VLR — Vestre Landsret
AM2025.12.16V
AM2025.12.16V Retten i Hjørrings
DOM
Dato: 12. maj 2025 Rettens sagsnr.: KATO-2603/2024 Politiets sagsnr.: 5100-71281-00170-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født august 1990 og Tiltalte2, født august 1995 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 25. september 2024. Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for overtrædelse af 1. Begge de tiltalte straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. fsva.
Tiltalte1 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 59, nr. 185, nr. 335 a, og liste B, nr. 272, ved den 28. december 2023 ca. kl. 16.10 på og ud for adressen Adresse1 i Aabybro, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse og med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, at have været i besiddelse af ca. 319,78 gram amfetamin, 8 gram hashmix, 14,02 gram ketamin, 853 tabletter indeholdende hver 200 mg Tramadol og 4 tabletter indeholdende hver 80 mg Oxydolor (Oxycodon), 2.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 70 og nr. 185, jf. til dels straffelovens § 21, ved i perioden fra den 20. april 2023 til den 15 december 2023 formentlig i Nordjylland og via den krypterede kommunikationstjeneste Signal mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have indgået aftale om salg og overdragelse af 300 gram amfetamin, 5 gram ketamin og 3 gram kokain til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn1”, hvilke euforiserende stoffer Tiltalte1 bl.a. overdrog på adressen Adresse2 i Aalborg Sv, ligesom han forsøgte at sælge 1 kg. amfetamin til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn1”, hvilket mislykkedes, idet vedkommende ikke besvarede tilbuddet herom, 3.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, jf. staffelovens § 21, ved den 3. juni 2023 formentlig i Nordjylland og via den krypterede kommunikationstjeneste Signal mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have forsøgt at sælge 100 gram kokain til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn2”, hvilket mislykkedes, idet vedkommende afslog tilbuddet, 4.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved den 18.-19. juli 2023 formentlig i Nordjylland og via den krypterede kommunikationstjeneste Signal mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have indgået aftale om salg og overdragelse af 40 gram amfetamin til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn3”, hvilken amfetamin Tiltalte1 overdrog på et ukendt sted, 5.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved på et ukendt tidspunkt i perioden fra den 11. april 2023 til den 10. oktober 2023 formentlig i Nordjylland og herunder i Aalborgområdet mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget 100 gram amfetamin til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn4”, 6.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved den 7.-8. oktober 2023 formentlig i Nordjylland og via den krypterede kommunikationstjeneste Signal mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have indgået aftale om salg og overdragelse af 200 gram amfetamin til personen bag Signalbrugeren ”Brugernavn5”, hvilken amfetamin Tiltalte1 den 8. oktober 2023 overdrog i Haverslev ved Nørager, 7.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, jf. til dels staffelovens § 21, ved den 8. oktober 2023 formentlig i Nordjylland og via den krypterede kommunikationstjeneste Signal mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have forsøgt at sælge 100 gram amfetamin til personen bag Signalprofilen ”Brugernavn6”, hvilket mislykkedes, idet vedkommende afslog at købe den nævnte mængde, hvorefter Tiltalte1 overdragede 20 gram amfetamin til personen bag Signalprofilen ”Brugernavn6” i Aalborgområdet, 8.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved forud for den 28. december 2023 ad flere omgange og formentlig i Nordjylland og herunder Aalborgområdet mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget ikke under 70 gram amfetamin til en person, der optrådte i Tiltalte1’s telefon under kaldenavnet ”Person1”, 9.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30 og nr. 70, ved forud for den 28. december 2023 formentlig i Nordjylland og herunder Kongerslevområdet mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget ikke under 100 gram amfetamin og 20 gram kokain til en person, der optrådte i Tiltalte1’s telefon under kaldenavnet Person2, 10.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 70, nr. 185 og nr. 201, ved forud for den 26. december 2023 ad flere omgange og formentlig i Nordjylland mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget ikke under 902 gram amfetamin, 50 gram kokain, 110 gram ketamin og 10 gram MDMA til en eller flere uidentificerede personer, der optrådte i Tiltalte1’s telefon under kaldenavnet ”Person5”, 11.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 70, og nr. 185, ved forud for den 28. december 2023 ad flere omgange og formentlig i Nordjylland mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget ikke under 911 gram amfetamin, 4 gram kokain og 80 gram ketamin til en uidentificeret person, der optrådte i Tiltalte1’s telefon under kaldenavnet ”Person3”, 12.
Tiltalte1 straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. § lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved på ukendt tidspunkt forud for den 28. december 2023 formentlig i Nordjylland mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget 600 gram amfetamin til en eller flere uidentificerede personer, der optrådte i Tiltalte1s telefon under kaldenavnet Person4, 13.
Tiltalte1 lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 og nr. 185 samt liste E, nr. 2, ved den 11. april 2024 ca. kl. 11.10 på adressen Adresse1 i Aabybro at have været i besiddelse af ca. 10 gram hash, ca. 3,53 gram ketamin og 45 tabletter indeholdende alprazolam med henblik på videreoverdragelse.
Påstande
Anklagemyndigheden har i forhold 1 påstået domfældelse, dog således at de euforiserende i det væsentlige er besiddet med henblik på videreoverdragelse. Anklagemyndigheden har i øvrigt påstået domfældelse. For så vidt angår Tiltalte1 har anklagemyndigheden tillige påstået forhold 1-12 samlet henført under straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt. Anklagemyndigheden har påstået de tiltalte idømt fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har for så vidt angår Tiltalte1 subsidiært påstået, at tiltalte i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, 2. pkt., dømmes til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.
Såfremt Tiltalte1 idømmes den nævnte foranstaltning nedlægges yderligere i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, påstand om, at der fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af ca. 319,78 gram amfetamin, 8 gram hashmix, 14,02 gram ketamin, 853 tabletter indeholdende hver 200 mg Tramadol og 4 tabletter indeholdende hver 80 mg Oxydolor (Oxycodon) – alt med tilhørende emballager (forhold 1, koster 1-9, 1A, 13, 15, 17-19, 21-24 og 27-28), 7 digitalvægte (forhold 1, koster 10) og diverse sedler (forhold 1, koster 16) hos Tiltalte1 og Tiltalte2, jf. straffelovens § 75, stk. 2, samt 1 pose med pølsemandsposer (forhold 1, koster 11), diverse pølsemandsposer (forhold 1, koster 26) og 70 Quetiapin-tabletter (forhold 1, koster 14) hos Tiltalte1 og Tiltalte2, jf. straffelovens § 77a.
Anklagemyndigheden har endvidere påstået konfiskation af en telefon af typen Oneplus (forhold 1, koster 29), ca. 10 gram hash, ca. 3,53 gram ketamin, 45 tabletter indeholdende alprazolam, en digitalvægt (forhold 13, kost 1-3), en mobiltelefon, og en tablet (forhold 13, koster 8 og 9), hos tiltalte Tiltalte1, jf. straffelovens § 75, stk. 2, samt 11 små lynlåsposer, 15 mediumstørrelse lynlåsposer og 18 store lynlåsposer (forhold 13, koster 5-7) hos Tiltalte1, jf. straffelovens § 77a.
Tiltalte Tiltalte1 har erkendt sig delvist skyldig i forhold 1, idet det alene kan erkendes, at besiddelsen i det væsentlige har været med henblik på overdragelse, og således at forholdet alene skal henføres under straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 2-12 og har erkendt sig delvist skyldig i forhold 13, idet besiddelsen erkendes, men alene til eget forbrug.
Tiltalte har påstået frifindelse for fængselsstraf og har påstået dom til ambulant psykiatrisk behandling. Tiltalte Tiltalte2 har erkendt sig delvist skyldig i forhold 1, idet hun delvist erkender besiddelsen af ketamin og Oxydoler, dog alene til eget forbrug.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte1 og tiltalte Tiltalte2 og af vidnerne politiassistent Vidne1, politiassistent Vidne2, Vidne3, Vidne4 og Vidne5. [FORKLARINGER UDELADT] Sagens øvrige oplysninger Der er dokumenteret blandt andet fotos, notater, dna-erklæringer. Tiltalte Tiltalte1 er ikke tidligere straffet af betydning for sagen. Tiltalte Tiltalte1 har været mentalundersøgt.
Aalborg Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling har i en erklæring vedrørende Tiltalte1 af 14. maj 2024 blandt andet udtalt følgende: "… Konklusion Tiltalte1 har ved den retspsykiatriske undersøgelse været sindssyg, og han har med stor sandsynlighed også været dette på tidspunkterne for de nu påsigtede forhold.
Han vurderes normalt begavet, og der er således ikke tegn til demens, epilepsi, mental retardering eller hjerneorganisk lidelse. Han er født og opvokset under stabile vilkår uden omsorgssvigt, misbrug eller psykisk sygdom i barndomshjemmet. Han har fortsat nær relation til samt støtte fra sin familie.
Han er fra skolestart indplaceret på almindelige vilkår, og han har gennemført folkeskole samt handelsgymnasium med gode resultater. Han har desuden læst to år på universitetet, indtil hans psykiske lidelse bragte ham i flere sygemeldinger og langvarige behandlingsforløb. Han er aktuelt i ressourceforløb, men er indstillet til førtidspension.
Han har siden de tidlige ungdomsår haft et vekslende misbrug af såvel alkohol som euforiserende stoffer. Han har siden 13-14-årsalderen haft et periodevist dagligt hashmisbrug, som han dog angiver sig afholdende fra de senere år. Han har desuden siden midten af 20-årsalderen haft et dagligt massivt misbrug af særligt kokain, Ketamin, stærk smertestillende samt beroligende medicin.
Han anses lidende af Afhængighedssyndrom med misbrug af multiple psykoaktive stoffer helt frem til aktuelle. Han angiver sig påvirket af misbrugsstoffer på tidspunkterne for de nu påsigtede forhold, men han antages ikke, som følge heraf, at have befundet sig i en patologisk rustilstand.
Han har haft kontakt til det psykiatriske behandlingssystem siden starten af 20-årsalderen, initialt under et affektivt symptombillede, særligt angst, men senere blev han omkring midten af 20-årsalderen diagnosticeret med skizofrenilidelse på baggrund af et symptombillede præget af flere skizofrene førsterangssymptomer i form af eksempelvis tankepåvirkningsoplevelser samt kommanderende og kommenterede hørehallucinationer tillige med konstant paranoia, angst og forestillinger om forfølgelse og overvågning.
Symptombilledet har været præget af ovennævnte psykotiske symptombillede uagtet misbrugets omfang og karakter. Han har haft flere psykiatriske indlæggelser under ovennævnte diagnose, og han har siden diagnosetidspunktet være fulgt mere eller mindre kontinuerligt i ambulant psykiatrisk regi, senest under diagnosen Paranoid skizofreni.
Han har gennem årene været forsøgt behandlet med mange forskellige typer antipsykotisk medicin, men han har gennem de seneste mange år været adhærent til antipsykotisk depotbehandling med rimelig stabiliserende effekt på hans psykotiske symptomer.
Ved herværende undersøgelse findes tilstedeværelse af psykotiske symptomer i form af forestillinger om forfølgelse og overvågning, tankeforstyrrelser samt tidvise hørehallucinationer og styringsoplevelser, ligesom han er præget af en sindssygelig tilstand under mentalobservationen, og han anses lidende af skizofreni.
Tiltalte1 findes herefter omfattet af den i straffelovens § 16, stk. 1 omhandlede personkreds, og såfremt han kendes skyldig i det nu påsigtede, skal der, til forebyggelse af ligeartet eller anden kriminalitet, anbefales, som mest formålstjenlig foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. …" Tiltalte Tiltalte1 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 11. april 2024 til den 21. maj 2024.
Tiltalte Tiltalte2 er tidligere straffet ved blandt andet udeblivelsesdom af 29. marts 2017 med bøde for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag B, nr. 43. Kriminalforsorgen har i erklæring af 12. december 2024 vedrørende Tiltalte2 blandt andet oplyst, at Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.
Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Det anbefales, at der fastsættes et betinget vilkår om, at Tiltalte2 skal undergive sig behandling mod misbrug af alkohol, såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent.
Det anbefales, at der fastsættes et betinget vilkår om, at Tiltalte2 skal undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer, såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent. Tiltalte Tiltalte2 har om sine personlige forhold forklaret, at hun efter anholdelsen af Tiltalte1 flyttede hjem til sin mor og derefter på krisecenter. Derfra kom hun i døgnbehandling mod misbrug frem til foråret 2024.
Hun bor i dag alene. Hun er diagnosticeret med kompleks ADHD og PTSD, som hun får medicin for, og med aspergers syndrom. Hun vil fremadrettet gerne læse til pædagog. Hun har været stoffri i mere end et år.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Tiltalte Tiltalte1 Tiltalte har erkendt besiddelsen af de i forholdet anførte euforiserende stoffer, dog alene i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse. Tilståelsen støttes af sagens øvrige omstændigheder.
Herefter og efter anklagemyndighedens påstand, jf. princippet i retsplejelovens § 883, stk. 2, nr. 2, jf. § 728, 2. pkt, er tiltalte Tiltalte1 med den begrænsning, at de euforiserende stoffer alene er besiddet i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse, skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Tiltalte Tiltalte2 Tiltalte Tiltalte2 har erkendt besiddelsen af ketamin og Oxydoler, dog alene til eget forbrug.
Tiltalte har forud for og på gerningstidspunktet boet sammen med tiltalte Tiltalte1, og de har i en periode begge haft et omfattende misbrug af euforiserende stoffer. Der blev på de tiltaltes fælles bopæl fundet de i anklageskriftets forhold 1 anførte euforiserende stoffer.
De euforiserende stoffer blev fundet flere steder i lejligheden, herunder i stuen, i køkkenet og i soveværelset, ligesom der var pølsemandsposer og digitalvægte flere forskellige steder i boligen.
På alle de fire poser i fryseren indeholdende godt 200 gram amfetamin, som politiet fandt under ransagningen, er der ud over dna fra tiltalte Tiltalte1 konstateret dna, der med den største sandsynlighed stammer fra tiltalte.
Retten finder det på den baggrund ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte havde kendskab til og accepterede, at tiltalte Tiltalte1 besad de euforiserende stoffer i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte har forklaret, at hun muligvis har afleveret stoffer for tiltalte Tiltalte1, dog at det ikke har noget med dette forhold at gøre.
I en korrespondance på Signalapp'en fundet på tiltalte Tiltalte1’s telefon vedrørende nedennævnte forhold 6, skriver køberen af 200 gram amfetamin den 8. oktober 2023 - mindre end tre måneder forud for dette forhold - at det var aftalt med tiltalte Tiltalte1’s "konen din", at der fra købesummen kunne fratrækkes en gæld til køberen på 1.400 kr.
I en rygsæk i tiltaltes bil blev der i forbindelse med de tiltaltes anholdelse den 28. december 2023 fundet ikke ubetydelige mængder euforiserende stoffer og pølsemandsposer. De tiltalte har begge forklaret, at de sammen skulle til Aalborg, da de blev anholdt af politiet.
Hertil kommer, at tiltaltes telefon, der blev beslaglagt af politiet i forbindelse med anholdelsen af hende den 28. december 2023, var nulstillet, uden at tiltalte har kunnet forklare om baggrunden herfor.
Retten finder det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har været bekendt med, at tiltalte Tiltalte1 har solgt euforiserende stoffer i et ikke ubetydeligt omfang, jf. også forhold 2-12 nedenfor, ligesom retten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte i et vist omfang tillige aktivt har medvirket til tiltalte Tiltalte1’s salg af euforiserende stoffer.
Retten finder det på den baggrund bevist, at tiltalte har medvirket til tiltalte Tiltalte1’s besiddelse af de i forholdet euforiserende stoffer i det væsentlige med henblik på videreocerdragelse. Det er derfor bevist, at tiltalte Tiltalte2 i det anførte omfang og efter anklagemyndighedens påstand, jf. princippet i retsplejelovens § 883, stk. 2, nr. 2, jf. § 728, 2. pkt., er skyldig i dette forhold.
Forhold 2-12 Der er på tiltalte Tiltalte1 telefon fundet beskedtråde, hvor tiltalte har kommunikeret med forskellige personer via app'en Signal, der er en krypteret beskedtjeneste, der ofte benyttes til handel med euforiserende stoffer.
Indholdet af beskederne viser generelt, at de omhandler salg af euforiserende stoffer, i hvilken forbindelse retten henviser til vidnet politiassistent Vidne2’s forklaring om betydningen af de udtryk, der er benyttet i beskederne, og som er slang for forskellige euforiserende stoffer.
Om de enkelte forhold bemærker retten herefter: Forhold 2 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 3 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 4 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil, overførslen af penge fra personen bag profilen via MobilePay til tiltalte, henset til at personen er anført på tiltaltes "skyldese liste", og at personen til politirapport har erkendt købet, er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Forhold 5 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil og ved vidnet Vidne3’s forklaring er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Forhold 6 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Forhold 7 Efter indholdet af beskederne mellem tiltalte og den anførte Signalprofil og ved vidnet Vidne4’s forklaring er det bevist, at tiltalte har solgt 20 gram amfetamin og har forsøgt at sælge yderligere 80 gram amfetamin til Vidne4.
Med disse bemærkninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 8 Efter indholdet af noterne på tiltaltes telefon sammenholdt med den håndskrevne note med angivelse af navn og beløb, der blev fundet på et bord i stuen hos tiltalte, og MobilePayoverførslen fra Person1 er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Forhold 9 Efter indholdet af noterne på tiltaltes telefon sammenholdt med den håndskrevne note med angivelse af navn og beløb, der blev fundet på et bord i stuen hos tiltalte, er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 10 Efter indholdet af noten af 22. november 2023 på tiltaltes telefon med angivelse af navnet "Person5" og hvad der på tiltaltes telefon som et regnskab sammenholdt med den håndskrevne note fundet på et bord i stuen hos tiltalte med overskriften "Skyldese liste", hvoraf fremgår navnet "Person6" med angivelse af et beløb, er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 11 Efter indholdet af noten af 22. november 2023 på tiltaltes telefon med angivelse af navnet "Person3" og hvad der på tiltaltes telefon fremstår som et regnskab, noten med overskriften "… Århus tur" med angivelsen af en adresse og beløb for en "Person3", den håndskrevne note fundet på et bord i stuen hos tiltalte med overskriften "Skyldese liste", hvoraf fremgår navnet "Person3" med angivelse af et tilsvarende beløb, sammenholdt med et regnskab fundet på Person3’s telefon, hvilket regnskab er identisk med regnskabet på tiltaltes telefon, er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte.
Forhold 12 Efter indholdet af noten af 22. november 2023 på tiltaltes telefon med angivelse af navnet "Person4", hvad der fremstår som et regnskab, og den håndskrevne note fundet på et bord i stuen hos tiltalte med overskriften "Skyldese liste", hvoraf fremgår navnet "Person4" med angivelse af et tilsvarende beløb, er det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forholdet skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., henvises til det nedenfor under "Forhold 1-12" anførte. Forhold 13 Tiltalte har erkendt besiddelsen af de euforiserende stoffer, men har forklret, at de alene var til eget forbrug.
Efter fundet af de anførte mængder euforiserende stoffer, hvoraf hashen og alprazolamtabletterne blev fundet i en taske sammen med en digitalevægt og lynlåsposer i flere forskellige størrelser, korrespondancen på tiltaltes telefon med personen Person8 den 6. april 2024, hvor tiltalte oplyser at have "keta, koka, ammo og røg" og prislisten på tiltaltes iPad, er det - henset til tiltaltes forklaring om selv at tage ketamin dog med den begrænsning, at de euforiserende stoffer alene er besiddet i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse - skyldig i dette forhold.
Forhold 1-12 Efter karakteren og mængden af stoffer, som tiltalte Tiltalte1 er fundet skyldig i at have videreoverdraget, og henset til sammenhængen mellem forhold 1-12 finder retten, at forholdene alle skal henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., for så vidt angår tiltalte Tiltalte1.
Straffastsættelse Tiltalte1 Tiltalte Tiltalte1 har i gerningsperioden, der strækker sig over cirka et år, systematisk besiddet og solgt euforiserende stoffer til en flerhed af personer i et betydeligt omfang, han har ført nøje regnskab over skyldige beløb fra køberne af de euforiserende stoffer, og han har i forbindelse med salgene skriftligt kommunikeret klart og forståeligt om salgene, herunder med angivelse af priser og om forskellige kvaliteter euforiserende stoffer.
Indholdet af kommunikationen med køberne af de euforiserende stoffer viser, at tiltalte i høj grad har været bevidst om pris og kvalitet af de euforiserende stoffer, ligesom det forhold, at salgene i vidt omfang skete via den krypterede Signal-app, viser, at tiltalte også har været helt bevidst om risikoen og har foretaget en vurdering heraf i forbindelse med salget af de euforiserende stoffer.
Dette vidner i høj grad om en person, der har besiddet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Henset hertil finder retten, at der ikke er grundlag for at antage, at der har været en sådan forbindelse mellem tiltalte Tiltalte1’s sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han kan anses for at have været utilregnelig. Tiltalte er derfor ikke straffri efter straffelovens § 16, stk. 1.
Straffen for Tiltalte1 fastsættes til fængsel i 5 år, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 59, nr. 70, nr. 185, nr. 201, nr. 335 a og nr. 272, jf. til dels § 21, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 og nr. 185 samt liste E, nr. 2.
Retten har lagt vægt på den samlede mængde af euforiserende stoffer, herunder særligt amfetamin, ketamin og kokain, og på, at der er sket videreoverdragelse til en flerhed af personer over en længere periode.
Tiltalte2 Straffen for Tiltalte2 fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 59, nr. 185, nr. 272 og nr. 335 a.
Retten har lagt vægt på mængden af euforiserende stoffer, herunder særligt amfetamin og ketamin.
Retten finder, at der henset hertil og til, at det må antages, at tiltalte ikke bare passivt har været vidende om de euforiserende stoffer, men også i et vist omfang må antages at have medvirket til tiltalte Tiltalte1’s tidligere salg af euoriserende stoffer, ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
Konfiskation Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, og § 77a.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte1 skal straffes med fængsel i 5 år. Tiltalte Tiltalte2 skal straffes med fængsel i 1 år.
Hos Tiltalte1 og Tiltalte2 konfiskeres ca. 319,78 gram amfetamin, 8 gram hashmix, 14,02 gram ketamin, 853 tabletter indeholdende hver 200 mg Tramadol og 4 tabletter indeholdende hver 80 mg Oxydolor (Oxycodon) – alt med tilhørende emballager (forhold 1, koster 1-9, 1A, 13, 15, 17-19, 21-24 og 27-28), 7 digitalvægte (forhold 1, koster 10) og diverse sedler (forhold 1, koster 16), 1 pose med pølsemandsposer (forhold 1, koster 11), diverse pølsemandsposer (forhold 1, koster 26) og 70 Quetiapintabletter (forhold 1, koster 14).
Hos Tiltalte1 konfiskeres tillige en telefon af typen One-plus (forhold 1, koster 29), ca. 10 gram hash, ca. 3,53 gram ketamin, 45 tabletter indeholdende alprazolam, en digitalvægt (forhold 13, koster 1-3), en mobiltelefon, en tablet (forhold 13, koster 8 og 9), 11 små lynlåsposer, 15 mediumstørrelse lynlåsposer og 18 store lynlåsposer (forhold 13, koster 5-7).
De tiltalte skal betale de dem vedrørende sagsomkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 4. afdelings
DOM
(dommerne Anders Raa-gaard, Bo Ruby Nilsson og Kristian Torp (kst.) med domsmænd) Dato: 16. december 2025 Rettens sagsnr.: S–0960–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født august 1990, (advokat Lars Thousig, Viborg) og Tiltalte2, født august 1995, (advokat Jan Schneider, Aarhus) Retten i Hjørring har den 12. maj 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. KATO-2603/2024).
Påstande
Tiltalte Tiltalte1 har nedlagt påstand om, at han i forhold 6 alene findes skyldig i forsøg, og at han i forhold 11 alene findes skyldig for så vidt angår ca. 880 gram amfetamin, 4 gram kokain og ca. 30 gram ketamin. Han har endvidere nedlagt påstand om, at han dømmes til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling.
Tiltalte Tiltalte2 har nedlagt påstand om frifindelse i forhold 1, idet hun dog har erkendt besiddelse af ketamin og oxydoler til eget brug. Hun har i øvrigt nedlagt påstand om formildelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte Tiltalte1 i forhold 6 alene findes skyldig i forsøg, og at han i forhold 11 alene findes skyldig for så vidt angår ca. 880 gram amfetamin, 4 gram kokain og ca. 30 gram ketamin. Anklagemyndigheden har for så vidt angår begge tiltalte nedlagt påstand om skærpelse.
Supplerende oplysninger Af kriminalforsorgens udtalelse af 8. december 2025 vedrørende tiltalte Tiltalte2 fremgår bl.a.: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Det anbefales, at der fastsættes et ubetinget vilkår om, at Tiltalte2 skal undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse. Det anbefales, at der fastsættes et ubetinget vilkår om, at Tiltalte2 skal undergive sig behandling mod misbrug af alkohol efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der hertil fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen samt særvilkår som ovenfor nævnt.
Kriminalforsorgens begrundelse: Der er ved vurderingen af egnethed til samfundstjeneste lagt vægt på, at Tiltalte2 aktuelt deltager i uddannelse og sideløbende er i beskæftigelse, svarende til deltidsbeskæftigelse, samt derudover har frivilligt arbejde. Der er endvidere lagt vægt på at Tiltalte2 er motiveret for at samarbejde om et vilkår herom.
Der er ved vurderingen af egnethed til tilsyn og samfundstjeneste lagt vægt på at Tiltalte2 beskrives at være mødestabil. Det vurderes at Tiltalte2 er egnet til at modtage et vilkår om tilsyn hvor hun motiveres til fortsat at afholde sig fra alkohol samt euforiserende stoffer.
Der er ved vurderingen lagt vægt på at Tiltalte2 gennem en længere periode har deltaget i behandling for sit misbrug af euforiserende stoffer og alkohol, hvor det beskrives at hun deltager med stort engagement.
På baggrund af oplysningerne omkring tidligere misbrug, samt at Tiltalte2 aktuelt, og gennem en længere periode har deltaget i behandling for sit misbrug, og et eventuelt misbrug ikke er foreneligt med afvikling af samfundstjeneste, anbefales det at der fastsættes et ubetinget vilkår om behandling mod misbrug af euforiserende stoffer, samt et ubetinget vilkår om behandling for misbrug af alkohol.
Der er ved vurderingen lagt vægt på at Tiltalte2 har oplyst at være motiveret for at modtage vilkår herom. …” Der er for landsretten endvidere fremlagt bl.a. en statusattest af 14. oktober 2025 fra Psykiatrien – Region Nordjylland vedrørende tiltalte Tiltalte1 og en erklæring af 26. november 2025 fra speciallæge Person7 vedrørende tiltalte Tiltalte2.
Forklaringer De tiltalte og vidnet Vidne5 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. [FORKLARINGER UDELADT]
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte Tiltalte2 Ved anholdelsen af de tiltalte den 28. december 2023 blev der bl.a. i en rygsæk i de tiltaltes bil og flere steder i de tiltaltes fælles lejlighed, herunder i stuen, køkkenet og soveværelset, fundet de i forhold 1 nævnte euforiserende stoffer og piller, herunder ca. 319 gram amfetamin, ca. 14 gram ketamin og 853 tramadoltabletter.
I lejligheden blev der endvidere fundet pølsemandsposer og adskillige digitalvægte, og der blev på et bord i stuen og på tiltalte Tiltalte1’s telefon fundet flere noter, der fremstår som narkoregnskaber. På de fire poser med i alt ca. 200 gram amfetamin, der blev fundet i de tiltaltes fryser, blev der bl.a. fundet DNA, der med den højeste grad af sandsynlighed stammer fra tiltalte Tiltalte2.
Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at hun i perioder leverede euforiserende stoffer på vegne af de tiltalte, og landsretten lægger på baggrund af den Signalkorrespondance, der er fundet på tiltalte Tiltalte1’s telefon, til grund, at også tiltalte Tiltalte2 har kommunikeret med købere om euforiserende stoffer.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt, at det er bevist, at tiltalte Tiltalte2 har medvirket til tiltalte Tiltalte1’s besiddelse af de i forhold 1 nævnte euforiserende stoffer og piller i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse. Landsretten tiltræder således, at tiltalte Tiltalte2 er fundet skyldig i forhold 1 som sket.
Henset til arten og mængden af de euforiserende stoffer og til tiltalte Tiltalte2’s rolle i forbindelse med besiddelsen heraf, finder landsretten, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder.
Under hensyn til det oplyste om Tiltalte2’s forhold på gerningstidspunktet sammenholdt med oplysningerne om de betydelige forandringer, der efterfølgende er sket i hendes liv, herunder navnlig at hun nu er stoffri, har velordnede forhold, er under uddannelse og er i deltidsbeskæftigelse, finder landsretten, at det helt undtagelsesvist er forsvarligt at gøre 9 måneder af straffen betinget på vilkår som nedenfor bestemt.
Tiltalte Tiltalte1 Efter tiltalte Tiltalte1’s og anklagemyndighedens samstemmende påstande i forhold 6 og 11, og da bevisførelsen ikke taler for et andet resultat, finder landsretten, at tiltalte Tiltalte1 i forhold 6 alene er skyldig i forsøg på salg og overdragelse af 200 gram amfetamin, og at han i forhold 11 alene er skyldig i at have overdraget ca. 880 gram amfetamin, 4 gram kokain og ca. 30 gram ketamin.
Det kan efter indholdet af den retspsykiatriske erklæring lægges til grund, at tiltalte Tiltalte1 er sindssyg, og at han også var sindssyg i gerningsperioden. Spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal være straffri efter straffelovens § 16, stk. 1, afhænger herefter af, om han på gerningstidspunkterne var utilregnelig på grund af sin sindssygdom.
Fem voterende udtaler: Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder vi efter en samlet vurdering, at der ikke har været en sådan forbindelse mellem tiltalte Tiltalte1’s sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han kan anses for at have været utilregnelig på gerningstidspunkterne. Han er derfor ikke straffri efter straffelovens § 16, stk. 1.
En voterende udtaler: Jeg finder navnlig på baggrund af oplysningerne om tiltalte Tiltalte1’s psykotiske symptomer, at der har været en sådan forbindelse mellem hans sindssygdom og den begåede kriminalitet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at han alligevel var tilregnelig. Jeg finder derfor, at han er straffri efter straffelovens § 16, stk. 1.
I overensstemmelse med stemmeafgivningen er tiltalte Tiltalte1 ikke straffri efter straffelovens § 16, stk. 1. Henset til arten og mængden af de euforiserende stoffer og hans rolle i forbindelse med besiddelsen og salget, finder landsretten, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 6 år. Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
Tiltalte Tiltalte1 har været frihedsberøvet fra den 11. april 2024 til den 21. maj 2024 og fra den 19. maj 2025 til landsrettens dom.
Thi kendes for ret
: Byretten dom stadfæstes med de ændringer, at tiltalte Tiltalte1 straffes med fængsel i 6 år, og at tiltalte Tiltalte2 straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 9 måneder gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte Tiltalte2 i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte Tiltalte2 i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte Tiltalte2 i prøvetiden skal undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer og alkohol efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.
De tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog således at hver af de tiltalte afholder udgiften til egen forsvarer.
