OLR — Østre Landsret

BS-26876/2025-OLR

OL-2026-Ø-00130

Endelig
Dato
02-10-2026
Sagsemne
Landsretten stadfæster byrettens dom i sag om, hvorvidt bankkunde skulle friholdes for tab, således at bank Ikke hæfter ved ”safe account fraud"
Fuldtekst
Kilde: Domsdatabasen

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 178.9px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 2. oktober 2026

Sag BS-26876/2025-OLR (10. afdeling)

Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Iben Gjessing, beskikket)

mod

Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland (advokat Amelie Brofeldt)

Biintervenient: Finans Danmark (advokat Martin Dahl Pedersen)

Københavns Byret har den 7. maj 2025 afsagt dom i 1. instans (sag BS-28021/2023-KBH).

Landsdommerne Katja Høegh, Anne Bendfeldt Westergaard og Louise Hauberg Wilhelmsen har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøger, har nedlagt påstand i det væsentlige som for byret -ten om, at Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland, tilpligtes til Appellant, tidligere Sagsøger at betale 398.957,62 kr. med procesrente fra den 5. september 2022, subsidiært et lavere beløb.

Indstævnte, Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland (”Nordea”), har påstået dommen stadfæstet.

2

Biintervenienten, Finans Danmark, har tilsluttet sig Nordeas påstand om stad- fæstelse.

Appellant, tidligere Sagsøger har også for landsretten fri proces og retshjælpsdækning i Alka Forsikring (Skadenr.).

Appellant, tidligere Sagsøger har for landsretten frafaldet sine anbringender om ugyldighed ef- ter aftalelovens § 28 og § 29, om at Nordea hæfter i medfør af vilkårene i parter- nes netbanksaftale, og om at Nordea havde en burde-viden efter reglerne i hvidvaskloven.

Appellant, tidligere Sagsøger har med landsrettens tilladelse efter retsplejelovens § 383, stk. 1, jf. stk. 2, in fine, fremsat et nyt anbringende om, at det er ansvarspådragende, at Nordea ikke straks sikrede tilbageførsel ved Appellants, tidligere Sagsøger henvendelse ved fy- sisk fremmøde om formiddagen den 23. august 2022 straks efter misbruget den foregående aften.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten yderligere fremlagt Nationalbankens kvartalsoversigt, 3. kvartal 2014 af 23. september 2014, hvoraf fremgår bl.a.

” I november 2014 bliver det muligt for borgere og virksomheder i Dan- mark at overføre penge øjeblikkeligt, døgnet rundt alle årets dage, mod i dag, hvor der kan gå flere dage, før en betaling når frem til modtage- ren.

Muligheden for at foretage sådanne straksoverførsler er kulminationen på en modernisering af den danske betalingsinfrastruktur, som er gen- nemført i et samarbejde mellem den finansielle sektor og Nationalban- ken med omtale af mulighed for straksoverførsler af pengebeløb i den danske banksektor fra november 2014.”

I fodnote 2 oplyses det:

” Det er mellem pengeinstitutterne aftalt, at en straksoverførsel maksi- malt kan være på 500.000 kr. Det enkelte institut kan dog individuelt sætte en lavere beløbsgrænse.”

Af pengeinstitutternes generelle overførselsoverenskomst af 1. juli 2016 fremgår bl.a.:

”§ 1 Aftalens parter Aftalen omfatter Pengeinstitutternes behandling af Kreditoverførsel fo- retaget gennem Intradagclearingen, Straksclearingen og Dokumentløs Clearing. …

3

§ 5 Tilbagekaldelse Datagrundlaget kan tilbagekaldes, inden beløbet er krediteret Betalings- modtagers konto. …

§ 6 Tilbageførsel ved Åbenlyse fejl Overførte beløb, der er bogført på Betalingsmodtagers konto, kan som hovedregel ikke tilbageføres.

Tilbageførsel kan dog ske, hvis en overførsel efter Betalingsafsenders Pengeinstituts opfattelse er behæftet med Åbenlyse fejl…. …

§ 7 Tilbageførsel ved Fraud Overførte beløb, der er bogført på Betalingsmodtagers konto, kan som hovedregel ikke tilbageføres.

Tilbageførsel kan dog ske, hvis en overførsel efter Betalingsafsenders Pengeinstituts opfattelse skal betragtes som økonomisk kriminalitet, se også ”Vejledning til pengeinstitutter ved netbankmisbrug” (bilag 8 til Rammeaftalen) på Finans Danmark medlemsnet.

Tilbageførsel foreta- ges på anmodning fra Betalingsafsenders Pengeinstitut, og Betalingsaf- senders Pengeinstitut friholder Betalingsmodtagers Pengeinstitut for enhver risiko og ethvert ansvar forbundet med tilbageførslen, herunder tab som opstår, hvor tilbageførslen resulterer i et overtræk som følge af, at Betalingsmodtager har nået at disponere over et beløb, som tilbagefø- res.”

Der er i tillæg til det for byretten fremlagte fremlagt følgende yderligere rappor- ter og artikler med omtale af svindel i form af bedrageriske telefonopkald (“safe account fraud”) svarende til, hvad Appellant, tidligere Sagsøger var udsat for:

- ” Impersonation scams almost double in first half of 2020 as criminals ex -ploit” , artikel offentliggjort af UK Finance den 29. september 2020.

- ” Internet Organised Crime Threat Assessment (IOCTA)” , rapport offent -liggjort den 11. november 2021 af Europol, hvoraf fremgår bl.a.:

“An emerging modus operandi in vishing is the safe account scam. In this type of fraud, criminals call their targets pretending to be employees of financial institutions or the police with spoofed caller IDs, informing them that they need to protect their money from criminals. To do so, they are instructed to transfer their funds to a ‘safe account’, which is under the control of the criminals and sub- sequently used in a network of money mules to launder the illicit proceeds. As with other vishing scams, the safe account scam often targets specific victims with the help of compromised information.”

4

- ” Ny svindel: Kunder bliver narret til at overføre deres penge” , artikel of -fentliggjort på Lån & Spars hjemmeside den 11. februar 2022.

- ” Pas på de kriminelle i telefonen – sidste år stjal netbanksvindlerne 96 mio. kroner” , artikel offentliggjort af Finans Danmark den 5. maj 2023

- Nationalbankens analyse ”Digital payment fraud in Denmark” af 29. april 2024.

- ” Svindelsager mere end fordoblet på et år – men bankerne stopper over halvdelen” , artikel offentliggjort af Finans Danmark den 11. april 2024.

- ” Færre bliver net-banksvindlet – men de kriminelle slap stadig væk med over 80 mio. kroner sidste år” , artikel offentliggjort af Finans Danmark den 3. marts 2025.

For landsretten er endvidere fremlagt skærmfotos fra Internet Archive Way- back Machine (archive.org) af Nordeas hjemmeside, som den fremstod i perio- den 19. til 31. september 2021, og som viser, at Nordea i perioden på en under- side om ”Sådan undgår du at blive udsat for svindel” , der var tilgængelig via et link ”Undgå digital svindel” nederst på Nordeas hjemmeside, indeholdt ad- varsler, som lød:

”Lav aldrig en overførsel, fordi nogen forsøger at overtale dig til det over telefonen. …

Læg på, hvis nogen over telefonen vil overtale dig til at lave en overfør- sel.”

Af en oversigt over afgørelser fra Det Finansielle Ankenævn angående nævnets sager om bedrageriske telefonopkald i perioden 9. november 2021 til 31. okto- ber 2025 fremgår bl.a.:

Af oversigten fremgår tillige følgende om fordeling mellem forskellige banker af denne type klagesager:

5

I et eksempel (udateret) på en SMS-besked afgivet af den svenske bank SEB ses følgende advarsel:

”Kom ihåg! Vi på SEB kommer aldrig ringa for att be dig skriva under något. Har du blivit uppringd? Avbryt signeringen och avsluta genast samtalet och kontakta oss på SEB sjålv.”

Af sagsfremstillingen i Det Finansielle Ankenævns afgørelse af 31. maj 2024 i sag 665/2023 angående Nordeas påståede hæftelse i en sag om telefonisk bedra -geri, som det her foreliggende, fremgår:

”Banken har endvidere oplyst, at der som en ekstra sikkerhed ved overførslen blev sendt en SMS til klagerens telefonnummer, hvortil der skulle svares "JA", hvis overførslen skulle gennemføres. Banken har fremlagt en SMS-log, hvoraf det fremgår, at der inden overførslen blev sendt SMS med følgende tekst til klagerens telefonnummer:

"OBS! Hvis en anden har bedt dig overføre penge, kan det være svindel. I tvivl? Ring til os via din mobilbank-app eller på 70 33 11 01. Bekræft overførsel af 90.123,00 kr. til konto ... ... Svar JA, hvis den skal gennemføres - NEJ, hvis den ikke skal gennemføres. Venlig hilsen Nordea"”

I anledning af Appellants, tidligere Sagsøger nye anbringende for landsretten om tilbageførsler har Nordea ved en mail af 15. september 2026 fra Lead Fraud Investigator i Nordea, Person 9, sammenfattet regnskabet på de tre konti i Nordea, hvortil Appellant, tidligere Sagsøger foretog overførsler, som følger:

” Vedr. modtagerkonto Konto nr. 1 som modtager samlet 200.764,00 kr 22.08.2022 kl. 21:22 PENGEAUTOMAT5.000,00 kr. 22.08.2022 kl. 21:43 fra Konto nr. 1 til Konto nr. 649.000,00 kr 22.08.2022 kl. 23:52 fra Konto nr. 1 til Konto nr. 675.000,00 kr.

6

23.08.2022 ukendt tidspunkt udenlandsk overførsel 13.900,00 kr. 23.08.2022 kl. 00:55 Konto nr. 1 5.000,00 kr kundens egen grundkonto (midlerne bliver sendt til udlandet)

Nuværende saldo: 53.133,55 kr Reservationer på kortet: 53.115,81 kr

Der bliver også brugt andre små beløb forskellige steder på kortet, men der er desværre ingen midler sikre på kontoen.

BEMÆRK: Vi har desværre ingen timestamp på den udenlandske over -førsel, men transaktionen er formentligforetaget i forbindelse med at kunden også foretager den interne transaktion mellem egne konti.

Vedr. modtagerkonto Konto nr. 4 som modtager 53.981,00 kr 22.08.2022 kl. 21:59 fra Konto nr. 4 til Konto nr. 715.000,00 kr 22.08.2022 MOBILEPAY OVERFØRSEL5.000,00 kr 23.08.2022 NORDEA PAY KØB48,00 kr 23.08.2022 NORDEA PAY KØB48,00 kr 23.08.2022 NORDEA PAY KØB27,00 kr 23.08.2022 NORDEAPAY UDB.100,00 kr 23.08.2022 kl. 01:00 fra Konto nr. 4 til Konto nr. 816.994,00 kr

Reservationer på kortet: 17.000 kr. Nuværende saldo: 17.000 kr.

Ingen midler sikret.

Vedr. modtagerkonto Konto nr. 2 som modtager 60.740,00 kr Kunden flytter pengene mellem sine konti og tilbage til Konto nr. 2

22.08.2022 kl. 22:12 fra Konto nr. 2 til Konto nr. 95.000,00 kr 22.08.2022 kl. 22:20 fra Konto nr. 2 til Konto nr. 912.140,02 kr 22.08.2022 kl. 23:14 fra Konto nr. 2 til Konto nr. 910.040,02 kr 23.08.2022 kl. 00:11 fra Konto nr. 2 til Konto nr. 910.040,02 kr

UD fra Konto nr. 2 22.08.2022 kl. 20:56 PENGEAUTOMAT3.000,00 kr 22.08.2022 kl. 22:21 PENGEAUTOMAT5.000,00 kr 22.08.2022 ukendt tidspunkt MOBILEPAY 10.000,00 kr 23.08.2022 ukendt tidspunkt MOBILEPAY 9.900,00 kr 23.08.2022 ukendt tidspunkt MOBILEPAY 40,02 kr

Nuværende saldo på begge konti: 30.699,98 kr Reservationer på kortet samlet:32.599,98 kr.

7

Ingen midler sikret.”

Parterne er enige om, at det anførte er i overensstemmelse med, hvad der frem- går af det underliggende materiale.

Retsgrundlaget

Lov om finansiel virksomhed Det fremgår af lov om finansiel virksomhed §§ 43 og 43 a:

”§ 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forret- ningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. Erhvervsmi- nisteren fastsætter, jf. 1. pkt., regler om indholdet af en basal indlåns- konto og om størrelsen af et eventuelt gebyr for en sådan konto. …

§ 43 a. Handlinger i strid med regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, på- drager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets alminde- lige regler.”

Erhvervsministeren har i medfør af lovens § 43, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder med senere æn- dringer. Af bekendtgørelsen følger bl.a.:

”§ 3. En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder, jf. dog stk. 2 …

§ 8. Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Stk. 2. En finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog § 2. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 5, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Stk. 3.

Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden.”

I vejledning nr. 9971 af 23. september 2016 til bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder er det anført bl.a.:

”Kapitel 4. Rådgivning §§ 8-10 er en udmøntning af »kend din kunde-princippet«. Princippet er her udstrakt til at gælde alle typer finansiel virksomhed, og det forudsætter, at den finansielle virksomhed foretager en undersø- gelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således

8

at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. …

Der er ikke pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en »ren« ekspedition, jf. dog § 2. Som eksempler på »rene« ekspeditioner kan nævnes ind- og udbetalinger, pengeoverførsler og valutaveksling. Der skal dog rådgives, hvis »omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor«.

Det kan f.eks. være, når kunden har behov for rådgivning un- der en ekspedition eller i andre tilfælde, hvor rådgivningsbehovet viser sig ved anden kontakt med den finansielle virksomhed. Der vil endvi- dere altid være behov for rådgivning i forbindelse med optagelse af lån i fremmed valuta på grund af risikoen for valutakursudsving.

Dette gælder dog ikke større virksomheder, som har den fornødne indsigt til at kunne forstå de risici, der er forbundet med at optage lån i fremmed valuta.”

Betalingsloven Det følger af den nugældende betalingslov fra 2017 (lov nr. 652 af 8. juni 2017 med senere ændringer) bl.a.:

”§ 82. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen. Betaleren kan auto- risere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke med- delt samtykke, skal betalingstransaktionen anses for uautoriseret. Stk. 2.

Samtykke meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Det kan herunder aftales, atsamtykke til at gennem - føre en betalingstransaktion tillige kan gives via betalingsmodtageren eller en udbyder af betalingsinitieringstjenester. Stk. 3. Betaleren kan tilbagekalde et samtykke efter stk. 1 indtil det tids- punkt, der følger af § 111.

Et samtykke til at gennemføre en række beta - lingstransaktioner kan også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremti- dige betalingstransaktioner skal anses for uautoriserede. …

§ 99. Betalerens udbyder af betalingstjenester hæfter i forhold til betale- ren for tab som følge af uautoriseredebetalingstransaktioner, jf. § 97, medmindre andet følger af § 100.

Ved en uautoriseret transaktion skal betalerens udbyder straks og senest ved afslutningen på den efterføl- gende arbejdsdag tilbagebetale betaleren beløbet, medmindre betale - rens udbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og un- derretter Finanstilsynet om disse grunde. Stk. 2.

Hvor en uautoriseret betalingstransaktion er iværksat via en ud- byder af betalingsinitieringstjenester, skalden kontoførende udbyder tilbagebetale betaleren beløbet straks og senest ved afslutningen på den efterfølgende arbejdsdag, jf. stk. 1. Stk. 3.

Er udbyderen af betalingsinitieringstjenester ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion, skal udbyderen af betalingsinitie- ringstjenesten efter den kontoførende udbyders anmodning straks holde den kontoførende udbyder skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, jf. § 98, stk. 3.

9

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om den tekniske gen- nemførelse af underretningen, jf. stk. 1, 2. pkt.

§ 100. Betalerens udbyder af betalingstjenester hæfter i forhold til beta- leren for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af en betaling - stjeneste, medmindre andet følger af stk. 2-5. Betaleren hæfter kunefter stk. 3-5, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført, jf. dog stk. 2. Stk. 2.

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår, som følge af at betaleren har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter § 93. Stk. 3.

Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 4 og 5, hæfter be- taleren med op til 375 kr. for tab som følge af andres uberettigede an -vendelse af betalingstjenesten, hvis den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt. Stk. 4.

Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 5, hæfter betale- ren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anven- delse af betalingstjenesten, hvis betalerens udbyder godtgør, at den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har væ- ret anvendt, og 1) at betaleren har undladt at underrette betalerens udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at det til betalingstjenesten hø- rende betalingsinstrument er bortkommet eller den personlige sikker- hedsforanstaltning er kommet til den uberettigedes kendskab, 2) at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsfor- anstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, eller 3) at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberetti- gede anvendelse.

Stk. 5.

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingstjenesten, når den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt og betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har fore- taget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændig- heder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug. …

§ 109. En betalingsordre anses for modtaget på det tidspunkt, hvor be- talingsordren modtages af betalerens udbyder. Betalerens konto må ikke debiteres før dette tidspunkt. Hvis tidspunktet for modtagelsen ikke er en arbejdsdag, anses betalingsordren for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Stk. 2.

En udbyder kan bestemme, at en betalingsordre, som er modta- get tæt på slutningen af en arbejdsdag, skal anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Stk. 3. Aftaler brugeren med udbyderen, at betalingsordren først skal gennemføres på et senere tidspunkt, anses betalingsordren for modta- get på den aftalte dato, hvis dette er en arbejdsdag, og ellers på den førstkommende arbejdsdag derefter. …

10

§ 111. En betalingsordre kan ikke tilbagekaldes, efter at den er modtaget af betalerens udbyder, jf. § 109, jf. dog stk. 2-5. Stk. 2.

En betalingsordre iværksat af en udbyder af betalingsinitierings- tjenester eller af eller via betalingsmodtageren kan ikke tilbagekaldes, efter at betaleren har afgivet sit samtykke til at gennemføre betalings- transaktionen til udbyderen af betalingsinitieringstjenesten eller beta- lingsmodtageren. Stk. 3.

En betalingsordre i forbindelse med direkte debitering kan tilba- gekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering af midlerne. Stk. 4. En betalingsordre omfattet af § 109, stk. 3, kan tilbagekaldes se -nest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato. …

§ 128.

En udbyder af betalingstjenester skal anvende stærk kundeauten- tifikation, medmindre andet følger af forordninger og regler udstedt af Kommissionen i medfør af artikel 98 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, når en bruger 1) tilgår sin betalingskonto online, 2) iværksætter en elektronisk betalingstransaktion eller 3) udfører handlinger gennem en enhed til fjernkommunikation, der kan indebære risiko for misbrug.

Stk. 2. Ved iværksættelse af elektroniske betalinger, jf. stk. 1, nr. 2, via en enhed til fjernkommunikation skal udbyderen sikre, at der anvendes stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktionen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmod- tager. Stk. 3.

Ved iværksættelse af betalingstransaktioner via en betalingsiniti- eringstjeneste, jf. bilag 1, nr. 7, finder stk. 2 også anvendelse. Stk. 4. Når en udbyder af kontooplysningstjenester anmoder om data til brug for udbuddet af tjenester omfattet af bilag 1, nr. 8, finder stk. 1 også an- vendelse. Stk. 5.

Den kontoførende udbyder skal give udbydere af betalingsinitie- ringstjenester og kontooplysningstjenester tilladelse til at anvende de autentifikationsprocedurer, som den kontoførende udbyder stiller til rå- dighed for dennes brugere, jf. stk. 1 og 2.”

I forarbejderne hertil i lovforslag nr. L 157 af 15. marts 2017 er det anført bl.a.:

”Almindelige bemærkninger 1. Indledning

Lovforslaget erstatter den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge (lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015) og gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (herefter 2. betalingstjenestedirektiv) i dansk ret. …

Den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge

11

blev vedtaget i 2009. Siden da er der sket store teknologiske fremskridt på it-området, som har gjort det muligt at udvikle nye online og mobile betalingsløsninger, som der ikke var tænkt på under tilbli- velse af den nugældende lov. Mange nye betalingstjenester falder derfor slet ikke, eller kun i mindre grad, ind under anvendelsesområdet for den nugældende lov.

Som følge af udviklingen på området har der været et behov for at håndtere nye sikkerhedsrisici og en manglende forbrugerbeskyttelse på visse områder. Lovforslagets hovedformål er at sikre, at rammerne for udbuddet af elektroniske betalingstjenester fortsat er tidssvarende og reflekterer den teknologiske udvikling.

Med lovforslaget fastsættes nye regler, der vil give en klarere retsstilling og sikre ensartede vilkår for alle udbydere af betalingstjenester. Det indebærer blandt andet, at såkaldte tredjepartsudbydere, dvs. udbydere af betalingstjenester, som er en anden end den udbyder af betalingstjenester, hos hvem en bruger har sin konto, også bliver omfattet af lovforslaget.

Hermed bliver disse tredjepartsudbyderes retsstilling klarlagt, og der sikres ligeledes en passende forbrugerbeskyttelse i relation til disses aktivite- ter. Klare regler for disse udbydere vil også sikre en bedre konkurrence på markedet for betalinger til glæde for primært forbru- gerne og detailhandlen.

Lovforslaget sikrer endvidere mere gennemsigtighed og åbenhed omkring betingelserne for brugen af betalingstjenester ved at fastsætte en række oplysningskrav for udbydere af betalingstjenester i forbindelse med udbud og brug af en betalingstjeneste. Derudover sikrer lovforslaget, at brugerne er tilstrækkeligt sikret i tilfælde af misbrug, uafhængigt af, hvilken type af betalingstjeneste, der anvendes. …

8. Forholdet til EU-retten …

Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for direktivnær gennemfø- relse, men på en række områder er det dog vurderingen, at loven fortsat bør gå videre end direktivets krav for at kunne sikre en tilstræk- kelig forbrugerbeskyttelse og en bibeholdes af eksisterende danske løsninger, særligt vedrørende Dankortet. …

2. betalingstjenestedirektiv artikel 74 giver medlemslandene mulighed for at fastsætte hæftelsesregler, der stiller forbrugeren bedre end direktivs krav. Denne mulighed er anvendt til i tilfælde, hvor forbrugeren undlader at underrette udsteder af betalingsinstrumentet om, at det er stjålet, eller forbrugeren optræder groft uforsvarligt at fastsætte en hæftelsesgrænse for forbrugeren på op til 8.000 kr.

Direktivet fastsætter i dette tilfælde en ubegrænset hæftelse for forbrugeren.

De eksisterende danske regler, der har været anvendt siden 1999, er forankret i gældende praksis på området, som det ikke anses for hensigtsmæssigt at ændre. §§ 102-106, i gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter regler for de såkaldte betalingssurrogater, som omfatter elektroniske systemer, i det omfang de kan benyttes til at

12

erhverve varer eller tjenesteydelser, uden at det udgør en betalingstje- neste. Derudover reguleres udbydere af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, eksempelvis benzinkort eller rejsekort, jf. gældende lovs § 37, stk. 1, nr. 1. Disse typer af tjenester er ikke omfattet af 2. betalingstjenestedirektiv.

Men henblik på at reducere de erhvervsøkonomiske byrder ophæves disse bestemmelser med dette lovforslag, således at disse virksomheder der udbyder betalings- surrogater ikke længere skal registreres ved Forbrugerombudsmanden og virksomheder, der udsteder betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse ikke længere skal opnå tilladelse ved Finanstilsy- net.

Med henblik på stadig at sikre forbrugerne en passende beskyttelse foreslås det dog, at disse tjenester fortsat skal være omfattet af visse af lovforslagets forbrugerbeskyttende regler. Dette fastsættes i lovforslagets § 1, stk. 5, og § 5, nr. 14-16.

Idet dette lovforslag indeholder en række danske særregler der går udover de fælles europæisk regler på området foreslås det i § 1, stk. 7, at erhvervsministeren kan dispensere helt eller delvist fra lovens danske særregler, således at det i tilfælde, hvor det vil fore- komme urimeligt byrdefuldt at lade lovens danske særregler finde anvendelse eller hvor der er andre samfundsmæssige hensyn, der gør sig gældende.

Denne mulighed skal dog anvendes restriktivt. …

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser …

Til § 82 Det følger af § 57, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en betalingstransaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke. Samtykket skal meddeles i den form der er aftalt, og kan ikke tilbagekaldes efter det tidspunkt, der er anført i lovens § 73.

Den foreslåede bestemmelse i § 82 viderefører med indholdsmæssige ændringer § 57, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedi- rektiv artikel 64. Det foreslås i stk. 1, at en betalingstransaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktionen.

Betaleren kan autorisere betalingstransaktionen før eller efter gennemførelsen af denne, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Er der ikke meddelt samtykke, skal betalingstransak- tionen anses for uautoriseret. Med autorisere forstås at godkende. Begrebet autorisering anvendes i praksis ved gennemførelse af betalingstransaktioner.

Som eksempler på betalers meddelelse af samtykke kan nævnes, at betaler anvender sin pinkode i en forretning, underskriver en betalingsordre i en filial eller anvender sin kode i en netbank. Det er en forudsætning for, at en betalingstransaktion kan autoriseres efter gennemførelsen af betalingstransaktionen, at der forinden er indgået en specifik aftale herom mellem betaleren og udbyderen.

Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er indgået en sådan aftale. Det foreslås i stk. 2, at samtykke meddeles i den form, der er aftalt

13

mellem betaleren og dennes udbyder. Det kan herunder aftales, at samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion tillige kan gives via betalingsmodtageren eller en udbyder, der udbyder betalingsinitie- ringstjenester. Bestemmelsen fastsætter ikke krav til, hvordan et samtykke skal meddeles. Det beror på den aftale der er indgået mellem parterne, hvor- dan betaler konkret skal meddele sit samtykke.

Betalers udbyder skal oplyse om dette i rammeaftalen, jf. lovforslagets § 72, stk. 1, nr. 2, litra c. Betaler skal meddele samtykket til dennes udbyder, men lovforslaget stiller ikke nogen krav om, hvordan samtykket meddeles.

Betaler kan således give samtykket direkte til sin udbyder, eksempelvis ved at give samtykke til en kontooverførsel via netbank ved anvendelse af en kode, eller betaler kan give det indirekte til sin udbyder via betalingsmodtageren, eksempelvis ved en kortbetaling, hvor betaler giver sit samtykke ved at indtaste sin PIN-kode eller ved at samtykket gives via en udbyder, der udbyder betalingsinitiering- stjenester, som videreformidler det til den kontoførende udbyder.

Det foreslås i stk. 3, at betaleren kan tilbagekalde et samtykke efter stk. 1 indtil det tidspunkt, der følger af § 111. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan også tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for uautoriserede. Betaler kan indtil tidspunktet fastsat i lovforslagets § 111 tilbagekalde et samtykke.

En betalingsordre kan som udgangspunkt ikke tilbagekaldes efter, at den er modtaget af betalers udbyder. Der gælder dog undtagelser for betalingsordre, hvor samtykket er meddelt via betalingsmodtager eller en udbyder, der udbyder beta- lingsinitieringstjenester, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 111, hvortil der henvises. …

Lovforslagets bestemmelser vedrører alene betalers tilbagekaldelse af samtykke over for dennes udbyder, idet lovforslaget kun regulerer forholdet mellem betaler og denne udbyder, og ikke den eventuel underliggende aftale mellem betaler og betalingsmodtager. Lovforsla- get berører således ikke, at forbrugeren altid vil kunne henvende sig til betalingsmodtageren, hvis forbrugeren ikke mener, at der er indgået en aftale, og meddele betalingsmodtageren, at der ikke må trækkes penge på forbrugerens konto. …

Til § 99 Det følger af § 61 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 57, medmindre andet følger af § 62. Ved en uautoriseret transaktion skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet. Den foreslåede bestemmelse i § 99 viderefører med visse indholdsmæs -sige ændringer § 61 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 73. Det foreslås i stk. 1, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler

14

for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 97, medmindre andet følger af § 100. Ved en uautoriseret transaktion skal betalers udbyder straks, og senest ved afslutningen på den efterføl- gende arbejdsdag, tilbagebetale betaleren beløbet, medmindre betalerens udbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og underretter Finanstilsynet om disse grunde. …

Hvorvidt der er tale om en uautoriseret betalingstransaktion skal vurderes efter lovforslagets § 82, som fastsætter regler om samtykke til betalingstransaktioner. Udbyderen kan undlade at tilbagebetale beløbet til betaleren straks, hvis udbyderen har rimelig grund til at mistænke betaleren for at handlet svigagtige, under forudsætning af at udbyderen underretter Finanstilsynet om disse grunde.

Formålet med dette er dels, at Finan- stilsynet generelt får mulighed for at overvåge misbrugsbilledet for betalinger i Danmark samt dels, at Finanstilsynet får mulighed for at føre tilsyn med at enkelte udbydere ikke systematisk uretmæssigt forhindrer brugerne i at få tilbagebetalt de midler, de har ret til ifølge lovforslaget.

Det er således ikke hensigten, at Finanstilsynet skal behandle de enkelte sager, da disse behandles af det relevante an- kenævn. Udbyderen kan kun tilbageholde beløbet indtil mistanken om svig er bekræftet eller afkræftet. Bestemmelsen skal ses som en undtagelse til hovedreglen om at tilbagebetale beløbet straks, og skal kun anvendes i særlige tilfælde.

Der skal derfor altid foretages en konkret vurdering, hvorfor bestemmelsen ikke kan anvendes som en generel regel i forbindelse med en betalers indsigelse mod en uautoriseret autentifikation. Retten til at holde beløbet tilbage ophører i det øjeblik, hvor mistanken om svig ikke længere kan siges at være berettiget. …

Til § 100 Det følger af § 62 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsin- strument, medmindre andet følger af stk. 2-6. Betaler hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført.

Ved en uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet. Betaleren hæfter dog uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter § 59.

Forslaget til § 100 fastlægger den ansvarsfordeling, som skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til at bruge det. Den foreslåede bestemmelse viderefører med visse indholdsmæssige ændringer § 62 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bestemmelsen gennemfører artikel 74, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Idet det dog følger af artikel 74, 4. pkt., i 2. betalingstjenestedirektiv, at medlemslandene kan fastsætte andre hæftelses- og ansvarsregler for betaleren, hvis denne hverken har

15

optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forplig- telser i henhold til artikel 69 i 2. betalingstjenestedirektiv, der er gennemført i dette lovforslags § 93.

Der er således hensigten med forslaget til § 100 at videreføre eksiste- rende praksis vedrørende hæftelses- og ansvarsreglerne i forbindelse med uberettigede anvendelse af en betalingstjeneste, dog med de to ændringer, der følger af 2. betalingstjenestedirektiv.

Med disse to ændringer indføres to nye ansvarsnormer, idet betaler ifølge 2. betalingstjenestedirektiv ikke hæfter for tab, såfremt betalerens udbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, medmindre betaleren har handlet svigagtigt, eller hvis betaler ikke med rimelighed kunne opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af det til betalingstjenesten hørende betalingsinstrument eller person- lige sikkerhedsforanstaltning forud for den uberettigede anvendelse.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af en betalingstjeneste, medmindre andet følger af stk. 2-5.

Med bestemmelsen fastslås, at der gælder en grundlæggende regel om, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af en betalingstjeneste, medmindre an- det følger af stk. 2-5. Det følger af lovforslagets § 99, at betalers udbyder straks skal tilbagebetale beløbet for den uberettigede anvendelse af betalingsin- strumentet til betaleren.

Dette indebærer, at betalers udbyder i tilfælde af en uautoriseret transaktion straks skal tilbagebetale betaleren beløbet. En udbyder bør derfor som udgangspunkt hurtigst muligt efter en anmeldelse om en uautoriseret transaktion tilbageføre det omtvistede beløb, og senest ved afslutningen på den efterfølgende arbejdsdag.

Hvorvidt der er tale om en uautoriseret betalingstransak- tion skal vurderes efter forslaget til § 82, som fastsætter regler om samtykke til betalingstransaktioner. …

Det foreslås i stk. 3, at medmindre videregående hæftelse følger af stk. 4 og 5, hæfter betaleren med op til 375 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af en betalingstjeneste, hvis den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt.

Selvrisikoreglen finder anvendelse i de tilfælde, hvor den til betalings- tjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt. Ved en personlig sikkerhedsforanstaltning forstås i overensstemmelse med § 7, nr. 31, personaliserede elementer, som udbyderen stiller til rådighed for brugeren med henblik på at foretage autentifikation.

Det kan være en pinkode, men der er også andre personlige sikkerhedsforanstaltninger som for eksempel fingeraf- tryk og en enhed eller applikation til generering af engangskoder. Der er med definitionen således tiltænkt en teknologineutral definition, som skal tage højde for den teknologiske udvikling. …

Det forudsættes som hidtil, at selvrisikoen ikke vil blive gjort gældende af en udbyder over for en betaler i situationer, hvor det vil være klart stødende at lade betaleren hæfte, eksempelvis når

16

betalingsinstrumentet og koden er fratvunget betaleren ved anvendelse af vold, trussel om vold eller anden form for afpresning. …

Det foreslås i stk. 4, at medmindre videregående hæftelse følger af stk. 5, hæfter betaleren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingstjenesten, hvis betalers udbyder godtgør, at den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, og 1) at betaleren har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at det til betalingstjenesten hørende betalingsinstru- ment er bortkommet, eller at den personlige sikkerhedsforanstaltning er kommet til den uberettigedes kendskab, 2) at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forhol- det er omfattet af stk. 4, eller 3) at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse. § 100, stk. 4, omhandler de tilfælde, hvor den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, eksempelvis en pinkode eller en enhed til generering af engangskoder, og betaler samtidig har udvist en adfærd, der har muliggjort den uberettigede anvendelse, uden at yderligere hæftelse følger af stk. 5. …

I tilfælde, hvor betaler uforvarende har overladt den personlige sikkerhedsforanstaltning til andre, eksempelvis i forbindelse med phishing, finder forslaget til stk. 4, nr. 2, dog ikke anvendelse, idet betaler ikke overdrog den personlige sikkerhedsforanstaltning med forsæt til at der skal foretages den uberettigede anvendelse.

Det foreslås i stk. 5, at betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingstjenesten, når den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt og betalers udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har oplyst den personlige sikkerheds- foranstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug. …

Med stk. 5 fastslås det, at betaleren hæfter ubegrænset for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstru- mentet, såfremt den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerheds foranstaltning har været anvendt, og betalerens udbyder kan godtgøre, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforan- staltning til den person, som har foretaget den uberettigede anvendelse, og betaleren har indset eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Bestemmelsen understreger, at betaleren selv hæfter for tab, der opstår ved, at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd eller bedrageri har muliggjort den uberettigede anvendelse. Det er dog en forudsæt- ning, at betaler med forsæt har oplyst den personlige sikkerhedsforan-

17

staltning, der anvendes til at foretage stærk kundeautentifikation. I til- fælde, hvor betaler uforvarende har overladt den personlige sikkerhedsforanstaltning til andre, eksempelvis i forbindelse med phishing, hæfter betaler ikke efter forslaget til stk. 5, idet betaler ikke overdrog den personlige sikkerhedsforanstaltning med forsæt på at der skal foretages den uberettigede anvendelse. …

Det foreslås i stk. 6, at uanset stk. 3-5 hæfter betalers udbyder for uberettiget anvendelse, der finder sted, efter at udbyderen har fået underretning om, at betalingsinstrumentet er bortkommet, at en uberettiget person har fået kendskab til den personlige sikkerhedsfor- anstaltning, eller at betaleren af andre grunde ønsker betalingsinstru- mentet spærret, eller når det er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en udbyders ansatte, agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivitet, eller hvis udbyderen ikke har truffet egnede foranstaltninger, jf. forslagets § 94, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen fastslår, at reglerne om betalers hæftelse i stk. 3-5 fraviges i de tilfælde, hvor betalerens udbyder har handlet uagtsom ved at undlade at reagere på underretning, jf. denne bestemmelses nr. 1 og nr. 3. …

Med forslaget til stk. 8, indføres en ny ansvarsnorm, idet betaler ikke ifalder ansvar, hvis betaler ikke med rimelighed havde mulighed for at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af det til betalingstjenesten hørende betalingsinstrument eller person- lige sikkerhedsforanstaltning forud for den uberettigede anvendelse. Forslaget gennemfører artikel 74, stk. 1, litra a, i 2. betalingstjenestedi- rektiv.”

Den tidligere gældende lov nr. 385 af 25. maj 2009 om betalingstjenester inde- holdt bl.a. følgende bestemmelser:

”§ 57. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder, efter gennemførelsen af betalingstransak- tionen. Stk. 2. Et samtykke meddeles i den form og efter den procedure, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Stk. 3. Et samtykke kan ikke tilbagekaldes efter det tidspunkt, der følger af § 73. …

§ 61. Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 57, medmindre andet følger af § 62. Ved en uautoriseret transaktion skal betalers udbyder straks til- bagebetale betaleren beløbet. Stk. 2. Det kan aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved mikrobeta- lingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis betalers udbyder

18

på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

§ 62. Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, medmindre andet følger af stk. 2-6. Betaler hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktio- nen er korrekt registreret og bogført. Ved en uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument skal betalers udbyder straks tilbagebetale betale- ren beløbet.

Betaleren hæfter dog uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter § 59. Stk. 2.

Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 3 eller 6, hæfter betaleren med op til 1.100 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, hvis den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt. Stk. 3.

Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 6, hæfter betale- ren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anven- delse af betalingsinstrumentet, hvis betalers udbyder godtgør, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt, og 1) at betaleren har undladt at underrette betalers udbyder snarest mu- ligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkom- met, eller at den personlige sikkerhedsforanstaltning er kommet til den uberettigedes kendskab, 2) at betaleren har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 6, eller 3) at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberetti- gede anvendelse.

Stk. 4.

Betaleren hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når betalingsinstru- mentet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og den uberettigede i tilknytning hertil har anvendt en falsk underskrift og betalers udbyder godtgør, 1) at betaleren eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstru- mentet til, har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt ef- ter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet, eller 2) at betaleren eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstru- mentet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Stk. 5. Såfremt betaleren hæfter efter stk. 3 og 4, kan betalerens samlede hæftelse ikke overstige 8.000 kr. Stk. 6.

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstalt- ning er anvendt og betalers udbyder godtgør, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Stk. 7. Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget anven- delse, der finder sted, efter at udbyderen har fået underretning om, at betalingsinstrumentet er bortkommet, at en uberettiget person har fået

19

kendskab til den personlige sikkerhedsforanstaltning, eller at betaleren af andre grunde ønsker betalingsinstrumentet spærret. Stk. 8. Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget anven- delse, hvis udbyderen ikke har truffet egnede foranstaltninger, jf. § 60, stk. 1, nr. 2. Stk. 9.

Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder tillige, hvis betalings- modtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anven- delse af betalingsinstrumentet. Stk. 10.

Det kan aftales, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse ved mikrobe- talingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

Det kan endvidere af- tales, at stk. 7 og 8 ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumen- ter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det. Stk. 11. Stk. 1-6 finder anvendelse på e-penge, medmindre det ikke er muligt for betalers udbyder af e-penge at spærre betalingskontoen eller betalingsinstrumentet.”

Af forarbejderne i lovforslag nr. L 119 af 28. januar 2009 til betalingstjeneste -loven fra 2009, fremgår bl.a.

”Almindelige bemærkninger. 1. Indledning …

Forslaget til lov om betalingstjenester implementerer Europa-Parlamen- tets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstje -nester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstjenestedirektivet). …

Direktivet indeholder også hæftelses- og ansvarsregler, som svarer til de gældende danske hæftelses- og ansvarsregler i lov om visse beta- lingsmidler. Disse regler foreslås på denne baggrund videreført i for- slag til lov om betalingstjenester. …

2. Lov om visse betalingsmidler …

Der er i loven bestemmelser om hæftelse, som sikrer, at brugerne ikke lider et urimeligt stort tab, hvis betalingsmidlet for eksempel bliver stjå- let og derefter misbrugt. Der er desuden bestemmelser om, hvornår en udsteder af betalingskort er ansvarlig for tab, som brugerne får på grund af fejl i betalingssystemet. Herudover er der regler om tilsyn, idet det skal påses, at sikkerheden i betalingssystemerne er forsvarlig, og at loven i øvrigt overholdes. … Det foreslås at videreføre det gældende udgangspunkt i lov om visse betalingsmidler om, at udstederen i forhold til forbrugeren skal bære ta-

20

bet som følge af misbrug af kortet. Endvidere foreslås den gældende re- gel videreført, hvorefter en forbruger hæfter med op til 1.200 kr. som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis for ek- sempel pinkoden er anvendt. I helt særlige tilfælde hæfter en forbruger med op til 8.000 kr., når forbrugeren ved, at dennes betalingskort er stjålet, men undlader at spærre kortet. …

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser. …

Til § 57 Det foreslås i § 57, stk. 1, at en betalingstransaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre betalings- transaktionen. Betaleren kan autorisere en betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder, efter gennemfø- relsen af betalingstransaktionen. Som eksempler på betalers meddelelse af samtykke kan nævnes, at betaler anvender sin pinkode i en forret- ning, underskriver en betalingsordre i en filial eller anvender sin kode i en netbank.

Ved »autorisere« forstås godkende. Når lovteksten anvender begrebet autorisere skyldes dette, at begrebet autorisering anvendes i praksis ved gennemførelse af betalingstransaktioner.

Det er en forudsætning for, at en transaktion kan autoriseres efterføl- gende, at der forinden er indgået en specifik aftale herom mellem beta- ler og udbyder. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er indgået en sådan aftale. Hvis det aftales i rammeafta- len, at betaleren er forpligtet til at autorisere en betalingstransaktion ef- ter, at den er gennemført, vil et sådant vilkår blive anset for at være et urimeligt aftalevilkår. Det kan konkret aftales, at et sådant samtykke kan afgives ved stiltiende accept.

Det er en følge af bestemmelsen, at hvis en betaler ikke har meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, er betalingstransak- tionen uautoriseret, jf. også direktivets art. 54, stk. 2, 2. pkt.

Efter forslaget til stk. 2 skal et samtykke meddeles i den form og efter den procedure, der er aftalt mellem betaleren og hans udbyder. Bestemmelsen fastsætter derimod ikke krav om, at et samtykke skal meddeles i en bestemt form eller efter en bestemt procedure. Dette spørgsmål er derfor overladt til parternes aftale.

Ifølge forslagets stk. 3, kan et samtykke ikke tilbagekaldes efter det tids- punkt, der er følger af forslagets § 73. § 73 fastsætter tidspunktet for, hvornår en betalingstransaktion kan tilbagekaldes. Det betyder for ek- sempel, at et samtykke til at gennemføre en konto til konto overførsel ikke kan tilbagekaldes efter, at betalingsordren er modtaget af betalers udbyder.

Forslaget til § 57 gennemfører direktivets art. 54.

21

Til § 61 Det foreslås i § 61, stk. 1, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 57, medmindre andet følger af § 62. Ved en uautoriseret transaktion, skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet.

Bestemmelsen finder anvendelse for alle betalingstransaktioner omfattet af lovforslagets bilag 1, og fastslår, at betalers udbyder skal hæfte i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner. … …

Til § 62 Med forslaget til § 62 fastlægges den ansvarsfordeling, som skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til at bruge det. Bestemmelsen viderefører de hidtil gældende regler i lov om visse betalingsmidler § 11. …

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, som er i overensstemmelse med direktivets art. 61, at betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forplig- telser efter forslagets § 59.

Selvom dette ikke fremgår udtrykkeligt af den nuværende § 11 i lov om visse betalingsmidler, må det dog antages, at betaler ud fra almindelige erstatningsretlige regler vil blive pålagt erstatningsansvar, hvis han har handlet svigagtigt overfor sin udbyder.

Heller ikke tilføjelsen om forsætlig overtrædelse af forslagets § 59 forventes at medføre et øget ansvar i forhold til, hvad der følger af den gældende § 11 i lov om visse betalingsmidler. Selvrisikoreglen på 1.200 kr. i forslaget til stk. 2 er med en sproglig tilretning identisk med lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2.

I stedet for den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt begrebet den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning. Dette begreb svarer til direktivets »personaliserede sikkerhedsfeatures« og kan for eksem- pel være en pinkode.

Ved at anvende dette begreb i forbindelse med selvrisikoreglen vil denne regel også finde anvendelse, når et betalingsinstrument er anvendt sammen med andre sikkerhedsforan- staltninger, der har samme funktion som en personlig kode. Ved en personlig sikkerhedsforanstaltning forstås en sikkerhedsforan- staltning, der har til formål at sikre en særlig sikker brug af et betalingsinstrument.

Det kan være en pinkode, men der er også andre personlige sikkerhedsforanstaltninger som for eksempel fingeraf- tryk og aflæsning af iris. Der er derimod ikke tale om et til betalingsinstrumentet hørende personlig sikkerhedsforanstaltning, hvis denne foranstaltning er tilgængelig på selve betalingsmidlet. En underskrift betragtes heller ikke som en personlig sikkerhedsforan- staltning.

Det forudsættes som hidtil, at selvrisikoen ikke vil blive gjort

22

gældende af en udbyder over for en betaler i situationer, hvor det vil være klart stødende at lade betaleren hæfte, for eksempel når betalingsmidlet og koden er fratvunget betaleren ved anvendelse af vold eller trussel om vold. …

De tilfælde efter stk. 3, nr. 1-3, hvor brugeren hæfter, omhandler alene brugerens manglende påpasselighed ved omgangen med den personlige sikkerhedsforanstaltning. Bestemmelsen understøtter herved, at der er tale om en personlig sikkerhedsforanstaltning, som ikke må overdrages til eller bruges af andre. …

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, når den, der uberettiget har anvendt betalingsinstrumentet, har brugt den til beta- lingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning og betalers udbyder kan godtgøre, at betaleren har oplyst den person- lige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget misbruget. Det skal samtidig være sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.”

Betalingstjenestedirektiverne I Europa-Parlamentets og Rådets i dag ophævede direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af di- rektiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direk -tiv 97/5/EF (første betalingstjenestedirektiv) står der bl.a.:

”(32) For at opmuntre brugeren af betalingstjenester til snarest muligt at underrette udbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsin- strument og således mindske risikoen for uautoriserede betalings- transaktioner, bør brugeren kun holdes ansvarlig for et begrænset be- løb, medmindre brugeren af betalingstjenester har handlet svigagtigt el- ler groft forsømmeligt.

Når brugeren har meddelt udbyderen af beta- lingstjenester, at hans betalingsinstrument kan være misbrugt, bør bru- geren ikke længere skulle dække tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet.

Dette direktiv bør ikke berøre udbyderen af betalingstje- nesters ansvar for den tekniske sikkerhed vedrørende egne produkter. (33) For at vurdere eventuel forsømmelse fra brugeren af betalingstjene- ster bør der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør vurderes i henhold til national ret.

Af- talevilkår og betingelser vedrørende levering og brug af et betalingsin- strument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som re- ducerer udstederens bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. (34) Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte mindre strenge bestem- melser end de ovenfor omhandlede for at bevare det nuværende niveau af forbrugerbeskyttelse og fremme tilliden til, at det er sikkert at bruge elektroniske betalingsinstrumenter.

Der bør tages passende hensyn til det forhold, at forskellige betalingsinstrumenter indebærer forskellige risici, hvilket fremmer udstedelsen af sikrere instrumenter. Medlems- staterne bør kunne begrænse eller helt ophæve betalerens ansvar, med- mindre denne har optrådt svigagtigt.

23

(35) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uau- toriserede betalingstransaktioner.

Der kan gælde andre bestemmelser for brugere af betalingstjenester, der ikke er forbrugere, idet sådanne brugere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. (36) Dette direktiv bør fastsætte regler om tilbagebetaling, der beskytter forbrugeren, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger det beløb, der med rimelighed kunne forventes.

Udbydere af betalingstje- nester bør kunne tilbyde deres kunder endnu gunstigere vilkår og f.eks. tilbagebetale enhver betalingstransaktion, der omtvistes.

Hvis brugeren kræver tilbagebetaling af en betalingstransaktion, bør retten til tilbage- betaling hverken påvirke betalerens ansvar over for betalingsmodtage- ren fra det underliggende forhold, f.eks. hvad angår varer og tjenester, som er bestilt, forbrugt eller retmæssigt faktureret, eller brugerens ret- tigheder hvad angår tilbagekaldelse af en betalingsordre. …

KAPITEL 2

Autorisation af betalingstransaktioner

Artikel 54

Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betaleren har meddelt sit samtykke til at gennem- føre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalings- transaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og hans udby- der af betalingstjenester, efter gennemførelsen af betalingstransaktio- nen. 2.

Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række be- talingstransaktioner meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og hans udbyder af betalingstjenester. Hvis dette samtykke mangler, anses betalingstransaktionen for uautori- seret. 3. Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke se- nere end det tidspunkt for uigenkaldelighed, der er omhandlet i arti- kel 66.

Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner, kan også tilbagekaldes, med den virkning, at eventuelle fremtidige be- talingstransaktioner skal anses for uautoriserede. 4. Betaleren og udbyderen af betalingstjenester træffer aftale om proce- duren for meddelelse af samtykke. …

Artikel 60

Udbyderens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner

1. Medlemsstaterne sikrer, at betalerens udbyder af betalingstjenester med forbehold af artikel 58 i tilfælde af en uautoriseret betalings- transaktion straks tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den debiterede beta- lingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

24

2. Yderligere økonomisk godtgørelse kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betaleren og dennes udbyder af betalingstjenester.

Artikel 61

Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner

1. Uanset artikel 60 skal betaleren dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret betalingstransaktion på højst 150 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument eller, hvis betaleren har undladt at beskytte de personaliserede sikkerhedsfeatures, uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument. 2.

Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalings- transaktioner, hvis de skyldes en svigagtig handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af hans forpligtelser i henhold til artikel 56 ved forsæt eller grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksi- mumbeløbet i stk. 1 i nærværende artikel ikke anvendelse. 3.

I de tilfælde, hvor betaleren ikke har optrådt svigagtigt eller med for- sæt har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 56, kan medlemsstaterne begrænse det i stk. 1 og 2 i nærværende artikel om- handlede ansvar under hensyntagen til navnlig arten af betalingsinstru- mentets personaliserede sikkerhedsfeatures og de omstændigheder, un- der hvilke det blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet. 4.

Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet betalingsinstrument, efter at der er sket under- retning i overensstemmelse med artikel 56, stk. 1, litra b), undtagen hvis betaleren har optrådt svigagtigt. 5.

Hvis udbyderen af betalingstjenester ikke træffer egnede foranstalt- ninger til på alle tidspunkter at kunne modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført i ar- tikel 57, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstrumentet, undtagen hvis han har handlet svigag- tigt.”

Af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (andet betalingstjenestedirektiv) fremgår bl.a.:

” (7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektro- niske betalinger, blevet større. Dette skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende betalingstjenestemarked. Betalings- tjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter. …

(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for at beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret adgang

25

til betalingskonti.

Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre for- pligtelser, som betalingstjenesteudbydere pålægger betalingstjeneste- brugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsoplys- ninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af tjenesteydelser, som tilbydes af andre be- talingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og kon- tooplysningstjenester.

Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.

(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner bør betalings- tjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteudby- deren om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede eller fejlbehæftede, forudsat at beta- lingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter dette direktiv.

Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underret- ningsfristen, bør betalingstjenestebrugeren kunne påberåbe sig de på- gældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette di- rektiv bør ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.

(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjene- steudbyderen straks tilbagebetale transaktionsbeløbet til betaleren.

Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge af svigag- tig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde, som er meddelt den relevante nationale myndig- hed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for inden for en ri- melig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren.

For at forhindre, at betaleren stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kre- ditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjenesteudbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et beta- lingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede beta- lingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, med- mindre betalingstjenestebrugeren har handlet svigagtigt eller groft for- sømmeligt.

I denne sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at være til- strækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyt- telse i Unionen.

Der bør ikke pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at op- dage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstru- mentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen, at ved- kommendes betalingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjene- stebrugeren desuden ikke skulle dække yderligere tab som følge af uau- toriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre betalings- tjenesteudbyderes ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne pro- dukter.

(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra be- talingstjenestebrugerens side bør der tages hensyn til alle omstændighe- der. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt

26

vurderes i henhold til national ret.

Selv om begrebet forsømmelse inde- bærer tilsidesættelse af diligenspligten, bør grov forsømmelse imidler- tid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd, der invol- verer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikker- hedsoplysninger, der anvendes til at give tilladelse til en betalings- transaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der på en åben og let måde kan opdages af tredjeparter.

Aftalevilkår og betingel- ser vedrørende levering og brug af et betalingsinstrument, som pålæg- ger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer udstederens bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige.

Ydermere er det i specifikke si- tuationer, navnlig hvis betalingsinstrumentet ikke er til stede ved salgs- stedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt, at betalingstjene- steudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsøm- melighed, da betalerens mulighed for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.

(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uau- toriserede betalingstransaktioner. Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne bru- gere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger.

For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyt- telse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilbage- betaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret i betalingstransak- tionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem betalingstjene- steudbyderne. …

KAPITEL 2

Autorisation af betalingstransaktioner

Artikel 64

Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betaleren har meddelt sit samtykke til at gennem- føre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalings- transaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes beta- lingstjenesteudbyder, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen. 2.

Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række be- talingstransaktioner meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at gennemføre en be- talingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller beta- lingsinitieringstjenesteudbyderen. Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret. 3.

Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke se- nere end på tidspunktet for uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan også tilbagekal- des, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være uautoriserede. 4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om procedu- ren for meddelelse af samtykke.

27

…

Artikel 73

Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalings -

transaktioner

1.

Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers be- talingstjenesteudbyder i tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede betalingstransak- tion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den føl- gende arbejdsdag efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt underretter den relevante nationale myndighed om disse grunde.

Betalerens beta- lingstjenesteudbyder skal i givet fald føre den debiterede betalings- konto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også sikres, at valørdatoen for kreditering af betalerens beta- lingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. 2.

Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjene- steudbyder, skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende arbejds- dag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede beta- lingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautori- serede betalingstransaktion, skal denne efter den kontoførende beta- lingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion.

I overens- stemmelse med artikel 72, stk. 1, er det betalingsinitieringstjenesteudby- deren, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den betalingstjene- ste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret for. 3.

Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, eller den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er relevant.

Artikel 74

Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner

1. Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbin- delse med enhver uautoriseret betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument eller uberet- tiget tilegnelse af et betalingsinstrument. Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis: a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumen- tet ikke kunne opdages af betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt, eller

28

b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjene- steudbyders ansat, agent eller filial eller en enhed, hvortil dens aktivite- ter er outsourcet, eller disses passivitet. Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalings- transaktioner, hvis de skyldes betalerens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne til- fælde finder maksimumsbeløbet i første afsnit ikke anvendelse. …

KAPITEL 5

Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation

Artikel 95

Styring af drifts- og sikkerhedsrisici

1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende begrænsende foranstaltninger og kontrolmeka- nismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder.

Som en del af denne ramme fast- lægger og opretholder betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder for opdagelse og klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser. 2.

Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller of- tere som fastsat af den kompetente myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og sikkerhedsri- sici, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de iværksatte begrænsende foranstaltninger og kontrol- mekanismer som følge af disse risici er tilstrækkelige. 3.

Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB ef - ter høring af alle relevante interessenter, herunder interessenter på beta- lingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede inter- esser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for fastlæggelse, iværksættelse og overvågning af sikker- hedsforanstaltninger, herunder certificeringsprocesser, hvor det er rele- vant.

EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhand- lede retningslinjer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år. 4.

Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede retningslinjer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til reguleringsmæssige tekni- ske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvåg- ning af sikkerhedsforanstaltninger.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit om- handlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. 5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, in- den for drifts- og sikkerhedsrisici i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kompetente myn-

29

digheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed.

Artikel 96

Indberetning af hændelser

1. I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter be- talingstjenesteudbydere uden unødig forsinkelse den kompetente myn- dighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.

Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteud- byderens betalingstjenestebrugeres økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine betalingstje- nestebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe for at begrænse hændelsens negative følger. 2.

Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i hjemlandet uden unødig forsinkelse rele- vante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne kompetente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante myndigheder i den på gældende medlemsstat, disse herom.

EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens relevans for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overensstemmelse her- med. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Cen- tralbanker om spørgsmål, der er relevante for betalingssystemet.

De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, alle nødvendige foranstaltninger for at be- skytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed. 3.

Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder interessenter på be- talingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede in- teresser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 adresseret til hver af følgende: a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser

som omhandlet i stk. 1 og om indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurerne for underretning om sådanne hændelser

b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal

vurderes, hvor relevant en hændelse er, og hvilke elementer i hæn- delsesindberetningerne der skal deles med andre nationale myndig- heder.

4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert andet år. 5.

EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retningslinjer hensyn til standarder og/eller specifi- kationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre aktiviteter end udbud af betalingstjenester. 6.

Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske data om svig i tilknytning til forskellige beta- lingsmidler til rådighed for deres kompetente myndigheder. Disse

30

kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammenfattet form.

Artikel 97

Autentifikation

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når betaleren: a) tilgår sin betalingskonto online b) initierer en elektronisk betalingstransaktion c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko

for betalingssvig eller andre former for misbrug.

2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktioner, anvender stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktionen til et specifikt beløb og en specifik betalingsmodtager. 3.

Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteud- bydere har iværksat passende sikkerhedsforanstaltninger for at be- skytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres perso- naliserede sikkerhedsoplysninger. 4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en beta- lingsinitieringstjenesteudbyder.

Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooplysningstjenesteudby- der. 5.

Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudby- der giver betalingsinitieringstjenesteudbyderen og kontooplysningstje- nesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikationsprocedurer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstjenestebrugeren i overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, så- fremt betalingsinitieringstjenesteudbyderen er involveret, i overens- stemmelse med stk. 1, 2 og 3.

Artikel 98

Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kom -

munikation

1. EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle rele - vante interessenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarke- det, og under hensyntagen til alle involverede interesser udkast til re- guleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette direktivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med ar- tikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrørende: a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2 b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag

af de i nærværende artikels stk. 3 fastsatte kriterier

c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstem-

melse med artikel 97, stk. 3, for at beskytte fortroligheden og integri- teten af betalingstjenestebrugeres personaliserede sikkerhedsoplys- ninger, og

d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem

kontoførende betalingstjenesteudbydere, betalingsinitieringstjene- steudbydere, kontooplysningstjenesteudbydere, betalere, betalings-

31

modtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på iden- tifikation, autentifikation, underretning og udveksling af oplysninger samt iværksættelse af sikkerhedsforanstaltninger.

2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske stan- darder udarbejdes af EBA med henblik på at: a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og

betalingstjenesteudbydere ved at indføre effektive og risikobaserede krav

b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjene-

steudbydere

d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative

betalingsmidler.

3. De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier: a) risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes b) transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele c) den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen. 4. EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 13. januar 2017.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. 5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de regu- leringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage højde for innovation og den teknologiske udvikling.”

Der er i medfør af artikel 98 udstedt Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/389 af 27. november 2017 om supplerende regler til Europa-Parla -mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for stærk kundeautentifikation og fælles og sikre åbne stan- darder for kommunikation. De heri indeholdte regler angår ikke og stiller ikke krav om, at betalingstjenesteudbydere skal indrette deres systemer på en sådan måde, at der advares om usædvanlige overførsler fra betalere og/eller at så- danne overførsler automatisk stoppes.

I det endnu ikke gennemførte forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forord- ning om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, COM(2023) 366, er det indledningsvis anført bl.a. (fodnoter udeladt):

”1. BAGGRUND FOR FORSLAGET • Forslagets begrundelse og formål Det andet betalingstjenestedirektiv (PSD2)1 udgør en retlig ramme for alle detailbetalinger i EU, både i euro og andre valutaer, både inden- landske og grænseoverskridende. Det første betalingstjenestedirektiv, der blev vedtaget i 2007, fastlagde en harmoniseret retlig ramme for op- rettelsen af et integreret EU-betalingsmarked.

32

…

3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRIN -GER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER • Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgiv - ning Der blev foretaget en evaluering af det andet betalingstjenestedirektiv i 2022. Input til evalueringen omfattede en rapport fra en uafhængig kon- trahent og interessenternes synspunkter i forskellige offentlige hørin- ger.

Evalueringsrapporten offentliggøres som bilag til den konsekvens- analyse, der ledsager dette forslag. I evalueringsrapporten konkluderes det, at det andet betalingstjeneste- direktiv har haft forskellige grader af succes med hensyn til at opfylde målene. Et område med positive virkninger har været forebyggelse af svig via indførelsen af stærk kundeautentifikation.”

I den foreslåede forordning er det anført:

”…

(1) Siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/236633 har detailmarkedet for betalingstjenester undergået bety- delige ændringer, hovedsagelig i forbindelse med den stigende brug af kort og andre digitale betalingsmidler, den faldende brug af kontanter og den stigende tilstedeværelse af nye aktører og tjenester, herunder di- gitale tegnebøger og kontaktløse betalinger. Covid-19-pandemien og de forandringer, den har medført for forbrugs- og betalingspraksis, har øget betydningen af at have sikre og effektive betalinger.

(2) I Kommissionens meddelelse om en detailbetalingsstrategi for EU34 bebudes det, at der vil blive iværksat en omfattende gennemgang af an- vendelsen og virkningen af direktiv (EU) 2015/2366, "som bør omfatte en samlet vurdering af, om det stadig er egnet til formålet, under hensyntagen til markedsudviklingen ".

(3) Direktiv (EU) 2015/2366 havde til formål at fjerne hindringer for nye typer betalingstjenester og forbedre forbrugerbeskyttelsen og -sikkerhe- den.

Kommissionens evaluering af virkningen og anvendelsen af direk- tiv (EU) 2015/2366 viste, at direktiv (EU) 2015/2366 i vid udstrækning har været vellykket med hensyn til mange af dets mål, men identifice- rede også visse områder, hvor direktivets mål ikke er nået fuldt ud.

F.eks. pegede evalueringen på stigningen i nye former for svig som et problem, der giver anledning til bekymring med hensyn til forbruger- beskyttelsesmål.

Der er også konstateret mangler med hensyn til målet om at forbedre konkurrencen på markedet takket være de såkaldte "open banking-tjenester" (kontooplysningstjenester og betalingsinitie- ringstjenester) ved at mindske de markedshindringer, som tredjeparts- udbydere står over for.

Fremskridtene hen imod målet om at forbedre udbuddet af grænseoverskridende betalingstjenester har også været be- grænsede, hovedsagelig på grund af uoverensstemmelser i tilsynsprak- sis og håndhævelse i hele Unionen. Evalueringen identificerede også

33

faktorer, der hæmmer fremskridtene med hensyn til målet om at skabe lige vilkår for alle udbydere af betalingstjenester.

(4) Evalueringen afdækkede også problemer med forskellig gennemfø- relse og håndhævelse af direktiv (EU) 2015/2366, som direkte påvirker konkurrencen mellem betalingstjenesteudbydere ved at skabe forskel- lige lovgivningsmæssige betingelser i de forskellige medlemsstater og tilskynde til regelarbitrage. …

(75) Der bør fastsættes bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner eller specifikke autoriserede kredi- toverførsler. Der kan gælde andre bestemmelser for brugere af betaling- stjenester, der ikke er forbrugere, idet sådanne brugere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforan- staltninger.

For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om tilbagebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitie- ringstjenesteudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette bør ikke berøre fordelingen af ansvar mellem betalingstjenesteudbyderne. …

(79) Forbrugerne bør beskyttes tilstrækkeligt i forbindelse med visse svigagtige betalingstransaktioner, som de har givet tilladelse til uden at vide, at disse transaktioner var svigagtige.

Antallet af "social enginee- ring"-sager, hvor forbrugere vildledes til at godkende en betalings- transaktion til en svindler, er steget markant i de senere år. "Spoofing"- tilfælde, hvor svindlere foregiver at være ansatte hos en kundes beta- lingstjenesteudbyder og misbruger betalingstjenesteudbyderens navn, postadresse eller telefonnummer til at vinde kundernes tillid og få dem til at udføre visse handlinger, bliver desværre mere udbredt i Unionen.

Disse nye former for "spoofing"- svig udvisker forskellen i direktiv (EU) 2015/2366 mellem autoriserede og uautoriserede transaktioner. De mid- ler, hvormed samtykket kan antages at være givet, bliver også mere komplekse at identificere, da svindlere kan tage kontrol over hele samtykke- og autentifikationsprocessen, herunder den stærke kundeau- tentifikation.

Der bør tages behørigt hensyn til de betingelser, hvorun- der kunden godkendte en transaktion ved at give sin tilladelse hertil, herunder af domstolene, for at kvalificere en transaktion som autorise- ret eller uautoriseret. En transaktion kan ganske vist være blevet god- kendt under omstændigheder, hvor en sådan tilladelse blev givet på manipulerede præmisser, der påvirkede godkendelsens integritet.

Det er derfor ikke længere muligt, som det var tilfældet i direktiv (EU) 2015/2366, at begrænse tilbagebetalinger til uautoriserede transaktioner. Det ville imidlertid være uforholdsmæssigt og økonomisk meget dyrt for betalingstjenesteudbyderne at åbne enhver svigagtig transaktion, hvad enten de er autoriserede eller uautoriserede, for en systematisk ret til tilbagebetaling.

Det kan også medføre moralsk risiko og mindske kundens årvågenhed.

(80) Betalingstjenesteudbydere kan også betragtes som ofre for "spoo- fing"-sager, da deres oplysninger blev misbrugt. Betalingstjenesteudby- dere har imidlertid flere midler end forbrugerne til at sætte en stopper

34

for disse tilfælde af svig gennem passende forebyggelse og solide tekni- ske sikkerhedsforanstaltninger, der er udviklet i samarbejde med udby- dere af elektroniske kommunikationstjenester såsom mobilnetoperatø- rer, internetplatforme osv.

Tilfælde af svindel i form af at udgive sig for at være en bankmedarbejder påvirker bankens gode omdømme, bank- sektoren som helhed og kan forårsage betydelige økonomiske skader for EU's forbrugere, hvilket påvirker deres tillid til elektroniske betalin- ger og til banksystemet.

En forbruger i god tro, som har været offer for en sådan "spoofing"-svindel, hvor svindlere udgiver sig for at være an- satte hos en kundes betalingstjenesteudbyder og misbruger betalingstje- nesteudbyderens navn, postadresse eller telefonnummer, bør derfor have ret til at få refunderet det fulde beløb for den svigagtige betalings- transaktion fra betalingstjenesteudbyderen, medmindre betaleren har handlet svigagtigt eller med "grov uagtsomhed".

Så snart forbrugeren bliver opmærksom på, at vedkommende har været offer for denne form for "spoofing"-svindel, bør forbrugeren uden unødig forsinkelse an- melde hændelsen til politiet, helst via onlineklageprocedurer, hvis så- danne stilles til rådighed af politiet, og til sin betalingstjenesteudbyder og fremlægge al nødvendig dokumentation.

Der bør ikke ydes refusion, hvis disse proceduremæssige betingelser ikke er opfyldt. …

(82) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra be- talingstjenestebrugerens side bør der tages hensyn til alle omstændighe- der. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt vurderes i henhold til national ret.

Selv om begrebet uagtsomhed inde- bærer en tilsidesættelse af omsorgspligten, bør der ved "grov uagtsom- hed" forstås mere end blot uagtsomhed, der involverer adfærd, der ud- viser en betydelig grad af skødesløshed, for eksempel opbevaring af de legitimationsoplysninger, der bruges til at godkende en betalings- transaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format, der er åbent og let at opdage for tredjeparter.

Det faktum, at en forbruger allerede har modtaget en tilbagebetaling fra en betalingstjenesteudbyder efter at være blevet offer for svig ved at nogen har udgivet sig for at være bankansat, og indgiver endnu et tilbagebetalingskrav til den samme be- talingstjenesteudbyder efter igen at være blevet offer for den samme type svig, kan betragtes som "grov uagtsomhed", da det kan indikere en høj grad af uforsigtighed fra brugeren, som burde have været mere op- mærksom efter allerede at have været offer for den samme svigagtige fremgangsmåde. …

(100) Svindlere går ofte efter de mest sårbare personer i vores samfund. Rettidig afsløring af svigagtige betalingstransaktioner er afgørende, og overvågning af transaktioner spiller en vigtig rolle i forbindelse med denne afsløring. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve, at betalingstje- nesteudbydere har indført mekanismer til overvågning af transaktioner, der afspejler disse mekanismers afgørende bidrag til forebyggelse af svig, og som går videre end den beskyttelse, som stærk kundeautentifi- kation giver i forbindelse med betalingstransaktioner, herunder transaktioner, der involverer betalingsinitieringstjenester.

35

(101) EBA bør udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske stan- darder for de specifikke tekniske krav vedrørende mekanismer til over- vågning af transaktioner. Sådanne krav bør bygge på merværdien af miljømæssige og adfærdsmæssige karakteristika i forbindelse med be- talingstjenestebrugerens betalingsvaner. …

(103) Svig i forbindelse med kreditoverførsler er i sagens natur tilpas- ningsdygtig og omfatter en åben mangfoldighed af praksisser og tek- nikker, herunder tyveri af autentifikationsoplysninger, manipulation af fakturaer og social manipulation.

For at kunne forhindre stadig nye for- mer for svig bør overvågningen af transaktioner derfor løbende forbed- res, idet der gøres fuld brug af teknologi såsom kunstig intelligens. Ofte har en betalingstjenesteudbyder ikke det fulde billede af alle kompo- nenter, der kan føre til rettidig afsløring af svig.

Det kan dog gøres mere effektivt med en større mængde oplysninger om potentielt svigagtige aktiviteter fra andre betalingstjenesteudbydere. Det bør derfor være muligt at udveksle alle relevante oplysninger mellem betalingstjene- steudbydere.

For bedre at afsløre svigagtige betalingstransaktioner og beskytte deres kunder bør betalingstjenesteudbydere med henblik på overvågning af transaktioner gøre brug af data om betalingssvig, der deles af andre betalingstjenesteudbydere på multilateralt grundlag så- som særlige IT-platforme baseret på ordninger for udveksling af oplys- ninger.

For at forbedre beskyttelsen af betalere mod svig i forbindelse med kreditoverførsler bør betalingstjenesteudbydere kunne forlade sig på så omfattende og ajourførte oplysninger som muligt, navnlig ved i fællesskab at anvende oplysninger om entydige identifikationskoder, manipulationsteknikker og andre omstændigheder i forbindelse med svigagtige kreditoverførsler, der identificeres individuelt af hver enkelt betalingstjenesteudbyder.

Inden betalingstjenesteudbydere indgår en aftale om udveksling af oplysninger, bør de foretage en konsekvensana- lyse vedrørende databeskyttelse i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) 2016/679. …

(106) Betalingssvindel bliver stadig mere sofistikeret, idet svindlere an- vender manipulerende og impersonerende teknikker, som det er van- skeligt for brugerne af betalingstjenester at opdage uden en tilstrække- lig grad af bevidsthed og information om svig.

Betalingstjenesteudby- dere kan spille en vigtig rolle med hensyn til at styrke forebyggelsen af svig ved regelmæssigt at tage alle nødvendige initiativer for at øge de- res betalingstjenestebrugeres forståelse af og bevidsthed om de risici og tendenser, der er forbundet med betalingssvig.

Betalingstjenesteudby- dere bør navnlig gennemføre passende oplysningsprogrammer og kampagner om tendenser og risici for svig rettet mod kunder og ansatte hos betalingstjenesteudbydere med henblik på at hjælpe kunderne med at forstå, at de er ofre for et forsøg på svig.

Betalingstjenesteudbydere bør via forskellige medier give deres forbrugere tilpassede oplysninger om svig, give dem klare budskaber og advarsler og hjælpe dem med at reagere korrekt, når de udsættes for potentielt svigagtige situationer. EBA bør udarbejde retningslinjer for de forskellige typer programmer, som betalingstjenesteudbyderne skal udvikle vedrørende risici for beta-

36

lingssvindel, under hensyntagen til den konstant skiftende karakter af de risici, der er forbundet med svig. …

Artikel 59

Betalingstjenesteudbyderens ansvar for svig i form af at udgive sig for

en anden

1.

Hvis en bruger af betalingstjenester, som er en forbruger, er blevet manipuleret af en tredjepart, der foregiver at være ansat hos forbruge- rens udbyder af betalingstjenester ved ulovlig brug af den pågældende betalingstjenesteudbyders navn eller emailadresse eller telefonnummer, og denne manipulation har givet anledning til efterfølgende svigagtige autoriserede betalingstransaktioner, skal udbyderen af betalingstjene- ster tilbagebetale forbrugeren det fulde beløb for den svigagtige autori- serede betalingstransaktion, forudsat at forbrugeren straks har indbe- rettet svigen til politiet og underrettet sin betalingstjenesteudbyder. 2.

Senest 10 arbejdsdage efter at have konstateret eller være blevet un- derrettet om den svigagtige autoriserede betalingstransaktion skal beta- lingstjenesteudbyderen gøre et af følgende: a) refundere forbrugeren beløbet for den svigagtige autoriserede beta-

lingstransaktion

b) hvis udbyderen af betalingstjenester har rimelig grund til at formode,

at forbrugeren har begået svig eller grov uagtsomhed, give en be- grundelse for at afslå tilbagebetaling og oplyse forbrugeren om, hvilke organer forbrugeren kan henvende sig til i overensstemmelse med artikel 90, 91, 93, 94 og 95, hvis forbrugeren ikke accepterer den anførte begrundelse.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis forbrugeren har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. 4. Det påhviler forbrugerens betalingstjenesteudbyder at bevise, at for- brugeren har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. 5.

Når udbydere af elektroniske kommunikationstjenester underrettes af en betalingstjenesteudbyder om forekomsten af den type svig, der er omhandlet i stk. 1, arbejder de tæt sammen med betalingstjenesteudby- derne og handler hurtigt for at sikre, at der er truffet passende organisa- toriske og tekniske foranstaltninger til at beskytte kommunikationssik- kerheden og -fortroligheden i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF, herunder med hensyn til opkaldsnummeridentifikation og e-postadresse.”

Anbringender

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med, hvad der fremgår af deres påstandsdokumenter for landsretten.

Appellant, tidligere Sagsøger har herved anført følgende i sit påstandsdokument af 9. septem- ber 2026 (henvisninger til ekstrakt og materialesamling samt overskriftsnum- merering udeladt):

37

”…

Nordea hæfter efter betalingslovens §§ 82, 99 og 100

Bemærkninger til Det finansielle ankenævns praksis

Det centrale spørgsmål efter betalingsloven er, om der består en afgø- rende forskel i forbrugerens retsstilling mellem tilfælde, hvor forbruge- ren som led i telefonsvindel manipuleres til selv at foretage en overfør- sel til en „sikker konto“, og tilfælde, hvor forbrugeren ved et tilsva- rende manipulerende telefonopkald i stedet forledes til at udlevere kort- eller kontooplysninger til svindlerne. Det finansielle ankenævns praksis fører til, at bankerne kun hæfter i sidstnævnte tilfælde.

Det finansielle ankenævn traf første gang afgørelse om ”safe account fraud” i 2021, og nævnets praksis om ”safe account fraud” adskiller sig fra nævnets øvrige praksis om betalingsmisbrug i forbindelse med net- bankoverførsler.

I andre tilfælde, hvor en forbruger kontaktes af en tredjepart, og hvor der efter manipulation sker overførsel af penge fra kundens konto til svindlerens konto, har nævnet fastslået, at pengeinsti- tuttet hæfter.

Dette omfatter bl.a. (1) tilfælde, hvor kunden videregiver NemID-oplysninger til svindlere, som foretager overførslen via net- bank, eller (2) klassiske ”phising” -tilfælde, hvor kunden modtager et link og bliver manipuleret til at indtaste kontooplysninger og foretage den for transaktionen afgørende godkendelse i nøgleappen.

Det finansielle ankenævns daværende formand, fhv. højesteretsdom- mer Person 1, har anført som begrundelse for denne sondring i nævnets praksis, at ”safe account fraud” svarer til en situation, hvor kunden afleverer kontanter til en person, der viser sig at være svindler (…). Dette bestrides.

Når overførsler sker via netbank, er der ikke tale om et topartsforhold, men om et aftalebaseret trepartsforhold, hvor Nordea som betalingsformidler indtager rollen som mellemled, der må påtage sig risikoen for at udfylde denne rolle, bl.a. ved at blive mødt med ugyldighedsindsigelser eller ved at blive erstatningsansvarlig for ikke at tilbyde den sikkerhed, som bør forventes.

På den baggrund be- ror Det finansielle ankenævns retlige vurdering i sager om ”safe acco- unt fraud” på en fejlagtig retsanvendelse.

Det netop anførte understøttes af, at retsstillingen er den modsatte i an- dre lande. Det norske finansielle ankenævn, Finansklagenemnda, har ikke fundet grundlag for at sondre mellem ”safe account fraud” og an- den netbanksvindel, og i begge tilfælde hæfter pengeinstituttet derfor.

Betalingsloven stiller krav om samtykke

Efter betalingslovens § 99, stk. 1, hæfter udbyderen (pengeinstituttet) for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, og betalings- lovens § 100 regulerer tabsfordelingen mellem betaler (kunden) og ud- byder, hvis der sker uberettiget anvendelse af en betalingstjeneste. Om brug af en betalingstjeneste er uberettiget eller ej efter betalingslovens § 100, afgøres efter lovens § 82, stk. 1. Af bestemmelsen fremgår, at en be -talingstransaktion kun er ”autoriseret” , hvis betaleren har meddelt

38

samtykke til at gennemføre transaktionen. Har betaleren ikke meddelt gyldigt samtykke, er transaktionen ”uautoriseret” , jf. § 82, stk. 1, 3. pkt., og i så fald regulerer § 100 tabsfordelingen. Det klare udgangspunkt for bestemmelsen er, at udbyderen skal bære tabet, hvis en betalingstjene- ste misbruges. Kun hvis der foreligger særlige omstændigheder, hæfter betaleren for (en del af) tabet, jf. betalingslovens § 1oo, stk. 2-5.

Nordea har anført, at sagen angår en ”autoriseret” transaktion ud fra den betragtning, at ”samtykke” efter betalingslovens § 82 må forstås som ”den tekniske godkendelse af en betaling” . Nordeas synspunkt sy- nes at være, at de almindelige gyldighedskrav og retsvirkninger af det juridiske begreb ”samtykke” ikke finder anvendelse på samtykkebegre- bet i betalingsloven.

Konsekvensen af Nordeas synspunkt er derfor også, at en ”teknisk godkendelse” ikke kan blive mødt med aftaleret- tens almindelige ugyldighedsindsigelser om fx svig eller tvang. Hvis dette var tilfældet, ville betalingsloven ikke sikre det hensyn til forbru- gerbeskyttelse, som er hele lovens grundlag.

Der er ingen støtte i forar- bejderne for, at lovgiver har haft ønske om at indsnævre den typiske be- tydning begrebet ”samtykke” og de hertil hørende retsvirkninger.

Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende, at begrebet ”samtykke” i betalingslovens § 82 forudsætter et gyldigt samtykke. En følge heraf er, at spørgsmålet om hæftelse ikke blot beror på, om kunden rent praktisk har gennem- ført transaktionen i sin teknikalitet, men om kunden har givet et gyldigt samtykke til den konkrete transaktion.

Da Det finansielle ankenævn i vurderingen af betalingsloven har lagt vægt på det rent tekniske for- hold, hvem der rent praktisk gennemførte overførslen, er det Appellants, tidligere SagsøgerAppellants, tidligere Sagsøger Appellants, tidligere Sagsøger opfattelse, at nævnets regelanvendelse er forkert.

Det er ubestridt, at Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for telefonisk manipulation og handlede i den tro, at hun skulle redde sit indestående. På den bag- grund har hun ikke givet gyldigt samtykke til de konkrete betalings- transaktioner til ukendte tredjemænd, som faktisk fandt sted. Nordea hæfter derfor efter betalingslovens §§ 82, jf. 99, stk. 1 og 100, stk. 1, for Appellants, tidligere Sagsøger tab, subsidiært for det fulde tab med fradrag for de be- grænsede beløb på 375 kr. eller 8.000 kr., som forbrugeren kan hæfte for efter betalingslovens § 100, stk. 3 eller 4.

Lovens formål

Nordea har anført som hovedsynspunkt, at ”betalingslovens §§ 89 og 100 gør endeligt op med ansvarsfordelingen mellem pengeinstitutter og deres kunder” , og ”at lovgiver ikke har efterladt rum til, at domstolene kan indføre ansvar for pengeinstitutter i situationer, hvor kunden selv har overført beløbet.” Dette bestrides.

Når det fremgår af lovforarbejderne, at betalingsloven gør endeligt op med ansvarsfordelingen, er udtrykket anvendt i forbrugernes og ikke betalingsformidlernes (herunder bankernes) favør. Det er således kor- rekt, at betalingslovens § 100 gør op med almindelige erstatningsretlige regler, hvad angår forbrugerens hæftelse og ansvar i forhold til udbyde -ren. Dette betyder, at forbrugeren ikke kan hæfte i videre udstrækning,

39

end det fremgår af betalingslovens § 100. For så vidt angår udbyderens hæftelse, er betalingsloven derimod en minimumsbeskyttelse af forbru- gerne, og rækkevidden af denne beskyttelse fastsættes af domstolene på baggrund af almindelig lovfortolkning.

Konsekvensen af Nordeas synspunkt er en sondring, hvor det gør en helt afgørende forskel for forbrugerens retsstilling, om forbrugeren selv har initieret misbrugstransaktionen på grundlag af tredjemands bedra- geriske opkald, eller om forbrugeren under et helt tilsvarende opkald har videregivet sine oplysninger til en tredjemand, som herefter initie- rer transaktionen.

Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende, at der ikke er grundlag i lovforarbejderne for denne sondring, og at en sådan – for forbrugeren helt vilkårlig – retsstilling, er i strid med betalingslovens formål, som er at sikre forbrugerbeskyttelse i tilfælde af misbrug.

Lovens forarbejder

Betalingslovens hæftelsesregler er en videreførelse af de regler, som fremgik af lovens forgængere i form af betalingstjenesteloven (lbkg 2015 613), betalingsmiddelloven (lbkg 2008 259) og betalingskortloven (lbkg 1994 811). I vid udstrækning kan lovforarbejder og praksis vedrø- rende de forudgående love anvendes ved fortolkning af betalingsloven. Siden den oprindelige betalingskortlovs indførelse har hæftelsesregler- nes formål været, at bankerne skal sikre kunden mod ruinering og vel- færdstab i tilfælde af misbrug. Af forarbejderne til betalingskortloven fremgik det bl.a. (LFF 1993-12-16 nr. L 133, sp. 5343):

”Betalingskortloven er baseret på bærende principper om, at

systemerne skal indrettes således, at der sikredes brugerne ’overskuelighed’, ’frivillighed’ og ’beskyttelse mod misbrug’. […]

I den forudgående betænkning nr. 1255/1993, s. 46 fremgik det bl.a.:

”Misbrug omfatter ikke blot beskyttelse imod tilsigtet misbrug, men tillige beskyttelse imod urimelighed i bred forstand for brugerne, som fx for ringe sikkerheds- og korrektionsprocedu- rer… Udvalget er enigt om, at brugere af home-banking og home-shopping systemer har et tilsvarende behov for beskyt - telse imod misbrug”

Af forarbejderne til lov om betalingsmidler fremgik bl.a. (LFF 1999-10.27 nr. 63, sp. 1558):

” Hovedsigtet med lovens regulering er således, at der udby- des sikre og velfungerende betalingsmidler, som dels kan an- vendes uden større risici for økonomiske tab som følge af mis - brug og fejl eller kompromittering af fortrolige oplysninger, og som dels er indrettet og fungerer hensigtsmæssigt og driftssik- kert. Lovens bestemmelser skal endvidere medvirke til at give brugerne og betalingsmodtagerne en rimelig retsstilling …”

40

Af forarbejderne til betalingstjenesteloven (LFF 2009-01-28 nr. 119) fremgik det endvidere bl.a.:

” Der er i loven bestemmelser om hæftelse, som sikrer, at bru- gerne ikke lider et urimeligt stort tab, hvis betalingsmidlet for eksempel bliver stjålet og derefter misbrugt.”

På intet tidspunkt har lovgiver fremhævet, at den tekniske metode for svindleres bedrageri – eller kundens konkrete rolle i forbindelse med tredjemands bedrageri – skal have betydning for kundens retsstilling.

Tværtimod viser forarbejderne og ansvarsfordelingen i § 100, at hensig- ten bag loven er at tillægge forbrugerbeskyttelsen afgørende vægt, og kun hvis der foreligger særlige omstændigheder, skal forbrugeren hæfte for en helt begrænset del af tabet, jf. § 100, stk. 3 og 4.

På denne vis afvejer reglerne styrkeforholdet mellem bankerne, som har mulig- hed for at indrette deres systemer og pulverisere deres tab, og den bor- ger, for hvem misbrug kan være velfærdstruende.

I takt med den teknologiske udvikling er misbrugstruslen ændret fra primært at angå bankrøverier, til skade for pengeinstitutterne og deres medarbejdere, til udelukkende at omfatte netsvindel i stadigt nye for- mer, til skade for kunderne. Denne udvikling illustrerer, at lovgiver ikke har kunnet forudse enhver ny svindelform ved lovens formule- ring.

Dette ændrer ikke på, at også nye svindelformer udgør kerneom- rådet for hæftelsesreglernes formål, som angår ”misbrug” .

På denne baggrund bør det ikke være afgørende for forbrugernes retstilling, om tredjemand har ”anvendt” betalingssystemet i den forstand, at tredje- mand selv har interageret med systemer ved at foretage overførslen, el- ler om tredjemand på anden måde har ”anvendt” systemet ved at ud- nytte systemets sikkerhedsmæssige huller, fx gennem bedrageriske tele- fonopkald.

Dette understøttes direkte af de specielle bemærkninger til 2017-lovændringen, som viser, at lovens ordlyd skal tilpasses de svin- deltyper, som måtte udvikle sig. Af lovbemærkningerne fremgår, at for- brugeren på grund af manglende forsæt til den uberettigede anvendelse ikke hæfter efter § 100, stk. 4 og 5 i forbindelse med ”phising” , selvom lovens ordlyd umiddelbart kan tale i anden retning.

Lovgiver anførte i lovforarbejderne bl.a. (LFF 2017 157, s. 169):

” I tilfælde, hvor betaler uforvarende har overladt den person- lige sikkerhedsforanstaltning til andre, eksempelvis i forbin- delse med phishing, finder forslaget til stk. 4, nr. 2, dog ikke anvendelse, idet betaler ikke overdrog den personlige sikker- hedsforanstaltning med forsæt til at der skal foretages den ube - rettigede anvendelse. … Bestemmelsen understreger, at betaleren selv hæfter for tab, der opstår ved, at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd eller bedrageri har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Det er dog en forudsætning, at betaler med forsæt har oplyst den per - sonlige sikkerhedsforanstaltning, der anvendes til at foretage stærk kundeautentifikation. I tilfælde, hvor betaler uforva - rende har overladt den personlige sikkerhedsforanstaltning

41

til andre, eksempelvis i forbindelse med phishing, hæfter beta -ler ikke efter forslaget til stk. 5, idet betaler ikke overdrog den personlige sikkerhedsforanstaltning med forsæt til at der skal foretages den uberettigede anvendelse.”

I 2017, hvor hæftelsesreglerne senest blev ændret, var ”safe account” -svindel ikke kendt, og derfor adresserer forarbejderne ikke denne svindeltype. Men 2017-lovforarbejderne viser, at det retlige blik ikke skal rettes mod, hvordan misbruget er sket i sin teknikalitet, herunder om overførslen er muliggjort ved overdragelse af nøglekort eller ved betalerens egne overførsler.

Det afgørende er derimod, om betaleren havde forsæt eller vilje til, at det uberettigede element fandt sted. På samme måde som en bruger, der udsættes for svindel ved ”phising” , ikke har forsæt til den uberettigede anvendelse, har den kunde, der udsættes for ”safe account fraud” , hverken forsæt eller vilje til det uberettigede element i form af overførsel af hele sit indestående til ukendte svindlere.

På denne baggrund bør betalingslovens § 100 i det mindste anvendes på samme måde ved ”safe account fraud” og ”phising” . Nordea hæfter derfor efter lovens § 82, jf. § 100, stk. 1 og 3.

Forholdet til EU-retten

Den gældende betalingslov implementerer 2. betalingstjenestedirektiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked. Nordea har fremhævet, at Europa-Parlamentet og Rådet den 28. juni 2023 har fremsat og førstebehandlet forslag til Forordning om betalingstjenester, hvoraf det fremgår direkte af en ny artikel 59, at banken hæfter i tilfælde af ”safe account fraud” .

Nordea har benyttet dette ændringsforslag til at fremføre, at konsekvensen af forslaget er, at der ikke var grundlag for at placere et ansvar hos pengeinstitutterne i tilfælde af ”safe account fraud” efter det gældende 2. betalingstjeneste-direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2014 (…). Dette bestrides.

Det fremgår direkte af betragtning (3) og (4) til forordningsforslaget, at 2. betalingstjenestedirektivs mål også omfattede ”safe account fraud” :

… [citeret ovenfor i afsnittet om retsgrundlaget]

Af betragtning (79) til forordningsforslaget fremgår det endvidere:

… [citeret ovenfor i afsnittet om retsgrundlaget]

Som forordningsforslaget viser, er den fortolkning af begreberne ”autoriseret” og ”uautoriseret” , som Nordea lægger vægt på, ikke relevant ved nye svindeltyper såsom ”safe account fraud” , hvor sondringen udviskes. Forslaget viser samtidig, at hensigten med disse begreber ikke har været at begrænse bankernes hæftelse i tilfælde, hvor forbrugeren selv foretager den tekniske godkendelse. Tværtimod viser forslaget, at de betingelser, hvorunder kunden godkendte en transaktion, netop skal tillægges vægt, og at direktivets mål også i disse tilfælde er hæftelse for bankerne.

42

Herudover fremgår det direkte af lovforarbejderne fra 2017, at den danske retsstilling for bankers hæftelse på flere punkter rækker videre end de forpligtelser, som følger af EU-retten, og at hensigten netop er en videregående beskyttelse. Det centrale er derfor, hvilken hensigt den danske lovgiver har udtrykt gennem årene i relation til betalingslovens formål.

Nordea hæfter efter aftalelovens § 30 på grund af tredjemands svig

Nordea hæfter for Appellants, tidligere Sagsøger tab efter aftalelovens § 30, stk. 1, fordi Nordea, der på tidspunktet for hændelsen havde kendskab til både ”safe account fraud” og Appellants, tidligere Sagsøger betalingsmønstre, burde have indset, at overførslerne var resultatet af svig fra tredjemand. Appellant, tidligere Sagsøger har ikke afgivet en viljeserklæring, som skaber retsvirkninger, og det burde Nordea have vidst.

Svig er en svag ugyldighedsindsigelse, som alene kan gøres gældende, når adressaten er i ond tro. Betingelserne for Nordeas burde-viden må svare til de krav, som domstolene ville stille til en medarbejder, som modtog tilsvarende betalingsinstruktioner i den fysiske verden.

Nordea kan ikke undgå en svigsindsigelse efter aftalelovens § 30 ved at indrette sig med et fuldautomatisk betalingssystem i stedet for manuel håndtering af overførsler foretaget af en medarbejder, som pengetransaktioner tidligere var baseret på. Det forhold i øvrigt, at oplysninger i et it-system kan påføre indehaveren ond tro (”systemisk ond tro”), er fastslået af bl.a. Högsta Domstolen i dom af 1. juli 2025.

I UfR 2022.414 H om et par, som var blevet narret til at udlevere NemID, udtalte Højesteret, at parret ikke hæftede for lånet, og at vurderingen af, om parret skulle anses for ”aftaleretligt forpligtet” , skulle basere sig på en ”konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb” . Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende, at den samme vurdering bør anvendes denne sag. I forbindelse med denne helhedsvurdering bør navnlig følgende tillægges vægt:

Bevisbyrde

Nordea bærer bevisbyrden for, at Nordea ikke var i ond tro.

Nordea gjorde det under sagens forberedelse for byretten vanskeligt for Appellant, tidligere Sagsøger at fremlægge beviser for, at Nordeas systemer kunne og burde have reageret på de retsstridige hævninger på en måde, der effektivt havde hindret dem.

Appellants, tidligere Sagsøger processuelle opfordringer, bl.a. om hvilke procedurer, kundeorienteringer, kontroller, overvågningsmekanismer mv., Nordea havde foretaget overfor ”safe account fraud” , besvarede Nordea med henvisning til navnlig, at forholdene ville blive belyst af Nordeas vidner.

Da hovedforhandlingen i byretten nærmede sig, begærede Nordea dørlukning, angiveligt fordi Nordeas vidner ville udtale sig om sikkerhedsfølsomme oplysninger, som offentligheden ikke måtte få kendskab til. Denne begæring efterkom byretten, trods Appellants, tidligere Sagsøger protest. Under forklaringerne viste det sig, at Nordeas vidner ikke udtalte sig om sikkerhedsføl-

43

somme oplysninger, at der ifølge vidnerne ikke var udløst nogen egentlige alarmer til den relevante afdeling i den konkrete sag, ligesom Nordeas vidnes svar om tidspunktet for Nordeas kendskab til ”safe account fraud” var ukorrekt.

I en forbrugersag, hvor en kunde har mistet hele sit indestående, er det i særdeleshed opsigtsvækkende, at oplysningen fra Nordeas vidner om, at Nordea først fik kendskab til ”safe account fraud” omkring sommeren 2022, kort tid før Appellant, tidligere Sagsøger blev svindlet, var notorisk ukorrekt. For landsretten har Appellant, tidligere Sagsøger fremlagt dokumentation for, at Nordea var fuldt ud vidende om ”safe account fraud” lang tid før det tidspunkt, hvor Appellant, tidligere Sagsøger blev svindlet.

Med denne viden, som foreligger for landsretten, om vidnernes forklaringer, bør bevisbyrden skifte til skade for Nordea, således at Nordea bør godtgøre, at Nordea ikke var i ond tro, da Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for netop de karakteristika, som Nordea vidste var kendetegnet for ”safe account fraud” .

Det bemærkes herved, at tidspunktet for Nordeas kendskab til denne type svindel er nævnt direkte i byrettens præmisser, og forholdet har således haft betydning for byrettens vurdering af culpaspørgsmålet, ligesom det bør have betydning for ond tros-vurderingen efter aftalelovens § 30, stk. 1. I begge henseender er netop Nordeas viden af afgørende betydning.

Appellant, tidligere Sagsøger reagerede straks

Ved vurderingen af, om Appellant, tidligere Sagsøger skal forpligtes aftaleretligt, må det tillægges vægt, at hun reagerede straks, jf. også U 2022.414 H (…). Appellant, tidligere Sagsøger indgav sin indsigelse allerede om formiddagen den 23. august 2022, så snart misbruget stod klart.

Nordea havde indgående viden om Appellants, tidligere Sagsøger betalingsmønstre

Appellant, tidligere Sagsøger har som enlig pensionist foretaget få betalinger af mindre beløb, som er præget af en fast rutine, og hun gør minimal brug af sin netbank, hvilket er ubestridt. På grundlag af sit indgående kendskab til Appellants, tidligere Sagsøger kundeadfærd gennem mere end 50 år, burde Nordea have reageret på de helt atypiske betalingsmønstre, som fandt sted den 22. og 23. august 2022.

Nordea havde indgående kendskab til ”safe account fraud” i august 2022

Det forhold, at Nordea havde burde-viden om, at Appellant, tidligere Sagsøger var udsat for svindel, understøttes som anført af, at Nordea på svindeltidspunktet var fuldt ud bekendt med ”safe account fraud” og den for denne svindelform kendetegnende fremgangsmåde:

• Det finansielle ankenævn traf den første afgørelse om ”safe account fraud” allerede den 9. november 2021 (…) i en sag, hvor

44

Nordea var indklaget, og hvor det bedrageriske telefonopkald var foretaget allerede den 28. oktober 2020. I august 2022, hvor Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for svindel, var Nordea endvidere indklaget i 9 andre sager, hvilket langt oversteg antallet for andre institutter.

• Offentligt tilgængelige oplysninger viser, at ”safe account fraud” var velkendt og velbeskrevet i den finansielle sektor lang tid før august 2022, og konkurrerende banker foretog aktive tiltag og advarede sine kunder direkte mod denne form for misbrug.

• Nordeas egen hjemmeside indeholdt allerede den 28. september 2021 oplysninger, som viste, at Nordea var bekendt med svindlernes fremgangsmåde ved ”safe account fraud” (.). Disse oplysninger fremgik af en underside, som var tilgængelig via et link allernederst på Nordeas hjemmeside. Oplysningerne var derfor ikke synlige for den almindelige kunde i de sammenhænge, hvor en advarsel er relevant. Det bemærkes, at de fleste kunder benytter en app på mobiltelefonen til netbankforretninger, hvor disse oplysninger ikke fremtræder.

• Ifølge sagens oplysninger led Nordeas kunder allerede i 2021 tab for 6 millioner kr. som følge af ”safe account fraud” . Dette tal steg til 40 millioner kr. i 2022, hvor 900 kunder i Nordea blev udsat for ”safe account fraud” .

Nordea havde burde viden (ond tro)

Det fremstår usandsynligt, at Appellant, tidligere Sagsøger har haft til hensigt i de sene aftentimer pludselig at overføre hele sit indestående ved 9 på hinanden følgende overførsler til ukendte konti. Enhver bankansat, der som Nordea havde kendskab til fremgangsmåden ved ”safe account fraud” , ville have indset, at Appellant, tidligere Sagsøger måtte være udsat for svig.

Sagens oplysninger

viser endvidere, at Nordeas system krævede en ”second channel confirmation” i forbindelse med alle 9 transaktioner. På den baggrund identificerede Nordeas system alle ni transaktioner som atypiske, hvilket taler for ond tro.

Sagens oplysninger

viser også, at banksystemer, som evaluerer kundernes transaktionsmønstre og stopper unormale transaktioner er gængs, og Nordea burde således også være i stand til at opdage de helt atypiske transaktioner, som fandt sted på Appellants, tidligere Sagsøger konti. Efter en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb burde Nordea således have indset, at de 9 overførsler hver især og samlet var en følge af svig. På denne baggrund er Appellants, tidligere Sagsøger viljeerklæringer ugyldige, og Nordea hæfter for tabet, jf. aftalelovens § 30, stk. 1.

Nordea hæfter på grundlag af aftalelovens §§ 36 og 38 c

Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende som subsidiær ugyldighedsgrund, at hun ved at indgå netbankaftalen med Nordea er blevet påført en urimelig risiko for et helt uventet og betydeligt tab svarende til hendes likvide formue. En sådan uventet retsvirkning af den indgåede aftale er

45

uforudset, uproportional og dermed urimelig for Appellant, tidligere Sagsøger som forbruger. De retsvirkninger, som følger af aftalen må derfor i alle tilfælde lempes i medfør af aftalelovens §§ 36 og 38 c med den konsekvens, at Nordea hæfter for Appellants, tidligere Sagsøger tab.

Det er Nordea, der har designet det betalingssystem, som Appellant, tidligere Sagsøger benyttede, og Nordea høster rationalitetsgevinsterne ved det. Det derfor vil være urimeligt, hvis en følge af Appellants, tidligere Sagsøger aftale med Nordea – hvor hun ikke har kunnet fravælge netbanksystemet – er, at Nordea kan påberåbe sig en betalingsordre, som ubestridt og tydeligt for enhver iagttager ikke dækkes af Appellants, tidligere Sagsøger hensigt.

Når svindlere finder huller i bankens sikkerhedssystem ved at narre kunderne af en påstået bankmedarbejder til at overføre penge til en sikker konto, er det alene Nordea, som er i stand til at forebygge dette – ikke bankkunden. Det vil derfor være urimeligt, jf. aftalelovens §§ 36 og 38 c, at pålægge forbrugeren ansvaret.

Nordea er erstatningsansvarlig

Appellant, tidligere Sagsøger gør endelig gældende, at Nordea er erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere Sagsøger fulde tab efter dansk rets almindelige regler om erstatning i kontrakt.

For det første er Nordea underlagt et professionsansvar. Nordeas virksomhed kræver en særlig fagkyndighed, herunder med offentligretlig tilladelse på et område, hvor kunderne betror deres formue til Nordea, og Nordea udbyder det betalingssystem, som kunderne er nødsaget til at anvende.

Hvis Nordeas sikkerhedssystemer ikke er garderet mod de svindelformer, som er aktuelt forekommende, og som Nordea er nærmest til at kende, påhviler risikoen herfor Nordea (…). Det er Nordeas ansvar at indrette sine systemer på en måde, som ikke indebærer en nærliggende risiko for tab hos kunden, jf. bl.a.

U.1968.84/2H, U.1983.866/2H, U.1983.714/2H, U.1996.200/2H, U.1999.1821/2H og U.2000.1779 H (…), hvor erstatningsansvaret påhvilede den, som ved sin tekniske og økonomiske planlægning havde mulighed for at tage risikoen for tab i betragtning. Nordea har både kunnet indregne den statistisk set uundgåelige risiko for tab i sin forretningsmodel og træffe de nødvendige foranstaltninger for at imødegå tab.

For det andet er Nordea underlagt offentligretlige regler, som Nordeas kunder kan forvente vil blive overholdt som led i aftaleforholdet. I medfør af § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, er Nordea forpligtet til at yde rådgivning ”hvis kunden anmoder herom” , men også ”… af egen drift yde rådgivning … hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor” . Hvis disse regler ikke iagttages, hvilket beror på en konkret vurdering, ifalder Nordea erstatningsansvar, jf. §§ 43 og 43 a i lov om finansiel virksomhed.

46

Bevisbyrde

I rådgivningssituationer, hvor omstændighederne tilsiger, at der er et særligt behov for at rådgive kunden, vendes bevisbyrden, så den finansielle virksomhed har bevisbyrden for, at virksomheden ikke har handlet culpøst.

For så vidt angår netop ”safe account fraud” er der tale om en svindeltype, hvor kunden risikerer at tabe hele sit indestående, og hvor Nordea har været af den opfattelse – som sagen viser – at kunden selv hæfter for tabet, som altså kan være velfærdstruende På denne baggrund tilsiger de konkrete omstændigheder efter Appellants, tidligere Sagsøger opfattelse i særlig grad, at Nordea skulle yde rådgivning og træffe nødvendige forholdsregler for at sikre Appellant, tidligere Sagsøger og andre kunder imod risikoen for tab ved ”safe account fraud” , hvilket ikke skete.

For så vidt angår Nordeas professionsansvar, gør Appellant, tidligere Sagsøger tilsvarende gældende, at det i en sag som den foreliggende, hvor en forbruger har tabt hele sit indestående i forbindelse med brug af Nordeas betalingssystemer, må påhvile Nordea som den professionelle at godtgøre, at Nordeas betalingssystemer havde sikkerhedsforanstaltninger som på relevant vis var egnet til at imødegå ”safe account fraud” , navnlig om så store – for kunden atypiske – overførsler udført på døgnets ydertimer, som sagen angår.

Denne bevisbyrde har Nordea ikke løftet. Tværtimod viser sagens oplysninger, at Nordea har undladt at tage adækvate skridt mod den risiko, som ”safe account fraud” har frembudt for kunderne.

Nordea har undladt at opfylde sin handlepligt

Appellants, tidligere Sagsøger tab er en direkte følge af, at Nordea ikke havde egnede kontrolforanstaltninger rettet mod ”safe account fraud” på tidspunktet for misbruget, og i øvrigt at Nordea undlod straks at tilbageføre beløbene, da Appellant, tidligere Sagsøger mødte op i Nordeas fysiske afdeling om formiddagen den 23. august 2022. Kravet om årsagsforbindelse og adækvans er derfor opfyldt. Eftersom Appellant, tidligere Sagsøger straks anmeldte forholdet, er der ikke grundlag for overvejelser om egen skyld. Til de forholdsregler, som Nordea har påberåbt sig bemærkes:

Nordea har ikke rådgivet Appellant, tidligere Sagsøger om ”safe account fraud”

Sagens oplysninger

viser, at Nordea ikke rådgav Appellant, tidligere Sagsøger om risikoen for ”safe account fraud” før hændelsen i 2022. Appellant, tidligere Sagsøger blev ikke under overførslerne mødt med advarsler – fx konkrete SMS-advarsler rettet mod telefonsvinde eller pop-up vinduer, der var aktive uden for bankens åbningstid – eller med andre restriktioner, som var egnet til at afværge eller forsinke overførslerne.

Nordea har anført under sagen, at Nordea i det halve år op til august 2022 løbende havde advarsler på bl.a. netbank. Dette er udokumenteret. Der er ikke fremlagt nogen dokumentation til støtte for, at Nordea havde løbende og relevante advarsler i forbindelse med brug af netbank, herunder ved brug af netbank via app i mobilversioner, eller at Appellant, tidligere Sagsøger på anden måde blev advaret om risikoen for ”safe

47

account fraud” . Det fremgår derimod af sagen, at Nordea efterfølgende begyndte at give kunderne sådanne konkrete advarsler.

Nordeas tiltag var uvirksomme i forhold til ”safe account fraud”

Det er ubestridt, at Nordeas system krævede en ”second channel confirmation” i forbindelse med alle 9 transaktioner. På den baggrund identificerede Nordeas system alle ni transaktioner som atypiske. På tidspunktet for hændelsen udløste denne identifikation fra Nordeas side alene denne ”second channel confirmation” , som bestod i en generaliseret SMS, hvor kunden blev bedt om at bekræfte, at overførslerne ønskedes gennemført.

En sådan SMS er en egnet kontrolforanstaltning i tilfælde, hvor kunden ikke er klar over, at overførslen finder sted, fx fordi tredjemand forsøger at foretage overførsler fra kundens konto, som kunden ikke har kendskab til, og hvor kunden derfor får mulighed for at bremse transaktionen. Det forholder sig modsat ved ”safe account fraud” , hvor kunden er i vildfarelse om overførslens modtager. I sådanne tilfælde er en generaliseret SMS-bekræftelse efter sin karakter ikke en egnet kontrolforanstaltning. Dette understøttes af forklaringen i byretten af Stilling 3 hos Nordea, Vidne 2:

”Ved ”second channel confirmation” rækker de ud til kunden på en effektiv måde, som stopper megen svindel, og de er nødt til at stole på kunden, når kunden ønsker at gennemføre overførslen” .

Problemet er, at kunden ikke har noget ønske om at gennemføre den overførsel, som faktisk finder sted. Eftersom det karakteristiske ved ”safe account fraud” netop er, at kunden bliver foranlediget til at tro, at overførslen sker til ”en sikker konto” , og at overførslen er nødvendig for, at kunden ikke mister sine midler, er kunden direkte ansporet til at bekræfte en sådan SMS. Det forhold, at Appellants, tidligere Sagsøger overførsler blev gennemført med ”to-faktor-autentifikation” med brug af NemID og ved ”second channel confirmation” , er således irrelevante i relation til ”safe account fraud” .

Sagens oplysninger

viser da også, at Nordea efterfølgende har ændret praksis for ”second channel confirmation” , idet Nordea nu anvender en konkretiseret SMS-advarsel, som omfatter risikoen for telefonsvindel.

Foruden ”second channel confirmation” havde Nordea ifølge forklaringerne i byretten adfærdsmonitorering i realtid for bl.a. privatkunder i netbank, og Nordeas system kunne udløse en alarm, som ville blive håndteret af et team af medarbejdere, som arbejdede på hverdage fra kl. 08.00 til kl. 16.00. Hvis der udløstes en alarm uden for afdelingens arbejdstid, ville alarmen først blive håndteret dagen efter.

Selvom Nordeas eget system altså identificerede alle 9 overførsler i sagen som atypiske og udløste krav om ”second channel confirmation” , fremgår det af forklaringerne for byretten, at der ikke blev udløst en alarm til de medarbejdere, der håndterer svindelsager, og som i øvrigt først mødte på arbejde næste dag.

48

Samlet set viser sagens oplysninger, at selvom Nordea på den ene side identificerede overførslerne som atypiske, blev dette ikke fulgt op af foranstaltninger, som ville kunne bremse eller forhindre overførslerne. De foranstaltninger, som Nordea fremhæver i sagen, er efter deres karakter ikke egnede til at imødegå det misbrug, som Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for.

Eftersom Nordea har ansvaret for systemets indretning, bærer Nordea også ansvaret for, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke blev advaret om den risiko, som Nordea var fuldt ud bekendt med, og som Nordea efterfølgende har truffet forholdsregler overfor.

Nordea har undladt at reagere ved ikke straks at tilbageføre beløb

Sagens oplysninger

viser, at 7 af de 9 overførsler skete til 3 konti i Nordea. Uanset heraf har Nordea afvist at kunne tilbageføre noget beløb til Appellant, tidligere Sagsøger. Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende, at Nordeas afvisning ikke har støtte i de rent tidsmæssige forhold, da de relevante konti havde betragtelige indeståender i hvert fald den 23. og 24. august 2022

Ifølge Nordeas egne oplysninger kan tilbageførsel ske, hvis betalingsafsenderens pengeinstitut betragter det som økonomisk kriminalitet. Som begrundelse for afvisningen har Nordea anført, at tilbageførsel ikke kunne nås i det konkrete tilfælde.

Om de faktiske forhold har Nordea oplyst, at penge i svindelsager typisk flyttes hurtigt, og at Nordeas fraud-afdeling havde oprettet sagen den 23. august 2022 kl. 14:48, og kl. 15.06 havde Nordea givet meddelelse til de banker, som pengene var overført til, hvilket altså i hovedsagen var Nordea selv.

Det er imidlertid ikke nok at oprette en sag i løbet af eftermiddagen og herefter afvise muligheden for tilbageførsel. Det bør komme Nordea til skade, at Nordea ikke har dokumenteret nogen egentlige forsøg på tilbageførsel, selvom sagens oplysninger tyder på, at tilbageførsel måtte være mulig.

Appellant, tidligere Sagsøger gør gældende, at det er ansvarspådragende, at Nordea ikke straks sikrede tilbageførsel ved Appellants, tidligere Sagsøger henvendelse ved fysisk fremmøde om formiddagen den 23. august 2022 straks efter misbruget den foregående aften. Det påhviler Nordea at have interne processer, som sikrer øjeblikkelig tilbageførsel, så snart kunden henvender sig.

Dette gælder i særdeleshed i et tilfælde, hvor en kundes penge overføres af svindlere til Nordeas egne konti, som Nordea har rå- deret over. Det bemærkes, at den tilbageførsel på DKK 17.707,38, som Appellant, tidligere Sagsøger har modtaget retur, og som stammer fra svindlen, kom fra Danske Bank.

Det forhold, at Danske Bank var i stand til at tilbageføre beløb, har betydning for sagen, da der er tale om samme svindelforhold, hvor svindlerne må antages at have handlet med samme hurtighed i relation til både Nordea og Danske Bank.

Nordea er klart overrepræsenteret i sager ved Det finansielle ankenævn Nordea er klart overrepræsenteret i sager om ”safe account fraud” ved Det finansielle ankenævn. Nordea var således indklaget i mere end 50 % af nævnets sager om ”safe account fraud” i 2021-2025 (…). Dette kan ikke forklares med henvisning til Nordeas størrelse, eftersom fx Danske Bank ikke er indklaget i nær samme antal sager. Enten har andre banker langt bedre kontrolforanstaltninger, hvilket sagens oplysninger kan

49

tyde på, eller også har andre banker påtaget sig hæftelsen, ligesom den norske filial af Nordea og andre norske banker

har gjort. Nordea har bevisbyrden for, at denne overrepræsentation ikke skyldtes Nordeas mangelfulde foranstaltninger, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Nordeas overrepræsentation understøtter tværtimod, at Nordea har indrettet sin drift på en måde, som har indebåret en nærliggende risiko for tab for Nordeas kunder, og som har været utilstrækkelig set i forhold til andre banker.

B Y R E T T E N S D O M

Appellant, tidligere Sagsøger forstår byrettens præmisser sådan, at byretten lægger afgørende vægt på, om Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet et gyldigt samtykke til de konkrete overførsler ved viljeserklæringer (i form af påbud), som er bindende. Landsretten bør betragte betalingsloven på samme måde.

Derimod er byrettens vurdering af, om Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet en bindende viljeserklæring til de overførsler, som fandt sted, fejlagtig. Byretten lægger fejlagtigt vægt på, at Nordea havde indført ”second channel confirmation” i form af et krav om SMS-bekræftelse ved overførsel af bl.a. højrisikotransaktioner.

Eftersom Appellant, tidligere Sagsøger var i en vildfarelse om, at det var nødvendigt at overføre sit indestå- ende, havde hun incitament til at godkende den SMS, hvilket gerningsmændene også ansporede hende til. På den baggrund er det fejlagtigt, når byretten under henvisning til denne ”second channel confirmation” afviser, at Nordea var i ond tro.

Den generiske SMS var ikke egnet til at bringe Appellant, tidligere Sagsøger ud af sin vildfarelse. På den baggrund tjente SMS’en slet ikke som kontrolforanstaltning i relation til ”safe account fraud” , og den var derfor heller ikke egnet til at bringe Nordea i god tro.

For så vidt angår Nordeas erstatningsansvar, har byretten anvendt den almindelige culparegel ukorrekt ved at afvise culpa med den begrundelse, at der ikke er ”fremkommet oplysninger om en branchenorm for indretning af pengeinstitutters overvågning af svindel foretaget via netbank...” .

Om der foreligger culpa, indebærer en retsanvendelse, som domstolene må foretage ud fra en konkret vurdering af skadessituationen, herunder med relevante risikobetragtninger. Denne stillingtagen kan ikke forvandles til et bevisspørgsmål om, hvorvidt der har foreligget en branchepraksis, navnlig ikke når de enkelte bankers procedurer ikke er kendte.

Det brancheforhold, som kan tillægges vægt, er, at andre pengeinstitutter end Nordea slet ikke er repræsenteret i det finansielle ankenævns praksis om ”safe account fraud” i samme grad som Nordea.

O M Appellants, tidligere Sagsøger P Å S T A N D

Appellants, tidligere Sagsøger betalingspåstand svarer til hendes reelle tab i form af de 9 overførsler, som sagen angår, med fradrag for 17.707,38 kr., som Danske Bank tilbageførte, og som Appellant, tidligere Sagsøger derfor har fået retur.

Hvis landsretten ikke giver Appellant, tidligere Sagsøger medhold i den principale påstand, gøres det gældende, at Appellant, tidligere Sagsøger bør tilkendes et lavere

50

beløb, som principalt bør være 398.582,62 kr. svarende til retsstillingen efter betalingslovens § 100, stk. 3, eller subsidiært 390.957,62 kr. svarende til den retsstilling, som følger af betalingslovens § 100, stk. 4, og som er i overensstemmelse med mindretallets opfattelse i Det finansielle ankenævn.

Hvis landsretten ikke er enig i, at Nordea hæfter i overensstemmelse med retsstillingen efter betalingslovens § 100, gør Appellant, tidligere Sagsøger gældende, at Nordea bør betale 338.217,62 kr. svarende til hendes fulde tab med undtagelse af den første overførsel på 60.740 kr. ud fra den betragtning, at Nordea senest ved den anden overførsel med sikkerhed måtte være i ond tro, jf. aftalelovens § 30, stk. 1.

Hvis landsretten ikke er enig heri, bør Nordea i hvert fald erstatte Appellant, tidligere Sagsøger for 316.485,00 kr. svarende til de 7 overførsler til konti i Nordea, som Nordea selv havde rådighed over, og som Nordea derfor straks kunne have bremset.

Rentepåstanden er opgjort fra den 5. september 2022, hvor klagen blev indgivet til Det finansielle ankenævn, jf. rentelovens § 3, stk. 4.”

Nordea har heroverfor anført følgende (henvisninger til ekstrakt og materiale- samling samt overskriftnummerering og henvisninger til afsnit udeladt)

” …

Nordea hæfter ikke i medfør af betalingslovens bestemmelser

Indledning

Det følger af betalingslovens § 99, at udbyderen af en betalingstjeneste hæfter for betalerens tab, hvis tabet er påført som følge af en uautorise- ret betalingstransaktion. Hvis tabet er påført ved andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, fastlægges ansvarsfordelingen efter betalingslovens § 100.

Betalingsloven gør dermed endeligt op med hæftelsen og ansvarsforde- lingen mellem betaleren og udbyderen, og der er ikke efterladt rum til, at et pengeinstitut kan tilpligtes at erstatte en kundes tab i tilfælde, hvor kunden selv har autoriseret transaktionen.

Appellant, tidligere Sagsøger autoriserede selv de omtvistede overførsler ved brug af sin egen netbank, og Nordea hæfter derfor hverken efter betalingslovens § 99 eller § 100.

Appellants, tidligere Sagsøger overførsler var autoriserede, jf. betalingslovens § 82, stk. 1, og Nordea hæfter derfor ikke efter betalingslovens § 99

Det følger af betalingslovens § 99, at betalerens udbyder af betalingstje- nester hæfter i forhold til betaleren for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, medmindre andet følger af § 100.

51

Betalingslovens § 82 fastslår, at en betalingstransaktion kun er autorise- ret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre transaktio- nen (stk. 1), og at samtykke meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder (stk. 2). Det fremgår blandt andet af be- mærkningerne til betalingslovens § 82, at der ved samtykke forstås god- kendelse af en betaling fra bankkunden til dennes bankudbyder, ek- sempelvis ved betalerens brug af sin kode i netbank.

Spørgsmålet om, hvorvidt en betaling er autoriseret eller uautoriseret, afhænger alene af, om transaktionen bliver godkendt af kunden på den måde, som er aftalt mellem kunden og banken.

Det fremgår af Netbankaftalen, at overførsler skal ske ved anvendelse af NemID (nu: MitID). Det er i sagen ubestridt, at Appellant, tidligere Sagsøger selv fo- retog og godkendte samtlige transaktioner ved brug af sit NemID, lige- som hun bekræftede hver transaktion ved at svare ”ja” til sms-bekræf- telserne fra Nordea.

Appellants, tidligere Sagsøger betalinger var dermed autoriserede af hende selv, og Nordea hæfter allerede derfor ikke efter betalingslovens § 99.

Det var Appellant, tidligere Sagsøger selv, som anvendte sin netbank ved overførs - lerne, og Nordea hæfter derfor ikke efter betalingslovens § 100

Nordea hæfter ikke for Appellants, tidligere Sagsøger tab i medfør af betalingslovens § 100, idet bestemmelsen forudsætter, at andre uberettiget har anvendt betalingstjenesten.

Dette er ikke tilfældet i Appellants, tidligere Sagsøger sag.

Det fremgår af bemærkningerne til betalingslovens § 100, at:

”Forslaget til § 100 fastlægger den ansvarsfordeling, som skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til at bruge det. ”

Betalingslovens § 100 finder alene anvendelse, hvis betalingsinstrumen- tet bruges af en person, som ikke er berettiget hertil. Dette vil blandt an- det være tilfældet ved svindelformen ’phishing’, hvor svindlerne fra- narrer personer fortrolige oplysninger, f.eks. kortoplysninger og pas- swords, hvorefter svindlerne kan bruge personens betalingsinstrument. Det er derimod ikke tilfældet ved ’safe account fraud’, hvor svindlerne narrer personer til selv at bruge betalingsinstrumentet.

Dette understøttes også af Det finansielle ankenævns omfattende prak- sis på dette område. I de 131 afgørelser om bedrageriske opkald, som er oplistet i ekstrakten, vurderede ankenævnet i 104 af sagerne, at penge- institutterne ikke hæftede, idet betalingstransaktionerne var foretaget af kunderne selv. Af de resterende 27 sager blev 23 sager afvist, fordi en afgørelse forudsatte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer eller vedrørte erhvervskonti, 3 sager vedrørte uautoriserede

52

overførsler, og 1 sag vedrørte et forældet forhold. Det følger dermed også af fast ankenævnspraksis, at pengeinstitutter ikke hæfter efter be- talingslovens § 100, når kunden selv har foretaget (autoriseret) betalingen.

I dette lys har Europa-Parlamentet og Rådet fremsat og førstebehandlet forslag til en forordning om betalingstjenester (COD(2023)0210), hvori der er udformet en ny artikel 59 om ”Svig i form af at udgive sig for en an -den ”. Det fremgår af artikel 59(1), at:

… [citeret ovenfor i afsnittet om retsgrundlaget]

Forslaget til forordningen indebærer i sin nuværende form dermed en væsentlig ændring af det gældende direktiv 2015/2366 og betalingslo- ven, som implementerer dette direktiv.

Betalingsudbydere vil efter for- slaget fremadrettet – under visse betingelser – således hæfte for tab, som kunden er blevet påført, fordi denne er blevet narret til at foretage betalinger af en tredjemand, som udgiver sig for at være ansat hos ek- sempelvis politiet. Forordningen er endnu ikke vedtaget og indebærer en væsentlig ændring af den gældende retstilstand.

Behovet for ny lov- givning bekræfter i sig selv, at betalingsudbydere ikke efter gældende ret er ansvarlige for de omhandlede svindeltilfælde. Det foreslås med forordningen i øvrigt ikke, at hæftelsen indtræder med tilbagevirkende kraft.

Appellants, tidligere Sagsøger gennemgang af forarbejderne til betalingsloven, beta- lingskortloven og betalingsmiddelloven samt synspunktet om, at Det fi- nansielle ankenævns retlige vurdering er forkert, kan ikke føre til en anden fortolkning af betalingslovens § 100.

Appellants, tidligere Sagsøger betalinger blev gennemført ved hendes egen brug af net- bank, og Nordea hæfter derfor ikke efter betalingslovens § 100.

Nordea hæfter ikke i medfør af aftalelovens § 30 om tredjemands svig

Indledning

Nordea hæfter ikke for Appellants, tidligere Sagsøger tab i medfør af aftalelovens § 30 om svig. Appellant, tidligere Sagsøger har således ikke godtgjort, at Nordea indså eller burde have indset, at hendes viljeserklæringer til Nordea var fremkaldt ved svig fra tredjemand.

Nordeas it-systemer, som er dedikeret til overvågning af svindel, er avancerede og baseret på monitorering af adfærd, der kan indikere, at det ikke er kunden selv, der foretager overførslerne. Nordeas systemer går derudover videre end de regulatoriske krav for overførsler via net- bank, idet Nordea har indført ’second channel confirmation’.

Hverken aktivering af ’second channel confirmation’ eller Nordeas ge- nerelle viden om ‘safe account fraud’ indebærer ond tro om den kon- krete svindel, og der er i øvrigt ikke retligt grundlag for Appellants, tidligere Sagsøger anbringende om systemisk ond tro.

53

Aktiveringen af ’second channel confirmation’ indebærer ikke, at Nordea var i ond tro om svindlen af Appellant, tidligere Sagsøger

Appellants, tidligere Sagsøger synspunkt om, at Nordea opdagede svindlen i kraft af den ’second channel confirmation’ (sms’er med anmodning om bekræf- telse på overførslen ved at svare ”ja”), der blev udløst i forbindelse med hendes overførsler, bestrides. Synspunktet beror på en misforståelse af den ekstra sikkerhedsforanstaltningsfunktion.

’Second channel confirmation’ udløses ikke alene ved højrisiko-over- førsler, men også ved overførsler af store beløb, som forklaret for byret- ten af Vidne 2, Stilling 3 i Fraud Management hos Nordea. Der kan være mange grunde til, at en kunde ændrer sit ad- færdsmønster og ønsker at overføre et større beløb. ’Second channel confirmation’ er derfor ikke en advarsel eller alarm om igangværende svindel, men en integreret del af de kontrolforanstaltninger, som Nor- dea har indført for at beskytte sine kunder.

Appellant, tidligere Sagsøger bekræftede ved hver enkelt ’second channel confirmation’, at hun ønskede, at overførslerne skulle gennemføres, idet hun aktivt svarede ”ja” til sms-bekræftelserne fra Nordea.

Sikkerhedsforanstaltningen medførte ikke, at Nordea indså eller burde have indset svindlen.

Nordeas generelle viden om ’safe account fraud’ før august 2022 inde - bærer ikke, at Nordea var i ond tro om svindlen af Appellant, tidligere Sagsøger

Nordeas generelle viden om ’safe account fraud’ giver ikke grundlag for at anse Nordea for at være i ond tro om den konkrete svindel af Appellant, tidligere Sagsøger.

’Safe account fraud’ var en forholdsvis ny svindelmetode, da Appellant, tidligere SagsøgerAppellant, tidligere Sagsøger Appellant, tidligere Sagsøger blev svindlet, og sagstypen fik således også først sin egen indberet- ningskategori hos Finans Danmark i første kvartal af 2023.

Nordea har ikke bestridt, at banken på tidspunktet for Appellants, tidligere Sagsøger overførsler kendte til svindelmetoden. Nordea havde således blandt an- det i maj 2022 en advarsel om telefonopkald fra svindlere på sin hjem- meside (…). Dette kendskab medfører imidlertid ikke, at Nordea gene- relt var i ond tro om svindeltypen, endsige at Nordea var i ond tro om den konkrete svindel, som Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for.

Nordea var ikke i ”systemisk ond tro” om svindlen

Der er ikke retligt grundlag for Appellants, tidligere Sagsøger anbringende om ”syste- misk ond tro” .

Vurderingen af ond tro er subjektiv i den forstand, at retten skal for- holde sig til, hvad en fysisk person burde indse i den konkrete situa- tion. Et system kan ikke i sig selv være i ond tro, og der må i stedet fø-

54

res bevis for, at en eller flere medarbejdere i Nordea har været i ond tro om svindlen.

Det er ubestridt, at ingen medarbejdere hos Nordea har været i ond tro om svindlen, og det er allerede derfor udelukket, at Nordea kan anses for at have været i systemisk ond tro.

Under alle omstændigheder kan Nordea ikke anses for at have været i ”systemisk ond tro” , idet alle Nordeas systemer var i overensstemmelse med regulatoriske krav og branchenormer.

Appellants, tidligere Sagsøger henvisning til Sveriges Högsta Domstols afgørelse af 1. juli 2025 (sag T 607-24) kan ikke føre til et andet resultat. Dommen ved -rørte en onlinespilletjenestes erstatningsansvar for markedsføring over for en spiller med diagnosticeret ludomani.

Spilletjenesten anvendte teknologi til indsamling og behandling af data om individuelle kunders adfærd som grundlag for at sende automatiserede tilbud. Domstolen fastslog, at selskabet måtte anses for bekendt med de oplysninger, som teknologien gav adgang til, og at selskabet på baggrund af de indsam- lede data burde have vidst, at brugeren havde alvorlige spilleproble- mer.

Nordeas overvågningssystemer adskiller sig dermed væsentligt fra den online spilletjenestes systemer. Vidne 2, Stilling 3 Stilling 3 i Fraud Management hos Nordea, forklarede for byretten, at Nor- deas overvågningssystem består af regler, der ikke er ”baserede på den enkelte kundes betalingsmønstre, fordi kundernes historiske adfærd ikke altid fortsætter i fremtiden. ” Reglerne er derfor i stedet ” baserede på information om forskellige typer af svindel, som de har fra data i systemet, og fra oplysnin -ger om, hvad der sker i markedet. ”

Appellants, tidligere Sagsøger viljeserklæringer er ikke ugyldige i medfør af aftale - lovens §§ 36 og 38 c

Appellants, tidligere Sagsøger synspunkt om, at Netbankaftalen er ugyldig i medfør af aftalelovens §§ 36 og 38 c, fordi aftalen angiveligt har påført hende risi- koen for et uventet og betydeligt tab, bestrides.

Netbankaftalen er hverken urimelig eller i strid med redelig handle- måde, jf. aftalelovens § 36, eller i strid med hæderlig forretningsskik, jf. aftalelovens § 38 c. Aftalen giver Appellant, tidligere Sagsøger adgang til netbanken, og flere af vilkårene for brug af netbank, herunder de for tvisten relevante, er udformet i overensstemmelse med betalingslovens bestemmelser. Appellant, tidligere Sagsøger har i øvrigt ikke godtgjort, hvilken retsvirkning det skal have, hvis Netbankaftalen skal anses for ugyldig, herunder hvilken be- tydning det skal have for de overførsler, som hun har gennemført via sin netbank.

Nordea er ikke erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere Sagsøger tab

Nordea er ikke erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere Sagsøger tab, og hendes synspunkt om, at Nordea har pådraget sig et erstatningsansvar ved at

55

indrette sin betalingstjeneste på en måde, som udsatte kunderne for en nærliggende risiko for tab, bestrides.

Nordea har overholdt sine kontraktuelle forpligtelser, regulatoriske krav, branchenormer og god skik. Der er derfor ikke grundlag for Appellants, tidligere Sagsøger Appellants, tidligere Sagsøger synspunkt om, at Nordea har handlet ansvarspådragende i for- bindelse med Appellants, tidligere Sagsøger tab.

Under alle omstændigheder er det ikke godtgjort, at Appellants, tidligere Sagsøger tab er en følge af Nordeas eventuelle undladelser, og en eventuel erstatning bør bortfalde eller nedsættes som følge af Appellants, tidligere Sagsøger egen skyld.

Nordea har ikke handlet ansvarspådragende

Indledning

Nordea har ikke handlet ansvarspådragende, idet Nordea løbende opti- merer sine kontrolforanstaltninger for at beskytte sine kunder mod nye svindelmetoder, ligesom Nordea har rådgivet og advaret om svindel i overensstemmelse med god skik. Nordeas sikkerhedsforanstaltninger indebærer ikke en ansvarspådragende adfærd, og Nordeas systemer er ikke i strid med branchenormer.

Nordea optimerer løbende sine kontrolforanstaltninger for at be - skytte sine kunder mod nye svindelmetoder

Nordea har løbende tilpasset og optimeret sine kontrolforanstaltninger i takt med udviklingen i svindelmetoderne.

Nordea havde i august 2022 (og har fortsat) it-systemer dedikeret til overvågning af svindel, som overvågede samtlige overførsler. Syste- merne er opbygget med individuelle detektionsregler målrettet specifikke svindelmetoder. Vidne 2 forklarede for byretten, at ”[r] eglerne er opbygget internt i Nordea og bliver dagligt optimeret ”.

Nordeas overvågningssystemer kontrollerer alle overførsler, herunder om de ydre forhold indikerer, at det er kunden selv, der foretager overførslen, for eksempel om den foretages fra en kendt IP-adresse. Det er ubestridt, at alle ni transaktioner i nærværende sag blev foretaget fra den samme enhed og IP-adresse, som Appellant, tidligere Sagsøger normalt brugte ved net- banksoverførsler.

Appellants, tidligere Sagsøger antagelser om, hvordan Nordea kunne indrette sine sy- stemer og muligheden for at overvåge transaktioner, indebærer reelt et objektivt ansvar for pengeinstitutterne i strid med lovgivers ønske om, at betalingsloven endeligt gør op med ansvarsfordelingen mellem kunde og pengeinstitutter i sager, hvor kunden selv har autoriseret overførslen.

Synspunktet om, at det var ansvarspådragende for Nordea at give sine kunder mulighed for at gennemføre straksoverførsler, er afkoblet fra de bredere samfundsmæssige hensyn til en smidig betalingsinfrastruktur. Straksoverførsler tilbydes af alle pengeinstitutter og blev indført på ini- tiativ af Nationalbanken i 2014 med en beløbsgrænse på 500.000 kr. På

56

daværende tidspunkt vægtede Nationalbanken hensynet til, at bor- gerne og virksomhederne hurtigt kunne gennemføre overførsler, højt, og det var først i november 2023, at det fra branchens side blev anbefa- let at ændre denne beløbsgrænse.

Nordea ændrede tilsvarende sine beløbsgrænser for straksoverførsler. Den 12. april 2023 blev beløbsgrænsen således nedsat fra 500.000 kr. til 100.000 kr. for straksoverførsler, og den blev yderligere nedsat til 50.000 kr. den 19. december 2023.

Appellants, tidligere Sagsøger synspunkt om, at pengeinstitutter kan træffe simple for- holdsregler mod svindel, kan heller ikke tiltrædes. Finans Danmark fandt det nødvendigt at nedsætte en Svindel Task Force i december 2023, som havde til formål at finde nye løsninger til at bekæmpe digital svindel. Bekæmpelse af svindel er en dynamisk opgave, da svindelme- toderne hele tiden ændrer sig. Svindel Task Forcen konkluderede også, at bekæmpelse af svindel er en fællesopgave, der ikke kan klares af en aktør alene.

Nordea har rådgivet og advaret i overensstemmelse med god skik

Nordea yder efter omstændighederne konkret rådgivning til sine kun- der, når der udløses en alarm i Nordeas svindelovervågning.

Forud for august 2022 havde Nordea løbende advarsler på sin hjem- meside, netbank og sociale medier om forskellige former for svindel, hvor Nordea bad sine kunder udvise agtpågivenhed.

I april 2022 deltog Nordea i et interview på TV 2 Lorry om telefonsvin- del, og i juni 2022 oprettede Nordea et opslag på sin Facebookside med advarsler om digital svindel, herunder med budskabet ”Lav aldrig en overførsel, fordi nogen forsøger at overtale dig til det over telefo -nen ”.

I maj 2022 havde Nordea følgende advarsel i en gul bjælke på forsiden af sin hjemmeside og loginsiden til netbank, hvor der blandt andet blev advaret om ikke at overføre penge til modtagere, som kunden ikke kendte:

”ADVARSEL OM TELEFON-OPKALD FRA SVINDLERE: Flere kunder modtager i øjeblikket opkald fra svindlere, som udgiver sig for at være fra fx digitaliseringsstyrelsen, politiet eller banken. Formålet er at franarre dig information som NemID eller MitID oplysninger, CPR-nummer eller kortoplysninger. Udlever ALDRIG disse informa -tioner og overfør ikke penge til modtagere, du ikke kender. Vi håber, du vil hjælpe med at dele budskabet til dine nærmeste. ”

Det er ikke muligt at foretage konkret rådgivning om svindel, medmin- dre der udløses en alarm i et af Nordeas it-systemer, da det ellers ville kræve realtidsovervågning af alle transaktioner. Vidne 2, Stilling 3Stilling 3 Stilling 3 i Fraud Management hos Nordea, forklarede for byretten, at der hvert sekund foretages mere end 100.000 transaktioner.

57

Der findes ingen regulatoriske krav om, at pengeinstitutter skal have re- altidsovervågning eller blokeringsmekanismer med henblik på forebyg- gelse af svindel. Finans Danmark har i sit biinterventionsindlæg for by- retten af 16. december 2024 fremhævet, at realtidsovervågning risikerer at medføre, at banktjenester ”bliver mere tidskrævende og mindre effektive og dermed dyrere og mindre tilgængelige for kunderne ”.

Der gælder endvidere ikke en pligt for pengeinstitutter til at yde råd- givning i forbindelse med overførsler via netbank, da disse udgør rene ekspeditioner. Det følger af vejledningen til bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, at der ikke er pligt til at yde rådgiv- ning, hvis kunden alene efterspørger rene ekspeditioner, herunder pen- geoverførsler. Overførsler i netbank er en standardiseret tjeneste, som kunden selv udfører, og Nordea er derfor ikke forpligtet til at rådgive om risikoen for svindel ved hver enkelt transaktion.

Appellant, tidligere Sagsøger anmodede ikke selv Nordea om rådgivning, og Nordea kan ikke pålægges en pligt til at foretage realtidsovervågning, da lov- givningen ikke indeholder krav herom.

Nordeas sikkerhedsforanstaltninger indebærer ikke ansvarspådra - gende adfærd

Det følger af betalingslovens § 128, at elektroniske betalingstransaktio- ner skal godkendes ved stærk kundeautentifikation (to-faktor-autentifi- kation). NemID (nu: MitID) udgør en sådan stærk kundeautentifika- tion.

Nordea har ved at kræve stærk kundeautentifikation dermed overholdt betalingslovens regler.

Nordeas sikkerhedsforanstaltning i form af en sms, som skal godkendes af bankkunden, før en betaling gennemføres (’second channel confirma- tion’), er ikke et lovkrav, men en ekstra sikkerhedsforanstaltning, som Nordea på eget initiativ har indført.

Det forhold, at Nordea i de pågældende sms’er i dag konkret advarer om svindel, er et udslag af den stigende svindel, der har fundet sted si- den 2022. Forholdet støtter derfor ikke Appellants, tidligere Sagsøger synspunkt om, at Nordea skulle have handlet ansvarspådragende ved ikke at have de på- gældende advarsler i 2022.

Nordeas systemer er ikke i strid med branchenormer

Det bestrides, at Nordeas it-systemer skulle være i strid med bran- chenormer eller på anden måde indrettet på ansvarspådragende vis. Appellant, tidligere Sagsøger har ikke ført bevis for den branchenorm, som Nordeas an- svar skal vurderes i forhold til, men alene søgt at støtte ret på en række synspunkter om, hvordan banksystemet ifølge hende burde være ind- rettet.

Byretten gav Nordea medhold i dette synspunkt og anførte herom: ”Eter bevisførelsen er der ikke fremkommet oplysninger om, at der i august

58

2022 fandtes en branchenorm for indretning af pengeinstitutters overvågning af svindel foretaget via netbank og bekæmpelse heraf ”.

I mangel af andre beviser må den målestok, som Nordeas systemer skal bedømmes efter, være den standard, som Højesteret lagde til grund i søgsmålet mod Domstolsstyrelsen vedrørende det digitale tinglysningssystem, jf. U.2020.2851H, hvorefter ansvar forudsætter, at der i forbindelse med indretningen af it-systemer skal påvises væsent- lige og klare fejl eller forsømmelser.

Det svarer til Norges Høyesteretts dom af 31. maj 2024 (sagsnr. 23-101291SIV-HRET), præmis 82, hvor det anføres, at bankerne som ud -gangspunkt selv må vurdere, hvordan de vil indrette deres systemer, når der ikke foreligger branchepraksis om sikkerhedsniveauet.

Antallet af sager, som Nordea er involveret i ved Det finansielle anke- nævn, er ikke dokumentation for, at andre banker har bedre kontrolfor- anstaltninger til imødegåelse af svindel.

Nordea er ikke bekendt med årsagen til fordelingen, men det kan skyldes mange forskellige forhold, for eksempel at Nordea fastholder, at banken ikke er erstatningsan-svarlig for den udøvede svindel, eller at Nordea er bedre til at vejlede sine kunder om klagemuligheder.

Statistikken siger i øvrigt alene noget om fordelingen af klagesager – ikke om årsagerne bag fordelingen, og den kan derfor ikke uden videre anvendes som grundlag for en kvalita- tiv sammenligning af bankernes interne procedurer eller kontrolforan- staltninger.

Selv hvis det lægges til grund, at andre pengeinstitutter havde truffet bedre kontrolforanstaltninger end Nordea til imødegåelse af svindel på tidspunktet for Appellants, tidligere Sagsøger betalinger, dokumenterer dette ikke, at Nordea ved ikke at træffe tilsvarende kontrolforanstaltninger har hand- let ansvarspådragende.

Appellants, tidligere Sagsøger tab er ikke en følge af Nordeas eventuelle undladelser

Appellant, tidligere Sagsøger har ikke dokumenteret, at hendes tab er en følge af Nor- deas eventuelle undladelser. Herunder har hun ikke godtgjort, at hun ikke ville have gennemført transaktionerne, selv hvis Nordeas systemer havde opdaget et usædvanligt transaktionsmønster, eller hvis hun var blevet rådgivet konkret om risikoen for svindel. Appellant, tidligere Sagsøger har såle- des også selv forklaret, at hun var opmærksom på risikoen for, at der var tale om svindel, men at hun alligevel overførte beløbene.

Appellant, tidligere Sagsøger har heller ikke godtgjort, at hendes tab ville være begræn- set til 100.000 kr., hvis beløbsgrænsen for straksoverførsler havde været 100.000 kr. i stedet for 500.000 kr. på tidspunktet, hvor hun blev svind- let.

59

En eventuel erstatning bør bortfalde eller nedsættes som følge af den af Appellant, tidligere Sagsøger udviste egen skyld

Hvis landsretten finder, at Nordea er erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere SagsøgerAppellants, tidligere Sagsøger Appellants, tidligere Sagsøger tab, gør Nordea gældende, at erstatningen bør bortfalde, subsi- diært nedsættes, som følge af den af Appellant, tidligere Sagsøger udviste egen skyld.

Det var Appellant, tidligere Sagsøger selv, der foretog samtlige ni overførsler over to dage. Det fremgår af hendes egen gengivelse af hændelsesforløbet, at hun var bevidst om, at der var en risiko for, at hunblev udsat for svin- del. Hun indvilligede dermed i risikoen, da hun besluttede at foretage transaktionerne.”

Nordea, som har angivet at være delvist momsregistreret, har oplyst, at banken ikke kan afløfte moms for så vidt angår advokatudgiften i denne sag

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår som for byretten spørgsmålet om, hvorvidt Nordea helt eller del- vist skal friholde Appellant, tidligere Sagsøger for det tab på 398.957,62 kr., hun har lidt ved at ukendte gerningsmænd under telefonopkald til hende bedragerisk har fået hende til at foretage ni bankoverførsler af et samlet beløb på 416.665 kr. til af gerningsmændene anviste konti, hvoraf alene et beløb på 17.707,38 kr. er til- bageført til Appellant, tidligere Sagsøger.

Appellant, tidligere Sagsøger har gentaget sine anbringender for byretten, idet hun dog har fra- faldet anbringenderne om ugyldighed efter aftalelovens § 28 og § 29, om at Nordea hæfter i medfør af vilkårene i parternes netbanksaftale, og om at Nor- dea havde en burde-viden efter reglerne i hvidvaskloven. Appellant, tidligere Sagsøger har her- udover fremsat et nyt anbringende om, at det er ansvarspådragende, at Nordea ikke straks sikrede tilbageførsel ved Appellants, tidligere Sagsøger henvendelse ved fysisk frem- møde om formiddagen den 23. august 2022 straks efter misbruget den foregå- ende aften.

Autoriseret betalingstransaktion (samtykke) efter betalingsloven Af forarbejderne til § 82, stk. 1, i den gældende betalingslov fra 2017 om, hvor- når betalingstransaktioner skal anses for autoriserede, fremgår, at bestemmel- sen gennemfører artikel 64 i andet betalingstjenestedirektiv.

Den tidligere gæl- dende bestemmelse om, hvornår betalingstransaktioner anses for autoriserede i § 57, stk. 1, i betalingstjenesteloven fra 2009, gennemførte ifølge forarbejderne hertil på samme måde artikel 54 i første betalingstjenestedirektiv, som svarer til artikel 64 i andet betalingstjenestedirektiv.

Bestemmelsen i § 82, stk. 1, skal her- efter og efter forarbejdernes indhold i øvrigt forstås i overensstemmelse med ar- tikel 64 i andet betalingstjenestedirektiv.

I forslaget til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, COM(2023)

60

366, er det ved bestemmelsen i artikel 59, jf. også præambelbetragtning 79 og 80, foreslået at give forbrugere, der ved svigagtig manipulation vildledes til at god- kende betalingstransaktioner, en bedre beskyttelse end efter de nugældende regler.

Efter den foreslåede bestemmelse skal udbyderen af betalingstjenester således som udgangspunkt tilbagebetale forbrugeren det fulde beløb for den svigagtige autoriserede betalingstransaktion i tilfælde, hvor gerningsmanden har foregivet at være ansat hos forbrugerens udbyder af betalingstjenester ved ulovlig brug af den pågældende betalingstjenesteudbyders navn eller e-mailadresse eller telefonnummer, og denne manipulation har givet anledning til efterfølgende svigagtige autoriserede betalingstransaktioner.

Landsretten finder, at det følger af ordlyden af betalingsloven og forarbejderne hertil sammenholdt med den tilgrundliggende direktivbestemmelse og det ovennævnte forslag, at betalingslovens § 82, stk. 1, må forstås således, at der fo- religger samtykke og dermed en autoriseret betalingstransaktion i bestemmel- sens forstand, hvis betaleren selv foretager og godkender overførslen i den med udbyderen aftalte form.

Det er i den forbindelse uden betydning, om betaleren under bedrageriske telefonopkald er blevet narret og presset til at foretage over- førslen og har været i en ved det bedrageriske telefonopkald fremkaldt vildfa- relse om formålet med overførslen.

Herefter og af de grunde, som byretten har anført, må Appellant, tidligere Sagsøger anses for at have givet samtykke efter betalingslovens § 82, stk. 1, til de ni overførsler. Nor- dea hæfter derfor ikke for hendes tab i medfør af betalingslovens § 100, stk. 1, 1. pkt.

Aftalelovens § 36 og § 38 c Af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at den mellem Appellant, tidligere Sagsøger og Nordea indgåede netbankaftale af 16. december 2002 ikke kan anses for at være urimelig eller i strid med redelig handlemåde. Det kan heller ikke anses for stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skæv- hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, at Nordea gør de aftalte vilkår gældende. Der er følgelig ikke grundlag for delvist at æn- dre eller tilsidesætte aftalen i medfør af aftalelovens § 36 eller § 38 c.

Aftalelovens § 30, stk. 1, og erstatningsansvar Det er ubestridt, at Appellant, tidligere Sagsøger har været udsat for svig som nævnt i aftale- lovens § 30, stk. 1. Spørgsmålet er, om Nordea indså eller burde have indset, at hendes viljeserklæringer i form af samtykke til de ni overførsler var afgivet som følge af svig fra tredjemands side, eller om Nordea er erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere Sagsøger tab.

Som anført af byretten er de ni overførsler sket fra samme enhed og IP-adresse, som Appellant, tidligere Sagsøger normalt brugte ved gennemførelse af transaktioner på net-

61

bank. Nordeas netbanksystem er indrettet således, at Appellants, tidligere Sagsøger digitale godkendelse af hver af de ni overførsler udløste en sms-anmodning til Appellants, tidligere Sagsøger Appellants, tidligere Sagsøger mobiltelefon om at oplyse, om hun ønskede at gennemføre transaktio- nen, hvilket hun i alle ni tilfælde besvarede bekræftende.

Efter det af Nordea oplyste om, hvornår de beløb, som Appellant, tidligere Sagsøger overførte til modtagerkonti i Nordea, blev hævet, lægger landsretten til grund, at i hvert fald hovedparten af de overførte beløb blev hævet fra de pågældende konti kort efter Appellants, tidligere Sagsøger overførsler, og dermed inden Appellant, tidligere Sagsøger om morgenen den 23. august 2022 henvendte sig til Nordea.

Det må efter den bevisførelse, der har været for landsretten, herudover lægges til grund, at svig i form af bedrageriske telefonopkald var et kendt fænomen i banksektoren i august 2022, og at fænomenet var velbekendt for Nordea.

Nor- dea havde således i august 2022 været eller var indklaget i Det Finansielle An- kenævn i ni klagesager om hæftelse for svig ved bedrageriske telefonopkald, begået før Appellant, tidligere Sagsøger blev udsat for sådant svig, og Nordea havde den 28. september 2021 advaret mod svig af denne type på en underside på bankens hjemmeside.

Stilling 3 i Nordea, Vidne 2 har forklaret, at Nordea foretager adfærdsmonitoring i realtid i netbank og mobilbank, som hvis der udløses en alarm sendes til et team, som håndterer advarslen eller automa- tisk kan spærre kundens forbindelse.

Det pågældende automatiske monitore- ringssystem er ifølge det forklarede etableret med henblik på at opfylde kra- vene i andet betalingstjenestedirektiv, hvormed nærmere må menes direktivets artikel 95-98, og de i medfør af artikel 98 udstedte Regulatory Technical Stan- dards i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/389 af 27. november 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366.

Efter de i sagen foreliggende oplysninger lægger landsretten til grund, at systemet ikke på det tidspunkt, hvor Appellant, tidligere Sagsøger var udsat for de bedrageriske telefonopkald, var indrettet på en måde, som medførte, at det ad- varede om overførsler, som dem Appellant, tidligere Sagsøger foretog, endsige at sådanne over- førsler blev stoppet.

Der er heller ikke oplysninger om, at systemet i dag inde- holder sådanne funktioner.

Udbydere af betalingstjenester som Nordea er ikke lovgivningsmæssigt forplig- tet til at foretage overvågning af kunders betalingsmønstre med henblik på at opdage og gribe ind over for bedrageriske telefonopkald. Det følger som alle- rede nævnt af betalingsloven og det til grund herfor liggende betalingstjeneste- direktiv, at udbydere af betalingstjenester ikke hæfter for tab ved sådan svindel.

Der er heller ikke for landsretten oplysninger, som understøtter, at der på da- værende tidspunkt var branchekutymer om systemmæssig overvågning og an- dre tiltag, herunder nedsættelse af beløbsgrænser for straksoverførsler eller ad-

62

varsler til kunder, der havde til formål af forebygge og bekæmpe bedrageriske telefonopkald.

På den nævnte baggrund kan det ikke antages, at Nordea indså eller burde have indset, at Appellants, tidligere Sagsøger autorisation af de ni overførsler var fremkaldt ved svig fra tredjemands side, jf. aftalelovens § 30, stk. 1.

Efter det oplyste om indretningen af Nordeas betalingssystem i netbank og de af Nordea på daværende tidspunkt gennemførte sikkerhedsforanstaltninger sammenholdt med det ovenfor anførte tiltræder landsretten endvidere, at der ikke er grundlag for at anse Nordea for erstatningsansvarlig for Appellants, tidligere Sagsøger tab. Der er herunder ikke grundlag for et ansvar som følge af for sen iværksæt -telse af forsøg på tilbageførsel.

Resultat og sagsomkostninger Landsretten stadfæster dermed byrettens frifindende dom.

Efter sagens udfald skal Appellants, tidligere Sagsøger retshjælpsforsikring, i det omfang den dækker, subsidiært statskassen, i sagsomkostninger for landsretten betale 90.000 kr. til Nordea til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang, forløb og principielle betydning.

Biintervenienten, Finans Danmark, bærer egne omkostninger.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Appellants, tidligere Sagsøger retshjælpsforsikring i Alka Forsikring (Skadenr.), i det omfang den dækker, subsi -diært statskassen, inden 14 dage betale 90.000 kr. til Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Biintervenienten, Finans Danmark, bærer egne omkostninger.

Publiceret til portalen d. 02-10-2026 kl. 10:00 Modtagere: Indstævnte Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland, Indstævnte Finans Danmark, Appellant, tidligere Sagsøger

Landsretten stadfæster byrettens dom i sag om, hvorvidt bankkunde skulle friholdes for tab, således at bank Ikke hæfter ved ”safe account fraud"
Civilsag · 2. instans
KilderDomsdatabasen →
Kilde: https://domsdatabasen.dk/#sag/11259