VLR — Vestre Landsret
AM2026.05.29V
OL-2026-V-00027
AM2026.05.29V Vestre Landsrets 2. afdelings
KENDELSE
Som dommere fungerede landsdommerne Thomas Klyver, Jeanette Bro Fejring og Mette Faurskov Kristiansen (kst.). Dato: 29. maj 2026 Rettens sagsnr.: S–0654–26 Advokat Advokat1 kærer afslag på afbeskikkelse som forsvarer i sagen Anklagemyndigheden mod Tiltalte Fremlagte bilag: mail af 22. maj 2026 fra forsvareren, advokat Advokat1.
Ved kendelse af 19. maj 2026 har Retten i Aarhus bestemt, at advokat Advokat1 ikke afbeskikkes som forsvarer for tiltalte Tiltalte. Kendelsen er kæret af advokat Advokat1 med påstand om, at han skal afbeskikkes som forsvarer i sagen. Han har i det væsentlige gentaget den begrundelse, som han anførte for byretten.
Han har desuden omtalt, at tiltalte endvidere har indgivet en supplerende klage til Advokatnævnet, som ikke er omtalt i kendelsen, og som indeholder en gennemgribende kritik af advokatens procesførelse og forberedelse, hvorfor det forudsatte samarbejde mellem forsvarer og tiltalte ikke kan reetableres. Retten i Aarhus har ved retsbog af 20. maj 2026 tillagt kæremålet opsættende virkning.
Landsretten har forstået beslutningen sådan, at Retten i Aarhus ikke går videre med straffesagen, før landsretten har taget stilling til, om advokat Advokat1 fortsat skal være forsvarer i sagen. Landsretten afsagde Kendelse: Hovedforhandlingen i sagen ved Retten i Aarhus blev indledt den 5. maj 2026 med advokat Advokat1 som forsvarer for tiltalte Tiltalte.
Advokat Advokat1 er beneficeret forsvarsadvokat ved Retten i Aarhus, og det følger af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d, at der skal medvirke forsvarer i sagen.
Advokat Advokat1 blev beskikket som forsvarer for tiltalte efter et forløb med flere forsvarerskift, og hvor tiltalte selv indleverede en række begæringer, indsigelser mv. til byretten, som til dels gik ud på, at han ønskede sagen forhåndsafvist, henvist til en anden ret eller udsat.
Tiltalte fik ikke medhold i sine begæringer, indsigelser mv. i de afgørelser, som byretten traf herom, og han fik heller ikke medhold i sin klage over en retsassessor, som havde truffet en afgørelse vedrørende begæringer fra tiltalte i sagen.
Tiltaltes seneste tidligere forsvarer, advokat Advokat2, anmodede selv om at blive afbeskikket i forlængelse af, at tiltalte over for retten anmodede om afbeskikkelse af hende med henvisning til forhold, der til dels ligner det, som tiltalte nu bebrejder advokat Advokat1 i den klage, som tiltalte har indgivet til Advokatnævnet.
Klagen til Advokatnævnet bærer i væsentlig grad præg af manglede forståelse for de rammer, der gælder for afviklingen af straffesagen og for varetagelsen af forsvarerhvervet.
På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af klagens karakter og indhold samt det i øvrigt oplyste for landsretten findes der ikke at være grundlag for at antage, at advokat Advokat1 ikke vil kunne varetage et relevant og effektivt forsvar for tiltalte under den fortsatte hovedforhandling.
Henset til tiltaltes hidtidige ageren er der endvidere ikke udsigt til, at et nyt forsvarerskifte vil ende med at forbedre forsvarer-klient relationen under sagens fortsatte behandling. Det tiltrædes derfor, at advokat Advokat1 ikke er blevet afbeskikket i sagen. Landsretten stadfæster herefter byretten kendelse.
Thi bestemmes
: Byretten kendelse stadfæstes. Sagen sluttet.
