OLRØstre Landsret

S-2841-24

OL-2026-Ø-00029

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
22-04-2026
Sagsemne
ulovligt arbejde, juridiske personer / §§ 25-30, § 306, strafferetlige sanktioner og andre foranstaltninger
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.04.22Ø Københavns Byrets

DOM

Dato: 18. september 2024 Rettens sagsnr.: 1-29461/2023 og 1-29459/2023 Politiets sagsnr.: Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født november 1984 og Tiltalte2 ApS, … SS 1-29461/2023 Anklageskriftet i sagen mod Tiltalte1 er modtaget den 14. december 2023.

Tiltalte1 er tiltalt for 1. udlændingelovens § 59, stik. 6, jf. stk. 5, ved i perioderne fra den 8. november 2021 til den 31. december 2021 og den 1. februar 2022 til den 5. juli 2022 som direktør i og ejer af selskabet Tiltalte2 ApS under særligt skærpende omstændigheder, som et led i erhvervsudøvelse, forsætligt og med hensigt til at opnå en økonomisk fordel at have beskæftiget Person1 som opvasker, herunder i Restaurant1 beliggende Adresse i København, selvom Person1, som er statsborger i Bangladesh og har opholdstilladelse i Portugal, ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse, selvom Person1 opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra den 17. februar 2022 til den 5. juli 2022, og selvom Person1 ikke var registreret med et dansk personnummer, hvorfor der ikke kunne indberettes løn til Skat. 2. udlændingelovens § 59, stik. 6, jf. stk. 5, ved i perioden fra den 3. oktober 2022 til den 21. februar 2023 som direktør i og ejer af selskabet Tiltalte2 ApS under særligt skærpende omstændigheder, som et led i erhvervsudøvelse, forsætligt og med hensigt til at opnå en økonomisk fordel at have beskæftiget Person2 som opvasker i Restaurant1 beliggende Adresse i København, i strid med betingelserne i Person2's begrænsede arbejdstilladelse som studerende, idet Person2, som er statsborger i Bangladesh, alene var berettiget til at arbejde 20 timer om ugen i den relevante periode, ligesom der ikke blev indberettet løn til Skat.

SS 1-29459/2023 Anklageskriftet i sagen mod Tiltalte2 ApS er ligeledes modtaget den 14. december 2023.

Tiltalte2 ApS er tiltalt for 1. udlændingelovens § 59, stik. 6, jf. stk. 5, ved i perioderne fra den 8. november 2021 til den 31. december 2021 og den 1. februar 2022 til den 5. juli 2022 under særligt skærpende omstændigheder, som et led i erhvervsudøvelse, forsætligt og med hensigt til at opnå en økonomisk fordel at have beskæftiget Person1 som opvasker, herunder i Restaurant1 beliggende Adresse i København, selvom Person1, som er statsborger i Bangladesh og har opholdstilladelse i Portugal, ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse, selvom Person1 opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra den 17. februar 2022 til den 5. juli 2022, og selvom Person1 ikke var registreret med et dansk personnummer, hvorfor der ikke kunne indberettes løn til Skat. 2. udlændingelovens § 59, stik. 6, jf. stk. 5, ved i perioden fra den 3. oktober 2022 til den 21. februar 2023 under særligt skærpende omstændigheder, som et led i erhvervsudøvelse, forsætligt og med hensigt til at opnå en økonomisk fordel at have beskæftiget Person2 som opvasker i Restaurant1 beliggende Adresse i København, i strid med betingelserne i Person2's begrænsede arbejdstilladelse som studerende, idet Person2, som er statsborger i Bangladesh, alene var berettiget til at arbejde 20 timer om ugen i den relevante periode, ligesom der ikke blev indberettet løn til Skat.

Sagerne er behandlet sammen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at hver af de tiltalte idømmes en bøde 700.000 kr. Tiltalte1 har nægtet sig skyldig under henvisning til, at han ikke er rette ansvarssubjekt. Tiltalte Tiltalte2 ApS har erkendt de faktiske forhold, men har nægtet at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og har nedlagt påstand om rettens mildeste straf.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af Tiltalte1 og vidnerne politiassistent Vidne1 og*) Vidne2. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke. Ingen af de tiltalte er tidligere straffet.

Rettens begrundelse

og afgørelse Skyldsspørgsmålet Retten lægger som ubestridt til grund, at Tiltalte1 er eneejer af og direktør i Tiltalte2 ApS, som er et vikarbureau, der bl.a. leverer køkkenassistenter og opvaskere til restauranter. I henhold til forklaringen fra Tiltalte1 lægger retten desuden til grund, at der var mellem 30-40 ansatte vikarer i selskabet.

Rettten lægger endvidere på baggrund af oplysningerne i sagen til grund, at Person1 ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdsstilladelse i Danmark i den omhandlede gerningsperiode, og at han dertil ikke havde lovligt ophold i Danmark i perioden fra den 17. februar 2022 til den 5. juli 2022. Han var dertil ikke registeret med et dansk personnummer, hvorfor der ikke kunne indberettes løn til Skat.

Retten lægger desuden til grund, at Person2 **), der havde opholdstilladelse som studerende, var i besiddelse af en begrænset arbejdstilladelse, hvorefter han alene var berettiget til at arbejde 20 timer om ugen i den omhandlede gerningsperiode, og at hans løn ikke blev indberettet til Skat.

Endelig lægger retten som ubestridt til grund, at Person1 og Person2 har arbejdet i Restaurant1 i den anførte gerningsperioder, og at dette for Person2's vedkommende var i et omfang, som var i strid med betingelserne i hans begrænsede arbejdstilladelse. Dette understøttes endvidere af fremlagte timesedler, der er kvitteret af Restaurant1, samt af oplysningerne fra Skat.

Det er endvidere ved de foreviste oplysninger fra Skat dokumenteret, at Person2 havde samtidig beskæftigelse i Restaurant2, hvor han var beskæftiget det fulde timeantal, som var lovligt i henhold til hans begrænsede arbejdstilladelse. Tiltalte1 har forklaret bl.a., at han beskæftigede Person1, der er hans landsmænd, i Tiltalte2 ApS som opvasker i Restaurant1, fordi Person1 bad ham om hjælp til mad mv.

Han betalte ikke Person1 for ydelserne, men i stedet købte mad til ham for ca. 2-3000 kr. om ugen, betalte udgifter med 4000 kr. om måneden til bolig og betalte 1000 kr. om måneden til rejseudgifter.

Ifølge forklaringen var Tiltalte1 ikke klar over, at Person1 ikke havde arbejdstilladelse, idet han ikke kunne forstå, hvad der stod på det af Person1 foreviste et opholdskort fra Portugal, ligesom han antog, at Person1 med en opholdstilladelse hurtigt ville kunne få en arbejdstilladelse i Danmark.

For så vidt angår Person2 har Tiltalte1 forklaret, at han ikke kan læse dansk og derfor ikke kunne se på det foreviste danske opholdskort, at Person2 alene havde en begrænset arbejdstilladelse.

Der er ikke indberettet løn til Skat eller udbetalt nogen form for løn til Person2 i den omhandlede periode, fordi Person2 insisterede på at få sin løn udbetalt samlet på et senere tidspunkt og dertil ikke udlerede de relevante oplysninger til at han kunne blive oprettet i lønsystemet.

SS 1-29459/2023, Tiltalte2 ApS På denne baggrund, og da retten finder, at det må have stået Tiltalte1 klart, at hverken Person1 som Person2 var i besiddelse af fornøden arbejdstilladelse, herunder navnlig henset til at der ikke kunne eller blev forsøgt indberettet løn i lønsystemet eller indberettet Skat, er det bevist, at tiltalte Tiltalte2 ApS er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1 og 2, dog således at det i forhold 1 må lægges til grund, at Person1 alene var beskæftiget i Restaurant1.

SS 1-29461/2023, Tiltalte1 Retten finder af de ovennævnte grunde, at det er bevist, at Tiltalte1 har handlet forsætligt og således er rette ansvarssubjekt. Han findes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1 og 2, dog således at det i forhold 1 må lægges til grund, at Person1 alene var beskæftiget i Restaurant1.

Udmålingen af straffen Efter udlændingelovens § 59, stk. 6, 1. pkt., skal det ved strafudmålingen for overtrædelsen udlændingelovens § 59, stk. 5, betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller at udlændingen opholder sig ulovligt i Danmark.

Efter § 59, stk. 6, 2. pkt., skal det ved strafudmålingen betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået under en eller flere af de i 1. pkt. nævnte omstændigheder, og at overtrædelsen er begået som led i udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Det fremgår af forarbejderne til sidstnævnte bestemmelse i lov nr. 1003 af 27. juni 2020, der trådte i kraft den 1. juli 2020, at det forudsættes, at bødeniveauet i disse tilfælde fordobles. Der er i lovforarbejderne angivet, at en straf efter § 59, stk. 6, som udgangspunkt skal medføre en bøde på 50.000 kr., når overtrædelsen er begået forsætligt og som led i udøvelsen af erhvervsvirksomhed.

Retten finder i det konkrete tilfælde ikke anledning til at fravige dette udgangspunkt. Det fremgår, at såfremt der foreligger flere skærpende omstændigheder, jf. udlændingelovens § 59, stk. 6, forudsættes det som hidtil, at det angivne bødeniveau fraviges i opadgående retning.

Retten kan på den baggrund tiltræde, at bøden som udgangspunkt for hver af de tiltalte isoleret set skal udmåles til 700.000 kr., som påstået af anklagemyndigheden, herunder henset til det anførte om uforholdsmæssighed som følge af ansættelsesperiodernes længde. Tiltalte Tiltaltes adfærd danner imidlertid grundlaget for tiltalen mod såvel ham personligt som mod Tiltalte2 ApS.

I denne situation, og når der samtidig henses til, at Tiltalte1 er eneanpartshaver af selskabet og leder heraf, finder retten, at bøderne til hver af Tiltalte1 og Tiltalte2 ApS skal fastsættes til 350.000 kr., herunder således at sanktionen ikke bliver mere byrdefuld, end hvis Tiltalte1 havde drevet virksomheden som enkeltmandsvirksomhed.

Under hensyn til den lange sagsbehandlingstid, herunder navnlig for sagens forhold 1, finder retten endvidere, at bøden bør nedsættes med 70.000 kr. for hver af de tiltalte, jf. herved straffelovens § 82, nr. 13, og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, således at: SS 1-29459/2023, Tiltalte2 ApS Straffen fastsættes til en bøde på 280.000 kr., jf. udlændingelovens § 59, stk. 6, jf. stk. 5.

Tiltalte1 Straffen fastsættes til en bøde på 280.000 kr., jf. udlændingelovens § 59, stk. 6, jf. stk. 5.

Thi kendes for ret

: Tiltalte2 ApS skal betale en bøde på 280.000 kr. Tiltalte1 skal betale en bøde på 280.000 kr. Forvandlingsstraffen for sidstnævnte bøde er fængsel i 20 dage. De tiltalte skal betale sagens omkostninger. *) berigtiget og tilføjet "vidnerne politiassistent Vidne1 og" **) berigtiget og slettet "…" Berigtigelserne sker i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, den 16. oktober 2024. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 27. afdelings

DOM

(landsdommerne Alex Puggaard, Bloch Andersen og Katja Beck (kst.)).

Dato: 22. april 2026 Rettens sagsnr.: S-2841-24 Anklagemyndigheden mod 1) Tiltalte1, født november 1984, (advokat Mads Kruse, besk.) og 2) Tiltalte2 ApS, cvr.nr. …, (advokat Mads Kruse, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 18. september 2024 (SS 1-29459/2023 og SS 1-29461/2023) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at hver af de tiltalte idømmes en bøde på 700.000 kr., subsidiært 650.000 kr.

De tiltalte har påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse. Personlige oplysninger Tiltalte Tiltalte1 har supplerende forklaret blandt andet, at han bor i Brønshøj med sin familie. Han har ægtefælle og tre børn. Han er eneforsørger. Han har en virksomhed, hvor han forsøger at skaffe arbejde, men på grund af krisen er omsætningen gået ned. Det er hårdt for virksomheden at overleve.

Han har nogle kunder, som gør, at virksomheden netop kan overleve. Det vil ikke være muligt at betale en bøde på 1,4 mio. kr. Han vil blive nødt til at finde en mulighed for at betale en bøde i den størrelsesorden, som fastsat af byretten. Han betaler altid skat og moms til tiden via automatiske systemer.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder, at det ikke strider imod princippet om forbud mod dobbeltstraf eller artikel 4 i den 7. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention at idømme Tiltalte1 og Tiltalte2 ApS en bøde af den anførte størrelse.

Selskabet og eneanpartshaveren *) Tiltalte1 findes herunder hverken formelt eller reelt at udgøre samme formueenhed, jf. herved Højesterets dom af 24. august 2012, gengivet i UfR 2012.3395 H.

Under hensyn til gerningstidens længde samt de foreliggende særligt skærpende omstændigheder findes bøden som udgangspunkt at burde fastsættes til 975.000 kr. for hver af de tiltalte, svarende til 13 påbegyndte måneder á 75.000 kr. Da en sådan bøde efter omstændighederne vil være uforholdsmæssig, nedsættes bøden til 650.000 kr.

Det bemærkes, at sagsbehandlingstidens længde ikke findes at kunne begrunde nedsættelse af bøderne. Forvandlingsstraffen for bøden til Tiltalte1 er fængsel i 60 dage.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte1 og Tiltalte2 ApS ændres, således at Tiltalte1 og Tiltalte2 ApS hver straffes med en bøde på 650.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden til Tiltalte1 er fængsel i 60 dage. De tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, herunder hver især salæret til deres beskikkede forsvarer. *) Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, således at på side 2, 2. afsnit, linje 4, udgår ”…” og erstattes med ”Tiltalte1”.

AM2026.04.22Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/7655683b-8e7e-4eee-8e9e-6b5b70ae34bd