OLR — Østre Landsret
S-2815-25
OL-2026-Ø-00102
AM2026.08.06Ø Retten i Glostrups
DOM
Dato: 29. oktober 2025. Rettens sagsnr.: S36-2892/2025 Politiets sagsnr.: 0700-72366-00007-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1969 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 28. marts 2025.
Tiltalte er tiltalt for 1. overtrædelse af straffelovens § 264 a, samt § 232, ved fra den 8. til den 9. juni 2019 under et ridestævne i By1 i Jylland, uberettiget at havde taget 32 billeder af Forurettede1 og Forurettede2, der på tidspunktet begge var 17 år på uden deres vidende hvor de var fotograferet i private situationer, hvor de sammen lå i en seng med bare ben samt billeder der var taget rettet mod deres ben, hvor de var iført sorte nederdele og nylonstrømper og billeder taget under et bord, hvor kameraet var rettet mod deres spredte ben, hvor de var iført nederdel og nylonstrømper, billeder der efter optagelsen blev opbevaret frem til tiltaltes anholdelse den 30. oktober 2024 i 2 album navngivet "Forurettede1" og "Forurettede2", på tiltaltes telefon, hvilket var egnet til at krænke Forurettede1 og Forurettede2 blufærdighed. 2. overtrædelse af straffelovens § 264 a, samt § 232, ved fra den 8. til den 11. november 2019 og den 22. marts 2020 under ridestævner i Jylland, uberettiget at have taget 15 billeder af Forurettede3 der på tidspunkterne var henholdsvis 15 og 16 år uden hendes vidende der viste hendes ben i nederdel og sorte nylonstrømper samt billeder taget under et bord visende Forurettede3’s let spredte ben, billeder der efter optagelsen blev opbevaret frem til tiltaltes anholdelse den 30. oktober 2024 i et album kaldet "Forurettede3" på tiltaltes telefon, hvilket var egnet til at krænke Forurettede3s blufærdighed. 3. overtrædelse af straffelovens § 264 a, samt § 232, ved den 18. marts 2023 til et ridestævne i By2, uberettiget at have taget 3 billeder af Forurettede4 der på tidspunktet var 23 år uden hendes vidende, billeder der var taget under et bord hvor kameraet var rettet mod Forurettede4’s let spredte ben, hvor hun var iført nylonstrømper og sort nederdel, billeder der efter optagelsen blev opbevaret frem til den 30. oktober 2024 på tiltaltes telefon hvilket var egnet til at krænke Forurettede4’s blufærdighed. 4. overtrædelse af straffelovens § 264 a, samt § 232, ved den 2. til den 4. juni 2023 til et ridestævne i By1, uberettiget at have taget 15 billeder af Forurettede5 der på tidspunktet var 22 år uden hendes vidende, billeder der viste Forurettede5 sidde udenfor ved at bord- og bænkesæt iført sort nederdel og nylonstrømper hvor kameraet var rettet mod hendes let spredte ben under bordet samt billeder af Forurettede5 der befandt sig inden for, hvor der var taget billeder under et bord, hvor kameraet var rettet mod hendes let spredte ben, billeder der efter optagelsen blev opbevaret frem til tiltaltes anholdelse den 30. oktober 2024 i et album kaldet "Forurettede5"på tiltaltes telefon, hvilket var egnet til at krænke Forurettede5’s blufærdighed. 5. overtrædelse af straffelovens § 231, ved i en ikke nærmere angivet periode op til den 24. oktober 2024, at have groomet Forurettede6 og Forurettede7 født 17. maj 2010, idet tiltalte udnyttede sin erfaring og overlegenhed ved systematisk manipulation, således at han opbyggede en relation til Forurettede6 og Forurettede7 herunder via det sociale medie Snapchat med fortsæt til at udsætte Forurettede6 og Forurettede7 for en seksuel forbrydelse.
Påstande
Anklagemyndigheden har i forhold 1 og 2 nedlagt påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 264 a, grundet forældelse og har for de andre forhold nedlagt påstand om fængsel.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 1 stk. mobiltelefon hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2 Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt. jf. stk. 3, nedlagt påstand om, at tiltalte indtil videre skal frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.
Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens § 236 stk. 1, nr. 2, nr. 3, og nr. 4, nedlagt påstand om, at tiltalte indtil videre skal meddeles et forbud mod uden politiets tilladelse at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år, at modtage besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen, samt at tiltalte ikke gennem internettet eller et lignende system til spredning af information må søge at kontakte børn under 18 år, der ikke i forvejen kender tiltalte.
Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede1 har påstået, at tiltalte skal betale 15.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Forurettede2 har påstået, at tiltalte skal betale 15.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § I6.
Forurettede3 har påstået, at tiltalte skal betale 15.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Forurettede4 har påstået, at tiltalte skal betale 5.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Forurettede5 har påstået, at tiltalte skal betale 15.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens§ 16.
Forurettede7 har påstået, at tiltalte skal betale 5.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § 16.
Forurettede6 har påstået, at tiltalte skal betale 5.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens§ 26, stk. 1, jf. stk. 2, med procesrente fra den 23. september 2025, jf. erstatningsansvarslovens § 16. Tiltalte har overfor samtlige krav bestridt pligten og beløbenes størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5, Vidne, Forurettede7 og Forurettede6. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige forhold Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han blev kontaktet af EkstraBladet efter anholdelsen.
Der var mediebevågenhed om sagen meget hurtigt, og det ramte ham hårdt, og det var grænseoverskridende. EkstraBladet kontaktede ham den dag, der blev nedlagt navneforbud, men forbuddet virkede ikke. Der var reelt kun tre mænd i bestyrelsen i Forbund, og EkstraBladets beskrivelse passede ikke på de to andre mænd, så alle kunne udlede, det var ham.
Omkring jul 2024 blev han opsagt mange af de steder, hvor han kom og underviste, idet stederne var blevet kontaktet af Klub med oplysning om, at det var ham, som sagen handlede om. En enkelt klub valgte at holde sig uden for, hvorefter en ridelærer fra Klub havde udtalt til nogle elever, at man burde boycotte den pågældende klub. Han har efterfølgende isoleret sig i flere måneder.
Han er kun kommet uden for døren, når han har skullet ned d til sin hest eller på arbejde i familiefirmaet. Han har siden sin anholdelse haft nogle meget mørke stunder. Efter alle vidste, hvem sagen handlede om, har han flere gange overvejet at tage sit eget liv. Hvis ikke det havde været for den støtte, han har fået fra sin psykoterapeut, havde han ikke været i live den dag i dag.
Han har fået det bedre, men han har stadig stunder, hvor han ikke ved, om det er det værd. Alt det, han har bygget op gennem de sidste 40 år, er væk. Han har eksisteret på frivilligt arbejde. Han eksisterer bedst, når han er noget for nogen. Hele hans liv var i ridesporten. Han har mistet 80 % af alle sine ryttere. Han overvejer at flytte til udlandet, idet han kender nogen, hvor han måske kan få et arbejde.
Han håber meget at kunne komme tilbage til ridesporten. Aftenen før ransagningen blev hans far indlagt på hospitalet med dårligt hjerte. Han og hans bror aftalte, at hans bror skulle være hos deres mor, der lider af Alzheimers, ellers havde tiltalte ikke været hjemme, da politiet kom. Han har desuden en plejebror, som har været ude i misbrugsproblemer.
Efter anholdelsen havde han et forhold til en jævnaldrende kvinde, men han havde ikke plads til at give sig hen, og deres forhold stoppede derfor, men de har stadig kontakt. Han er villig til at udføre ulønnet samfundstjeneste og samarbejde med Kriminalforsorgen. Han går hos en terapeut, for hvis der er noget, der skal arbejdes på, vil han gerne have hjælp.
Rettens begrundelse
og afgørelse Vedrørende sagens forhold 1 til 4 bemærker retten indledningsvis, at tiltalte om disse forhold har forklaret, at han har taget nogle fotos under bordet uden at have spurgt de affotograferede piger om lov. Det fremgår af de fremkomne oplysninger, at tiltalte under sin forklaring til politiet har oplyst identiteten på de piger, der ses på billederne.
Vidnerne Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4 og Forurettede5 har alle samstemmende forklaret, at de ikke vidste, at tiltalte tog billeder af dem med sin telefon, eller at billederne blev gemt på tiltaltes telefon. Vidnerne har alene vidst, at de kunne figurere på billeder, der blev taget ved officielle præmieoverrækkelsesceremonier.
Endvidere har vidnerne forklaret, at de ikke har givet tiltalte tilladelse til at tage de under sagen fremlagte billeder. Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse finder anvendelse, når der er tale om en seksuel handling af en vis grovere karakter. Handlingen skal desuden være egnet til at krænke blufærdigheden.
Heri ligger, at handlingen skal være foretaget overfor en eller flere personer, hvis interesse man søger at beskytte ved at pålægge strafansvar. Forhold 1: Anklagemyndigheden har i forhold 1 nedlagt påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 264 a, grundet forældelse.
Herefter, og da retten finder, at overtrædelse af straffelovens § 264 a, i forhold 1 er forældet, frifindes tiltalte herfor, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at der på tiltaltes telefon er fundet billeder fra et ridestævne i By1 afholdt den 8. og 9. juni 2019, hvor Forurettede1 og Forurettede2 deltog sammen med tiltalte.
Billederne er fundet på tiltaltes telefon i mapper, der var navngivet "Forurettede1" og "Forurettede2". På to billeder ses Forurettede1 og Forurettede2 siddende og liggende på en seng. De er begge påklædte, og billederne har ikke seksuel karakter. Disse to billeder falder derfor uden for anvendelsesområdet af straffelovens § 232, stk. 1. På de resterende billeder ses pigeben iført sorte nylonstrømper og sorte kjoler.
De fleste af billederne fremstår som taget under et bord, mens de øvrige billeder viser piger sidde ved og på et bord. De affotograferede personers ansigter ses ikke på nogen af billederne. Vidnerne har under forklaringen i retten forklaret, at de har genkendt sig selv på de billeder, hvor personernes ansigter ikke ses, og hvor personerne er iført sorte nylonstrømper og sorte kjoler.
Ved enkelte fotos har vidnerne Forurettede1 og Forurettede2 ikke med sikkerhed genkendt sig selv, men begge vidner har forklaret, at det enten var vidnet selv eller den anden af de to, der ses på billederne. Billederne er taget i et lokale, der fremstår som en form for kontor. Vidnet Forurettede1 har forklaret, at fotoerne blev taget i et sekretariatslokale, hvor det tekniske ved stævnet foregik.
Billederne viser de forurettedes ben, der er iført gennemsigtige sorte nylonstrømper. De forurettede er i øvrigt iført korte, stramme kjoler. Billedernes fokus er rettet mod de forurettedes ben og underliv, og der er tale om fotos taget på kort afstand.
På baggrund af bevisførelsen, herunder navnlig vidnernes forklaringer, kan det lægges til grund, at billederne blev taget i et baglokale ved et ridestævne, hvortil der alene var adgang for en snæver kreds af personer.
Endvidere, at tiltalte formåede at tage billederne, idet han som led i et forudgående kendskab til de forurettede havde opbygget et tillidsforhold, og at han derfor ved deltagelse i det pågældende stævne kom så tæt på de forurettede, at han havde mulighed for at tage billederne. Efterfølgende har tiltalte gennem en årrække opbevaret billederne på sin telefon i mapper navngivet med de forurettedes navne.
Retten finder herefter, at de pågældende billeder, herunder grundet de omstændigheder, som billederne blev taget under, og da de er blevet gemt og opbevaret af tiltalte, var egnet til at krænke Forurettede1 og Forurettede2’s blufærdighed, og tiltalte findes derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1.
Forhold 2: Anklagemyndigheden har i forhold 2 nedlagt påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 264 a, grundet forældelse. Herefter, og da retten finder, at overtrædelse af straffelovens § 264 a, i forhold 2 er forældet, frifindes tiltalte herfor, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at der på tiltaltes telefon er fundet 15 billeder af Forurettede3.
Vidnet har forklaret, at hun genkendte sig selv på billederne, herunder idet hun kunne genkende sin kjole. Billederne viser forurettedes ben, der er iført gennemsigtige sorte nylonstrømper. Forurettede er i øvrigt iført en kort, stram kjole. Billedernes fokus er rettet mod forurettedes underliv, og at der er tale om fotos taget på kort afstand.
Det fremgår af billederne, at forurettede befinder sig i et lokale, der er indrettet med bord og stole. Det kan efter det oplyste lægges til grund, at billederne er taget, da forurettede var med tiltalte til ridestævner med henblik på at varetage opgaver i forbindelse med præmieoverrækkelserne.
Lokalet fremstår som et baglokale til personalet, og retten lægger til grund, at der var tale om et lokale, hvortil der alene var adgang for en snæver kreds af personer.
På baggrund af bevisførelsen, herunder navnlig vidnets forklaring, kan det lægges til grund, at tiltalte formåede at tage billederne, idet han som led i et forudgående kendskab til forurettede havde opbygget et tillidsforhold, og at han derfor ved deltagelse i det pågældende stævne kom så tæt på forurettede, at han havde mulighed for at tage billederne.
Efterfølgende har tiltalte gennem en årrække gemt billederne på sin telefon i en mappe navngivet med forurettedes navn. Retten finder herefter, at de pågældende billeder, herunder grundet de omstændigheder, som billederne blev taget under, og da de er blevet gemt og opbevaret af tiltalte, var egnet til at krænke Forurettede3’s blufærdighed, jf. straffelovens § 232, stk. 1.
Retten finder derfor tiltalte skyldig i blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, stk. 1. Forhold 3: På baggrund af vidnet Forurettede4’s forklaring finder retten det bevist, at det er vidnet, der ses på tre billeder, der er fundet på tiltaltes telefon, idet vidnet har forklaret, at hun genkendte sin påklædning, herunder det bælte som den affotograferede person er iført.
Hun havde ikke givet tiltalte tilladelse til at tage de pågældende billeder. Vidnet har endvidere forklaret, at billederne er taget, mens hun spiste frokost, og mens hun befandt sig i et mindre lokale til brug for den praktiske og administrative afvikling af det pågældende ridestævne, og hvortil der alene var adgang for visse deltagere under det pågældende stævne.
Retten finder herefter, at Forurettede4 befandt sig et sted, der ikke var frit tilgængeligt, da hun blev fotograferet. Herefter, og da Forurettede4 ikke har givet tilladelse til, at tiltalte tog de pågældende billeder, finder retten, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 a. Billederne viser forurettedes ben, der er iført gennemsigtige sorte nylonstrømper.
Forurettede er i øvrigt iført en kort, stram kjole. Billedernes fokus er rettet mod forurettedes underliv, og at der er tale om fotos taget på kort afstand.
På baggrund af bevisførelsen, herunder navnlig vidnets forklaring, kan det lægges til grund, at tiltalte formåede at tage billederne, idet han som led i et forudgående kendskab til forurettede havde opbygget et tillidsforhold, og at han derfor ved deltagelse i det pågældende ridestævne kom så tæt på forurettede, at han havde mulighed for at tage billederne.
Efterfølgende har tiltalte opbevaret billederne på sin telefon gennem længere tid. Retten finder herefter, at de pågældende billeder, herunder grundet de omstændigheder, som billederne blev taget under, og da de er blevet gemt og opbevaret af tiltalte, var egnet til at krænke Forurettede4’s blufærdighed, jf. straffelovens § 232, stk. 1.
Retten finder derfor tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftets forhold 3. Forhold 4: På baggrund af vidnet Forurettede5’s forklaring finder retten det bevist, at det er vidnet, der ses på 15 billeder, der er fundet på tiltaltes telefon, idet vidnet har forklaret, at hun genkendte sin påklædning og sit hår. Hun havde ikke givet tiltalte tilladelse til at tage de pågældende billeder.
Vidnet har endvidere forklaret, at hun på nogle af billederne sad ved et udendørs bord- bænkesæt, hvorfra man kunne se ridebanen. På andre af billederne sad hun i en skurvogn, hvor hun som medhjælper kunne klæde om og slappe af. Ridestævnet, der blev afholdt i By1 fra den 2. til den 4.juni 2023, var efter det oplyste … i dressur.
Retten finder, at det efter det oplyste må lægges til grund, at bord- bænkesættet stod på et offentligt og dermed frit tilgængeligt sted, idet det stod udendørs ved et større ridestævne. Billederne taget ved bord- bænkesættet kan således efter det oplyste ikke betragtes som en overtrædelse af straffelovens§ 264 a, uanset at Forurettede5 ikke havde givet tiltalte lov til at tage de pågældende billeder.
Retten finder, at de 9 billeder, hvor Forurettede5 ses sidde ved et bord og stå ved en reol indendørs, efter vidnets forklaring uberettiget er taget af tiltalte på et ikke frit tilgængeligt sted. Retten finder, at tiltalte derved har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 a.
Retten finder, at samtlige billeder taget af Forurettede5 både indendørs og udendørs, mens hun sidder ned, var egnet til at krænke Forurettede5s blufærdighed. Retten har herved lagt vægt på, at billederne viser forurettedes ben både iført gennemsigtige sorte nylonstrømper og uden beklædning. Forurettede er i øvrigt iført en kort stram kjole.
Billedernes fokus er rettet mod forurettedes underliv, og der er tale om fotos taget på kort afstand. Nogle af billederne er zoomet tæt ind på forurettedes skød uden at vise anden nøgenhed end forurettedes bare ben.
På baggrund af bevisførelsen, herunder navnlig vidnets forklaring, kan det lægges til grund, at tiltalte formåede at tage billederne, idet han som led i et forudgående kendskab til forurettede havde opbygget et tillidsforhold, og at han derfor ved deltagelse i det pågældende stævne kom så tæt på forurettede, at han havde mulighed for at tage billederne.
Efterfølgende har tiltalte opbevaret billederne på sin telefon gennem længere tid i en mappe navngivet med forurettedes navn. Retten finder herefter, at de pågældende 12 billeder, herunder grundet de omstændigheder, som billederne blev taget under, og da de er blevet gemt og opbevaret af tiltalte, var egnet til at krænke Forurettede5’s blufærdighed, jf. straffelovens § 232, stk. 1.
Retten finder herefter tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1, og§ 264 a.
Forhold 5: Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 231, der blev indsat i straffeloven ved lov nr. 741 af 13. juni 2023, lovforslag nr. 50 af 22. februar 2022, pkt. 2.1.4, at det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesområde, at gerningspersonen opbygger relationen med forsæt til at begå en handling, som er strafbar efter en eller flere af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24, om seksualforbrydelser.
Det vil derimod ikke være afgørende, om det kan konstateres, hvilken bestemmelse i straffelovens 24. kapitel, gerningspersonen havde forsæt til at overtræde. Endvidere fremgår det af samme lovforslag, samme punkt, at det kan indgå i vurderingen, om der af gerningspersonens sprogbrug kan udledes seksuelle temaer, uden at det dermed kan konkretiseres, hvad han eller hun ønsker, at barnet skal foretage sig.
Det vil efter omstændighederne også kunne indgå, om gerningspersonen evt. tidligere har begået overgreb mod et barn. Groomingbestemmelsen tilsigter at ramme tilfælde, hvor der ikke kan føres bevis for forsøg på et konkret seksuelt overgreb.
Af samme lovforslag, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11, fremgår, at hvis der er tale om et barn under 15 år, vil ethvert seksuelt forhold være strafbart, uanset om barnet er indforstået hermed eller ej. Der vil således her bl.a. kunne lægges vægt på, om gerningspersonen f.eks. har sendt beskeder til barnet med seksuelt indhold eller udtrykt et generelt ønske om på et tidspunkt at mødes fysisk eller virtuelt.
Efter bestemmelsens ordlyd er gerningsmomentet således fremrykket, idet der alene skal være forsæt til på et senere tidspunkt at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse, som der i loven dermed ikke er krav om, er nærmere konkretiseret.
På baggrund af de fremlagte beskeder, som tiltalte har vedstået, at han har sendt til primært Forurettede6 men også til Forurettede7 over indledningsvis sms, men efterfølgende og især over Snapchat, finder retten det bevist, at tiltalte opbyggede en relation til dem begge, mens de var 14 år og yngre, på hvilket tidspunkt tiltalt var 55 år.
Relationen blev opbygget i forbindelse med, at tiltalte havde heste, som Forurettede7 og Forurettede6 var interesserede i at få lov til at passe og ride.
Forurettede7 og Forurettede6 kendte tiltalte via deres rideskole, hvor tiltalte var et kendt og aktivt medlem, og det kan efter Forurettede6’s forklaring lægges til grund, at begge piger følte sig trygge ved tiltalte, da de begyndte at passe først den ene af hestene.
Efter vidneforklaringerne afgivet af Forurettede7 og Forurettede6 lægger retten til grund, at den digitale kontakt mellem tiltalte og de forurettede skiftede fra sms til Snapchat på tiltaltes initiativ. Efter vidnernes forklaringer lægger retten endvidere til grund, at kontakten via Snapchat oftest skete på tiltaltes initiativ.
Efter bevisførelsen, herunder navnlig de fremlagte beskeder sendt fra tiltalte via Snapchat, kan det lægges til grund, at kontakten mellem tiltalte og Forurettede7 og Forurettede6 indledningsvist alene handlede om tiltaltes heste, samt hvordan og hvornår disse skulle passes, men at kontakten gradvist ændrede sig til at blive af mere privat karakter, idet tiltalte bl.a. inviterede Forurettede7 og Forurettede6 hjem i sin have til is, hjem til sushi, og de blev budt på drinks.
Endvidere udviklede kontakten med Forurettede6 sig til at omhandle Forurettede6’s påtænkte påklædning, når hun skulle besøge tiltalte, og at Forurettede6 kunne passe tiltalte, hvis han meldte sig syg fra arbejde.
Kommunikationen med tiltalte ændrede sig endvidere ved, at tiltalte begyndte at skrive til Forurettede6 og Forurettede7 sent om aftenen og om natten, idet nogle af de fremlagte beskeder var sendt til Forurettede6 efter kl. 23, og idet Forurettede7 har forklaret, at tiltalte havde skrevet til dem om natten og spurgt, om de ikke kunne sove.
Begge vidner har samstemmende forklaret, at de ikke brød sig om det, da indholdet af beskederne fik en anden karakter, og at de fandt dette ubehageligt, mærkeligt og grænseoverskridende.
Vidnet Vidne har forklaret, at Forurettede7 og Forurettede6 var meget nervøse for at miste kontakten til tiltaltes heste, når det kom frem, hvilke beskeder tiltalte havde sendt til dem via Snapchat, og at de var kede af det, da dette endte med at blive konsekvensen.
Herefter sammenholdt med indholdet af tiltaltes beskeder sendt til både Forurettede7 og Forurettede6, herunder navnlig beskederne om, at pigerne kunne besøge tiltalte i hans private bolig, og at tiltalte i år 2000 er dømt for bl.a. samleje med en person på 14 år, der var rideelev hos ham, finder retten tiltalte skyldig i grooming efter straffelovens § 231, som anført i sagens forhold 5.
StraffastsætteIse: Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens§ 231, § 232, stk. 1, og § 264 a. Retten har ved straffens udmåling i skærpende retning lagt vægt på, at forhold 5 vedrørende grooming efter straffelovens § 231, er begået mod to forurettede, og at tiltalte udnyttede sin overlegenhed og erfaring indenfor hesteverdenen.
Der er i skærpende retning endvidere lagt vægt på antallet af billeder i sagens forhold 1 til 4, og de forhold, som billederne er taget under, idet tiltalte systematisk har indsamlet billederne under deltagelse i ridestævner, og at tiltalte har formået at tage billederne, idet han som led i et tillidsforhold har været tæt på de forurettede, samt at tiltalte har gemt billederne på sin telefon gennem flere år.
Retten har i formildende retning lagt vægt på selve karakteren af billederne, herunder at billederne ikke indeholder nøgenhed.
Uanset tiltaltes forklaring om, at han har mistet mange af sine ryttere, og at flere steder har opsagt samarbejdet med ham grundet sagen samt oplysningerne om, at der er skrevet om tiltalte på Reddit, finder retten, at der ikke er grundlag for at fastsætte straffen i medfør af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 12.
Boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud: Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte indtil videre skal gives forbud i medfør af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, 3 og 4. Forbud i medfør af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, kan alene gives vedrørende børn under 18 år.
Formålet med forbud efter straffelovens § 236, er at søge at forebygge, at en person, der dømmes for seksuel krænkelse af et barn, på ny begår seksuelt overgreb mod et barn. Det er en forudsætning, at der foreligger en konkret risiko for, at domfældte vil begå ny ligeartet kriminalitet, og at et forbud konkret vil være egnet til at imødegå denne risiko.
Bestemmelsen i § 236, stk. 1, 1. led, opregner de straffebestemmelser, hvor der skal være mulighed for i forbindelse med en domfældelse at give et forbud. De opregnede straffebestemmelser angiver således den ydre ramme for, ved hvilke straffelovsovertrædelser påbud vil kunne gives. Straffelovens § 236, stk. 1, 1. led, indeholder ikke en angivelse af straffelovens § 231.
Den omstændighed, at tiltalte l denne sag er fundet skyldig i grooming efter straffelovens § 231, kan derfor ikke medføre, at tiltalte skal gives forbud i medfør af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, 3 og 4.
Straffelovens § 236, stk. 3, bestemmer, at forbud efter stk. 1, nr. 1 til 4, alene kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.
Straffelovens § 236, er blevet ændret ved bl.a. lov nr. 633 af 12. juni 2013. Det fremgår af forarbejderne hertil, lovforslag nr. 141 af 6. februar 2013, de almindelige bemærkninger pkt. 9.2.7, at såfremt besøget har tilknytning til undervisning eller en fritidsaktivitet, vil der kunne tages hånd om problemstillingen efter reglerne om rettighedsfrakendelse.
Tiltalte er i sagens forhold 1 til 4 fundet skyldig i bl.a. blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, stk. 1. Forholdene er begået som led i tiltaltes relation til de forurettede via deres fælles interesse for heste, og blufærdighedskrænkelserne er sket som led i fælles deltagelse i hestestævner.
Kriminaliteten er ikke sket i eller i relation til tiltaltes private bolig, og kriminaliteten er heller ikke sket som led i kontakt via apps såsom Snapchat eller Messenger eller via internettet eller lignende systemer.
Retten finder herefter, at boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud ikke vil være egnet til at forebygge fare for, at tiltalte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed som straffelovens § 232, stk. 1, således som det er påkrævet efter straffelovens § 236, stk. 3. Påstanden om forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, tages derfor af disse grunde ikke til følge.
Rettighedsfrakendelse: Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt. jf. stk. 3, indtil videre frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Tiltalte er i sagens forhold 1 og 2 fundet skyldig i bl.a. blufærdighedskrænkelse af piger under 18 år efter straffelovens § 232, stk. 1.
Forholdene er begået som led i tiltaltes relation til de forurettede via deres fælles interesse for heste, og blufærdighedskrænkelserne er sket som led i fælles deltagelse i hestestævner. Forholdene er dermed begået i direkte tilknytning til tiltaltes arbejde i forbindelse med og ved ridestævner, uanset at tiltalte i visse tilfælde arbejdede som frivillig ved stævnerne.
Tiltalte er i sagens forhold 5 fundet skyldig i grooming efter straffelovens § 231. Forholdene er begået som led i tiltaltes relation til de forurettede via deres fælles interesse for heste og ved, at de forurettede har besøgt tiltaltes hest, der var opstaldet hos tiltaltes forældre. Forholdet er dermed begået som led i tiItaltes fritidsinteresse.
Retten finder, at der foreligger en så tilstrækkelig nærliggende fare for, at tiltalte igen vil udsætte børn og unge kvinder under 18 år for seksuelle krænkelser, hvis ikke påstanden om rettighedsfrakendelse tages til følge.
Retten finder herefter, idet der herved også er lagt vægt på grovheden af den begåede kriminalitet, at der er grundlag for at frakende tiltalte retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt.
Retten har endvidere i relation til proportionalitetsafvejningen lagt vægt på, at tiltalte har forklaret, at han arbejder i familiens firma, hvorfor rettighedsfrakendelse ikke vil medføre, at tiltalte helt står uden mulighed for beskæftigelse og ernæring.
Henset til sagens karakter og straffens udmåling finder retten, at rettighedsfrakendelsen bør fastsættes til en periode på 2 år regnet fra endelig dom, jf. straffelovens § 79, stk. 3. Konfiskation: Påstanden om konfiskation tages til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Godtgørelse for tort: Efter de fremkomne oplysninger kan det lægges til grund, at samtlige forurettede i sagen har været påvirket af de begåede forhold, og at de alle har følt sig krænkede.
Efter billedernes karakter, herunder navnlig at de forurettede ikke er afklædte, og at de forurettedes ansigter ikke fremgår, hvorfor de forurettede umiddelbart ikke kan identificeres ud fra billederne, og da billederne ikke er blevet delt til andre, finder rettens formand, at der ikke er grundlag for at tilkende de forurettede i forhold 1 til 4 godtgørelse for tort, idet betingelserne herfor i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, ikke er opfyldt.
Efter forholdets karakter i sagens forhold 5, finder rettens formand, at den krænkelse, som de forurettede har været udsat for, ikke har haft en karakter, som kan medføre, at de skal tilkendes godtgørelse tort, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Tiltalte frifindes derfor for påstandene om godtgørelse for tort.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i en periode på 2 år fra endelig dom at regne. Hos tiltalte konfiskeres 1 stk. mobiltelefon. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 12. afdelings
DOM
(landsdommerne Anne Thalbitzer, Kristian Porsager Seierøe og Mia Romanko Staal Klintrup (kst.) med domsmænd). Dato: 6. august 2026 Rettens sagsnr.: S-2815-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1969, (advokat Mads Kruse, besk.) Dom afsagt af Retten i Glostrup den 29. oktober 2025 (S36-2892/2025) er anket af Tiltalte principalt med påstand om ophævelse og hjemvisning.
Tiltalte har herudover endeligt nedlagt subsidiær påstand om frifindelse i forhold 1-3, frifindelse i forhold 4 for overtrædelse af straffelovens § 232, og afvisning af tiltalen i forhold 5, mere subsidiært frifindelse i dette forhold.
Tiltalte har endvidere nedlagt påstand om formildelse således, at straffen nedsættes og gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, samt at der sker frifindelse for anklagemyndighedens påstande om rettighedsfrakendelse og konfiskation.
Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om, at tiltaltes påstand om ophævelse og hjemvisning ikke tages til følge, domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, dog at der i forhold 1 og 4 alene sker domfældelse for ”flere billeder”, og skærpelse således, at fængselsstraffen forhøjes, at tiltalte gives bolig-, besøgs- og kontaktforbud i medfør af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2-4, og at rettighedsfrakendelsen efter straffelovens § 79, stk. 2, jf. stk. 1, sker indtil videre, jf. bestemmelsens stk. 3.
Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede5 har hver især nedlagt påstand om, at Tiltalte skal betale tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 med 15.000 kr. med tillæg af renter efter lovens § 16.
Forurettede4, Forurettede7 og Forurettede6 har hver især nedlagt påstand om, at Tiltalte skal betale tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 med 5.000 kr. med tillæg af renter efter lovens § 16. Tiltalte har bestridt pligten til at betale godtgørelser samt opgørelsen af kravene. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede7 og Forurettede6.
De i byretten af vidnerne Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5 og Vidne afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet ved udenretlig bødevedtagelse af 2. august 2022 for overtrædelse af færdselslovens § 55 a, stk. 1.
Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808. Af erklæring vedrørende undersøgelsen dateret den 19. maj 2026 fremgår som konklusion, at det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Det fremgår af konklusionen videre, at såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes en prøvetid. Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at sagen fortsat påvirker ham.
Eksponeringen af ham var enorm både før og efter byrettens dom, men han havde ikke kræfter til at anmelde de mange overtrædelser af navneforbuddet. Ridecenteret var hans andet hjem, og han har arbejdet frivilligt med ridesport i 40 år. Det har han gjort, fordi han godt kan lide at hjælpe andre. Ridesporten er fyldt med rygter, og hans omdømme er ødelagt. Han lytter aldrig selv til rygter.
Det er hårdt, at hele hans verden skal tages fra ham på grund af et ligegyldigt venskab med to piger. Efter byrettens dom har han og den i byrettens dom omtalte ekskæreste, der nu er blevet 49 år, genoptaget forholdet. Hun har ikke børn. Han vil gerne samarbejde med Kriminalforsorgen, herunder om eventuel samfundstjeneste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Påstanden om ophævelse og hjemvisning Ved kendelse afsagt under hovedforhandlingen den 4. august 2026 har landsrettens juridiske dommere bestemt, at tiltaltes påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen ikke tages til følge.
Tiltalen i forhold 5 Tiltalte har principalt påstået afvisning af tiltalen i sagens forhold 5 under henvisning til, at anklageskriftet ikke lever op til kravet om beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, jf. retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 4, herunder fordi indholdet af Snapchat-beskederne ikke fremgår af tiltalen.
Et anklageskrift skal efter retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, indeholde en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse.
Bestemmelsen har som anført af Højesteret i dom af 3. juni 2021 (U2021.3939) til formål bl.a. at sikre, at en tiltalt har reel mulighed for at vide, hvad tiltalen går ud på, og dermed for at tilrettelægge sit forsvar forsvarligt. Tiltalen i forhold 5 indeholder oplysning om gerningsperioden, navnene på de forurettede og det medie, som tiltalte har anvendt til kontakten med disse.
Uanset at indholdet af de enkelte beskeder, som tiltalte har skrevet, og som efter anklagemyndighedens opfattelse tilsammen udgør grooming, ikke er citeret i anklageskriftet, finder landsrettens juridiske dommere, at han på baggrund af beskrivelsen i anklageskriftet har haft reel mulighed for at vide, hvad tiltalen går ud på, og at han således har kunnet tilrettelægge sit forsvar forsvarligt.
Tiltalen i sagens forhold 5 findes derfor at leve op til kravene i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 4, hvorfor tiltaltes påstand om afvisning ikke tages til følge.
Skyldsspørgsmålet Også for landsretten har tiltalte erkendt de faktiske omstændigheder i alle fem forhold således, som disse fremgår af den endelige tiltale for landsretten, ligesom han har erkendt overtrædelse af straffelovens § 264 a i forhold 4.
Tiltalte har bestridt, at der i forhold 1-4 er tale om blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232, idet billederne ikke er af seksuel karakter eller i øvrigt har tilstrækkelig grovhed til domfældelse for overtrædelse af bestemmelsen. I forhold 3 har han endvidere nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelo-vens § 264 a under henvisning til, at fotografierne er optaget på et frit tilgængeligt sted.
I forhold 5 har tiltalte gjort gældende, at gerningsindholdet i straffelovens § 231 ikke er opfyldt, fordi hans handlinger over for Forurettede7 og Forurettede6 ikke har haft systematisk eller manipulerende karakter eller i øvrigt er udtryk for udnyttelse som anført i bestemmelsen, og endelig at han ikke har haft forsæt til at begå en seksualforbrydelse.
Også efter bevisførelsen for landsretten kan det af de grunde, som fremgår af dommen, lægges til grund som bevist, at tiltalte har handlet således, som det fremgår af byrettens bevisresultat, dog at der i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand udelukkende kan ske domfældelse for ”flere billeder” i forhold 1 og 4.
For landsretten rejser sagen således i første række spørgsmål om, hvorvidt tiltaltes optagelse og efterfølgende opbevaring af billederne i forhold 1-4 er strafbar som blufærdighedskrænkelse. I forhold 3 er spørgsmålet endvidere, om billederne er optaget på et ikke frit tilgængeligt sted, jf. straffelovens § 264 a.
I forhold 5 er spørgsmålet, om tiltaltes handlinger i forhold til Forurettede7 og Forurettede6 er omfattet af straffelovens § 231.
Forhold 1-4 Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, og under hensyn til den kontekst, hvorunder billederne blev opbevaret, at tiltaltes optagelse og opbevaring af billederne har seksuel karakter, at handlingerne var egnede til at krænke blufærdigheden hos de afbillede piger og kvinder, og at handlingerne var af en sådan grov, at tiltale er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1, i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, dog at der i forhold 1 og 4, jf. det anførte ovenfor, alene sker domfældelse med hensyn til flere billeder.
Landsretten finder, at det efter den skete bevisførelse ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan anses for bevist, at Forurettede4 på tidspunktet for billedoptagelsen i forhold 3 befandt sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Tiltaltes frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 264 a i dette forhold.
Forhold 5 Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten og af de grunde, der er anført af byretten, at tiltalte ved sine handlinger har overtrådt straffelovens § 231 om grooming.
Landsretten bemærker endvidere, at det efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om tiltaltes forstraf for sædelighedforbrydelser mod mindreårige og de fotos, tiltalte optog og opbevarede i forhold 1-4, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte i forbindelse med kontakten via Snapchat med de dengang 14-årige piger, Forurettede7 og Forurettede6, havde forsæt til udsætte dem for en seksualforbrydelse.
Strafudmåling Straffen, der skal fastsættes efter de i byrettens dom anførte bestemmelser, jf. til dels straffelovens § 89, nedsættes til fængsel i 60 dage. Landsretten har herved ligesom byretten lagt vægt på bl.a. antallet og karakteren af billederne i forhold 1-4 samt det anførte i forarbejderne til grooming-bestemmelsen (lovforslag nr. L 50 af 22. februar 2023).
Under hensyn til karakteren af lovovertrædelserne i forhold 1-4 og indholdet af de beskeder, tiltalte har sendt til Forurettede6 og Forurettede7 i forhold 5, samt tiltaltes gode personlige forhold, finder landsretten, at der er grundlag for undtagelsesvis at fravige udgangspunktet om, at der skal udmåles en ubetinget fængselsstraf i sager om overtrædelse af straffelovens § 231, jf. de ovenfor anførte forarbejder.
Straffen gøres derfor betinget med vilkår som nedenfor bestemt, herunder om udførelse af samfundstjeneste. Rettighedsfrakendelse og forbud Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at tiltalte er rettighedsfrakendt som anført i byrettens dom, og at der i tiltaltes tilfælde ikke er forebyggelseshensyn, der afgørende taler for at give ham forbud som omhandlet i straffelovens § 236.
Konfiskation Efter udfaldet af skyldvurderingen i forhold 1-4 tiltræder landsretten, at påstanden om konfiskation af tiltaltes mobiltelefon efter straffelovens § 75, stk. 2, er taget til følge. Tortgodtgørelse Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsrettens juridiske dommere, at der er sket frifindelse for de rejste krav om tortgodtgørelse.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres således, at Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder. Prøvetid og længstetid regnes fra landsrettens dom. I øvrigt stadfæstes byrettens dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
