OLR — Østre Landsret
S-736-26
OL-2026-Ø-00119
AM2026.07.02Ø Retten i Roskildes
DOM
Dato: 23. marts 2026 Rettens sagsnr.: 18D-3156/2025 Politiets sagsnr.: 1200-72366-00011-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1969 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 22. august 2025.
Tiltalte, Adresse, By, er tiltalt for 1. (j.nr. 1200-72366-00011-24) grooming efter straffelovens§ 231, ved, efter at have stiftet bekendtskab med Forurettede (født … 2007) på et fodbolddommerkursus, hvor tiltalte underviste, og Forurettede deltog som kursist, i perioden fra omkring oktober 2023 og frem til omkring april 2025 på flere forskellige steder, herunder sin bopæl, Adresse i By, systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed at have opbygget en tæt relation til Forurettede, idet tiltalte: efter få måneders bekendtskab lod Forurettede, som befandt sig i en socialt udsat position, bo hos sig i en periode fra primo januar 2024 til medio februar 2025, hvor opholdet blev afbrudt ved de sociale myndigheders mellemkomst, og i den forbindelse afholdt udgifter til kost, tøj, lommepenge m.v., ligesom tiltalte efter Forurettedes udflytning flere gange lod Forurettede overnatte hos sig, forærede Forurettede flere gaver, herunder bl.a. airpods, fjernsyn og parfume, flere gange kørte Forurettede ca. 60 km til og fra skole, gradvist fortalte Forurettede om egne seksuelle erfaringer og stillede Forurettede intime spørgsmål, herunder bl.a. om Forurettede havde husket at barbere sig i skridtet, i hjemmet flere gange henvendte sig nøgen til Forurettede, efter at Forurettede havde overnattet hos ham, og noteret sig, at der var opsat kameraer i huset, fortalte Forurettede, at han tidligere var dømt for uberettiget at have fotograferet personer, hvorved han fremkaldte en frygt hos Forurettede for, at tiltalte var i besiddelse af kompromitterende billeder af Forurettede, uden Forurettedes vidende fotograferede Forurettede sovende og kun iklædt underbukser, sagde til Forurettede, at hvis Forurettede forlod ham, ville han begå selvmord, vedblivende kontaktede Forurettede via forskellige medier, til trods for at Forurettede blokerede ham på flere platforme, flere gange overførte penge til Forurettede, herunder også efter ved ransagning den 9. oktober 2024 at være blevet sigtet for grooming, alt med forsæt til at udsætte Forurettede for en seksualforbrydelse. 2. (j.nr. 1200-72387-00033-25) overtrædelse af straffelovens 235, stk. 2, ved den 9. oktober 2024 på Adresse i By på sin bærbare computer af mærket Lenovo, at have været i besiddelse af 9.709 billeder og 1.527 filmsekvenser med seksuelt materiale af personer under 18 år, fordelt på: 6.982 billeder i kategori 1, 2.703 billeder i kategori 2, 24 billeder i kategori 3, 675 videosekvenser af en samlet varighed af 50 timer, 11 minutter og 21 sekunder i kategori 1, 835 videosekvenser af en samlet varighed på 41 timer, 54 minutter og 26 sekunder i kategori 2, 17 videosekvenser af en samlet varighed på 1 time, 15 minutter og 2 sekunder i kategori 3.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af en bærbar computer af mærket Lenovo (koster 5) hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år gældende indtil videre, jf. straffelovens § 79, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 10.000 kr. i godtgørelse for tort.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1 og Vidne2. Der er endvidere afspillet videoafhøring af Forurettede. Forklaringer er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.
Der er afspillet video af 28. marts 2025, som er optaget i forbindelse med en manuel gennemgang af tiltaltes telefon, sagens bilag 1-28, hvoraf blandt andet fremgår, at Forurettede i april 2024 kørte tiltaltes bil, og at Forurettede i juni 2024 drikker alkohol sammen med tiltalte. Der fremgår ligeledes en række billeder af Forurettede i bar overkrop på billederne.
Der er endvidere dokumenteret lydfil af telefonsamtale mellem tiltalte og Forurettede, som efter tiltaltes oplysninger er optaget den 20. oktober 2025.
Anklageren dokumenterede anmeldelse af 7. marts 2024 fra Kommune vedrørende tiltaltes relation til Forurettede, hvoraf blandt andet fremgår, at tiltalte af kommunen er henstillet til ikke at kontakte Forurettede, afgørelse af 6. maj 2024 vedrørende anmeldelsen af 7. marts 2024 fra Kommune, mødereferat 21. juni 2024 referat fra møde mellem Kommune og Tiltalte, rapportskema af 2. august 2024 fra Center for Social Service i Kommune, hvoraf fremgår, at Forurettede forud for anmeldelsen til politiet har oplyst, at tiltalte har taget billeder af ham, udlæsning af Forurettedes telefon, herunder beskeder sendt mellem tiltalte og Forurettede den 8. august 2024, afhøringsrapport af 13. august 2024 Forurettede, jf. retsplejelovens § 871, stk. 5, opgørelse af 31. marts 2025 af overførsler fra tiltalte til Forurettede via MobilePay, i alt 3.365,84 kr., mail af 1. april 2025 fra sagsbehandler ved Kommune til Midt-og Vestsjællands Politi, hvoraf fremgår blandt andet, at Forurettede mangler strategier til at sige fra over for tiltalte, og at tiltalte opsøger ham via chattjenester og ved at dukke op hos Forurettede og kigge ind ad vinduerne, Forurettedes huskeliste til videoafhøring, ransagningsrapport, hvoraf fremgår, at der er udfundet en mobiltelefon, som er identisk med den manuelt gennemgåede, og en pc af mærket Lenovo, opgørelse af misbrugsmateriale, sagens bilag 22-1, chatkorrespondance mellem tiltalte og Forurettede.
Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Roskildes dom af 1. november 2023 efter straffelovens § 235, stk. 2 og § 232, med fængsel i 4 måneder, betinget på vilkår om samfundstjeneste og en prøvetid på 1 år. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i dag arbejder som rådgiver i et miljøfirma. De seneste to år har været et rent helvede.
Han har tænkt på sagen stort set hver dag, og den har kostet ham jobs som kørelærer. Han har haft sit nuværende job i fire måneder. Han har ikke været i behandling for den tidligere dom. Han har været tæt på at opsøge en psykolog, men han har ikke fået det gjort. Han bor alene og har ikke nogen kæreste.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter bevisførelsen vedrørende sagens forhold 1 lægger retten til grund, at tiltalte, der er 38 år ældre end Forurettede, i forlængelse af at have undervist på et fodbolddommerkursus, hvor Forurettede deltog, kom i kontakt med ham og indledte en relation til ham. Retten lægger efter tiltaltes forklaring til grund, at det var Forurettede, som på tidspunktet var ca. 16 år, indledte kontakten.
Retten lægger videre til grund, at tiltalte i en periode af ca. 14 måneders varighed har givet Forurettede gaver i form af i hvert fald et tv, en computer, airPods, en Playstation 5, et Apple Watch, mærketøj, restaurantbesøg og ferieture.
Efter indholdet af tiltaltes kamerarulle fra hans telefon lægger retten videre til grund, at tiltalte har ladet Forurettede køre hans bil som 15-årig, at tiltalte har drukket alkohol med Forurettede, herunder på restauranter, og at tiltalte har et betydeligt antal billeder og videoer af Forurettede, herunder videoer og billeder af Forurettede i bar overkrop, uanset tiltalte under hovedforhandlingen har forklaret, at han ikke var i besiddelse af sådanne.
Tiltalte har om relationen til Forurettede forklaret blandt andet, at forholdet til Forurettede betyder rigtigt meget for ham, at han elsker ham som en bonusfar, at han blev enormt ked af det, da Forurettede i februar 2024 ikke længere måtte bo hos ham, og at han ikke vil sige, han var jaloux, men at han ville være ked af, hvis Forurettede vendte ham ryggen.
Tiltalte har videre om det faktiske samvær med Forurettede forklaret blandt andet, at de var sammen 3-4 gange om ugen, at de på ferie- og fodboldture boede på hotelværelse sammen, at de på Forurettedes opfordring sås i hemmelighed efter februar 2024, ligesom de har haft samvær efter oktober 2024, hvor tiltalte blev sigtet for grooming, herunder i forbindelse med episoden i januar 2025, hvor Forurettede stak af fra sin plejefamilie og blev fundet hjemme hos tiltalte.
Tiltalte er ved Retten i Glostrups dom af 1. november 2023 fundet skyldig i at have optaget og besiddet videoer af sin daværende stedsøn på 14 år, jf. straffelovens § 232, og for besiddelse af misbrugsmateriale, jf. straffelovens § 235.
Tiltalte har under sin afhøring ved politiet forklaret, at han tænder seksuelt på at se 16-17-årige drenge onanere, hvilken udtalelse tiltalte under hovedforhandlingen har bekræftet, idet tiltalte korrigerende har anført, at han med udsagnet sigtede til en tidligere seksuel præference, som han ikke længere har.
Tiltalte har i forlængelse heraf yderligere forklaret, at han ikke har modtaget sexologisk eller anden behandling mod den præference. Efter straffelovens § 231 er det strafbart systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed at opbygge en relation til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse.
Den gældende bestemmelse i straffelovens § 231 blev indført ved lov nr. 741 af 13. juni 2023. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget, pkt. 2.1.4, hedder det bl.a.: "… Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en forudsætning for straf, at gerningspersonen opbygger en relation til en person under 18 år.
Herved forstås, at der etableres en kontakt mellem parterne, som enten kan være personlig, skriftlig eller digital, og som udvikler sig over tid.
Opbygningen af en relation til barnet eller den unge vil typisk foregå i faser, hvor gerningspersonen gradvist forsøger at udvikle relationen, så barnet eller den unge anser gerningspersonen som en fortrolig og nær ven, og hvor gerningspersonen først senere i forløbet introducerer det seksuelle tema i relationen.
Det er ikke afgørende for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, om gerningspersonen har taget initiativ til alle tilfælde af kontakt mellem parterne. Der kan således være tale om flere på hinanden følgende henvendelser fra barnet eller den unge til gerningspersonen, hvor relationsopbygningen fortsat vil være omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Der vil(...] i sager, hvor den forurettede er fyldt 15 år, skulle lægges vægt på, hvad forurettedes hensigt med kontakten er.
Det forhold, at den forurettede har spillet en aktiv rolle i, at relationen har udviklet sig, vil dog ikke udelukke, at at bestemmelsen efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse, f.eks. hvis gerningspersonen har udvist groft manipulerende adfærd, som har været bestemmende for, at forurettede er indgået i relationen. …" Retten finder herefter, at tiltalte har udnyttet sin overlegenhed i alder og erfaring til at etablere og opbygge en relation til Forurettede, herunder have skabt en økonomisk afhængighed, og at formålet med at etablere relationen var seksuelt.
Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at tiltalte aktivt har søgt at fravende Forurettede såvel sin mor som sin plejefamilie og de kommunale myndigheder, at tiltalte uden anledning har købt gaver, overført penge mv., og at tiltalte i 2023 er dømt for ligeartet kriminalitet herunder ved i 2015 at have krænket sin stedsøns blufærdighed og i 2021 at have besiddet misbrugsmateriale i øvrigt.
Det forhold, at Forurettede muligt har indledt relationen til tiltalte, og at han indledningsvist ikke var af den opfattelse, at der var "noget galt", kan ikke føre til et andet resultat. Retten har i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at det efter bemærkningerne til straffelovens § 231 er uden betydning, om den unge har indledt kontakten, hvis hensigten er forskellig fra gerningspersonens.
Retten har videre lagt vægt på, at det ligger i groomingens natur, at et barn eller en ung, der udsættes for manipulation, ikke nødvendigvis vil være klar over, at han eller hun udsættes for en krænkelse. Herefter findes tiltalte skyldig i sagens forhold 1.
Efter dokumentationen af materiale på den computer, som er fundet hos tiltalte, og som er købt fra ny hos Elgiganten i sommeren 2024, findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale i sagens forhold 2. Straffen fastsættes til fængsel i 7 måneder, jf. straffelovens § 231 og§ 235, stk. 2, jf. straffelovens§ 61, stk. 2, jf. § 67, stk. 3, jf. § 66, stk. 3.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at tiltalte tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet, og at begge forhold er begået i prøvetiden til Retten i Roskildes dom af 1. november 2023, idet retten bemærker, at sagens forhold 1 er indledt cirka samtidig med rettens dom.
Retten har videre i relation til sagens forhold 1 lagt vægt på navnlig omfanget og varigheden af groomingen, og at tiltalte ikke af egen drift er ophørt med groomingen, herunder at tiltalte har fortsat relationen efter såvel Kommunes henstilling om at lade være, og efter tiltalte i oktober 2024 blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 231.
Retten har ved straffastsættelsen i relation til sagens forhold 2 lagt vægt på omfanget og kategoriseringen af materialet, herunder at der er tale om i alt 9.709 billeder og 1.527 videosekvenser, hvoraf 24 billeder og 17 videosekvenser på samlet 1 time og 15 minutter er kategoriseret i kategori 3.
Retten har for så vidt angår fastsættelsen som en fællesstraf med den betingede del af Retten i Roskildes dom af 1. november 2023 lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at tiltalte ikke har udført samfundstjeneste i overensstemmelse med dommens vilkår herom, idet retten bemærker, at længstetiden for vilkåret er udløbet.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2 Tiltalte, der ligeledes er uddannet kørelærer, er fundet skyldig i at have udnyttet sin fritidsaktivitet som underviser på et fodbolddommerkursus til at have indledt og opbygget en relation til en mindreårig med et seksuelt forsæt og for at have besiddet overgrebsmateriale.
Herefter og henset til tiltaltes tidligere dom for ligeartet kriminalitet, finder retten, at der er nærliggende fare for, at tiltalte i sit virke eller via sin fritidsaktivitet vil begå ny, ligeartet kriminalitet, hvorfor retten tager retten påstanden om rettighedsfrakendelse til følge, jf. straffelovens § 79, stk. 2, jf. stk. 1.
Tidsrummet for frakendelsen fastsættes til 3 år fra endelig dom, jf. straffelovens§ 79, stk. 3. Retten finder efter karakteren af sagens forhold 1 ikke grundlag for at tilkende Forurettede godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 7 måneder. Tiltalte frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år gældende i 3 år. Hos tiltalte konfiskeres en bærbar computer af mærket Lenovo. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 24. afdelings
DOM
(landsdommerne Thomas Lohse, Kim Holst og Terese Sonne-Holm (kst.) med domsmænd) Dato: 2. juli 2026 Rettens sagsnr.: S-736-26 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1969, (advokat Peter Trudsø, besk.) Dom afsagt af Retten i Roskilde den 23. marts 2026 (18D-3156/2025) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse i sagens forhold 1, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Anklagemyndigheden havde for byretten berigtiget tiltalen i forhold 1 således, at ”bo hos sig i en periode fra primo januar 2024 til medio februar 2025” er ændret til ”bo hos sig i en periode fra primo januar 2024 til medio februar 2024”, jf. byrettens retsbog af 15. december 2025, side 1. Den for Forurettede beskikkede bistandsadvokat har gentaget det for byretten fremsatte krav om 10.000 kr. i tortgodtgørelse.
Tiltalte har som for byretten bestridt erstatningspligten og kravets størrelse. Bestemmelsen i byrettens dom om konfiskation er ikke omfattet af anken.
Supplerende sagsoplysninger Der er for landsretten fremlagt en ”privat aftale” af 19. januar 2024 mellem Forurettedes mor og tiltalte, udfærdiget af Kommune, om, at Forurettede ”opholder sig hos [tiltalte], indtil netværksanbringelse har været forelagt visitationen i Kommune, hvilket vil ske d. 14/2-2024.” Det fremgår af aftalen endvidere bl.a., at ”Forurettede vil fortsat passe sin skolegang, fritidsjob og fritidsinteresser.
Aftalen er gældende fra dags dato og 3 måneder frem.” Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. De i byretten af vidnerne Vidne1 og Vidne2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Der er også for landsretten sket afspilning af videoafhøringen af Forurettede den 13. august 2024. [FORKLARING UDELADT] Personlige oplysninger Udover den i byrettens dom anførte forstraf er tiltalte tidligere straffet ved: Retten i Brøndbyernes dom af 5. september 1996 med 10 dages hæfte for overtrædelse af straffelovens § 232.
Retten i Brøndbyernes dom af 8. november 2001 med betinget fængsel i 20 dage på vilkår om en prøvetid på 2 år for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, jf. til dels § 21. Københavns Byrets dom af 11. oktober 2006 med betinget fængsel i 30 dage på vilkår bl.a. om fortsat behandling på Sexologisk Klinik, Rigshospitalet, for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet – forhold 1 5 voterende udtaler: Også efter bevisførelsen for landsretten finder vi af de grunde, der er anført i dommen, at tiltalte er skyldig. 1 voterende udtaler: Jeg finder, at der ikke er ført det fornødne bevis for, at tiltalte havde forsæt til at udsætte Forurettede, der var over 15 år, for en seksualforbrydelse (jf. straffelovens 24. kapitel).
Jeg lægger herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om en særdeles lang gerningsperiode – halvandet år – hvor tiltalte havde rig lejlighed til at begå en seksualforbrydelse, såfremt han havde haft forsæt hertil, ikke mindst i de perioder, hvor Forurettede boede i hans hjem, og de gange, hvor de overnattede i samme hotelværelse.
Efter min opfattelse taler denne omstændighed meget klart imod, at tiltalte havde forsæt. Jeg lægger bl.a. også vægt på, at der ikke på tiltaltes telefon er fundet billeder af Forurettede, der kan betegnes som seksualiserede.
Endvidere lægger jeg bl.a. vægt på, at det alene kan anses for bevist, at der var opsat ét overvågningskamera i tiltaltes hus – i køkkenet – og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at dette kamera var opsat for at overvåge terrasseindgangen.
I relation til videoafhøringen den 13. august 2024 af Forurettede bemærker jeg i øvrigt, at den efter min opfattelse bærer meget klart præg af, at han på dette tidspunkt gentagne gange af bl.a. sine plejeforældre, jf. også hans forklaring under videoafhøringen, har fået at vide, at han har været udsat for grooming el.lign.
I forlængelse heraf bemærker jeg, at politiet forud for videoafhøringen havde gennemført en efter det oplyste normal afhøring af Forurettede den 15. april 2024, at anklagemyndigheden på baggrund af denne afhøring besluttede at indstille efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, og at indholdet af denne afhøring ikke har været forelagt for retten.
Jeg bemærker endvidere, at der på baggrund af Forurettedes fremtræden under videoafhøringen og de i øvrigt foreliggende oplysninger efter min opfattelse ikke var grundlag for at videoafhøre Forurettede, der på daværende tidspunkt var knap 17 år, jf. retsplejelovens § 745, stk. 1, nr. 3.
Endvidere har tiltalte ikke kunnet føre Forurettede, der på nuværende tidspunkt er 18 år, og efter det oplyste reelt bor hos tiltalte, som vidne. Tiltaltes forstraffe fra 1996, 2001, 2006 og 2023 kan ikke ændre på ovenstående vurdering. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, således at tiltalte findes skyldig.
Straffastsættelsen Efter det for landsretten af anklagemyndigheden oplyste blev der først foretaget rettergangsskridt i sagen ved indgivelsen af anklageskriftet den 22. august 2025 og dermed efter udløbet af prøvetiden for den betingede dom af 1. november 2023. 5 voterende udtaler herefter: Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet i forhold 1 og 2 og på tiltaltes forstraffe, særligt at forholdene (i al væsentlighed) er begået i prøvetiden for en betinget dom for overtrædelse af straffelovens § 232 og § 235, stk. 2, finder vi, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 6 måneder.
Vi finder ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste. 1 voterende udtaler: Af de af flertallet anførte grunde, men med den bemærkning, at jeg ikke tillægger tiltaltes forstraffe fra 1996, 2001 og 2006 nogen betydning, finder jeg, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 4 måneder.
Jeg finder ligesom flertallet heller ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder.
Rettighedsfrakendelse Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at tiltalte er frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, og at frakendelsen skal gælde i 3 år fra endelig dom.
Erstatningskravet De juridiske dommere tiltræder, at der ikke er grundlag for tilkende Forurettede tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen nedsættes til fængsel i 6 måneder. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
