertificeringer under den globale STCW-konven-
5
tion er internationale, ufravigelige standarder. I medfør af Lov om Grøn-
lands Selvstyre (2009), Liste II, er forvaltningen af disse konventioner og Søfartsstyrelsens dertilhørende Quality Management System (QMS) et
rent statsligt rigsanliggende under den danske stats eksklusive suveræni-
tet. Sagsøgte besidder absolut ingen retlig hjemmel til at evaluere, parallel-
regulere eller underkende radiokrav, frekvenser eller STCW-kompetencer, og ethvert lokalt forsøg på kontrol heraf udgør et direkte konstitutionelt retsbrud (ultra vires).
● Den ufravigelige retlige og moralske whistleblower-pligt: Det gøres
endvidere gældende, at sagsøger som certificeret maritim fartøjsfører har en retlig og moralsk tjenestepligt til omgående at indberette systemiske og
uautoriserede forvaltningsmæssige indgreb i søsikkerheden jf. SOLAS Ka-
pitel V, Regel 34-1 (Master’s Discretion). Forvaltningen af disse forhold ud -gør et rent statsligt rigsanliggende under den danske stats suverænitet jf. Lov nr. 473, Liste II. Sagsøger har derved en konstitutionel og lovbestemt pligt jf. Whistleblowerloven (Lov nr. 1436) til at lade sagsøgtes ulovlige
parallelregulering og devaluering af statskontrollerede sikkerhedscertifi-
kater auditere og undersøge af de øverste statslige og revisionsmæssige
revisionsinstanser for at beskytte retssikkerheden og menneskeliv i de ark-
tiske farvande.
● Fritagelse under bagatelgrænsen og brud på registerloven: Sagsøgte
har overtrådt Inatsisartutlov nr. 62, § 3, stk. 6, som udtrykkeligt fritager mindre erhvervsdrivende med en årlig omsætning under DKK 50.000,- fra licenstvang. Sagsøger dokumenterede DKK 0,- i omsætning. Ydermere har sagsøgte overtrådt Inatsisartutlov nr. 33 af 28. november 2016, § 5, stk. 1, ved at basere påbuddet på faktuelt forhastede og urigtige oplysninger (eqqunngitsunik paasissutissiisoq). Da det statslige CVR-register sort på hvidt beviser, at Virksomhed først blev stiftet den 18. januar 2026, var det en forvaltningsretlig umulighed at drive ulovlig virksomhed i 2025.
● Særregler om ejerforhold og CVR som ulovlig parallelregulering:
Det gøres endvidere gældende, at sagsøgtes forsøg på at regulere eller be-
grænse sagsøgers ret til erhvervsudøvelse under henvisning til lokale sær-
krav om ejerforhold (såsom krav om 2/3 lokalt ejerskab) savner enhver form for hjemmel. Lovgivningen om Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) samt den dertilhørende danske selskabs- og erhvervslovgivning (CVR-loven) er sat formelt i kraft for Grønland via kgl. anordning
jf. Inatsisartutlov nr. 33. Kompetencen til at definere, godkende og kon-
trollere lovlige ejerforhold, selskabsstrukturer samt stiftelse af virksomhe-
der i Rigsfællesskabet ligger eksklusivt under den danske Erhvervssty-
relse. Når sagsøgers virksomhed er gyldigt oprettet og registergodkendt under CVR og branchekoden 791200, har et lokalt civilt departement i
Nuuk absolut ingen retlig adgang til at overrule denne statslige godken-
delse ved at opstille egne parallelle ejerskabskrav. Dette udgør en eklatant
6
kompetenceoverskridelse (ultra vires). Især når virksomheden er etableret med certificeringer af Erhversduelighedsbevis 12 pax og Wilderness First Responder.
● Tilsidesættelse af Officialprincippet og grove GDPR-overtrædelser: Sagsøgte har pure tilsidesat sin forvaltningsretlige undersøgelsespligt ved udelukkende at foretage uformel overvågning (Facebook-stalking) i stedet for en saglig økonomisk undersøgelse før indgrebet. Sagsøger var nødt til at sende sin kontoudtog bare for at bevise sin uskyld, hvilket strider mod persondatalovens (Anordning nr. 1238) princip om dataminimering, som departement har total mangel på hjemmel. Sagsøgtes retsstridige udstil-
ling af sagsøgers private ansættelsesforhold hos Avannaata Kommunia
under retssagen cementerer myndighedens grove misbrug af personoplys-
ninger.
● Aktuel retlig interesse og velbegrundet erstatningsansvar: Sagsøgers
retlige interesse er intakt, da licensbetingelserne udgør en permanent trus-
sel mod sagsøgers erhverv, og da påbuddet har forvoldt mærkbare og
uoprettelige skader. Myndigheden har udvist grov uagtsomhed og hand-
let i ond tro. Sabotagen betød, at sagsøgers vitale højsæson i 2026 blev to-
talt ødelagt, partnerskabet med Nomad Greenland ApS blev saboteret, og en fast ansættelse hos Disko Line blev annulleret, hvilket tvang sagsøger på kontanthjælp. Kravet om DKK 50.000,- i driftstab og DKK 25.000,- i tort
for grundløs kriminalisering er fuldt ud rimeligt. Yderligere indtægtsdo-
kumentation afvises, da sagsøger er beskyttet mod yderligere GDPR-krænkelser under sit legitime statslige virke.”
Departementet for Erhverv og Råstoffer har i sit påstandsdokument anført føl-
gende:
”Anbringender til støtte for afvisning af sagsøgerens principale påstand
Til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gøres det gældende, at sagsø-
geren ikke har retlig interesse i at få prøvet sin påstand. Ifølge påstanden skulle påbud af 27. maj 2026 (bilag 1) være ulovligt og ugyldigt. Påstanden har ingen vidererækkende del og den ses ikke at have betydning i øvrigt uden for sagsanlægget.
For at have retlig interesse i sagen skal sagsøgerens påstand være lovlig og kunne bedømmes retligt, påstanden skal være aktuel, og sagsøgeren skal
have en konkret interesse i påstandens prøvelse, se hertil også Ulrik Ram-
meskow Bang-Pedersen m.fl., Den Civile Retspleje, 6. udgave, 2024, s. 144.
Det gøres gældende, at sagsøgerens påstand ikke er aktuel, og at sagsøge-
ren derfor savner retlig interesse.
7
Ved indgivelsen af den nye ansøgning af 23. juni 2026 (bilag E) med den
opdaterede sikkerhedsplan (bilag F) har sagsøgeren efterkommet påbud-
det af 27. maj 2026 (bilag 1) inden for tidsfristen. Sagsøgeren er desuden
meddelt turismelicens den 8. juli 2026 (bilag G) på baggrund af ansøgnin-
gen af 23. juni 2026. Påbuddet har således ikke længere nogen betydning for sagsøgers retsstilling. En stillingtagen til påbuddets gyldighed i sig selv har derfor heller ingen retsvirkninger for sagsøgeren, og spørgsmålet om påbuddets gyldighed er således ikke længere aktuelt.
Der kan i den forbindelse henvises til Højesterets dom i U 2004.3051 H.
Sagen angik Københavns Pædagogseminariums udbud af rådgivning vedrø-
rende en tilbygning. Praktiserende Arkitekters Råd (PAR) havde overord-
net nedlagt påstand om, at Københavns Pædagogseminarium skulle aner-
kende, at udbuddet var i strid med EU-udbudsreglerne. Københavns Pæ-
dagogseminarium havde efterfølgende opgivet byggeprojektet. Højesteret
fandt på den baggrund, at PAR ikke længere havde retlig interesse, efter-
som en prøvelse af påstandene ikke længere havde betydning for PARs
retsstilling. Højesteret udtalte desuden i den forbindelse, at hensynet til ef-
fektiv kontrol med forvaltningen ikke kunne føre til et andet resultat. Hø-
jesteret afviste herefter sagen.
Sagsøgeren savner retlig interesse i at få prøvet påstanden, og den må der-
for afvises.
Anbringender
til støtte for frifindelse ift. sagsøgerens principale på -
stand
Det gøres gældende, at påbuddet har hjemmel i turismelovens § 14, stk. 1,
og at Departementet for Erhverv og Råstoffer ikke har begået sagsbehand-
lingsfejl, herunder at officialprincippet samt partshøringspligten er iagtta-
get, og at turismeloven ikke er vedtaget i strid med lov om Grønlands Selvstyre eller internationale traktater m.v.
Turismelovens § 14, stk. 1, giver Naalakkersuisut hjemmel til at meddele påbud om overholdelse af turismeloven. Det følger af turismelovens § 9,
stk. 1, at ansøgere om turismelicens skal have udfyldt en skriftlig sikker-
hedsplan for de tjenesteydelser, der er omfattet af turismeloven, og som ansøgeren påtænker at udbyde. Sikkerhedsplanen skal opfylde kravene i turismelovens § 9, stk. 2-5.
Sagsøgeren har gjort gældende, at virksomhedens omsætning er under kr.
50.000,- årligt, og at sagsøgeren derfor ikke skulle være omfattet af turis-
melovens krav om turismelicens, jf. turismelovens § 3, stk. 6, hvorfor på-
buddet skulle være ugyldigt. Det bestrides.
8
Sagsøgerens virksomhed var helt nystartet, og det var derfor ikke muligt
at opgøre virksomhedens årlige omsætning. Det er sagsøgeren, der er nær-
mest til at vurdere den forventede årlige omsætning, og sagsøgeren har
valgt at ansøge om turismelicens, selvom en sådan licens kun er nødven-
dig for virksomheder med en årlig omsætning over kr. 50.000,-. Departe-
mentet for Erhverv og Råstoffer måtte derfor kunne gå ud fra, at sagsøge-
ren forventede at ville opnå en årlig omsætning på kr. 50.000,-, og at
sagsøgeren således var omfattet af kravet om turismelicens, eller at sagsø-
geren af andre årsager (f.eks. i markedsføringsmæssigt øjemed) ønskede at få meddelt en turismelicens.
Sagsøgeren tilkendegav ganske vist i sin politianmeldelse (bilag D), at han
forventede en årlig omsætning under kr. 50.000,-. Sagsøgeren har imidler-
tid først – i en skrivelse rettet til politiet – givet udtryk for, at dette skulle
være hans forventning til omsætningen, efter at påbuddet var udstedt. De-
partementet for Erhverv og Råstoffer har således ikke på tidspunktet for udstedelsen af påbuddet haft grundlag for at antage, at sagsøgeren ikke
skulle være omfattet af kravet om turismelicens. At Departementet for Er-
hverv og Råstoffer har haft grundlag for at antage, at sagsøgerens virk-
somhed havde en forventet årlig omsætning over kr. 50.000,-, understøttes desuden af, at sagsøgeren – efter den 5. maj 2026 at være blevet vejledt om,
at virksomheder med en årlig omsætning under kr. 50.000,- ikke er omfat-
tede af loven (bilag C) – på ny indsendte en ansøgning om turismelicens den 23. juni 2026 (bilag E).
Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren først gav udtryk for, at hans virk-
somhed skulle have en forventet omsætning under kr. 50.000,-, efter ud-
stedelsen af påbuddet den 27. maj 2026, på trods af at han allerede den 5. maj 2026 var blevet vejledt om, at virksomheder med en årlig omsætning under kr. 50.000,- ikke var omfattet af loven (bilag C).
Herudover henledes opmærksomheden på, at sagsøgeren har påstået at
have haft ”driftsomkostninger” på i alt kr. 50.000,-, som sagsøgeren kræ-
ver i erstatning, jf. sagsøgerens subsidiære påstand, hvilket umiddelbart er svært foreneligt med, at sagsøgeren gør gældende, at sagsøgerens årlige
omsætning ikke ville overstige kr. 50.000,-. Dette understøtter, at Departe-
mentet for Erhverv og Råstoffers påbud er lovligt og gyldigt.
Påbuddet pålægger i øvrigt først og fremmest sagsøger at indsende en sik-
kerhedsplan, der opfylder kravene i turismelovens § 9, og en sådan pligt
påhviler sagsøger, når han har indsendt ansøgning om turismelicens, uan-
set om hans virksomheds omsætning måtte være under kr. 50.000,-, jf.
9
turismelovens § 9, stk. 1, der generelt bestemmer, at ”[a] nsøgere om licens til turistvirksomhed skal have udfyldt en skriftlig sikkerhedsplan [ … ]” .
Den sikkerhedsplan, der var vedhæftet ansøgningen af 24. marts 2026 (bi-
lag A), var ikke sammensat af en risikovurdering og en beredskabsplan. Sikkerhedsplanen opfyldte derfor ikke kravene i turismelovens § 9, stk. 3, og der var derfor hjemmel til at udstede påbuddet i turismelovens § 14,
stk. 1. De certifikater m.v., som sagsøgeren gør gældende, at han er i be-
siddelse af, ændrer ikke ved, at sagsøgeren skulle udarbejde en sikker-
hedsplan i overensstemmelse med turismelovens regler.
Af de ovenfor nævnte grunde bestrides det også, at officialprincippet skulle være tilsidesat. Departementet for Erhverv og Råstoffer har ikke haft nogen anledning til at undersøge nærmere, hvor stor en omsætning sagsøgeren forventede at ville have, idet der ikke har været nogen grund til at betvivle, at sagsøgeren forventede at have en årlig omsætning over kr. 50.000,- eller af andre årsager ønskede en turismelicens. Sagsøgerens synspunkt om, at Departementet for Erhverv og Råstoffer ” udelukkende
[har] lagt subjektive observationer fra det sociale medie Facebook til grund for sin afgørelse ” (stævningen, s. 2), er udokumenteret.
Sagsøgeren anfører i stævningen, s. 2, til støtte for sin påstand, at Departe-
mentet for Erhverv og Råstoffer har truffet en ” så indgribende afgørelse uden forudgående faktuel verifikation eller dialog med borgeren” . Heroverfor gøres det gældende, at Departementet for Erhverv og Råstoffer ikke havde pligt
til at foretage partshøring af sagsøgeren, eftersom Departementet for Er-
hverv og Råstoffer ikke var i besiddelse af bestemte oplysninger vedrø-
rende sagens faktiske omstændigheder, som sagsøgeren ikke kunne anta-
ges at være bekendt med, jf. § 19, stk. 1, i Selvstyrets lovbekendtgørelse nr.
4 af 20. april 2021 af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige for-
valtning.
Om det af sagsøgeren anførte angående behandling af personoplysninger bemærkes, at det er i overensstemmelse med persondataloven1 at be -handle oplysninger på åbne Facebookprofiler, i det omfang det er sagligt relevant for myndighedens opgaver, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands udtalelse af 9. november 2011 i sag FOB 2011 15-1. Departementet for Er -
hverv og Råstoffer havde derfor hjemmel til at behandle inddragede op-
lysninger fra Facebook, jf. persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 5. Ex tuto gøres
det gældende, at det ikke har betydning for det som bilag 1 fremlagte på-
buds lovlighed og gyldighed, selv hvis behandlingen af oplysningerne
1 Anordning nr. 1238 af 14. oktober 2016 om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.
10
måtte være i strid med persondataloven, idet det er ubestridt, at sagsøge-
ren udfører virksomhed, der efter sit indhold er omfattet af turismeloven, hvilket oplysningen fra Facebookprofilen blev anvendt til at fastslå.
Sagsøgeren har herudover gjort gældende bl.a., at Departementet for Er-
hverv og Råstoffer har handlet i strid med lov om Grønlands Selvstyre og internationale traktater, hvilket som nævnt ovenfor bestrides.
I relation til selvstyreordningen bemærkes, at næringslovgivning siden
den 1. januar 1985 har været overtaget af hjemmestyret efter hjemmestyre-
lovens § 4, jf. Statsministeriets oversigt over sagsområder, der er er overta-
get af Grønlands hjemmestyre (I og II) henholdsvis Grønlands Selvstyre (III) (jf. bilag H).
Turismeloven er således ikke vedtaget i strid med lov om Grønlands Selv-
styre. Turismeloven regulerer ikke sikkerhed til søs, flagstatskontrol, regi-
strering af skibe m.v., men fastsætter regler for den virksomhed, der udø-
ves på turismeområdet. Den som bilag 2 fremlagte korrespondance med Søfartsstyrelsen har derfor ingen relevans for denne sags afgørelse, og det samme gør sig gældende for de i replikken nævnte regler om sikkerhed til søs m.v., herunder internationale traktater.
I relation til sagsøgerens bemærkninger om selvstyreordningen for
retsvæsenet, politi, kriminalloven for Grønland m.v., er det uklart, på hvil-
ken måde sagsøgeren mener, at vedtagelsen af turismeloven overtræder lov om Grønlands Selvstyre, og på hvilken måde det har betydning for
lovligheden og gyldigheden af det udstedte påbud (bilag 1). Det bemær-
kes, at det er helt sædvanlig praksis, at inatsisartutlove indeholder bestem-
melser om, at der kan fastsættes sanktioner i medfør af kriminalloven for Grønland, og dette anses ikke for at være i strid med selvstyreordningen. Det hænger sammen med bl.a., at kriminalloven for Grønland er vedtaget af Folketinget. Det gøres desuden gældende, at sagsøgeren ikke har retlig interesse i at få prøvet, hvorvidt turismeloven på dette punkt skulle være vedtaget i strid med lov om Grønlands Selvstyre (hvilket den ikke er), idet ingen kriminalretlige sanktioner er blevet fastsat over for sagsøgeren som led i det påbud, der er til prøvelse i denne sag (bilag 1).
Påbuddet er derfor lovlig og gyldigt.
Til støtte for afvisning af sagsøgerens subsidiære påstand
Sagsøgerens subsidiære påstand er for upræcis til at kunne indgå i en domskonklusion og må derfor afvises.
11
Til støtte for frifindelse ift. sagsøgerens subsidiære påstand
Det som bilag 1 fremlagte påbud har hjemmel i turismelovens § 14, stk. 1,
og Departementet for Erhverv og Råstoffer har ikke begået sagsbehand-
lingsfejl, herunder er officialprincippet og partshøringspligten iagttaget. Om påbuddets lovlighed og gyldighed henvises til det anførte ovenfor, afsnit 3.2. Allerede fordi påbuddet er lovligt og gyldigt, og der ikke er begået sagsbehandlingsfejl, er der ikke grundlag for at fastslå, at Departementet for Erhverv og Råstoffer har handlet ansvarspådragende.
Selv hvis påbuddet var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, har Departe-
mentet for Erhverv og Råstoffer ikke begået sådanne fejl, at der foreligger
et ansvarsgrundlag. Offentlige myndigheder er i flere tilfælde blevet fri-
fundet for ansvar for afgørelser, som viser sig at være truffet på et util-
strækkeligt og urigtigt grundlag, jf. Højesterets domme trykt i U 2003.39 H
(kommune ikke erstatningspligtig for skønsmæssig forhøjelse af skattean-
sættelse og inddragelse af hyrevognsbevillinger m.m.) og U 2003.1462 H (Civilretsdirektoratet ikke erstatningspligtig i sag om ægtefællebidrag). Ansvarsgrundlag kræver derfor, at der er begået en rimelig klar fejl, som kan bebrejdes myndigheden, jf. fra retspraksis bl.a. U 2002.1566 H, U 2018.1734 H og U 2023.591 H. Denne betingelse er ikke opfyldt i den fore -liggende sag.
De øvrige betingelser for at pålægge erstatningsansvar er heller ikke op-
fyldt. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at der foreligger et tab. Det bemærkes herved også, at sagsøgeren den 8. juli 2026 blev meddelt en turismelicens (bilag G). Synspunktet om, at sagsøgeren har haft tabte ”driftsomkostninger” på i alt 50.000 kr., samtidig med at sagsøgeren gør
gældende, at sagsøgeren ikke var omfattet af turismeloven, fordi sagsøge-
rens omsætning på et kalenderår ikke ville overstige 50.000 kr., giver in-
gen mening og understøtter, dels at tabet ikke er dokumenteret, dels at det som bilag 1 fremlagte påbud er lovligt og gyldigt.
Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at betingelserne for tilkendelse af tort er opfyldt.”
Rettens begrundelse og resultat
Sagen angår, om Departementet for Erhverv og Råstoffers påbud til Sagsøger af 27. maj 2026 er gyldigt, og om Departementet for Erhverv og Råstoffer har pådraget sig erstatningsansvar overfor Sagsøger ved udstedelse af påbuddet.
12
Uanset, at Sagsøger efter udstedelse af påbuddet indsendte fornyet ansøgning om turismelicens og opnåede denne den 23. juni 2026, finder retten, at Sagsøger har fornøden retlig interesse i at opnå en prøvelse af gyl-digheden af påbuddet. Retten har herved lagt vægt på de af Sagsøger anførte anbrinder til støtte for påstanden om ugyldighed samt den nedlagte erstatningspåstand.
Turismeloven finder anvendelse på turistvirksomhed i form af økonomisk akti-
vitet og drift, der har til formål at tilbyde tjenesteydelser i form af oplevelser i Grønland fortrinsvis til turister. Loven er en næringslov og dermed indenfor et sagsområde, som er overtaget af Grønlands hjemmestyre.
Efter lovens § 3 må turistvirksomhed kun udøves af den, der er i besiddelse af
gyldig licens. Licens udstedes til fysiske og juridiske personer, der opfylder be-
tingelserne i lovens §§ 7-10. Ansøgere om licens til turistvirksomhed skal med-
dele alle oplysninger, som er nødvendige til myndighedsbehandling af aktivite-
ter omfattet af loven og licenser til turistvirksomhed samt ved tilsyn heraf, jf. § 4, stk. 1.
Kravet om licens til turistvirksomhed gælder ikke, når den samlede omsætning hos turistaktøren fra en eller flere turistvirksomheder ikke overstiger 50.000 kr. årligt, jf. § 3, stk. 6.
Efter lovens § 9, stk. 1, skal ansøgere om licens til turismevirksomhed have ud-
fyldt en skriftlig sikkerhedsplan for de tjenesteydelser, som er omfattet af loven, og som ansøgeren påtænker at udbyde. Sikkerhedsplanen skal være sammensat af en risikovurdering og beredskabsplan og være ajourført, jf. § 9, stk. 3, og den skal indeholde de i § 9, stk. 5, anførte oplysninger.
Departementet for Erhverv og Råstoffer kan meddele turiskaktører påbud om overholdelse af loven, jf. lovens § 14, stk. 1.
Sagsøger ansøgte den 24. marts 2026 om udstedelse af turismelicens. Han oplyste ikke om forventet omsætning i ansøgningen, og den medsendte sikkerhedsplan opfyldte ikke kravene i loven hertil.
Trods vejledning fra Departementet for Erhverv og Råstoffer den 7. april 2026 om udfærdigelse af sikkerhedsplan og vejledning den 5. maj 2026 om undtagel-sesbestemmelsen i lovens § 3, stk. 6, fremkom Sagsøger ikke med den nødvendige sikkerhedsplan eller oplysning om at være undtaget fra kravet om turismelicens til Departementet for Erhverv og Råstoffer, forinden Departemen-tet for Erhverv og Råstoffer udstedte det omtvistede påbud den 27. maj 2026.
13
Retten finder, at Departementet for Erhverv og Råstoffers påbud af 27. maj 2026 er lovligt og gyldigt. Retten har herved lagt vægt på, at Sagsøger selv ansøgte om licensen, og at han ikke forinden påbuddets udstedelse indsendte den påkrævede sikkerhedsplan eller oplyste om at være omfattet af undtagel-sesbestemmelsen samt oplysningerne om, at Sagsøger stiftede virk-somheden den 19. januar 2026 og efter offentligt tilgængelige oplysninger ud-førte turistvirsomhed.
Det bemærkes i den forbindelse, at Departementet for Erhverv og Råstoffer var berettiget til at inddrage de pågældende oplysninger i sagsbehandlingen, jf. § 6, stk. 1, nr. 5, i Anordning nr. 1238 af 14. oktober 2016 om ikrafttræden for Grøn-land af lov om behandling af personoplysninger, udførte turistvirksomhed.
På denne baggrund, og da det af Sagsøger i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, tager retten Departementet for Erhverv og Råstoffers frifindelsespåstand til følge i forhold til Sagsøgers principale på-stand.
Som følge af det anførte har Sagsøger ikke godtgjort, at Departe-mentet for Erhverv og Råstoffer har handlet ansvarspådragende, og Sagsøger har ikke dokumenteret at have lidt et tab, ligesom Sagsøger ikke har godtgjort, at betingelserne for tort er opfyldt.
På denne baggrund tager retten Departementet for Erhverv og Råstoffers frifindelsespåstand til følge i forhold til Sagsøgers subsidiære påstand.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr.
THI KENDES FOR RET:
Departementet for Erhverv og Råstoffer frifindes.
Sagsøger skal til Departementet for Erhverv og Råstoffer betale sagsomkostninger med 20.000 kr.
Beløbet skal betales inden 4 uger.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 17-09-2026 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (L) Azad Taheri Abkenar, Sagsøger, Sagsøgte Departementet for Erhverv og Råstoffer
