VLR — Vestre Landsret
AM2025.12.03V
OL-2025-V-00066
AM2025.12.03V2 Retten i Horsens
DOM
Dato: 16. juni 2025 Rettens sagsnr.: 927/2025 Politiets sagsnr.: 3700-73241-00534-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 2001 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 3. april 2025. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, ved den 12. juli 2024 ca. kl. 22.25 på Adresse i Juelsminde at have slået vagt Forurettede i ansigtet med knyttet hånd.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Tiltalte har påstået sagen afvist i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2, og han har herudover nægtet sig skyldig. Forurettede har taget forbehold for at rejse krav om godtgørelse og erstatning. Tiltalte har erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaringer af tiltalte og af vidnerne Forurettede, politiassistent Vidne1 og Vidne2. Forklaringer er lydoptagede og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet ved Kriminalforsorgen har udarbejdet en personundersøgelse den 8. maj 2025.
Rettens begrundelse
og afgørelse Det fremgår af rapporten vedrørende afhøringen af tiltalte, der fandt sted den 16. juli 2024, at han da var sigtet for forholdet.
Tiltalte har forklaret, at han efter afhøringen havde indtryk af, at der ikke vil blive rejst en sag mod ham, hvilket understøttes af den sms-korrespondance, som tiltalte havde med den afhørende betjent, politiassistent Vidne3, indledt kort tid efter afhøringen, hvor det fremgår, at den forurettede havde taget mod tiltaltes undskyldning, og som også efter rettens vurdering giver klart indtryk af, at der ikke vil blive en sag mod tiltalte.
Efter de foreliggende oplysninger har der ikke været yderligere henvendelser til tiltalte om sagen, før der blev rejst tiltale ved anklageskrift af 25. april 2025. Tiltaltes kontakt med politiassistent Vidne3 er alene belyst ved forklaringen fra tiltalte og sms-korrespondancen mellem dem den 16. juli 2024.
Efter en samlet vurdering af det anførte forløb finder retten, at tiltaltes forventning om, at sagen mod ham var opgivet, har været berettiget, og sagen afvises derfor, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Sagen mod Tiltalte afvises. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 14. afdelings
DOM
(dommerne Thomas Tordal-Mortensen, Lisette Ørnskov Top og Ioana Fodor (kst.) med domsmænd) i ankesag Dato: 3. december 2025 Rettens sagsnr.: S–1169–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 2001, (advokat André Rouvillain, Karlslunde) Retten i Horsens har den 16. juni 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 927/2025).
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at retten i Horsens’ dom af 16. juni 2025 ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Forklaringer Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af politiassistent Vidne3.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han den 12. juli 2024 efter en episode med nogle vagter blev sigtet og bortvist fra Begivenhed. Den 16. juli 2024 blev han afhørt på Horsens Politistation. Han blev også der gjort bekendt med, at han var sigtet. Han blev afhørt og havde også en mere uformel samtale med politiassistent Vidne3. Samtalen var alvorlig, men også lidt uformel.
Den gav ham indtryk af, at der ikke ville ske mere. Politiassistenten sagde ikke på noget tidspunkt, at han ikke længere var sigtet. Han bad politiassistenten viderebringe en undskyldning til vagten, fordi han var ked af, hvad der var sket. Politiassistentens efterfølgende besked gav ham også indtryk af, at sagen mod ham var opgivet.
Det var både indholdet om undskyldningen og det øvrige indhold, der gav ham det indtryk. Han gjorde sig ikke nogen tanker om, hvorvidt det var en uformel måde for politiet at kommunikere på. Han er ikke vant til at være i kontakt med politiet. Det kom som et chok, da han efterfølgende blev tiltalt. Han tog ikke kontakt til politi eller anklagemyndighed i den forbindelse.
Han sagde under samtalen med Kriminalforsorgen, at han troede, at sagen var slut. Han blev oplyst, at Kriminalforsorgen ikke havde indflydelse på det. Han fik beskikket en forsvarer, som han også oplyste om sin opfattelse. Advokaten var enig i, at sms-beskeden måtte forstås på den måde. Politiassistent Vidne3 har forklaret, at han har været ansat i politiet i mange år.
Han husker ikke i detaljer episoden den 12. juli 2024. De fik overleveret tiltalte, fordi han skulle have slået en af vagterne. De sigtede tiltalte og oplyste, at de ville vende tilbage, fordi de skulle videre til en anden hastende opgave. Han afhørte efterfølgende tiltalte den 16. juli 2024 på Horsens Politistation.
Han gjorde igen tiltalte bekendt med, at han var sigtet, og han oplyste tiltalte om en sigtets rettigheder. Han gjorde desuden meget ud af at få en god snak med tiltalte og forklarede om sagsforløbet, herunder at han ville sende sagen videre til anklagemyndigheden, som skulle tage stilling til tiltalerejsning og om hvilken straf, tiltalte kunne risikere at få.
Han synes, at det er vigtigt, at folk får en god oplevelse hos politiet, selv om de har lavet noget, der ikke er så godt. Han talte på ingen måde med tiltalte om, at sagen måske ville blive opgivet. Han blev selv afhørt til sagen den 26. juni 2025 på grund af sine sms-beskeder til tiltalte. Det er rigtigt, at han har forklaret, at han under afhøringen af tiltalte lagde vægt på, at tiltalte nu var sigtet i sagen.
Han understregede over for tiltalte, at han var sigtet. Efter afhøringen ringede han til vagten og viderebragte tiltaltes undskyldning. Vagten sagde, at det var en træls situation, men at han ikke længere var vred. Han kan i bagklogskabens klare lys godt forstå, at en ”løftet pegefinger” kan forstås som en advarsel i stedet for en straf, men det var ikke sådan ment. Det var ikke for at påtaleopgive.
Han mente, at tiltalte skulle komme videre med sit liv uanset straffesagen, og at det hele nok skulle gå, selvom tiltalte eventuelt skulle i retten og ville få en dom. Han sendte sagen videre til anklagemyndigheden, da efterforskningen var slut. Han vurderede, at sagen ville ende i retten. Det er han også ret sikker på, at han sagde til tiltalte.
Landsrettens begrundelse og resultat
5 voterende udtaler: Tiltalte blev den 12. juli 2024 sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244 ved samme dag i Juelsminde at have tildelt en vagt et knytnæveslag i ansigtet. Tiltalte blev den 16. juli 2024 på Horsens Politistation igen gjort bekendt med sigtelsen og oplyst om sine rettigheder, ligesom han blev afhørt af politiassistent Vidne3.
Vi lægger efter forklaringerne til grund, at politiassistenten og tiltalte i forbindelse med afhøringen også havde en samtale om tiltaltes personlige forhold og den videre sagsgang, hvor politiassistenten lagde vægt på, at tiltalte var sigtet. Det blev desuden aftalt, at politiassistenten skulle viderebringe en undskyldning fra tiltalte til forurettede.
Vi lægger efter bevisførelsen endvidere til grund, at politiassistenten ca. en time efter afhøringen, hvor det må have stået tiltalte klart, at sagen endnu ikke var færdigefterforsket, skrev følgende sms-besked til tiltalte: ”Har lige talt med forurettet. Han har modtaget din undskyldning og tager imod den. No hard feelings, som han udtrykte det.
Gå nu ud i verden og spred go stemning og så tag det som en løftet pegefinger og kom videre med alle de fede ting du åbenlyst har kørende for dig”. Vi finder, at sms-beskeden i lyset af det ovenfor beskrevne forløb ikke har et sådant klart og utvetydigt indhold, at den kunne give en berettiget forventning hos tiltalte om påtaleopgivelse.
Det forhold, at der først blev rejst tiltale i april 2025 kan ikke føre til en anden vurdering. Anklagemyndigheden har derfor ikke afskåret sig fra at rejse tiltale.
Vi stemmer derfor for at ophæve byrettens dom og hjemvise sagen. 1 voterende udtaler: Af de grunde, som byretten har anført, og uanset det, som politiassistent Vidne3 har forklaret i landsretten, finder jeg, at politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen har været egnet til at fremkalde en berettiget forventning hos tiltalte om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham.
Anklagemyndigheden har derfor afskåret sig fra at rejse tiltale. Jeg stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og landsretten ophæver derfor byrettens dom og hjemviser sagen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
