OLRØstre Landsret

S-1555-25

OL-2026-Ø-00033

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
27-04-2026
Sagsemne
strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald, bevidsthedspåvirkende stoffer / § 54, kørsel uden kørekort / § 56
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.04.27Ø Københavns Byrets

DOM

Dato: 23. maj 2025 Rettens sagsnr.: 4-19608/2024 Politiets sagsnr.: 0100-77281-00506-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 2001 Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 4. november 2024.

Tiltalte er tiltalt for 1. (0100-77281-00506-22) databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 285, stk. 1. ved den 3. november 2022 ca. kl. 00.45, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have påvirket eller søgt at påvirke resultatet af elektronisk databehandling, idet tiltalte gjorde brug af Forurettedes brugerprofil hos Greenmobility for at skaffe sig adgang til en personbil med reg.nr. … , som tiltalte herefter førte ad ukendt gader til Adresse i København. 2. (0100-76151-13774-22) brugstyveri efter straffelovens § 293 a, ved på samme tid og sted som i forhold 1, uberettiget at have brugt personbil med reg.nr. … til kørsel fra ukendt sted til Adresse i København. 3. (0100-80242-01550-22) færdselslovens § 117, stk. 1. nr. 3. jf. § 54, stk. 1, nr. 1, ved på samme tid og sted som i forhold 1, at have ført personbil med reg.nr. … , efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof Tramadol, som er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang, at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for stoffet. 4. (0100-81409-01368-22) færdselslovens § 117 d, stk. 2. jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved på samme tid og sted som i forhold 1, at have ført personbil med reg.nr. … uden at have erhvervet kørekort.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært om rettens mildeste dom. Tiltalte påstod betinget frakendelse grundet den medgåede tid.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Ved analyse af en prøve af tiltaltes blod, der blev udtaget den 3. november 2022 kl. 02.02, fandtes tiltalte påvirket af Tramadol med en mindsteværdi på 0,13 mg/kg.

Personlige oplysninger Der er af kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun fortsat bor hos familie i Lejre. Hun har fortsat to ansættelser i København, på et plejehjem og en i en daginstitution.

Hun har søgt ind på uddannelse til pædagog. Hun har trukket sig fra sin tidligere omgangskreds og hverken drikker eller misbruger hash eller andre euforiserende stoffer.

Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Frederiksbergs udeblivelsesdom den 30. august 2018 for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, idømt 4 dagbøder a 225 kr. ved Retten i Glostrups dom af 19. august 2022 for overtrædelse af straffelovens § 172, jf. § 171, stk. 1, idømt betinget dom på fængsel i 3 måneder. Prøvetid på 1 år på nærmere angivne vilkår.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Efter tiltaltes og vidnet Forurettedes samstemmende forklaringer lægger retten til grund, at tiltalte og vidnet tidligere havde kørt sammen i GreenMobility-biler ved flere lejligheder, hvor de havde brugt både tiltaltes og vidnets telefon til booking og efterfølgende delt omkostningerne.

Videre lægges til grund, at vidnet var bekendt med, at tiltalte havde appen på sin telefon og adgang til at bruge den, da de havde gjort det sammen tidligere. Retten lægger til grund, at tiltalte betalte vidnet tilbage for kørslen efter episoden den 3. november 2022.

Der er under sagen ikke dokumenteret fra GreenMobilitys brugerbetingelser, herunder om hvorvidt vidnets profil måtte anvendes af andre, men anklagemyndigheden har anført, at tiltalte måtte vide, at der var tale om uberettiget brug, idet hun benyttede vidnets profil til at skaffe sig adgang til bilen uden udtrykkelig tilladelse.

Efter det anførte finder retten ikke, at tiltaltes forklaring, hvoraf fremgår, at hun gik ud fra at have tilladelse til at bruge appen baseret på den etablerede praksis mellem hende og vidnet, kan afvises som utroværdig. Retten finder endvidere, at der må antages at være tale om en overskridelse af GreenMobilitys brugerbetingelser, som dog ikke er fremlagt i sagen.

På denne baggrund finder retten under de foreliggende omstændigheder, at det ikke med den i en straffesag påkrævede sikkerhed kan lægges til grund, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til retsstridigt at ændre, tilføje eller slette oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling med berigelsesforsæt. Tiltalte frifindes derfor i dette forhold.

Forhold 2 Efter de samme faktiske omstændigheder som anført under forhold 1 lægger retten til grund, at kørslen fandt sted efter tiltaltes subjektive opfattelse af, at hun aftaleretligt havde ret til at anvende bilen gennem vidnets profil, til dels baseret på deres etablerede praksis.

Retten lægger endvidere til grund, at kørslen kun varede ca. 10 minutter, at GreenMobility blev betalt for kørslen gennem vidnets profil, og at tiltalte efterfølgende betalte vidnet tilbage i overensstemmelse med deres etablerede praksis om at dele omkostningerne.

Efter det anførte finder retten ikke, at tiltaltes forklaring, hvoraf fremgår, at hun gik ud fra at måtte køre i bilen baseret på den etablerede praksis med vidnet og i øvrigt ikke havde til hensigt at berøve hverken GreenMobility eller vidnets betaling, kan afvises som utroværdig.

Retten finder endvidere, at der må antages at være tale om en overskridelse af GreenMobilitys brugerbetingelser, som dog ikke er fremlagt i sagen. På denne baggrund finder retten under de foreliggende omstændigheder, at det ikke med den i en straffesag påkrævede sikkerhed kan lægges til grund, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til uberettiget at gøre brug af bilen.

Tiltalte frifindes derfor også i dette forhold. Forhold 3-4 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. StraffastsætteIse Tiltalte har overtrådt færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt.

Forholdet er begået den 3. november 2022, sagen er af anklagemyndigheden indbragt for retten den 15. oktober 2024 og retten har derefter berammet sagen første gang til den 22. januar 2025. Retten må derfor lægge til grund, at der har været lang sagsbehandlingstid, og efter de foreliggende oplysninger beror det ikke på tiltaltes forhold.

På den baggrund og henset til sagens ukomplicerede karakter finder retten, at betingelserne for strafnedsættelse i medfør af straffelovens § 82, stk. 2, er til stede, idet sagen ikke er afgjort inden for rimelig tid.

Retten finder at der i sagen, navnlig ved tiltaltes gode personlige forhold samt den medgåede tid, er sådanne særlige grunde, at straffen helt kan bortfalde, jf. straffelovens§ 82, stk. 1, nr. 13, jf. § 83, idet retten bemærker, at der i overensstemmelse med de af Højesteret i 2012 fastlagte principper skulle ske en betydlig reduktion. Retten finder, at statskassen skal betale sagens omkostninger.

Frakendelse af føreret Tiltalte har overtrådt færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf.§ 54, stk. 1, nr. 1, og færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., hvorfor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget frakendelse af føreretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1.

Retten finder, at der helt undtagelsesvis er grundlag for, at frakendelsen kan gøres betinget, efter § 126, stk. 2, henset til den korte kørselsafstand (10 minutter), den usædvanligt lange sagsbehandlingstid uden tiltaltes skyld, samt tiltaltes gode personlige forhold. Efter en samlet vurdering af disse formildende omstændigheder findes betingelserne for anvendelse af bestemmelsen opfyldt.

Retten finder således, at betingelserne for betinget førerretsfrakendelse i medfør af færdselslovens§ 125, stk. 1, nr. 8, jf. § 125, stk. 4, jf. § 126, stk. 2 er til stede.

Thi kendes for ret

: Straffen for tiltalte Tiltalte bortfalder. Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, frakendes tiltalte. Frakendelsen er betinget på vilkår, at tiltalte i 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes. Statskassen skal betale sagens omkostninger, herunder 12.120 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Steen L. Frederiksen. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 27. afdelings

DOM

(landsdommerne Alex Puggaard, Bloch Andersen og Katja Beck (kst.)) Dato: 27. april 2026 Rettens sagsnr.: S-1555-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 2001, (advokat Steen Leonhardt Frederiksen, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 23. maj 2025 (SS 4-19608/2024) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale samt skærpelse, herunder således at tiltalte frakendes førerretten ubetinget i 3 år fra byrettens dom.

Tiltalte har påstået stadfæstelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Den i byretten af vidnet Forurettede afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun ikke tænkte på at ringe til Forurettede, inden hun anvendte hendes profil.

Forurettede vidste ikke inden, at tiltalte ville anvende hendes profil til kørslen. Man skulle bare åbne app’en for at få adgang til bilen. Tiltalte kan ikke huske, hvor mange gange hun har kørt med Forurettede. Hun mener, at det er mere end 2 gange. Hver gang har de delt omkostningerne. Tiltalte husker ikke, hvilket betalingskort der var knyttet til profilen, men hun betalte for turen.

Før turen havde tiltalte en eller anden form for kontakt til Forurettede. Tiltalte købte en 2 timers pakke til 240 kr. Hun betalte til selskabet. Hun kan ikke huske, om hendes eget betalingskort var knyttet til App’en på daværende tidspunkt. Hun betalte til Forurettede, fordi Forurettede havde fået en bøde for at have overladt bilen til en person uden førerret.

Hun har betalt Forurettede og skylder hende ikke noget for den tur. Personlige oplysninger Ifølge R 75 for indkomståret 2022 havde tiltalte en konteret A-indkomst på 77.090 kr. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun nu bor sammen med en veninde i Gladsaxe Kommune. De deler en lejlighed. Hun studerer nu til pædagogisk assistent. Hun er ½ år henne i studiet.

Hun har været til samtale med henblik på at få en praktikplads. Hun har ingen kæreste. Hun bruger hverken hash eller euforiserende stoffer. Hun drikker alkohol, men kun stille og roligt. Hun har været til teoriprøver for at få førerret, men er ikke fortsat, idet hun afventer straffesagen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vedrørende forhold 1 og 2 Landsretten lægger efter forklaringerne til grund, at tiltalte har anvendt Forurettedes profil hos GreenMobility uden Forurettedes tilladelse. Landsretten finder ikke, at der foreligger omstændigheder, som kunne give tiltalte grundlag for at tro, at hun kunne anvende Forurettedes profil uden hendes konkrete tilladelse.

Landsretten finder herefter og efter omstændighederne, at tiltalte er skyldig i forhold 1 og 2. Landsretten finder efter omstændighederne, hvorunder tiltalte var i besiddelse af Forurettedes profil, sammenholdt med det meget begrænsede beløb, der må antages at have været tale om, at forhold 1 må henføres under straffelovens § 287, stk. 1.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 279 a, og § 293 a, samt færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., efter princippet om modereret kumulation til fængsel i 20 dage samt en bøde på 8.500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Der findes under hensyn til tiltaltes personlige forhold, herunder det hurtige recidiv i forhold til den betingede dom af 19. august 2022, ikke grundlag for at gøre fængselsstraffen betinget. I medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2, frakendes tiltalte førerretten i 3 år som nedenfor bestemt.

Henset til de hensyn, der ligger bag reglerne om førerret, findes der ikke grundlag for at gøre frakendelsen betinget. Landsretten bemærker, at der ikke ved sagsbehandlingstidens længde findes at være sket krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, og at der således ikke findes grundlag for lempelse af sanktionen af den grund eller under hensyn til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 13.

Sagsbehandlingstiden giver heller ikke grundlag for at lade statskassen betale sagens omkostninger.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 20 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra byrettens dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.

AM2026.04.27Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/e37faa93-9a7d-4783-a1d5-0bc8115e9921