OLR — Østre Landsret

SS-505/2026-OLR

OL-2026-Ø-00124

Afgørelse / Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
09-09-2026
Sagsemne
formue (mistænkt), gods (mistænkt), beslaglæggelse / rpl § 801-803 og § 806-807 f, genstand (mistænkt)
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.09.09Ø Retten i Glostrups

KENDELSE

Dato: 28. maj 2026 Rettens sagsnr.: 0100-73112-00038-23 Politiets sagsnr.: GRL-1418/2026 Retsmødet var offentligt. Anklagemyndigheden mod Dømte, født marts 1969 Ingen var indkaldt eller mødt.

Retten afsagde Kendelse: Sagens baggrund Ved kendelser af 18. februar 2026 bestemte retten, at der for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og forurettedes krav på erstatning kunne ske beslaglæggelse af 1 stk. guldbarre af 50 gram (serienummer C1…), 1 stk. guldbarre af 100 gram (serienummer DL…), 1 stk. guldbarre af 100 gram (serienummer DL…) samt af indestående op til 600.000 kr. på Dømtes konto i Bank.

Politiet beslaglagde den 27. februar 2026 guldbarrerne på Person’s adresse og 108.013,27 kr. indestående på Dømtes konto i Bank. Dømte kærede kendelserne til Østre Landsret, der afsagde kendelse i kæresagen den 17. marts 2026.

Landsretten fandt, at kæren måtte opfattes som en anmodning efter retsplejelovens § 807 c om ophævelse af beslaglæggelsen og hjemviste derfor sagen til byretten med henblik på stillingtagen til anmodningen om ophævelse af beslaglæggelserne, og således at Dømte forinden får lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.

Retten i Glostrup afsagde den 5. december 2025 dom, hvor Dømte blev idømt 20 års fængsel for to drabsforsøg, forsøg på grov vold samt besiddelse af flere skydevåben og forsøg herpå, alt i medfør af straffelovens § 81 a. Sagen mod Dømte og de øvrige tiltalte blev forhandlet over 22 retsdage. Bortset fra én, har alle de tiltalte, herunder Dømte, anket sagen til landsretten.

Sagen er berammet ved landsretten over 20 retsdage i marts og april 2028. Forud for sagens hovedforhandling i byretten fik NSK, den 21. januar 2025, rettens kendelse om, at der kunne foretages beslaglæggelse for til 1.000.000 kr. i friværdien i Dømtes andelsbolig beliggende Adresse1 i By1 for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og forurettedes erstatningskrav.

I april 2025 blev andelsboligen solgt, og 1.000.000 kr. blev deponeret kontant på politiets konto. I medfør af retsplejelovens § 807 c, anmodede Dømte om et retsmøde om ophævelse af beslaglæggelsen af friværdien i ejendommen. Ved kendelse af 12. maj 2025 traf Retten i Glostrup afgørelse om, at det ikke ville være uforholdsmæssigt at beslaglægge aktiver hos Dømte for en samlet værdi af 900.000 kr.

Da der i forbindelse med anholdelsesaktionen tillige var beslaglagt en række værdikoster til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger samt forurettedes erstatningskrav – hvilke koster retten vurderede kunne indbringe omkring 100.000 kr. ved salg – fandt retten dog, at der kun var grundlag for at opretholde beslaglæggelsen i friværdien i andelsboligen for op til 800.000 kr.

I august 2025 tilbageførte NSK derfor 200.000 kr. af de beslaglagte midler fra friværdien til Dømtes konto i Bank med konto.nr. … . Dømte blev ved Retten i Glostrups dom af 5. december 2025 - foruden 20 års fængsel - dømt til at betale sagens omkostninger. Dømte blev endvidere dømt til at betale erstatning på 88.345,69 kr. til forurettede, Forurettede, in solidum med fire af de øvrige tiltalte i sagen.

Forurettedes bistandsadvokat havde under sagen nedlagt påstand om erstatning på i alt 327.907,28 kr. – herunder 239.561,59 kr. for tabt arbejdsfortjeneste. Retten valgte dog at udskille kravet vedrørende tabt arbejdsfortjeneste til særskilt behandling ved Offererstatningsnævnet eller eventuelt civilt søgsmål.

Ved retsbog af 22. december 2025 er der afregnet salær til den beskikkede forsvarer, advokat Anders Boelskifte for sagens behandling i byretten. Advokat Anders Boelskifte blev tildelt et salær på 671.310 kr. med tillæg af moms (i alt 839.137,50 kr.). Derudover blev advokat Anders Boelskifte tilkendt transportgodtgørelse på 16.916,40 kr. med tillæg af moms (i alt 21.145,50 kr.), der skal betales af Dømte.

Fra varetægtsfængslingen af Dømte den 21. oktober 2024 og frem til domsafsigelsen i byretten den 5. december 2025, har der således været sagsomkostninger i form af salær og transportgodtgørelse på i alt 860.283 kr. inklusiv moms til den beskikkede forsvarer. Dertil kommer, at Dømte som nævnt er blevet dømt til at betale 88.345,69 kr. i erstatning til den forurettede i sagen.

Den foreløbige sikring af i alt 900.000 kr. (bestående af 800.000 kr. af friværdien i Dømtes andelsbolig samt de beslaglagte værdikoster til en salgsværdi af ca. 100.000 kr.), er således efter anklagemyndighedens opfattelse ikke tilstrækkelig til at dække forurettedes erstatningskrav samt det offentliges krav på sagsomkostninger i forbindelse med sagens behandling i byretten.

Dertil kommer, at der nu må påregnes betydelige yderligere sagsomkostninger til ankesagen. Det følger af de faste takster for aflønning af forsvarere for 2026, at en hel retsdag aflønnes med 18.495 kr. plus tillæg af moms. Det kan ifølge anklagemyndigheden på den baggrund forventes, at forsvarersalæret til behandling af ankesagen må udgøre mindst 369.900 kr. plus moms - det vil sige i alt 462.375 kr.

Dette må anses som værende et absolut minimum, da taksten ikke tager højde for eventuel kørselsgodtgørelse, tillæg for arrestbesøg og telefonsamtaler, forsvarerens anmodninger om forhøjet salær og lignende, der utvivlsomt vil forøge salæret i forbindelse med ankesagen.

Endelig må der ifølge anklagemyndigheden påregnes et yderligere erstatningskrav fra forurettede, Forurettede, hvis erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste er udskilt til civilt søgsmål. Guldbarrerne Om de tre guldbarrer er det oplyst, at Dømtes kæreste, Person, har bopæl på adressen Adresse2 i By3. Person har selv oplyst til politiet, at hun er kæreste til Dømte.

Person har i retten forklaret, at hun gerne ville investere i guld. Dømte tilbød at låne hende 250.000 kr., og den 10. januar 2026 underskrev de et lånedokument. Kopi af lånedokumentet har været fremvist. Dømte har forklaret det samme.

Det fremgår af indhentede kontoudtog fra Dømtes opsparingskonto med konto. nr. … i Bank, at der den 12. januar 2026 blev overført 197.692,74 kr. til Person’s lønkonto med konto.nr. … i Bank. Den efterfølgende dag, den 13. januar 2026, ses en overførsel på 197.692,74 kr. fra Person’s lønkonto til ”Selskab”. Den 15. januar 2026 blev der overført yderligere 49.250,00 kr. fra Dømtes opsparingskonto til Person’s lønkonto.

Samme dag blev der overført 49.250,18 kr. fra Person’s lønkonto til en ukendt modtager. Politiet har på baggrund af de indhentede kontooplysninger rettet henvendelse til Selskab. Selskab har i en mail af 10. februar 2026 bekræftet, at Selskab har modtaget henholdsvis 197.692,74 kr. og 49.250,18 kr. fra Person i forbindelse med køb af sammenlagt 250 gram guld.

Selskab oplyste endvidere, at der havde været en tidligere dialog med Person vedrørende køb af i alt 320 gram guld i december 2025. Denne ordre var dog blevet annulleret, da Selskab ikke havde modtaget betalingen rettidigt.

Af den annullerede faktura fra Selskab af 22. december 2025 vedrørende køb af i alt 320 gram guld for en samlet pris på 296.660,71 kr. fremgår, at den er udstedt til Dømte med angivelse af Dømtes tidligere adresse på Adresse1 i By1, men med angivelse af Person’s e-mail og telefonnummer.

Det fremgår af korrespondancen mellem Person og Selskab, at ordren blev annulleret som følge af en fejl med betalingen, hvorefter Selskab den 2. januar 2026 opfordrede Person til at lægge en ny ordre. Det fremgår af faktura af 13. januar 2026, at der er købt 2 x 100 gram guldbarrer (serienummer DL… og DL…) hos Selskab til en samlet pris på 197.692,74 kr.

Den 15. januar 2026 er der endvidere købt 1 x 50 gram guldbarre (serienummer C1…) til en pris på 49.250,18 kr. I begge tilfælde er faktureringsadressen nu angivet som Person’s navn og adresse. I alt er der således sket køb af 250 gram guld hos Selskab til en samlet pris på 246.942,92 kr. Selskab har fremsendt kvittering på afhentning af de 250 gram guld den 15. januar 2026 kl. 15.00 hos Selskab i By2.

Afhenter er angivet som Person. Der er endvidere sikret videoovervågning fra Selskab fra den pågældende dag. Person har bekræftet, at hun afhentede guldet hos Selskab. Forud for overførslen af de i alt 246.942,74 kr. den 12. og 15. januar 2026 fra Dømtes opsparringskonto udgjorde saldoen på Person’s lønkonto 4.984,50 kr.

De 250 gram guld til en samlet pris på 246.942,92 kr., er således betalt med midler, der udelukkende stammer fra Dømtes konto. Politiassistent Vidne1 har forklaret, at Person under beslaglæggelsen oplyste, at hun havde købt guldbarrerne for Dømte for hans penge.

Efter det ovenfor anførte finder retten, at Dømte er den reelle ejer af de tre guldbarrer på i alt 250 gram med serienummer DL…, DL… og C1… til en samlet værdi af omkring 246.942 kr. Person og Dømtes forklaring om et lån kan ikke føre til en anden vurdering.

Det er herved navnlig tillagt vægt, at Person ifølge politiassistenterne Vidne1 og Vidne2 ikke under beslaglæggelsen oplyste om, at det var hendes guldbarrer, og at lånedokumentet først er fremlagt under retsmødet den 21. april 2026.

Vurdering Det følger af retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, at en beslaglæggelse skal være nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og forurettedes erstatningskrav i sagen ligesom der gælder proportionalitetshensyn.

Ved vurderingen af, om opretholdelsen af beslaglæggelsen som begæret er nødvendig og proportional, må der foretages en helhedsvurdering, og det må herunder indgå i vurderingen, at en beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 2, indtil der træffes endelig afgørelse efter § 807 d, stk. 2, alene har retsvirkning som en arrest, jf. retsplejelovens § 807 b, stk. 2.

Efter en samlet vurdering af det oplyste finder retten, at det er nødvendigt og i overensstemmelse med hensynet til proportionalitet, at der foretages beslaglæggelse af guldbarre og indestående på konto tilhørende Dømte for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og forurettedes erstatningskrav. Dømtes forklaring om værdien af de allerede beslaglagte effekter kan ikke føre til en anden vurdering.

Trangsbeneficiet Forsvareren har gjort gældende, at Dømte i medfør af retsplejelovens § 509 har ret til reservation af 3.000 kr. pr. måned på sin konto frem til der falder endelig dom i 2028 til brug for forsikring og mad til sin hund, der opholder sig hos Person samt tilskud til Person’s indboforsikring, da Dømte har møbler opbevaret i hendes kælder.

Det følger af retsplejelovens § 805, stk. 3, at bestemmelsen i retsplejelovens § 509, stk. 1, om trangsbeneficiet finder anvendelse ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger og forurettedes krav på erstatning. Retten finder, at de nævnte udgifter ikke omfattes af trangsbeneficiet, hvorfor der ikke er grundlag for reservation af 3.000 kr. eller et mindre beløb pr. måned.

Derfor bestemmes: Retten godkender opretholdelsen af beslaglæggelsen af 1. stk. guldbarre af 50 gram (serienummer C1…), 1. stk. guldbarre af 100 gram (serienummer DL…) og 1. stk. guldbarre af 100 gram (serienummer DL…) samt indestående op til 600.000 kr. på Dømtes konto i Bank. Retten hævet. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 12. afdelings

KENDELSE

Landsdommerne Beth von Tabouillot, Frosell og Mia Romanko Staal Klintrup (kst.) behandlede sagen.

Dato: 9. september 2026 Rettens sagsnr.: SS-505/2026-OLR Anklagemyndigheden mod Dømte, født den 2. marts 1969, (advokat Anders Boelskifte, beskikket) Retten i Glostrup har ved kendelse af 28. maj 2026 godkendt opretholdelsen af beslaglæggelsen af 1 guldbarre af 50 gram (serienummer C1…), 1 guldbarre af 100 gram (serienummer DL…) og 1 guldbarre af 100 gram (serienummer DL…) samt indestående op til 600.000 kr. på Dømtes konto i Bank (sag GRL-…/2026).

Kendelsen er kæret af Dømte. Anklagemyndigheden har nedlagt principal påstand om stadfæstelse, subsidiært at fordringen på i alt 246.942,92 kr. mod Person tilhørende Dømte beslaglægges, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2. Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet. Landsretten afsagde

KENDELSE

Henset til oplysningerne i sagen finder landsretten, at reglerne om trangsbeneficium ikke er til hinder for beslaglæggelsen. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten den påkærede kendelse. Det for landsretten fremførte kan ikke føre til et andet resultat. THI BESTEMMES: Byrettens kendelse stadfæstes. Sagen sluttet.

AM2026.09.09Ø
KilderAnklagemyndigheden →
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/991cd5fd-d0f4-4025-9dfc-cf9e622c3d0a