OLR — Østre Landsret
S-1687-24
AM2026.06.01Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 25. januar 2024 Rettens sagsnr.: 4-872/2024 Politiets sagsnr.: 0100-70811-00002-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1999 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæringen er modtaget den 15. januar 2024.
Tiltalte er tiltalt for dokumentfalsk efter straffelovens § 171, ved den 1. januar 2024 ca. kl. 15.50 ved Gate 89, beliggende i Finger B Schengen i Københavns Lufthavn i Kastrup, at have gjort brug af et falsk dokument til at skuffe i et retsforhold, idet sigtede i forbindelse med indrejsekontrol til Danmark som legitimation foreviste et falsk italiensk ID-kort til politipersonale med henblik på at indrejse i Danmark.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres et falsk italiensk ID-kort.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens§ 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 4, nr. 5, jf stk. 1, udvises med indrejseforbud i 6 år, subsidiært at tiltalte meddeles en advarsel om udvisning, jf. § 24 b. Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. Tiltalte har ikke protesteret mod udvisningspåstanden.
Oplysningerne i sagen Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring, som er i overensstemmelse med tiltalen, fremgår af retsbogen. Personlige oplysninger Tiltalte er ikke tidligere straffet her i landet. Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 1. januar 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. StraffastsætteIse Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens§ 171, jf. § 172, stk. 1. Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Udvisning Da udvisning ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tager retten i medfør af de påberåbte bestemmelser påstanden om udvisning til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens§ 26, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 40 dage. Hos tiltalte konfiskeres et falsk italiensk ID-kort. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 5.895 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Advokat. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 3. afdelings
DOM
(landsdommerne Berit Holmelund, Birgitte Grønborg Juul og Vilhelm Konstantin Poulsen (kst.) med domsmænd) Dato: 1. juni 2026 Rettens sagsnr.: S-1687-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1999, (advokat Kenn Regner Jørgensen, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 25. januar 2024 (4-872/2024) er anket af Tiltalte med endelig påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning og mere subsidiært formildelse af straffen, herunder frifindelse for udvisningspåstanden.
Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse. Tiltalte ankede byrettens dom den 27. maj 2024. Landsretten har forlods behandlet spørgsmålet om admittering af tiltaltes anke og har ved kendelse af 17. december 2024 tilladt anken, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2, da tiltalte har sandsynliggjort, at fristoverskridelsen ikke kan tilregnes ham.
Det fremgår af sagen, at tiltalte blev anholdt i Københavns Lufthavn den 1. januar 2024. I forbindelse med indrejsen anvendte han et falsk italiensk ID-kort. Han var ved indrejsen tillige i besiddelse af et græsk asylansøgerkort, der var udstedt den 8. december 2023 og gyldigt til den 7. december 2025. Af EURODAC-databasen fremgår bl.a., at tiltaltes fingeraftryk blev optaget den 9. november 2023 i Grækenland.
De græske myndigheder har oplyst, at tiltalte søgte asyl i Grækenland den 7. december 2023, og at afgørelsen i asylsagen er ”pending at first instance”. Tiltalte blev den 10. februar 2024 løsladt efter afsoning af den ved byrettens dom idømte fængselsstraf, men ikke udsendt. Den 28. juni 2024 fik tiltalte opholdstilladelse i Danmark som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Af referat af oplysnings- og motivsamtale den 6. februar 2024 fremgår bl.a., at tiltaltes asylmotiv er frygten for tvangsrekruttering og de generelle forhold i Syrien. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Tiltalte har vedstået sin forklaring i grundlovsforhøret og i byretten og har supplerende forklaret bl.a., at han rejste til Tyrkiet i oktober 2023.
Herefter rejste han omkring den 2. november 2023 til Grækenland, hvor han den 9. november 2023 blev registreret, og hans fingeraftryk blev taget. Han blev ikke spurgt, om han ville søge asyl, og han søgte ikke asyl. Han blev placeret i en lukket lejr på Kos fra den 9. november 2023 til den 7. december 2023. Det var en betingelse for at komme ud af lejren, at man skulle søge asyl.
Han søgte derfor asyl, da han gerne ville til Athen. Han opholdt sig i Grækenland i ca. 2 måneder og indrejste i Danmark den 1. januar 2024. Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret bl.a., at han er ugift og uden børn. Han er syrisk statsborger og taler og skriver arabisk. Han er uddannet i Syrien og har haft beskæftigelse i et olieselskab i 1½ år.
I Syrien boede han sammen med sine forældre, to søstre og en bror. Han udrejste med sin bror. Hans forældre og to søstre er stadig i hjemlandet. Han er sund og rask og tager ikke medicin. Han bor på et lejet værelse i Lyngby. Han er ved at tage kørekort til bus. Desuden arbejder han som vikar ca. 26 timer pr. måned. Han har ikke familie i Danmark eller danske venner. Han er ikke medlem af foreninger.
Han får dansk sprogundervisning og taler og skriver noget dansk.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har erkendt de faktiske forhold, herunder at han som nærmere angivet i tiltalen den 1. januar 2024 i Københavns Lufthavn gjorde brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold, idet han i forbindelse med indrejsekontrol til Danmark som legitimation foreviste et falsk italiensk ID-kort til politipersonale med henblik på indrejse i Danmark.
Spørgsmålet for landsretten er, om forholdet er strafbart, henset til at tiltalte har søgt og opnået asyl i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsflygtning). Det må lægges til grund, at tiltalte forud for indrejsen i Danmark den 9. november 2023 indrejste i Grækenland og den 7. december 2023 blev registreret som asylansøger i Grækenland.
Anklagemyndigheden har ikke bestridt, at tiltalte uopholdeligt efter indrejsen i Danmark rettede henvendelse til de danske myndigheder, men har gjort gældende, at tiltaltes anvendelse af et falsk dokument ikke er straffri efter Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, fordi tiltalte forud for indrejsen havde opholdt sig i Grækenland og søgt asyl dér.
Anklagemyndigheden har anført, at det ikke kan føre til et andet resultat, at der i vidt omfang ikke sker overførsel af asylansøgere til Grækenland efter Dublin-forordningen som følge af forholdene i Grækenland for asylansøgere. Landsretten bemærker, at tiltalte efter udlændingemyndighedernes afgørelse om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af reglerne i Flygtningekonventionen.
Det følger af konventionens artikel 31, stk. 1, at flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i konventionens forstand, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.
Højesteret har i en række afgørelser taget stilling til fortolkningen af Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, og har i UfR 2025.3662 H fundet, at en person, der forud for sin indrejse i Danmark bl.a. havde opholdt sig 2 måneder i Grækenland, og som efterfølgende blev meddelt asyl i Danmark som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, ikke kunne straffes for personelfalsk efter straffelovens § 174.
I den foreliggende sag er tiltalte meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens artikel 7, stk. 1, uanset det oplyste om, at tiltalte havde opholdt sig og var registreret som asylansøger i Grækenland.
Det må derfor lægges til grund, at udlændingemyndighederne har vurderet, at tiltalte ikke har kunnet overføres til Grækenland uanset sit forudgående ophold og sin status som asylansøger i Grækenland.
Som sagen er oplyst, findes forholdet derfor omfattet af eller fuldstændig at kunne ligestilles med en situation som nævnt i Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, hvorfor forholdet ikke anses for strafbart efter straffelovens § 171. Tiltalte frifindes derfor.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.
