OLR — Østre Landsret
S-317-25
OL-2026-Ø-00123
AM2026.07.09Ø Retten på Frederiksbergs
DOM
Dato: 20. januar 2025 Rettens sagsnr.: SAK-2022-3100101-135 Politiets sagsnr.: 3878/2024 Anklagemyndigheden mod Erstatningssøgende, født marts 1970 Denne sag er behandlet uden domsmænd. Tilkendegivelse af 29. maj 2024 er modtaget den 4. juni 2024.
Erstatningssøgende blev den 28. april 2019 kl. 14.48 anholdt som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 266, jf. §81, nr. 6, og fik under sagen inddraget sin blankvåbentilladelse. Erstatningssøgende blev ved Retten på Frederiksbergs dom af 7. september 2022 frifundet for den rejste tiltale.
På vegne Erstatningssøgende fremsatte advokat Stefan Møller Jørgensen ved brev af 17. september 2022 krav om erstatning for uberettiget tvangsindgreb samt økonomisk tab i forbindelse med salg af knive efter inddragelse af blankvåbentilladelsen, jf. retsplejelovens kap. 93 a.
Statsadvokaten har ved afgørelse af 30. januar 2023 imødekommet Erstatningssøgendes krav delvist med 2.800 kr. for frihedsberøvelse i 4 timer og 15 minutter den 28. april 2019, men afslået erstatning for visitation og økonomisk tab vedrørende salg af knive. Rigsadvokaten har ved afgørelse af 30. marts 2023 afslået yderligere erstatning.
Advokat Stefan Møller Jørgensen har ved e-mail af 11. april 2023 begæret erstatningskravet indbragt for retten.
Påstande
Erstatningssøgende Erstatningssøgende har fremsat krav om erstatning for økonomisk tab på 33.125 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. april 2023, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Erstatningskravet er opgjort således: Knivenes nypris 38.125 kr. Salgspris 5.000 kr. Erstatningskrav 33.125 kr. Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagen, at Erstatningssøgende den 28. april 2019 blev anmeldt for trusler på livet ved brug af en kniv. Politiet sigtede og anholdt Erstatningssøgende samme dag for overtrædelse af straffelovens § 266, jf. § 81, nr. 6, og knivloven. Ved afgørelse af 1. oktober 20219 tilbagekaldte Politiets Administrative Center Erstatningssøgendes tilladelse til at besidde knive og blankvåben.
Det fremgår af afgørelsen, at Erstatningssøgende som følge heraf inden 4 uger skulle afhænde sine blankvåben til en våbenhandler eller en anden person, som har politiets tilladelse til at besidde blankvåben, eller aflevere dem til politiet til destruktion. Erstatningssøgende har fremlagt købsaftale af 25. oktober 2019, hvoraf det fremgår, at han sælger 35 knive for 5.000 kr.
Retten på Frederiksberg frifandt ved dom af 7. september 2022 Erstatningssøgende. Person – som efter det oplyste er afgået ved døden – har ved mail af 30. januar 2023 bekræftet, at han har købt Erstatningssøgende’ knivsamling for 5.000 kr. Erstatningssøgende har fremlagt en oversigt over 36 knive med en samlet nypris oplyst til 36.870,43 kr.
Den beskikkede advokat har fremlagt en oversigt over 36 knive med en samlet nypris oplyst til 38.125 kr. Forklaringer Erstatningssøgende har forklaret bl.a., at han med politiets tilbagekaldelse af hans blankvåbentilladelse skulle afhænde sine knive inden for 4 uger. Han nåede lige at få dem solgt inden for fristen. Han havde kigget efter potentielle kunder på Interesseforum.
Han kunne ikke bare sælge til hvem som helst. Der skulle være tale om en køber, som dels havde en blankvåbentilladelse, dels var interesseret i knivsamlingen. Han forsøgte ikke at sælge på DBA, for så ville han skulle affeje alle mulige interesserede, som ikke har noget blankvåbentilladelse. Han begyndte at købe knive få dage efter, at han havde fået sin blankvåbentilladelse.
Han købte knivene som en investering på samme måde, som andre køber kunst. Han håbede at kunne sælge dem med et afkast. Han ved ikke, hvordan knive afskrives. Han købte knive fra maj 2018 til oktober 2019. Mange af knivene var russiske, og krigen mellem Rusland og Ukraine har fået priserne på russiske knive til at stige voldsomt, fordi man ikke længere kan købe russiske våben i Danmark.
De russiske knive blev 4-5 gange mere værd på grund af krigen. Han har aldrig brugt knivene. Det var rene samleobjekter, ligesom f.eks. en møntsamling. Alle knive var helt nye, så der var ingen slitage. Han solgte knivene for 5.000 kr. Han havde prøvet at få mere for dem, men han var presset på tid, for han skulle afhænde dem alle inden for 4 uger.
Han havde ikke lyst til at afhænde knivene til destruktion, for så ville han slet ikke få noget for dem. Derfor endte han med at sælge dem til under markedsprisen. Adspurgt af anklageren forklarede Erstatningssøgende, at Interesseforum ikke er et handelsforum, men et forum for folk med interesse for specielle våben. Det var et reelt marked, men man kan ikke aktivt sælger der.
Han undersøgte, om noget i Interesseforum efterspurgte knive. Der er ikke nogen våbenhandlere, der er interesseret i at købe den slags. Knivene falder ikke i værdi – i hvert fald ikke dem fra Rusland.
Rettens begrundelse
og afgørelse. Erstatningssøgende har nedlagt påstand om erstatning for sit økonomiske tab i anledning af, at hans blankvåbentilladelse – som følge af sigtelsen for trusler og overtrædelse af knivloven – blev tilbagekaldt den 1. oktober 2019, hvilket indebar, at han skulle afhænde sine blankvåben inden 4 uger.
Det fremgår af retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 1, at erstatning for bl.a. økonomisk skade kan tillægges en sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for straffeprocessuelle indgreb, når vedkommende frifindes, uden at dette er begrundet i, at han findes utilregnelig.
Det er ubestridt, at tilbagekaldelsen af Erstatningssøgendes blankvåbentilladelse udgør et straffeprocessuelt indgreb omfattet af retsplejelovens § 1018 b. Da Erstatningssøgende ved dom af 7. september 2022 blev frifundet i straffesagen, har han derfor krav på erstatning for økonomisk skade, der er en følge af inddragelsen af blankvåbentilladelsen.
Retten lægger endvidere til grund som ubestridt, at Erstatningssøgende den 25. oktober 2019 solgte sin knivsamling for samlet 5.000 kr. Erstatningssøgende har imidlertid ikke dokumenteret (ved f.eks. kvitteringer), hvad han selv har købt knivene for, ligesom han ikke har dokumenteret, at knivenes reelle værdi på salgstidspunktet i oktober 2019 oversteg 5.000 kr.
Da Erstatningssøgende således ikke har dokumenteret et økonomisk tab, frifindes anklagemyndigheden.
Thi kendes for ret
: Anklagemyndigheden frifindes. Erstatningssøgende skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 27. afdelings
DOM
(landsdommerne Alex Puggaard, Ulrich Vorstrup Rasmussen og Line Lykkegaard (kst.)).
Dato: 9. juli 2026 Rettens sagsnr.: S-317-25 Anklagemyndigheden mod erstatningssøgende Erstatningssøgende, født marts 1970, (advokat Stefan Møller Jørgensen, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 20. januar 2025 (3878/2024) er anket af erstatningssøgende Erstatningssøgende med påstand om, at han ydes erstatning på 33.125 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. april 2023, subsidiært et mindre beløb efter landsrettens skøn.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af Erstatningssøgende. Erstatningssøgende har supplerende forklaret blandt andet, at han havde købt knivene hos forhandlere i bl.a. Tjekkiet, Slovakiet, Tyskland, Finland og Danmark. Købene foregik over internettet, og det var kun nogle af forhandlerne, der sendte fysiske kvitteringer.
De øvrige kvitteringer havde han på Paypal, men det er nu så længe siden, at det ikke har været muligt for ham at fremskaffe dem. Han har også prøvet at skaffe bankkontoudtog, men dem har han heller ikke kunnet fremskaffe så langt tilbage. Man kan ved salg af en normal forbrugskniv ikke forvente at kunne få nyprisen, men hvis man tager f.eks. kniven Mr.
Blade Bland Black, som han har fundet til salg på internettet til en pris på 168,64 Euro, taber den ikke værdi på samme måde. Det skyldes, at kniven kun bliver lavet i begrænset antal og bliver nummeret, hvorfor der er tale om et samlerobjekt.
Når man ønsker at sælge sådanne knive, er det derfor sælgers marked, men et sådant salg foregår over længere tid eller på auktion i mindre partier, og da markedet i Danmark er meget småt, vil man normalt også sætte dem til salg internationalt. Den periode på 4 uger, han fik til at sælge knivene, var derfor meget kort.
Han forsøgte inden for fristen på de 4 uger at sælge knivene til flere, men det var kun Person, der viste interesse, og han var reelt kun interesseret i en del af knivene. Der er ikke nogen af de knive, som han havde, der er faldet i værdi. Da der var tale om samlerobjekter, brugte han ikke knivene, men havde dem i montrer og kiggede kun på dem.
Han ved ikke, hvordan man afskriver knive, men der er kun grund til afskrivning på grund af slitage, hvis man bruger en kniv, og det gjorde han ikke. Selv om alt i princippet kan falde i værdi, viser de priser, han har fundet, at det ikke har været tilfældet for de her knive. De er steget i værdi, og det gælder i særlig grad de russiskproducerede knive, da man ikke længere kan købe dem i Vesten.
På baggrund af, hvad han selv har givet for knivene, og at flere af dem slet ikke kan skaffes i dag, havde knivene i hvert fald en værdi på 35.000 kr. Beløbet på 38.125 kr. er fremkommet på baggrund af de indkøbspriser, han har fundet på internettet. Han har efterfølgende købt nye eksemplarer af nogle af de tjekkiske knive, han havde, men han har ikke kunnet finde nogen af de russiske knive igen.
De knive, som han solgte til Person, ved han ikke, hvor blev af, men han har hørt, at Person solgte dem, da han fik kræft og fik en anden interesse for fjernstyrede flyvemaskiner.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det er ubestridt, at politiet ved afgørelse af 1. oktober 2019 som følge af en sigtelse mod Erstatningssøgende tilbagekaldte hans tilladelse til at besidde knive og blankvåben, og at Erstatningssøgende som følge heraf blev pålagt inden 4 uger at afhænde sine blankvåben til en våbenhandler eller anden person med blankvåbentilladelse eller aflevere dem til politiet til destruktion.
Ved aftale af 25. oktober 2019 solgte Erstatningssøgende herefter 35 knive til Person for 5.000 kr. Erstatningssøgende blev efterfølgende frifundet for det påsigtede forhold ved Retten på Frederiksbergs dom af 7. december 2022, og det er videre ubestridt, at Erstatningssøgende derfor har krav på erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 b for økonomisk tab som følge af inddragelsen af våbentilladelsen.
Spørgsmålet for landsretten er derfor, om det er dokumenteret, at Erstatningssøgende som følge af inddragelsen af våbentilladelsen led et økonomisk tab.
Erstatningssøgende har for by- og landsretten fremlagt eksempler på nyindkøbspriser af knive tilsvarende dem, som han solgte til Person, men der er udover hans egen forklaring ikke fremlagt dokumentation for de omhandlede knives alder og stand ved salget til Person, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, hvad han selv betalte for knivene, eller hvad Person efterfølgende opnåede af pris for knivene ved videresalg.
Landsretten finder derfor, at Erstatningssøgende ikke har godtgjort, at knivene på tidspunktet for inddragelsen af blankvåbentilladelsen havde en værdi udover de 5.000 kr., som han modtog ved salget af knivene til Person, hvorfor han ikke har dokumenteret at have lidt et tab som følge af inddragelsen af blankvåbentilladelsen. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes. Erstatningssøgende Erstatningssøgende skal betale sagens omkostninger for landsretten.
